Lykke-Per

Hans sidste Kamp

Forhistorien

Per Sidenius, en fattig ung Ingeniør uden Eksamen, har konstrueret et stort, kombineret Kanal- og Frihavnsprojekt tilligemed nogle Vind- og Bølgemotorer, for hvilke Ideer han har søgt at interessere Offenligheden ved at udgive et lille Skrift om dem. Imidlertid er han bleven indført hos den hovedrige jødiske Købmand Philip Salomon, hvis Datter Jakobe han efter en kort Kamp vinder. Paa Grundlag af dette Forhold skabes der en vis Stemning for hans Planer hos nogle Pengemænd og Spekulanter, og der er just ved hans Tilbagekomst fra en længere Studierejse i Udlandet nogen Udsigt til at faa dannet et Interessentskab til deres delvise Udførelse, da han modtager Efterretningen om sin Moders, en gammel Præsteenkes, Død. Hans Forhold til Hjemmet har, tildels paa Grund af hans irreligiøse Standpunkt, altid været daarligt, tilsidst ganske afbrudt; men – som et Par Gange før under lignende Omstændigheder – gribes han nu af en stærk religiøs Stemning, forlader pludselig København og rejser over til Jylland for at komme til Klarhed over sig selv hos et Par ældre Herregaardsfruer, som han har truffet paa sin Rejse, og som har fattet en varm Interesse for ham. Her stifter han Bekendtskab med en Pastor Blomberg, under hvls Paavirkning hans religiøse Trang yderligere vækkes samtidig med, at hans Hjerte drages mod Præstens unge Datter, Inger. Tilsidst bryder han med sin Forlovede og hendes Kres, og for at skaffe sig Adgang til et borgerligt, betrygget Erhverv og dermed Haab om engang at turde tilbyde Inger sin Haand beslutter han sig til at tage Landmaalereksamen. Paa Tilbagerejsen til København lægger han Vejen om ad sin Barndomsby for at indvie sit nye Liv med et Besøg ved sine Forældres Grave.

Første Kapitel

3 Samme Aften som Jakobe rullede ind over Berlins Asfalt og med en Følelse af Befrielse lod sig opsluge af Verdensbyens sinds- og sansedøvende Tummel, sejlede Per tilbage til København efter et døgnlangt Ophold i sin Barndomsby ved de store, stille Enge.

Uigenkendt og uden selv at søge nogen af sine gamle Bekendte havde han tilbragt Tiden der alene med sine Minder. Og det var ikke dennegang gaaet ham, som da han sidst gensaae Byen ved Faderens Død og den i sin provinsielle Uanselighed, med sine krogede Gader og fattige Butiker, havde forekommet ham halvt komisk og vakt hans Medynk. Han havde i de mellemliggende Aar faaet Øjet op for sin vedvarende Afhængighed af den; og efterhaanden som det fortrinsvis var bleven Barndomsindtrykkene, der nærede og formede hans Følelsesliv, havde hans Forhold til den antaget en næsten religiøs Karakter. Fra Berlin og Tyrol, fra Rom og København havde hans Tanker gjort Pilgrimsfarter til denne Afkrog af Verden, hvor hans Skæbnes Traade 4 løb sammen og tabte sig i Evigheden. Den lille Engby ved Foden af de høje Banker var bleven hans hellige Stad, Verdens Indgang og Udgang, hvorigennem Vejen for ham gik tilbage til alle Tings Ophav.

Alligevel var det i Begyndelsen med nogen Tøven, han havde begivet sig ud i Byen for at opsøge de kendte Steder. Navnlig kunde han længe ikke overvinde en vis Sky for den Sidegade, hvor Præstegaarden laa. Trods al hans gode Vilje til at ydmyge sig havde Fortiden endnu for megen Magt over ham. Han kunde ikke komme bort fra den Række triste Erindringer, der for ham knyttede sig til den store, mørke Bygning med den mærkelige Fængselsport. Selv ude paa Kirkegaarden ved Forældrenes Grave vilde den rette, sønlige Taknemlighedsfølelse ikke rigtig gribe ham. Ved Synet af den høje Mindesten, som Menigheden havde ladet sætte paa Faderens Grav, rørte der sig endog i hans Sind en sidste Rest af den gamle Modsigelsesaand.

Der var dog ikke Tale om, at han længer gjorde andre end sig selv ansvarlig for de Skygger, der fra Barndomstiden havde strakt sig ud over hans Liv, og som syntes at vokse med Aarene. Han kunde blot ikke lade være med at tænke paa, hvorledes meget kunde være blevet anderledes for ham, dersom hans Fader og Moder havde været mindre hildede i deres Tids 5 Fordomme – ogsaa i det religiøse. Hvor kunde han ikke have været sparet for mangen Forvildelse og mangt et beskæmmende Fald, dersom han straks som Barn havde mødt en saadan mild og lys Kristendomsforkyndelse som den, der nu endelig havde aabnet hans Øjne for Livets højeste! Og – hvad der var det tungeste – det Savn, han nu maatte bære paa, var uafhjælpeligt. Den Ensomheds- og Fattigdomsfølelse, han i disse Øjeblikke led under, vilde følge ham gennem Livet. Hvorledes hans Fremtid end vilde blive, ja selv om det Kærlighedshaab, hvormed han var draget bort fra Bøstrup Præstegaard, skulde opfyldes – der vilde dog altid blive et tomt Rum paa det Sted i hans Hjerte, hvor andre gemte deres allerbedste Erindringsklenodier. For Ingen var i Grunden fattig uden den, som ingen gode Ungdomsminder havde.

Da han ved Aftentid var kommen tilbage til Hotellet og sad inde i dets Kafelokale og spiste noget Smørrebrød, hændte der ham noget overordentligt. Ved et Tilfælde, der saae ud som en guddommelig Tanke, tændtes der just et Ledelys for ham i disse hans Fortidsskæbnes Løngange.

Sammen med Aftensmaden havde Opvarteren bragt ham nogle Blade, deriblandt en af Byens egne Aviser, hvis Navn og Skikkelse han huskede fra Præstegaarden, og som han nærmest af den Grund gav sig til at kigge i. Paa Bladets første 6 Side stod et længere "Hovedstadsbrev", der meddelte forskelligt af Øjeblikkets Samtalestof i København. Mellem Nyt fra Hoffet og Teaterverdenen, fra Tivoli og Cirkus, fandtes der ogsaa en Meddelelse om et "opsigtsvækkende Selvmord" i det gode Selskab. En ung, haabefuld Mand, en forhenværende Kavalleriofficer, havde taget sig af Dage under meget romantiske Omstændigheder. Han havde – som der stod – elsket og ment sig genelsket af en ung, nygift Frue, der tilhørte det jødiske Pengearistokrati; og da hans Forhaabninger skuffedes, havde han umiddelbart efter Hjemkomsten fra et ham tilstaaet Stævnemøde skudt sig en Kugle gennem Hovedet. Paa tidssvarende Vis var selve den blodige Begivenhed vidtløftig afmalet. Den samvittighedsfulde Brevskriver skaanede ikke Læserne, hverken for et Billede af det tilsølede Gulv, hvor man havde fundet Liget, eller for en Beskrivelse af Sofaen, hvorfra det var trillet ned, eller af Bordtæppet, der var bleven oversprøjtet med Hjernemasse; ja selve Indholdet af det Brev, den Afdøde havde efterladt, antydedes paa en Maade, der uden at angribe Privatlivets lovbeskyttede Fred behændigt tilfredsstillede Almenhedens Nysgerrighed.

Per var under Læsningen skiftevis bleven hvid og rød. Skønt der ikke var nævnt noget Navn, og skønt han intet havde hørt om, at Løjtnant Iversen var død, kom han hurtig paa det rene 7 med, at det var ham og Nanny, Beskrivelsen galdt, … Nanny, hvis nøgne Arme for ikke mange Uger siden havde været slynget om hans egen Hals! Med en Fornemmelse, som krøb der ham en Giftsnog ned ad Ryggen, læste han Beretningen tilende, og Indtrykket var saa stærkt, at han ikke kunde faa sig til at blive siddende i Kafeen, hvor Folk snakkede og larmede omkring ham, men søgte op paa sit Værelse.

Her gik han op og ned ad Gulvet og følte sig som En, der lykkelig er undsluppen en overhængende Fare. Det blev mørkt for hans Øjne, idet han tænkte paa, hvor nær han havde været ved at blive hængende i denne djævelske Kvindes Garn, og at det lige saa godt kunde være bleven ham, der havde maattet tjene som Offer for skandalgriske Journalisters Penne, dersom ikke – –.

Ja – dersom!

Han standsede. Det var, som om der ved dette Ord aabnedes en Skodde i hans Sjæls dybeste Mørke; og i det indstrømmende Lys jog halvglemte Billeder fra hans forgangne Liv ham skyggeagtig forbi. Han saae sig selv i hin Nat for længe siden, da han flyede bort fra Fru Engelhardts Seng, grebet af Væmmelse ved de Glæder, som Skøgerne skænker. Han mindedes en anden Gang endnu længere tilbage i Tiden, i hans Drengeaar, da han fristedes af den sortøjede Tiggertøs 8 fra Riisagers Gaard, men i det afgørende Øjeblik frelstes af den Blu, der vaktes i ham af det fordærvede Barns skamløse Ord og Lader. Og han tænkte paa de mange andre Gange, hvor han vilde være bleven Selvødelæggelsens sikre Bytte, dersom – – ja, dersom han ikke i sit Inderste havde baaret paa en instinktmæssig Sky for Synden, dersom han ikke gennem sine Forældre – og da vel særlig gennem sin Fader og hans Aarhundreder gamle Præsteslægt – havde staaet i lønlig Pagt med de livsbevarende Magter, han i sin Ungdoms Overmod aabent havde villet trodse. Den "sideniuske" Arv, som han havde kaldt sit Livs Forbandelse, var den ikke netop den Amulet, det signede Tegn, han kunde takke for, at det dog ikke var gaaet ham værre, end det var?

Flygtigt og ligesom sky havde dette Spørgsmaal et Par Gange før i de sidste Maaneder gennemfaret hans Sind. Nu holdt han det fast og besvarede det med et fuldtonende Ja. Og Svaret avlede et nyt Spørgsmaal. Denne medfødte Kraft til Frigørelse, der havde aabenbaret sig hos ham i det skjulte; denne Selvopholdelsens Drift i Sjælen, der virkede ganske uafhængig af alle Troeslærdomme, højt ophøjet over de skiftende Tiders strengere eller mildere Livssyn, hvad var den vel andet end Guds egen Aand, Biblens "hellige Aand", den Kristnes Fylgje, der usynlig vogtede hans 9 Fod for Fald og førte ham frelst gennem alle Forvildelser?

Han havde sat sig hen til Vinduet, der vendte ud mod en stille, mennesketom Gyde. Han boede lidt tilvejrs og saae ud over en Vrimmel af røde Tage og rygende Skorstenspiber, bag hvilke Solen just var gaaet ned. Næsten paa hvert andet Tag laa en Storkerede; og henad Mønaasene¹ vaklede Storkeunger paa lange Ben, advarede og vejledede af Forældrene, der stod paa Reden og skræppede.

Det var, som om han først nu helt forstod sig selv og hvad der var foregaaet med ham de sidste Dage. Vistnok var han allerede paa Kærsholm bleven sig sin Kristendom bevidst; men det havde dog mere været den opskræmte Samvittigheds Magtsprog, han der havde bøjet sig for, end Hjertets og Forstandens overbevisende Vidnesbyrd. Først i disse Øjeblikke opgik Troen for ham som et Erkendelsens Lys, der gennembrød Stemningstaagerne. Mens han sad der med Haanden under Kinden og saae ud paa de mange lodret opstigende Røgsøjler og paa de flyvefærdige Storkeunger, der tegnede sig mod den gulrøde Aftenhimmel, fuldbyrdedes i hans Sjæl det store Under, den ny Menneskefødsel, der saa længe havde været forberedt.

