Lykke-Per
Hans Ungdom
Andet Kapitel
49 En af Nyboders mest kendte og agtede Personer paa den Tid, hvorom her skal fortælles, var den gamle, pensionerede Højbaadsmand Olufsen i Hjærtensfrydsgade. Regelmæssig hver Formiddag, naar St. Poulskirkens Taarnur slog elleve, kunde man se hans høje, lidt duvende Skikkelse træde ud af den lave Dør i det lille, énetages Hus, hvis Salslejlighed han beboede. Han var iført en noget falmet men til Gengæld yderst omhyggeligt afbørstet Overfrakke, i hvis Knaphul et bredt Dannebrogsbaand kom tilsyne, havde en graa Cylinderhat paa sit hvide Hoved og en gammel sort Handske paa den venstre Haand, med hvilken han støttede sig til sin Paraply. Ude paa Fortovet blev han et Øjeblik staaende for paa Sømandsvis at kigge op til Skyerne og lade Blikket løbe hen over Tagryggene som over Takkelagen paa et Skib. Saa lagde han den højre Arm bag paa Ryggen og trippede langsomt og forsigtigt hen ad Fliserækken, medens samtidigt hans Kone kom tilsyne i Gadespejlet oppe foran Salsvinduet, hvorfra hun blev ved at følge ham med Øjnene, indtil 50 han var sluppen vel over den dybe Rendesten ved Hjørnet af Elsdyrsgade. I en storblomstret Nattrøje og med en Avispapirs-Papillot foran hvert Øre stod hun deroppe og nød Synet af hans høje, velbørstede og omhyggeligt holdte Person med en stolt Selvtilfredshed, som var han helt og holdent hendes eget Værk.
I det Øjeblik Højbaadsmanden kom forbi Nyboders Vagt med den høje Galge, hvori Alarmklokken hang, flyttede han regelmæssigt Paraplyen over i den højre Haand for at kunne hilse med den behandskede, dersom nogen af Vagtmandskabet skulde give ham militær Honnør – noget, han satte stor Pris paa og altid nøje mærkede sig. Derpaa drejede han lige saa regelmæssigt om ad Kamelgaden og stilede ned imod Amalienborg Slotsplads, hvor han Aaret rundt daglig indfandt sig til det Klokkeslet, da Vagtafløsningen skete, for at høre paa Musikken og betragte den sværtbeskæggede Tamburmajor og de strunke Vagtkommandører. Først naar den sidste Post var afløst, og Musikken trukken bort, forlod han Pladsen og gik over Store Kongensgade og gennem Borgergade videre ind i Byen.
Her, hvor han var udenfor sine Enemærker; hvor Ingen kendte ham som Højbaadsmand Olufsen, der havde faaet Dannebrogen af Kongens egen Haand; hvor han kort sagt var en ganske almindelig Spaserende, som Folk ustraffet kunde 51 rende paa Albuen, – her sank han uvilkaarlig noget mere sammen i Ryg og Knæ, mens han lidt ængstelig stavrede frem paa sine ømme Fødder mellem de ilsomt forbifarende Mennesker. Længere end til Købmagergade gik han aldrig. Hvad der laa paa den anden Side af denne Gade, var for ham ikke det rigtige København men en Slags Forstad, saa uhyggelig og afsidesliggende, at han ikke kunde begribe, hvor Nogen vilde bo der. Det var Adel- og Borgergade, der i hans Øjne var Byens Hovedaarer; og forøvrigt var det Kvarteret Grønne-Sværte-Regnegade, der tilligemed Toldboden og Holmen udgjorde hans Verden. Naar han paa sine Spasereture var naaet til den sidste Børstenbinder i Antoniestræde eller havde været inde i Jomfru Jordans Lejebibliotek i Silkegade for at bytte en Bog til sin Kone, vendte han om og gik hjem.
I Almindelighed varede det alligevel endnu adskillige Timer, inden han naaede tilbage til Hjærtensfrydsgade. Han havde nemlig den Vane at skulle standse paa næsten alle Gadehjørner og blive staaende nogen Tid for at se sig om i Menneskemylret. Navnlig havde han – trods sine firsindstyve Aar – et langtskuende Blik for alle Tjenestepiger og særligt for dem, der gik med bare Arme. Hændte det, at en saadan kom ham paa saa nært Hold, at han kunde tiltale hende, kneb han sine rindende Øjne sammen og tilhviskede hende i Forbifarten 52 et eller andet – ikke altid høvisk – Ord. Desuden skulde han nødvendigvis standse udenfor hvert andet Butiksvindue og betragte de dér udstillede Varer og indprente sig Priserne paa Alt lige fra Damernes Underbeklædningsgenstande til Guldsmedenes Diamantsmykker; ikke fordi det var hans Hensigt ved Lejlighed at gøre noget Indkøb af disse Ting, – heri var han lovlig forhindret alene af den Grund, at hans Kone, altfor vel kendt med hans Svaghed overfor Kvindekønnet, aldrig betroede ham Omgang med Penge, – men med sine tomme Lommer fandt han en Tilfredsstillelse i at gaa ind i Butikkerne og nyde de Handlendes Høflighed, lade sig de forskellige Varer forevise, spørge om Prisen paa de kostbareste og derpaa tøfle af med den Besked, at han skulde "lade høre fra sig."
Eftermiddagene tilbragte Højbaadsmand Olufsen hjemme i sin Dagligstue – "Salen", som den kaldtes paa Nybodersproget – en kahytlignende lille Stue med ikke mindre end fire Vinduesfag men saa lavloftet, at en høj Mand netop kunde staa oprejst under Bjælkerne. Her sad han i Skjorteærmer ved et af de mange smaarudede Vinduer og stirrede i Timevis ud paa de store Skarer af Grønningens halvtamme Krager, der gav Hals ovre paa Genbohusenes Tagrygge eller krigedes nede paa Stenbroen omkring Skarnbøtterne, der endnu paa denne Tid af Dagen stod 53 opstillede udenfor alle Dørene som en lang Række Skildvagter. Nu og da, naar end ikke disse Fugleskrig forstyrrede Stilheden i den lille Gade, kunde der trække sig ligesom en Hinde over hans falmede Øjne, mens Hagen langsomt sank ned mod Brystet. "Nu sidder du igen og koger Ærter," sagde da hans Kone og hentydede med dette Udtryk til en brummende Lyd, som Højbaadsmanden ubevidst gav fra sig, naar Søvnen var ved at overmande ham. Hun havde sin faste Eftermiddagsplads paa en lav Stol henne ved Kakkelovnen, hvor hun sad og strikkede, idet hun samtidigt læste i en laset Roman, som hun havde liggende foran sig paa Knæet, og hvis Blade hun uden at afbryde Strikningen vendte med sin Albu. Inde i Gaardværelset, hvortil Døren stod aaben, sad en ung, lyshaaret Pige, Plejedatteren Trine, ganske stille. Ved Siden af hende i Vinduet hoppede Kanarifuglen Peter frem og tilbage i sit Bur.
