Lykke-Per i det fremmede

Hvor ejendommeligt taler dog en saadan Bog sit eget Sprog, ikke det, dens Forfatter har villet, at den skulde tale, ikke det, han maaske selv læser i den, ikke det, Flokken af hans Aandsfæller læser i Bogen, men det, den selv forkynder for den, der læser den med fri Evne til at lægge Mærke til, hvad den taler om.

Hvad fortæller den da? Ja det første, der skinner igennem den fra alle Fuger og Linier i den, er Meddelelsen om en opreven Sjæl, der med knusende Dygtighed kan beherske Sproget, give Skildringen Kraft og Liv, men under det altsammen vaander sig i lønlig Angst og Nød, alt imens der af og til brydes af med trodsende Skoggerlatter, som skal dække over Sjæleelendigheden.

Saa skildrer Bogen Lykke-Per, om hvem hele Skildringen vel sagtens taler Sandhed med Undtagelse af dette ene, Navnet, han nævnes med: Lykke-Per. I alt Fald er det fortvivlet med den Lykke, der skal begrunde hans Navns Ret. Han har i ungdommeligt Overmod skrevet en Bog, der tegner store Billeder af Menneskeaandens Sejr over Naturens Kræfter, naar Mennesket spænder Tordenen for sin Vogn og bruger Stormen til Knaldepisk. Han drømmer om den Storhedstid, hvor Naturens Kræfter udmøntes i Industriens Tjeneste, saa alt bliver draget med til at dreje Industriens snurrende Staalhjul. Hans Bog taler stolt om Menneskets Undertvingelse af Naturen som det nær forestaaende. Men aldrig saa snart faar han Næsen udenfor Danmarks dæmpede Naturfænomener, før han opdager, at Naturens Kræfter endnu kan feje, og i mange Tider fremdeles vil feje Menneskelænkerne af sig, som Kæmpen 693 sønderrev de Baand, hvormed Dværgene havde bundet ham, og derpaa i sin Vrede knuste disse Dværge. Altsaa Lykken i at tro paa den Sejr, der er hans Haab i Bogens Begyndelse, den mister han snart.

Hvad skal da al den Kraft bruges til, som Naturen skal udlevere til Mennesket? Den skal skabe Guld, Guld, Guld. Thi Guldet er Verdens Lykke. Men aldrig saa snart kommer han i de store Forhold, hvor Guldfloden ruller ham tæt forbi, før han opdager, at denne Flod strømmer fattigt med Lykke.

Hvem skal faa dette Guld? De faa, Lykkens Børn, Soldagens Begunstigede. Men jo mere Guldet samles, desto flere maa der blive af forkomne Eksistenser, der skal staa til Raadighed for de faa under Kampen for Guldet. En køn Tanke for dem, der kommer paa Guldsiden af denne Tilværelse, men mindre tiltalende for dem, hvem Trældomsstanden skal tildeles.

Desværre, deri har Manden nok Ret, jo mere Mennesket faar Magt til at anvende Naturens Kræfter, desmere vil han kæmpe for at lave Guld og atter Guld. Men Gulddyngen samles hos den, der er snildest til Arbejdet, medens alle de andre blive hans Trælle. Den Vej gaar Udviklingen. Men den Vej spaar ikke om Lykke.

Dernæst har Lykke-Per selvfølgelig den Lykke at være Fritænker, endda af den rigtige uforfalskede Labansart, der mener, at der til Fritænkeriet hører, at han skal nedtræde Menneskets naturligste Følelser. Derfor vil han ikke komme til sin dødssyge Faders, den gamle Købstadpræsts, Dødsleje. Han rejser i Stedet for til Berlin, hvor han falder i Beundring over Storheden i alle Livsforhold. Men da kommer der sandelig en Nat et rigtigt veritabelt Spøgelse efter ham. Det banker paa hans Vindue med de bekendte tre Slag, der er alle ægte Ammestuespøgelsers fælles Signal, hvormed de melde deres Ankomst. Per tror selvfølgelig intet, men han rejser dog for en Sikkerheds Skyld med Ekspressen pr. første Klasse fra Hovedstaden Berlin til Ravnekrogen ......s, hvor han naar at komme Dagen før Faderens Død. Ankommen til Barndomsbyen imponerer han de indfødte ved sin Verdensmands Paaklædning, men til Gengæld lader han, Fritænkeren, sig imponere af, at han er kommen mellem Mennesker, for hvem 694 Troen er noget, kommen til en Mand, der har Mod til at dø med den roligste Bevidsthed, fordi denne samme Tro lever i ham. Selvfølgelig faar Fritænkeren Kvalme af alt dette, skønt han maa indrømme, at det for disse Mennesker er fuld, alvorlig Sandhed, som endda tilmed formaar at bære dem oppe og gøre dem lykkelige. Han maa bort, ud i frisk Luft.