Da han den næste Morgen igen gik ud paa Kirkegaarden, var Fortidens Skygger manet bort 10 fra hans Vej. Ud fra det Rum i hans Hjerte, som han havde troet uafhjælpeligt øde, tomt og mørkt, straalede nu Ættens gyldne Skat, Troens Klenodie, samlet af fromme Forfædre, nidkært værnet fra Slægt til Slægt, øget gennem Selvtugt og Trængsler. – Saa var han da en Kongesøn alligevel! Livsens Krone, den ydmyge og sønnelydige Samfølelse med Verdens Behersker, med den evige og uforanderlige Gud, var skænket ham som Vuggegave; og alle sande Goder, Hjertets Fred og Sindets Tryghed, Glæde ved Livet og Frygtløshed i Døden, hørte til hans Arvelod.

Han havde taget Plads paa den lille Bænk overfor Mindestenen, hvor Faderens Navn – Johannes Sidenius – stod indridset med store Guldbogstaver. Det var en dejlig, blikstille Avgustmorgen, og han var ganske alene. Der var ikke et Menneske at se eller høre paa hele den store, murindhegnede Begravelsesplads. En kornblomstblaa Himmel hvælvede sig over den høstlige Jord, hvor et Solskinssmil netop brød frem gennem Natteduggens Taarebad. Overalt i Luften flimrede den flyvende Sommers regnbuefarvede Spind. Hækker og Buske var som overdragne med Sølvmor, og hvert Blomsterbæger og hvert Straa var tungt af gyldne Draaber. Øverst oppe i de gamle, taarnhøje Popler, som dannede en bred Allee gennem Kirkegaarden, susede det svagt; men nede over Gravene rørte der sig ikke et Blad, og Stilheden 11 var saa dyb, som strømmede den ud fra selve Evigheden.

I over en Time fik han Lov at sidde der ganske uforstyrret i en lykkelig bevæget, højtidsfuld Stemning, helt opgaaet i den ham saa fremmede og forunderlige Følelse af Hvile og indre Fred. Endogsaa Erindringen om Inger trængtes i disse Øjeblikke tilbage i hans Sind, fordunkledes af hans Glæde ved den endelige Forsoning med sine Fædres Gud. Derimod tænkte han undertiden paa Jakobe. Nu, da han selv havde fundet hjem og følte Kraften fra den moderlige Jordbund stige vederkvægende op i hans udmattede Sjæl, – nu maatte han tænke paa dem, som endnu vansmægtede uden at vide Raad for deres Ve. For Jakobes Vedkommende turde han dog næppe have noget Haab. Hun tilhørte jo et Folk, der havde gjort sig Frafald og Fornægtelse til Livsprincip. Men han følte paa sig selv, at for dansk Ungdom maatte den Tid være nær, da den grebes af en saadan Solopgangsstemning som den, der nu gennemlysnede og gennemglødede ham, og som allerede Poul Berger havde bebudet i sit store Bekendelsesdigt:

"Natten og Mørket er svunden; Guds Dag oprinder paany med Fred og Lykke for alle, der vil bede. Som Vildandeflokken, der strækker Halsene, naar den paa sit lange Træk over Bjergene øjner Havets blaa Stribe i det Fjerne; som vansmægtende 12 Soldater, der efter daglang Marsj, forbrændte af Solen, hvide af Landevejens Støv, kaster sig ned ved Bækken for at drikke, – saaledes, o Menneskehed, skal du stille din Tørst ved Naadens genfundne Kilde!"

Om Eftermiddagen gik Per ombord paa den samme gamle, butsnudede Damper, hvormed han for otte Aar siden var draget bort fra Hjemmet, opfyldt af en saa ungdommelig Selvfortrøstning, af et saa overmodigt Fremtidshaab. Langsomt og besværligt arbejdede Skibet sig ud gennem Fjordens stedse mere tilgroede Krumninger, hvor det hvert Øjeblik saae ud, som skulde man blive stikkende midt i Engen. Per stod i Agterstavnen og saae over det mudrede Kølvand tilbage mod Byen, der nu i bogstavelig Betydning var bleven hans hellige Stad, hans Damaskus. Vistnok maatte han ofte ryste paa Hovedet af de Vidnesbyrd om Forfald, han saae omkring sig, og dog ønskede han i Øjeblikket ikke noget anderledes her. Hvormeget Forstanden end kunde have at udsætte, i sit Hjerte var han taknemlig for at finde alt saa ganske uforandret. Disse store, skønne Enge, disse yndefuldt svungne Sivbredder, disse fritgaaende Køer og Kalve, der overalt kom drivende ned imod Skibet og hilste det som en gammel 13 Bekendt, – han forstod i Grunden godt, at man daarligt nænnede at forstyrre dette Billede af en henfaren Tids Fred og frodige Lykke.

Straks efter Ankomsten til København satte han sig i Bevægelse for at indrette sig en Bolig og ordne sine Pengeaffærer, saa han med Ro og Tryghed kunde tage fat paa Arbejdet. Det var hans Hensigt at vende sig til Overretssagfører Hasselager for at rejse et Laan paa en fjorten-femten Hundrede Kroner, der vilde kunne sikre ham Underholdet i det mindste et Aarstid. Saa pinligt det end var for ham at maatte gøre sig afhængig af den Slags Folk, hvis Udbyttervirksomhed og hele Levevis han nu mere end nogensinde foragtede, saa vidste han i Øjeblikket intet bedre Raad. Og Sagen maatte ordnes hurtigt – han var utaalmodig efter igen at begynde at arbejde.

Som Sikkerhed for Laanet tænkte han at tilbyde de to Patenter, han endelig havde opnaaet for sine Vind- og Bølgemotorer, – et dansk og et udenlandsk. Rigtignok havde der ikke meldt sig nogen Lysthavende til noget af dem; og det var heller ikke hans Mening at lægge Skjul paa, at han ikke selv tillagde dem synderlig Værdi. Han betragtede sin Opfindelse som kun halvvejs færdig; men han gik ud fra, at Hasselager, der jo skulde være en saa snu Forretningsmand, og som havde viist Forstaaelse af hans Ideers Betydning, 14 ikke desmindre vilde finde sin Regning ved at støtte ham med et Forskud.

Overretssagføreren modtog ham da ogsaa med den største Høflighed; men han havde netop Dagen i Forvejen faaet at vide, at Pers Forlovelse var bleven hævet, og var derfor en Smule tilbageholden. De samtalte en Tid om Pers Planer og Forhaabninger, navnlig saa vidt disse angik den videre Udvikling af hans Opfindelse, og Per følte sig forpligtet til at ytre sig herom uden Forbehold. Da han tilsidst kom til Spørgsmaalet om Pengelaanet, blev den anden yderligere tillukket. Med den mest slebne Københavner-Elskværdighed beklagede han, at han ikke saae sig i Stand til at imødekomme ham paa dette Punkt; han indlod sig principmæssig aldrig paa at ordne Laan, for hvilke der ikke fandtes, hvad man kaldte bankmæssig Sikkerhed. Det var et Forretningsprincip, som enhver Sagfører var nødt til strengt at overholde, for ikke at blive mistænkt for at befatte sig med Pengeomsætninger, som ikke taalte Lyset.

Per spurgte ham, om han da mente det gørligt at rejse Laanet hos andre, for Sagen interesserede Folk, som ikke var bundne af den Slags Hensyn. Hvortil Hr. Hasselager efter en kort Betænkning og imod bedre Vidende svarede, at det troede han ganske sikkert. Den store, blonde, blodrige Dansker, som ellers ikke uden Held efterlignede Max Bernhardts vilde Forvovenhed som 15 Spekulant, besad ikke denne blege Mands Frygtløshed overfor Blodsudgydelsen men overlod det helst til andre at give hans Ofre Naadestødet. I dette Tilfælde henviste han til "Proprietær" Nørrehave, hvem Per forøvrig selv havde haft i Tankerne, og som jo ogsaa var den, der oprindelig havde sat dem i Forbindelse med hinanden.

Dagen efter søgte saa Per den som Agerdyrker forklædte Storspekulant, der boede i en standsmæssig udstyret Villa paa Frederiksberg.

Den bredmavede Jyde, som nok havde hørt Rygtet om den hævede Forlovelse men uden at ville tro derpaa, tog imod ham med sit trohjertigste Smil og et varmt, ja svedigt Haandtryk. Men Per havde ikke talt længe, før Manden blev tavs; og hans smaa, hvidfrynsede Svineøjne fik travlt med fra Siden at undersøge Ringfingeren paa Pers højre Haand. Den plumpe Bonde blev bredere og bredere i sin forgyldte Lænestol, jo længere Per talte. Tilsidst lagde han Armene over Brystet og erklærede afgørende, at han ikke vilde have med den Sag at bestille.

Per begyndte at blive utaalmodig. Han erindrede Manden om, at det var ham selv, der i Foraaret havde foreslaaet et Samarbejde og det under Former, som gjorde hans – Pers – Henvendelse til ham fuldkommen berettiget. Men Proprietæren rystede uanfægtet paa Hovedet og gentog paa sit Købstadjysk:

16 "Jeg vil it' ha'e med den Sag aa bestil'!"

Per vilde dog stadig ikke lade sig nøje med det Svar; han forlangte en Forklaring. Da svarede Proprietæren med den landlige Ligefremhed, hans Forretningsven netop havde gjort Regning paa, at "Situationen" (hans Yndlingsord) jo totalt havde forandret sig, siden Per – hvad han nu kunde begribe – ikke længer var Philip Salomons tilkommende Svigersøn.

Per havde været forberedt paa Svaret, ja han havde med sine Spørgsmaal netop villet fremtvinge det for at have Sagen paa det rene. Og da den anden nu med bondsk Nærgaaenhed gav sig til at udtale sin Forundring over dette Brud med det rige Købmandshus og endogsaa søgte at udfritte ham om Grunden til det, rejste Per sig med en Mine, der ligesom slog Manden paa hans Mund, og sagde:

"Kort og godt, – De vil altsaa ikke selv yde mig og heller ikke paa anden Maade skaffe mig et Laan som det, jeg her taler om?"

Proprietæren blev igen lidt usikker. Denne bydende Tone genvakte for et Øjeblik den frygtagtige Respekt, Per i sin Tid havde indgydt ham ved sin Optræden overfor Max Bernhardt. De tykke Arme var sunket ned, Hænderne laa foldede over Bugen, og Tommelfingrene drejede rundt, mens de smaa, hvidfrynsede Øjne saae op paa Per med et grundende Udtryk. Det var aabenbart, 17 at han endnu engang i Stilhed gjorde Pers Regnskab op og vejede Mulighed og Risiko mod hinanden.

"Nej," – kom det saa som et Træskospark efter endte Overvejelser. "Jeg vil it befat' mig med'et."

Næsten før Ordene var udtalte, havde Per grebet sin Hat og stormede mod Døren uden Farvel.

Udenfor blev han roligere. Han sagde til sig selv, at han havde ingen Ret til at beklage sig. Han havde selv været med i den kannibalske Offerdans omkring Guldkalven. Hvad Under, at Dyret stangede nu, da han ikke længer vilde blote.

Men hvad skulde han gøre? Penge maatte han skaffe. Han ejede knap hundrede Kroner i Kontanter.

Han var gaaet ind i Frederiksberg Have og sad her længe paa en Bænk og brød sit Hoved med at finde en Udvej. Den Opfindsomhed, der var hans Styrke som Tekniker, svigtede ham heller sjelden, hvor det galdt Vanskeligheder af anden Art; og da han en Timestid efter rejste sig fra Bænken, havde han da ogsaa sin Plan færdig. Han vilde henvende sig til Oberst Bjerregrav. Denne Mand var han jo ovenikøbet et Besøg skyldig. Dog var det ikke hans Mening at prøve paa at laane Penge af ham; Obersten skulde blot være hans Mellemmand og 18 Fortaler overfor Etatsraad Erichsen, den bekendte Mæcen, som han engang havde set i det salomonske Hus, og som, saavidt han vidste, før havde understøttet Folk af hans Fag. Netop fordi han havde truffet Etatsraaden i sine forhenværende Svigerforældres Hjem, kunde han ikke faa sig til personlig at søge ham; og forresten vilde det selv uden denne Betænkelighed falde ham svært at gaa op til en fremmed Mand og bede om Penge.

