Lykke-Per

Hans Rejse til Amerika

Forhistorien

Per Sidenius, en ung Ingeniør, forlovet med Jakobe (Datter af den hovedrige københavnske Grosserer Philip Salomon), efterstræbt af hendes Søster, den smukke Fru Nanny, – har konstrueret et stort, kombineret Kanal- og Frihavnsprojekt tilligemed nogle Vind- og Bølgemotorer, for hvilke Ideer han har søgt at interessere Offenligheden ved at udgive et lille Skrift om dem. Under en længere Studierejse i Udlandet har hans beundrende Ven og Svoger, Ivan, – støttet af Udtalelser af anerkendte Sagkyndige samt af hans Forhold til det salomonske Hus – skabt en vis Stemning for ham hos nogle københavnske Pengemænd og Spekulanter. Der er just ved hans Tilbagekomst bleven nogen Udsigt til at faa dannet et Interessentskab, da Per erfarer, at hans Moder, en gammel Præsteenke, er død. Hans Forhold til Hjemmet har altid – tildels paa Grund af hans irreligiøse Standpunkt – været daarligt, i lang Tid ganske afbrudt. Da han nu fra et Kafevindu bliver Vidne til, at Moderens Lig indskibes sammen med alskens Fragtgods for at overføres til Jylland, gør dette et saa stærkt Indtryk paa ham, at han, mens hans Søskende rejser landværts til Begravelsen, gaar ombord for at følge Kisten som en hemmelig Æresvagt paa Nattefarten over Kattegat. Paa Damperen om Natten gribes han – som et Par Gange tidligere under lignende Omstændigheder – af en stærk religiøs Stemning. Ved Daggry forlader han Skibet i Fjordmundingen og rejser ind i Landet for at besøge et Par ældre Herregaardsfruer, han har truffet paa sin Rejse, og som har fattet en – særlig for den enes Vedkommende – lidt mere end moderlig Kærlighed til ham. Iøvrig er det hans Hensigt at gifte sig med det første og – efter en kortere Bryllupsudflugt – at foretage en ny, for hans Fremtidsplaner betydningsfuld Udenlandsrejse, dennegang til Amerika.

Første Kapitel

3 I en af det østlige Jyllands frodigste Lavninger ligger en Herregaard, der med sine brunrøde Mure og bredt opstigende Trappegavle minder om et gammelt Kloster. Det er Kærsholm. Den ligger i selve Kanten af et fladt Engdrag, der krummer sig gennem Landet som en mægtig, grøn Flod med mark- og skovklædte Højder paa begge Sider.

Midt igennem Engen flyder en doven Aa – de kummerlige Rester af det stolte Vandspejl, som engang har dækket den næsten milebrede Dalbund. Naar man kommer gaaende henad Engen og ikke netop befinder sig ved Bredden, kan man slet ikke se noget til Aaen. Man øjner intet andet end denne uendelige Flade af glinsende Grønsvær, støder kun hist og her paa en Grøft eller paa en Pyt med noget stillestaaende Vand. Underligt er det da at tænke paa de friske Bølgemasser, der i svundne Dage har skvulpet mellem disse fredelige Bakkedrag. Her, hvor smaa brune og graa Sangfugle frygtsomt svinger sig op fra Sivene, har engang de store Havmaager kreset paa deres sølvskinnende 4 Vinger. Her, hvor nu Grøftegravere og Møgspredere sidder og gumler andægtigt paa deres Fedtebrødsmellemmad, har kampdrukne Fribyttere svunget sig iland fra deres blodbestænkte Skibe og under Lystighed baaret de hjemførte Skatte op til deres Gaarde.

Deroppe paa Højderne, hvor lyse og venlige Lunde løfter sig over Kornmarkerne, rugede dengang Vildskovens mørke Masser, hvorfra Ulvene tudede i de maaneklare Frostnætter. Endnu længe efter at Landet havde hævet sig og den fordums Havbund var bleven inddraget under Bondens fredelige Syssel, bevaredes Skoven som Tilflugtssted for Vovemodet og den kække Bedrift. Herfra skrattede de høje Herrers Jægerhorn, naar de sprængte afsted med Døden paa Sadelbuen og drog deres blodige Spor gennem Tykningerne. Her fik ogsaa Stormen igen sit fulde Mæle, – hin tusindstemmige Orgeltone, der mindede om Havet og fyldte Menneskenes Sind med Rædslens store Højtid.

Men lidt efter lidt trængtes ogsaa Skoven tilbage af den nærsomme¹ Muld. En Skare vaabenløse Fremmede byggede sig Bo derinde og plantede en Have for at leve her i Ensomhed af Jordens Frugter. Ad en Vej, der var betegnet af rejste Kors og hellige Billeder, kom de dragende sydfra i lange Kitler og med Sandaler under de nøgne Fødder, – og snart ringede den første Bedeklokke 5 sit "Fred paa Jorden" ud over Vikingernes gamle Land. Og Aarene gik. Fra alle Sider gnavede Bondens ublodige Økse sig ind i Skovens Mørke, hvor Kragerne allerede skræppede fra Ørnenes forladte Redepladser.

Og Aarene svandt. Fra blomstrende Marker og Enge flommede den moderlige Jords Fedme ind over Tærsklerne til de udvalgte blandt Menneskenes Børn, dyngede sig op i Lader og Stalde, fyldte Klosterkælderne og Herregaardenes Forraadskamre med solid Slagtemad og honningsødet Øl for tilsidst at samle sig som Spæk og tykt Blod bag Munkekutten og Ridderens guldbaldyrede Fløjlsvams. Og se, da den fromme Klosterbroder havde faaet Spæk paa Nyrerne, grebes han af kødelige Anfægtelser, fik Trang til at gifte sig, følte det sluttelig som sin ligefremme Kristenpligt at blive Familjefader og uden Sværmeri dele Livets Goder med de andre Adamssønner. Kirken blandede Blod med det borgerlige Samfund. Ud af den grove Bodsdragt med Sandalerne og det haarde Hampereb fremtraadte som af et Puppehylster den første Pastor Sidenius med den brusende Pibekrave og den store Børneflok. Samtidig faldt ogsaa Herremanden mere og mere til Ro i den borgerlige Samfundsorden. I sin nedarvede Velstand, som gavmilde Love beskyttede, fristedes han stadig mindre af Eventyret og det ubekvemme Krigerliv. Vikingernes Ætling bliver Studehandler 6 og stoltserende Landjunker. Stor og kødtung, med blussende Kinder og brammende Fjerbusk over Hatten rider han frem paa sin fjertende Ganger som et Billede paa den hjemlige Muldjords Velsignelser. Den hele Skikkelse svulmer af uforbrugt Kraft. De blodsprængte Øjenkugler ruller drabelig under den lave Pande. Haanden hviler knyttet paa det bugnende Laar.

Det var Mænd, hos hvem Søhaneblodets Daadstrang og friske Selvraadighed var stivnet til studeagtigt Hovmod og Stivsind. Det var Flæskenakker som Hr. Lave Eskesen Brok, der laa i Kiv og Proces med det halve Jylland, eller som hin Ridder Oluf Pedersen Gyldenstjerne, hvem hans egne Søstre, Fru Elsebe og Jomfru Lene, tilsidst forklagede ved Viborg Landsting "for den store Forfang og Uret, han gjorde dem, i saa Maade, at han slog og jagede dem og deres Folk med Vaaben og dragne Sværd og slog deres Huse om og tog deres Gods voldeligen fra dem". Og det var Individer som den sindsforstyrrede Jørgen Arnfeld, hos hvem Fortidens Vildskab brød ud som blodig religiøs Fanatisme, – en Troens Vellystning, der lod bygge hemmelige Lydrør fra Slottets Fangekældere op til sine Værelser, for at hans Sjæl kunde gotte sig ved Jammerskrigene fra Heksekællinger og andet Fandens Pak, som han i den kære Herre Jesu Kristi velsignede Navn 7 lod pine tildøde nede i de gravmørke og mudderfyldte Huler.

– – – – – – – – – – – – – – –

I ørkenagtig Ensformighed og Stilhed strækker nu den fedt glinsende Engflade sig hen mellem Bakkerne uden Vej eller Sti, uden et Hus eller blot et Træ. Naar det ikke netop er i Høslettens Tid, kan man timevis følge den ormebugtede Aabred uden at møde noget Menneske eller høre anden Lyd end Aaens Smaasnakken og af og til den dæmpede Dundren af et Jernbanetog, der kører over en Bro etsteds langt borte.

Om det saa er den gamle Sejlads med Kaage – den allersidste Levning af Fortidens Skibsfart, der endnu for en halv Snes Aar siden skabte noget Liv paa Aaen – saa er den nu saa godt som ophørt. Der kan ofte gaa flere Uger, uden at man ser nogen af disse lange, bredbovede Fartøjer, der i lastet Tilstand ligger saa dybt paa Vandet, at Mandskabet – naar det ved Hjælp af vældige Stager skyder det op mod Strømmen – akkurat kan gaa tørskoet paa Trædeplankerne langs Rælingen.

Oftere vil det hænde, at man støder paa Folk, der i god dansk filosofisk Ro sidder ved Bredden med lange Medestænger og smøger Tobak. Til Tider ses ogsaa Glivfiskere² – Mænd eller Kvinder – der staar ude i Aaen med Vand til op over Livet og jager Aalen op af Bundens levrede Dynd.

