Lykke-Per og hans Kæreste

Literatur

Lykke-Per og hans Kæreste af Henrik Pontoppidan. (Det nordiske Forlag).

Efter længere Tids Forløb er den store Roman om Lykke-Per bleven fortsat med det oven nævnte Bind eller Hefte, det sjette i Rækken og det sidste eller næstsidste, hvis det bliver som bebudet. Det er gjentagne Gange bemærket, at denne Udgivelsesmaade er lidet heldig, og at man selvfølgelig ikke kan sige Meget om hvert enkelt Hefte men indtil Videre endnu mindre bedømme Værket som Helhed.

Mer og mer synes det dog, at Forfatteren vil fremstille en i visse Maader usædvanlig begavet Dansker fra Nutiden men fornemlig lægge Vægt paa noget typisk Nationalt hos ham. Det danner den dybeste og i Længden maaske afgjørende Bund i hans Personlighed, og hvor stærkt han end i flere Retninger har stillet sig som særskilt Individ og Barn af en moderne ny Kultur, reagerer det nedarvede Nationale dog med stigende Styrke.

Er det rigtigt heri at se Grundtanken i Lykke-Per, forstaaer man bedre, hvorfor Pontoppidan ikke blot har ladet sin Per Sidenius forvilde sig ind i Familien Philip Salomon men ogsaa har indflettet en Skildring af "Dr. Nathan", skjøndt dette tilsyneladende er en daarlig literær Økonomi. Det vilde være lutter Affektation at lade, som denne Figur ikke lige saa gjerne kunde være kaldt Georg Brandes. Har man tidligere tvivlet herom, viser Forholdet sig aldeles evident i det foreliggende Hefte. I et større Selskab hos Philip Salomon tager "Dr. Nathan" Del, og tilsyneladende umotiveret, uden Sammenhæng med Fortællingens ydre Gang, gives der en ganske vidtløftig Fremstilling af ham, af hans Indflydelse og dennes Art, af hans Talent og dettes Begrænsning, af hans Personlighed med forskjellige Ejendommeligheder. Billedet vilde være interesseløst, naar det virkelig svævede saaledes i Luften, som det tilsyneladende er Tilfældet i Fortællingen. Det har derimod Betydning, fordi det nødvendig maa tages som Billede af Georg Brandes som Forfatter, Agtator og Samfundsmedlem samt Selskabsmand. Vistnok kan Pontoppidan formelt sige, at han ikke har nævnt Georg Brandes og ikke heller skildret hele Georg Brandes. I Realiteten gjælder dog ingen Udflugt, og selv om der jo kun kan være Tale om en almindelig Skitsering, har Pontoppidan dog samlet en Række af de mest betegnende Træk, baade hvad rundelig Anerkjendelse og tilbørlige Forbehold angaaer. De fem Sider 34-39 i Lykke-Per og hans Kjæreste, paa hvilke Reflektioner anstilles om Dr. Nathan-Georg Brandes, have da Værdi som Udtryk for, hvad der i Almindelighed menes om Professoren, naar man tænker paa dem, der kjende og kunne bedømme hans Fortrin som hans Fejl, lige fjernt fra blind Forgudelse og fjendsk Forkjætring.

Der tales først om hans Fysiognomi, der

uafbrudt skiftede Udtryk og afspejlede de indre Bevægelser med et ubehersket, krampagtigt Minespil, hvori der med Aarene endda var kommen nogen bevidst Overdrivelse. Smukkest var det, naar han lyttede. Dets Udtryk fik da Liv af det, som var allerypperst hos ham: hans Kundskabstørst, hans umættelige Videlyst … eller Videlystenhed. I en almindelig Selskabsunderholdning var saadanne Øjeblikke dog ikke hyppige hos ham, han holdt absolut mest af at tale selv. Ved Siden af sin vidunderlige Modtagelighed – og som Modvægt herimod – besad han endnu i den graanende Alder en næsten ungpigeagtig Meddelelsestrang, der undertiden kunde udarte og blive lidt sladdervorn og da ikke var helt fri for Gift.

