Lykke-Per. Hans Ungdom

Nye Bøger

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per, hans Ungdom. 190 S. (Det nordiske Forlag).

Maaske af praktiske Grunde – skønt hvilke? – har det været rimeligt at udgive Lykke-Per, hans Ungdom for sig selv i Januar, medens Fortsættelsen loves i Marts1 og en Afslutning vistnok følger senere. Af kunstneriske Grunde er det ikke sket. Lykke-Per, hans Ungdom, er første Del af en stor Roman, om hvis Bygning, Forhold mellem Stort og Smaat, Modernitet og Maal man maa og bør opsætte sin Dom, til den foreligger færdig, saaledes som den skabtes i den udmærkede Forfatters Fantasi. Og blæse endda med Dommen, hvilket nok er et altfor højtideligt Ord for en Dagens Anmældelse, men den fulde Nydelse af Pontoppidans Kunst kan ikke naas, førend vi har den hele Lykke-Per for os. Foreløbigt kan man "anmælde", at en stor Roman, sikkert højst interessant, vil falde i Læseverdenens Skød i Aar, og foreløbigt kan man glæde sig over Indledningen.

Der tages fat helt forfra, fra den Tid, da Helten Peter Andreas Sidenius, senere kaldt Per eller Lykke-Per, endnu er Barn i sin strænge og strængttroende Faders Præstegaard, hvor Mundene er mange og Brødene faa. Per besidder ikke straks eller materielt de Lykkens Goder, som en naadig Fé kan skænke Dødelige alt paa Vuggen. Han ejer kun Lykken i sit Sind og sin Fantasi. Med sit kække og friske Sind trodser han Præstegaardens Snæverhed og Købstadens Smaalighed, og i sin Fantasi lever han et gyldent, sejrrigt Liv langt fra alle Døgnets slemme Bekymringer. Han føler:

at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke, beklumrede Stue, hvor hans Fader og Søskende nu sad midt i Vinternattens Æventyrpragt og sang Salmer og bad bange Bønner – en Slags Underjordiske, blinde for Lysets Glans, fulde af Gru for Livet og dets Herlighed. Han følte sig tusinde Mile borte derfra, i en hel anden Himmelegn, i Slægt med Solen og Stjernerne og de sejlende Skyer2.

Saa stærkt drømmer han sig bort fra det virkelige Liv, hvor han er sin rettroende Faders og sin ængsteligt fromme Moders fattige Barn, at han indbilder sig at være en Art Zigøjnerbarn, runden af fremmede og mærkelige Forældre og kun Præstens Plejesøn. Og han fastholder denne Indbildning eller Ungdomsfantasileg med stor Sejghed. Endnu da han er voksen, svarer han dem, der spørger om hans Herkomst, omtrent ligesom Lohengrin, at han kommer intetstedsfra, ikke har kendt sine Forældre, ikke véd hverken deres "Navn eller Art" – noget, der i Parentes bemærket, just ikke hører til det allersandsynligste i Bogen. Naar Per er af Slægten Sidenius, vil alle, som han træffer i vort lille og gemytlige Land, kende ham, som de var Onkler og Tanter til ham tilhobe.

Imidlertid kan man maaske udskille følgende Forhold som Emne for den store Roman, til hvilken Lykke-Per, hans Ungdom danner Indledningen.

Den tager til Behandling Forholdet mellem det frie Individ og det i nedarvet Dogmetro levende. Per føler sig i direkte fjendtligt Forhold til Forældre og Familie, som han næsten hader, fordi han ikke deler deres Tro. Hans sunde og varmblodige Natur modsættes Kristendom og Kirke. Han kender heller ikke i sin Ungdom til nogensomhelst religiøse Anfægtelser. Naar han, ankommen til Kjøbenhavn, indføres i en Kres af Forfattere og Kunstnere, træffer han dog, selv hos de mest radikale af disse, naar Vinen har omtaaget dem, Levninger af religiøs Usikkerhed og Angst. Derover undrer den naive Per sig saare. Fordi han er saa naiv. Han tager nemlig disse, lidt overfladisk skildrede Karikaturer for tænkende og frisindede Mennesker, og forbavses saa, naar Drukkenskaben bliver sentimentalreligiøs hos dem. I alle Fald staar Per ganske uberørt af deres Svagheder, selv om ogsaa deres muntre Liv tiltrækker ham mere, end hans Pengepung og Studier har godt af.