8 Endelig kan det ske, at man træffer paa en enligt gaaende Jægersmand, som overtroiske Folk helst undgaar at møde her, – en høj, tør, dystert udseende Person med optrukne Skuldre og et Par lange Ben i store Støvler. Han gør nærmest selv et sky Indtryk og besvarer i Reglen ikke Folks Hilsen. Hans Ansigtsfarve er gusten, Næsen flad. Et grovt, mørkt Skæg dækker Munden.

Det er selve Ejeren af Kærsholm, Hofjægermester Prangen.

Mens hans to spættede Tisper³ halser omkring paa Engen og engang imellem forsvinder i Sivene med et Plask, gaar han selv med langsomme Skridt ret ud efter Næsen. Hans Bøsse hænger over Ryggen; Hænderne er begravet i de skraa Taskelommer paa hans langtavede⁴ Jagtpjækkert. Det er tydeligt nok: han færdes her ikke saa meget for at skyde som for at være alene med sig selv og sine mørke Tanker.

Mellem Folk paa Egnen tales der ofte om, hvad det vel kan være, Hofjægermesteren saadan gaar og ruger over. Han har nu aldrig været let at blive klog paa. Det er, som om der boede to Mennesker i ham. Den tavse Mand med det skulende Blik kan til andre Tider optræde som en snaksom Selskabsbroder, en Münchhausen, struttende af den naragtigste Selvfølelse. Man mente en Tid, at det var hans Kones Forhold, der gjorde ham saa spekulativ. Nu er man mest 9 tilbøjelig til at søge Forklaringen i de mange Processer, han stadig indvikler sig i, og som i Almindelighed faar et højst bedrøveligt Udfald for ham. Dog tales der ogsaa om et Maveonde, og sikkert er det, at Stafetten paa Kærsholm ikke sjælden maa sprænge afsted til Stationsbyen for at hente Draaber paa Apoteket.

Nu er det saadan, at Hofjægermesteren for det meste ikke selv er istand til at udrede Aarsagen til sin Forstemthed. Bedst som han sidder veltilpas i sin Stue og underholder sig med at se Røgskyerne fra hans Pibe sejle om i Solskinnet, stiger Tungsindet op i ham som et Mulm, der formørker Tilværelsen for ham. Rundt om i Kærsholms Stalde og Loer rygtes det øjeblikkelig, naar "Humøret" er kommet over Hofjægermesteren, og der bliver en almindelig Listen-af overalt, hvor hans langbenede Skikkelse toner frem. Han er da heller ikke hyggelig at se paa med sine blaasorte Øjenhuler og den duvende Nakke, der faar ham til at minde om en Stud med et Bræt for Panden.

Hans Kone, der er saa klog en Dame, men ogsaa for stolt til at ville undergive sig hans Luner, lader altid, som om hun ingenting mærker. Hun veed, at ethvert Forsøg paa at indvirke paa hans Stemning kun gør ondt værre. Ondet skal have sin Tid og fortager sig da lige saa ueftersporligt, som det er kommet. Ved deres ensomme Maaltider, hvor Hofjægermesteren under saadanne 10 Forhold ikke aabner Munden uden for at spise, overtager hun den hele Underholdning, idet hun iøvrigt tæmmer ham ved at sørge for, at han faar sine Livretter. Hofjægermesteren er nemlig en stor Spiser, og selv det sorteste "Humør" indvirker aldrig paa hans Appetit. Vældige Portioner Risengrød med sødet Øl, Stegeflæsk med Æblemos, Medisterpølse med stuvet Kaal og lignende tarmforskrækkende Sager forsvinder i hans magre Krop som i et Støvleskaft.

Efter Maaltidet trækker han sig straks tilbage til sit eget Værelse, der er adskilt fra Dagligstuen ved en lille Havesal; men med stor Behændighed sørger Hofjægermesterinden altid for, at Dørene imellem dem ikke bliver lukket, som hun i det hele af Hensyn til Tjenestefolkene forhindrer, at hendes Mand afsondrer sig for aabenlyst. Hun er ikke uvidende om, at der gaar en Del Sladder om deres ægteskabelige Samliv i Fortiden, og da hun virkelig ikke har nogen god Samvittighed i dette Punkt, føler hun nu dobbelt stærk Trang til altid at holde Vejen aaben for den indbyrdes Fortrolighed.

Hofjægermesterinden var næsten tredive Aar, da hun giftede sig med daværende slet og ret Godsejer Prangen. Forbindelsen vakte baade Smil og Undren hos hendes Standsfæller, mellem hvilke Hr. Prangen, naar han overhovedet var kendt af dem, kun nød Ry for sin Ubegavethed og sine utrolige Løgnehistorier. 11 Allerede dengang havde Rygtet paa Egnen haft travlt med hendes Fortid. Det blev fortalt, at hendes Skønhed tidligt havde optændt en meget højtstaaende Herres Behag; men om dette havde ført til noget fortroligere Bekendtskab, kunde man til sin store Ærgrelse aldrig faa paalideligt oplyst. Alligevel vakte det altid nogen dulgt Munterhed, naar Godsejeren i sine oprømte Øjeblikke gjorde sig til af sin Kones Forbindelser ved Hoffet.

Ogsaa senere havde hun ved sin Livsførelse givet Anledning til megen Omtale. Paa Grund af hendes hyppige Rejser til København og langvarige Ophold ved udenlandske Badesteder havde man sat hendes Navn i Forbindelse saa med een, saa med en anden af Landaristokratiets galante Mænd. Men der var stadig ingen, der rigtig vidste Besked; med stor Snildhed havde hun forstaaet at kaste Efterforskningen Sand i Øjnene; og hendes Mand – der desuden var saa optaget af sine Processer og sine Fordøjelsesbesværligheder – havde derfor heller aldrig eller i al Fald kun øjebliksvis næret nogen Mistanke til hende.

Selv tog hun sig i sine yngre Aar disse ægteskabelige Synder meget let. Naar hun havde giftet sig med Prangen, var det netop, fordi han egnede sig til at tjene som Skærmbræt for hendes Passioner; og forøvrigt retfærdiggjorde hun sig med, at hun havde givet ham Erstatning ved at skaffe ham en 12 Titel, der var adskilligt højere, end han efter sin Fødsel, sit Dannelsestrin og sine Formuesomstændigheder havde kunnet vente.

Dog, da hun blev ældre, og Blodet gik af Kog, meldte Samvittigheden sig med Fordring paa sit Tilgodehavende forøget med de sædvanlige Aagerrenter. Hofjægermesterinden var i de senere Aar bleven meget religiøs. En vis Pastor Blomberg, der var Præst i Nabosognet, havde i saa Henseende haft stor Indflydelse paa hende. Det var ingen af disse sværmeriske Bodsprædikanter, der paa andre Kanter af Landet manede Middelalderen op af Graven. Det var tværtimod en meget jævn og saare menneskelig Præst, der afskyede al Overspændthed, – en frejdig, trøstefuld Forkynder af et hyggeligt Hverdagsevangelium, som ikke krævede uoverkommelige Opofrelser i Henseende til Livets Behageligheder og derfor havde vundet mange Tilhængere.

Hofjægermesterinden var uendeligt taknemlig over saa let at have fundet Tilgivelse og Hvile i Kirkens Arme. Hun helt forelskede sig i denne Kristendom, der var saa rørende fordringsløs. Kunde det endnu maaske falde hende lidt vanskeligt at huske sine Andagtsstunder, og kneb det undertiden med at finde den rette, barnligt tillidsfulde Tone i Henvendelserne til den Højeste, saa var hun til Gengæld levende optaget af at følge med i Tidens mange religiøse Brydninger. Hendes 13 Værelser var oversvømmet af gudelige Bøger og Tidsskrifter; og i private Krese tog hun til Tider selv Ordet i Debatten, idet hun mere og mere aabenlyst optraadte som Missionær for den blombergske Tro.

Ogsaa paa sin Mand søgte hun at indvirke i samme Retning, og trods sin ydre Ro led hun i Virkeligheden meget under hans Lunefuldhed. Hofjægermesteren var i religiøs Henseende ganske forstokket; men det var hendes Haab, at hun skulde kunne overvinde hans Ligegyldighed og ligesom yde ham Erstatning for sine ægteskabelige Forsyndelser ved at gøre ham meddelagtig i en levende Tros Glæde og Trøst.

Det var i dette Hjem, hos disse Mennesker, at Per søgte Tilflugt efter sin hemmelige Nattefart over Kattegat med Moderens Lig. Baade legemligt og sjæleligt forkommen naaede han Kærsholm ved Middagstid samme Dag, som han om Morgenen tidlig havde forladt Skibet ved Fjordmundingen.

Han fik den bedste Modtagelse ikke alene af Hofjægermesterinden og hendes Søster, Baronessen, som endnu opholdt sig der paa Besøg, men ogsaa af selve Hofjægermesteren. Han var saa heldig at træffe denne i hans mest straalende Lune i Anledning af en netop vunden Proces om en Vejgrøft. 14 Det gik ikke ofte paa, at Hofjægermesterens Retstrætter fik et for ham saa gunstigt Udfald; derfor grebes han ved en saadan Lejlighed af det drabeligste Overmod. Han tog straks Per ind i sin Stue for at sætte ham ind i Processens vidtløftige Forhistorie. Mens han laa næsten vandret i en amerikansk Gyngestol og dampede af sin Pibe, udbredte han sig om sin Forudseenhed, om sin Lovkyndighed og om de Raad og Vink, han havde givet sin Sagfører og som efter hans Sigende havde været afgørende for Sagens Udfald.

Per var glad ved at faa Lov til at sidde ganske tavs med sine egne Tanker, der stadig fulgte Moderens Kiste.