Endnu samme Eftermiddag sad han i Oberstens Arbejdsværelse, i den samme lille Rørsofa, hvor han for godt tre Aar siden saa forhaabningsfuldt havde udviklet sine Planer for Fremtiden. Obersten sad tilbagekastet i sin Skrivebordsstol og iagttog ham med et halvt medlidende, halvt nysgerrigt forskende Blik over sin vandret liggende Næseklemmer. Af sin Søstersøn, Dyhring, havde han faaet at vide, at det skulde være Uoverensstemmelse i det religiøse, der havde foranlediget Per til at hæve sin Forlovelse; og skønt han – Gudbevares! – i høj Grad anerkendte dette Motiv, saae han dog paa ham som paa En, der ved et Ulykkestilfælde havde taget Skade paa Forstanden.

Per begyndte med at gøre en Undskyldning, fordi han saa sent besvarede hans ærefulde Besøg; men han havde – som han ytrede – "af personlige Grunde" følt Trang til i nogen Tid at holde sig borte fra København.

19 Obersten gav Kvittering for denne Tilstaaelse ved en hensynsfuld Tavshed.

Og Per rykkede nu frem med sit egenlige Ærinde. Uden Omsvøb fortalte han om sine økonomiske Vanskeligheder, og hvorledes han havde tænkt sig at komme ud over dem. Han havde Grund til at tro, sagde han, at han, i Fald han turde gøre Regning paa Oberstens velvillige Bistand, vilde kunne opnaa en Understøttelse af Etatsraad Erichsen, saa meget mere som han vidste, at denne i Forvejen fra anden Side var bleven paavirket til Gunst for ham.

Skønt Obersten var ganske klar over, at han for sit Vedkommende ikke vilde have noget med den Ting at gøre, udtalte han sig dog særdeles imødekommende, lovede at tage Sagen under Overvejelse og derefter at lade høre nærmere fra sig. Han betragtede Per som en syg Mand, hvem man gjorde bedst i at snakke efter Munden. Og unægtelig saae han i Øjeblikket noget overspændt ud, som han sad der og lod Munden løbe med adskilligt mere, end han selv rigtig vidste af. De sidste Tiders svære Sjælekampe og den Tilfredshed, han nu følte, ved endelig at have overvundet sig selv, havde skabt en lidt naiv Trang til Fortrolighed. Den stærke Spænding havde desuden angrebet ham rent legemligt, havde gjort ham mager og ligesom forlænget hans Ansigt. Ogsaa paa anden Maade havde hans Udseende forandret 20 sig i Sommerens Løb. Han havde under Opholdet paa Kærsholm ladet Haar og Skæg vokse, og med lidt god Vilje kunde man baade i hans Klædedragt og i hans Maade at udtrykke sig paa spore en begyndende Bestræbelse for at tage en vis, evangelisk Folkelighed til Mønster for sin Optræden.

Da han endelig rejste sig og gik, fulgte Obersten ham med Blikket henne fra sin Stol indtil Døren lukkedes bag ham; saa faldt han hen i Tanker. Stakkels Fyr! tænkte han. Ogsaa han gik sandsynligvis nu sin Undergang imøde! Og han havde dog saa rige Evner, ja var vel egenlig et Geni! … Og Oberstens Tanker gled videre og standsede tilsidst ved Søstersønnen, der netop i de samme Dage havde gjort et nyt Kup. For at sikre sig Støtte fra hans Blad havde man valgt Dyhring ind i Bestyrelsen for et af Landets største Aktieselskaber, hvad der aarligt vilde kaste nogle Tusinde Kroner af sig uden en Fingers Arbejde. Snart sad han efter al Sandsynlighed ogsaa i Rigsdagen. Den Knægts Held var nærved at faa ham til at tvivle om et retfærdigt Forsyn. Uden Begavelse, uden Handlekraft, uden Tro, uden Fædrelandsfølelse skred han ustandselig frem i Magt Betydning og Anseelse, mens – –.

Obersten følte det pludselig værke i det store Skudsaar i hans højre Side. Han fyldte nylig halvfjersindstyve Aar og havde i den Anledning 21 haabet paa en eller anden offenlig Udmærkelse. Men Ingen havde mindedes Dagen.

Per havde lejet sig et Værelse hos en gammel Enkefrue i en Villa, der laa ved en af de smaa Sideveje bag Frederiksberg Have. Han havde valgt denne Yderende af Byen ikke alene for at bo i Nærheden af Landbohøjskolen, hvor han skulde høre Forelæsninger, men ogsaa for at være saa langt som muligt fra Bredgade-Kvarteret og de andre Steder, som gemte Fortidens trykkende Minder. Hans Værelse var et lille, tarvelig udstyret Loftskammer og som sædvanlig gjorde han ikke selv noget for at skabe Hygge omkring sig. Han tænkte blot paa hurtigst muligt at gøre sig færdig til sin Eksamen, saa han igen kunde komme bort fra Byen.

I god Tro til Oberstens Tilsagn og overbevist om, at hans Pengesager nu nok vilde blive ordnede, lod han sine Bøger, Tegninger og øvrige Ejendele hente hjem fra Hotellet, hvor de havde været opbevarede under hans Fraværelse. Til sin Sorg maatte han dog atter gemme baade Bøger og Tegninger hen igen; han kunde foreløbig ikke beskæftige sig med andet end at forberede sig til Undervisningen paa Landboskolen, som begyndte den første September. Kun i stjaalne 22 Timer tog han Udkastene til sine Vind- og Bølgemotorer for sig; han havde allerede forskellige gode Ideer til deres Forbedring, og det var hans sikre Tro, at det engang skulde lykkes ham at løse den store Opgave. Saasnart Eksamen var overstaaet og han var kommen til Ro derovre ved det lille Udtørringsarbejde omkring Kærsholm, som forhaabenlig vilde blive til Virkelighed, skulde der tages fat for Alvor. Det var jo det store Fortrin, en Opgave som denne havde fremfor f. Eks. Kanalprojektet, at den kunde bringes til Udførelse i Ensomhed og Frihed, at den ikke tvang ham ind i noget Afhængighedsforhold til andre, endsige til Makkerskab med Personer af Max Bernhardts og Nørrehaves Kaliber. Derude paa Landet vilde han desuden ganske anderledes have Lejlighed til at anstille saadanne praktiske Prøver, som i Længden ikke kunde undværes. Rimeligvis vilde han endogsaa blive nødt til at bygge sig et Par smaa Forsøgsmotorer … Men alle disse Tanker maatte foreløbig hvile. Til Trods for, at det kun var en Tillægseksamen, han skulde tage, idet de Prøver, han allerede havde bestaaet som Polytekniker, nu kom ham tilgode, vilde han dog faa nok at gøre. En af hans Professorer, til hvem han straks havde henvendt sig for at kunne lægge en Plan for sine Øvelser, havde anbefalet ham at regne med en Studietid af halvandet Aar. Selv fastslog han 23 at ville nøjes med den halve Tid. Og han optog i den Anledning paany sin Ungdoms frejdige Løsen: Jeg vil.

Saa sad han da igen i et fattigt lille Kammer og kæmpede for Livet og sin Fremtidslykke. Ligesom i sin Tid i Nyboder stod han op om Morgenen ved Fabrikernes Hanegal, og hans Vindu var i Almindelighed det sidste, bag hvilket Lyset om Aftenen slukkedes paa den lille, landlig stille Villavej. Skønt hans Maal, saa stort det ogsaa var, ikke længer havde nogen eventyrlig dragende Gyldenglans over sig, tog han fat paa Arbejdet med en Iver og Fortrøstning som ingensinde før, uden at hæmmes af disse pludselige, pinlige Anfald af Modløshed, hvoraf han i forrige Tider saa hyppig overfaldtes. Han ventede sig slet ikke noget stort materielt Udbytte af sin Opfindelse, ja ønskede sig det knap. Det vilde være ham Belønning nok at vide, at han havde virket for Menneskehedens Vel. Alt, hvad han for sit personlige Vedkommende haabede af sit Arbejde, var, at han ved dets Hjælp skulde faa Lov til at leve et jævnt og muntert, virksomt Liv i inderlig Forening med den, hans Hjerte længtes efter.

Men paa sin Kærlighed til Inger vovede han alligevel endnu ikke rigtig at opbygge nogen Fremtid. Saa ofte hans Tanke begav sig paa Vej til Bøstrup Præstegaard, var det, som om den standsedes af en sværdbærende Kerub. Her maatte 24 bies. Til Paradiset var han endnu ikke værdig, – ja nu, da han var bleven sig sit Syndefald fuldt bevidst, syntes han, at han slet ikke havde Lov til at haabe paa saa rig en Lykke. Overfor Uskyld og Hjertets Renhed maatte han slaa Øjet ned; det var hans Straf. Han maatte gaa skjult med sit Haab som Tyven med sin Lygte og turde foreløbig kun fryde sig ved Tanken om et Gensyn. Ved Afrejsen fra Kærsholm havde Hofjægermesterinden spurgt ham, om han ikke kunde tænke sig at tilbringe Julen hos dem. Og med et lille Smil havde hun tilføjet, at man vistnok ogsaa i Præstegaarden vilde blive glad ved at se ham igen.

Den første Søndag efter sin Tilbagekomst tog han ind til Byen for at gaa i Vartov Kirke. Det var en dejlig Solskinsdag, og han begav sig i god Tid hjemmefra for at kunne tilbagelægge hele Vejen tilfods. Men da han kom ind i Alleen, blev han alligevel lidt sky ved Synet af den brogede Strøm af glade Københavnere, som drog udefter for at tilbringe Søndagen i det Grønne; og ved Værnedamsvejen satte han sig ind i en Sporvogn.

Da han naaede den lille Bedesal i Løngangsstræde, manglede Klokken endnu et Kvarter i ti; ikke destomindre fandt han Salen fuld , ja overfyldt. Mens der i adskillige af Byens store Kirker prækedes for halvtomme Bænke, var 25 der altid Trængsel her i den grundtvigske Menigheds uanselige Moderhjem. Vel var det snart længe, siden den store Kirkefaders egen Røst havde lydt der; men hans Aand rugede endnu over Stedet, og fra hele Landet søgte Folk dertil som til en hellig Plet, hvor Gud paany havde aabenbaret sig for sit Folk i en brændende Tornebusks Lignelse.

Per fik sig med Besvær arbejdet frem til en Staaplads ved den ene Sidevæg. Gennem et Par Vinduer paa den modsatte Side skinnede Solen festligt ind og lagde som en Glorie omkring Hovedet paa alle dem, der sad i Nærheden af Kirkens Midtergang. Og nu kom Præsten for Alteret, og Orgelet præluderede, og Salmesangen begyndte.

Blandt de mange glorieomstraalede Hoveder var der et, som, uden at han blev opmærksom derpaa, ofte vendte sig hen imod ham med et lyst Øjepar under mørke, sammenvoksede Bryn. Først midt i anden Salme fangede det hans Blik; og pludselig foer det igennem ham, idet han genkendte sin Søster Signe. Ved Siden af hende sad hans yngre Brødre, Tvillingerne. De sad Skulder mod Skulder og saae i en fælles Salmebog og havde aabenbart endnu ikke faaet Øje paa ham.

Han følte, at Blodet strømmede ham hedt til Kinderne, og han kunde næsten ikke faa sig til at 26 møde Søsterens Blik. Det var ikke faldet ham ind, at han kunde træffe nogen af sin Familje her. Han havde overhovedet ikke tænkt sig, at han paa et saadant Sted kunde være udsat for at blive set af Bekendte. Signe derimod syntes knap nok overrasket. Hun nikkede roligt til ham uden at afbryde sin Sang, – det var, som havde hun Søndag efter Søndag siddet der og ventet ham.

Per havde allerede Dagen efter sin Tilbagekomst til København søgt sine Søskende i Moderens gamle Lejlighed ved Gl. Kongevej; men trods sin Længsel efter endelig at læse det Brev til ham, som Moderen skulde have efterladt, og som Signe opbevarede, havde han følt det som en Lettelse, da han ikke traf nogen af dem hjemme. Han vidste ikke, hvorledes han skulde faa dem sagt, at han ikke længer var forlovet, og hvad der i det hele var foregaaet med ham. Han havde endnu ikke Mod og Troeskraft nok til at turde møde Synet af deres Sejrsglæde, den, han da ogsaa nu – og selv paa dette Sted – straks havde spejdet efter i Søsterens Ansigt.