Madam Olufsen var næsten lige saa høj som sin Mand, havde dertil en Bygning som en Hestgardist, ja endog en Antydning af en graa Moustache over Overlæben. Naar hun om Formiddagen støvede omkring med sine Avispapirs-Papilloter og sin storblomstrede Nattrøje, var hun ikke indtagende; men naar hun efter Middag havde faaet Snørliv og sin sorte Merinoskjole paa og skjult sin halvskaldede Isse med en baandbesat Kappe, foran hvilken de nu omhyggeligt ordnede Tindingekrøller 54 præsenterede sig næsten koket mod de ikke helt afblomstrede Kinder, kunde man meget godt forstaa, hvad der i Nyboder fortaltes om hendes fordums Herlighed. De havde i det hele været et smukt Par, hun og Højbaadsmanden, – og dertil et lykkeligt Par. Havde maaske Højbaadsmanden ikke altid holdt sig Lovens sjette Bud strengt efterrettelig, havde Madammen til Gengæld været trofast for dem begge, skønt det ingenlunde havde manglet hende paa Forlokkere. Kunde man tro Rygtet, havde endog en af Hoffets Prinser1, der altid gik paa Rov efter unge Nyboderskoner, hvis Mænd var paa Langrejser, en Aftenstund i en Toldbodvagts Lignelse passet hende op paa Hjørnet af Haregaden og her, efter at have givet sig tilkende for hende, gjort hende et galant Tilbud. Hun havde nejet og slaaet Øjnene ned og takket for den store Ære; hvorpaa hun havde fulgt ham hen i den mørke Kirsebærgang under Volden. Men her, hvor hun kunde være uden Frygt for Vidner, havde hun pludseligt lagt den lille visne Prins over sit Knæ og af sit gode Hjærte givet ham en Endefuld, der ikke netop var den første Revselse, nogen krænket Nyboderskone havde tildelt ham, men sikkert nok den kraftigste.
Den medborgerlige Anseelse, som dette aldrende Ægtepar nød, var da af gammel Dato, og deres Hjem var endnu et Samlingssted for Nyboders mest agtbare Personer. Trods deres firsindstyve 55 Aar saa' de stadig gærne Venner hos sig, – ja, der var vel ikke ret mange Nybodershuse, hvor der Aaret rundt festedes saa hyppigt som hos de to gamle Højbaadsmandsfolk i Hjærtensfrydsgade. Foruden de sædvanlige Kirkehøjtider og de øvrige Bods- og Bededage, som ogsaa alle Andre ærefrygtsfuldt højtideligholdt med megen Mad og et Glas Punsch, fejrede de en Række Familiebegivenheder og aarligt tilbagevendende Mærkedage af ganske privat Natur. Der var saaledes Aarsdagen for Kanarifuglen Peters Indlemmelse i Familien, Mindefesten for Højbaadsmandens Storetaa, der en Gang for tredive Aar siden blev bortklippet paa Grund af Benedder, og frem for alt Madam Olufsens Kopsætningsdag, der gærne indtraf hen paa Foraaret, naar Varmen kom i Luften, og indlededes med en stor Chokoladefrokost for Barberen, der udførte Operationen. Selskabet ved disse Lejligheder bestod bestandig af de samme syv-otte gamle Venner af Huset, som nu i mere end fyrretyve Aar havde fejret betydningsfulde Familiebegivenheder hos hinanden indbyrdes, nemlig: pensioneret "Obertømmermand" Bendtz fra Tulipangade, pensioneret Kvartérmand Mørup fra Délfingade, Oberkanoner Jensen og Bolteslager Fuss fra Krokodillen – alle med Madammer. Heller ikke Festlighedernes Forløb var i den sidste Menneskealder undergaaet nogen nævneværdig Forandring. Saa snart Gæsterne var bleven samlede 56 inde i Gaardværelset, aabnede Højbaadsmanden egenhændig Døren ind til "Salen", hvor Bordet stod dækket, og bød Selskabet tilbords med en staaende Vittighed om at komme ind og "putte noget i Ansigterne". Naar man da havde indtaget sine Pladser, og Værtinden havde sat den dampende Gaas eller Skinke paa Bordet, udbrød Bolteslager Fuss lige saa regelmæssigt, idet han i paatagen Forbavselse lod sig falde tilbage mod Stoleryggen: "Naada, Madam Olufsen; dèr har De s'gu lagt et forsvarligt Æg!" – hvorpaa Madammen smilende kaldte ham et gammelt Vrøvl og bad Alle lade, som de var hjemme.
Paa dette Tidspunkt hændte det undertiden, at der blev banket paa Døren, først én Gang svagt, saa én Gang stærkt, – og med et muntert "Det er bare mig!" træder en mørkhaaret og rødkindet Yngling ind i Stuen. Et almindeligt Glædesudbrud hilser hans Ankomst. Alle de gamle Mennesker rejser sig og giver ham Haanden, og et Øjeblik efter sidder han bænket midt imellem dem og lægger straks en kælen Arm om sin Naboerskes trinde Liv, idet han truer med at ville kysse hende, dersom hun ikke tillader ham at klemme hende lidt i Tugt og Ære.
Denne lystige unge Mand er Olufsens Logerende, den enogtyveaarige Polytekniker Sidenius, der boer nede i Stueetagen i et Par smaabitte Gaardværelser, der hører med til Højbaadsmandens Lejlighed. 57 Han er alle de Gamles, i Særdeleshed Konernes, erklærede Yndling; og det varer da heller ikke længe, før Selskabets Alderspræsident, den 84-aarige Obertømmermand Bendtz, højtideligt løfter sit Snapseglas og med en Stemme saa dyb, som tilhørte den allerede Graven, udbringer en Skaal for "Ingeniøren". Der bliver klinket og raabt Hurra, og efterhaanden som nu Fadene og Brændevinskaraflerne tømmes, stiger Lystigheden hurtigt rundt om Bordet.
Der er kun én, der vedbliver at være lige tavs og stille; det er Plejedatteren Trine. Straks, da den unge Fremmede traadte ind i Stuen, ja allerede da han første Gang bankede paa Døren, rejste hun sig op fra sin Plads; og mens han hilste paa de Andre og vekslede Haandtryk og lystige Ord, fik hun travlt med at hente en Stol til ham inde fra det andet Værelse, sætte Glas og Karaffel for hans Plads og hente en varm Tallerken ude i Køkkenet, – altsammen saa stilfærdigt, ja lydløst, at det slet ikke bemærkedes af nogen. Hun hører til den Slags sjældne Væsener, der trods deres Tjenstagtighed saa aldeles unddrager sig Omgivelsernes Opmærksomhed, at det er, som om man betjenes af en usynlig Aand. Hun er nu ogsaa let at overse, saa lille og uudviklet hun er trods sine fyldte nitten Aar. Blandt disse gamle Mennesker betragtes hun endnu halvt som et Barn, tilmed som et noget indskrænket Barn. End ikke for den 58 unge Hr. Sidenius er hun andet end det villige Redskab, der børster hans Støvler og bringer hans Linned til Vask.