Hofjægermesteren opfattede imidlertid hans Tankefuldhed som fremkaldt af Interesse for hans Meddelelser og fandt derfor stort Behag i hans Selskab. Han var ikke vant til at have en saa taalmodig Tilhører og benyttede nu Lejligheden til at slaa sig rigtig løs. Efter at have fortalt ogsaa om de andre tre Processer, han havde vundet i sit Liv, og hvoraf den ene efter hans Fremstilling drejede sig om et saa mærkværdigt og indviklet Retstilfælde, at Højesteret havde voteret i Sagen i samfulde tre Dage, gav han sig til at udvikle de Principper, efter hvilke han drev sin Ejendom, og som gik stik imod de almindeligt anerkendte. Navnlig talte han meget om en selvopfunden Metode til Opfodring af Kvier, der havde 15 sat alle Sagkyndige i den største Forbavselse. For fuldt Alvor paastod han, at der ad den af ham anviste Vej vilde kunne fremavles Malkekvæg med tre Gange større Ydeævne end det almindelige, hvad jo vilde betyde en kolossal Merindtægt for det danske Landbrug.

Han betroede bagefter sin Kone, at han fandt hendes unge Ven meget tiltalende, – ja, ved Middagsbordet, hvor Per selv bragte sin Afrejse paa Tale, var Hofjægermesteren næsten den ivrigste til at overtale ham til at slaa sig til Ro paa Kærsholm og trække lidt jysk Landluft nu, da Sommeren endelig var kommen.

Hofjægermesterinden stemte i med.

"For Deres Frihed skal De ikke være bange," sagde hun. "Vi paalægger ikke vore Gæster nogen selskabelig Tvang. De skal faa Lov til at indrette Dem ganske efter Deres egen Bekvemmelighed."

"Blot De passer Maaltiderne," tilføjede Hofjægermesteren dæmpet.

Per var ikke svær at friste. Han følte slet ingen Længsel efter København. Og hvor skulde han i Grunden kunne finde et bedre egnet Sted til at gennemstride den aandelige Krise, som han følte forestaaende? Han havde faaet et roligt og smukt Værelse i en Sidefløj, der vendte ud mod Parken, og som udenfor sine Vinduer havde en Række høje Kastanietræer, hvis tætte Løvhang dæmpede Dagslyset derinde. Midt paa det hvidskurede Gulv stod 16 et firkantet Egebord med fire højryggede Stole omkring. Sengen havde Plads bag et Skærmbræt, hvor den ligesom bevogtedes af en høj, gammeldags Jernkakkelovn, der skinnede i Krogen som en Ridder i Rustning. Paa Væggen mellem Vinduerne hang en Boghylde fuld af gudelige Bøger.

Han havde straks følt sig meget tiltalt af dette Værelse, der med sit hele Udstyr var saa velgørende forskelligt fra de nummererede og uniformerede Hotelrum, hvori han nu saa længe havde været fordømt til at leve. Dets grønlige Halvskumring svarede desuden til noget i hans egen forventningsfyldte Stemning, – det var just et saadant Lønkammer, et saadant klosterligt Enebo, han nu en Tid trængte til. I Særdeleshed var han glad over Bøgerne, paa hvis Rygge han allerede havde læst Titlerne paa flere af de Opbyggelsesskrifter og andre teologiske Værker, som Hofjægermesterinden ofte havde talt til ham om med saa megen Varme.

Saa skrev han da straks et forklarende Brev til Jakobe, fortalte om den pludselige Indskydelse, der havde drevet ham til at følge Moderens Lig, og at han havde benyttet Lejligheden til at indfri et Løfte om at hilse paa sine gamle Rejsefæller fra Italien. Om Grundene til sin Forbliven paa Kærsholm tilstod han foreløbig kun, at han trængte til at udhvile sig og samle Kræfter til den forestaaende nye Rejse. Hvad der var hændt ham den foregaaende 17 Nat paa Dampskibet, fortav han for hende. Han sagde til sig selv, at hun dog manglede de nødvendige Forudsætninger for at forstaa, hvad han saadan i et Brev vilde kunne forklare hende derom. Det maatte vente. Det var nu engang den ubodelige Skavank i deres Forhold, at de ikke havde Rod i samme aandelige Jordbund. Hvor megen god Vilje der end fra begge Sider var tilstede, deres Naturers Forskelligartethed udelukkede i Virkeligheden al dybere Fortrolighed.

Han vilde nu desuden forhindre, at Jakobe igen dyssede hans Samvittighed i Ro, saadan som det i sin Tid var lykkedes hende i Dresack. Det nyttede dog ikke at ville udskyde Kampen. Det havde tidt nok vist sig, at det religiøse Spørgsmaal ikke hos ham lod sig affærdige med et Skuldertræk. Striden skulde dennegang udkæmpes. Han vilde have fast Grund under Fødderne. Ved alvorlig Selvprøvelse maatte han nu skaffe sig fuld og betryggende Klarhed over sit Forhold til Livets evige Magter.

Om Aftenen, efter at han havde faaet Brevet afsted, faldt der straks mere Ro over hans Sind. Ved Solnedgangstid, da han sad inde i Dagligstuen hos Damerne, havde han formelig en lille Fornemmelse af Hjemmehygge i de ham dog saa fremmede Omgivelser. Han forsøgte ikke at forklare sig Grunden nærmere; men der var i de store, lidt lave og mørkladne Værelsers Stemning, i Maaden, 18 hvorpaa Solskæret ligesom dvælede husvant paa de brede Vinduskarme, i selve Stuernes lidt indelukkede Luft, hvori der kunde spores en svag Tørveos fra Køkkenet, – der var i alt dette noget, der omsluttede ham som en moderlig Favn.

Hofjægermesteren, der en Tid havde slaaet sig ned inde hos dem, rejste sig pludselig med en Bemærkning, som Per ikke opfattede, men som øjensynlig gjorde hans Kone lidt urolig. Nynnende gik han gennem Havestuen tilbage til sit Værelse, hvortil Døren hele Tiden havde staaet aaben, og lidt efter hørte man ham slaa et Vindu op derinde. Saa bragede med eet Tonerne af et Valdhorn ud mod Bakkerne og Skoven.

Blandt de mange løjerlige Indbildninger, hvormed Hofjægermesteren opretholdt sin Selvfølelse, var ogsaa den, at han var en Virtuos paa Messinginstrumenter. Først spillede han nogle raske Jagtsignaler, … og Ekkoet ovre i Skoven svarede ligesom med en hengemt Klang fra hine fjerne Tider, da Hofjægermesterens Forfædre sprængte deres blodige Vej gennem Tykningerne. Saa fulgte et Par Fædrelandssange, hvorefter han mere og mere gav sig hen til den lumre Følelsesfuldhed, der er de enfoldige Hjerters eneste Poesi. Det lød forskrækkeligt. Tilsidst gennemspillede han Melodien til "Det er saa yndigt at følges ad", og, for ret at lægge en smægtende Inderlighed i Foredraget af den gamle Sang til Ægtehjemmets Pris, lod han 19 sine falske Toner bæve og hendø paa en saa kunstfærdig Maade, at Per blot ønskede, han kunde holde sig for Ørene. Hofjægermesterinden sad med Haanden blidt under Kinden og saae ud gennem Vinduet med et uigennemtrængeligt Kvindesmil.

Der gik nu et Par Dage for Per i hyggeligt Samliv med Herregaardens Beboere. Hofjægermesteren var stadig i højt Humør og viste ham rundt paa sin Ejendom, "den bedst drevne Gaard nord for Kongeaaen", som han bestemt erklærede. I Selskab med Damerne foretog Per om Eftermiddagen Køreture i den smukke Omegn, og desuden gjorde han Smaaudflugter paa egen Haand eller sammen med Forvalteren, en ung Mand i hans egen Alder.

Om sit Forhold til Jakobe talte han saa lidt som muligt, hvad hurtigt blev bemærket af Hofjægermesterinden, der herefter slet ikke berørte den Sag. Om sin Moder og om den egenlige Anledning til sin Jyllands-Udflugt vogtede Per sig ligeledes for at tale, saalænge han endnu troede de to Damer hildede i den fortvivlede Indbildning om hans hemmelighedsfulde Oprindelse. Det varede dog ikke længe, før det gik op for ham, at i det mindste Hofjægermesterinden maatte have skaffet sig Underretning om hans Familjeforhold, og han kunde forstaa, at hun havde sine Oplysninger fra 20 den Pastor Blomberg, som hun et Par Gange havde omtalt for ham med saa stor Respekt, og som rimeligvis havde kendt hans Fader.

Han følte en stor Lettelse i sin Samvittighed ved, at denne taabelige Sag nu var bragt paa det rene, og han var Hofjægermesterinden meget taknemlig for, at hun ikke ydmygede ham ved at tale om den. Han ønskede nu blot, at han var naaet lige saa vidt med den anden pinagtige Ting, der maatte bringes i Orden her – Pengelaanet.

Den Tanke, hvormed han var kommen hertil, nemlig at henvende sig til Baronessen om den nødvendige Sum til at bestride sine Rejseudgifter med, havde han hurtigt opgivet. Skønt den gamle Dame straks den første Dag af sig selv havde gentaget sit Tilbud om at yde ham enhver Støtte og endog havde erklæret, at hun agtede at gøre ham til sin Arving, kunde han ikke faa sig til at tage det stakkels svaghovedede Menneske paa Ordet. Stillet Ansigt til Ansigt med hende følte han Modet svigte ligesom nede i Rom. Han var ligefrem lidt bange for at blive ene med hende, fordi hendes Tone da blev saa uhyggeligt fortrolig. Med det tørre lille kniplingsbehængte Hoved støttet af to Fingre begyndte hun straks i sit svulstige Sprog at tale om den afdøde Broder og endte regelmæssigt med at fremsige Vers, lange Tirader af Hertz, Carl Bagger og især af 21 Paludan-Müller, hvis "Danserinden" hun kunde udenad lige til Trykfejlslisten.