Men nu sluttede Sangen, og Præsten viste sig paa Prækestolen over Alteret. For Per var det imidlertid ikke længer muligt at fastholde Tankerne ved, hvad han hørte. Det var endnu saa nyt for ham at føle sig greben af en opbyggelig Stemning; der skulde aldrig meget til for at faa den til at forflygtiges. En gammel Kone der sad et Stykke fra 27 ham, havde allerede i Forvejen forstyrret hans Andagt med sin Hoste, og i Virkeligheden gik det ham ikke stort bedre dennegang end ved hans første, saa mislykkede Kirkegang forleden i Borup. Hvor meget han end anstrengte sig for at samle sit Sind, – han følte sig igen saa fortvivlet udenfor det hele.

Ogsaa rent legemligt følte han sig efterhaanden uvel. Han havde i de sidste Dage ikke været rigtig rask. Han havde igen haft en Mindelse af sine gamle Smerter i Mellemgulvet, og hans Søvn havde været urolig, gennemjaget af Drømme. Den beklumrede Luft her i den overfyldte Kirke, Solen, der skar ham i Øjnene, Anstrengelsen ved at staa op saa længe, dertil Præstens noget enstonige Stemme og den gamle Kones vedholdende Smaahosten, alt dette i Forening med Spændingen for det forestaaende Genmøde med Signe og Brødrene gjorde ham tilsidst helt svimmel. Der var et Øjeblik under Slutningen af Prækenen, hvor han troede, at han skulde faa ondt.

Da han efter Gudstjenestens Slutning mødtes med sine Søskende udenfor Kirken, følte han sig alvorligt syg. Signe saae det straks og spurgte, hvad der fejlede ham. Og dette Spørgsmaal og Søsterens bekymrede Mine jog ham pludselig en stor Angst gennem Hjertet. Det begyndte at flimre for hans Øjne og han maatte søge ind i Portnerstuen, 28 hvor han næppe var kommen tilsæde, før han besvimede.

Der gik nu Bud efter en Droske, og da han var kommen til sig selv igen, tog Brødrene ham under Armen og ledede ham ud til Vognen. Her hørte han Signe give Kusken Ordre til at køre til det fælles Søskendehjem, og han forsøgte ingen Indvending. Han følte sig saa uendelig kraftesløs og træt og troede sikkert, at han skulde dø.

Saasaare han var kommen tilsengs, faldt han ogsaa hen i et timelangt Blund, der halvt var Afmagt, halvt forvirret Søvn, og hvorunder han i Drømme genoplevede den hele Gudstjeneste, men som en himmelsk Aabenbaring. Han stod atter derhenne ved Sidevæggen med Solen lige i Øjnene, og Kirkerummet laa for ham i en gylden Dis. Med en forunderlig Fornemmelse af at svæve saae han Himlen aaben over sig; og det var ikke længer Menigheden, der sang, det var et Englekor, han hørte, et tusindstemmigt Halleluja, der tabte sig i Uendeligheden. Præsten stod paa Prækestolen og fremsagde de foreskrevne Bønner for Kongehus og Regering, for Syge og Sorgfulde, for Enkerne og de Faderløse. "Og bede vi, at Naadens Lys maa skinne ogsaa for alle dem, der sidder i Dødens Mørke og Skygge", sluttede han, og Englekoret svarede med et langt hentonende Amen. Nedenfor i Kirkestolen sad Søsteren Signe; ogsaa hun bad. Og rundt om hende sad Folk 29 med foldede Hænder og bøjede Hoveder, og han læste paa deres Læber, at de alle i Tavshed gentog Præstens Ord. Og i Drømme faldt der et nyt Lys over hans Sjæls mysteriøse Omvendelse. Idet han tænkte paa, at ogsaa han Søndag efter Søndag havde været indesluttet i Menighedens Forbøn, at man i hver Kirke i Kristenheden havde anraabt ogsaa om hans Frelse, og det i fuld Tillid til, at en Troendes Bøn ikke var et virkningsløst Suk, men at den var en Aandens Kraft og Værge for den, for hvem den opsendtes – –

Han vaagnede med et Ryk og slog Øjnene op i et halvmørkt, lavloftet Værelse med et enkelt Vindu, for hvilket Gardinet var rullet ned. Det varede noget, før det gik op for ham, hvor han var; og da jog det paany igennem ham, og hans Kinder brændte.

Med bankende Hjerte saae han sig omkring. Der stod Moderens Mahogni-Sekretær med de runde, benhvide Nøgleskilte, der stirrede hen paa ham som forbavset opspilede Øjne. Der var Kurvestolen, som han huskede fra sin Faders Dødsværelse. Og Puffen med det haandbroderede Sæde, som Moderen altid havde været saa øm over. Og derhenne paa Spejlkonsollen laa endnu som i hans Drengeaar den store, afrikanske Konkylie, i hvis blodrøde Indre Havets vilde Sange tonede … dette koglende Spøgelsebrus, hvortil han som Barn havde lyttet med saa megen Undren, og 30 som maaske allerførst havde vakt hans Drøm om det Fjernes og Fremmedes eventyrlige Herlighed.

Han aandede dybt ud i en lykkelig Følelse af Befrielse. Ja, han var hjemme nu! Drømmenes vilde Luftridt var tilende. Han var vendt tilbage til Virkeligheden, havde atter faaet Fodfæste paa den moderlige Jord.

Døren til det tilstødende Værelse stod paa Klem, og han hørte sine Søskende tale derinde med dæmpede Stemmer. Det lød saa hjemligt, saa hyggeligt. Og nu slog det gamle Taffelur derinde … tre klare, æteriske, sølvklingende Slag. Hvor han kendte den Lyd! Det var, som steg med den hans hele Barndom lyslevende frem af Tidens Skød. Han mindedes, hvordan han som lille Purk havde lyttet andægtig til dette Ur, der samvittighedsfuldt ringede over hver udrunden Time ligesom Kirkeklokken over Lig. Senere havde han grundet over, om det var den døende Times Sjæl, som udløstes og foer til Himmels i denne sølvklare Tone; ja, selv efterat hans Fantasi havde vendt sig fra det Hinsidige og fundet Tumleplads paa Jorden, stemtes han ofte højtidelig af disse regelmæssige, ligesom alvorsfuldt manende Timeslag. I Grunden havde han vel aldrig helt frigjort sig for denne barnlige Andagtsfølelse, tænkte han. Hvor gammel han end var bleven, han kunde endnu aldrig i Ensomhed høre et Ur slaa uden 31 at faa en Fornemmelse af, at der bragtes ham et lønligt Bud dybt inde fra Evigheden.

Han vilde nu kalde paa Signe. Han følte sig efter Søvnen helt rask, kun lidt træt og noget tung i Hovedet. Men i det samme blev der ringet ude fra Forstuedøren. Lidt efter hørte han Eberhards Stemme derinde i Stuen ved Siden af.

Der gik igen et lille Stød igennem ham ved Lyden af denne Stemme, der saa mærkelig lignede Faderens. Ogsaa den Maade, hvorpaa Broderen gik op og ned ad Gulvet, mens han talte, var saa aldeles Faderens, at det næsten blev uhyggeligt. Han hørte nu, at Signe fortalte ham, hvad der var sket; og skønt de begge talte med dæmpede Stemmer, kunde han nogenlunde følge deres Ordveksling. Eberhard bebrejdede Søsteren i ret opirret Tone, hvad hun havde gjort. Det havde været rigtigst, sagde han, straks at køre til et Hospital. Naar man ikke med Sikkerhed vidste, hvad et Menneske fejlede, var det altid det eneste korrekte. Maaske var det ovenikøbet en smitsom Sygdom. Der burde i det mindste øjeblikkelig være sendt Bud efter Lægen.

Per havde ligget stille og lyttet men vilde nu ikke høre mere. For straks i Fødslen at nedslaa en Følelse, der var begyndt at sætte sig op mod hans Forsonlighed, sagde han til sig selv, at Broderen havde Ret. I hvert Fald: nu maatte og skulde Udsoningsværket fuldendes. Øjeblikket var 32 kommet, da han skulde vise sin Tro af sine Gerninger.

"Eberhard!" kaldte han.

Broderen kom ind, og lidt efter ogsaa Signe, der stillede sig hen ved Sengens Fodende.

"Jeg tror ikke, I behøver at ængste Jer," sagde Per hurtig og ligesom med et Viljesspring udover sig selv. "Jeg fejler vist i Grunden ingenting. Jeg har blot været lidt overanstrengt i den sidste Tid. Jeg føler mig igen helt vel."

"Naa ja, du ser jo heller ikke netop daarlig ud," sagde Eberhard; han havde rakt ham Haanden, og hans Tone var ogsaa helt venlig og deltagende nu. "Men en Besvimelse er dog altid en alvorlig Ting."

"Jeg har været uoplagt – andet er det vist ikke. Og saa var jeg uheldigvis kommen til at staa med Solen i Øjnene; det taaler jeg ikke. Jeg føler mig ganske rask nu."

"Jeg holder dog bestemt paa, at der bliver sendt Bud efter Lægen. Dersom han er hjemme, kan vi have ham her om et Øjeblik."

"Ja, naar det kan være Jer til nogen Beroligelse, saa – naturligvis. Men, som sagt, jeg tror ikke, mit Ildebefindende har noget med egenlig Sygdom at gøre. Det var bare den Sol … og saa maaske den daarlige Luft."

"Ja, om Grunden skal jeg ikke udtale mig," 33 sagde Eberhard lidt afvisende. "Men ogsaa i den Henseende vil Lægen bedst kunne give Besked."

Trods sine gode Forsætter havde Per ikke helt kunnet lade være med at spejde ogsaa i Broderens Udtryk efter den Triumf, han mest af alt frygtede. Men Eberhard stod med Ryggen til Lyset, og desuden var hans Ansigt med det fremtrædende Underbid i endnu højere Grad end Søsterens en ubevægelig Lædermaske, hvis Liv helt var samlet i Blikket.

Per føjede sig nu efter hans Ønske; kun bad han om, at der maatte blive sendt Bud efter den Professor Larsen, han engang før havde raadspurgt i et lignende Tilfælde. Men denne Anmodning blev taget ham ret ilde op baade af Eberhard og Signe. De saae paa hinanden, og Broderen sagde:

"Vi har jo vor Huslæge. Han er ganske vist ikke Professor; men det er en Mand, til hvem vi har fuld Tillid."

"Moder havde ingen anden", tilføjede Søsteren.

Per forstod dem ikke straks; men da det gik op for ham, at de opfattede hans Ønske som en utidig Vigtighed, et Forsøg paa at gøre sig til af fornemme Vaner, æggede denne Miskendelse ham, saa han nu paa det bestemteste modsatte sig at blive tilset af nogen anden Læge end den, som engang før havde undersøgt ham, og som derfor bedst var i Stand til at dømme om hans Tilstand.

34 Men Eberhard vilde endnu ikke give Køb.

"Jeg skal ikke udtale mig om dit Forhold til Professor Larsen," sagde han. "Men vi for vort Vedkommende kan ikke forbigaa vor egen Læge, saa meget mindre som vi ikke har nogen Grund til at være utilfreds med ham. Rimeligvis tager Professor Larsen ikke engang ud paa denne Tid af Dagen, i hvert Fald næppe til Folk, der ikke hører til hans faste Klientel. Saa alene af den Grund –."

Men Per var nu bleven stridig og erklærede kort og godt, at enten skulde Professor Larsen hentes, eller han vilde ingen Læge se. Selv en Henvisning til, at det var Søndag, og at det vilde gaa ud over Tjenestepigens Fritid, dersom hun skulde bringe Besked til Professoren, der boede i den anden Ende af Byen, gjorde ikke noget Indtryk paa ham. Eberhard trak sig da krænket bort for at give Pigen Ordre.

Signe vilde følge ham, men Per holdt hende tilbage og bad hende om Moderens efterladte Brev.

"Vil du have det nu?" spurgte hun tydelig forbavset.

"Ja – du har det jo – ikke sandt?"

Tavs gik Signe hen til Moderens Sekretær, tog et Nøgleknippe frem, aabnede en Skuffe og kom tilbage med en lille forseglet Pakke.