Han rejser tilbage til Berlin, farter ud i Verden, ser i fire Timer paa ét Kæmpeværk af Ingeniørkunst, i fem Timer paa et andet, medens han naar at ofre nogle Dage paa et Pigebarn i en Landsbykro i Schweitz. Men alt imens rives Flængen i hans Sjæl større. Præsteblodet i ham volder Besvær. Man skulde næsten tro, at Lykke-Per stod noget i Forbindelse med Herrens Ord til Israel: Dem, som elske mig og holde mine Bud, dem gør jeg vel i Tusinde Led. Thi han erklærer selv, at det er hans Slægts Tro, der fremdeles gaar igen hos ham, kalder paa ham og hindrer ham i at falde til Ro i Fornægtelsen. Han kæmper og kæmper, men vinder ingen Sejr, hverken til den ene Side, opad mod Troen, eller til den anden Side, nedad mod Fornægtelsen.

Da begaar Pontoppidan den Genistreg, som ingen Genistreg er, og som saa endda alligevel er et Stykke af en Genistreg, at han lader Sjælekampen blive afbrudt.

Lykke-Per har hjemme forlovet sig med en rig jødisk Pige, ikke fordi han elsker hende, thi det gør han ikke, men fordi hun har Penge, og dem har han Brug for, og hele hans Rejse er kommen i Stand paa den mindre ærefulde Maade, at han lader den tilkommende Svigerfader betale det hele, ogsaa selvfølgelig Udgiften, han formodentlig har med den landlige Skønhed, i hvis Selskab han krænker Ordet til sin Brud. Det kalder man vist Aandsfrihed i de Kredse, hvor Bogen har sine Aandsfæller.

Nu sidder han i den lille By, Dresach, hvor han skal se paa et stort Ingeniørarbejde, men hvor han meget mere er optaget af sin Sjælekamp. Denne maa Jødepigen ikke ane, thi for det første er hun som Jøde fremmed for Forstaaelsen af det, der rører sig i ham, for det andet hører hun til Reformjødernes gudsfornægtende Retning. Men da han ikke vil tale 695 om det, hans Sind er optaget af, bliver hans Breve indholdsløse, og det mærker hun.

Derfor dukker hun en skønne Aften op i Dresach, og med ubændig Sanselighed drager hun ham ind i en vild Rus af hensynsløs Tummel. Deri glemmer han naturligvis sine alvorlige Overvejelser. Det er Genistregen, som ikke er nogen Genistreg, fordi Pontoppidan derved slipper for at vise os, hvordan Sjælekampen var kommen til at ende, om den var ført igennem lige til det sidste med samme Alvor, hvormed den er taget op. Og dog er det en Genistreg, thi den fortæller, at et Liv i Hengivelse til alt, hvad Lysterne kræver, skal nok gøre det af med al alvorlig Søgen efter Sandheden.

I Løbet af faa Dage er han kommen saa langt, at han, som forhen fortalt her i Bladet, skyder paa Frelserens Billede og taler om ham paa en saa raa Maade, at det næsten er mere, end man kunde vente.

Pontoppidan er sluppen for vel godt Køb til Løsning paa Sjælekampen. Men sikkert er det, at en saadan Henfalden i Synden skulde nok have Magt til at føre saadanne Aandsstrømninger med.

Saa er Lykke-Per bleven Lykke-Per. Han er gruelig glad ved sit Pigebarn. Men om fem Timer rejser hun fra ham? Hvad saa? Mon han saa ikke faar Tømmermænd? I alt Fald har man en temmelig sikker Forestilling om, at den Lykke, der nu fylder hans Sind med Jubel, den skal nok faa Lov til at løbe sin Vej inden altfor længe.

Fornægteren Lykke-Per har ingen Lykke fanget. Det eneste Sted, hvor man i denne Bog har skimtet Lykken, er i hans Hjem, hvor det i den allerhøjeste Forstand er lykkelige Mennesker, der samles om Faderens Dødsleje, syngende paa hans Anmodning for ham: "Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud!"

J. C. C.