Under disse Forhold vendte Per sit Haab mod Hofjægermesteren og hans Kone. Overfor den sidste følte han sig noget mere fri, efterat Forvalteren – med hvem han hurtigt var kommen paa Kammeratskabsfod – havde betroet ham hendes Livshistorie, saavidt den da kendtes. Han fik her Forklaringen paa de Glimt af forborgen Jordiskhed i den fromme Dames Væsen, som han tidligere havde faaet Øje paa. Han forstod ogsaa nu bedre den unaturlige, erotisk farvede Tiltrækning, hendes store, graanende Skikkelse havde udøvet paa ham dernede under Italiens Sol. En Mindelse af hendes galante Fortid bølgede endnu om hende ligesom den hengemte Parfymeduft, der kan slaa igennem unge Enkers Sørgedragt. Der legede endnu formummede Eroter i det bevægede Smil om hendes skønne Mund. Hendes Blikke kunde forraade saa megen æggende Medviden om Kødets Skrøbelighed.

Per tvivlede dog ikke et Øjeblik om Oprigtigheden af hendes Religiøsitet. Derfor tiltroede han hende ogsaa andre af Hjertets gode Egenskaber, og det var nu hans Haab, at han ved hendes Mellemkomst skulde kunne interessere Hofjægermesteren og maaske ogsaa andre af Egnens Herremænd for sine Planer, der jo maatte siges at have særlig Betydning netop for midtjyske Godsbesiddere. 22 At modtage en Haandsrækning af saadanne Folk vilde ikke trykke ham saa meget, hvorimod han stadig var fast bestemt paa ikke oftere at henvende sig til sin Svigerfader om Laan. Hvad denne maaske efter Brylluppet vilde tildele Jakobe i Form af Medgift eller paa anden Maade, skulde hun selv alene raade over. Det maatte ikke vedblivende kunne siges ham paa, at han levede af Philip Salomons Naadegaver.

Endnu havde han dog ikke kunnet finde noget belejligt Øjeblik til at bringe Sagen paa Bane. Efter tre Dages Forløb havde han kun lige faaet fortalt, at han med det første agtede sig paa en Studierejse til Amerika. Der var saa meget andet, der optog ham, ikke alene i hans egen indre Verden, men ogsaa udenfor ham. Fremfor alt i Naturen. Vejret holdt sig stadig sommerligt, og Aarstiden var netop den, der klædte Egnen allerbedst. Mark og Skov stod med sit friskeste grønne, og Engen var et eneste Blomstertæppe.

En egen mystisk Tiltrækning udøvede Aaen paa ham. Det var jo de samme glidende Vande, der – kun fem-seks Mil derfra – klukkede langs den frønnede Brygge i hans Barndomsby, og som med sine dybe Sivbredder og eventyrlige Muddergrunde havde været hans Drengetids store Kærlighed. Desuden udgjorde Aaen en Del af det nordlige Biløb i hans projekterede Kanalsystem, hvis Hovedaare var Forbindelsen mellem Hjertingbugten 23 og Vejlefjord. Skønt han aldrig før havde været paa Stedet, kendte han enhver af Engens og Aaens Slyngninger fra sine Kort. Ogsaa meget i Omgivelserne, baade Bakkerne og de mange Smaaskove, syntes ham ejendommeligt gammelkendt – saa levende havde han i sin Tid set det hele Landskab for sig, da han stod og fløjtede over sit Tegnebræt i sin Nybodersbagstue.

Da han en Dag opdagede en Baad i et Nøst⁵ ved Bredden, blev han grebet af sin gamle Lidenskab for at fiske. Med Forvalterens Bistand fik han tilvejebragt de nødvendige Redskaber og sad derefter flere Timer daglig ude paa Aaen med nogle Snører.

Imidlertid gik Dagene, og den religiøse Krise, han havde ventet paa med saa megen Spænding, udeblev foreløbigt. Hvad der hin Nat paa Dampskibet havde samlet sig hos ham af aandeligt Sprængstof, forpuffede⁶ i det sommerlige Friluftsliv, han her førte. Hofjægermesterindens Opbyggelsesbøger havde hidtil faaet Lov til at staa saa godt som urørte paa hans Reol. Han var den hele Dag paafærde; og naar han endelig om Aftenen kom ind til sig selv og fik sin Lampe tændt for at sætte sig tilrette med en Bog, havde han aldrig faaet læst mange Linjer, før en behagelig Døsighed sænkede sig ned over ham som en jordisk Velsignelse og tvang ham til at søge Sengen.

Han begyndte endog saa smaat at længes efter 24 Jakobe. Naar han sad i sin Baad og lod sig gennembage af Solen, eller naar han laa og strakte sig i Skyggen paa sin Yndlingsplads oppe under Skovbrynet, ønskede han undertiden, at hun havde kunnet dele disse Dages Sommerglæde med ham. Hun vilde sikkert ogsaa have haft godt af at aande Strandvejsstøvet ud af sine Lunger; hun havde igen i den senere Tid set saa overnervøs ud. Men saa kom han til at tænke paa, at hun vistnok vilde betakke sig. For et Planteliv som det, han i disse Dage førte, havde hun slet ingen Smag. Saadan at ligge ganske stille med Hænderne under Nakken og lade Tankerne drive med Skyerne ud i det bundløse Blaa og føle sit eget Væsen ligesom hensmelte og opgaa i Uendeligheden, – det var en Art Nydelse, hun aldeles ikke forstod. Hun havde engang i et af sine Kærlighedsbreve til ham brugt det Udtryk om sit Sind, at det var hvileløst som Havet. Det passede.

Forresten var der ogsaa for ham selv noget nyt i denne Følelse af Andagt overfor Naturen. Da han var Dreng, havde Skoven og Engen kun været ham en herlig Tumleplads, der frembød Mulighed for al Slags eventyrlig Oplevelse. Siden havde han overhovedet aldrig haft Lejlighed til at falde til Hvile i den lykkelige Feriestemning, der var nødvendig, for at man skulde kunne ligge saadan udstrakt paa en grøn Skrænt og føle sig som Centrum i Verdensrummet. – Naa, Herligheden 25 vilde jo heller ikke vare længe for ham og gentog sig maaske aldrig. Hans Liv var nu engang viet til Kampen og dens Uro. Det var netop det, som gav disse fredelige Solskinsdage noget af den stjaalne Lykkes særegent dybe Nydelse. Og det var Bevidstheden om dens Korthed, der udviklede Evnen hos ham til at holde fast paa det flygtige Øjeblik, til at give Nuet Varighed og udtømme det for dets Stemningsindhold.

En solhed Eftermiddag vendte Per tilbage fra Aaen med sine Medestænger. Hans Ansigt havde efter tre-fire Dages Forløb allerede genvundet den brune Lød, det havde bragt hjem fra Italien. Som han gik der og smilede mod Solen, mindede han om en omløbende Tater. Hans Benklæder var skødesløst opsmøgede. Bag i Nakken sad en tærnet Rejsehue. – Den Tvangløshed, der herskede paa Kærsholm ogsaa med Hensyn til Klædedragten, havde hurtigt smittet ham. Hofjægermesteren selv stalkede rundt i Stuerne med sine lange Støvler og klædte sig ikke engang om til Middagen. Heller ikke Hofjægermesterinden var her i Hjemmet synderlig omhyggelig med sin Paaklædning.

Denne landlige Ubekymrethed føltes som en stor Behagelighed af Per, hvem den strenge Overholdelse af Formen i Svigerforældrenes Hus, disse 26 idelige Omklædninger, som ogsaa det moderne Rejseliv krævede, ofte var faldet noget besværlig. At han kunde gaa her og slide paa sit gamle Tøj, bidrog sit til, at han befandt sig saa vel paa Kærsholm.

Idet han nu kom gennem den lange Poppel-Alle, der fra Engen førte op til Parken foran Hovedbygningen, mødte han Hofjægermesterinden, som var i Selskab med en ung Dame, en Blondine, i en klar, lys, blaastribet Kjole. De to Damer gik med hinanden om Livet; og der var særlig i den unges Væsen noget, der bragte Tanken hen paa et Par Kærestefolk.

"Ingeniør Sidenius fra København, – Frøken Blomberg," forestillede Hofjægermesterinden.

Meget mere blev der ikke sagt, Damerne fortsatte deres Vej, idet Hofjægermesterinden blot lod Per vide, at den unge Piges Fader, Pastor Blomberg, sad inde hos hendes Mand og vistnok vilde være glad ved at hilse paa ham.

Per bandede ved sig selv, mens han gik gennem Parken og ind paa sit Værelse. Han var overbevist om, at Freden nu var forbi for ham. Denne Præst, der syntes at spille en vis Rolle der i Huset, var ham paa Forhaand imod. Det var iøvrigt efterhaanden gaaet op for ham, hvem den Mand egenlig var. Han erindrede undertiden at have set ham omtalt i Bladene som en begavet Talsmand for en af Tidens mange kirkelige Retninger, 27 og han mindedes ogsaa dunkelt, at hans Virksomhed havde været Genstand for Debat derhjemme i Forældrenes Præstegaard, fordi Broderen Thomas – Kapellanen – havde været mere optaget af hans Forkyndelse, end Faderen rigtig syntes om.