Dog, naar Per staar saa udenfor alt Forhold til det Metafysiske, ligger det i, at han altid føler Jorden fast under sine Fødder. Han nyder Livet gennem alle Porer, og ingen Skrupel afholder ham. Saaledes ogsaa i det Erotiske. Per sværmer ikke for unge Familiepiger (som Svensken siger), men for de lettere erhværvede Skønheder. Og naar han fra Buffetjomfruen tror at stige til den smukke, fyldige Fru Engelhardt, viser denne Dame sig som en meget forfaren Sejlerske paa Kærlighedens Hav, saa voldsom og saa falsk som selve Bølgen, saa Per for den Sags Skyld lige saa gærne kunde blevet i Køkkenet som søgt ind til Dagligstuen. Han staar som den glade Livsnydelses Forfægter overfor en skrøbelig Askese-Moral, og han fortryder øjeblikkeligt, naar der findes Levninger af moralske Anfægtelser hos ham. Saaledes netop overfor den smukke Fru Engelhardt, hvem han forlader efter en første og eneste Elskovsnat, fordi han nærer en rimelig Mistanke til, at en Mand har dræbt sig paa Grund af hendes Troløshed. Rigtignok har denne Mand indsat Lykke-Per til sin Arving – hvad der maaske delvis kunde forklare hans Indignation. Dog Lykke-Per skal ikke finde Lykken i sine tidligste Aar. Vi skulde næsten tro, at hans Lykke akkurat skimtes i hans Ungdom i Skikkelse af en ung Jødinde, der vandrer som en dejlig Snedronning paa et Karneval. Men noget sikkert kan man ikke sige herom.

Maaske vil man spørge, hvad Pers borgerlige Eksistens former sig til. Han gaar paa polyteknisk Læreanstalt og vil være Ingeniør. Han studerer ikke flittigt, og det falder vanskeligt for Læseren at tro paa hans Studiums Alvor. Thi det underlige er dette, at skønt Per ser saa naturligt paa alle naturlige Ting, og skønt han sætter stærke, hvide Tænder i alt, hvad godt Livet kan byde, er han en Drømmer alligevel. Pontoppidan fremhæver atter og atter, hvorledes hans Helt intet kender til Teorier og Dogmer, eller til Selvpinsler og moralske Selvoverhøringer – men i Fantasien lever han dog, han, som tilkender sig selv en mystisk Oprindelse, fjærnt fra sin virkelige Slægt, han, som selv kalder sig Per istedetfor Daabens Peter Andreas og som bliver den frie Fugl udenfor alle Hensyn til Familie og borgerlige Regler.

Men er ikke netop Digteren en saadan Forener af Drømmeliv og Virkelighedssans og skønt født i en borgerlig By-Familie, dog i Slægt med de høje Guder? Per

var nu en Gang fuldt overtydet om, at han ikke var skabt til Hverdagsliv og Godtkøbslykke. Hvilke Bryster han end havde diet – en Dronnings eller en Tiggerskes – Høvdingeblod rullede der i hans Aarer, og han krævede Plads til Højbords ved Livets Taffel blandt Jordens frie og udkaarne Mænd.3

Medens man gennemlæser Lykke-Per, hans Ungdom, slaar den Tanke En, om Bogen ikke rummer meget af en Selvbiografi, hvad der gør denne interessante Indledning til en stor Roman end interessantere.

Lykke-Per, hans Ungdom er fortalt med den lykkelige Bredde, som kun den sikre og myndige Romanskribent magter, og med det lune Vid, som er Pontoppidan eget. Den er Indledning til en Roman, der handler om et fribaarent Menneskes Søgen efter samstemmende fribaarne Sjæle, og som utvivlsomt vil blive et Værk af Betydning og Vægt.

E. B.

 
[1] i Marts: dette loves på side [192]. tilbage
[2] s. 37. tilbage
[3] s. 68-69. tilbage