Lykke-Per
Hans sidste Kamp
Femte Kapitel
219 Den følgende Dag rejste han hjem. Overfor Inger nævnte han lige den ledige Vejassistentpost men kun, for at hun kunde vide, at han havde søgt ogsaa udenfor København, foreløbig dog uden at finde noget, der kunde passe for dem – "for den Plads er jo da umulig".
Saa gik Dagene igen i den gamle, ensformige Drunt, mens Efteraaret gled ind over Landet med al Slags skiftende Vejr. Per havde noget Opmaalingsarbejde hist og her; af større Arbejder havde han derimod ingen for Tiden.
Inger havde straks mærket, at der var sket en Forandring med ham. Han havde været rørende glad ved at være hjemme igen, havde den første Dag næsten ikke villet slippe Børnene afhænde og havde overøst dem med Gaver. Men der var kommen noget stundesløst over ham og dertil – overfor hende – noget tilbageholdent, næsten sky, der ikke lignede ham. Han, som ellers kunde sidde timevis ved sit Vindu med en Pibe eller en Cigar og følge Skyernes Gang, kunde ikke falde til Hvile noget Sted. Hun kunde høre ham gaa frem og 220 tilbage inde paa sit Værelse, som om Rejseuroen stadig sad ham i Kroppen. Saa klagede han ogsaa over Søvnløshed og lod hver Aften rede paa Sofaen inde hos ham selv, fordi han forstyrredes af lille Ingeborg, der havde forkølet sig og hostede en Del om Natten.
Hun gjorde sig i Stilhed sine Tanker derom, som hun overhovedet paa forskellig Maade optoges af hans Rejse og dens Resultater. En af Grundene til, at hun altid saa nødig havde villet flytte til København, var den, at Pers forhenværende Kæreste boede der; det vilde være hende ubehageligt at tænke paa, at de to tilfældig igen kunde mødes. Hun forestillede sig nu, at dette virkelig var sket, og at Per derved selv havde indset, hvor trykkende dette Forhold kunde blive. At han endnu ikke selv havde udtalt sig nærmere om Grunden til sin forandrede Bestemmelse, og at han i det hele følte sig lidt genert overfor hende, forstod hun i saa Fald godt.
Men en Udvej maatte der med alt dette findes; det indsaae hun for hver Dag tydeligere. I Rimalt kunde de ikke blive boende uden Fare for at styrte sig i ny Gæld. Hun havde allerede nogle ubetalte Regninger, som pinte hende, men som hun foreløbig ikke havde villet omtale for Per, der for Tiden havde nok af Plager, Stakkel! En anden Grund til hans Uro saae hun netop i Bekymringerne for deres Fremtid; og det gjorde 221 hende saa ondt, at hun ikke kunde hjælpe ham med et godt Raad.
En Eftermiddag holdt en Rytter udenfor i Gaarden og bad om at faa Per i Tale. Inger, som var beskæftiget nede i Kælderen og ikke kunde se ham, genkendte øjeblikkelig Stemmen. Hvad vil han her? tænkte hun forbavset og lidt urolig, da hun hørte den Fremmedes Skridt ovenover paa Forstuegulvet. Det var den unge Proprietær Brück.
Han paa sin Side var ikke mindre overrasket over ikke at træffe Per hjemme. Per havde nemlig – lidt usædvanlig ovenikøbet – sat ham Stævne her i Anledning af et Opmaalingsarbejde, han havde foretaget paa Budderuplund, og hvis Resultater han havde ønsket at jævnføre med Gaardens gamle Jordskyldskort, hvilke Hr. Brück derfor medbragte. Inger maatte nu en Tid sidde og underholde ham inde i Dagligstuen, hvad hun var meget ilde ved, blandt andet fordi hun skulde stryge noget Barnetøj og netop havde en Bolt i Komfurilden.
Hun begreb ikke, hvor Per blev af. Han havde været hjemme ved Kaffetid, og Vognen stod i Porten, saa han kunde ikke være langt borte.
Hvad der trykkede hende i Omgangen med Hr. Brück var først og fremmest hans Stammen, der gjorde al Samtale med ham besværlig, saa meget mere som han selv var ret ulykkelig over 222 sin Legemsfejl. Paa en vis Maade havde hun af den Grund ondt af ham, ja hun troede endog, at hun helt vilde have kunnet overvinde sin Uvilje mod ham, dersom han ikke ogsaa havde haft de Øjne. De var smaa og staalgraa og havde allerede i hans Drengeaar haft et stærkt, ja voldsomt Blik, der gjorde hende utryg overfor ham.
Der gik over en halv Time, før Per kom. Han gjorde mange og – som det forekom Inger – underlig kejtede Undskyldninger; hvorpaa de to Herrer trak sig tilbage til hans Stue.
Undersøgelserne trak ud over flere Timer. Per bad derfor Hr. Brück blive der til Aften, og denne tog med Tak mod Indbydelsen. Iøvrig blev det aftalt, at Per ved Lejlighed skulde tage til Budderuplund for paany at maale et Par omtvistede Linjer, og Per bestemte sig til at gøre dette allerede den næste Dag, i Fald det blev sigtbart Vejr. Han vilde – som han lidt forblommet sagde – gerne have Arbejdet hurtigt fra Haanden.
"Jeg maa saa huske med det samme at se nøjere paa Deres Hønseracer. Min Kone har flere Gange bedt mig om det. Hun har saa megen Interesse for den Slags Ting og eksperimenterer i det uendelige."
Det faldt herefter ganske af sig selv, at Hr. Brück ved Aftensbordet foreslog Inger at gøre sin Mand Følgeskab til Budderuplund næste Dag.
223 "Jeg tror, jeg kan vise Fruen et Kuld Kokinkinesere, som De vil misunde mig."
Inger sagde Tak, som man takker for en Indbydelse, man ikke tænker paa at gøre Brug af.
Den næste Formiddag laa der længe en saa tyk Taage over Egnen, at den umuliggjorde enhver Udmaaling i Marken. Først ved Middagstid lettede Dampen, Solen kom frem, og en høj Septemberhimmel formelig væltede Varme ned over Jorden. Ude i Haven summede Insekterne ganske sommerligt. Hønsene viftede sig med Vingerne, og Spurvene søgte parvis ind i Skyggen.
Da Inger inde bag Sovekammervinduet saae Vognen blive trukket frem, overfaldtes hun af foraarsagtige Flyvelyster. Hun var nærved at fortryde, at hun saa bestemt havde sagt Nej, da Per den foregaaende Aften spurgte hende, om hun ikke havde i Sinde at tage mod Hr. Brücks Indbydelse. Hun vidste, at Vejen til Budderuplund gik gennem et Par af Egnens smukkeste Skove, og hun havde saa længe siddet herhjemme og kukkeluret og været trist og tung i Sindet. Hun tænkte nu paa, at det maaske ogsaa vilde oplive Per, om hun gjorde ham Følgeskab. Saa havde hun i Grunden ogsaa nok Lyst til igen at se den gamle Herregaard, hvor hun som Barn havde været Gæst nogle Gange sammen med sine Forældre; og skulde hun tilmed kunne tiltuske sig et Par gode Kokinkinesere for et Par af sine Plymouth-Rocks, 224 vilde hun kalde det for et heldigt Træf. Endelig havde hun netop faaet sig en ny Hat, som hun selv fandt meget klædelig, og hvormed hun endnu ikke havde haft nogen Lejlighed til at vise sig for Verden.
Hun slog i sidste Øjeblik Vinduet op og raabte ud til Per, der netop var ved at stige tilvogns:
"Vil du have mig med?"
Han syntes ikke straks at forstaa hende rigtig. Han stirrede paa hende med et saa komisk betuttet Udtryk, at hun maatte le.
"Forstaar du ikke, Barn! – Jeg vil med!"
Saa nikkede han bare.
Blakken blev atter fraspændt og Giggen ombyttet med Ponyvognen med det røde Fløjlssæde. Ogsaa Stadsseletøjet kom frem, og en halv Time efter drog de af Gaarde.
Vejen førte over Skinnerne og steg derfra jævnt op over en Bakke med vid Udsigt over Aaen og Engene. Paa den anden Side af Bakkens Ryg sænkede Jordsmonnet sig stejlt ned mod en bred, skovfyldt Kløft, hvis hundredfarvede Bladehav flimrede i Solen. Snart lukkede Skoven sig om dem, Vejen blev blød og tung, og Per lod Blakken gaa i Skridtgang.