Imidlertid er Punschebollen og de sukkerbestrøede Æbleskiver kommen paa Bordet, og hermed har Festen naaet sit Højdepunkt. Først fornøjer man sig en Stund med Afsyngelsen af forskellige Selskabs- og Fædrelandssange, hvortil navnlig den lille Madam Fuss medbringer en højt beundret, om end ikke saa velklingende Diskant. Senere drikkes der "Mindebægre" for de i Aarets Løb afdøde fælles Venner, ét fuldt Glas for hver, ved hvilken Lejlighed det bestandig viser sig, hvor overvældende rig en Høst Døden har gjort i deres fjernere Bekendtskabskreds. Midt under denne Ceremoni forsvinder Trine lige saa ubemærket, som hun hidtil paa forskellig Maade har gaaet Gæsterne tilhaande, fyldt i Glassene, bragt Brød om, skiftet Tallerkener, pudset Lysene, skaffet Svovlstikker, udkradset Piber, fundet tabte Lommetørklæder og hentet Vand til Madammerne, naar nogen af dem begyndte at faa ondt eller at hikke. Efter at have forvisset sig om, at alle Gæsterne er forsynede, saa der foreløbigt næppe vil blive Brug for hende, gaar hun ud i Køkkenet, tænder her et Lys ved Gløderne paa den aabne Grue og begiver sig derpaa ned ad Husets smalle og stejle Trappe – en Slags Skibsstige – for at gøre i Stand til Natten i Hr Sidenius' Værelser. Det er 59 to smaa, mørke og fugtige Rum, udstyrede med et saare tarveligt Bohave. Paa et Klapbord foran en lille Voksdugspuf ligger hulter til bulter Bøger, Tegnerekvisitter og store Papirsruller med Mærker af sorte Blyantsfingre; over Stolene hænger afkastede Klædningsstykker, paa Gulvet flyder et Par gamle Tøfler, i en Krog staar en Samling tømte Øl- og Romflasker.
Trine sætter Lyset fra sig paa Bordet; og efter at have oplukket Vinduerne ud til en lilleputagtig, af høje Plankeværker og et Nødvendighedshus omgærdet Have, hvorover Fuldmaanelyset skinner, giver hun sig ivrig i Færd med det Taalmodighedsarbejde at bringe Orden i Stuens Forstyrrelse, hænge Klæderne ind bag Hjørneforhænget, samle Bøgerne paa Bordet og lægge alle de smaa Tegneapparater ned i det for hvert enkelt bestemte Rum i Etuierne. Skønt hendes unge Herre aldrig har ulejliget sig med at give hende Anvisninger i saa Henseende, véd hun nøjagtigt, hvor hver lille Ting har sin Plads, og hvor han venter, ja fordrer at finde den. Med det Instinkt, som Kærligheden skaber endog hos de Enfoldige, har hun lært sig selv Alt, udfundet hans Vaner, gættet sig til hans Ønsker, bestandig af sig selv fundet Vej gennem den Labyrint af Luner og uberegnelige Indfald, der fører ind til unge Mænds egentlige, endelige Vilje. Navnlig efter at han en Gang med en frygtindjagende Grimace 60 har ladet hende vide, at hun maa betragte den Ting at passe ham som sit Livs Hovedopgave og egentlige Bestemmelse, for hvilken Gud en Gang vil kræve hende til Regnskab paa Dommens Dag, føler hun det, som var der betroet hende en Slags helligt Kald, naar hun gaar hernede og sysler med hans Ejendele. Allerlængst dvæler hun inde i det lille Sovekammer, mens hun pusler med hans Seng, sætter Tøflerne bekvemt tilrette saaledes, at Taaspidserne vender indefter, og lægger Svovlstikkerne paa den Side af Lysepladen, der er Sengen nærmest. Idet hun tilsidst tager Hovedpuden mellem sine Hænder for at rette paa Fylden, trykker hun den uvilkaarlig et Øjeblik til sit Hjærte, mens hun med et drømmende Udtryk lukker Øjnene.
Oppe i "Salen" er imidlertid de Gamle bleven mere og mere overstadige. Bolteslager Fuss har faaet sin Guitar frem, og trods Konernes Indsigelser giver han og den unge Hr. Sidenius sig i Forening til at kvæde den berygtede Nyboders-Vise: "En gammel Kælling ved Gammelstrand". Mændene jubler; endog inde i den 84-aarige Obertømmermand klukker det som i en Flaske, mens han skiftevis hæver og sænker sine buskede Bryn. Men da Bolteslageren derefter paa Opfordring begynder at fortælle sine Fruentimmerhistorier, rejser Konerne sig krænkede og fortrækker ind i Gaardværelset, hvor nu Kaffen bliver anrettet med Kandissukker og Solbærlikør.
61 Først ud paa Morgenen tripper de fire Ægtepar atter hjemad, alle i en Lyksalighedstilstand, hvorfra der endnu Dagen efter hviler et Skær over deres Ansigter ligesom fra en nedgaaet Sol.
Det var hos disse livsglade gamle Mennesker, der endnu i deres høje Alderdom uden Skrupler tømte Nydelsernes Bæger lige til Grumset, at Peter Andreas havde fundet sit første Asyl, et midlertidigt Fristed paa Vejen ud til det Lykkens Land, hans Drømme havde forjættet ham. I godt og vel tre Aar havde han nu boet hos dem og i den Tid bestandig mødt den velvilligste Forstaaelse af netop det i hans Natur, som man hjemme i Præstegaarden havde villet undertrykke og brændemærke som Dødens og Djævelens Værk. Navnlig i det første Aar havde han været meget taknemlig for det Hjem, han ved Tilfældets Gunst havde fundet her. Senere – efterhaanden som han udvidede sin københavnske Bekendtskabskreds – havde hans Forhold til de to Gamle og deres lille Vennesamfund vel faaet en mere flygtig Karakter; men brudt blev det aldrig, og Højbaadsmanden og hans Kone blev ved at holde af ham og tage sig af hans Vel, næsten som kunde han have været deres eget 62 Barn. Mere end én Gang vilde han være gaaet sulten i Seng, dersom ikke Madam Olufsen i sin Hjærtensgodhed havde forekommet det ved paa sin hensynsfulde Maade at byde ham op til "at smage paa" en ny Ost eller "sige hende sin Mening" om en friskkogt Skinke. Han var fattig som en Kirkerotte. Han fik i de første Aar sjælden anden Middagsmad end en røget Sild eller en Kop Kaffe. Men lige munter var han. Ofte, naar Madam Olufsen og hendes Mand hørte ham staa dernede i sin lille Stue og fløjte over sine Tegnearbejder, talte de sammen derom, og de var da begge af den Mening, at naar han saaledes – trods Fattigdom og forskellig anden Modgang – kunde blive ved at bevare sit gode Humør, maatte det være, fordi han havde sat sig et eller andet højt Maal, som han var sikker paa at naa. Hver Gang nogen af deres Bekendte spurgte dem, hvad det egentlig var, deres Logerende studerede til, svarede de derfor i fuld Overbevisning og ikke uden Selvfølelse: "Til Minister".