Der tales videre om [at]

hans Naturel var i det hele saa fremmedartet, saa uforligeligt med den danske Nationalkarakter, […],

medens han

endog meget tidlig [havde] følt sig særlig kaldet til at spille en Rolle i Nationen og det netop paa Grund af dette unationale i hans Afstamning, der satte ham istand til at betragte det hjemlige Liv paa Frastand og bedømme det uden Fordomme.

Fremdeles betones det, at

Han besad visselig glimrende Evner men var dog ikke, hvad man i Almindelighed forstaar ved et Geni, ingen selvfødende Aand, ingen Nyskaber.

Men han

fremstillede med den sindrigste Kunst et Kraftuddrag

af, hvad han med rastløs Higen fandt i alle Landes og alle Tiders Literaturer, tjenligt som Ansporingsmiddel herhjemme, og

I denne Genfremstillingens Kunst stak den dybere liggende Hemmelighed ved den enestaaende Magt, han havde faaet over de Unges Sind.

Thi dels bedaarede han derved rent umiddelbart, dels kom han den danske Magelighed i Møde, idet han med bestikkende Anskuelighed lod sin Læser have Fornemmelse af at kjende de fremstillede Personligheder, af at have læst deres Værker og af at have gjennemtænkt deres Tanker,

hvorfor ogsaa de fleste ansaae det for ganske ufornødent virkelig at gøre det. […] Man fyldte sig med hans rent personlige Følelses- og Stemningsliv, indsugede hans orientalsk flammende Sympatier og Antipatier under Fornemmelsen af en trolddomsagtig Berigelse. […] Selv den mest tykblodede Bondestudent var som berust af Stordaadstrang, naar han efter nogle Timers Læsning i Nathans Skrifter rejste sig fra sin Sofa for at stoppe sig en ny Pibe.
Naa, mere end til en forbigaaende Opblussen blev det da som oftest heller ikke, og Tilbageslaget var i mange Tilfælde endda det kraftigste i Virkningen. […] Paa en vis Maade kunde Omfanget af Nathans Betydning derfor bedst maales paa hans Modstandere. Hos adskillige af disse syntes han at have vakt den virksomme Lidenskab, den fanatiske Glød, han forgæves havde søgt at indblæse sine Medkæmpere.

Pontoppidan sigter her vel nærmest til moderne Religionsforkyndelse af streng dogmatisk Karakter, idet han slutter sig til den oftere fremførte Betragtning, at de Angreb, Georg Brandes har gjort paa Kristendom og Kirke, have øvet en ganske lignende Indflydelse som Hørups Forsvarsnihilisme, der saa væsentlig bidrog til at sætte Liv i Forsvarssagen. Vi henvise imidlertid til Forfatterens egen Skildring, af hvillken her nogle Uddrag ere anførte. Men det maa gjentages, at just fordi saa Meget i hele Romanen vistnok gaaer ud paa at fremstille det naturlige, nationale Tilbageslag mod andre, for dansk Folkelighed i Grunden fremmede Tendenser, har den i og for sig besynderlige Fremhævelse af "Dr. Nathan" sin litterære Berettigelse.

Iøvrigt synes selve Tanken, Reflektionen, at have paavirket hele Fremstillingen i Lykke-Per og hans Kjæreste. Pontoppidans fortællende Stil, i sproglig Henseende saa udmærket som nogensinde, er derved bleven noget tør. Skildringen skeer i altfor overvejende Grad gjennem Forfatterens Ræsonnementer, mindre gjennem Personernes egen Tale, og Anskueligheden taber derved i Liv og Farve.

Historiens Fortsættelse fører ikke Handlingen stærkt frem, medens man desmere sysselsættes med skiftende og svingende Stemninger hos Per. I denne psykologiske Retning vinder Romanen stadig i Interesse, og ved Siden af Hovedfiguren træder hans forlovede, Jakobe, stærkt frem. Forholdet mellem disse To, saaledes som det udvikles i det nye Hefte, er baade ejendommeligt og lærerigt. Overhovedet maa man glæde sig til at læse hele Lykke-Per, naar den en Gang er bleven færdig. Den vil sikkert blive et for vor Overgangstid meget karakteristisk, talentfuldt og monumentalt Værk.

A. F.