Han sad hele Tiden tavs. Inger derimod var usædvanlig livlig og udtrykte stadig sin Glæde ved at være kommen ud. Herinde i Skoven blev hun nu helt overstrømmende i sin Naturbegejstring. Hvor her 225 var dejligt! Disse mægtige Træer! Dette stille susende Løvtag! Denne Uendelighed af Farver! … Navnlig disse Farver! … Tæt ovenover dem kvidrede en enlig Fugl, der syntes at forfølge dem. Hun kunde ikke faa Øje paa den lille Skabning men hørte den bestandig, snart hist, snart her, mens den ligesom skælmsk blev ved at gentage sit "Se-hid! Se-hid!" Hun lænede sig tilbage og følte sig saa befriet, aandede saa let, som om paa eengang alt, hvad der havde tynget og tvunget, var bleven løftet fra hendes Sind. Hun syntes tilsidst, hun maatte synge her, men saa kom hun til at huske paa, at Per saae saa nedtrykt ud, og nøjedes da med at nynne lidt paa en Vise.
Pludselig greb hun Per om Armen for at faa ham til at standse.
"Se!" hviskede hun.
Foran en Tykning noget borte havde hun faaet Øje paa en Raa. Med høje, spidsede Øren og store, vidtaabne Øjne stod den som paa Spring og stirrede hen paa dem. Per holdt stille. Heller ikke Dyret rørte sig af Pletten, men blev staaende med oprejst Hoved og maalte dem ligesom trodsigt med Blikket. Et Par Gange bevægede det Ørene, og tilsidst strakte det ogsaa Halsen lidt frem. Men pludselig, som om det skræmtes af sin egen Bevægelse, vendte det omkring og satte i lange Hop ind gennem Tykningen.
226 Hallo! raabte Inger uvilkaarlig efter det og løftede Armene; hendes Kinder blussede. Hallo! Hallo! raabte hun igen, mens Lyden af raslende Blade og knækkende Kviste tabte sig i Skovens Dybder.
Ogsaa paa Per begyndte Naturindtrykkene at virke. Det lysnede igen i hans Sjæl. Berøringen af Ingers Haand havde forplantet sig igennem ham som en Skælven. Livshaabet flammede atter op. Men det var en Sankt Elmsild. En eneste Bemærkning af Inger slukkede den brat.
"Det er kedeligt, du ikke er Jæger," sagde hun. "Det maa være et friskt og fornøjeligt Liv. Du skulde forsøge det engang. Saadan at flakke løs og ledig om i Skove og paa Marker maatte da ogsaa være godt for din Sundhed. Tror du ikke?"
"Det kan vist ikke nytte for mig; den Slags Ting skal man opdrages til. Og jeg er i Virkeligheden aldrig bleven rigtig præsenteret for Naturen. Det er vel derfor, jeg føler mig fremmed for den."
"Hvem tilhører egenlig den Skov her?"
"Den hører under Budderuplund."
"Tænk, strækker dens Jorder sig helt herned!"
"Ja, det er en stor Ejendom. Etatsraaden er jo ogsaa en hovedrig Mand."
"Ja, det er han jo."
Kort efter var de ude af Skoven. En ny Udsigt 227 aabnede sig for dem over den milebrede Engflade til Landet paa den anden Side. Men atter kom der en Skov og bag denne en endnu højere Bakke med et endnu videre Udsyn over det frugtbare Landskab. Forude paa Bakkens Sydskraaning saaes en stor, hvid Bygning med to lave Taarne og en anselig Park. Det var Budderuplund.
Inger betragtede den en Tid i Tavshed.
"Tænk, at Haven er saa stor. Det kan jeg ikke huske."
"Ja, det vilde være en rar Tumleplads for Hagbarth," sagde Per paa en besynderlig hikkende Maade, saa det lød som en undertrykt Smaalatter. "Det begynder at knibe for ham med at faa Alburum derhjemme."
"Hvad er det for en stor Bygning, der ligger bagved … den med den høje Ryg?"
"Det er Laden. Og bagved den ligger Staldene og Mejeriet. Altsammen moderne indrettet og af første Slags. Det maa man lade de Tyskere, de har deres Ting i Orden."
"Tror du alligevel ikke, de vil finde det underligt, at jeg kommer med?"
Per viste sig øjeblikkelig villig til at standse.
"Vi kan godt vende om, dersom du synes det."
"Nej, jeg er bange for, at de maaske allerede har set os. Der gaar en Herre op igennem Alleen. Er det ikke Thorvald Brück?"
228 "Jo, det kan nok se ud til at være den unge Hr. Brück."
"Ja, saa gaar det ikke an. Og husk nu paa, Per, jeg vil forfærdelig gerne have de Kinesere, saa du maa love mig, at vi kommer ned i Hønsegaarden. Saa skal jeg nok selv klare Resten."
Det var ganske rigtig Thorvald Brück, der kom op gennem den gamle Lindealle, som fra Landevejen førte op til Gaarden. Han havde ogsaa faaet Øje paa det lille Ponykøretøj og havde genkendt det paa Hesten, og da det kørte ind gennem Porten, stod han paa Stentrappen for at tage imod.
Mens en liberiklædt Tjener sprang til for at modtage Tømmen, hjalp han selv Inger af Vognen og takkede hende ærbødigt, fordi hun var kommen.
Etatsraaden bød hende velkommen inde i Havestuen. Han var en høj, statelig Herre med et kortklippet, sølvhvidt Haar, en skægløs Hage, svære Bryn og Ørnenæse. Trods sine treoghalvfjersindstyve Aar holdt han sig lige saa kavalermæssig rank som Sønnen. Man saae, at der flød gammelt Krigerblod bag denne vejrbrunede Hud. I et Sprog med udpræget holstensk Betoning sagde han Inger nogle Artigheder om hendes friske Udseende og spurgte til hendes Forældre, især til hendes Fader, af hvem han syntes en hel Del 229 optaget. Per derimod behandlede han temmelig overlegent.
Der blev bragt Vin og Frugter, og en almindelig Samtale kom igang.
"Ja, De skal jo ud i Marken," henvendte han sig efter en Snes Minutters Forløb til Per. "Min Søn har talt derom. Vi skal nok passe godt paa Deres Frue saalænge."
"Fruen interesserer sig for Hønsene," indskød Thorvald Brück stærkt stammende. "Jeg haaber, jeg tør tilbyde min Ledsagelse. Maaske kan det more Dem med det samme at opfriske gamle Erindringer her fra Budderuplund."
Per havde rejst sig, og Inger syntes pludselig lidt betuttet ved at skulle blive ene tilbage; hun havde en Indvending paa Læben, men Etatsraaden gav i det samme Tjeneren Ordre til at lade Fjerkræet purre ud.
En Timestid gik nu Per langs et Jorddige sammen med et Par Mænd, der bar hans Stokke og Maalekæde1. Det var ham næsten ikke muligt at holde sine Tanker ved Arbejdet. Mændene saae da ogsaa flere Gange forbavset paa ham, saa besynderligt bar han sig ad. Bitterlig angrede han nu, hvad han havde gjort. Han havde taget fejl af sig selv. Han havde troet sig mere færdig med Livet, end han virkelig var. Han kunde og vilde endnu ikke slippe det!
Da han kom tilbage, sad Inger og Thorvald 230 Brück igen i Havestuen sammen med Etatsraaden. De havde lige afsluttet deres Rundtur paa Gaarden, hvor de havde beset baade Staldene og Mælkeriet og Hundegaarden, og Etatsraaden, som tilsidst havde sluttet sig til dem, havde endog ført hende ind i Køkkenet og gennem Forraadskamrene, ja helt ned i Hovedbygningens historisk mærkværdige Kældere, der var Rester af en middelalderlig Borg, som havde staaet her, og paa hvis Syld den nye Gaard var rejst.
Etatsraaden, der syntes meget indtaget i Inger, vilde nu have dem til at blive der til Middag. Inger saae spørgende hen paa Per, der imidlertid absolut afslog Indbydelsen. Paa en næsten stødende Maade – syntes Inger – bad han om at faa Vognen forspændt.
Thorvald Brück fulgte dem tilhest et Stykke paa Vej. Han red en høj, gul, langhalet Hoppe, som han – aabenbart til Ære for Inger – lod danse under venstre Schenkel2, saa Skummet stod den om Mulen. Han sad strunk i sin snævertsluttende, franske Ridedragt, som lidt for udfordrende fremhævede hans kraftige Muskelbygning. Inger saae derfor mest til den anden Side og søgte at drage Per med ind i Samtalen, hvad dog stadig ikke lykkedes hende. – "Heste- og Hundesnak interesserer mig ikke," forklarede han kort bagefter.
Rytteren forlod dem et Stykke foran Skoven 231 for at slaa ind paa en Sidevej, der i en Bue førte tilbage til Budderuplund. Her satte han straks i en kort Galop, og Inger fulgte ham med Øjnene.
"Han ser forresten ganske godt ud tilhest," sagde hun.
"Han er jo ogsaa af gammel Soldaterslægt. Saa vidt jeg veed, vilde han selv have været Officer, dersom han ikke havde haft den kedelige Talefejl. Det er virkelig undertiden helt pinligt at høre ham."
Inger sad tavs et Øjeblik og saae hen for sig.