Saasnart Per var bleven ene, brød han Seglet og fandt Faderens Ur tilligemed et lukket Brev. 35 Der gled en tæt Taage for hans Øjne, og det trak om hans Mund, da han læste Udskriften, der var skrevet med Moderens egen, usikre Haand: "Til min Søn Peter Andreas, – at læse i en stille Time." Selve Brevet lød:

"I Vorherres Jesu Kristi velsignede Navn! Dette skriver jeg til dig, min Søn, for endnu en sidste Gang, inden mine Øjne lukkes, at prøve paa at tale til dit Hjerte, som du har tilsluttet, ej alene for din Moder og din i Herren hensovede Fader og alle andre, som staa dig menneskelig nær, men ogsaa for Gud den Almægtige og hans Naade ved Jesum Kristum. Jeg skriver dette, skønt jeg jo ikke engang veed, hvor du lever og færdes. Bestandig skjuler du dig for os, og du har vel dine Grunde dertil. Dine Søskende ville vide, at du befinder dig langt borte, i Frankrig eller Amerika. Men hvor du saa er, eet veed jeg, paa Guds Veje er du ikke. Du har jo valgt at trælle under Verdens Aag, og der staar skrevet, at den, der forhærder sig i Trods og Synd, for ham bliver Evangeliet skjult indtil Dagenes Ende.

"I en af sine Prædikener brugte din Fader engang det Billede om det gudløse Menneskes Liv, at det er som en Indespærring i en Fængselskælder uden mindste Sprække, hvorigennem Himmellyset kan trænge trøstende ind, og uden anden Udgang end en Falddør, der svigefuldt lukker over en bundløs Afgrund. Min ulykkelige Søn! 36 Maatte Sandheden af dette Billede gaa forfærdende op for dig. Maatte du fatte det Ord, at om vi leve efter Kødet, da skulle vi visselig dø, men dersom vi døde Legemets Gerninger formedelst Aanden, skulle vi leve evindelig. Ja, maatte du kun lære at grue for dig selv, saa var der endnu Haab om, at du kunde finde Vejen til din Forløser og bortvende dit Sind fra det Onde og bede om Naade og dine Synders Tilgivelse for Jesu Blods og Døds Skyld.

"Meget havde jeg endnu at sige dig, min kære Søn; men min Haand er mat, og mine Øjne trætte. Saa være da dette din Moders sidste Ord til dig i Forkrænkeligheden: Nedbøj dig for Herren din Gud med sønderknust Hjerte, at den hellige Aand skal blive udøst i dig formedelst vor dyrebare Frelser Jesum Kristum. Den Barmhjertige se i Naade til dig, at du ikke paa den yderste Dag skal vækkes af Dødens Søvn med det forfærdeligste af alle Ord: Gaa bort fra mig, Usalige, jeg kender dig ikke."

En Timestid efter, da Tjenestepigen var kommen tilbage, traadte Eberhard ind. Per laa endnu med Moderens Brev i Haanden, men ved Broderens uformodede Tilsynekomst skjulte han det hastig under en Lagenflig. Eberhard blev staaende i Døren; han var i Overfrakke og holdt sin Hat i Haanden. Han havde Hast og skulde gaa; han havde kun ventet paa Pigens Tilbagekomst for 37 personlig at kunne overbringe Per Professorens Svar.

"Det var, som jeg sagde," forkyndte han. "Josefine bringer den Besked fra Professoren, at han ikke tog ud mere idag, naar der ikke var nogen overhængende Fare. Han skulde derimod gerne se herud engang imorgen Formiddag, i Fald det ønskedes."

Per svarede med et tavst Nik. Det var knap nok, han rigtig opfattede, hvorpaa Meddelelsen gik ud. At det var Broderen en Tilfredsstillelse at have faaet Ret overfor ham, blev han i Øjeblikket ikke engang opmærksom paa. Ligesaa lidt gik det op for ham, hvorfor Eberhard nu blev staaende nogen Tid uden at sige noget. At det var en fornyet Henstilling til ham om at afstaa fra sit egensindige Forlangende, faldt ham først ind, da Broderen vendte sig om og ret ublidt trak Døren til efter sig.

Per forstod ikke rigtig selv den uhyggelige og knugende Stemning, Læsningen af Moderens Brev havde efterladt hos ham. Han havde været forberedt paa strengt fordømmende, ja skaanselsløse Ord; men den hele Skrivelse lod ham ganske kold. Hans første, bevidste Tanke efter den allerførste Gennemlæsning havde været Ønsket om, at disse Afskedsord aldrig var kommen ham ihænde.

Efterhaanden tilskrev han dog sig selv en Hovedpart af Skylden for sin Skuffelse. Han bebrejdede 38 sig, at han ikke mere samvittighedsfuldt havde efterkommet den udtrykkelige Paamindelse, Moderen havde givet ham udenpaa Brevet. Han burde ikke have læst det i det Øjeblik, da hans Sind var lidt ophidset efter den lille Ordstrid med hans Søskende. Han vilde nu gemme Brevet hen og læse det paany i en mere "stille" Time, naar han igen var helt alene hjemme hos sig selv. Det havde nemlig ogsaa virket forstemmende paa ham, at først Signe og siden en af Tvillingerne havde gjort sig et Ærende ind i hans Stue, tydeligt nok alene for at se, hvad Virkning Brevet gjorde paa ham. Signe havde tilmed bagefter sat sig til det gamle Klaver inde i Dagligstuen og spillet nogle Salmer.

Uret derinde slog nu fire, og han tænkte allerede med Bekymring paa, hvorledes Dagen skulde faa Ende. Han følte sig stadig legemlig rask, kunde hen paa Eftermiddagen endogsaa spise lidt og begyndte derfor selv at blive ked af, at han ikke havde ladet sig nøje med sine Søskendes Læge men havde faaet Bud efter den anden, hvis Komme han nu var nødt til at oppebie. Skønt baade Signe og Tvillingerne gjorde deres bedste for at pleje og underholde ham, og skønt han ogsaa var dem virkelig taknemlig for deres Omsorg, længtes han dog allerede tilbage til Ensomheden og Arbejdsfreden i sit eget lille Kammer.

Ud paa Aftenen viste Eberhard sig igen. Han var endnu ikke flyttet sammen med de andre 39 Søskende; han boede i sin gamle Lejlighed paa Nørregade men kom her regelmæssig hver Dag Klokken tre til Middag, saadan som han havde gjort det allerede i Moderens Tid. Per blev nu ganske rørt over, at han trods deres lille Skærmydsel var gaaet den lange Vej herud alene for at høre til hans Befindende, og han trykkede broderligt hans Haand.

Til nogen fortroligere Samtale med ham eller med Signe kom det dog stadig ikke. Han kunde ikke engang blive klog paa, hvorvidt de overhovedet vidste Besked om hans Brud med Jakobe. Han havde et Par Gange i Løbet af Eftermiddagen forsøgt at lede Talen hen derpaa overfor Signe; men hun havde hver Gang med synlig Uro givet sig til at tale om andre Ting. Ogsaa Eberhard syntes ganske utilbøjelig til at komme ind paa Emnet, endsige til selv at give Anledning til nogen Tilstaaelse. Per vedblev at have en Fornemmelse af, at de med al deres Omhu og Deltagelse var paa deres Post overfor ham og navnlig stadig var tilbøjelig til at udlægge selv den uskyldigste Ytring af ham som et Forsøg paa at gøre sig til af sin Fortid og sine Forbindelser.

I den Henseende tog han nu heller ikke meget fejl. Hverken Eberhard eller Signe havde foreløbig stor Tillid til Oprigtigheden af hans Omvendelse, – dertil syntes han dem endnu langtfra nedbøjet nok. At hans Forlovelse med den 40 jødiske Rigmandsdatter var bleven hævet, havde de hørt fra anden Side, og herpaa byggede de et stort Haab; men hvorledes det nærmere forholdt sig dermed, vidste de ikke; og Signe ønskede for sit Vedkommende heller ingenting at vide, fordi hun overhovedet intet andet vilde kende af hans Liv, end hvad der laa indenfor Hjemmets og Troens Grund.

– – Den næste Formiddag kom saa Professoren for at foretage en Undersøgelse. Den berømte lille Mand med det underlig tarvelige, ja snuskede Udseende og det sære Kældersprog var i de første Øjeblikke meget gnaven. Det var knap nok, han vilde mindes at have set Per før, og han begyndte med at sige, at han selv var syg og egenlig slet ikke burde være taget ud. Hans blygraa Ansigtsfarve og de store, blaasorte Hudposer, der hang ham under Øjnene, bekræftede ogsaa hans Ord med næsten uhyggelig Tydelighed.

Efter endt Undersøgelse blev han dog noget mere tilgængelig. Han satte sig paa en Stol ved Siden af Sengen og sagde:

"Hvad er'et i Grunden, De vil ha' og vide? Madskabet ta'r for megen Plads op hos Dem, og De har et snavs Blodomløb, – men det sagde jeg Dem vistnok sidst."

Per mente, at disse pludselige Nerveforstyrrelser dog vel maatte have en bestemtere Aarsag. Han følte sig jo ellers ikke syg og havde – 41 kunde man vel nok sige – endog en ualmindelig god og kraftig Legemsbygning.

"God og kraftig? Muldjordskraftig – hva'? Naa ja, naar De selv er tilfreds! Jeg vil dog alligevel raade Dem til og la' være med og stille for store Krav til den Muldjordskraft. For det taaler den inte. Det sagde jeg Dem vistnok ogsaa sidst. Vi gode danske Mænd med vores udspilede Melgrøds- og Vandsuppemaver, vi kan – ligesom Bønderheste – være gode nok til det gammeldags, jævne Luntetrav med daskende Haler; i det moderne Kapløb knækker vi sgu sammen. Det er inte længer Skulderbredden, der gør'et, Højstærede! Eller et Par velformede Laarmuskler. Det er Jern i Blodet og Fosfor i Hjernen, det nutildags kommer an paa. Og saa Nerver, der inte ligger begravede i overflødigt Fedt. – Som sagt, la' vær' med og stol for meget paa Deres Konstitution. Den er inte til og jave med."

"Da har jeg netop i Øjeblikket megen Arbejdskraft behov," sagde Per og bad Professoren give ham Anvisning paa de Styrkningsmidler, han mente at kunne anbefale ham under disse Forhold.

Men Lægen rystede melankolsk paa Hovedet.

"Styrkningsmidler? Jeg kender ingen."

"Da jeg sidst talte med Dem" – vedblev Per – "tilraadede De mig kolde Styrtebade, Gymnastik, i det hele en Hærdningskur".

"Naa ja, noget skal man jo sige. Og skade 42 kan den Slags vel heller inte. Men det vilde unægtelig have været betydelig bedre for Dem, om det var Deres ærede Bedste- og Oldefædre, jeg kunde have ordineret en saadan Kur. Jeg slutter nemlig af Deres Navn, at De er Præstesøn – saadan som vi forresten omtrent allesammen er det i dette gudsvelsignede lille Land. For det er dog vore salig Henfarnes tykke Dyner og gennemsvedte Uldtrøjer og den fra Fædrene nedarvede Sødsuppe og Tobaksfimsen og det hele Fromhedsliv i Studerekammeret, der nu hævner sig paa os. – Har De forresten taget de Styrtebade nogenlunde regelmæssigt?"

Per svarede, at han i den senere Tid havde levet under Forhold, der havde vanskeliggjort en planmæssig Afhærdning.

"Sig hellere, at De inte har Smag for en saadan kold Vask. Og det er meget forstaaeligt. Den er langtfra behagelig, naar man inte fra Barnsben er bleven vænnet til den. – Tillader De, Højstærede, at jeg endnu engang ser Deres Tunge?"

Per aabnede Munden.

"Ja, jeg tænkte det nok. De fleste af Deres Kindtænder er væk! De har rimeligvis været temmelig gammel, før de blev præsenteret for det nyttige lille Instrument, der hedder en Tandbørste. Jeg var selv over tyve Aar. Indtil den Tid nøjedes jeg med om Aftenen paa Fædrenes Vis 43 fortrøstningsfuldt at skylle Munden med et Fadervor. – Naa, lad os inte fordybe os i disse gamle Jammerskader!" afbrød han pludselig sig selv og trykkede Haanden ind i Siden med et Smertegisp.

Per vilde være bleven alvorlig forarget over denne Tale, dersom han ikke havde forstaaet, at det var en dødssyg og lidende Mand, der i sin Forpinthed knap selv rigtig vidste, hvad han sagde. Af samme Grund havde han heller ikke ladet sig ængste synderlig af hans mistrøstige Udtalelser om ham; han havde hele Tiden haft en Fornemmelse af, at Manden var mere optaget af sin egen Tilstand end af hans.

