Lykke-Per. Hans store Værk

Nye Bøger

Henrik Pontoppidan: Lykke Per. Hans store Værk. 182 S. (Det nordiske Forlag.)

Det er femte Bind af dette mærkværdige Værk, hvormed det morer Pontoppidan at drille den danske Læseverden. Han nyder den Overlegenhedens Fornøjelse at være hundredfold klogere end alle andre, der sysler med hans Bog, og han kan med ublandet Velbehag notere de Dumheder, som Kritikerne henfalder til, hver Gang de omtaler en Part af denne Føljeton-Roman, der fortsættes Aar igennem. Roccambole kunde man dog faa hver Morgen, men tænke sig en Roccambole, hvor Fortsættelsen fulgte kun én Gang om Aaret. Spændingen maatte være uhyre – i Fald den da ellers bevaredes.

At genfortælle, hvad dette Bind handler om, hvortil vilde vel det nytte? Kun Pontoppidan véd, hvad de her optrædende Personer og stedfindende Oplevelser betyder i Bogens Økonomi. Iøvrigt findes der da næsten ingen nye Personer i det lige udkomne Hæfte eller ingen, der synes beregnet til Hovedperson, hvis da ellers Hovedpersoner bør ses i mere end Silhuet. Her dukker op en jødisk Sagfører og Rigmand eller Storspekulant, hørende til det Galleri af dansk-jødiske Typer, hvormed Pontoppidan beskæftiger sig i denne Bog, og som for mange Læsere giver Skildringen megen Interesse. Foreløbig staar en ung Pige, Jacobe, mest levende for En, og her i Hæftet kan man læse et udmærket Brev fra hende, ganske en Kvindes Brev. Hende ser man, medens Helten, selve Per Sidenius – dog, hvorfor bedømme det Halvtfærdige?

Dog naar man med den største Fornøjelse læser Lykke-Per, naarsomhelst det behager Pontoppidan at udsende et Hæfte, saa ligger dette fortrinsvis i Forfatterens Personlighed. Han er saa helt i Bogen den Respektløshed, der gør ham til en af vore uafhængigste Skribenter. Han vil ikke lade sig binde, og han, Kristendommens uforfærdede Modstander, Ægteskabets Bespotter, Bondestandens Kritiker – værre Synder kan vel ikke komme over en Danskers Hoved – han udtaler sine kætterske Meninger med Per Sidenius og Jacobe som Talerør paa den vittigste og stolteste Maade. Han har intet glemt, og han har lært af den Danmarks Historie, som han har oplevet, alt, hvad der for en Novellist var at lære. Og over hans Usnobbethed og Kætterskhed skal man glæde sig.