Henrik Pontoppidans "Lykke-Per"
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per. 2. udg. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. Kbhvn. og Kria. 1905.
Mellem såmange bøger, der synes hastig skudt op og skøre som paddehatte eller hundepersille, virker Pontoppidans store roman tilforladelig som en eg. Den er voxet frem vel forberedt og i sindig mag (første udgave kom fra 1898-1904), og den har vundet fortættet styrke i den ny, meget gennemarbejdede udgave. Den ejer som skrift den samme lette kraft, hvormed egen kan holde sine grene lige ud; hvad brist den kan have som digterværk skyldes, at forf. ikke kan gå ud over sin naturs grænser; men han fylder dem fuldt, han er herre over sin kunst, han yder alt, hvad den ævner. Og bogen er skabt af en mand, som har samlet saft og erfaring af livet og har sin rodfæstede mening derom; der kan tvistes om dens rigtighed; men den har marv i sig og er ikke overfladisk.
"Lykke-Per" er mulig tænkt som et modstykke til Pontoppidans tidligere storværk "Det forjættede Land". Mens dette skildrede rørelser på bondelandet, tager den nye bog for en stor del sit æmne fra bylivet, fra hovedstaden. Baggrunden og sangbunden for Lykke-Pers udvikling og hændelser er delvis det københavnske liv i 70erne og 80erne med det åndelige røre, der fulgte Brandes' fremtræden, og med den storstadsagtige forretningsdristighed. Pontoppidan tegner dette liv i en række billeder, der spænder fra den gammeldags jævne hygge i de små Nybodershuse til de rige købmænds selskabspragt; der er gilder i kunstnerknejper og i flotte restavranter, spekulantmøder og besøg hos ågerkarle. Og en mængde personer føres frem, især en fylde af forskellige jødiske typer.
267 Mange af disse billeder har udmærket liv og lod, således dem fra Nyboder – som allerede findes i Pontoppidans "Folkelivsskildringer" fra 1888 – og alle vidner om den ærlighed, der kendetegner Pontoppidans fortællinger. Hvor Lykke-Per skal til Amerika, kan læseren på forhånd sige sig selv, at den rejse bliver der ikke noget af, fordi Pontoppidan aldrig har været i Amerika. Når Lykke-Per tager til udlandet, er det også altid til steder, hvor forf. har været på sine rejser. Pontoppidan bygger på, hvad han har set og kendt. Han gør det endog i den grad, at han ikke skyr at gå virkeligheden tæt på livet og tage levende og kendte modeller; i hvert fald bruger han deres ydre træk stærkt. Til sin dr. Nathan har han således klart nok brugt Georg Brandes også i personskildringen; hos maleren Fritjof træffer man meget af den gamle genstand for Pontoppidans modvilje, Holger Drachmann; til den omvendte digter Poul Berger (som allerede nævnes i Pontoppidans "Højsang") har han taget motiver fra Johs. Jørgensen (II, 239). Også til en og anden af de jødiske figurer kunde man vel finde forbilleder i virkeligheden.
Nogen helt nøjagtig virkelighedsskildring giver disse storstadsbilleder dog ikke. Trods Pontoppidans afsmag for lyrik er der et stykke af en romantiker i ham. Det mærkes her i en person som Max Bernhardt med hans bevidste og hævnlystne magtstræben. Jævnføres han med virkelige exempler på spekulanter og førere i storforetagender, vil man føle, at der er gået roman i ham. Der er Pontoppidan nok også inde på et område, som han kun kender rent udvendig fra. Men hvad der gælder om Bernhardt, gælder ligeledes om journalisten Dyhring. Han kan delvis være tegnet efter Bille, Gustav Esmann o.a., men den store magt, Dyhring får i kraft af sin journalistik, har forbillederne dog ikke vundet. Også i ham er der romanagtig overdrivelse.
Men storstadsbillederne er kun en ramme om det væsenlige: Lykke-Pers liv. Det er historien om en præstesøn, der som barn oprøres mod hjemmets mørke livsforsagende religiøsitet og som ung mand grådig søger at vinde verdens lyst og herlighed. Han vil være ingeniør, men læreanstaltens pedantiske kontorvidenskab keder ham. Hans opfindsomme hoved tumler med en stor vandbygningsplan, som hurtig skal bringe ham ry og magt. Han bryder på med ungdommelig selvtillid, og lykken synes at være ham tilrede. Rige velyndere virker for hans plan og giver ham midler og lejlighed til yderligere uddannelse. Han tager også rask for sig af livets nydelser; lykken følger ham ligeledes overfor kvinderne; og næsten med storm vinder han en rig jødisk pige til kæreste.