"Ja, Stakkel! Forresten syntes jeg ikke, det var saa slemt idag."
"Fik du saa de Kinesere?" spurgte Per.
Inger blev rød. Det havde hun glemt.
"Tænk, hvor ærgerligt! Jeg er sikker paa, jeg havde faaet baade et og to Par, bare jeg havde spurgt om det. Etatsraaden var saa overordenlig elskværdig."
Og hun fortalte meget optaget om alt, hvad hun havde set, og priste den Orden og Renlighed, der havde raadet allevegne.
"Ja," sagde han ret haanligt, da hun sluttede. "Saadan noget ser jo meget net ud. Og hvad er saa det hele? Etatsraadens Fader var Studepranger med en Ritmestertitel. Han selv og Sønnen har faaet nogen Politur; men hvad jeg for min Del kalder Dannelse, har de ikke noget af. Dertil kræves en Art af Livsindtryk, som ingen af dem er modtagelig for."
232 Inger betragtede ham overrasket. Han havde netop i de sidste Dage stadig rost Thorvald Brück i høje Toner. Men han var saa helt uberegnelig i denne Tid. Og hun drog et lille Suk og tav.
Ved Mørkningstid var de atter hjemme. Per klagede over Hovedpine og gik ind til sig selv. Han tændte en Pibe, satte sig ved sit Vindu men rejste sig straks igen, hængte Piben op og gav sig til at gaa frem og tilbage paa Gulvet uden at kunne faa Ro paa sig. Han følte sig som det ubrugeligste Menneske paa Jorden, en ulykkelig Halvmand, der elskede Livet uden at kunne hengive sig til det, og som foragtede det uden at ville slippe det.
Det bankede frygtsomt paa hans Dør. Det var Hagbarth, der var bleven sendt derind for at sige Godnat.
Synet af Drengens Ufrimodighed fik ham til at tage sig sammen. Idet han tvang sig til at smile, tog han ham op i sine Arme og stod nu en Tid med ham omtrent i den samme Stilling som hin spøgefulde Silen med Dionysosbarnet, han havde set i Ørstedsparken.
"Du er jo da ikke bange for Far – vel Hagbarth?"
"Næ-ej," hikkede Drengen.
"Vi to skal nok komme godt ud af det med hinanden. Tror du ikke?"
"Jo," sagde han og gjorde sig tung for at 233 slippe ned, – han følte sig endnu mere utryg overfor Faderens Kærtegn end overfor hans Mishag.
Saasnart Knægten var kommen ned paa Gulvet, smuttede han ud af Døren.
En Eftermiddag en Ugestid senere kørte Inger og Per hen til Bøstrup Præstegaard, hvor de ikke havde været siden Pers Hjemkomst. Her hændte der nu noget, som yderligere drev frem mod en Afgørelse.
Forholdet mellem Per og hans Svigerfader havde i Aarenes Løb udviklet sig til et skjult Fjendskab, som paa begge Sider kun holdtes i Tømme af Hensynet til Inger. Men ved denne Lejlighed gik det galt. Den ophidsede Sindstilstand, hvori Per i den sidste Tid havde været, gjorde ham ømtaalig og mistænksom. Efter et Par smaa, ildevarslende Sammenstød ved Aftensbordet kom det inde i Dagligstuen til et lidenskabeligt Optrin. I Anledning af noget, Per havde fortalt om det store Opsving i København, gjorde Præsten en af sine sædvanlige Bemærkninger om Letfærdigheden i Hovedstaden og om den materialistisk sindede Ungdom, der voksede op derinde. Hertil svarede Per ret udfordrende, at han ikke havde fundet mere Idealitet paa Landet, snarere mindre; og da Svigerfaderen irettesatte ham for denne Udtalelse og navnlig for hans Tone, foer 234 han ganske ubehersket op og sagde, at han – Svigerfaderen – savnede al Berettigelse til at forekaste3 andre deres Madstræv4, og at overhovedet danske Præsters Himmelvendthed i ni af ti Tilfælde ikke var andet end en forargelig Maske.
Saadanne Ord var aldrig før hørt i Bøstrup Præstegaard. Ved at se paa Inger, der fra den anden Side af Bordet stirrede over paa ham med et ligblegt Ansigt, besindede Per sig ogsaa hurtig, og i henved et Minut var der gravstille i Stuen. Saa rejste Præsten sig i hele sin stumpede Majestæt, skød sin Stol tilbage, vendte sig mod Inger og sagde:
"Du burde have sørget for at forskaane os for den Slags Scener."
Hvorpaa han gik ud af Stuen og ind til sig selv. Hans Kone fulgte ham med forfærdet Mine.
Per fik i Hast Vognen forspændt, og kort efter kørte han og Inger ud af Gaarden, uden at Svigerforældrene havde ladet sig se. Paa hele Turen hjem var der ingen af dem, som talte. Det var mildt og stille Vejr, og Inger var godt indpakket. Alligevel kunde Per mærke, at hun rystede af Kulde.
Da de naaede hjem, var hun roligere. Ikke alene tillod hun, at han hjalp hende af med Kørekaaben, hun bad ham endog selv om at hænge den op paa Knagen for hende. Saa gik hun ind 235 i Barnekammeret for at høre til Børnene og gjorde derpaa sin sædvanlige Aftenrunde i Huset.
Per søgte ind i sit eget Værelse og tændte Lampen. Da han skulde sætte Glasset paa, mærkede han, at ogsaa han rystede. Saa anbragte han sig i sin Skrivebordsstol med en Avis og ventede i angstfuld Spænding paa, hvad der vilde komme.
En halv Snes Minutter efter hørte han Inger gaa inde i Sovekammeret, og efter endnu en lille Tids Forløb kom hun ind – til hans Overraskelse i Underskørt og Frisertrøje, som tilmed hang uknappet omkring hende.
"Du ser, at der igen er bleven redt til dig herinde," sagde hun, idet hun rettede paa hans Hovedpude. "Det er vel rigtigt?"
"Ja Tak – det er godt," sagde han bag sin Avis.
"Ingeborgs Hoste er forresten meget bedre."
Hertil svarede Per ikke noget.
Saa satte Inger sig i Gyngestolen henne i Krogen og betragtede ham herfra en Tid i Tavshed.
"Ja, Per – nu maa vi jo alligevel gøre Alvor af at komme herfra."
"Hvorfor mener du?"
"Det veed du godt. – For hvad der skete iaften, var jo ingen Tilfældighed. Jeg forstaar nu bagefter, at det længe har trukket sammen til noget saadant."
"Men hvad saa? At jeg for mit Vedkommende 236 herefter ikke godt kan komme i Bøstrup Præstegaard og maaske ikke engang vilde blive modtaget der, vil forhaabenlig ikke have til Følge, at ogsaa du og Børnene bliver lyst i Ban. Og det vilde dog være altfor unaturligt, om du selv af den Grund holdt dig borte fra dine Forældre."
Inger sad med Hovedet tungt hvilende i den ene Haand og saae ud til Siden.
"Hvor du undertiden kan saare, uden at du vistnok selv veed af det. At du kan tænke dig, at jeg vilde kunne gaa ud og ind et Sted, hvor du var udelukket. Ovenikøbet med Børnene!"
"I dit eget Hjem."
"Allermindst der – naturligvis. Men under de Forhold synes jeg, at Opholdet her maa blive saa rent umuligt for os begge to. Det kunde jo være bleven vanskeligt nok endda."
"Hvor har du saa tænkt dig, vi skulde tage hen?"
"Du talte forleden om en Vejassistentpost et Sted ved Vestkysten. Den skulde du foreløbig søge, synes jeg. Og hellere idag end imorgen."
"Veed du nu ogsaa rigtig, hvad du opfordrer mig til? For det første er Lønnen – hvad jeg vist fortalte dig – ikke to Tusinde Kroner; og nogen stor Udsigt til Ekstrafortjeneste er der næppe paa de Kanter. Og saa er det, saa vidt jeg veed, en af Danmarks ødeste Egne, bare Klit og Hede og ikke andre Mennesker i Miles Omkres end Smaabønder og Fiskere."
237 "Men saa har vi jo da hinanden," sagde Inger efter et Ophold. "Og det maaske mere der end her."
"Kære Inger! Du, som hænger saa meget ved dine Forældre og dit gamle Hjem og dine Ungdomsbekendte, og som holder af at have det lidt hyggeligt og godt. – Nej, min Ven, det var for stort et Offer at kræve af dig. Du vilde saamænd – og det med god Grund – bebrejde mig det bagefter, dersom jeg tog derimod."
"Gud give, jeg da vidste, hvad du egenlig vil," sagde hun og rejste sig. Og med et pludseligt, ubehersket Udbrud fortsatte hun: "Vi maa dog bort herfra! Her gaar vi tilgrunde!"
Uden at sige Godnat gik hun ind til sig selv og trak heftig Døren til efter sig.
