Lykke-Per og hans Kæreste

Egentlig burde Henrik Pontoppidans Subskriptions-Værk Lykke-Per slet ikke anmeldes, inden det forelaa samlet. Forfatteren vilde derved vinde, at hans Bog bedømtes under Helhedens Indtryk, med de forskellige Afsnit, der naturnødvendig maa være af uens Værdi, gensidig belysende og støttende hverandre. Anmelderne undgik en Række udmærkede Lejligheder til at plumpe i. Og Publikum stod sig til Syvende og sidst (eller ottende, ti der bliver nok to Hefter endnu) allerbedst ved at Interessen for Per Sidenius' Skæbne gemtes, til han stod der som en lidt lettere overskuelig Skikkelse.

Imidlertid sker der ikke saa store Ting i den literære Republik herhjemme, at man kan holde sig ligegyldig, naar Pontoppidan, ak, alt for sjældent lader høre fra sig. Enhver ærlig Anmeldelse er jo endelig ikke andet end en Reageren mod det Indtryk, Bøgerne fremkalder hos En – hvorfor man anstændigvis aarlig maa lade en Del Værker helt i Fred. Et Afsnit, som Lykke-Per og hans Kæreste er i Sandhed af dem, der vækker Interesse og uvilkaarlig forlanger Opmærksomhed ved sin blod-sunde, faste og klare, skønt brudstykkevise Kunst.

Per Sidenius vendte jo hjem fra sin store Udenlandsrejse. Der skal nu være Selskab i stor Stil ude paa Landstedet hos hans Svigerfader, den rige Philip Salomon, hvor bl. a. Pers Forlovelse med Jakobe skal deklareres; denne Fest optager næsten Halvdelen af Bogen. Uden et Glimt af Effektjageri er dette Kapitels Skildring fuldkomment beundringsværdigt. Han ser paa Selskabet og faar Lejlighed til at give et helt tidshistorisk Billede med Børs-Fysiognomier, Digter- og Literat-Skitser og en livfuld Portræt-Studie af den store Literaturhistoriker Dr. Nathan, som med sin rastløse Higen lignede en gylden Arbejdsbi, der i Sol og Storm afsøgte alle Aandens Blomstermarker og trofast vendte hjem til Kuben med Brodden skjult af Honning. "Ligesom med hundrede Øjne overfór han alle Landes og alle Tiders Literaturer, slog med sikkert Instinkt ned paa alt, hvad der kunde tjene som Ansporingsmiddel derhjemme, og fremstillede med den sindrigste Kunst et Kraftuddrag deraf, en snart bitter, snart sødt krydret Livsvækker for den danske Ungdom."

Hvis det ikke i og for sig var saa fængslende, kunde det maaske siges, at Pontoppidan i mellem Stunder opholder sig forlænge, uden Hensyn til sin Fortælling. Alligevel ved han at holde Interessen fast om sine egne Personer. Vi ser Virkningen af Pers lidt oppustede Mandighed paa dette straalende Overflade-Selskab, nu da han staar som den rige Svigersøn. Samtidig faar Jakobe som i et pludseligt Skarpsyn Blik for meget af det Hule hos sin Per, som hun hidtil har villet se stor. Stilfærdigt fint sker det, igennem det rent personlige, at hun aner Pers ikke just uskyldige Koketteri med hendes smukke Søster Nanny. Trods alt – sin Kærlighed vil hun ikke opgive; den er hende som Drikken for den vansmægtende.

Saare dejlig i sin fuldkomne Menneskelighed er denne kloge og racefine, uden Forbehold trofaste, sejgt stærke og helt eftergivende jødiske Pige. Mindre sikkert er vist Billedet af Per Sidenius. Hvor meget duer han i Grunden? Vanskeligheden er først og fremmest den, at vi staar uden Forudsætningerne for at vurdere hans Projekter, hans Frihavns- og Kanal-Plan. Bar Blæretang kan den jo ikke være, siden Forfatteren lader ham finde delvis Anerkendelse hos udmærkede Autoriteter i Ind- og Udland. Her kommer nu den gamle Praktiker Oberst Bjerregrav, hvem han tidligere er skiltes fra i Vrede, til ham for at yde ham Støtte. Selv om saa ogsaa Projekterne skulde vise sig angribelige, vil dog allerede det, at Per i sin pure Ungdom har udarbejdet dem, være noget. Herregud, helstøbt kan vi vel neppe vente at finde Manden – med sit fyldte fireogtyvende Aar.

Ikke des mindre er Pontoppidans ironiske Holdning til sin Helt saamænd tydelig nok. En Del af hans Iagttagelser over for ham og hans Slægt virker endda med den friskest grebne Ægthed og en typisk Sandhed i dette vort Land med de nationale, gamle Embeds- og Præste-Slægter – hvad enten de nu hedder Sidenius, Møller, Pontoppidan eller hvad andet. Oprøreren Per, der dog, naar det kommer til Stykket – er en Sidenius: saadan synes Forfatterens Plan at tegne sig. Men helt fast i Linjerne staar Billedet ikke, hvilket unægtelig kan være Hefte-Udgivelsens Skyld.

Allerede her bryder den gamle Sidenius mere og mere frem hos Per. Det mærkedes stærkt først ved Faderens Dødsleje. Nu er ogsaa Moderen død, og Hjemmets Minder knytter sig tæt om ham; som hemmelig Æresvagt følger han sin Moders Lig med Skibet over Kattegat, efter en gribende uhyggelig Scene, hvor han lader hendes Kiste blive hejset ombord med Kranen, ind mellem Ølkasserne, Brændevinsankrene og Sukkerfustagerne. Scenen er uforglemmelig som en Oplevelse, – hvad der er saa meget mere beundringsværdigt, som den turde være en Utænkelighed.

Men ikke blot i de store Optrin bryder den Sidenius'ke Underbund frem. Det kan være ringere og uvilkaarlige Indtryk, der fremkalder Bevægelsen. Han kommer fra de larmende, ophedede Stuer, (under Philip Salomons Fest) med deres parfymemættede Atmosfære ud i den fredelige Aftenstemnings dugkølige Luft. Langs med Stranden lyder Vandets bløde Klunk, og paa Himlen staar Stjernerne underlig levende, ligesom genkendende … Per stanser og ser med uroligt Hjerte i en Villa-Have Studenters og unge Pigers uskyldige Leg, medens der inde fra Stuen høres tynde og sprukne Klavertoner, saadan som hans Søster spillede dem hjemme i Præstegaarden. Og da de i Sommer-Aftenens blide Ro istemmer: Fred hviler over Land og By, vækker den rene Klang et hulkende Ekko i skjulte Dybder af hans Sjæl.

Lad den klart bevidste Forfatter selv trække paa Skuldren af slige sentimentale Stemninger – han skildrer dem kun for godt. Denne Duft og Dug, denne milde Klang og Klage giver ligesom en Mistanke om, at der bor en Erkeromantiker i selve Romantikens haardnakkede Spotter. At der alt ialt i denne saa køligt kloge Iagttager dog boer en mulddansk Pontoppidan.

Gudskelov for det. Netop denne sammensatte Tone af nøgtern Mandsklarhed og voldelig dæmpet Hjærtelighed, af klog og hærdet Vilje og saa stille Stemningsinderlighed er det, der giver Henrik Pontoppidan hans fuldt ejendommelige Tiltrækning. Han er Mand og Dansk og Digter. Lad saa hans Bog kun være et Udsnit – den er dog mere værd end saa at sige alle Foraarets andre hele og tykke Bøger tilsammen.