Lykke-Per i det Fremmede
Denne Bog er den fjerde i Rækken af de syv, højst otte Hefter, i hvilke Pontoppidan vil fortælle om sin Lykke-Per.
Det Ubehagelige ved at faa Værket paa denne afbrudte Maade, er tidligere fremhævet; det vanskeliggjør naturlig Forstaaelsen og Bedømmelsen af hvert enkelt Hefte. Om det nys udkomne skulle vi da fatte os ganske kort.
Mere og mere, men tillige bedre end i de foregaaende Afdelinger fremtræder Værkets Grundtanke, Fremstillingen af en nogenlunde typisk Repræsentant for Overgangen fra det nittende til det tyvende Aarhundrede. Dybt bunden til Fortiden som Søn af en gammel og kraftig Slægt vil Per rive sig løs fra denne, og han stiler mod Fremtiden, fuld af Villiestyrke, ikke uden Dygtighed, men med et Overmaal af Egenkjærlighed og med en Selvtillid, hvori der er baade Overmod og Fantasteri.
Han er nu i det Fremmede, dog ikke uafbrudt; thi fra Udlandet haster han hjem til Faderens Dødsleje. Han drages ikke af Kjærlighed eller Pietet, men han maa alligevel rejse, dreven af Noget inderst i hans Sind: Noget, der gjør Oprør mod hans Oprør mod Faderen og Alt, hvad der hænger sammen med denne. Og Kampen mellem Magterne i hans Sind er fortræffelig skildret. Overhovedet har Pontoppidan sjelden fortalt bedre eller fremstillet med større Overlegenhed Udviklingen i et Menneske under "Storm- og Trængselstiden". Dette gjælder ogsaa, hvad der i nærværende Hefte berettes om Per og hans Forlovede, i hvert Fald som literær, psykologisk Kunst.
Hvad derpaa skal komme, og hvad deraf skal følge, kan jo ikke vides. Og om Værkets Værdi og Betydning som Helhed lader der sig følgelig Intet sige endnu.
