Lykke-Per finder Skatten
Det er anden Del af Forf.'s nye Roman-Trilogi, der her foreligger. Hverken Titelbladet eller Omslaget melder forøvrigt noget om, at Bogen er et Led af et større, sammenhængende Hele. Derimod bebudes "om nogen Tid" en ny Bog: Lykke-Per. Hans Kjærlighed, formentlig altsaa tredje og sidste Del af Værket.
Det forekommer os, at Lykke-Pers Livshistorie ikke ret taaler denne Udstykning, i hvert Fald ikke nær saa godt som Forf.'s tidligere Roman-Trilogi fra Muld til Det forjættede Land. Om Grunden hertil maa søges i det nye Værks ringere Aandsindhold, maa selvfølgelig staa uafgjort hen, til Bogen er sluttet. Den sidste Del kan jo kaste det tungeste Lod i Vægtskaalen.
Foreløbig synes det imidlertid, som om det anvendte Apparat er en Kjende for stort til det paatænkte Maal. Læserne af første Del vil mindes, at Henrik Pontoppidan i Lykke-Per har villet skildre en ung Mand fra vore Dage, der, udgaaet fra et snæversynet og snæversindet Præstehjem, føler sig kaldet til – i hvert Fald paa sit eget Omraade som Ingeniør – at blive "Morgenvækker og Banebryder i dette dorske Samfund af tykblodede Præste- og Degnesønner". Per Sidenius har faaet fat i en Afhandling af en revolutionær Æsthetiker, Dr. Nathan – hvem hans Fjender med en Godtkjøbsvittighed kalder Dr. Satan – hvori Danmark skildres som Torneroses Rige. Det var – hedder det – som om Livet havde staaet stille her, medens der ude i Evropa paa alle Omraader havde fundet en mægtig Udvikling Sted, en aandelig Revolution, der havde omskabt Samfundet og givet Menneskene højere og dristigere Maal. Naar man kom hjem fra en Rejse i de store fremmede Lande, syntes intet i Kjøbenhavn at have forandret sig i de mellemliggende Aar. Butikerne udstillede de samme hengjemte Varer, og Theaterplakateme forkyndte Opførelsen af ganske de samme barnlige Ridderdramaer som før Rejsen. Tiden stod kort sagt stille, medens Fantasteriets blege Rosenflor og Spekulationens sejge, tornede Stængler lumskelig skjulte det indre Forfald. Per, der ligesom Dr. Nathan ser Landets egenlige Ulykke og Skam i det "Sidenius'ske", ɔ: det præstelige Kleresis Herredømme, vil derfor ogsaa indrullere sig mellem "de stærke og stridslystne", der skal gjennemhugge den sovende Skov og søndersplitte det Barnedrømmenes Puppehylster, hvori hver enkelt – som det hele Folk – sidder indspundet.
Klagen er ikke ny. En ung Lyriker har jo endogsaa i denne Tid endnu en Gang sat den paa Vers. Men en moden Forfatter som Henrik Pontoppidan finder dog næppe paa, saadan uden videre at gjentage den. Dertil er han fra Naturens Haand sikkert for meget Skeptiker og Ironiker. Hvor meget han end mulig personlig føler Trang til at revoltere mod det Sidenius'ske Kleresi, ser han utvivlsomt ogsaa Reversen hos de Aander, der har paataget sig at vække den slumrende Tornerose. Vi antager, at tredje Del af Lykke-Pers Historie i saa Henseende vil bringe alle Haande Overraskelser, hvad enten Per selv ender som daadløs Fantast eller – i Lighed med Hamsuns radikale Filosof, der ogsaa har forbrugt en Trilogi1 som en gemen Overløber.
I hvert Fald synes den gode Per noget skrøbelig og klejn som Samfundsreformator, end sige Samfundsomvælter. Dels er han en stor Pigejæger, dels er det ikke hans eget Arbejde, der bærer ham frem, men først en Pengegave fra en Ven og nu – ved anden Dels Slutning – et Giftermaal med en rig jødisk Pige. Det er en Maade at "finde Skatten" paa, som kunde gaa for en Aladdin, men denne Figur har jo forlængst været udenfor al Kurs. Der er næppe Tvivl om, at selve Navnet Lykke-Per skal være Ironi.
Som Fortælling, som Roman, læser man den foreliggende nye Del med stor Fornøjelse. Henrik Pontoppidans friske og flydende Fortællegave holder én uafbrudt fast, saa længe den ikke særlig omfangsrige Bog rækker. I den første Halvdel virker vel Scenerne fra Nyboder ikke overvættes stærkt. Interessen for dem havde første Del taget. En lille Kjærlighedsepisode synes heller ikke at staa i nogen organisk Sammenhæng med Bogens dybere Plan. Den unge Ingeniørs Møde med den gamle Oberst er derimod fortræffelig gjort, om end Satiren over, at alt ungt undertrykkes her til Lands, er saare overdrevet.
Højest staar imidlertid den sidste Halvdels Skildring af et rigt jødisk Hjem her i Staden. Nu og da er det, ligesom det dækkende Draperi glider til Side, og kjendte, levende Personligheder dukker op. Men ogsaa Romanens Afslutning kan først vise, hvor meget selvbiografisk den hele Cyklus indeholder og mulig tilsigter. Med stor Fordomsfrihed og dog Albuerum til alle Sider giver Henrik Pontoppidan her et Billede af vore hjemlige Jøder, som næppe er forsøgt – og i alle Fald ikke lykkedes – siden Goldschmidts Dage. Det turde overhovedet være den største Ros, man kan udtale over Henrik Pontoppidan, at han i saa mange Maader minder om M. Goldschmidt.
Per Sidenius kan ikke blive træt af at udmale Forskjellen mellem sit eget Hjem og det jødiske Hus. I Stedet for Barndommens Gravluft, gribes han her af "Befrielsens Glæde". Det er, som om han virkelig her har fundet, hvad han tænkte paa at ville søge i fremmede og fjærne Egne, "Palmeøen uden Degnesjæle og uden Kirkeklokker".
Men desværre standser Fortællingen her. Det ser ud til, at Per foretrækker den ældre, alvorligere Datter af Huset for den muntre, unge Skjønhed af en Søster. Tæppet falder imidlertid, før nogen absolut Afgjørelse har fundet Sted. Læserne maa paa ny have Taalmodighed, til det behager Forfatteren at fortælle dem Pers videre Livsskæbne.
Henrik Pontoppidan har trukket sine Knuder ganske artig sammen. Vi skal nu se, om han er Mester for at løse dem igjen.