268 Han kan drømme om en stolt sejrsgang gennem verden. Men hans styrke har lerfødder. Hans cæsariske erobrerlyst er ikke så stærk og hensynsløs som han tror. Han har ikke en lang og sejg vilje, kun udbrud af hidsig energi. Han kan storme en skanse, men mangler tålmodighed til en lang belejring og smidighed til at læmpe sig over verdens hindringer og vanskeligheder. Og hans værk fængsler ham kun, til det er færdigt i tankerne; den praktiske gennemførelse interesserer ham ikke.
Hertil kommer, at slægtsarven og minderne fra hjemmet arbejder sig op og undergraver hans grådige livslyst. Han viger fra livets kampgny og bøjer sig tilbage mod det stille land; hans trods og selvtillid knækkes; han søger havn i religionen og i et ægteskab med en ung uskyldighed og lever som landmåler uden ærgærrighed. Og tilbageslaget bliver endnu stærkere; fra troen føres han til askese og selvplageri; han får hustruen til at flygte fra ham ved at lade, som han elsker en anden, og efter dette offer graver han sig ned som vejassistent i en fattig egn, hvor han finder lykken i selverkendelse og dør temmelig ung.
I denne skildring af Per Sidenius' livsgang blander Pontoppidan tydelig nok en skarp lud til sine landsmænds hoveder. Bogen er en satire over deres afhængighed af fortidens præstelige livssyn, deres mangel på stærk og dristig vilje, deres uævne til at holde en moderne livsanskuelse fast, deres svingende, bløde og lunefulde stemninger (som hos Fritjof). Pontoppidan kommer tit tilbage til eventyret om de underjordiske, der søger at arbejde sig op til lyset, men såsnart de mærker den friske luft, nyser de og dukker ned igen i højen. Sådan går det Per; han prøver at krænge troldehammen af sig; han er på vejen til at gøre sig fri, men det underjordiske, det sideniusske, arven fra fortiden har for stærkt hold i ham og trækker ham ned i højens klamme mørke. Jakobe, hans jødiske kæreste, ser hans væsen skarpt, "Han var som det første formløse udkast til en gigantslægt, der skulde tage jorden i besiddelse som retmæssig herre og omskabe den efter sit behov, – en forløber voxet op i lummer stueluft under trykket af al slags småborgerlig klejnmodighed og overtro og underkuelse." Han havde naturkraft, men ingen selvopholdelsesdrift og kun lidenskabens kolde natside: trodsen, selviskheden, egensindigheden.
Per er en fantast, som tager livet på borg og ikke kan indfri lånet, en "Svend Morgendugg", som rejser sin lykke forbi, en tilsyneladende kraftkarl, men med slappe muskler, uden virksom udholdenhed. Han går løs på livet med en hammer, som brister i slaget, skørnet af fortidsslakkerne i jærnet, og så finder han nøje ved at kigge på bruddfladen. For 269 ironien og satiren er ikke mindst sviende i skildringen af Lykke-Pers endelige lykke. Allerede i "Dommens Dag" hånede Pontoppidan "Jegets forgudelse". Og denne hån mærkes her i Pers selvbeskuende glæde, hans åndelige navlekiggeri. Den højeste lykke, trøster han sig da, er at blive sig sit eget selv bevidst. For den, som er nået såvidt, er Gud overflødig. Når man har fundet sig selv er alt godt. Det kommer jo dog an på, hvad værd fundet har. Pers selvbeskuelse er nok nærmest et skalkeskjul for mangel på virkedrift; han kryber tilbage i sig selv, fordi han ikke har kraft til at tage kampen op mod verden. Hans selvfordybelse er ikke et tegn på styrke men på åndelig lammelse.
Pers modsætning er Jakobe, jødinden, den moderne kvinde med den stærke vilje, retlinjet i sine tanker, dybt lidenskabelig i sine følelser. Hun kan ikke blot ofre sig uden at kny, hun kan virke uden at trættes. Hun har det jærn i sin sjæl, som Pontoppidan åbenbart [ikke] under sine Sideniusser.
Per tjener imidlertid ikke blot til opstramning og advarsel; han har interesse i sig selv som menneskeskildring. Pontoppidan har sikkert arbejdet ihærdig for at give ham særliv og sammenhæng. I det hele er det vel også lykkedes. Men det er just ikke nogen indtagende person, han har skabt. Hans noget plumpe selvhævden, hans forfængelighed og grove egoisme og hans ungdommelige busen på irriterer ofte læseren. Det er dog klart nok forfs. vilje, at han skal virke således. De andre personer stødes nemlig også derover; Max Bernhardt kalder ham højttalende, seminaristisk selvopfyldt, og Per selv giver sig ikke for godt et skudsmål, hvor han siden ser tilbage på sin ungdom. Ved siden af dette skulde han jo imidlertid gærne have haft et skær af sejrrig genialitet over sig, så man følte, at han kunde vinde folk som han gør. Hans kanalprojekt er ikke nok, da læseren jo ikke kan dømme om, hvad det dur til. Nu virker han mest ved sit ydre, ved sine brede skuldre og sit byroniske hoved, og så ved sin frejdige pågåenhed.