Endnu et Spørgsmaal gjorde han ham dog. Han syntes, sagde han, at have fornummet, at Bylivet og Byluften ikke rigtig passede for ham. Om Professoren derfor ikke troede, det vilde være heldigt, om han søgte at indrette sig saadan, at han fremtidig saavidt muligt levede paa Landet?

"Jo, Gud bevares! Tag endelig paa Græs! Der hører vi dog hjemme. Til Stenbroen duer vi endnu inte i dette Slægtled. Og maaske heller inte i det næste. – Naa, men bliv nu liggende et Par Dage og faa Deres ærede Nerver lidt i Ro. En Spiseskefuld Bromkalium² om Aftenen kan jeg ogsaa nok tillade Dem. Og saa forresten, kære Lidelsesfælle, lad os bære vores fortykkede Tarme 44 med Taalmodighed! Vi skal forhaabenlig dog inte opstaa med dem i Evigheden."

Per havde ikke Ro paa sig til at blive i Sengen længer end til den næste Morgen; og efter endnu et Døgns Forløb tog han hjem til sig selv. Kort efter begyndte Forelæsningerne og Øvelserne paa Landbohøjskolen, og han forsvandt atter helt i sit Arbejde.

Den Paamindelse, han havde faaet, om at tage Vare paa sig selv, var han dog ikke overhørig. Hans Dag vedblev vel at være lige lang; men han indrettede sig med mere Forstand, undte sig Tid til Hvile, gik sine regelmæssige Spasereture og søgte Adspredelse i sin Ensomhed ved paa Pebersvendevis at iagttage og anstille Betragtninger over Livet, som det rørte sig om ham. Udenfor Frederiksberg Have og Vejene deromkring kom han dog ikke eller i hvert Fald kun om Søndagen, naar han tog ind til Byen for at gaa i Kirke. Han havde stadig en Sky for den østlige Byende og undgik ethvert Møde med gamle Studiekammerater eller andre Bekendte. Engang i en Sporvogn var han kommen til at sidde skraas overfor en af sine forhenværende Medstuderende, hvis overraskede, maabende og usikkert smilende Genkendelsesudtryk havde gjort ham saa nervøs, at 45 han af lutter Angst for, at Mennesket skulde give sig til at tiltale ham og spørge ham ud, var steget af i Utide.

Med sine nye Studiefæller paa Landboskolen knyttede han ingen Forbindelse. Dels var de fleste af dem ikke saa lidt yngre end han, dels stod de ham, baade hvad Interesser og aandelig Udvikling angik, saa fjernt, at der alene af den Grund ikke kunde komme noget Forhold i Stand. Sine Søskende besøgte han af og til om Søndagen, og en eneste Gang havde han haft Genbesøg af Eberhard; men til nogen virkelig Fortrolighed kom det stadig ikke, fordi nu ogsaa Per selv helst undgik det. I Vartov viste han sig af Forsigtighedshensyn ikke mere; han søgte nu de mindre overfyldte Kirker, hvor han kunde være sikker paa at faa en Siddeplads. Og forresten betragtede han sig heller ikke særlig som "Grundtvigianer", ja var knap nok helt klar over, hvad Benævnelsen i kirkelig Henseende betød. Han var i sit Troesforhold endnu en Ensom, en Søgende; og Moderens Brev, som han nu havde læst i de forskelligste Stemninger, forøgede kun hans Usikkerhed og gav ham meget at grunde over. Han kunde stadig ikke overvinde den instinktmæssige Uhygge, han straks havde følt ved dette Afskedsord, hvori han kun vanskeligt skelnede den moderlige Stemme, som han havde længtes efter. Han maatte tilsidst ligefrem tvinge sig 46 til ikke at tænke paa det for ikke paany at blive et Bytte for Tvivlen.

Efteraaret var nu inde. Vildvinen blussede overalt paa Villamurene, og i Frederiksberg Have sejlede røde og gule Blade i de skyggemørke Kanaler. Per havde hurtig faaet Forkærlighed for dette stilfulde lille Parkanlæg, hvortil han fra sin Bolig kun havde godt et Hundrede Skridt. Navnlig holdt han af at gaa derinde i den tidlige Morgentime, naar der endnu kun var faa andre Spaserende. Høstnattens hele Friskhed slog ham da imøde fra de store, aabne Plæner, hvor Duggen laa rødmende over Græsset. Modsætningen mellem den Fred, der her omgav ham, og de Indtryk, han i sin Nyboderstid havde modtaget paa sine smaa, hastige Morgenture gennem Kastellet og paa Langelinje, var ham vel ikke altid helt bevidst men bidrog ikke desmindre til det Velbehag, han følte her. I Stedet for Hammerslagene fra Værfterne og Dampskibenes Stempelslag og Militærudrykninger med Musik og Trommehvirvler og al den anden Uro, som dengang havde hidset hans Fantasi, lød nu en fredelig Fuglesang i hans Øre, og tavse Svaner gled ham stille forbi paa sorte Vande med en Holdning og Mine som forgjorte Eventyrprinsesser.

Ogsaa det Liv, der paa andre Tider af Dagen rørte sig i Haven og paa Vejene deromkring, fjernede ham ved sin Egenart fra den Tid og de 47 Oplevelser, han nu helst vilde glemme. Og dog kunde der paa en vis Maade være livligt nok i Kvarteret og da navnlig nede i Alleen, hvor der Dagen igennem udfoldede sig en Række hastigt vekslende Folkelivsscener, der næsten var som et Anskuelsesbillede af Tilværelsen i dens lunefulde Omskiftelighed. Straks om Morgenen saaes her enkelte enliggaaende Damer og Herrer, mest ældre Folk, som efter deres Ansigtsudtryk at dømme ikke gik der for Fornøjelses Skyld. Det var den stille Betragtningens Time, da den tyknakkede Middagsgrosserer angrede Gaarsdagens Champagne, mens han paa sine podagristiske Fødder trippede henad Fliserækken, og da den blegsotige og nervøse Frue efter en søvnløs Nat ransagede sin Samvittighed og lovede sig selv at betvinge sin brødefulde Kærlighed, for hvis Skyld hun nu ved en Misforstaaelse af Huslægen gennemgik en kraftig Karlsbaderkur. Men næsten i et Nu blev der livligt under Træerne. Det var Skoleungdommen, som mylrede ud af alle Husene og strømmede til fra Sidevejene. Og herefter skiftede Billedet næsten med Timeslaget. Efter Frokosten viste de Gamle sig paa Fliserækkerne, alle de mange Pensionister, der befolkede Kvarteret, de ældste eller svageste i Rullestol. Samtidig kom Smaabørnene og Barnevognene tilsyne, og disse Timer, hvor Alderdommen og de Spæde mødtes og tilsmilede hinanden, dannede Idyllen i Dagens lange Billedrække. Henne 48 omkring den lille Kirke samlede der sig af og til et Opløb, enten det nu var en Barnedaab eller en Begravelse, der hidlokkede Nysgerrigheden. Senere paa Dagen var det Brylluperne, som vakte Røre; og naar Brudevognen med de hvide Heste kom op igennem Alleen, fik selv gamle Folk travlt for at komme tidsnok til at se noget. Men naar den sidste glade Bryllupsskare rullede ind til Byen, mødte den et andet Vogntog med stumme og blege Gæster. Det var de lave, sorte, helt tillukkede Vogne, som i Mørkningstiden førte Ligene ud til Kapellerne paa Kirkegaardene vest for Byen. En efter en kom de skumplende fra Hospitaler og private Hjem, enten ganske uden Følge eller ledsagede af en enlig Droske. Paa samme Tid tændtes Lygterne i den Række smaaborgerlige Forlystelseshaver, der laa overfor Kirken. Sangerindeknejper aabnedes, Hornorkestre larmede, Karuseller gik; og i Dødens Kølvand strømmede det levende og levelystne unge København herud i Sporvogn og Omnibus. Først efter Midnat blev der stille. Lygterne i Alleen slukkedes; og naar den sidste Droske var rullet ind til Byen med et forsinket Kærestepar, hørtes ingen anden Lyd end Klokkeslagene af Kirkens Ur og nogle enlige, tungsindige Ørkenbrøl inde fra den zoologiske Have, hvor en stakkels Løve drømte bag Tremmerne i sit Fængsel.

Det var med saadanne Iagttagelser og Betragtninger, Per underholdt sig selv paa sine ensomme 49 Spasereture i den ham fremmede Bydel, som saa hurtig var bleven ham kær. Han følte sig hjemme her paa en Maade, han ikke havde kendt i Nyboder. I Virkeligheden savnede han aldrig Selskab, fordi han efter Sommerens mange Sindsrystelser var bleven saa modtagelig for Indtryk, at enhver nok saa lille og ganske tilfældig Hændelse tog hans Fantasi fangen og sysselsatte hans Eftertanke.

Imidlertid gik Dagene, og endnu havde han ikke hørt noget fra Oberst Bjerregrav. Dette begyndte at forurolige ham. Hans Smule Penge var opbrugt, ja han havde endogsaa maattet nedværdige sig til at pantsætte noget Tøj for at kunne betale Professor Larsen. Saa skrev han til Obersten for at bringe sig i Erindring, og Dagen efter fik han ogsaa Svar, idet Obersten ganske kort meddelte, at han efter nøjere Overvejelse ikke saae sig i Stand til at tage sig af den Sag, hvorom han havde henvendt sig til ham.

Per blev siddende med Brevet i Haanden; det varede lidt, inden det gik op for ham, at han var bleven holdt for Nar. Saa trak han paa Skuldren og kastede Brevet i Kakkelovnen. Han kunde ikke engang rigtig harmes paa Obersten. Han sagde til sig selv, at han burde have forudset ogsaa dette. Som man raabte i Skoven, fik man Svar! Ja, jo mere han tænkte over Sagen, des mindre bebrejdede han Obersten, hvorimod han 50 anklagede sig selv, fordi han for at skaane sin Stolthed havde villet skubbe den anden frem i sit Sted. Javist var det ikke behageligt at skulle gaa til en fremmed Mand og bede om Penge. For ham, der havde drømt om at blive sine Medmenneskers Herre og Betvinger, var det ligefrem en grim Historie saadan at maatte begynde at betle. Men det var kun Løn som forskyldt. Gud lod sig ikke spotte! Han havde ikke villet spare ham for denne ydmygende Tiggergang. Fuld Bod skulde der gives for Fortidens Forsyndelser.

Etatsraad Erichsen havde sit Kontor ved Højbroplads, paa en Førstesal i en af de store Hjørneejendomme, der vendte ud mod Kanalen. Per gik nogen Tid frem og tilbage nede i Porten under Paaskud af endnu engang at maatte besinde sig paa, hvormed han skulde indlede, og hvad han i det hele skulde sige. Han havde i Forvejen overvejet det altsammen hjemme og gennemgik det nu i Tankerne som en Lektie. Ogsaa paa Trappen tøvede han et Øjeblik. Saa stod han endelig inde i en halvmørk Sal, hvis ene Hjørne var afskaaret med en Skranke. Bag denne sad en Snes Mennesker og skrev ved store Dobbeltpulte. En ung Mand kom hen til ham og spurgte hvad han ønskede, og Per bad om at faa Etatsraaden i Tale.

Kontoristen smilte.

51 Etatsraaden var ikke hjemme, sagde han. Etatsraaden var i Udlandet og kom ikke hjem før om et Par Maaneder. Om det ikke var noget de kunde afgøre –?

Per havde allerede vendt sig mod Døren. For ikke at blive nødt til at sige sit Navn skyndte han sig bort uden al Forklaring.

Da han igen stod nede i Porten, spurgte han sig selv: Hvad nu? Foran ham laa det brogede Frugt- og Blomstertorv i et kraftigt Septembersolskin. Storkysede Amagerkoner bredte sig mellem deres Kurve og raabte Købere an. Gartnerne holdt der i lange Rækker med deres Vogne, og Handelen gik livlig under Snakken og Kævlen og Tingen. Men Per saae og hørte intet. Midt i al denne høstlige Overflod blev han Bytte for en Angst, som hidtil aldrig rigtig havde kunnet faa nogen Magt over ham, – Angsten, ikke for Sjælens men for Legemets Nedværdigelse, for det virkelige Livs Dæmoner: Sulten, Kulden, Smudset. Han tænkte paa den Snes Kroner, han endnu havde tilbage. De kunde vel strække til for en Uge, maaske to. Og hvad saa?

