Lykke-Per i det fremmede

Det er fjerde Bind af den store Roman om "Lykke-Per", som har sin særegne Interesse ved, at der i Heltens Person fornemmes saa meget af Forfatteren selv, uden at man naturligvis derfor tør opfatte Romanen som en ligefrem Selvbiografi. "Lykke-Per" er Historien om den jyske Præstesøn, som i overmodig Trods bryder med Familjetraditionerne og drager ud i stolte Drømme om ved sin Ingeniørkunst at omskabe Samfundet, frembringe nye Rigdomskilder, jage Fattigdommen og alle Mørkets Aander paa Flugt – men for hvem det bestandig glipper i det afgørende Øjeblik, fordi han har for meget af "Degneblodet" i sig, for meget nedarvet Overtro, Fantasteri, Lyrik, til at se positivt og klart paa de virkelige Forhold.

Selve Idéen i "Lykke-Per" er beslægtet med Bjørnsons i "Over Ævne", naar han siger: "Her kommer vi tumlende ud af en Tusindaars Taage (ɔ: Teologiens) og skal til at frelse Verden. Dertil har vi ikke Øjemaal færdigt, vi kaster os ud i det paa Slump." For Henrik Pontoppidan som for Bjørnson er det Aartusinders kristne Teologi, som er Skyld i, at Menneskene er "over Ævne", og naar Bjørnson slutter sit Drama med en Drøm om den Fremtidslykke, som Videnskabens Herredømme over Naturen skal berede Menneskene, saa er det den selvsamme Drøm om "Palmeøen uden Degnesjæle og Kirkeklokker", som Henrik Pontoppidans Ingeniør Peter Sidenius drømmer – en ny Form for den "Lyrik", som han hader og bekæmper, men som ruller ham selv i Blodet og bestandig gøgler nye Syner frem for hans Øjne.

Læserne forlod Per Sidenius, da han – efter at have erobret den rige jødiske Købmand Salomons fine og stolte, lidt sygeligt-nervøse Datter Jacobe – begav sig ud paa en stor Udenlandsrejse for at studere Ingeniørvidenskaben i de evropæiske Kulturcentrer. "Lykke Per i det Fremmede" begynder da med nogle Breve, som Per skriver fra Berlin hjem til Jacobe. Han er imponeret af den uhyre Energi-Udfoldelse, der sitrer i Storstadens Luft. "Hvad vil vi ikke i det kommende Aarhundrede kunne udrette, naar vi lærer at akkumulere Arbejdsværdier, i Sammenligning med hvilke det, vi nu tumler med, er for Barneleg at regne. Udviklingen af de moderne Kraftmaskiner er Betingelsen for det næste store Kulturfremskridt, og den, der uden Forstaaelse heraf profeterer om en kommende Stortid for Menneskeheden, blæser Sæbebobler til Forlystelse for Børn og langhaarede Poeter." Han har i Berlin truffet to Danske: Kritikeren Dr. Nathan, som lever her i "frivillig Landflygtighed" og Maler-Lyrikeren Fritjof. Her i de store Forhold føler han endnu stærkere end hjemme Forskellen imellem sig og dem. "Det er besynderligt", skriver han, "med disse Mennesker, der som Dr. Nathan har villet skabe et nyt Kultursamfund paa Ruinerne af Præsteskabets Spøgelsesverden – de har aabenbart ikke selv forstaaet, hvad de begyndte paa. De minder mig mere og mere om den Slags akademisk uddannede Arkitekter, der kan udkaste en i kunstnerisk Henssende højst tiltalende Tegning til en Nybygning, men ikke bekymrer sig om, ja endog føler en vis, overlegen Ringeagt for Spørgsmaalet om, hvorfra Tømmeret skal tages, hvor Stenene skal brændes, osv."

