Lykke-Per

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per og hans Kæreste. (Nordiske Forlag).

Med dette Bind, der med Begær indsluges i den magre Sommertid, naar Pontoppidans Helt til sjette Stadium af sin Lykkes Vej.

Han er kommen hjem fra sin store Udenlandsrejse og begynder i det rige jødiske Hjem, hvor han optræder som Svigersøn, at vække almindelig Opmærksomhed for sit Kraftkarlevæsen og sit snart berømte Kanalprojekt. For hans fire og tyve Aar kommer denne pludselige Interesse og Tiltro til hans Evner som noget af en Overraskelse, saa han gennem en Selvbespejling søger at finde Aarsagen i endnu større Naturbegavelse, end han oprindelig havde tillagt sig selv. Per er paa Nippet til at gøre Lykke og at overbevise sig selv om denne Lykkes Velfortjenthed, da Livet atter spiller ham et Puds og paany minder ham om, hvor dybt hans Tilværelse har Rod i en trang og trykket Barndom og i en Familjefølelse, han aldrig faar klippet helt over. Midt i sine store Fremtidsplaner lammes han ved Budskabet om sin Moders Død. Som den Hader af al Følsomhed han er, søger han at liste sig fra Sorgen og at gøre sig haard udadtil; men inderst inde er han saa blød, at han, alene, følger Moderens Lig med Damperen hjem til sin Fødeby, et viljeløst Bytte for blandede Stemninger, han ikke formaar at kue.

Her kommer netop det typiske i Lykke-Pers Karakter ypperligt frem, og dermed det typisk danske i denne Helt, der tydeligvis af Forfatteren opstilles som et udpræget Eksemplar af den danske Race,

et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind, … Bakketroldene, der ikke kunde se mod Solen uden at komme til at nyse, men som i Skumringen satte sig paa deres lille Jordtue for med Fedel eller ved et fromt Klokkespil at fremkogle straalende Syner i Aftenskyen over de dampende Enge til Opbyggelse for det betrængte Sind … et Puslingefolk med store, tænksomme Hoveder men et Barns kraftløse Lemmer … et Tusmørkefolk der kunde høre Græsset gro og Blomsterne sukke, men som forputtede sig i Jorden, hvergang Morgenhanen galede.

Saaledes er Lykke-Per. Hvad hjælper hans unge respektløse Radikalisme, der springer op som en Løve, men falder ned som et Lam. Lykke-Per vil være sit Lands Reformator, feje al den blege Stemningslyrik ud og gale til morgendueligt Arbejde. Hvad hjælper det altsammen. En Dag sidder han og ser sin Moders Ligkiste blive hejset ombord i Damperen og stuvet ned i Lasten blandt Ølkasser, Brændevinsankre og Sukkerfustager. Og med det samme kryber han ned i Køjen igen til alle Barndomsminderne og de vage Stemninger.

Kun langsomt naar Lykke-Per frem. Han er i højere Grad, end det er tilladt, en "Stræber", afhængig af Livets mangfoldige Op-og-ned. En Sprællemand for Tilfældighedens tusinde Traade. Tydeligere end før afslører sig Forfatterens Hensigt med denne Helt. Selve Værkets Udstykning i mange smaa Dele bidrager til Karakteristiken af Lykke-Per, hvis eget Liv falder i Stumper og Stykker, svajer mellem opbrusende Vilje og udsvømmende Forsagthed.

Hvad gør det da, om Værket skrider langsomt frem. Pontoppidan forbeholder sig jo at samle alt det spredte under et sidste Synspunkt. Ingen kender endnu det endelige Formaal med Lykke-Per. Men hvert Bind indeholder mesterlige Enkeltheder, ved Siden af, at Marschen paa Stedet i sig selv er uhyre typisk for Helten. Flere af Skikkelserne er allerede helt tydelige, navnlig den fint og ypperligt tegnede Jakobe, andre skimtes gennem Taagen. Det er et Udslag af den højeste kunstneriske Beregning først at lade Taagen lette i sidste Øjeblik. Da bliver paa én Gang alle de Nærsynede seende og raaber maaske: Aa!

S. M.