Denne de Gamles tillidsfulde Tro paa hans Fremtid havde heller ikke været uden Indflydelse paa den Tiltrækning, det lille Nybodershjem havde øvet paa ham. For første Gang, siden han som lille Dreng blev kaaret til Høvding af Ungdomskammeraterne derhjemme i Tømmergaardene, mødte han her Mennesker, der troede paa ham og fuldt ud værdsatte ham saaledes, som han selv 63 mente at fortjene det. Derfor bevarede han ogsaa gennem alle disse Aar en haardnakket Tavshed angaaende alt, hvad der vedrørte hans Hjem og Forholdet til hans Slægt, skønt særlig Madam Olufsen aldrig blev træt af at udfritte ham derom. Han havde foresat sig at betragte alt det Forbigangne som noget glemt, noget dødt, der ikke en Gang som Minde skulde faa Lov at spøge i hans Tilværelse. Han havde bestræbt sig for grundigt at udlufte sit Indre, at udslette af sin Sjæl enhver bitter og ydmygende Erindring, at den kunde blive som en ubeskreven Tavle for Lykkens og Sejrens funklende Guldskrift. Derfor fandtes der hverken paa hans Bord eller paa hans Væg saa meget som et lille Billede, et Prospekt eller et Portræt, der kunde minde ham – og fortælle Andre – om det Hjem, han havde forladt og ikke ønskede at gense. Det eneste, han i saa Henseende havde betroet sine Værtsfolk, var, at han – hvad han stadig for fuldt Alvor troede – aldrig havde kendt sine virkelige Forældre, hvilken Tilstaaelse ikke havde været uden Betydning for den moderlige Omsorg, Madam Olufsen bestandig havde viet ham. Familie i København havde han da heller ikke. Den ene af hans Brødre havde nemlig allerede afsluttet sine Studeringer og var bleven Kapellan et Sted paa Landet; den anden, der var Jurist, boede vel endnu i Byen, men han og Peter Andreas saaes sjælden og 64 omgikkes ikke. Al den Forbindelse, hvori han stod med sit forrige Hjem, indskrænkede sig fra hans Side til de korte Breve, med hvilke han kvitterede for den lille Pengehjælp, han endnu stadig og uden synderlige Skrupler modtog fra Faderens Haand, om end han ved at give Undervisning i Tegning og Matematik søgte saa vidt muligt ved egen Hjælp at forskaffe sig det Fornødne til Livets Underhold. Dersom han pludselig var død, vilde man ikke i hans hemmeligste Gemme have fundet saa meget som et opbevaret Brev, ikke en Optegnelse, ikke et Navn, der kunde fortælle om, hvem han var, og hvorfra han stammede.
Den eneste, overfor hvem han havde kunnet lade et og andet Ord falde om sin Fortid, var Trine. Saa underligt det kan lyde, havde denne tavse lille Pige nemlig ogsaa en Gang haft nogen Andel i den Tiltrækning, det lille Nybodershjem udøvede paa ham. Det var i den allerførste Tid, da han – uerfaren som han var – endnu følte sig fremmed og ensom i den store By. Hun var den Gang nys konfirmeret, ganske barnlig, ogsaa i legemlig Henseende helt uudviklet, ikke en Gang synderlig smuk. Det var da oprindeligt heller ikke saa meget hendes ydre Egenskaber, der havde tiltrukket ham, som den Omstændighed, at hun – ligesom han selv – var et forældreløst Barn, var hans Skæbnefælle, hos hvem han kunde vente at finde Forstaaelse for de Følelser og Stemninger, 65 han gemte dybest i sit Bryst, og som han nu og da i Modgangens Timer følte Trang til at give Ord. Naar han vidste hende ene hjemme, listede han sig gærne op til hende i Køkkenet og satte sig paa Huggeblokken, mens hun stod foran den aabne Grue og rørte i Gryderne. Til nogen Fortrolighed af den paatænkte Art kom det alligevel aldrig. Dertil begreb Trine for lidet af hans saare forblommede Hentydninger til hans forgangne Liv; og desuden gik hans egen skælmske Natur altfor hurtigt over Skæbnens ublide Optugtelse. Det varede aldrig længe, før hans Underholdning gled ind paa mere fornøjelige Omraader, og regelmæssigt endte den med spøgefulde Kærlighedserklæringer eller Kampen om et Kys.
Peter Andreas kunde nu slet ikke længer huske og vilde end mindre have indrømmet, at han nogensinde havde været paa Veje til at forelske sig i dette svaghovedede Pigebarn. Han havde siden den Tid haft saa mange andre – og mere bestikkende – Kvinder i Hovedet og i Favnen, og han var efterhaanden bleven saa vant til at have hendes lille stumme Person puslende omkring ham som hans Viljes blindt lydende Redskab, at hun var bleven som en Del af hans Stue, en Part af hans Indbo. Hændte det ikke des mindre endnu en og anden Gang, naar de mødtes i en Dør eller paa den mørke Trappe, at han i Forbifarten slog Armen om hendes Liv og trykkede hende til sig, 66 var det blot, fordi han nu en Gang havde faaet den kaade Vane at omarme de Kvinder, han mødte paa sin Vej – selv Madam Olufsen slap ikke altid fri, hvor kraftigt hun end værgede sig.
Der var i det hele i Aarenes Løb – og navnlig i den allersidste Tid – foregaaet en Del Forandringer med Peter Andreas og ikke altid til hans Fordel. Det skete saaledes bestandig hyppigere, at Madam Olufsen den ene Nat efter den anden hørte ham komme hjem henad Morgenstunden og rumstere nedenunder i sine Værelser paa en Vis, der tydeligt nok røbede hans Tilstand. Naar hun da – som det ogsaa stadig oftere hændte – endnu Klokken elleve om Formiddagen kunde finde ham liggende halvt afklædt ovenpaa sin Seng, tog hun ikke i Betænkning at holde en alvorlig Formaningstale til ham. Hun havde ogsaa faaet andre Grunde til at beklage sig over ham. Hun fik bestandig sjeldnere sin Leje i rette Tid, undertiden slet ikke, og blev desuden hvert Øjeblik rendt paa Døren af lurvet udseende og uforskammet optrædende Personer med Regninger fra Skomagere, Skræddere og Vadskerkoner, som han skyldte Penge.