Og da han en Dag taler til Fritjof om at udnytte Vesterhavets Millioner spildte Hestekræfter og fordele dem til Byerne, saa at f. Eks. en Sypige i Viborg og en Drejer i Randers kunde holde deres Maskiner i Gang eller en Moder i Vejle lade sit Barns Vugge træde af Vesterhavets Bølger – saa raaber Digteren indigneret: "Vil I, Slubberter, nu ogsaa gøre mit Hav til et Trældyr." Bag Dr. Nathans og Fritjofs Masker kan man ikke undgaa at skimte de kendte Træk af en berømt dansk Kritiker og en fremragende dansk Hav-Lyriker. Og det, som Pontoppidan – eller rettere Per Sidenius – vil til Livs i disse Mænd, er den rene Aands-Dyrkelse, han lader dem repræsentere, den Tro, som efter hans Mening er en Overtro, at det kun gælder en "Bevidsthedernes Revoltering", medens det efter hans Mening først og fremmest gælder om en Revoltering af de produktive Kræfter. Det moderne "Gennembrud" sker ikke ved Æstetik og Digtning, men ved Naturvidenskab og Kraftmaskiner. Derfor sér han i Arbejdernes Hær det tyvende Aarhundredes Mænd: "Disse mægtige Befolkningslag, som de surrende Staalhjul er i Færd med at hæve op af Samfundsdybet – disse blege Folkemasser, der ikke skylder noget Præsteskab deres Vækkelse, ingen Kirke deres Genoprejsning – er det maaske fra dem, at Frelsen en Gang skal komme?"

Der er i Per Sidenius' Betragtning noget rigtigt og noget skævt. Han lægger med Rette Vægten paa de industrielle og økonomiske Faktorer som bestemmende for Samfundet og altsaa for Aandslivet. Paa den anden Side miskender han Betydningen af det, han ringeagter som Æstetik og Lyrik. Mangt et stort Fremskridt er drømt i en Digterhjærne, udkastet i et digterisk Syn, før det fik positiv Mulighed for at blive virkeliggjort. Mangen Digter har sat Menneskenes Fantasi i Bevægelse ad Veje, som har ført til store Opfindelser. Ørsteds Opdagelse af Elektromagnetismen tilskrives maaske ikke med Urette hans Paavrikning fra Romantikernes Anelse om Naturkræfternes Enhed. Man kan næsten sige, at ethvert Fremskridt begynder som Digtning, som "Lyrik". Per Sidenius foragter Kunsten paa malede Lærreder og i fedtede Bøger. Han finder Synet af et moderne Iltogslokomotiv "mere betagende end alle Rafaels Madonnaer tilsammen". Der er maaske ingen Grund til at ringeagte den ene Pragtblomst i Menneskeaandens Drivhus for den anden. Naar de tekniske Fremskridt en Gang har skabt et Samfund, hvor der kun kræves et Minimum af fysisk Arbejde, mon Kunst og Lyrik da ikke vil florere endnu frodigere end nu?

Pontoppidan stiller Modsætningerne lidt for skematisk op mod hinanden. Livet selv er mere blandet, mangfoldigt og indviklet; Menneskehjærnen lader sig ikke saadan uden videre dele i en lys og en mørk Halvkugle. Derfor er Skildringen af Pers Besøg i Hjemmet, hvor hans Fader, den gamle Præst, ligger for Døden, det mest levende i Bogen; hans modstridende Stemninger ved Dødslejet, Blandingen i hans Sind af Pietet og Trods, af Rørelse og Ligegyldighed, af Blødt og Haardt overfor hans Forældre og Søskende, er givet i fine Halvskygger, psykologiske Fortoninger; hele det gammeldags og trykkende provinsielle Præstegaards-Interiør er malt med det stilistiske Mesterskab Pontoppidan raader over.

Fra Hjemmet rejser Per tilbage til Tyskland. "Men Faderens Skygge fulgte ham". Og med denne Skygge kæmper han under sit ensomme Ophold i en lille Landsby i de tyrolske Alper, hvor han for første Gang gribes af Følelsen af Menneskenes Svaghed overfor Naturens Vælde. Maaske der alligevel var noget Fantasteri i hans kæmpemæssige Projekter! Han føler, at han trænger til aandelig Klarhed, og han fordyber sig i Studier af gamle og nye Tiders Visdom. Men jo mere han læser, jo mere forvirres han. Han vil afryste den Mare, der søvnbinder hans Tanker, lammer hans Handlekraft. "Her i denne gravskumle Bjærgkælder vilde han besejre Spøgelset – eller selv besejres."

