Lykke-Per. Hans store Værk

Litteratur

Henrik Pontoppidan: Lykke Per. Hans store Værk. Femte bind. (Nordiske Forlag)

Det er vanskeligt for Kritiken at vide, hvad den skal stille op med et saadant Enkeltbind af Pontoppidans Monstre-Roman. Det er en Del af et større Hele og har kun i denne Sammenhæng sin Værdi; men Helheden er endnu uafsluttet. Man kan daarligt nok ane, endsige vide, hvad det hele stiler hen imod. Man er endnu usikker paa, om Lykke-Per er en forfængelig Humbugsmager, der lever sit Liv paa et Selvbedrag, en Geni-Svindler, der udsteder sig selv Anvisninger paa Verdensbanken, som denne ikke vil honorere eller om Forfatteren virkelig betragter ham som noget overordentligt, som Overmenneske og Lykkebarn. Titlen kunde lade formode det sidste; men hvem borger for, at den er alvorligt ment? Pontoppidan er ikke for intet den store Paradokskunstner, der kører i Ring med sine Læsere og sætter dem af ved en anden Station, end de venter.

Betragter man Arten af Lykke-Pers store Projekt – det, hvorom det foreliggende Bind beretter – Anlæget af en Frihavn paa Jyllands Vestkyst inde i Hjertingbugten, kunde man fristes til at tro, at Lykke-Per nærmest har en lille Skrue løs, at han er en Fantast og en Fusentast, der imidlertid har faaet den Lykkegave, at han forstaar at holde det gaaende, fordi han ved sin Selvtillid blænder sine Medmennesker – i alt Fald en tilstrækkelig Del af dem – og indgyder dem Tro paa sine skjulte Talenter. De Ord, Pontoppidan har lagt i Munden paa den tyske Modemaler, som Per træffer sammen med i Rom, kunde tyde derpaa. Han siger nemlig:

Er det i det hele gaaet op for Dem, yngre Mand, at det i Virkeligheden mindre kommer an paa, hvad man er, end paa, hvad man indbilder sig at 85 være. – Mener De maaske, at Løjtnant Napoleon nogensinde var bleven Frankrigs Kejser, dersom han ikke havde sat sig fast i den forrykte Fantasi, at der flød Kongeblod i hans Aarer?1

Indeholder disse Ord maaske Nøglen til det hele Værk? Man kan i hvert Fald ikke nægte, at der i dem ligger Stof til en udmærket Roman, "La comédie humaine", set fra en ny Side, hvis Berettigelse ingen sagkyndig vil kunne nægte.

Og dog synes det Læseren en lille Smule for utroligt, naar en Forsamling af drevne Børs- og Pengemænd alvorligt sidder og drøfter Pers store Plan – den, hvis Taabelighed er Læseren ganske umiddelbart indlysende –, mens Per selv driver den af i Rom i intetsigende Fart, uden en Gang at vise dem den Opmærksomhed at indfinde sig ved deres konstituerende Møde. Hvad man end vil sige om vore Bankmænd – naive er de ikke.

Forøvrigt kan det kun konstateres, at det er velgørende at faa den vamle Smag fra Pontoppidans sidste Bog – "Det ideale Hjem" – tygget af Munden i den friske Kulde i dette Binds Skildringer. Fortællingen er klar og knap, om end noget slentrende, og selv om den ikke sætter éns Sind i stærke Svingninger under sit rolige Forløb, holder den dog fast ved sin ligevægtige Energi. en enkelt Ting som Skildringen af et mondænt Ægteskab – Dyhring og Nannys –, bygget paa jævn Ligegyldighed og gensidig Tilfredsstillelse af hinandens Forfængelighed, rammer med hele Pontoppidans elegante Snært.

A. I.

 
[1] LP-A5, kapitel 2, s. 84f. tilbage