Peter Andreas – eller Per, som han slet og ret skrev sig nu, for endog saa vidt mulig med sit Navn at løsrive sig fra sin Fortid – lo bare af sin moderlige Værtindes Advarsler og gjorde Løjer med hendes Bekymringer. Alligevel var han heller ikke længer selv saa tilfreds, som hans bestandig 67 lige sorgløse Tone lod formode. I Ensomhed kunde han endog være ret nedstemt og raadvild med Hensyn til sig selv og sin Fremtid. Sagen var den, at han var begyndt at tabe Troen paa sit Studium. Han var bleven grundig skuffet af det Livserhverv, han i sin Tid havde valgt i begejstret Tillid til, at han ved Hjælp af det hurtigst og sikrest vilde kunne virkeliggøre sin Drøm om et uafhængigt, stolt omstrejfende Liv, rigt paa Æventyr, Nydelse og store Hændelser. Da han første Gang betraadte den polytekniske Undervisningsanstalt, der i hin Tid havde sit Asyl i et Par gamle Bygninger i Studiestræde bagved den ærværdige Bispegaard, havde han forestillet sig den som et imponerende Aandens Værksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke og Velfærd smeddedes under elektrisk Lyn og Torden, – og han havde i Stedet for fundet en Række skumle, af Tobaksdamp og Smørrebrødslugt opfyldte Lokaler, en Mellemting af et Tegnekontor og en Ølknejpe, hvor en Del unge Mennesker i snavsede Lærredskitler stod bøjede over smaa, papirbeklædte Borde, mens andre sad med lange Piber og spillede Kort og drak Øl. Han havde tænkt sig sine tilkommende Lærere som ildfulde Forkyndere af Naturvidenskabens hellige Evangelier, og han mødte her i Undervisningstimerne nogle gamle Skolemesterskikkelser, der ikke var synderligt forskellige fra Flertallet af dem, han 68 nylig havde taget Afsked med i sin Hjemstavn. Og dog nød Anstaltens Undervisning et ikke ringe Ry. Der fortaltes endog, at man i Udlandet satte megen Pris paa danske Ingeniører paa Grund af deres grundige videnskabelige Uddannelse og store Samvittighedsfuldhed. Alt, hvad Per saa' og hørte omkring sig, bibragte ham i det hele den Forestilling, at en duelig Ingeniør saa langt fra var en saadan dristig Handlingens Mand, som han havde foregøglet sig, men tværtimod var ensbetydende med et omsigtsfuldt Kontormenneske, en nøjagtig Regnemaskine, et levende Tabelværk lænket til et Tegnebræt. De allerfleste af hans Medstuderende – og netop de af dem, der baade af Lærerne og de andre Elever ansaaes for de mest lovende – drømte da ogsaa blot om hurtigst muligt at opnaa en eller anden fast og betrygget, om end nok saa beskeden Stilling, i hvilken de kunde indrette sig det hyggeligt som Familiefædre med en lille Husstand i et lille Hus med en lille Have for en Gang efter fyrretyve Aars tro Tjeneste at afgaa med en lille Pension og et lille Udmærkelsestegn eller en Justitsraadstitel.
Men saadanne Udsigter fristede aldeles ikke Per. Hellere end at lade sig levende begrave i et Magistratskontor vilde han – som han plejede at sige til sig selv – paa hæderlig Vis ende sit Liv paa en Dørstolpe. Han var nu en Gang fuldt overtydet om, at han ikke var skabt til Hverdagsliv og 69 Godtkøbslykke. Hvilke Bryster han end havde diet – en Dronnings eller en Tiggerskes – Høvdingeblod rullede der i hans Aarer, og han krævede Plads til Højbords ved Livets Taffel blandt Jordens frie og udkaarne Mænd.
Saaledes skete det da, at Peter Andreas i sin voksende Mistillid til den Levevej, han havde valgt, efterhaanden tabte de sidste Rester af Modstandskraft overfor de mangeartede Fristelser, den store By rummede for et ungt og levelystent Menneske, og for en Tid sank temmelig dybt tilbunds i dens Bærme. Han tilbragte tilsidst sin meste Tid paa Kaféer, i Billardstuer, hos Venner og Veninder, og skabte sig en udstrakt Bekendtskabskreds blandt den Slags Mennesker, der har deres egentlige Hjem paa Gaden. Det var fortrinsvis unge Forretningsfolk, der udgjorde hans Selskab. Med Universitetskredse havde han saa at sige ingen Forbindelse, da han ikke var Student. Derimod undgik han ikke at komme i Berøring med den vidtforgrenede literære og kunstneriske Halvverden, der allerede den Gang begyndte at spille en fremtrædende Rolle i Byens Liv. Sammen med en af sine Bekendte kom han en Aftenstund ind i et gammeldags Konditori ved Vestervold, mellem 70 hvis mange højrøstede Gæster hans Ledsager højst interesseret udpegede ham forskellige af de mere omtalte blandt Øjeblikkets artistiske og skønliterære Fænomener. Per, der ikke besad synderlig Sans for det æstetiske, havde imidlertid fæstet sin Opmærksomhed paa en ung Pige, der stod bag Buffeten, – en høj, slank, alvorligt udseende Skikkelse med et pragtfuldt gyldenrødt Haar, der ikke uden kunstnerisk Smag var ordnet i tre græske Bukler over Issen.
"Det er den røde Lisbeth," forklarede hans Ledsager. "Det er hende, der har staaet Model til Iversens Danaë og til Petersens Susanne. Hun er ikke ilde, hva'? Sikken Hud! … Men er det ikke mærkeligt, hun skal være aldeles kysk."
