Lykke-Per

Hans Rejse til Amerika

Henrik Pontoppidan har udsendt et nyt Afsnit af "Lykke-Per". Titlen er "Hans Rejse til Amerika".

Det er efter min Mening fuldkommen urigtigt at udtale nogen Dom om "Lykke-Per", før Romanen foreligger afsluttet. Den besynderlige Udgivelsesmaade sønderflænger Værket, saa man mister alt Overblik og ikke kan maale Skildringen i hverken Fortrin eller Fejl. Nogen Dom kan derfor heller ikke nu fældes.

Men man kan paa den anden Side ikke læse noget Afsnit af "Lykke-Per"s Historie uden at forstaa, hvor fast og urokkelig Henrik Pontoppidans Stilling er i dansk Literatur.

Thi Ingen, der skriver, er dansk som han.

Hvor helt er ikke hans Temperament rundet af dansk Jord. Alle hans Stemninger voksede af dansk Muld. Hele hans Følelsesliv dannet og bøjet just i Danmark og næsten af dets Klima. Hvilken uendelig Lykke maa det ikke være for en Digter saaledes at være hjemme i sit Fædreland, at være saa ubrydeligt i Slægt med sit Folk.

Jeg tilstaar aabent, at jeg aldrig har fundet Henrik Pontoppidans Viden om Menneskene overordentlig. Dels spænder denne Viden ikke over nogen meget stor Kreds, og det vilde være let at paapege, hvor dens Paalidelighed ophører. Dels snubler Henrik Pontoppidans Sjælskundskab ofte, saa snart det gælder sammensatte Sjælstilstande.

Men hvor danske er til Gengæld ikke hans Skikkelser. De gaar paa Danmarks Landeveje som paa det eneste Sted, hvor de har hjemme. Deres Følesæt, deres Hang til Drømmeri, deres aabenbare Godlidenhed, deres halve Ondskab, deres Rundhed, deres Ironi, deres Tilløb til Handling – hvor dansk er det altsammen. Hvert nyt Hefte af "Lykke-Per" bringer en ny Skikkelse, der fuldkommen er steget frem af dansk Mark. I den sidste lille Bog er det Pastor Blomberg. Denne Præst er glad og selvglad, trind og sikker, halvt en Bonde og halvt en Æstetiker, en af de hjemligste Menneskefigurer, som Henrik Pontoppidan har naaet at skabe.

Det gaar i Virkeligheden saaledes, at selve Henrik Pontoppidans Menneskekundskab synes os større, end den er, fordi alt, hvad han ved, er saa udpræget dansk, at alt slaar os og paa samme Tid virker som noget nyt set og noget af alle kendt.

Hvis, ret undersøgt, Henrik Pontoppidans Menneskekundskab til syvende og sidst ikke er helt den store Romandigters, er imidlertid til Gengæld hans Samliv med Naturen af en enestaaende Inderlighed. Ingen kender dansk Natur som han, og Ingen skildrer den som han.

I Fremstilling af Naturens Stemninger er Henrik Pontoppidan en Digter af første Rang. Man behøver kun at nævne et eneste Eksempel. Den korte Side, hvor i Taagen Kvæget hjemdrives til Kærsholm, er et Landskabsmaleri, som ingen nulevende Maler gør ham efter. Man har her kun at udtrykke sin dybe, sin uforbeholdne Beundring.

Og hvis Mennesker og Natur er danske, hvor dansk er da ikke selve Formen. Her er ingen hidsig eller feberagtig Jagen efter at fæstne det levende Nu som levende Liv. Her er intet overspændt eller mislykket Forsøg paa ustandseligt at tvinge Læseren til at se, føle og fornemme. Her er ingen lynsnare Overgange, som vil gengive selve det Levendes Uophørlighed og Hast.

Dette er altsammen noget, som man hører fortælle.

Men, som er fortalt, med hvor stor og hvor dansk en Kunst.

Dansk er denne Fortællekunst ved sine jævne Ord, ved sin stilfærdige Gliden, ved sin Blondhed, som skyer den stærke Farve og alt hvad heftigt er.

Stor er den ved sin fuldendte Skiften efter hver en skildret Stemning. Ved sin uovervindelige Klarhed. Ved sin skønne Ro og en ubrydelig Harmoni.

Stor frem for alt ved et Mesterskab i dansk Sprog, som Henrik Pontoppidan blandt Nulevende er ene om at eje. Han alene behersker Sproget saadan som en Tonekunstner, der er uden Lyde, hersker over et herligt Instrument.

Alene dette vilde være nok til at sikre ham den længevarende Plads i dansk Literatur.

Herman Bang.