Lykke-Per. Hans Rejse til Amerika

Pontoppidans Lykke-Per. Næstsidste Hæfte

Som Undertitel staar der paa dette næstsidste Hæfte, der bebuder den snarlige Afslutning paa den store og fængslende Roman: Lykke-Per, hans Rejse til Amerika. Titlen er ironisk ment: Per rejser slet ikke til Amerika; istedetfor at drage ud og lære Fremtids-Manddom i det mægtige og for gamle Fordomme frigjorte Land bereder han sig til at blive hjemme paa den lille grønne Plet af Jord, der udgøres af den danske Stat, og istedetfor at opstaa som en Folke-Befrier og en Tempel-Ødelægger kryber han forsagt tilbage til den beskedne Provinstilværelse, der inderst inde føles som det Allerskønneste af alt Opnaaeligt i hans Sjæl.

Per Sidenius, der skulde omspænde Danmark med sine Planer og en Verden med sine Drømme, mægter end ikke Oprøret mod den Sidenius'ske Præsteaand, der kendemærker hans Slægt. Den i mange Tider henslumrede Religiøsitet er vaagnet til Live paany, da han fulgte sin Moders Lig som en angerfuld Sørgende ombord paa Dampskibet fra Kjøbenhavn til Jylland. Og mens han tilbringer en kort Ferie paa en jysk Herregaard, drages han uvilkaarligt til den nærliggende Præstegaardsidyl: en jovial og klog Præst, en fin og korrekt Frue og en yndig Datter, slank og uskyldig og blond som Kornet, langt mere attraaværdig end hans Forlovede, den lidet smukke og jødisk udseende Jakobe, skønt denne unægtelig er klogere i sin lille Fingers yderste Led end Frøken Inger i hele hendes smukke Krop. Per synker som en Druknende tilbage; han modstaar end ikke Præstens godtkøbs Lyrik og han forarges næsten over sin Forlovedes klare Forstand og paalidelige Dom. Han vil tilbage til Romantiken, Enfoldigheden, Fortiden og Idyllen – bort fra Kampen, der for det moderne Menneske bliver Middel og Maal paa samme Tid, fordi Kampen er selve Livet. Han bryder derfor sin Forlovelse, glemsom og utaknemmelig overfor alt det Gode, som Jakobe og hendes Familie har ydet ham.

Dette er fortalt med Pontoppidans vanlige Mesterskab i en Stil, der indtager baade ved Udtrykket og ved den Lidenskab, der gemmes bag Ordene. Thi Pontoppidan siger sin egen Mening utvetydigt gennem denne Bog, ligegyldig overfor den Forargelse, som hans Kætteri kan vække. Og naar Romanen om ikke lang Tid læses i Sammenhæng, vil det stærkt føles, hvilken hvas og bitter Anklage den indeholder imod det Land, i hvilket Digteren lever. Han lader sin Spot og Vrede afveksle, men han er lige ubarmhjertig i begge Følelser. Der er mange Tanker i Lykke-Per, muligvis befrugtende for den Slægt, der vokser op, men i hvert Fald fordømmende for den Slægt, der er samtidig med Pontoppidan. Og der er en vid og sikker Forstaaelse af Folkets Egenskaber, ogsaa af dets gode og smukke, selv om Pontoppidan mener, at de gode Egenskaber ikke kan opveje den Fortræd, som de ringere foraarsager.

Til det ypperlige Præstegalleri, som Pontoppidans Værker alle opviser, er her føjet et nyt Portræt, saare fint og vittigt set. Pastor Blomberg vil sikkert leve som en klar Type. Ogsaa en Skitse af en anden Præst, vidt forskellig fra Blomberg, interesserer stærkt. Iøvrigt optræder de fra tidligere Hæfter kendte Figurer: Per og Jakobe bliver de samme, ogsaa Fru Nanny og hendes Mand, overfor hvilke Forfatteren viser en lidt pudsig Revselseslyst: han slaar her pludselig løs med en næsten kanonisk Forbitrelse.

Nu mangler altsaa sidste Hæfte, og saa ejer den danske Literatur et fremragende Værk, der er et Tidens Spejl, hvori Slægten ses.