Han tog sig sammen og gik langsomt hjemad. Han maatte altsaa nu søge en anden Udvej, og han vilde ikke være mistrøstig. Hvilke Trængsler der end forestod ham, hvilke Ydmygelser der endnu var ham beskaaret, han ønskede dog intet ugjort, følte ingen Fristelse til at vende om og 52 give sig Verdens Herrer i Vold. At Vejen til Gud var en Prøvelsernes Vej, var jo endelig heller ikke noget Nyt for ham; det havde han hørt allerede, da han sad paa Skammel ved sin Moders Seng. Naar han ikke desmindre nu var bleven saa overrasket og forskrækket ved Udsigten til virkelig at komme til at lide for sin Tros Skyld, saa maatte det jo være, fordi han hidtil havde opfattet hine Ord som en velklingende Talemaade. Og saadan forholdt det sig vist ogsaa. Det gik op for ham, at Pastor Blomberg, ved hvem han havde modtaget sin religiøse Indvielse, og som i sin Forkyndelse kunde finde saa følte og rammende Ord for Glæden og Gevinsten ved Livet i Gud, havde manglet overbevisende Kraft, hvor Talen var om Ofrene og Lidelsen. Det var da paa Tide, han blev erindret om, at Ordene om den tornestrøede Sti og de saarede Fødder var at tage efter Bogstaven. Og dette skræmte ham ikke heller, fordi han havde en Forudfølelse af, at det altsammen kun vilde føre ham nærmere til Gud og bringe Klarhed over meget af det, som nu var skjult for ham og i sin Skjulthed ængstede ham og gjorde ham usikker.

Med alt dette – Midler til at opholde Livet maatte han jo skaffe sig, og han tænkte et Øjeblik paa Hofjægermesterens. Men han forkastede straks Tanken. Hellere alt andet! Takt var ikke de Folks Sag, og det vilde ikke kunne 53 undgaaes, at Historien kom Inger og hendes Forældre for Øre. Men hvilke Forestillinger maatte disse vel gøre sig om ham, naar de hørte, at han havde sagt Tak for udvist Gæstfrihed ved at bede om et Pengelaan? Udfaldet af det Forsøg, han allerede paa Kærsholm havde gjort med Hofjægermesteren, tydede desuden paa, at en saadan Anmodning vilde være ganske frugtesløs, i hvert Fald saalænge hans Forslag til et Udtørringsanlæg derovre ikke var bleven endelig vedtaget og hans Stilling til det fastsat. Men hvad skulde han da gøre? At forsøge en skriftlig Henvendelse til Etatsraad Erichsen vilde sikkert være unyttigt, saalænge denne var i Udlandet. Et Forsøg paa at faa et af Byens tekniske Bureauer til at afkøbe ham hans to Patenter havde han i Forvejen gjort uden at opnaa noget Resultat.

Han besluttede nu at se Tiden an og foreløbig slaa sig igennem med, hvad han kunde skaffe sig ved at sælge eller pantsætte Resten af sin overflødige Rejsegarderobe og saadanne andre Værdigenstande, som nu kunde undværes. Han vilde regne med den Mulighed, at Udtørringsanlæget snart blev vedtaget, og han vilde da ligefrem stille Fordring om en forlods Pengeudbetaling. I et Brev, Hofjægermesterinden havde sendt ham som Svar paa hans Taksigelsesskrivelse, havde hun rigtignok ikke mere end netop omtalt Sagen men dog skrevet, at hun stadig havde godt Haab 54 for den; samtidig havde hun gentaget sin Indbydelse til at tilbringe Julen paa Kærsholm.

Der gik nu nogle Uger; man kom ind i Oktober, men endnu havde der ikke vist sig nogen Udsigt til Hjælp. Alligevel opgav han ikke Haabet om, at det skulde lysne for ham. Han kunde ligesom ikke tro paa, at Gud vilde træde ham endnu dybere i Støvet. For at faa sine Midler til at strække til det længst mulige undte han sig tilsidst næppe Føden. Hvad det galdt om, var jo at holde ud, i det mindste indtil han havde faaet sin Eksamen. Han vilde vel da kunne faa en eller anden Ansættelse og kunde i hvert Fald slaa sig ned et eller andet Sted som privat Landinspektør og bie paa sin Tid. Men uden Eksamen, uden Penge eller Forbindelser havde han kun Udsigt til at sulte ihjel paa en Kontorstol eller slaa sig igennem som slet og ret Nævearbejder. Men det kunde dog vel ikke være Forsynets Mening, siden det havde nedlagt saa store Evner i ham; og mindst vel nu, da han havde frigjort sig for al forfængelig Higen? Og Inger? Solskinsdrømmen i hans ensomme Skyggeliv? Skulde ogsaa den briste? Han vilde saa meget nødigere tro det, som han følte, at hans Lydighed ikke vilde strække til overfor en saadan Straffedom. Naar han før havde troet andet, havde han taget fejl af sig selv. Her, 55 hvor selve Livslykken stod paa Spil for ham, vilde og kunde han ikke give Afkald.

Dagene – mørke og sludfulde Efteraarsdage – gik hen i Uro og Spænding. Hver Formiddag stod han ved sit Vindu paa den Tid, da der kunde ventes jysk Post, og spejdede efter den røde Frakke. Det var fra Kærsholm, Frelsen skulde komme. Han stod til Stadighed i Brevveksling med Hofjægermesterinden, hvem det aabenbart var en Tilfredsstillelse at være Budbringer mellem ham og Bøstrup Præstegaard. Hun sendte vel aldrig ligefrem Hilsen fra Inger men lod ham dog tydelig forstaa, at han ikke var glemt af hendes unge Veninde, og at de ofte talte sammen om ham. Ogsaa om Udtørringsforetagendet skrev hun hver Gang men mere og mere forbeholdent. Der var bleven holdt et Par Møder af Lodsejerne, og hendes Mand havde taget sig ivrig af Sagen. "Men der er desværre megen Uenighed om den," – skrev hun sidst – "saa Udsigterne er i Øjeblikket vist ikke lyse."

Som for at føje Spot til Skade indløb der i de samme Dage et udenlandsk Brev til ham, der naaede ham ad lange Omveje og blandt andre Steder ogsaa havde været paa Kærsholm. Brevet kom fra Rom og sendtes ham af den unge Kunstner, som paa Bestilling af Baronessen havde modelleret hans Byste dernede. Billedhuggeren skrev, at Bysten nu stod færdig i Marmor og kunde afsendes 56 naarsomhelst. Han havde allerede for nogen Tid siden, forklarede han, tilsendt Baronessen en Meddelelse derom tilligemed en høflig Anmodning om at faa det aftalte Honorar tilsendt; men til sin Forbavselse havde han faaet sit Brev tilbage fra hendes svenske Godsadministrator med den Besked, at Hendes Naade ikke erindrede at have gjort nogen saadan Bestilling, og at hun iøvrig heller ikke havde været berettiget dertil, uden forud at have indhentet sine Formynderes Samtykke. I den Anledning bad nu Billedhuggeren ham, som jo bedst kendte Sagens Sammenhæng, at være hans Talsmand overfor rette Vedkommende og hjælpe ham til at faa sit haardt tiltrængte Tilgodehavende.

Per blev højst ilde tilmode ved dette Brev, ikke saameget endda for selve Anmodningens Skyld, som paa Grund af de Minder, det vakte fra en Tid, der nu syntes ham at tilhøre hans dybeste Fornedrelse. Han blussede af Skam, naar han tænkte paa denne Byste med den frække og tillavede Imperatormine; og han ønskede, at han havde været i Stand til at sende Manden hans Penge, alene for at kunne bede ham sønderslaa sit "Kunstværk" og strø det ud paa Landevejen som nyttige Skærver. Nu maatte han endda foreløbig lade hans Brev ubesvaret, fordi en Henvendelse til Hofjægermesterinden eller hendes Mand om dette Mellemværende maaske kunde indvirke 57 skadeligt paa den Sag, hvoraf i Øjeblikket hele hans egen Velfærd afhang. De kunde let tage ham en saadan Indblanding i Baronessens Anliggender meget ilde op, saa meget mere som Hofjægermesterinden aldrig overfor ham helt ud havde tilstaaet Søsterens Utilregnelighed.

Der gik nu igen nogle Uger, og i Slutningen af November stod han foran Katastrofen. Stykke efter Stykke var forsvunden fra hans Klædeskab; ogsaa Størsteparten af sine Bøger havde han solgt, ja selv de to Diamantknapper, han i sin Tid havde faaet af Jakobe, og som det havde været hans Agt ved Lejlighed at tilbagesende, havde han maattet forgribe sig paa og sælge for Spotpris. Nu skulde han om et Par Dage betale Lejen for sit Værelse, og han var desuden kommen i Gæld hos Opvarterne i den Beværtningshave, hvor han spiste.

Han havde paa det sidste ikke længer kunnet arbejde for Uro. Ogsaa den mangelfulde Ernæring havde udmattet ham. For første Gang i hans Liv var den røde Farve helt svunden fra hans Kinder. Hos sine Søskende viste han sig ikke i denne Tid. Han vidste godt selv, at han saae daarlig ud, og han frygtede deres Spørgsmaal.

I sin Nød havde han derimod vovet sig til et nyt Forsøg hos Etatsraad Erichsen men med nøjagtig samme Udbytte som forrige Gang: Etatsraaden 58 var bleven syg paa Rejsen og ventedes først hjem efter Jul. Han maatte da nu forsøge det yderste Middel og henvende sig til en Pengeudlaaner, en Aagerkarl. Han gennemgik en Dag i Bladene de enslydende Bekendtgørelser med Smaatryk, hvormed disse Menneskevenner daglig bringer sig i Erindring, og han bestemte sig tilsidst for en Mand, som hed Søndergaard, et Navn, der i hans Øre havde noget tillidsvækkende ved sig, fordi der hjemme i hans Barndomsby havde boet en skikkelig gammel Kagekone af det samme Navn. Da han vidste, at man bedst traf den Slags Folk om Aftenen, naar det var bleven mørkt, ventede han til henimod Sekstiden og gik saa ind til Byen.

Hr. Søndergaard, der kaldte sig Ejendomskommissionær, boede i en af de stille Smaagader omkring Domhuset, hvorigennem Folk skyder Genvej, naar de har travlt, men hvis Navne de færreste kender. Per maatte da ogsaa spørge sig frem og læse paa Hjørnetavlerne for at finde den rigtige Gade. Det var et lille, smalt og mennesketomt Stræde med en eneste Lygte, som netop stod foran det Hus, han søgte. Han traadte ud paa Gaden og saae op mod anden Sal, hvor Hr. Søndergaard skulde bo. Der var kun tre Vinduer, og der saaes Lys i dem alle. Manden var da rimeligvis hjemme.

59 En lille, rødlokket Pige paa seks-syv Aar lukkede op. Det vil sige, hun holdt Døren paaklem og kiggede ud paa ham med et Par store, vandblaa Øjne; og da hun ikke forstod, hvad han sagde til hende, spurgte hun ganske barnligt, om han vilde tale med hendes Far. Saa løftede hun sig paa Taaspidserne for at løse Sikkerhedskæden og viste ham ind i et Værelse, en almindelig københavnsk, smaaborgerlig Dagligstue med Tæppe under Bordet, Skilderier paa Væggene, Albums og billigt Nips paa en Etagere.

Per var behagelig overrasket; her saae slet ikke uhyggeligt ud. Henne paa et Skrivebord ved Vinduet stod en Lampe med en Skærm af rødt Silkepapir. Mellem Portræterne over Sofaen saaes endog en ornatklædt Præst og et Fotografi af en Landsbykirke. Og nu kom Hr. Søndergaard ind fra den anden Stue – en høj, førladen Skikkelse med et stort, rødgraat Fuldskæg. Hans Væsen var i de første Øjeblikke noget usikkert. Det faldt ham aabenbart ikke let at bedømme Per, der var bleven staaende i Halvmørket henne ved Døren, og som med sit blege Ansigt, sit mørke Skæg og sin lange, sorte, helt op i Halsen tilknappede Regnfrakke ogsaa nok kunde gøre et fremmedartet Indtryk i disse Omgivelser. Hr. Søndergaard bad ham tilsidst med et Skrabud tage Plads og spurgte, hvormed han kunde være ham til Tjeneste.