Med særlig interesse følger man den sjælsudvikling, der forvandler den livslystne verdensstormer til den asketiske selvbetragter på heden. Pontoppidan har gjort rede herfor med megen umage, – det måtte også koste umage, når Pers oprørsfølelse mod hjemmet oprindelig var så stærk som den skildres. Men Pontoppidan antyder med god kunst, hvordan spirerne til Pers senere udvikling findes fra først af. Den oprørske dreng var ikke helt ufølsom for faderens gudelige ord og truende bibelsprog. I hans ungdoms nydelser kommer mindelser fra barndommen ham i vejen 270 som "samvittighed", således i hans kvindeforbindelser, forargelsen over fru Engelhardt og skyldfølelsen overfor Franciska.
Eftervirkningen fra det tarvelige og lidet hyggelige fædrehjem og hans hang mod det asketiske mærkes også i hans uvilkårlige sky overfor pragten i det jødiske rigmandshus, hvor han aldrig kommer til at føle sig hjemlig, og i den uævne til at skabe hygge om sig, der går sammen mod hans ordenssans. Hans selvfølelse og verdslighed er heller ikke så stærk som den strutter til. Det sideniusske i ham stikker gentagende frem.
Med alderen hæver det sig op. Den livslyst, han havde efter sin moder, kan ikke værge sig mod arven efter faderen. Som hun var bleven kuet under det sideniusske livssyn, bliver sønnen det også. Faderens død og ensomheden i udlandet giver skallen den første revne, moderens død den anden. Men dette er dog mere ydre anledninger til omslaget, den indre årsag er, at undergrunden umærkelig slider skallen tynd. Navnkundighedslysten og magtglæden blegner af sig selv, selvtilliden og opfindsomheden ebber. Da han kommer ud på landet i sin hjemstavn, vender han naturmæssig tilbage til sit eget selv, – til slægtssynet. Egnens frodige grønhed, de bløde linjer, den ensformig flade synskres stemmer ham ned og gør ham blød, livsmodet og livskraften skrumper ind og trænger til overnaturlig støtte. Han bliver sagtmodig og selvfordybende og søger ly i troen. Men selve dette religiøse omslag er egenlig ikke – og det er måske det psykologisk dybsindigste i bogen – grundkrisen i hans udvikling. Han må ligefrem trodse sin omvendelse igennem for at få ende på den. Det væsenligste er det fulde gennembrud af det sideniusske hos ham, det verdenssky, det lystforsagende, det selvplagende, det indadvendte. Denne udvikling fortsættes hos ham, først i religionens gangkurv, siden for sig selv. Troen forgår, men det sideniusske består. Og i det finder han sin endelige lykke. Først da han når hjem til det fædrene grundvæsen, får hans liv helt ægte klang, en klang, der også griber læseren.
Omkring Per flokker sig en mængde figurer, som ofte er dygtigt skildrede og med glimt ind til karakterernes løndom. Der er således de jødiske personer fra den anløbne direktør Delft til Jakobe med hendes pinlig stærke sanseliv eller Nanny med hendes vejren efter blod. Eller præsteskikkelserne og adskillige andre, der kun dukker frem i flygtig omtale, men åbenbart tit bygges over hvad Pontoppidan har hørt og set af kuriøse ting.
Man har spurgt, om Pontoppidan ikke tegnede sig selv i Lykke-Per. Noget kunde tyde derpå, hvis det ikke snarere talte derimod. Det er vist 271 nok, at kan benytter ikke så lidt af sig selv i fortællingen om Per. Allerede navnet "Sidenius" minder om "Pontoppidan", begge er de gamle latiniserede præstenavne. Den gamle Sidenius er ligesom Pontoppidans fader præst i Randers, der tydelig nok er Pers hjemby. Også Pontoppidans fader var en stræng alvorlig mand, om end adskillig menneskeligere end Pers. Pers fader dør for moderen, hun flytter til København og dør der. Forholdet er det samme med Pontoppidans forældre. Selv i mødrenes navne er der en viss lighed. Som Per Sidenius studerede Pontoppidan vandbygningsvæsen, boede i Nyboder og afsluttede ikke sine studier. Også inderligere, i deres væsen, mærkes lighed mellem forfatteren og hans hovedfigur. Pontoppidan var som Per i sin barndom og ungdom en stor vildbasse og fuld af spilopper. Han kunde holde kammeraterne for nar med krøniker lidt i smag med Pers historie om, at han var et taterbarn. Han gik også med fantasier om store ingeniørforetagender, – jærnbaneanlæg på de amerikanske prærier. Omslaget i Pers stemningsliv har også et sidestykke i Pontoppidans eget. Som ung havde han et sorgløst sind og en svær livslyst. Han var i den tid noget af en selskabsmand og kom som Per i jødiske familier. Så havde han uheld med sin examen og tog sig det nær. Hans lystighed svandt og han trak sig ud på landet. Han krøb ikke til korset som Lykke-Per, men tilværelsen fik andre og alvorligere toner for ham. Senere skal han også have fået et vist hang mod askese og nøjsomhed, som minder om Lykke-Pers sidste tid.