Per var helst bleven paa sit Værelse under dette Besøg; men Hofjægermesterindens Henstilling til ham om at hilse paa Præsten havde haft Karakteren af et elskværdigt Paabud.

Han fandt nu ganske rigtigt den fremmede Mand inde hos Hofjægermesteren, hvor de to Herrer sad paa hver sin Side af Bordet med en Kaffeopdækning imellem sig og i en Taage af Tobak. Idet han viste sig i Døren, standsede deres Samtale paa en Maade, der tydede paa, at de netop havde siddet og talt om ham.

Pastor Blombergs Ydre vakte straks en let Forbavselse hos Per. Efter alt, hvad han her paa Kærsholm havde hørt om denne kirkelige Reformator og hans frimodige Kamp for et menneskeligere Syn paa de guddommelige Ting, havde han forestillet sig ham som en Friluftskæmpe, en kristnet Vildbams, – og han saae nu for sig en lille, tyk og pluskæbet Mand, der ikke paa nogen iøjnefaldende Maade adskilte sig fra Tidstypen paa danske Præstemænd af den vennesæle Art. I et stort Hoved, der var ombølget af blaaragtigt Haar og Skæg, blaanede et Par store, klare og sjælfulde Øjne, 28 som mindede om Vanddraaber, hvori Himmelhvalvet fredeligt spejler sig. I hans Klædedragt (han bar en stumpet Sommerjakke af sort Taft) ligesom i den Maade, hvorpaa han sad tilbagekastet i Stolen og dampede paa sin fortyggede Cigar, kunde der spores en vis Bestræbelse for at krænge Standspræget af sig, at afkaste den "Velærværdighed", hvormed han til sine Kaldsbrødres Forargelse drev saa mange respektløse Løjer. Men aldrig et Øjeblik vilde man dog være i Tvivl om, at han var en gejstlig Mand. I al sin jævne Ligefremhed var hans Skikkelse umiskendeligt omskinnet af den ganske særegne Art Selvgodhed, af den patriarkalske Bedreviden, som bliver ved at hænge ved Kirkens Mænd ligesom den Mug, der trods alle nymodens Varme- og Ventilationsindretninger stadig slaar op fra Kirkernes gamle Grund.

Pastor Blomberg rejste sig lidt besværligt fra Stolen og trykkede Pers Haand med landlig Hjertelighed.

"Ja ja – se se!" sagde han og bekiggede ham meget ugenert. "Velkommen til vor Egn, Hr. Ingeniør!"

Der var bag det hjertelige i Tonen noget beskyttende eller medlidende, der fik Per til at ranke sig.

"Ja, Navnet Sidenius er mig naturligvis ikke ubekendt," vedblev den anden. "Blandt andet var jo Deres egen Fader en Mand med megen Anseelse indenfor vor Stand. Skønt vi i en Række 29 Aar virkede her saa at sige som Naboer, har jeg dog aldrig kendt ham personlig. Hans og min Opfattelse af Kirkens Tarv var vistnok i mangt og meget saare forskellig. Men jeg agter ham i hans Grav! Han var en nidkær Arbejder!"

Da Per stadig intet svarede, satte Præsten sig; og der blev et Øjebliks Stilhed. Hvorefter Pastor Blomberg atter vendte sig mod Hofjægermesteren og gav sig til at tale om Egnens Anliggender.

Per tog Plads paa en Stol henne ved Vinduet og tændte sig en Cigaret. Halvt bortvendt sad han der og saae ud over den store Græsplæne, der – indrammet af Parkens høje Træer – bredte sig foran Hovedbygningen med et forgyldt Solur i Midten.

Her fik han Øje paa Hofjægermesterinden og den unge Pige, der var kommen tilbage ad Alleen og netop var i Færd med at sætte sig paa en Bænk i Skyggen af en stor Navnebøg ovre paa den anden Side af Plænen. Hofjægermesterinden slog sin Parasol ned, og hendes Ledsagerske lagde sin bredskyggede Sommerhat fra sig paa Bænken og begyndte at vifte sig med sit Lommetørklæde.

Per fik nu Lejlighed til at se nøjere paa denne Præstedatter. Hun saae ud til at være atten-nitten Aar og mindede ikke om Faderen uden ved sin Blondhed. Hun var granvoksen, lidt opløben, med slanke, fine Former. Paa Grund af Afstanden kunde han ikke tydeligt skelne hendes Ansigtstræk; 30 men rent som Skikkelse betragtet fandt han hende meget indtagende. Som hun sad der i Træets Skygge, lidt fremoverbøjet, med det ene Knæ over det andet, og i Haanden holdt en afplukket Blomst, som hun nu og da lugtede til, var der noget drømmebilledagtigt over hende. Navnlig ved Sammenligning med Hofjægermesterindens massive Skikkelse i det skinnende graa Silkeliv, der spændte om hendes Byste som et Staalharnisk, gjorde hun i sin luftige Dragt et næsten ulegemligt Indtryk.

Per kom til at tænke paa, at der var en eller anden Person, som hun mindede ham om. Allerede, da han saae hende ude i Alleen, havde han haft en flygtig Fornemmelse i samme Retning. Denne raakidagtige Slankhed, denne blonde, næsten sølvlyse Haarfylde, disse skraanende Skuldre, – der var i alt dette noget, der syntes ham gammelkendt, ja som stemte ham vemodig.

Henne ved Bordet rejste Præsten sig nu for at gaa.

Han agtede, sagde han, at besøge en syg Mand der i Nærheden, en af hans Sognebaandsløsere, der var kommen galt afsted med en uvan Tyr. Paa Tilbagevejen vilde han saa komme herind igen og hente sin Datter.

Da han sagde Farvel til Per, rakte han ham Haanden med uformindsket Velvilje og tilføjede, idet han atter bekiggede ham meget uforbeholdent, at dersom hans Vej en Dag skulde falde om ad 31 Bøstrup Præstegaard, vilde det fornøje ham at se ham.

"Jeg veed jo nok," sagde han muntert, "at Nutidens unge Københavnere betragter Kirken som et Vankundighedens Tempel og Præsteboligen som dets Forgaard. Men maaske er vi dog ikke akkurat saa slemme, som Deres københavnske Presse og Literatur vil gøre os til. Nu kan De jo selv se ad!"

Trods Tonens Overbærenhed gengældte Per dennegang hans Haandtryk og takkede med en høflig Mumlen. Synet af Datteren havde uvilkaarligt stemt ham mildere mod den selvfornøjede lille Mand.

Hofjægermesteren fulgte Præsten ud. Skønt dennes Vogn allerede holdt for Døren, vilde han absolut trække ham med over i Stalden for at se paa en nyfødt Kalv, "en ægte Kærsholmer", der var mindst sine tre-fire Hundrede Kroner værd, – sagde han. Præsten havde øjensynlig aldeles ingen Lyst; men – som om højere Hensyn bestemte ham – gav han stiltiende efter.

Per, der var fulgt med ud i Forstuen, tog her sin store Straahat, som han havde hjembragt fra Italien, gik tilbage gennem Havestuen og stillede sig ud paa Verandatrappen, hvor han tændte sig en ny Cigaret og saae mod Himlen, som om han ikke anede Damernes Tilstedeværelse.

Saa kaldte Hofjægermesterinden paa ham.

"Kan De gætte, hvad Frøken Blomberg synes, 32 at De ligner?" spurgte hun, – men den unge Pige, hvis ene Haand hun omfattede i sit Skød, blev brændende rød og vilde holde hende for Munden med den anden.

"Kære, hvorfor maa jeg ikke sige det? Jeg synes, det lød saa morsomt. – Frøken Blomberg finder, at De ligner en Nabob. Og hun har virkelig Ret. Der er noget eksotisk over Dem idag."

"En Nabob!" gentog Per og saae ned ad sin lysegule, fløjlsagtige Dragt, der ligeledes stammede fra Italien, og som han den Dag bar for første Gang paa Grund af den stærke Solvarme. "Det smigrer mig naturligvis. Kun mangler jeg desværre de dertil hørende Millioner."

"Men dem faar De jo," bemærkede Hofjægermesterinden ligesom lidt fortrydeligt.

Ordene faldt hende ud af Munden halvt mod hendes Vilje. Det var overhovedet første Gang, hun havde hentydet til Jakobes Formuesforhold, og da hun straks fortrød det, gav hun sig hurtigt til at tale om andre Ting og opfordrede ham elskværdigt til at tage Plads hos dem, – der laa netop en sammenslaaet Feltstol i Græsset ved Siden af dem.

For Per havde den lille Bemærkning været god at faa Forstand af, – og han blev forstemt. De havde altsaa siddet og talt om hans Forlovelse, og naturligvis var da ogsaa hans Svigerfaders Penge bleven bragt paa Bane. De to Ting var nu engang uadskilleligt sammengroet i Folks Bevidsthed. 33 Forresten havde han straks af sig selv forstaaet, at Frøken Blombergs Nabob-Lignelse ikke var ment som en Kompliment.

Han satte sig ned og gav sig til at mønstre den unge Dame, og nu, da han havde hende paa nærmere Hold, saae han mere nøgtern paa hendes Skikkelse og bedømte den som Kender. Han kunde dog ikke lade være med at forundre sig over, at han ikke straks ved deres Møde i Alleen havde lagt Mærke til, hvor smuk hun var. Sikken et Par klare og kloge Øjne! tænkte han. Og saadan en smuk Mund, saa blødt kruset, endnu lidt spæd maaske og lidt blodfattig, men til Gengæld frisk og kysk som en vild Rose.