Men midt i denne mørke Forvirring aabenbarer Livet sig for ham paany som Margrethe for Faust. Jacobe, som han halvt havde glemt, træder ind ad hans Dør, dragen af den Uro, hun har sporet i hans Breve, og fuld af lidenskabelig Længsel efter at tilhøre ham. Han forvirres først, fordi han egenlig har ond Samvittighed overfor hende, men i næste Øjeblik besejres han af hendes stolte Frimodighed, hendes ømme og smægtende Trang til Hengivelse. Og efter en Nat, som for første Gang i lang Tid har skænket den unge Dame en styrkende Søvn uden kunstige Midler, vandrer de sammen ind i Bjærgene. Her ender dette Afsnit af Romanen med et dristigt og pompøst Optrin.

Per og Jacobe holder Frokosthvil paa en Bjærgskrænt. Nede fra Dalen hører de Klokkerne ringe, og Per fortæller, hvorledes han allerede som Dreng har hadet denne Lyd, der listede sig ind i hans Øre "som en truende Mumlen af en usynlig Mørkets Aand". Ogsaa Jacobe fortæller, hvorledes hun som lille Jødepige har følt sig trykket af Klokkeklangen. Og de Elskende "trykkede sig endnu tættere sammen og talte om Fremtiden, drømte om det ny Aarhundrede, der skulde gengive Menneskene Aandens Frihed, genvække Handlemodet og Æventyrdriften, bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkens Ruiner". Ovre paa den modsatte Side af Vejen staar et stort plumpt Krucifiks af den i katolske Lande almindelige Art. Per, som føler sig svulmende af lykkelig Livsfylde, ser sig harmfuld paa dette Gudebillede: "Hvilket hæsligt Gespenst! Hvilken lav Ydmyghed! Og at tænke sig, at denne skidne Benrad i to Tusind Aar har kunnet holde Menneskene nede i en saa nedværdigende Trældom! Og at jeg selv har haft en snært af Galskaben!" Han springer op, trækker sin Revolver, og med Udraabet "Nu skyder jeg det ny Aarhundrede ind!" affyrer han tre Skud mod Kristusbilledet, saa Splinter af dets Hoved og Bryst springer ud paa Vejen! – – Der lyder som et Suk nede fra Dalen; Per vender sig om, lidt bleg – men det er kun Stedets berømte Ekko, der har svaret paa Skuddene.

Dette desperate Udbrud springer naturligt frem af Pers Væsen, saaledes som han er skildret i Romanen. Netop fordi han hemmeligt knuges af Samvittighedsnag og nedarvet Overtro, føler han Trang til at overdøve de indre Stemmer fra Mørket ved en voldsom ydre Handling. Da Heine en Morgenstund sad overfor et lignende Krucifiks ved en sydtysk Bjærgvej, var hans Stemning af en helt anden Art. Han saa' med Vemod paa sin "arme Fætter", og han beklagede den ulyksalige Sværmer, som hang dér paa sit Kors til "advarende Eksempel" for andre Sværmere og Oprørere. Heine havde ingen medfødt Spøgelsesfrygt i Kroppen – derfor kunde han se mere overlegent, mere overbærende paa Kristusbilledet end Per. Og netop fordi Per trænger til at stive sig af med saa stærke Midler, er der desværre Sandsynlighed for, at han vil faa Tilbagefald. Da Skuddenes Ekko er forstummet, stiger han og Jacobe videre op ad Bjærget i "det flammende Solskin, ombølget af Foraarets stærke og vilde Aroma." Men Læseren forudser med Ængstelse, at Lykke-Pers stolte Ørneflugt vil ende paa den hjemlige Præstegaards-Mødding.

C. E.