Per blev siddende ubevægelig og stirrede paa den lukkede Dør med et sygt Blik. Et Par Gange rykkede det i ham. Han vilde rejse sig og gaa derhen, men Spøgelsehaanden holdt ham tilbage. Det maatte ikke ske! – Han kastede sig ned over Bordet og trykkede Ansigtet mod sin Arm for at nedkæmpe en vild Graad, der brød inde i Brystet. Nej, det maatte ikke ske! Hun var jo ingen Trold! Hun maatte og skulde gives tilbage til Livet og Lyset. Hun og Børnene! Og nu var den yderste Frist ude! Hun var selv begyndt at føle, at Ulykken var over hende. Hendes Sjæl var ved at vaagne. – – Det fik saa gaa med ham, som det kunde!
238 Den følgende Aften, da Børnene var kommen i Seng, og mens begge Pigerne var beskæftiget i Køkkenet, søgte han hende inde i Dagligstuen. Hun havde netop tændt Lampen og sad i Sofaen og stoppede Børnestrømper. Skønt Per havde holdt sig hjemme hele Dagen, havde de kun vekslet et Par Ord med hinanden siden den foregaaende Aften. Inger havde lagt Mærke til, at han flere Gange paa en underlig sky Maade havde kreset baade om hende og Børnene uden dog at indlade sig med dem; ja i Middagstiden, da Børnene hvilede, havde hun overrasket ham inde i Barnekammeret, hvor han havde staaet ved Hagbarths Seng og set ned paa den sovende Dreng med et Udtryk, som ængstede hende.
Dog, det var ikke udelukkende Bekymringerne for deres Fremtid, som havde gjort hende saa tavs og tilbageholden denne Dag. Hun følte sig ogsaa trykket af, hvad der om Aftenen var foregaaet mellem hende og Per inde i hans Stue. Hun havde bagefter slet ikke kunnet forstaa, hvad det var, der kom over hende i det Øjeblik, og Erindringen derom gjorde hende skamfuld.
Per gik nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet og satte sig saa overfor hende ved Bordet. Ingen af dem havde endnu kunnet overvinde sig til at sige det første Ord. Udenfor støjede et Uvejr. Idelig slog de afbladede Rosenranker 239 mod Ruderne med en dump, ligesom træt Lyd.
"Har du saa tænkt over, hvad vi talte om iaftes?" spurgte endelig Inger.
"Ja. Jeg har overhovedet ikke tænkt paa meget andet. Men inden vi tager den Sag op igen, er der noget, jeg synes, vi først maa have paa det rene. Jeg mener naturligvis det, som foregik igaar hjemme hos dine Forældre. Du sagde jo selv, at det ikke var noget rent tilfældigt, og deri har du ganske Ret. Selv om mine Ord maaske faldt anderledes, end de vilde have gjort det i et roligere Øjeblik, saa gav de dog Udtryk for noget, som er mere end en tilfældig Stemning hos mig."
"Det har jeg længe mærket, Per."
"Ja, det sagde du jo ogsaa igaar. Men naar du, kære Inger, altsaa ikke har været uvidende om den dybe Uoverensstemmelse i Livssyn, der skiller mig fra din Fader og hans Kres – og i en vis Forstand altsaa ogsaa fra dig – er det da ikke underligt, ja er det ikke ganske uforsvarligt, at vi to ikke har talt mere med hinanden derom, end vi har gjort? Fejlen er min – jeg veed det godt. Det er en Slags Fejghed, der har faaet mig til at skjule den fulde Sandhed for dig. Jeg har været bange for, at du skulde komme til at holde mindre af mig – eller maaske slet ikke kunde holde af mig – dersom jeg helt ærligt fortalte dig, 240 hvad jeg tænkte, og hvordan jeg i det hele var. Det er den Fortielse, jeg nu bebrejder mig. Derfor kan jeg heller ikke fortryde, hvad jeg sagde igaar. Omend jeg – som sagt – kunde ønske, at selve Ordene havde været mindre uoverlagte."
"Du tager fejl, Per. Jeg har godt kendt dit Standpunkt. Du har jo egenlig aldrig lagt Skjul paa det overfor mig. Jeg veed godt, at du ikke tror paa samme Maade som vi andre, og det har naturligvis ofte gjort mig bedrøvet. Men Far har sagt, at ogsaa den, som i Kristus kun vil se et ædelt og fuldkomment Menneske, har Lov til at kalde sig en Kristen og nære et Salighedshaab, naar han ellers er sand i sit Forhold til Gud og ærlig og gudfrygtig i sin hele Levevis."
"Men jeg tror heller ikke paa Gud, – Inger."
"Tror du heller ikke paa Gud!"
Hun sænkede sin Stoppestrømpe i Skødet og stirrede over paa ham med det samme blege, stivnede Ansigt som den foregaaende Aften i Præstegaarden.
"Nej. Det har jeg vist i Grunden ikke gjort længe. Overalt, hvor jeg har søgt ham, har jeg kun fundet mig selv. Og i Opdagelsen af Selvet ser jeg nu udelukkende Betydningen af al Religiøsitet. For den, som er bleven sig bevidst, er en Gud overflødig. Der er for ham hverken noget trøstende eller noget afskrækkende 241 ved Forestillingen om en saadan overnaturlig Personlighed, hvad enten man saa tænker sig ham som Fader eller som Dommer."
"Hvor du taler! Jeg tror, du engang vil blive et meget ulykkeligt Menneske, Per."
"Maaske. – Veed du forresten, at der er dem, over hvem Ulykken har en sær fristende og dragende Magt. Paa samme Maade som Mosehuller og mørke Skovsøer skal kunne have det over enkelte Mennesker."
"Det maa være saadanne, som er forhærdede i Synd og kun finder Glæde ved at synde. Det staar der jo ogsaa om i Biblen."
"Det gælder i hvert Fald ikke alle. Der er dem, som drages mod Ulykken netop af deres religiøse Instinkt, der siger dem, at kun Sorgen og Savnet, ja maaske først Haabløsheden fuldt ud kan frigøre deres aandelige Menneske. Der er jo ogsaa Planter, som kun trives i Skyggen og Kulden, og som endda bærer Blomster."
"Den Slags Mennesker kender jeg ikke."
"Da er de ellers ikke sjældne netop hos os. Vor Historie viser det. I Solskinstider lider vi gerne Nød paa betydelige Personligheder. Til Gengæld kan ofte vore Trængsler "ruge Ørne ud af Spurveæg" – som der staar i Visen."
"Tænker du der paa nogen bestemt?"
Per nølede med Svaret.
"Jeg kunde nævne – f. Eks. min Moder, som 242 jeg har talt til dig om. Jeg kunde ogsaa nævne Pastor Fjaltring."
"Pastor Fjaltring! Ja, saa forstaar jeg dig slet ikke. Han hængte sig jo!"
"Ja, det gjorde han. Desværre. Jeg har ofte savnet ham i disse Aar. Og egenlig har jeg aldrig før rigtig kunnet forklare mig hans Endeligt. Men i den sidste Tid synes jeg, at jeg har forstaaet ham bedre ogsaa paa det Punkt. Jeg ser nu Grunden til hans fortvivlede Gerning i hans Forhold til sin Kone. Du husker maaske, jeg har fortalt dig om hans besynderlige, næsten galante Opførsel overfor dette uhyggelige, i Bund og Grund ødelagte Menneske. Jeg tænker mig nu, at hun oprindelig har været af en Natur, der var ganske modsat hans, en rig, fuldblodig Natur, skabt for Solskin og Glæde, og at han – hvad i saa Fald kun var naturligt – har haft Samvittighedsnag, fordi han har holdt hende tilbage i et Skyggeliv, som virkede modnende og frigørende paa ham, men hvori hun maatte gaa tilgrunde. Maaske har ogsaa Sorgen og Skammen over at være Vidne til hendes Forfald haft noget pirrende for ham, … han kunde ved enkelte Lejligheder aabenbare noget sygelig abnormt i sit Forhold til Smerten. Da hun saa døde, har Samvittighedsskruplerne taget Overhaand. Ansvaret for det Sjælemord, han havde begaaet, har han ikke 243 kunnet bære. Det var jo kun kort Tid efter hendes Død, at han aflivede sig."
De sad et Øjeblik tavse begge to, mens Blæsten klagede sig som et Barn henne i Sprækken under Døren ud til Forstuen.
"Hvorfor fortæller du mig i Grunden alt det?" spurgte Inger og saae mistænksomt over paa ham. "Vi talte jo om noget ganske andet."
"Fordi jeg synes, Inger, at den Tragedie kan tjene til Belæring – og til Advarsel – ogsaa for os."
Stoppestrømpen sank igen ned i Skødet.
"For os! – For os! – Hvad mener du?"
Per saae mod Gulvet og svarede ikke. Han var pludselig bleven saa hvid i sit Ansigt, at Inger uvilkaarlig brød ud i et lille Angstraab.
