Lykke-Per. Hans Kjærlighed

Literatur

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per. Hans Kjærlighed. (Det nordiske Forlag.)

Den udmærkede Forfatter vedbliver at offenliggjøre sin nye Roman i smaa Doser med temmelig lange Mellemrum. Han synes ikke at nære nogen Frygt for undervejs at tabe sine Læsere, skjønt dog ogsaa han af Erfaring véd, at selv det bedste Theaterstykke kan ødelægges af irriterende lange Mellemakter. Denne Gang har han dog gjort Publikum – eller sin Forlægger – den Indrømmelse at lade trykke foran bag Titelbladet en "Forhistorie", der – ligesom i de ugenlige Roman-Bibliotheker – kortelig rekapitulerer Indholdet af de tidligere udgivne Afsnit. Det ser ikke godt ud.

Forf. holder sikkert nok trods alt sine Læsere fast. Hans "Lykke-Per" er saa fængslende i sig selv og den fortællende Kunst saa fremragende, at man – efter nogen Knurren – finder sig i Digterens og Forlæggerens Vilkaarlighed og ikke lægger Bogen fra sig, før den er læst ud. Og de literært interesserede tager derpaa atter Diskussionen op om, hvad nu Forf. egenlig vil med eller i dette Værk. Har mon Henrik Pontoppidan lagt nogen fast Plan for sin Roman, eller er han styret ud over de store Vande saadan paa Lykke og Fromme og lader Vind og Strøm eller Skæbnen raade? Hostrup har jo en Gang fortalt, at naar han begyndte paa en Komedie, stod det hele for ham kun i løse Omrids. Efterhaanden som han skrev, fik baade Handling og Karakterer først fast Form. Eller har Henrik Pontoppidan et bestemt Maal for Øje, ligesom Fr. Paludan-Müller, da han udgav den første Del af "Adam Homo" og i det meste af et Tiaar lod Almenheden gruble over Digtets Idé og lod Kritikerne gaa i Vandet med Hensyn til Knudens Løsning?

Det er let nok at se, at "Lykke-Per" under sin glatte Overflade og bestikkende Stilkunst skjuler meget revolutionært. Allerede Navnet synes at antyde, at det skal være Meningen med Bogen at skabe et Slags Modstykke til Oehlenschlägers Aladdins-Type. Selve den unge Per er lidet sympathetisk. Han er et stort Stykke af en Stræber, og de Midler, han bruger for at naa sine Maal, er ikke alle tiltalende. Er der derfor mulig – som i saa mange Digterværker – ogsaa noget selvbiografisk og selvoplevet i Romanen, er baade Hoved- og Bipersonerne i hvert Fald saaledes omsmeltede i den digteriske Støbeform, at man gjør klogest i at holde sig til Bogen selv og lade Eftersøgningen efter Modeller fare.

Det nys udkomne Afsnit af Romanen er ikke mindre underholdende end Forgængerne. Efter den glimrende Skildring i det forudgaaende Bind af den jødiske Familie fortælles her nærmere om Pers Kjærlighed til de to unge Døtre af Huset. Det bliver den blege Jakobe, som Per vinder, men om han ogsaa – som Undertitlen lover – vinder "Kjærligheden" med hende, maa staa hen til videre. Næste Gang skal vi træffe Per "i det fremmede". Vi har en Anelse om, at der endnu er adskillige Afsnit af hans Livshistorie tilbage. Forhaabenlig vil Digteren dog ikke lade sig skræmme af utaalmodige Subskribenter og snuppe sit Værk af. Har han én Gang begyndt, skal han fuldende Romanen, hvor lang den end bliver.