Trods denne sidste Forsikring svor Per ved sig selv at ville forsøge sin Lykke hos hende, – saa indtagen var han øjeblikkeligt bleven af hendes ranke Person. Allerede den næste Formiddag indfandt han sig igen i Kaféen, denne Gang alene, og blev fra nu af en Tid en af dens trofasteste Gæster. Konditoriet var den i visse Kredse meget bekendte "Gryde", et rummeligt men lavt og mørkt Lokale, en fordums Fægtesal, uden Vinduer til Gaden men med en lang Række højtsiddende Ruder ud til en Have, som om Sommeren kastede et grønligt Skær ind over de kalkede Vægge. I adskillige Aar havde den været Stamkafé for Medlemmerne af en oppositionel artistisk Klike, de 71 saakaldte "Uafhængige", en Samling yngre og enkelte ældre Talenter, virkelige Begavelser, om end alle mere eller mindre ligesom forsatte i Væksten, enten aldrig rigtig udvoksede eller altfor tidlig ældede. Der sad om Aftenen den meget omstridte Marinemaler Fritjof Jensen i sin Sømandspjækkert og med en sortbrændt Kridtpibe dybt inde i sit mægtige Skæg, – en imponerende Vikingeskikkelse, en fantasirig Kunstner, en indtagende Broder Lystig ved et skummende Ølkrus, men holdningsløs og upaalidelig, i samme Time overgiven og nedtrykt, forvoven og krysteragtig ligesom en Dreng i Overgangsalderen. Der sad for sig selv i Hjørnet af en Sofa den allerede aldrende Digter Enevoldsen og aftørrede sine Brilleglas eller pudsede sine Negle, saaledes som han nu i tyve Aar havde siddet rundt om paa alle københavnske Kaféer og under allehaande Smaabeskæftigelser udarbejdet sit allerede for en halv Menneskealder siden paabegyndte Værk: "Skabelsen, Syndefaldet og den yderste Dag", en Samling smaa, fint udciselerede Fantasibilleder, der med virkeligt Mesterskab anslog en hel ny Tone i dansk Poesi. Der sad den unge Figurmaler Jørgen Hallager med Bulbideransigtet, – Oprøreren, Anarkisten, der vilde omstyrte Samfundet, reformere Kunsten, afskaffe Akademiet og have Professorerne hængt, men som iøvrigt ernærede sig skikkeligt som Retoucheur hos en Fotograf. Og der var 72 den gamle Politiker og Redaktionssekretær Reeballe, en lille, hjulbenet, parykbærende Dværg med ét blankt skinnende og ét ligesom ormstukkent Øje og med et langt, gulhvidt Bukkeskæg ned over et snavset Skjortebryst – et yndet Objekt for Karrikaturtegnerne i Byens Vittighedsblade. Med en fortygget Cigarstump i Mundvigen, begge Hænderne skjulte bagpaa under Bukselinningen, drev han i oftest temmelig drukken Tilstand omkring mellem Bordene, slog sig ned snart hist, snart her selv hos ham ganske ubekendte Folk og blandede sig vrøvlagtigt i deres Samtaler, indtil han, naar Ingen længer vilde høre paa ham, satte sig hen ved Buffeten til Lisbeth for her ved en Sodavand at give sig Luft i forbitrede Udfald mod Menneskenes Dumhed og Verdens Utaknemlighed. Ogsaa han vilde nemlig reformere Menneskeheden men i klassisk Aand. Hans Ideal var Sokrates. Hans Standpunkt var den klare, ædruelige Erkendelses. I sine mest omtaagede Øjeblikke yndede han at slaa sig for sit Bryst og kalde sig "den sidste Græker".
Skønt Per var saa meget yngre end alle disse Folk og egentlig aldrig selv havde gjort nogen Tilnærmelse, blev han efterhaanden inddragen i deres Kreds og halvt Kammerat med flere af dem, dels paa Grund af sine personlige Egenskaber – for sine "maleriske røde Kinders" Skyld, som Fritjof Jensen ved en Lejlighed ytrede – mest dog paa Grund af sit Forhold til Lisbeth, der langt hurtigere, end 73 han efter hendes alvorlige Udseende og sin Vens Forsikring havde ventet, ja egentlig haabet, havde givet efter for hans Bestormelser. Hun var deres fælles Øjesten og Kæledægge, den, hvis farveskønne Silkehaar og skære Hud flere af dem skyldte deres første Berømmelse, og de viste hende bestandig den ridderlige Hyldest uden Modsigelse at anerkende den for Øjeblikket foretrukne Tilbeder, selv om han ikke hørte til deres Kreds.
En særlig Opmærksomhed blev Per gjort til Genstand for af en Mand, der egentlig heller ikke hørte hjemme i "Gryden" og ikke en Gang altid var rigtig velkommen dèr. Det var en vis Hr. Ivan Salomon, en ung Jøde, Søn af en af Byens Rigmænd, en lille, vever Skabning, et brunøjet Egern, altid smilende, lutter Tjenstagtighed, bestandig trakterende, saare lykkelig over at færdes mellem saa mange berømte Kunstnere. Det var dette unge Menneskes Ærgærrighed at opdage og fremklække Genier. Med sand Forelskelse kastede han sig over enhver nyopdukkende Fremtoning, i hvilken han mente at kunne gøre sig Haab om at finde et eller andet skjult Talent, til hvis Beskyttelse og heldige Udvikling han kunde bidrage. Trods mange og bitre Skuffelser troede han straks i enhver lille – om ogsaa blot ydre – Særegenhed, et Par dybtliggende Øjne, en lang Næse eller et uklippet Haar, at se et Tegn paa en vordende Storhed, og saaledes var han nu ogsaa kommen til 74 at se noget overordentligt i Per, hvem imidlertid denne uopfordrede Interesse i høj Grad faldt til Besvær. Han kunde ikke lide Jøder, allermindst rige Jøder. Mens han ellers langtfra var ligegyldig for, hvad Folk mente om ham og hans Fremtidsudsigter, følte han sig ligefrem ubehageligt berørt, naar dette Menneske – med ret nærgaaende Hentydninger til hans Held overfor Lisbeth – blev ved at fortælle ham, at han var en udpræget Aladdinstype, et Lykkebarn, paa hvis Pande der med Gudens Finger stod skrevet: Jeg kommer, jeg ser, jeg sejrer. Selve Ordene virkede ganske vist ligesom elektrisk paa ham, satte hans inderste, hemmeligste Stemningsliv i Svingninger. Det pinte ham blot, at det netop var denne Nar, der skulde udsige dem og derved forvandle den betagende Profeti til en taabelig Frase.
I det hele vedblev Per at føle sig temmelig fremmed i disse Menneskers Selskab, og det var ikke udelukkende af Beskedenhed, at han imod sin Sædvane blandede sig grumme lidt i deres Samtaler. Han lærte aldrig at forstaa eller blot at interessere sig for deres evindelige, ordrige Diskussioner om Kunstens Maal, om Skønhedens Fordringer, om de nye Fremstillingsmaader o.s.v.; og det vakte hans Skinsyge, at ogsaa Lisbeth bestandig snakkede om de samme Ting, efterlignede deres Jargon, talte overlegent om "Publikum" o.s.v. Endog i deres fortrolige Øjeblikke inde paa hendes 75 Kammer kunde hun være saa optaget af sit eget Legemes Betydning for Kunsten, at det ikke var til at tage fejl af, at hun vilde have sit Liv opfattet som en begejstret og opofrende Hengivelse til det Skønnes Forherligelse. Selv var han paa disse Omraader omtrent saa uvidende som et Barn i Moders Liv. Hjemme havde han aldrig hørt den Slags Ting omtalt. Hele det Indblik, han dèr havde faaet i de skønne Kunsters Verden, indskrænkede sig til Betragtningen af et Par tarvelige Litografier med bibelske Sujetter, der hang paa Dagligstuevæggen. Siden havde hans Liv, hans Studier og Omgangsvenner kun bidraget til yderligere at befæste den Sans for Livets reelle Værdier, som allerede Barndomsaarene med deres frie Færden blandt Gadens Ungdom havde udviklet hos ham. Saa gammel han nu var bleven, havde han sjælden haft Taalmodighed til at læse nogen Bog til Ende, navnlig ikke naar den var paa Vers, og i Billedgallerierne var han aldrig kommen længere end til Forhallen.