"Hvad er det dog, du har for i disse Dage, Per? Har jeg gjort dig noget imod? Eller Børnene? Saa sig dog, hvad der er i Vejen!"
Men Per kunde ikke faa Ordet sagt.
"Du er syg, min Ven! Og du veed ikke rigtig selv, hvad du siger. Du tager i den sidste Tid alting saa tungt, saa tungt. Og jeg, som netop har en saadan Trang til at være glad i disse Dage og glemme alle vore Bedrøveligheder! Det er til at fortvivle over! Hvad er det nu, du gaar og plager dig med? Er det vore Pengesager, min Ven? – Eller – –?"
244 Der foer med eet som Glimtet af et Lyn over hendes Ansigt.
"Vil du svare mig oprigtig paa et Spørgsmaal, Per?"
"Ja."
"Da du forleden var i København – traf du da din forrige Forlovede – hende – Frøken Salomon?"
"Nej."
Hun blev ved at stirre tvivlende paa ham.
"Du lyver!" sagde hun pludselig og rejste sig – Stoppestrømpen fløj med det samme henad Bordet – "Nu forstaar jeg alting!" – Hun gik med heftige Skridt frem over Gulvet – "Det har altsammen været Komediespil! Du har talt med din gamle Kæreste og er igen bleven indtaget i hende."
"Jeg siger dig, du tager fejl."
"Ja, saa er det en anden! For her stikker noget under! Nu ser jeg det altsammen ganske klart! Du har bedraget mig. Det hele har været et modbydeligt Komediespil. Jeg har skullet forberedes. Du vil skilles fra mig for at gifte dig med en anden. Er det ikke det, der er Meningen? Sig det bare rent ud!"
Per havde det Svar paa Læben, at hvad man – omend ubevidst – ønsker, har man gerne let ved at tro paa. Men han bed Ordene i sig. Og det faldt ham nu ind, at han netop vilde tjene hende bedst ved at gaa ind paa hendes 245 Indbildning og erklære sig skyldig. Uden Tvangsgrund gav hun aldrig sit Minde til en Skilsmisse, og desuden maatte det jo være hans Formaal at bringe hende til at hade og foragte ham; desto hurtigere vilde hun glemme ham. Og hvor han gav Afkald paa saa meget, kunde han vel ofre Æren med.
Han bøjede derfor Hovedet og sagde Ja.
Inger var bleven staaende midt paa Gulvet. Hun stod der med falmet Ansigt og Armene korslagte under Brystet. Øjnene var lutter sort Pupil.
"Og det har du fejgt skjult for mig i næsten tre Uger! Far havde altsaa Ret alligevel. Og jeg, som altid tog dig i Forsvar! Saa afskyeligt kan et Menneske bære sig ad! … Og din Søvnløshed! Og din Hovedpine! … Jeg maa le, naar jeg tænker paa, at jeg har gaaet og været bekymret for dig og har tænkt paa, hvordan jeg skulde glæde og opmuntre dig. Og saa har du gaaet her og længtes efter en anden og spekuleret paa, hvordan du lettest skulde blive os kvit. Et saa modbydeligt Komediespil! Ja, Far har bedømt dig fuldkommen rigtigt. Saa lumpent! Saa fejgt!"
Hun var igen begyndt at gaa op og ned ad Gulvet og talte efterhaanden mere til sig selv end til ham. Men inde i Barnekammeret, hvortil Døren stod aaben, begyndte nu "Stumpen" at klynke. Hastig gik hun derind og lukkede Døren tæt til efter sig.
246 Per rettede sig i Vejret, greb sig med Hænderne om Hovedet og stønnede. Nu var det sket! Og han lovede sig selv at holde ud til det sidste.
Pludselig mærkede han Uro i Huset. Der blev overalt gaaet med Dørene, og han hørte Inger højrøstet give Ordrer til Pigerne. Nede i Gaarden lød Karlens Træsko. Vognporten blev slaaet op – Blæsten smækkede Fløjen ind mod Muren med en Lyd som et Riffelskud – og Vognen blev trukket frem.
Vil hun tage bort herfra allerede iaften? – tænkte han angst.
Nu blev Børnene vækket. Ingeborg tudede. Hagbarth spurgte, om der var Ildebrand. Skuffer blev trukket ud og skubbet ind. Allevegne hørtes Ingers bydende Stemme. En af Pigerne kom forfjamsket løbende ind i Dagligstuen paa sine Strømpesokker for at hente noget; men ved Synet af Per vendte hun skrækslagen om. Ogsaa Inger kom engang derind fuldt rejseklædt, i Hat og Kaabe.
"Naar det endelig skal være, Inger, saa maa da hellere jeg rejse bort. – Eller vent dog i det mindste til imorgen."
Hun svarede ikke. Hun stod henne ved Sekretæren og tog sine Husholdningspenge og andre Smaating.
"Vil du give mig Lov til at se Børnene?"
247 "Ikke iaften. Hjemme hos Far og Mor kan du herefter træffe os."
Uroen i Huset steg. Vognen holdt for Døren. De to Smaa blev ved at græde. Hagbarth derimod var henrykt, og hans Glæde mindskedes ikke kendeligt, efter at han paa sit Spørgsmaal, om ikke Far skulde med, havde faaet et kort Nej til Svar.
Saa rullede de ud af Gaarden.
Per havde ikke rørt sig. Da den sidste Lyd af Vognens Hjul splittedes af Stormen, løftede han det blodløse Ansigt op fra sine Hænder og vendte uvilkaarlig Blikket mod Himlen. Med en Flamme i hvert Øje hviskede han mellem Tænderne:
"Er det nu nok?"
Slutning
251 Naar man paa Vejen fra Oddesund til Thisted er kommen forbi Ydby med dens mange dystre Kauer5 og Daase6 og herfra søger vestover til den kønne lille By Vestervig med Liden Kirstens Grav7 og videre mod Nord, kommer man til et fattigt, vejrpisket Land, hvor Faarene selv ved Midsommertid har ondt ved at bjerge Føden. Det er en Klit- og Sumpegn, ens Vinter og Sommer, blaagrøn af Marehalm eller rødlig af Skavgræsser8 og Lyng, der alene modstaar Havgusens Saltlud. Ufarbare Kærstrækninger tvinger Vejene ud i store Buer, og naar det en sjælden Gang er stille Vejr, driver der en tung Røg henover dem som over en Brandtomt.
Hist og her ligger der en lille Gaard eller en lyngtækket Hytte; men der er ofte flere Kilometer mellem Husene, og Byer findes ikke. Et enkelt Sted ses dog Begyndelsen til en Sammenflytning. I en Lavning, hvor der har dannet sig lidt Eng paa begge Sider af et Moseafløb, ligger fire Huse, af hvilke det ene er en Skole. I det 252 andet bor en Engmester. I det tredje en Skomager. Det fjerde er tomt.
Fra dette sidste bar man fornylig Liget af en midaldrende Mand, der i en Aarrække havde beskæftiget Sindene deromkring. Han var en Fremmed paa Egnen og havde aldrig skøttet om at fortælle om sin Fortid. Ellers var han ikke egenlig ordknap, omend lidt but, og han havde mange Venner rundt omkring og ingen Uven. Han var ugift og havde levet ene i sit temmelig store Hus sammen med en gammel Husholderske, en gammel Hest og noget Fjerkræ. I hans Stuer var der altid rent og lyst og hyggeligt; han kunde, som Folk sagde om ham, lokke Solen ind gennem sine Vinduer paa en Graavejrsdag, saadan elskede han den. Skønt han var en ulærd Mand, havde han mange Bøger og købte stadig nye, men sin meste Tid tilbragte han ene med sig selv og sine Tanker ude paa Landevejen, naar han i Embeds Medfør kørte rundt med sin stridhaarede norske Fjordhest, der var næsten blind af Ælde. Manden var Vejassistent, og aldrig havde Distriktets Veje været i saa god Stand som i hans Tid.
Trods sin Ensomhed, og skønt han i mange Aar havde haft et svagt Helbred, der nødte ham til en streng Regelmæssighed i sin hele Livsførelse og navnlig til at forsage saadanne haandfaste Nydelser, som forsonede andre her med Livets 253 Genvordigheder, syntes han altid rolig og tilfreds. Dette undrede Folk og foruroligede dem tillige, saa meget mere som han ikke søgte Trøst i Religionen, aldrig gik i Kirke, endsige til Herrens Bord, og derfor af Præsten blev betegnet som en af de ulykkelige, der var hjemfalden til den evige Fortabelse. Og endda skulde han – efter hvad man havde faaet oplyst ad anden Vej – have været gift engang og haft baade Hjem og Børn, ja, der var dem, som mente at vide, at han desuden havde været meget rig, hvad det lange Udenlandsophold, han ved enkelte Lejligheder havde talt om, ogsaa nok kunde tyde paa.