De to Damer havde givet sig til at tale om det samme Ulykkestilfælde, som Præsten nylig berørte inde i Hofjægermesterens Stue. I Vendinger, der mistænkeligt mindede om Faderens, fortalte den unge Pige, hvordan "det beklagelsesværdige Menneske" havde faaet hele Underlivet oprevet, og at Doktoren ikke mente, han kunde leve. Men Per var pludselig bleven uopmærksom. Det var gaaet op for ham, hvad det var for en kendt og kær Person, Frøkenen hele Tiden havde mindet ham om. Det var Fransisca. Hans unge, mælkefriske Nyboderskæreste! – Herregud! tænkte han, helt blød om Hjertet, hvor var det dog længe siden, han havde haft hende i sine Tanker! Og han havde dog i Grunden holdt meget af hende …

34 Mens Damerne fortsatte deres Passiar, og Hofjægermesterinden halvt i Tanker klappede den unge Piges Haand, sank Per en kort Tid hen i sine Erindringer. Dog havde han stadig Øjnene hos Præstefrøkenen, der ikke en eneste Gang saae paa ham og derfor ikke vidste, at hun blev iagttaget. Det kunde næsten se ud, som om hun helt havde glemt hans Tilstedeværelse, saa lykkelig optaget var hun af Hofjægermesterindens Kærtegn.

Ja, – tænkte han igen, Lighed var der virkelig. Højden og Holdningen var omtrent den samme. Men unægtelig! Frøken Blomberg var finere i Tegningen, slankere i Linjerne. – Der var ogsaa noget ved Spillet omkring Munden, der mindede ham om Fransisca. Hver Gang Frøken Blomberg smilede, løb Tungespidsen vanemæssigt henover Overlæben med en nydelig lille Bevægelse, der ligesom slikkede Smilet bort.

"Det begynder at blive køligt. Skal du ikke have lidt paa Skuldrene, lille Ven?"

Det var Hofjægermesterinden, der spurgte. Solen var dalet ned bag Parkens Træer, og Fugtigheden fra den side Jordbund kunde straks spores i Luften her under Løvet.

"Jeg fryser ikke det mindste. Jeg sidder netop saa dejligt."

"Du skulde alligevel tage dit Slag paa. Du lagde det vist fra dig inde i Dagligstuen."

Per rejste sig.

35 "Jeg skal hente det," sagde han.

Men i det samme var den unge Pige oppe fra Bænken. "Nej, De kan dog ikke finde det," sagde hun. Og som om hun var bange for, at han skulde følge hende, skyndte hun sig afsted over Græsplænen.

"Er hun ikke sød?" spurgte Hofjægermesterinden, da Per igen havde sat sig.

"Jo, hun er ganske smuk," svarede han lidt kort.

"Ja, ogsaa det. Og en saa god Natur, saa aaben og sanddru. Desværre er hendes Helbred ikke paalideligt."

"Er Frøken Blomberg syg?"

"Kære, – hun har hele Vinteren ligget tilsengs. Af Tyfus. Som hun selv siger, har hun i et halvt Aar tilhørt Døden mere end Livet. Kan De ikke se det paa hende?"

"Naa jo, hun gør ganske vist et noget overjordisk Indtryk. Men saadan netop svag –"

"Ja – Gud ske Lov – hun er da ogsaa nu over det værste, og Sommeren vil forhaabenlig gøre Resten. Det kære Barn, hun er saa manges Glæde her, og er selv saa taknemlig for Livet som kun den, der i en saa ung Alder har været nær ved at miste det, – ja, og som overhovedet veed at tage mod Livet som en Naadegave fra sin Gud, Hr. Sidenius!"

Per saae ud til Siden. Han var i de sidste 36 Dage bleven lidt forlegen, saasnart Hofjægermesterinden strejfede religiøse Emner.

"Frøken Blomberg nærer vist en speciel Hengivenhed for Dem, Frue!" sagde han for at komme ind i et andet Spor.

"Aa, hun holder af at komme her, det kære lille Menneske. Hun hygger sig saa vel paa Kærsholm, siger hun. Omgangen i hendes Forældres Hjem er maaske lidt ensformig for en saadan ung Pige. Men forresten har de det rigtig yndigt hos Pastor Blombergs. De skulde virkelig en Dag gøre Præsten et Besøg. Han vil vist være glad ved at tale med Dem."

Henne paa Havegangen nærmede i dette Øjeblik Gartneren sig og blev staaende i nogen Afstand.

"Hvad er der, Petersen?" spurgte hun.

Gartneren gik et Par Skridt frem med Huen i Haanden. Han vilde bede hendes Naade være saa god at se et Øjeblik ned i Køkkenhaven, naar det var hendes Naade belejligt.

"Jeg skal straks være der," sagde Hofjægermesterinden, hvis kristelige Broderskabsfølelse ikke strakte sig til hendes egne Undergivne.

Lidt efter rejste hun sig og gik bort. Den unge Pige, der imidlertid var kommen tilbage, saae højst ulykkelig ud ved saaledes at blive ladet alene med Per. Hun sad med begge Hænder klemt om Bænkesædets Kant og skiftede Farve et Par Gange. Og pludselig raabte hun til Hofjægermesterinden, 37 der endnu ikke var kommen afsyne, om hun maatte følge med.

Næsten før Svaret havde naaet hende, var hun oppe fra Bænken og foer afsted.

"Husk … du maa ikke løbe!" raabte Hofjægermesterinden advarende.

Der drog sig en Skygge ned over Pers Ansigt, idet han skævede efter hende over sin Skulder.

Der var noget i denne Flugt, der fremmanede mørke Erindringsbilleder hos ham. Saadan havde ogsaa hans Søskende skyet ham i hans Barndom, naar Faderen ved Morgen- eller Middagsandagten havde holdt en af sine store Straffetaler til ham. Endnu for ganske nylig havde han jo genoplevet det, da han mødte Tvillingerne og de stod der saa forlegne og knap turde se paa ham. – Ogsaa Jakobe havde jo i Begyndelsen betragtet ham med en lignende Skyhed. Det var overhovedet kun Kvinder af Nannys Art, der uden Betænkeligheder kastede sig om hans Hals.

Nabob! Det var naturligvis foragteligt ment. Pigebarnet var jo flygtet for ham som for selve den Onde. Og hvad saa? Det forbavsede ham i Grunden, at han gad bryde sig om, hvad saadan en Smule Præstefrøken tænkte om ham. Siden hvornaar var han bleven saa ringe, at han ængsteligt maatte skotte til Hvermands Mening om ham? – – Eller var han maaske selv begyndt at føle sin stormende Jagt efter Lykken som en Skam?

38 Naa, det nyttede ikke at forfalde til Spekulationer. Han maatte se at nedkæmpe denne overdrevne Følsomhed, der i den sidste Tid havde ladet ham give sig saa værgeløs i sine skiftende Stemningers Vold. Det var paa Tide, at han gjorde en Ende paa sin Lediggang her og kom tilbage til sit Arbejde. Hvad han end kunde have forbrudt mod sig selv og andre, – i sin Kamp, i sin Flid, i sin ærlige Vilje til at udrette noget godt og nyttigt her i Verden vilde han vedvarende søge sin Retfærdiggørelse, om ogsaa den store Sejr skulde udeblive for ham.

Der blev aabnet et Vindu oppe i Hovedbygningen. Det var Baronessen, der endelig var kommen op af sin lange Eftermiddagshvile. Lidt efter viste hun sig paa Verandaen, sværmerisk draperet med en Kniplingsmantille, der paa sin spansk⁷ var fæstet bag paa Hovedet, – dertil stærkt pudret, som hun om Eftermiddagen gerne var det, for at skjule de betændte Pletter, der i Løbet af Dagen blomstrede frem i hendes Ansigt.

Per var med eet forsvunden. For ikke at blive ene med det forstyrrede Menneske havde han listet sig ud af Parken og gik nu ude paa Landevejen, der førte langsmed Engene op til Skoven.

Det var en af disse meget lyse og meget stille Sommeraftener, der med al deres Fred kan være saa uhjemlige; da den skyggeløse Jord strækker sig saa tavs og saa øde henunder en ligesom udslukt Himmel 39 uden Sol og uden Stjerner. Solen var forsvunden uden al Højtidelighed, havde kun efterladt en lille, rødlig Taageplet over Horisonten. Der var ikke en Sky paa Himlen, der kunde indfange de stigende Straaler og sprede dem over Jorden som en Afglans af Dagens Herlighed. Hist og her paa Bakkerne glødede en Rude, – det var alt.

Men nede omkring Aaen vaagnede der, saasnart Solen var borte, et eget spøgelseagtigt Liv. Engene begyndte at indspinde sig i graalige Taagevæv, – snart skjultes den hele milebrede Dalbund af en bølgende Aande. Det saae ud, som om Fjorden nu til Natten tog sit gamle Leje i Besiddelse. Som en rygende Brænding, et Spøgelsehav, væltede den blege Damp sig mellem Bakkerne.