60 De satte sig.

Hr. Søndergaard havde øjensynlig lige rejst sig fra sit Aftensbord. Han havde endnu ikke tygget helt færdig, og der stod en meget kendelig Os af Ostebrød omkring ham. Per gik straks løs paa Sagen, nævnte den Sum, han ønskede at laane, gjorde Rede for sine Fremtidsudsigter og for den Sikkerhed, han kunde stille, og tilbød desuden, da denne indskrænkede sig til hans to Patenter, at livsforsikre sig for et Beløb, der svarede til Laanets Størrelse. Hr. Søndergaard sagde ingenting. Han sad i en Armstol ved Skrivebordet, og nu, da Per saae ham fuldt belyst af Lampen, gjorde han ikke længer et saa fordelagtigt Indtryk. Ud af et rødplettet Ansigt med store, svampede Kinder gloede et Par gullige Øjne, der havde et højst ubehageligt, stift og nærgaaende Blik. Saa havde han aabenbart ogsaa spist vel rigeligt til Aften. Hvert Øjeblik hoppede hans runde Mave i Vejret under vældige Opstød, som han ikke gjorde sig ringeste Umage for at skjule.

Imidlertid opfattede Per hans Tavshed som et godt Tegn og gav sig til at spørge om Laanebetingelserne. Men i Stedet for at svare herpaa spurgte den anden ham nu, hvilke Kavtionister han kunde møde med.

"Kavtionister? Forlanges der Kavtion?"

61 Hr. Søndergaard mødte Pers Overraskelse med et vantro Smil.

"Naa, saa det har De kanske ikke tænkt paa? Jo, nogen Sikkerhed skulde man dog gerne have. Og naar De har saa gode Udsigter, som De siger, saa kan det vel heller ikke være svært for Dem at skaffe et Navn eller to. – Hvormeget var det, De sagde, at De ønskede at laane?"

"Tusinde Kroner."

"Og for hvor lang Tid?"

"Jeg havde tænkt mig et Aar. Inden den Tid haaber jeg ganske sikkert at kunne tilbagebetale baade Summen og de paaløbende Renter."

"Ja se, Renterne afdrages nu forud," sagde Hr. Søndergaard henkastende og tog i det samme en stor Bog, der laa paa Skrivebordet. Det var Københavns Vejviser.

Den lille Pige, der havde lukket op for Per, var imidlertid kommen ind i Stuen med en Dukke i Favnen. Hun havde et Øjeblik staaet lænet op ad Faderen, der med synlig Stolthed havde ladet sin Haand køre rundt i hendes røde Krøltop. Nu, da han havde maattet slippe hende for at blade i Bogen, krøb hun op paa hans Skød og betragtede herfra Per med et forkælet Barns selvtilfredse og næsvise Mine.

"Jeg kan ikke finde Deres Navn her," sagde Hr. Søndergaard efter nogen Leden.

62 "Jeg opholdt mig sidste Aar i Udlandet," forklarede Per.

"Ja saa – De var i Udlandet."

De gule Øjne gled atter op med et mistænksomt undersøgende Blik, der akkurat naaede over Bogens Kant. Saa gik de ned igen.

"Her staar en B. Sidenius, forhenværende Provst. Er det af Deres Familje?"

"Nej."

"Saa er her F. Sidenius, Bogholder. Er det – ?"

"Nej."

"E. Sidenius, cand.jur., kgl. Fuldmægtig. Det er maaske heller ikke af Deres Familje?"

Per tøvede med Svaret.

"Jo," sagde han saa.

"Det er maaske endda en nærmere Paarørende?"

"Det er min Broder."

"Men kan De ikke faa ham til at kavtionere? Saa kunde Sagen maaske nok gaa i Orden."

"Nej, det kan jeg ikke," svarede Per afgørende og blev forvirret.

"Naa, det kan De ikke." – Øjnene viste sig paany over Bogens Kant –. "De staar maaske ikke i nærmere Forhold til nævnte Herre?"

"Jeg kan i hvert Fald ikke anmode ham om den Slags Tjenester."

"Ikke? – Ja, saa kan der vist heller ikke blive noget ud af den Ting," sagde Hr. Søndergaard i forandret Tone og smækkede Bogen i.

63 Der fulgte en Pavse. Per blev siddende. Han var angst for at gaa derfra uden mindste Haab. Gadernes Mørke og Ensomheden derhjemme i hans Kammer rejste sig bag ham som et opspilet Afgrundsgab. Men at henvende sig til Eberhard i denne Sag – nej, nej, det var umuligt! Det kunde han ikke. Alt andet hellere end det!

Han sagde da, at han vilde kunne nøjes med fem Hundrede Kroner, ja med endnu mindre, og tilbød desuden at stille i Pant, hvad han ejede af Gangklæder og Bøger. Men Hr. Søndergaard var nu bleven den overlegne. Han faldt ham i Talen med en nærgaaende Bemærkning om Folk, der bildte sig ind at kunne faa Penge paa deres pæne Ansigt. Gode Udsigter! Det manglede bare! Paa den Maade kunde Enhver komme rendende op fra Gaden og blive beslaaet. For gode Udsigter, det havde de sgu allesammen. Nej, solide Garanter eller Pant i virkelige Værdigenstande – ellers var der ikke noget at faa hos ham.

Saa rejste Per sig tavs og gik.

Det var en vaad, sludfuld Aften med sølet Føre, men han vilde ikke hjem. Hans Tanker flakkede raadvilde om. De steg og sank som Fugle, der kæmper sig op mod en Storm. Selvfølelsen vilde rejse sig til Oprør mod Gud; men samtidig talte en Stemme inden i ham og sagde: Du erkender jo meget godt din Doms Retfærdighed. Der skal bødes, hvor der er syndet. Saa fuldfør da 64 din Bod! Her staar du foran Prøven. Dette er Naaleøjet, som du ikke slipper udenom, dersom din Sjæl skal finde Fred.

Han var, uden selv at vide hvordan, kommen gennem Smaagaderne ud paa Kongens Nytorv, hvor Livet rørte sig festligt trods Taage og Søle. Vogne gennemkrydsede den store Plads i alle Retninger. Fra Teatrets Loggia straalede der Lys. Ogsaa Hotellet paa den anden Side var stærkt oplyst, og Butiksvinduer og Gadelygter forgyldte den vaade Stenbro. I sin overnervøse Tilstand og uvant, som han var bleven, med Bytummelen følte han sig et Øjeblik helt bedøvet. Larmen laa som en Blyklump i hans Øre. Jorden syntes at ryste under ham. Et "Varsko" vakte ham op. En Droske kørte ham saa tæt forbi, at Hjulene strejfede hans Ærme og overstænkede ham med Gadeskarn. Ved Skæret af en Lygte skimtede han i Forbifarten et selskabsklædt Par derinde. Damen var i havblaa Silke og vendte en diamantlynende Øreflip imod ham. Herren var i Uniform og havde Brystet fuldt af Ordner. En anden Vogn kom forbi fra den modsatte Side. Derinde sad et ungt Par og gantedes.

Per gik langsomt videre og stadig bort fra Hjemmet. Han drev ind i Store Kongensgade, standsede hist og her ved et Butiksvindu men saae ingenting. Hans Tanker var andetsteds. Stemmen inden i ham talte igen og sagde: Vend 65 om! Stands itide! Du gaar din Undergang imøde! – Men han gik videre.

Han drejede om et Hjørne og var nu inde i den lille Tværgade, hvor "Palæet" laa, hans forhenværende Svigerforældres Bolig. Han havde trykket Hatten ned i Panden og slaaet Frakkekraven op for at gøre sig ukendelig. Snart stod han foran Huset men paa den anden Side af Gaden, hvor der var Skygge. At Jakobe skulde opholde sig derinde, troede han ikke. Han vidste ingenting derom; han havde det blot paa Fornemmelsen, at hun var rejst til Udlandet for at komme bort fra Folkesnakken. Men maaske sad Nanny derinde i al sin forlokkende Legemspragt. Der syntes i hvert Fald at være Selskab. Han kunde akkurat skimte de tændte Kroner gennem Vinduernes svære Silkeforhæng.

Da han ikke turde blive staaende for ikke at vække Opmærksomhed, gik han et Stykke henimod Bredgade men vendte straks tilbage. Og paany løftede hans Sjæl sig anklagende mod Gud og sagde: Alt dette har jeg ofret dig! Som en udelukket Hund staar jeg her, frysende, overstænket af Gadesnavset … og dog vil du ikke vise dig barmhjertig!

Han var igen standset paa Fortovet men trak sig med eet dybere ind i Skyggen ved Husvæggen. Han havde set Porten derovre blive aabnet. En lille, paraplybærende Mandsperson 66 blev lukket ud. Hvem var det? Ivans ilfærdige Fodskifte var det ikke. Var det Eybert? Jakobes gamle Tilbeder? En latterlig Skinsyge blaffede ved denne Tanke spøgelseagtig gennem hans Sind … Da saae han ved Lygteskæret en krumnæset Profil, et graasprængt Hageskæg, et Par store, indadvendte Fødder … Aron Israel.

I det samme gik det som et Lynstød igennem ham: Der var Frelsen! Aron Israel vilde hjælpe! At han ikke havde tænkt paa ham! "Algodheden i Menneskeskikkelse", som han var bleven kaldt. For ham vilde det intet betyde, at han ikke længer var Philip Salomons Svigersøn. Og til ham kunde han tale frit. Han havde jo allerede før hans Forlovelse med Jakobe vist ham megen Deltagelse og røbet en saa ærefuld Tillid til hans Fremtid.

Han fulgte efter ham ind i Store Kongensgade. Men Stemmen i hans Sjæls Inderste tog igen tilorde og sagde: Gaa hjem! Hvad vil hans Godhed hjælpe? Du kender nu Guds Krav til dig. Opfyld det! Du slipper ikke udenom. Dag for Dag vil Kravet lyde fuldere i dit Øre, og du finder ikke Fred, før du enten følger Budet eller paany forhærder dig. Opsæt ikke Afgørelsen! Netop for din Stoltheds Skyld, som du er saa øm over, ting ikke om fornyet Frist. Rask til Værket! Gud venter.

Han havde sagtnet sine Skridt. Paa Hjørnet 67 af Kongens Nytorv standsede han sin Forfølgelse og saae herfra med et langeligt Blik efter den lille Mand, der forsvandt forbi Lygten under Uret og ind i Grønnegadekvarteret, hvor han boede.

Saa gik Per langsomt den lange Vej ud til Frederiksberg. Klokken var over ni, da han naaede hjem. Han tændte ikke Lys. Vilde heller ikke gaa i Seng. Han satte sig ved sit Bord med Hovedet i sine Hænder og blev siddende saaledes i Mørket den halve Nat næsten uden at røre sig.

– – Den næste Formiddag gik han ind til Eberhard, og Broderen lettede ham ikke den vanskelige Tilstaaelse. Han sad tavs, med et ubevægeligt Udtryk, og sparede ham ikke for en eneste Oplysning. Han nægtede dog ikke at hjælpe. Kun vilde han ikke høre Tale om nogen Slags Kavtion, og desuden ønskede han at overveje Sagen nøjere og raadslaa med de andre Søskende, idet det jo – som han udtrykte sig – vilde være naturligst og mest i Forældrenes Aand, om Laanet blev ydet ham af dem alle i Fællesskab.

Per forsøgte ingen Indvending. Han var bleven saa underlig ligegyldig. Den Fred og livsalige Opløftelse for Sjælen, han havde ventet sig, mærkede han intet til. Tværtimod. Han syntes aldrig, han havde følt sig mere nedslaaende tom, mere forladt af alle gode Magter end netop i dette Øjeblik.

[gå frem]

Lykke-Per (1898-1904)

Bind VIII:

Første Kapitel
Andet Kapitel
Tredie Kapitel
Fjerde Kapitel
Femte Kapitel

Øvrige bind:
Lykke-Per ...
I. Hans Ungdom
II. finder Skatten
III. Hans Kærlighed
IV. i det fremmede
V. Hans store Værk
VI. og hans Kæreste
VII. Hans Rejse til Amerika
VIII. Hans sidste Kamp