En af dem, paa hvem hans Personlighed havde gjort stærkest Indtryk, var hans Genbo, Skolelæreren, en yngre Mand med en nyvakt Aand. Han havde holdt meget af at smutte over til "Assistenten" om Aftenen for at faa sig en Passiar med ham om alvorlige Ting, og han havde (med lidt belagt Samvittighed forresten) altid følt sig særdeles vel tilpas hos ham trods hans ofte gudsbespottelige Tale. Skolelæreren var en Mand, der endnu ejede sin Barnetro ubeskaaren, og da han tillige beflittede sig paa i alle Forhold at leve som et ærligt og redeligt Menneske, mente han at turde haabe paa engang at faa Del i den evige Salighed. Ikke desmindre havde han mange triste og nedslaaede Timer, og han havde ikke kunnet skjule for sig selv, at hans gudløse Genbo 254 syntes lykkeligere end han. Da han engang havde taget Mod til sig og tilstaaet dette ogsaa for Assistenten, havde denne paa sin rolige Maade svaret, at han i saa Fald ikke havde fundet sit naturlige Voksested, hvor han alene vilde kunne lære den højeste Menneskelykke at kende: at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst. Men da Skolelæreren derefter spurgte ham, hvorledes man bar sig ad med at søge dette Voksested, svarede han, at herom kunde det ene Menneske ikke meddele det andet Raad, her maatte enhver frygtløst give sig det Selvudfoldelsens Instinkt i Vold, der var nedlagt i alt det skabte.
En anden Gang trængte Skolelæreren ind paa ham for at faa ham til at udtale sig om, hvorledes denne "højeste" Lykke da føltes; men herpaa vilde han heller ikke indlade sig nærmere. "Spørg Deres Præst!" havde han mumlet ironisk. Bagefter havde han saa sagt, at hvad det for ethvert Menneske kom an paa, var at bringe sig i saa vidt mulig selvstændig og umiddelbar Forbindelse med Tingene i Stedet for at sanse dem gennem andres Organer, saaledes som f. Eks. ogsaa de gjorde det, der levede paa overleverede Forestillinger. Et saadant virkelig levende Forhold til Livet var den nødvendige Forudsætning for at kunne høste frisk Erkendelsesglæde af enhver forefaldende Begivenhed, den mindste saavel som den største, ja selv af den smerteligste. Den, 255 der ikke af Erfaring kendte den Lykke, som det var, naar en – omend nok saa lille og betydningsløs – hidtil uoplukket Afkrog af Tankens eller Virkelighedens Verden oplodes for En, vidste overhovedet ikke, hvad det var at leve.
Disse Ord havde Skolelærer Mikkelsen ofte maattet tænke paa i Assistentens sidste Leveaar, hvor denne trods frygtelige Kræftlidelser holdt Modet oppe uden fremmed Trøst. Under selve Smerteanfaldene kunde han være ynkelig nok og jamre sig saa vildt, at man i de tre omliggende Huse maatte gaa omkring med Bomuld i Ørene. Men naar man bagefter kom ind til ham, laa han med et Udtryk i sit Ansigt som En, der har haft en rig og dyb Nydelse; ja engang, da han havde været næsten smertefri i et Par Uger, havde han halvt spøgende sagt, at han begyndte at længes efter Pinebænken. At Livet virkelig intet Øjeblik havde syntes ham helt uudholdeligt, viste sig efter hans Død, da man fandt en ladt Revolver skjult i hans Natbordsskuffe.
De sidste Dage laa han stille hen og vilde Ingen se. Heller ikke for sin Sygdom og dens Ødelæggelser rundt om i hans Legeme havde han længer nogen Interesse. Først da han mærkede Dødskulden i sine Ben, slog han Øjnene op, og lidt efter bad han om et Spejl for at se Udtrykket i sit Ansigt. Men det var forsilde; han havde allerede mistet Synet. Kort efter begyndte Dødskampen. 256 Det var ved Aftenstid, og Vinduet var tildækket. Den gamle Husholderske holdt hans Haand. Et Lys brændte ved Sengens Hovedgærde. Paa Væggen tikkede Faderens store Sølvur.
"Det er snart forbi," hviskede han pludselig med næsten klar Stemme og som i barnlig Angst. To Minutter efter sank hans Hoved til Siden. Konen hørte kun et lille Suk, og han var død.
Til Begravelsen mødte et efter Forholdene jævnstort Følge. I det skønneste Oktobervejr med blaa Himmel og næsten stille Luft blev han sænket i den sandede Jord, medens Hovederne blottedes. Der blev sunget et enkelt Salmevers, men nogen Tale blev der ikke holdt, og Kirkeklokken hang stum i sin tjærede Galge. Saadan havde den Afdøde selv bestemt det. Til den Fanfare, han havde forlangt at faa blæst over sin Grav, havde Præsten til Gengæld nægtet Tilladelse.
To af hans Søskende havde indfundet sig til Begravelsen. Det var Departementschef Eberhard Sidenius og Provsten Thomas Sidenius, begge uden Uniform. Efter Jordfæstelsen blev hans Testamente aabnet, og til de to Brødres overbærende Beklagelse havde han taget den Bestemmelse, at hans Efterladenskaber skulde tilfalde "Jakobe Salomons konfessionsløse Skolehjem" i København. Det var en Virksomhed, ingen af dem fandt fortjenstfuld. Det viste sig, 257 at der foruden Bohavet ogsaa var et Par Sparekassebøger og adskillige Kontanter, tilsammen til en Værdi af henimod en Snes Tusinde Kroner. Den strengt regelmæssige og asketiske Levevis, som den Afdødes svage Helbred havde paabudt ham, og som iøvrigt passede godt for hans Tilbøjeligheder, havde tilladt ham at henlægge henved Halvdelen af sin Aarsløn foruden al Ekstrafortjeneste, deriblandt Afstaaelsessummerne for et Par smaa Opfindelser, han ved Lejlighed havde gjort.
Brødrene var forbavsede.
"Tyve Tusinde Kroner – det er virkelig en betydelig Sum," sagde Departementschefen betænkelig.
"Ja, det er virkelig en ikke ringe Kapital," sagde Provsten i samme Tone.
"Forhaabenlig er han kommen redelig til dem."
"Derom har vi visselig ikke Lov til at tvivle."
Da Departementschefen var vendt tilbage til København, drev en vis Nysgerrighed ham til personlig at overbringe Frøken Salomon Meddelelsen om den hendes Skolehjem tilfaldne Arv.
En Dag gik han ud paa Nørrebro, hvor Frøkenen havde opført sit meget omdisputerede 258 "Børnenes Hus" midt i Fattigkvarteret. En Portnerske førte ham over en stor, sollys Legeplads med Træer og Bænke, og da det viste sig, at Bestyrerinden i Øjeblikket var beskæftiget ved Undervisningen, benyttede han Lejligheden til at se sig lidt om i den store og smukke Bygning.
En ung Lærerinde kom hen imod ham og tilbød at vise ham rundt.
Til den ene Side laa en højloftet, lys og festlig Spisesal, hvor den ene Halvdel af Børnene netop fik Mad, mens den anden var paa Skolen, som laa i Bygningens anden Ende. Ved Siden af var der et Par Systuer, hvor Børnene – baade Drengene og Pigerne – lærte at bøde deres Tøj, stoppe deres Strømper, lappe deres Sko. Ovenover var en Række luftige Badekamre. Hver tredje Dag fik Børnene et Bad – forklarede hans Ledsagerske. Lys, Luft, Vand og regelmæssige Maaltider var overhovedet de Midler, hvormed Skolen opdrog Børnenes moralske Sans, og som altsaa skulde erstatte Religionsundervisningen. Børnene boede ikke paa Skolen; det var netop Meningen, at de med deres rene Kroppe, deres velholdte Klæder og gode Manerer skulde virke rundtom i Hjemmene som smaa Missionærer for Troen paa Renlighed, Orden og Tugt. Men Skolen stod aaben fra tidlig om Morgenen, naar Fabriksarbejdet begyndte, og Børnene fik deres fulde Forplejning 259 der for en Betaling, som ikke var helt ringe men iøvrigt afpassedes efter Forældrenes Evne.
Ja, tænkte Departementschefen ved sig selv. Alt dette kunde jo være meget godt, men –.
I det samme kom der Bud om, at Bestyrerinden ventede ham inde paa Kontoret.
Jakobe Salomon var nu en Dame paa et Par og Fyrre; men til Trods for, at hun havde bevaret sin ranke, knejsende Holdning, saae hun ikke saa lidt ældre ud. Man kunde se paa hende, at den Virksomhed, hun her havde skabt med en saa mægtig Energi og under saa megen Modstand og Mistænkeliggørelse fra forskellige Sider, havde kostet hende mere end hendes Formue. Den Kampens Lod, hun i sin Ungdom havde ønsket sig, var i fuldt Maal bleven hende til Del. Det Ansigt, som hendes Beundrere i sin Tid havde kaldt et Ørneansigt, hendes Uvenner og Misundere et Papegøjefjæs, var nu ubestridelig rovfugleagtigt. Med sit allerede næsten hvide Haar, sin gullige Hud, sine store, mørke, opspilede Øjne, sin høje Hals, sin enkle, brune Kjole, blot pyntet med en bred, hvid Krave, lignede hun en Kondor, der fra en Fjældtinde skuer milevidt ud over Sletten.
