Portræter

VI. Henrik Pontoppidan

Saa er da Lykke-Per ført til Ende. I Løbet af 7 Aar, fra 1898 til 1904, er de komne, de otte Bind i de blaa Omslag, med deres Tegninger af Sol og Skyer, af Regnen, der falder frugtbart og Lynet, der kløver. Hastige Romanlæsere, for hvem det først og sidst kom an paa, hvad det blev til med Lykke-Per, hvordan han endte sin Sejlads om Livet, om som en skibbruden paa Dødens haarde Kyst eller mæt af lange, lykkelige Aar, har selvfølgelig givet ondt af sig over denne Forfatter, der holdt dem saa længe hen.

Men for den gode Læser har det været, som naar i et Selskab en klog og myndig Mand lader sin mandige Røst lyde gennem Snakken og Døgnpassiaren. Disse Hæfter, der kom, ikke altid, naar de var lovede, kun, naar deres Forfatter havde tilstrækkeligt paa Hjærte, bar altid Bud om Tanker, om Vilje, om Kamp. Man sluttede sig til dem, eller man fortørnedes. Lige meget, man følte sig beriget, vakt, i Kamphumør, og det turde maaske dog være Maalet for en god Bog. Og nu, da det sidste Hefte er kommen, føler man det som et Savn, at det er Slut. Der er ligesom bleven tomt i Stuen, nu da han er gaaet. Nu først har den gode Læser noget mod Forfatteren, han er ikke overbevist om, at det var fornødent eller rigtigt at slutte af nu. Der kunde sikkert være mere at sige om Lykke-Per, og hans Død som Vejassistent norden for Aggertangen er ikke meget overbevisende. –

Det er mere end sandsynligt, at Pontoppidan i Lykke-Per har villet give den moderne Dansker og det moderne Danmark. Hele Værkets monumentale Karakter og mange spredte Ytringer tyder derpaa. Og spørger man, om det er lykkedes, vil Svaret selvsagt blive yderst forskelligt ud fra de Forudsætninger, hvorfra der svares.

Rent paa Forhaand vil adskillige være utilbøjelige til at tro, at det kan lykkes at skildre et helt Folk i en enkelt Person, i alt Fald er moderne Folk, saa uendelig sammensat og mangfoldigt som det er. Der synes ikke at være saa grumme meget tilfælles mellem et Folks Fortrop og dets sidste Efternølere. Der lever for Tiden i Danmark Mænd, der ikke blot i deres Tanker, men ogsaa i deres Følelser og Instinkter er langt inde i det tyvende Aarhundrede og der sidder i afsides Kroge Folk, der knap er naaede ud over Middelalderen. Og mellem dem Overgangsled i Hundreder af Afskygninger. Hvor er Typen, Gennemsnittet? Hvor er Landets Sjæl? Vil man overhovedet kunne naa endog blot til de groveste Fællesbestemmelser?

Eller man kunde spørge: Kan en Digter bevidst skabe en Type paa sit Folk? Eller er det ikke snarere noget, han slumper til? Vi synes alle, at der i Oehlenschlägers Aladdin er Træk, der, i alt Fald til en vis Tid, karakteriserede en stor Del af vort Folk og vor Historie. Men Oehlenschläger, bag hvis smukke, hvide Pande der ikke var Overflod af Tanker, har ikke et Øjeblik i Aladdin tænkt paa at skabe et Udtryk for sit Folk. Han har digtet om sig selv, om sin Skaberglæde, sin Lykke, og han er derved kommen til at give mere, end han tænkte. Begynder man først at tænke, bliver Tankerne ofte for mange, og det hænder da, som undertiden her i Lykke-Per, at Figuren taber sin Runding, at Tankerne sprænger Formen og gør Omridsene vage og udflydende.

Og der er i alt Fald mere end én, der ikke vil føle sig enig med Forfatteren i den Karakteristik, der ganske vist lægges den jødiske Jakobe i Munden, men dog sikkert staar som Pontoppidans Mening: "Han var dog netop Landets ægte Søn, et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind … Bakketroldene, der ikke kunde se mod Solen, uden at komme til at nyse, men som i Skumringen satte sig paa deres lille Jordtue for med Fedel eller ved et fromt Klokkespil at fremkogle straalende Syner i Aftenskyen over de dampende Enge til Opbyggelse for det betrængte Sind … et Puslingefolk med store, tænksomme Hoveder men et Barns kraftløse Lemmer … et Tusmørkefolk, der kunde høre Græsset gro og Blomsterne sukke, men som forputtede sig i Jorden, hvergang Morgenhanen galede."

Der er i disse Ord en lidenskabelig Bedskhed, der tyder paa lange indre Kampe. Hele hans Forfatterskab er en eneste Kamp. Om ham, som om kun yderst faa paa det fredsæle danske Parnas, gælder Ibsens Ord: at digte det er at holde Dommedag over sig selv. Der er i hans Væsen en Delthed, noget forstandigt, rationelt, lyst, aabent, og ved Siden af det en Lyriker, en Drømmer, en Fantast; og i denne indre Kamp har han saa helt stillet sig paa Fornuftens Side imod Drømmene og Fantasteriet. Han elsker "Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt." Den stadige Fjende, som han har forfulgt med Baal og Jærn, er Lyriken. Han har forfulgt den hos sig selv og hos sit Folk. Og hvad Under da, om han i sin Iver for at komme den til Livs, ser den undertiden større, end den er, ikke sjældent, hvor den ikke er.

Men bedre den Kampens Mand, der i sin gode Iver gaar for vidt, end den valne, der har let ved at skelne.

Pontoppidan er i moderne dansk Litteratur den mandigste Aand, den mest sanddru. Han er af vore Digtere den, der tænker bredest og dybest. Han er uafhængig indtil Trods, og altid rede til at staa inde for sine Meninger. Der er derfor i ham Stof til en ubestikkelig Folkeopdrager, en Optugter.

Han er bedre, større, mandigere end Lykke-Per, og netop, fordi der er Overensstemmelser i Lykke-Per – begge stammer de fra Præstegaarde, fra gamle Præsteslægter, begge begynder de som Ingeniører, begge har de Vandretrangen, Sindets Delthed, – er der Grund til at gøre opmærksom paa, at Pontoppidan steg med brede Vinger, hvor hans Helt synker med stækkede Vinger i en sandet og forblæst Udørk af Landet. Der er Forfattere, der i deres Yndlingsfigurer puster sig op til Allerhelvedes Karle med Hatten, baaret som de vil. Pontoppidan gaar i sin pinlige Sanddruhed sikkert for langt til den anden Side.

– Det er gaaet her, som det ikke sjældent gaar, at netop ved de Bøger, som man holder mest af, bruger man sin Plads til Indvendinger. Der er ikke i vort Slægtled skrevet vægtigere og lødigere Bog end Lykke-Per, tung af Tanker, som den er, en Mands Gaaen i Rette med sig selv og sin Tid, hans myndige Holden Dom over Tider og Mænd.

Ude paa den litterære Turneringsplads, hvor saa meget let Kavalleri fægter kvantvis1, holder en ensom Rytter paa en blank og solid Hest, en firskaaren, blond Mand med et Par mærkelige, blaa Øjne. Landsen ligger ham fast i Haanden, den har ingen Dup, det er Alvor for denne Sandhedens redelige Ridder. Den firskaarne Mand med de mærkelige Øjne er Henrik Pontoppidan.

C.C. Clausen

 
[1] kvantvis: på skrømt. tilbage