Paa eengang sporedes der Liv derude. Et hornet Hoved dukkede op af Taagehavet og brølte. Tæt ved skimtedes Overkroppen af en Mand. Han holdt Armene løftede og syntes at ende bagtil i et mørkt Dyrelegeme med rejst Hale. Snart saaes mange saadanne hornede Hoveder, der med løftet Snude stødte Damp ud af Næseborene, og hertil føjede sig et Mylr af mørke Rygge i en egen gyngende eller svajende Bevægelse. Midt imellem dem hævede sig Overkroppen af endnu en Mand, der skrigende svang noget over sit Hoved, – man maatte tænke paa et Par Kentaurer i Kamp med en Flok Søuhyrer. Det var Kærsholms tre Hundrede Stykker Kvæg, som dreves hjemad af en Hyrde og et Par Vogterdrenge 40 med knaldende Piske. Det tog sig fra Landevejen ud, som om Dyrene bevægede sig svømmende. Man kunde under hele Marsjen ikke se andet af dem end Hoved og Ryg. Og Taagerøgen drev henover dem og udviskede alle Omrids.

Per havde sat sig til Hvile paa en Bænk, der stod under et Træ bagved Landevejsgrøften. Med Haanden under Hovedet fulgte han denne hjemadvandrende Hjord, indtil den helt opslugtes af Taagen. Smaa Flokke af Krager kom nu og da trækkende henover hans Hoved, og han kunde høre, hvordan de med høje Glædesskrig slog sig ned omkring deres Reder inde i Skoven bagved ham. Et Sted i hans Nærhed sad en ensom Frø i sit Vandhul og gurglede Halsen. Ellers var der ganske stille milevidt omkring ham.

Der sneg sig herunder en modløs Forladthedsfølelse ind over ham. Han tænkte paa Bibelens Ord: Rævene have Huler og Fuglene Reder –. Selv vidste han ikke den Plet, hvortil han følte sig knyttet ved et godt eller stærkt Minde. Med Tanken paa den forestaaende Rejse sagde han til sig selv, at det derfor i Virkeligheden var ligegyldigt, hvor i Verden han befandt sig. Han vilde ikke være mere hjemløs midt paa Atlanterhavet eller paa de amerikanske Prærier, end han var det her i Hjertet af sit eget Fædreland.

Og atter steg Billedet af Fransisca lokkende op for hans Erindring i en Ramme af smaa, gulkalkede 41 Nybodershuse og grønne Smaahaver bag tjærede Plankeværker. Han havde i Grunden holdt meget af hende. Det havde slet ikke været saa let for ham at give Afkald paa hendes unge, foraarsfriske Kærlighed. Naturligvis – han vidste godt, at han ikke havde tabt ved Byttet. Jakobe var et saa langt fuldkomnere Menneske, hvis Betydning for hans Udvikling han visselig ikke skulde underkende. Men han maatte spørge sig selv, om de nogensinde, selv paa deres saa elskovsfulde "Bryllupsrejse", havde tilhørt hinanden med stort mere end Legemet. Naar han til Sammenligning tænkte paa sine og Fransiscas stille, attraaløse Tusmørkevandringer rundt om Sortedamssøens gyldentfarvede Vand, med deres vemodigt-muntre Afsked i Skjulet af Træerne oppe paa Østervold, – da straalede de for hans Erindring som Paradisøjeblikkene i hans triste og vildt omtumlede Ungdomsliv.

Mon hun skulde være bleven gift? Dersom Nogen havde fortjent at faa en god Mand, var det hende. Maaske sad hun nu et eller andet Sted ude i Provinsen som lykkelig Borgerkone med et Barn ved Brystet. Det smukke, kække Bryst! … Det faldt ham ind, at han ude i Nyboder maatte kunne faa at vide, om hun endnu opholdt sig hos sine Forældre i Kjerteminde, eller hvad der var bleven af hende. Ganske vist var det gamle Hjem i Hjertensfrydsgade opløst nu. Madam Olufsen, vidste han, havde allerede om 42 Efteraaret fulgt sin Højbaadsmand i "den sorte Chalup". Men der maatte vel kunne findes andre, der kunde give Besked.

Der trak en ny Flok Krager henover hans Hoved og forsvandt i Skoven under høje Glædesskraal. I det samme blev han opmærksom paa Hovtramp og Vognraslen, der nærmede sig ad Landevejen fra Kærsholm. En nedslaaet Kalesjevogn med et Par store Skimler kom lidt efter i Skridtgang op ad Bakken, som nedenfor det Sted, hvor han sad, havde en stærk Stigning.

Da det gik op for ham, at det maatte være Pastor Blombergs Køretøj, rejste han sig og gik ud ad Vejen i samme Retning, som Vognen kørte, idet han haabede, at man da ikke skulde genkende ham.

I saa Henseende forregnede han sig imidlertid. Da Vognen naaede ud for ham, lod Præsten holde og hilste ham med en kammeratlig Haandbevægelse.

"Se se! De gaar og sværmer i Aftenstilheden, Hr. Fremtidsdrømmer! Ja – ikke sandt? – her er smukt. Jeg sad netop og talte derom med min Datter. Det er ingen Under, at vor gamle Folkepoesi, – hvori det jo paa en Maade er Naturen selv, der synger, – at den er bleven saa befolket med alleslags eventyrlige Væsner. Der er virkelig noget fantastisk, noget trolddomsagtigt ved en Aften som denne. Og vi Mennesker synes jo stadig ikke at have mistet vor Modtagelighed for Mystiken 43 i Naturen, siden en moderne Ingeniør i vor fremskredne, naturalistiske Tid kan lade sig indfange af den."

Han sagde dette med et lunt Skælmeri, der bødede paa Ordenes Ligefremhed. Og nu vendte han sig mod sin Datter (der her ved Faderens Side aabenbart var mere kry overfor Per og næsten betragtede ham med nogen Overlegenhed):

"Hør, min Pige … Ingeniøren smitter mig virkelig. Jeg faar Lyst til at strække Benene lidt. Du skal jo ind i Brugsen og hente de Varer – du kan saa køre i Forvejen og vente der, til jeg kommer. For De har vel ikke noget imod, at jeg gør Dem Følgeskab et lille Stykke?"

Per fremmumlede et Gudbevares, og Præsten kom med lidt Besvær ned af Vognen.

"Man faar for lidt sund Motion i vort hæsblæsende Damp-Sekulum," sagde han, efter at Vognen var kørt, og traadte stærkt i Vejen ligesom for at opstampe indslumrede Ungdomskræfter. "Vore Jernbaner, som jeg ellers af Hjertet priser, forleder os til Utroskab mod Naturen … gør os ulydige mod dens faderlige Bud. Naar jeg ser saadan et langt, sort Jernbaneuhyre fare hvislende henover Guds grønne Jord, kommer jeg altid til at tænke paa Slangen i Paradiset. I gamle Dage, naar jeg havde Ærinde i Købstaden, tog jeg mangen Gang til Apostlenes Heste for at spare min Forpagters, – det var to Mil frem og to Mil tilbage paa samme 44 Dag. Og alligevel faldt Tiden mig aldrig saa lang som nu, naar jeg ruller ind med Toget paa en lille halv Time, – jeg er ude af mig selv af Utaalmodighed, bare det er forsinket fem Minutter. Dengang lod man Uret blive i Lommen og aflæste Tiden paa Solen, der ikke har Sekundviser. Og naar man saa havde travet en Milsvej, hvor smagte saa ikke et lille Frokosthvil i en Høstak eller paa en Grøftekant! Nutidens unge Mennesker vil aldrig kunne fatte, hvadfor en vidunderlig – jeg kan godt sige aandelig – Nydelse der kan hentes paa den bare Jord i Selskab med en Ostebrødsmellemmad, naar Lærke, Stær og Vibe leverer Taffelmusiken. Saa aldrende og tyk jeg nu er bleven, kan jeg endnu gribes af en formelig Hjemve efter Landevejen. Naar man saadan har siddet længe hjemme og kukkeluret og har fanget saa mange dumme Griller mellem Bøger og Aviser, – hvor er det da livsaligt at komme rigtig ud og traske! Man kan ligefrem fornemme, hvordan Sjælen strækker sig velbehageligt ligesom En, der er vaagnet af en uhyggelig Drøm og nu ser Solen skinne ind ad Vinduet og hører Fuglene synge udenfor i Trætoppene. – Ja, hør! hør!" udbrød han, idet han standsede og lagde Haanden paa Pers Arm. "Hør Lærken deroppe! Den synger endnu for Solen!" – Han stod et helt Minut ganske stille og lyttede med et bevæget Udtryk. – "Er det ikke dejligt! Det minder om en Kvinde, 45 der efter sin Elskedes Bortgang maa give sig til at nynne for ikke at komme til at græde. – Har De forresten rigtig lagt Mærke til, Hr. Sidenius, hvilken dyb Livsvisdom saadan en lille Natursanger kan udtrykke? Aldrig lytter man forgæves til dens Sorg eller Glæde. Jeg tilstaar ærligt, at jeg for min Del har hentet mere Opbyggelse af dens klare lille Trille end af alle de mange Prækensamlinger paa min Reol. – Men De maa love mig ikke at sige det til Nogen!" tilføjede han, pludseligt leende, og ruskede Per i Armen. "Mine kære Embedsbrødre vilde aldrig tilgive mig et saa forskrækkeligt Kætteri!"

Han lo højt af sine egne Ord og gav sig igen til at spasere.

Per følte sig efterhaanden smigret af hans fortrolige Tone, ligesom han ogsaa paa anden Maade begyndte at fængsles af hans Personlighed. Han maatte indrømme Hofjægermesterinden, at Pastor Blomberg ikke lignede de sædvanlige Skriftstedsavtomater. I sit stille Sind sammenlignede han ham ogsaa med sin Fader, og han kom til at smile ved at tænke paa, at der indenfor det samme Troessamfund kunde findes to Præster saa grundforskellige af Væsen og Synsmaade.