Da Departementschefen kom ind, gik hun ham hurtigt imøde henne fra sit Skrivebord.
"Jeg kan tænke mig, at De kommer i den elskværdige Hensigt at meddele mig Deres Broders 260 Død. Jeg har dog allerede faaet Underretning derom gennem andre, der havde set Dødsanmeldelsen i en Avis."
"Hvis jeg ikke havde haft anden Anledning, skulde jeg dog ikke have ulejliget Dem med et Besøg. Saa meget mindre som jeg veed, at min Broder eller hans Skæbne ikke kunde gøre Krav paa nogen Deltagelse fra Deres Side."
"Deri tager De fejl," svarede hun, mens en stærk men flygtig Rødme strøg henover hendes Kinder. "Jeg skylder Deres Broder mere, end han selv har haft Forstaaelse af. Paa Afstand har jeg da ogsaa fulgt ham, saa godt jeg kunde. Vi gled jo i Aarenes Løb i mere end een Henseende længere og længere bort fra hinanden. Om hans sidste Leveaar veed jeg slet intet. Nu maa De fortælle mig derom. – Tag Plads, Hr. Departementschef. – Og fortæl mig om hans Sygdom og Død. Det har været mig saa underligt slet intet at vide."
Men Departementschefen vilde ikke sætte sig. Den ligefremme Tone, som denne noget tvivlsomme Dame tillod sig overfor ham, fik ham til at stramme Munden, hvorved hans store, uskønne Underbid blev endnu mere fremtrædende. Alligevel kunde han ikke lade være med at kigge sig lidt omkring i Stuen med et af sine smaa, skæve Sideblik; men da han mellem de store Portræter af Tidens berømte Mænd, der prydede 261 Væggene, opdagede Dr. Nathans livslysende Satyransigt, tog han sky Øjnene til sig, idet han samtidig søgte at smile overbærende.
"Jeg skulde, som sagt, ikke have ulejliget Dem, dersom jeg ikke havde haft en ganske særlig Anledning. Men jeg skal fatte mig i al Korthed. Deres Formodning om, at min afdøde Broder mere og mere havde fjærnet sig fra Dem ikke alene i bogstavelig Forstand men ogsaa med Hensyn til Anskuelser og Tænkemaade, synes – De vil forstaa, at jeg for mit Vedkommende maa sige det med Beklagelse – ikke at være rigtig. I hvert Tilfælde har han i sit Testamente, mod hvis Lovformelighed der næppe kan rejses begrundede Indvendinger, indsat Dem eller rettere Deres … Deres Institution, eller hvad man nu skal kalde det … til Universalarving. Det drejer sig om en Kapital paa henved tyve Tusinde Kroner, om hvis Oprindelse jeg imidlertid ikke ser mig i Stand til at oplyse noget. Jeg har fundet, at det var min Skyldighed personlig at underrette Dem derom. Ogsaa for af Deres egen Mund at erfare, om De overhovedet ønsker at modtage denne Arv."
Jakobe Salomon stod foran ham ved en Stol og lænede sig med Albuen til dens Ryg. Hun var dybt greben. Ungdomsminderne strømmede ind over hende. Hun, hvem kun faa Mennesker havde set græde, kunde i dette Øjeblik ikke holde Taarerne tilbage.
262 "Hvorfor skulde jeg dog ikke modtage Arven?" sagde hun stille. "Jeg kunde vanskelig tænke mig en mere kærkommen Gave. Deres Broder og jeg var meget forskellige, og jeg har ofte tænkt paa, at jeg vist i Grunden kun daarligt har forstaaet en Natur som hans. Men des taknemligere er jeg for den Hilsen, han her har sendt mig."
"Tør jeg maaske i denne Forbindelse – Frøken Salomon! – minde Dem om en Samtale, vi havde med hinanden for en sejsten-sytten Aar siden. Jeg anvendte ved den Lejlighed omtrent de samme Ord om Deres og min Broders Forhold som De nu. Jeg tror, De nu maa indrømme mig, at det havde været bedst for alle Parter, om De dengang havde haft mere Tillid til min Dømmekraft."
Hun løftede Hovedet og saae stolt paa ham.
"De tager igen ganske fejl, Hr. Departementschef! Jeg ønsker ikke noget ugjort. Jeg føler det tværtimod nu som en stor Lykke for mig, at jeg lærte Per at kende. Baade ved den Glæde og den Sorg, han gav mig, fik mit Liv først rigtig Indhold. Det Værk, De her ser omkring Dem, er i Grunden lige saa meget hans som mit. Og derfor vil jeg bestandig være ham taknemlig."
"Ja, herom kommer De og jeg jo næppe til nogen Forstaaelse. Jeg skal derfor heller ikke opholde Dem længere. Farvel!"
263 En Aften en Ugestid efter Begravelsen opholdt Skolelærer Mikkelsen og Engmester Nielsen, der tillige var Stedets Sognefoged, sig inde i den Afdødes ellers vel tillukkede Hus for efter hans bortrejste Brødres Anmodning at udfærdige en Fortegnelse over det efterladte Indbo. Hvad der havde været af Værdipapirer, Breve og lignende Ting, havde Brødrene taget med sig; men i et Bord, der tilfældig havde staaet med Skuffen vendt ind mod Væggen, fandt man nu et tykt Hefte, næsten en lille Protokol, fuld af Optegnelser, skrevne med Assistentens halvt ulæselige Haand.
Skolelærer Mikkelsen kunde ikke dy sig for straks at kigge i den. Mens Sognefogden gik rundt i de andre Værelser med Lampen og skrev op paa sin Liste, sad han inde i Soveværelset ved et Lys, der var stukket i en Flaskehals, og gennembladede Bogen.
Det var en Slags Dagbog, som Assistenten havde ført i alle de Aar, han havde boet der paa Egnen, og hvori han havde nedskrevet sine Tanker og i det hele ligesom ført Samtaler med sig selv om alt, hvad der var hændt ham. Paa et af Bogens første Blade stavede Skolelæreren sig besværligt gennem følgende:
"Saalænge vi er unge, stiller vi saa ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil, at de skal aabenbare sig for os. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, 264 fornærmer os, vi forlanger at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri. Naar vi bliver lidt ældre, kaster vi i vor Utaalmodighed Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene, Udviklingen, kort sagt for her at søge Meningen med Livet, Formaalet for vor Kamp og Liden. Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmaal end dette ene. Fra den Dag er vort eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade vi stræber at løse. Mit sande Jeg? Den Mand, der i Morges kørte ud i den stride Regn, forstemt, bitter, saa uendelig led ved Livet og dets Besvær, var det mit sande Jeg? Eller den, som i Skumringen sad derhenne ved Kakkelovnen og af Ildens Buldren lod sig lulle ind i lykkelige Drømme om Hus og Hjem og legende Børn, var det mit sande, mit egenlige Jeg? Eller den, som nu sidder her alene ved Lampen, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker, er det mig, mig selv, saadan som jeg udgik fra Naturens Haand, uforvansket, ubesmittet. Eller er det altsammen lige meget mig selv? Det, vi kalder vor Sjæl, er det bare en forbifarende Stemning, et Resultat af vor Nattesøvn og vor Avislæsning, afhængigt 265 af Barometerstanden og Torvepriserne? Eller har vi lige saa mange Sjæle i os, som der er Brikker i en Gnavpose? Hver Gang Posen rystes, kommer en ny tilsyne: en Nar, en Hugaf, en Natugle … Jeg spørger! Jeg spørger!"
Skolelærer Mikkelsen var forbavset, han kendte ikke sin Mand igen i disse mistrøstige Linjer. Men idet han nu søgte fremefter i Bogen for at komme til de Optegnelser, der skrev sig fra de senere Aar, stødte han paa et Brev, som havde ligget gemt mellem Bogens Blade. Han saae paa Udskriften. Der stod "Hr. Vejassistent P. Sidenius", og af Stemplet paa Frimærket kunde han se, at Brevet kun var et Par Maaneder gammelt.