Og dog – helt uinteresseret var han ikke. Som tavs og tilbageholden Iagttager havde han alligevel sin egen Morskab af disse kuriøse Mennesker, der kunde springe i Harnisk paa Grund af en Farvesammensætning og tale sig op i Ekstase i Anledning af fire rimede Linjer, som om Menneskehedens Velfærd afhang af disses rette Forstaaelse. Han nød i Stilhed en saadan Scene som et komisk 76 Skuespil. Han havde overfor al denne Lidenskabelighed omtrent den samme Fornemmelse som den, der i sin Tid havde kunnet gribe ham hjemme i Præstegaarden under Aften- og Morgenandagten, naar Faderens Stemme pludselig midt i et Salmevers begyndte at skælve af Sindsbevægelse, eller naar Søsteren Signe henne ved Klaveret løftede Øjnene mod Loftet og udslyngede sine Vokaler med en Inderlighed, der truede med at sprænge Stemmebaandet. Det blev ham klart, at denne lovsungne "Kunst" ogsaa var en Slags Religion, der havde sine tillidsfulde Dyrkere i alle Samfundslag, og som ligeledes var i Stand til at gøre Mirakler, siden selv en stakkels Glædespige ved den kunde føle sig ren og hellig og misundelsesværdig.
En Aften, da Per indfandt sig i "Gryden" – noget senere end sædvanlig, fordi det var Lisbeths Friaften, som hun tilbragte hos en syg Tante ude paa Kristianshavn – faldt han uforvarende midt ind i et stormende Bakkanal. Det var Marinemaleren, den store Fritjof Jensen – "Fritjof", som han slet og ret kaldtes af Alle – der havde slaaet sig løs i Anledning af, at han havde faaet et af sine 4 Alens Lærreder "Orkan i Nordsøen" solgt til en Smørgrosserer. En Del af Kaféens Smaaborde 77 var stillet sammen i en Række midt paa Gulvet, og rundt om to vinløvomkransede Boller med Champagnepunsch sad en Snes Mennesker, hvoraf Per næppe kendte Halvdelen.
For den øverste Bordende tronede Fritjof selv lig en olympisk Gud, – en Okeanos, bringebred og blaaøjet, med bølgekruset Haar og Skæg. Foran ham stod hans mægtige Privat-Pokal, "Dybet" kaldet, og om hans Hoved hvirvlede Skyer af Tobak. Han var allerede bleven stærkt rød omkring Øjnene og tyk i Mælet, – han havde nemlig nu i mere end to Døgn uafbrudt været i Aande, havde tilbragt Dag og Nat i Østerskældere, hos offentlige Piger, i Skoven og paa Vinstuer og havde efter sin Sædvane trukket med sig alt, hvad han undervejs traf paa af Venner og Venners Bekendte, – et stadig skiftende Følge, et beundrende Kor af unge og gamle Lediggængere.
For at skaffe Plads til Per og et Par andre Stamgæster, der var kommen omtrent samtidigt med ham, maatte der føjes endnu to Smaaborde til de øvrige; og for ikke at gøre Rækken for lang, anbragte man disse midtvejs ved begge Længdesiderne, saa de kom til at danne ligesom de korte Arme paa et Kors. Men ikke saa saare fik Fritjof Øje herpaa, før han slog en Haand i Bordet og raabte gennem Larmen:
"Er I forrykte, Børnlille! Skal vi virkelig sidde her under det forbandede Galilæer-Tegn! … Guds 78 Død! Vi faar Kvalme heroppe af al den Fromhed! … Lad os danne en Hestesko! Vi vil forskrive os til Fanden ved at hædre hans Fodbeklædning! … Flyt ud, Venner!"
Og da han havde faaet sin Vilje, og Alle igen var kommen til Sæde efter den vakte Forstyrrelse, løftede han smilende sin fyldte Pokal og udbrød:
"Jeg hilser Dig, Lucifer! Hellige Oprører! Du, Frihedens og Glædens Skytsaand! Alle Djævelungers Gud! … Tildel mig endnu mangen fed Smørgrosserer, og jeg vil opbygge Dig et Alter af Østersskaller og tømte Champagneflasker!
Hej, Vært! … Gripomenus! … Mere Vin her! … Et Hav af Vin! … En Glemsels Flod! … Er der Ingen, der hører? … Vin, siger jeg!"
Værten, en lillebitte trøjeklædt Schweizer, kom nu trippende frem bagfra Disken, hvor han denne Aften i Lisbeths Fraværelse havde varetaget hendes Pligter. Med optrukne Skuldre og mange beklagende Armbevægelser bad han de Herrer meget undskylde, men han turde ikke servere mere for dem i Aften. Klokken var over to, og Gadens venligsindede Nattebetjent havde allerede én Gang banket advarende paa Ruden ind til hans Lukaf bag Buffeten.
"Klokken? … Klokken!" raabte Fritjof. "Vi er Guder, Gripomenus! Klokken er for Skræddere og Skomagere!"
"Ja, ok for Kaféværter – disvær'!" svarede 79 den lille Mand med Hovedet paa Siden og Hænderne samlede foran Brystet ligesom en Kordegn. Og da han mærkede, at hans Vittighed gjorde Lykke, tilføjede han med et polisk Smil, at han glædede sig til at se de Herrer igen den næste Dag; de kunde komme saa tidligt, som de ønskede det. "Vi opner Klokken syv."
Men nu blev Fritjof aldeles vild. Han kastede sig tilbage i Stolen og tog et dybt Greb ned i sin højre Bukselomme. "Vin vil vi ha'e!" raabte han og strøede i det samme under en overmodig Latter en Haandfuld Guldpenge vidt ud over Bordet, saa de raslede ned til alle Sider. "Her er Smør! … Vil I ha'e mere? … Der er nok, hvor det kom fra! … Drik, Venner! Hvad gaar der af jer? … Lad det ligge, siger jeg. Vi er ikke Spidsborgere her!"
Men denne Ophøjethed var dog de andre lidt for olympisk; de blev med ét alle ganske ædru og gav sig forfærdede til at samle Guldet op fra Gulv og Stolesæder. Men Fritjof stødte det endnu en Gang foragteligt fra sig og blev ved at brøle: "Vin! – Vin og Piger vil vi ha'e! – Vin, siger jeg!"
Alligevel opløstes nu efterhaanden Selskabet. Værten trak ærbødig hver enkelt til en Side og bad ham mindelig "for den Politiens Skyld" at forlade Lokalet. Skønt Fritjof selv blev siddende paa sin Stol, med Armene korslagte over Brystet, 80 og i denne udfordrende Stilling svor paa, at han ikke lod sig rokke, før Kvarterets samlede Politistyrke kom og flyttede ham, fortrak snart en, snart en anden af hans Gæster og blev stille lukket ud af en Bagdør. Da der tilsidst ikke var andre tilbage end Per, vilde ogsaa han gaa. Men da holdt Fritjof ham tilbage i Ærmet og truede, tiggede, ja tryglede ham tilsidst næsten med Graad i Stemmen om at blive.