Efter at have gaaet en halv Snes Skridt standsede Pastor Blomberg igen og gjorde en bred Haandbevægelse udover Landskabet. Aftenen var allerede vidt fremskreden. Der glimtede endog et 46 Par matte Stjerner frem hist og her paa den grønblaa Himmel.

"Vil De sige mig en Ting ærlig og oprigtig, Hr. Ingeniør? Naar De en Aften som denne ser ud over vort dejlige, friskt grønne Land, kan De saa virkelig for Alvor ønske det indhyllet i en Sky af Kulstøv og Sod? – Ja, De ser, jeg kender Deres Anslag mod vor nationale Idyl. Jeg vil dog tilstaa, at jeg endnu ikke selv har læst Deres Skrift; men Hofjægermesterinden har fortalt mig om Deres Ideer, som jeg finder særdeles karakteristiske for vor Tid. Jeg spørger Dem nu, … synes De i Grunden, at det vilde være mere tiltalende at se nogle røgspyende Dampskibsuhyrer her paa Aaen og have dens Blomsterbredder bedækkede med osende Fabrikker? Jeg tænker herved ikke udelukkende paa Skønhedsvirkningen – naturligvis. Jeg er ingen Fantast og veed godt, at de æstetiske Hensyn skal og maa underordne sig de praktiske Krav. Men staar her ikke ogsaa andre og større Livsværdier paa Spil? … Se det lille Hus derovre paa Bakken med den lyse Tørverøg op af Skorstenen. Der bor en Familje, som jeg personlig kender til; det er Smaakaarsfolk af den Slags, hvoraf vi her i Landet har med et rundt Tal en halv Million. De tjener akkurat til Føde og Klæder; men dersom De kendte dem, vilde De maaske alligevel misunde dem deres Glæde og Lykke ved Tilværelsen. Mand og Kone arbejder 47 sammen i Marken, mens Børneflokken tumler sig omkring dem i det friske Vejr. De har en gammel Hest og en Ko og føler sig i Grunden rige. Kan De nu virkelig med Fortrøstning ønske en saadan Mand puttet ind i et mørkt og stinkende Fabrikslokale for at trælle ved en Maskine, mens Kone og Børn indemures paa en sjette-syvende Sal i en Arbejderkaserne? – Vær nu oprigtig!"

Per blev noget opirret af det paagaaende i Præstens Spørgsmaal. Da han desuden ikke havde nogen god Samvittighed, fordi han saa ofte i den sidste Tid i Tankerne havde fornægtet Fremskridtets Sag, kom der noget ret udfordrende i hans Svar.

"Jeg indser ikke, hvilken Betydning det kan have, hvad jeg eller noget andet Menneske personligt kan ønske i saa Henseende. Udviklingen gaar sin Gang uden at spørge os om Forlov, og enten vi ser surt eller sødt til den, bliver vi nødt til at tilpasse vort Liv og vore Vaner efter dens Krav. At forsøge paa at stride imod er bare Tids- og Kraftspilde."

"Ja, det siger De nu saa kategorisk. Men selv om De ogsaa havde Ret, saa kunde vi da virkelig tidsnok komme med i "Fremskridt" af den Art."

"Det mener jeg ikke. Jeg tror endog, det er paa høje Tid for os, om det ikke skal blive for silde. De statistiske Tabeller viser tydeligt nok, at Velstanden paa Landet svinder Aar for Aar. Hvad 48 man end kan mene om den idylliske Lykke, Hr. Pastoren talte om, saa hviler den i hvert Fald paa en meget usikker Grund, – hvad jo dog straks maa gøre den noget mindre idyllisk."

"Naa ja," ytrede Præsten lidt afvisende og begyndte igen at gaa. "Det er maaske i Øjeblikket ikke gunstige Tider for vort Landbrug, – jeg veed det nok. Men derfor –."

"Tiderne er vist saa gode, som man paa nogen Maade kan vente dem for evropæiske Landmænd. Det er selve Virksomheden, der ikke længer er tidssvarende i et Kulturland. En Bonde vil om nogen Tid være et forældet Begreb i Evropa."

"Men hvor kan De nu sige saadan noget! Det lyder i mine Øren som den rene Galmandstale! Desuden, – vort Landbrugs høje Standpunkt vækker jo netop for Tiden den allerstørste Interesse og Beundring overalt i Udlandet. Det læser vi jo snart sagt hver Dag i vore Blade."

Per smilede lidt overbærende.

"Det er en Beundring, der sikkert er ganske fri for Misundelse. Det er jo dog en Kendsgerning, at vi af vort eget Land – vort smukke, grønne Land, som Pastoren udtrykte sig – med samt dets Kvæg og Bygninger i Virkeligheden ikke længer ejer mere end Halvparten. Resten er i de sidste tyve Aar erobret af Kapital fra Industrilandene, særlig fra Tyskland. Det er et Faktum, at der i 49 hele Landet ikke findes mange Gaarde eller overhovedet nogen Virksomhed, som ikke en udenlandsk Pengemand har en forsvarlig Part i. Gennem vore Banker og Kreditforeninger er vort Land stykkevis bleven pantsat til fremmede Kapitalister paa en Maade, der – som jeg har skrevet det i min Bog – minder om vor Fornedrelse i Erik af Pommerns Dage."

"Naa – naa! – Smaa Slag!" udbrød Præsten og smaalo noget tvungent. "Nu gaar De i Deres Iver for vidt, min gode Mand!"

"Aldeles ikke! Man behøver blot at tage et af de større tyske Børsblade i Haanden og gennemgaa Kurslisterne for at overbevises om, hvor store Interesser den tyske Kapital har hos os, og hvor aarvaagent der holdes Øje med dem. Det slog mig "med Forfærdelse" – som det hedder – da jeg nylig langt nede i Tyskland saae en Avis med daglige Noteringer fra selv de mindste jyske Aktieselskaber og Sparekasseforretninger. Det er den Slags Ting, der vækker til Eftertanke."

"Tænk, – skulde det virkelig være kommen saa vidt," sagde Præsten efter en lille Tavshed, der galdt for en Indrømmelse af, at dette visselig var en Sag, som fortjente den alvorligste Paaagtning af rette Vedkommende. "De mener med andre Ord, at det danske Folk ogsaa materielt lever paa affældige Dogmer og Forestillinger, der 50 lammer dets Kraft. Ja, det kan jo være! Maaske der virkelig jævnsides med Kampen for aandelig Frigørelse herhjemme maa gaa en Stræben efter at fremme vor økonomiske Udvikling. Det er jo i Grunden en meget smuk Tanke. Og i saa Fald nytter det ganske vist ikke at bede om Barmhjertighed. – Jeg er i det hele ikke netop bange for at faa luftet ud. Hvad der ikke længer kan tjene Livet, maa vi ofre, hvor kært det saa er blevet os. Og forresten, – vi maa trøste os med, at ingen Omvæltning, hvor voldsom den end kan synes, vil formaa at rokke ved de egenlige Livsværdier. Jeg vil slet ikke tale om, at vi jo under en Dampens Rædselsperiode vedbliver at være Vorherres Børn – enten vi saa vil anerkende Paterniteten eller ikke – men ogsaa vore andre dybere Følelser bliver jo upaavirket af al ydre Omskiftelighed. Gud ske Lov, Livet kan grønnes og blomstre ogsaa paa et skummelt Kvistkammer. Kærlighedslykken og de huslige Glæder følger Menneskene ind i Baggaardene, hvor sodet der saa er. Hvad der foregaar, er en Kulisseforandring i det uendelige Verdensskuespil. Selv bliver vi, hvad vi er og var gennem Tid og Evighed."

Den fortrøstningsfulde Tone, hvori Præsten sagde dette, fik igen Per til at smile lidt medlidende. Han vidste for godt, at Præstens Ord ikke passede. Han havde set tilstrækkelig dybt i den moderne Kulturudvikling til at forstaa, at 51 de forandrede ydre Vilkaar, som de "surrende Staalhjul" skabte for Mennesket, efterhaanden vilde omforme ogsaa dette selv. Han havde paa sin Rejse og særligt under Opholdet i Berlin faaet et ganske godt Indblik i en industriel Storstadsbefolknings Tilværelseskamp, og han begyndte nu at fortælle om disse Horder af omflakkende Arbejdere – Mænd og Kvinder, – for hvem Ord som Hjem, Familje, Tryghed og Hygge allerede var saa godt som uden Mening, – Folk, der et eller andet Sted i den uhyre Mennesketue havde en Celle, et "Schlafstelle", akkurat stort nok til at rumme deres Legeme, og som forresten udenfor Arbejdstiden levede deres Liv paa Gaden, paa Ølstuer eller andre offenlige Steder for tilsidst at gaa ud af Verden som et blot og bart Nummer paa et Hospital.

Men Pastor Blomberg hørte ikke længer efter. Han mærkede, at Samtalen var kommen ind paa et for ham uheldigt Spor; og som han plejede, naar han i en Diskussion stødte paa en Sagkundskab, han ikke kunde hamle op med, vendte han det døve Øre til.

Nu standsede han og sagde, at han ikke vilde føre ham for langt bort. Her stod han netop paa sit Sogneskel, saa her kunde det være passende at sige Farvel.

Ved Afskeden gentog han sin Indbydelse til Per om at besøge ham en Dag. "Vi kan jo saa 52 maaske fortsætte denne Samtale. – Men nu maa De vistnok skynde Dem hjem til Aftensmaden. De har maaske allerede gjort den Iagttagelse, at Hofjægermesteren er en nidkær Mand, naar det gælder Maaltiderne. Ha, ha!"

[gå frem]