Efter en kort Samvittighedskamp trak han Papiret ud af Omslaget. Det var en Damehaand. Som Adresse stod der øverst paa første Side "Budderuplund", og Brevet lød:
"Jeg hører, at du er syg, meget syg. Jeg bryder derfor den Tavshed, du har paalagt mig, jeg kan ikke blive rolig i mit Sind, før jeg faar sagt dig min uendelige Tak for alt, hvad du har ofret for min Lykkes Skyld. Jeg forstaar dig nu helt, forstaar, at du kun har villet mit Bedste, og jeg kan aldrig takke dig nok derfor. Fra vore tre Børn kan jeg bringe Hilsen, de har det godt, ligesom mine yngste to. Hagbarth er nu Student, han vil være Ingeniør og har efter alles Sigende ualmindelige Evner, er dertil en kæk og stærk 266 Dreng, saa han vil nok komme frem i Verden. Ingeborg blev konfirmeret sidste Høst; hende og lille Lise har jeg endnu herhjemme. De kender dig jo ikke; du har jo villet det saadan, og det er maaske ogsaa rigtigst. – Endnu engang min inderligste Tak for alt. Gud give dig Kraft til at bære, hvad der maatte komme!
Inger."
Skolelærer Mikkelsen nikkede hen for sig og puttede derpaa stille Papiret ind igen i Omslaget. Hvad det dog har været for en sær Mand! tænkte han. Hvad kan der nu have været de to imellem?
Den sidste Del af Dagbogen bestod mest af udaterede Smaastykker, som næsten alle endte med den samme Sætning, der hist og her var understreget. Den lød: Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig! Paa disse Steder genkendte Mikkelsen let baade Tanker og Udtryk fra sin Vens Tale. Saaledes i et Stykke som dette:
"Uden den urmenneskelige Udfoldelsesdrift, den selvskabende Kraft, der ytrer sig i Lidenskaben, den være nu vendt ud mod Virkelighedens eller ind mod Tankens eller op mod Drømmens Verden, og uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed naaer Ingen til virkelig Frigjorthed. Derfor priser jeg mig lykkelig, at jeg har levet i en Tid, der kaldte paa denne Drift og styrkede dette 267 Mod. Ellers var jeg bleven et halvfærdigt Menneske, en Sidenius alle mine Dage."
Eller et andet Sted:
"Kristi Liv og Historie lærer os i Virkeligheden intet ud over dette (som er en gammel Visdom), at der kun er eet, der overvinder Lidelsen, og det er Passionen."
Paa et tredje Blad stod der:
"Ære være min Ungdoms store Drømme! Saa blev jeg dog en Verdenserobrer alligevel! Hvert Menneskes Sjæl er et selvstændigt Universum, hans Død en Verdensundergang i det smaa. Ja, Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig."
Et Sted læste han disse Linjer:
"Aviserne meddeler idag, at Hr. Steiner er bleven udnævnt til Etatsraad. Hvordan? For et helt Liv, hæsblæsende forspildt i Svindel; for saa megen Løgn og saa mange ynkelige Skrabud – bare en Etatsraadstitel! Verden er en slet Betaler. Stakkels Hr. Steiner! Om De anede, hvor jeg i min Navnløshed føler mig kongeligt fri og ukrænkelig, vilde De forstaa, at det er Dem, som blev den narrede. Men nu aner De det ikke og er glad. De lykønsker Dem selv og drikker stolt Deres Berømmelses Skaal i Champagne. Thi Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig."
Et Sted stod der følgende under Overskriften "Om Gud".
"Der tillægges Voltaire det Ord, at dersom 268 Gud ikke var til, maatte man opfinde ham. Jeg finder mere Sandhed i Sætningen, naar den vendes om. Dersom der virkelig skulde være nogen Gud til, maatte man se at faa ham afskaffet, og dette ikke af Frygt for vore onde Gerninger og deres Straf, men for at opelske Mennesker, der gør det gode for det godes egen Skyld. Hvor kan man med rent Hjerte give en Tigger en Almisse, naar man tror eller har Interesse af at tro, at der sidder en regnskabsførende Gud i Himlen og ser derpaa og nikker bifaldende?"
Nedenunder stod der under Overskriften "Mere om Troen".
"Vi omgiver os i Livet med saa mange Ting, som er bleven vor Ejendom ved et Tilfælde. Vi opdager en Dag, at vi trænger til en Kommode, gaar saa ind til en Snedker og køber en, der tilfældig staar fremme. Vi mønstrer den med Ligegyldighed, den er maaske ikke engang efter vor Smag, men i samme Øjeblik, vi har besluttet os til at købe den og den er bleven vor, foregaar der en hemmelighedsfuld Forvandling med den og med os. Varsomt stryger vor Haand henover Polituren, med Kærlighed og Ængstelse følger vort Øje den, naar Flyttefolkene bærer den ned ad Trapperne, og bliver vi senere i Livet nødsaget til at skille os af med den, er det for os, som om vi mistede en Del af os selv. Dette er Besiddelsens Mysterium. Er det ikke ogsaa Troens?"
269 Fra hans sidste Leveaar skrev sig en Optegnelse, der havde Overskriften "Det store Spøgelse", og som var indført med svag og rystende Haand.
"Et Sted ovre paa Mors forefaldt der for en Del Aar siden følgende Begivenhed. En Herremand havde to Sønner, to Smaadrenge, af hvilke den yngste var en mut lille Fyr med et trodsigt Sind, som Faderen vilde bøje. En Dag i Drengens tiende Leveaar, da han igen havde forset sig og derfor skulde tugtes, søgte han Tilflugt oppe i et højt Træ i Haven. Ør af Ophidselse og – som det paastaas – af for megen Vin (han var netop kommen hjem fra en Jagtfrokost i en Nabogaard) stod Faderen nedenunder med sin Ridepisk og befalede ham at komme ned. Men hvor meget han end raabte, og hvor stærkt han end truede, blev Drengen deroppe, krøb tilmed i sin Angst stadig højere tilvejrs, tilsidst saaes han helt oppe i Toppen. Saa hørtes pludselig et Skrig. Den Gren, hvorpaa han havde søgt Fodfæste, knækkede, og Drengen styrtede til Jorden. Han blev Krøbling for Livstid, og Samvittighedsnag gjorde Faderen vanvittig, han sad indtil sin Død indespærret i en Galeanstalt. Imidlertid voksede Sønnerne op. Den ældste blev en sund og rødmosset ung Junker, ret hvad man kalder en Kærnekarl, der giftede sig med en køn Pige, satte et Kuld raske Børn i Verden, drev Ejendommen 270 op til at blive en Mønstergaard og i det hele gjorde sin Skyldighed som velvoksent Mandfolk. Imens laa Broderen bleg og stille paa sin Baare ude i Parken, omsværmet af sine Venner Fuglene, som aad af hans Haand. Han følte sig slet ikke ulykkelig, pintes kun af dumme Menneskers Medynk og af Tanken paa Faderens Elendighed. Jeg har selv set ham. Han var vel dengang en atten-nitten Aar, og jeg har aldrig kunnet glemme det forklarede Udtryk i hans Ansigt. Det var, som stod der en Lysglans om hans hele hjælpeløse Skikkelse. Til Erstatning for den Førlighed, der var bleven ham berøvet, havde han faaet hin sjette Sans, der skænker Sjælen dens dybeste Nydelser. Den kluntede Dreng med den mutte Trold i Øjet var bleven – ja, en Stakkel, hverken Mand eller Kvinde, hverken Barn eller Voksen, men et Menneske, i hvis Blik Uendeligheden afspejlede sig i al sin Klarhed, Dybde og Ro. Og jeg maatte tænke paa hans Fader, hvem Samvittigheden, dette hæslige Spøgelse, havde drevet ind i Mørket, fordi han ikke havde ejet Troen, den sande Tro, Troen paa Naturen, den rige, den vise og miskundelige, som veed Raad for alt, som gavmildt erstatter paa den ene Led, hvad vi har mistet paa den anden, som – –."
Skolelæreren blev afbrudt i sin Læsning ved, at Sognefogden kom ind.
271 "Ja, saa er vi vist færdige, Mikkelsen. Hvad er'et, De der sidder med?"
"Det er bare den Bog, vi fandt her i Skuffen. Hvad skal vi gøre ved den? Det er jo skrevne Sager, saa den kan da ikke gaa til Avktionen, og til at brændes er den da egenlig for god. Tror De ikke, Nielsen, at jeg med god Samvittighed kan ta' og beholde den? Saa havde jeg dog en Slags Minde om Assistenten. For – sandt at sige – saa vil jeg mangen Gang komme til at længes efter ham; og her staar netop saa meget om det, vi har siddet her og passiaret om, saa det er, ligesom jeg opfriskede det altsammen."
"Ta' De den bare, Mikkelsen. For skrevne Sager har vi ingen Ansvar. Og den har jo ingen Pengeværd."
Saa tændte Sognefogden en Lygte. Lampe og Lys blev slukket, og de to Mænd traadte ud af det tomme Hus og lukkede det omhyggelig efter sig.
En ny, gennemset, lidt forkortet Udgave af Fortællingerne om Lykke-Per vil udkomme efter Nytaar. Forfatteren anmoder om, at denne nye Udgave maa blive lagt til Grund ved mulig Bedømmelse af det samlede Værk.
