Lykke Per

Fra Henrik Pontoppidans Skrivebord

Den nye Udgave af "Lykke Per" er imødeset med megen Interesse, fordi Forfatteren i sidste Hæfte af første Udgave henstillede til Kritiken at vente, indtil Værket foreligger i sin nye Skikkelse. Denne nye Udgave er i Virkeligheden andet Oplag. Første Oplags blaa Hæfter er udsolgte og endogsaa meget vanskelige at opdrive antikvarisk, nu bliver Bogen atter tilgængelig til omtrent den halve Pris. Denne Prisreduktion er naturligvis opnaaet ved at gøre Trykket tættere, Linjerne paa Siderne flere og Papiret tyndere. Medens den gamle Udgave var usædvanlig smuk, fornem og indsmigrende ved de store Typer, der stod dybt i det tykke Papir, maa man nu nøjes med Folkeudgavens spartanske Udstyr, der ganske vist vil bringe Bogen viden om, men som samtidig tager noget af Respekten for det trykte Ord bort. I Virkeligheden er Udgivelsesmaaden af "Lykke-Per" Idealet: først en smuk og dyr Udgave for dem, der vil bekoste sig Anskaffelsen af et Værk, som ogsaa Efterkommerne vil bevare i deres Bibliotek, dernæst et billigt Tryk for de mange.

Man skal altsaa være glad ved at besidde den gamle "Lykke Per". Imidlertid kan det ikke nægtes, at mange er blevne opskræmte ved Rygtet om, at Pontoppidan skulde have "omarbejdet" Bogen, hvorved den gamle Udgave skulde blive værdiløs. Det er naturligvis endnu umuligt at udtale sig herom, men efter første Hæfte at dømme er der her ikke sket andet end ved alle Pontoppidans Bøger, at Forfatteren ved det nye Oplag har gennemarbejdet sin Stil. Der er noget beundringsværdigt derved. Denne Trang til aldrig at slippe sit Værk, til altid at finde noget at forbedre, er udsprungen af en kunstnerisk Sans, som kun de virkelige Skribenter er i Besiddelse af. Denne Trang er ikke avlet af Usikkerhed eller Overfladiskhed, men den er fostret af en evig kunstnerisk Uro og Higen, en mægtig Kamp med Ordet. Vi kigger over Pontoppidans Skulder, medens han sidder og retter sin Bog. Hver Gang Udtrykket er vagt, hver Gang Sætningen flyder ud, træder han til og forstærker og begrænser. Det vil sige: de fleste vil først ved Rettelsen opdage, hvor Svagheden laa. Vi skal anføre et Sted:

Gamle Udgave.Ny Udgave.
Man havde været vant til en ganske anden Slags Gejstlighed her, til Mænd i fine, sorte Klæder og hvide Kammerdugs Halsbind, til Mænd, der alene ved deres Udseende kastede ærværdig Glans over Byen og dens Kirke, Mænd, der senere var blevne Stiftsprovster og Bisper, og som alligevel aldrig faldt paa at hovmode sig af deres Hellighed, men baade viste Interesse for Byens Anliggender og med Liv og Lyst tog Del i Borgernes selskabelige Fornøjelser. Man havde været vant til en ganske anden Slags Gejstlighed her – til Mænd i fine, sorte Klæder og hvide Kammerdugs Halsbind, Mænd, der ogsaa ved deres Navn havde kastet Glans over Byen og deres Kirke og senere var blevne Stiftsprovster og Bisper, men som alligevel ikke havde hovmodet sig af deres Fromhed, ikke havde følt sig for gode til at interessere sig for Byens verdslige Anliggender og tage Del i Borgernes selskabelige Forlystelser.

Hvis man paa denne Vis aftrykte nogle Sider af "Lykke Per", vilde det give interessante Vidnesbyrd om Sprogets Vækst i en Kunstners Hjerne – for en dansk Læsebog vilde Nytten være uomtvistelig. Bogen er nu nøjagtig tidsfæstet. I Stedet for "for omtrent en Menneskealder siden" foregaar Begyndelsen nu "i Aarene før og efter vor sidste Krig". Af mere indgribende Forandringer kan anføres, at de sideniuske Drenge har mistet deres "lyse" Haar – det er blevet brunt. De er heller ikke mere lysblaaøjede, de er lysøjede.

Literaturinteresserede mindes sikkert fra P. Hansens illustrerede Literaturhistorie et Blad, der viste, hvorledes en Side af "Adam Homo" saá ud, da Paludan-Müller havde læst Korrektur paa femte Udgave af Digtet. Hvis man vil tage den gamle Udgave af "Lykke-Per" for sig og og ved Hjælp af den nye Udgave genfremstille den Korrektur, der har ligget paa Pontoppidans Bord, da vil Udseendet blive akkurat det samme: paa hver Side Masser af Udstregninger og Tiføjelser, medens Totalindtrykket forbliver uforandret. Det er interessant, at "Adam Homo" og "Lykke-Per", der saa ofte er blevne sammenlignede, ogsaa ligner hinanden deri, at deres Digtere stillede de største Fordringer til sig selv.

Bibliofil.