Per lod sig da ogsaa overtale. Han fandt det ikke en Gang længer helt forsvarligt at forlade Mennesket i en saa overspændt Sindstilstand. Mod Løftet om at ville forholde sig rolige fik de serveret Kaffe og Cognac; hvorpaa "Gripomenus" med en resigneret Armbevægelse trippede tilbage til sit lille Lukaf bagved Buffeten.
Rundt omkring dem i det store Rum stod Mylret af tomme Borde og Stole ganske saaledes, som Gæsterne havde forladt dem. Paa Bordene flød Cigaraske, Champagnepropper, itubrudte Glas. Men alt var stille nu … dobbelt stille efter den forudgaaende Larm … saa stille endog, at det var, som om hver lille Lyd fremkaldte en dump Genlyd henne i et af Hjørnerne. Et eneste, halvt nedskruet Gasblus brændte lige over deres Hoveder. Hele det øvrige Lokale henlaa i skummelt Mørke, indhyllet i en graa Taage af Tobak og ophvirvlet Støv.
Fritjof sad med begge Albuerne paa Bordkanten, 81 Hovedet støttet mellem sine Hænder, og stirrede ned for sig. Han var pludselig bleven tavs; og Per, som troede, at han var falden i Søvn, stødte sit Glas mod hans og sagde "Skaal!" Men i Stedet for at svare begyndte Fritjof nu at tale melankolsk om Døden og om Tilintetgørelsen og spurgte tilsidst rent ud, idet han saa' over paa Per med et usikkert Blik, om han aldrig følte sig uhyggelig tilmode ved at tænke paa Opløsningen "og paa dette – hvad det nu er – paa den anden Side Graven". Per, som intet kendte til den Slags Anfægtelser, som bestandig følte sig lige ung og uforgængelig og i hvert Fald altid var for opfyldt af det nærværende Liv til at have Tanker tilovers for det muligvis tilkommende, troede i første Øjeblik, at den anden gjorde Løjer, og lo pligtskyldigt. Men da greb Fritjof ham i Armen og sagde – halvt angstfuldt, halv bydende:
"Stille, Menneske! Lad os ingen Ting forsværge! … I unge Grønskollinger har saa let ved at være raske paa det. Men vent! Faa bare det første graa Haar i Tindingen, og I skal ogsaa nok føle en løjerlig Kriblen i Kroppen ved at tænke paa, at jeres velplejede Person en Gang skal tjene til Forraadskammer for de kommunale Maddiker. Bare lidt overflødigt Fedt paa Hjærtet, Kære – færdig! En Høvlspaanspude under Hovedet, syv Skruer i Kistelaaget … og ud paa Assistensen! Lad os ingen Ting forsværge, siger jeg! Vi bilder 82 os nu ind at være bleven saa kloge! Ja vel! Men … hvem véd? Maaske findes der alligevel mere over Stjernerne og under Havet, end vi rigtig har Mod til at vide af. Dersom Livet ikke er forbi med Præstens Amen – og har egentlig nogen for Alvor turdet paastaa det modsatte, spørger jeg? – hvad saa, unge Mand? Kommer der saa ikke alligevel en Regnskabets Dag … Eller hvordan?"
Per sad som himmelfalden. Med opspærrede Øjne stirrede han paa denne skæggede Vildbams, denne Livsglædens og Skønheds-Dyrkelsens ildfuldeste Apostel, der pludselig aabenbarede sig for ham som hans Faders og Moders Aandsfælle, en Underjordisk, der med sine inderste, frygtsomme Tanker færdedes i Skyggeriget, kredsede omkring Graven og den hinsidige Dommer, – ræd for de Lysets Magter, han selv for et Øjeblik siden overmodigt havde paakaldt! –
[*]
Det blev nu ingenlunde den eneste Gang, at Per fik et saadant fortroligere Indblik i disse "Uafhængiges" Indre og til sin Overraskelse skimtede en Vrange, en Natside, en uovervunden Rest af et andet Jeg, der i ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med dem og deres nye Religion. Om det saa var den gamle Græker Reeballe, kunde han, naar han undtagelsesvis var ædru, have ret alvorlige Kampe at bestaa med sin Samvittighed, og Lisbeth fik regelmæssigt sin 83 Konfirmationssalmebog frem af Kommodeskuffen, hver Gang hun havde sine Lændesmerter eller frygtede for at være frugtsommelig.
Der begyndte da at danne sig hos Per en Forestilling om, hvad det egentlig var, der havde hæmmet selv disse frie Aander i deres begejstrede Stræben, idelig lammet deres Kraft og bragt den ene til at søge Fortrøstning i Flasken, den anden til drengeagtigt at nedlarme Stemmen i sit Indre med Stortalenhed og vilde Løjer, den tredje til i artistisk Selvbedøvelse at slutte sig inde i sin Skal som en Snegl under en Torden, den fjerde til at fortabe sig i ørkesløse Drømme om en ny og bedre Verdensorden, som kunde overvinde Nødens og Dødens Pine. Samtidigt voksede der mægtigt i ham en Følelse af at være noget for sig selv, en Undtagelse, hvem en lykkelig Skæbne allerede i en tidlig Alder havde frigjort for et Aag, hvorunder hele den øvrige Verden endnu trællede. Den unge Ivan Salomons Ord om hans Aladdinslykke og om Gudeskriften paa hans Pande fik med ét en ny, langt mere vidtrækkende Betydning. Jo mere han i det hele lærte sig selv og Menneskene omkring ham – de smaa med de store – at kende, des stærkere følte han sig dem alle overlegen; des mere bestyrkedes han i Forestillingen om at være en Udvalgt, skabt til at erobre Verden og undertvinge den, … et Lykkebarn, der allerede ved sin mystiske Oprindelse 84 havde faaet Æventyrets Straaleglans lagt om sin Skikkelse. Naar han stod foran Spejlet og betragtede sit mørktfarvede Ansigt, sin brede, tvedelte Pande, sine dybtliggende Øjne, sin kløftede Hage, sin muskelstærke Hals og sine fastformede Skuldre, syntes det ham undertiden selv, at han – som Salomon en Gang havde sagt – mindede om en af Roms store Kejsere.
Gamle Drømme om et tabt men genfundet Kongedømme bemægtigede sig paany hans Fantasi. Stundom, naar han sad alene med sig selv og sine Tanker, forekom det ham næsten, at han kunde mærke Guldkronen spænde om hans Pande. Én var der jo ogsaa allerede, der havde set den skinne og læst dens Indskrift, ristet af Gudens egen Finger: Jeg kommer, jeg ser, jeg sejrer!