Med alt det har Pontoppidan sikkert med føje kunnet fornægte ethvert nærmere frændskab med Per. Han har blot i skildringen af hans levned brugt noget af sit eget liv på samme måde som han har hentet stof til andre af sine personer hos samtidige mennesker. Det er ikke sig selv, han holder dommedag over i Per, men noget, han har mødt udenfor sig i folket og følt afsky for. En så rank karakter som Pontoppidan, én, der aldrig har ladet sig lede af strømmen, én, der "elsker tankens klarhed og sindets maskuline ligevægt", kan kun finde Pers halvhed og vigen af det onde. Pontoppidan er ikke blind for, at der i en Fritjofs svingninger kan vise sig en åben modtagelighed, som har visse fortrin for Jakobes og hendes arts sikre og færdige meninger; men han kan alligevel ikke døje Fritjof, og hans bog er bleven en straffedom over de vege viljer og de skrøbelige kæmper.
Bogen har vægt ikke blot ved sin styrke og sin modne erfaring, men også som kunstværk. Det er en fortælling med rygrad og et ordenligt 272 skelet, fast bygget og vel overvejet og udført, og den er skrevet i et smukt og redeligt og fyldigt sprog. Pontoppidan drev det i sin tid kun til g? i dansk stil ved præliminærexamen. Nu vilde han dog måske få noget mere. Han har aldrig holdt af sprogforfinelse og spotter gærne dem, der sidder og piller med deres stil og sveder over et adjektiv, men han har sikkert arbejdet dygtig i sproget og derved udviklet en prosa, der er saftig og frisk som en god græsmark med prydelige blomster i det grønne. Han er prosaiker i sit væsen, men med glimt af poesi. "Lærkesangen", lader han pastor Blomberg sige, "minder om en kvinde, der efter sin elskedes bortgang må give sig til at nynne for ikke at komme til at græde". Det er et billede, som både er på sin plads, hvor det bruges, og ikke uværdigt til at komme i selskab med Dantes linjer om lærken. – Pontoppidan er just ikke nogen kræsen kunstner. Han er rig nok til sommetider at turde være banal, både i sin stil og fortællemåde (som i Pers stævnemøde med fru Engelhardt) og i sine personer, således i den livstrætte Neergaard, der nok iøvrigt stammer fra et af Pontoppidans første forsøg (i "Stækkede Vinger").
"Lykke-Per" bør læses i den nye udgave. Det vilde ikke være en ilde øvelse for unge skribenter, der ønskede at lære deres kunst, om de sammenholdt de to udgaver med hinanden og studerede ændringerne i den nye. Den er bleven trængt sammen med god kunstnerisk sans, overflødigheder er skilt ud, sproget og fortællingen har fået bedre fynd og farve, den er luget og lutret med smag. Hvor Per f.ex. forlader fru Engelhardt, gav hun ham oprindelig til afsked en salut som en fiskerkælling. Nu slynger hun blot et enkelt ord efter ham: "bondedreng!" Det er ulige pænere, og det er ulige mere karakteristisk. – En og anden faktisk urigtighed er også rettet. Sommetider lidt akavet. Per testamenterer sine penge til Jakobes skole. I 1ste udg. lader Pontoppidan juristen Eberhard forkynde hende, at der ikke kunde rejses nogen gyldig indvending mod testamentet. Det var lidt uheldigt, eftersom Per har børn med tvangsarveret. I den nye udg. hjælper forf. sig ud af denne knibe som han bedst kan: børnenes formyndere vil ikke gøre krav på pengene. Det er just ikke heller tilfredsstillende, og kunstnerisk set var der langt mere smæld i det gamle. Men Pontoppidan havde her ladet sig nøje med en gammel romanmindelse og havde ikke bladet i sin lov omhyggelig.
