Lykke-Per, hans Kjærlighed

Literatur

"Lykke-Per, hans Kjærlighed". Af Henr. Pontoppidan (Det nordiske Forlag).

For tredie Gang fremkommer en lille Part af Romanen om "Lykke-Per", og samtidig bebudes en fjerde Levering "om kort Tid", uden at der dog er Udsigt til, at Historien dermed er sluttet. Det synes, som om Portionerne skulle blive mindre og mindre: Nr. 1 var 190, Nr. 2 kun 157 Sider, Nr. 3 naaer knap til 138, i Virkeligheden end ikke saa højt, idet adskillige halve og hele Sider inde i Bogen ere blanke. Hvilke Fordele Hr. Pontoppidan og Forlaget finde i denne Udgivelsesmaade à la Feuilleton eller Hefteskrift, vides ikke; men at den har ubehagelige og mislige Sider, kan man let forstaa.

Efter en summarisk Repetition af de to første Stumper af Fortællingen, fortsættes denne nu med Pers Forhold til den rige Jødefamilie Salomon, hvor han bliver mere og mere opsat paa at faa den ældre Datter Jakobe. Uagtet hun længe har Meget imod ham og er lige paa Nippet til at give sit Ja til en Anden, lykkes det Per ved en ejendommelig tour de force, der viser saavel hans Villies Styrke som hans Legemes Kraft, at overvælde hende saaledes, at hun forlover sig med ham, hvorpaa hendes Lidenskab for ham voxer med en Styrke, med hvilken hans Følelser daarlig nok kunne holde Skridt. Udviklingen afbrydes imidlertid med, at han rejser udenlands for et Par Aars Tid.

Denne tredie Part af "Lykke-Per" har større Interesse end de to foregaaende. For dem, der finde udtrykkelig Oplysning i forskjellige Retninger nødvendig, skal det dog bemærkes, at Hr. Pontoppidan her ligesom i Almindelighed skriver med mere Uvillie end Velvillie overfor det Kirkelige, Sympathi for Frisindethed, ogsaa for Fritænkeri under Paavirkning af "Dr. Nathan" (= Dr. Georg Brandes). Endvidere vil Læseren støde paa Omtale, dog kun flygtig, men uden Spor af Indignation, baade af ganske frivole Elskovsforhold og af stærk sanselig Betagethed.

Iøvrig er Interessen ved "Lykke-Per, hans Kjærlighed" mindst knyttet til selve Per, som er lidet sympathetisk, og hvis Billede i det Hele staaer noget uklart, end til den Familie, han er kommen ind i, og særlig til Jakobe. Det er nu ikke troligt at jødiske Læsere ville blive tilfredse ved Skildringen, skjøndt denne er fri for Risches1 og bringer adskillige karakteristiske Træk; men rigtig indgaaende er Tegningen ikke, og fyldig er Udmalingen ej heller. Jakobe er imidlertid en Figur, der fængsler ved noget Nyt og navnlig som et ganske mærkeligt Experiment i psykologisk-fysiologisk Henseende, idet hendes Ejendommelighed er heldig markeret ved hendes Race- og Slægtforhold, uden at disse dog berøve hendes Præg baade som særskilt Personlighed og som Type af mere almengyldig Art. Der kan selvfølgelig være delte Meninger om, i hvilken Grad Experimentet er lykkedes Forfatteren, men Adskilligt og maaske det Meste tør ansees for træffende, sandt og tiltalende for dem, der ville lære et Menneske at kjende, som er udenfor det rent Almindelige, og hos hvem der i alt Fald findes nogle væsentlige Værdier.

A. F.

 
[1] Risches: had til jøder ell. jødedommen. (ODS). tilbage