Lykke-Per

finder Skatten

Første Kapitel

3 Der gik imellem Ingeniøreleverne paa den polytekniske Skole det Ord, at det var lettere at faa Rundetaarn til at spille paa Fortepiano end at bringe Per Sidenius bort fra en forrykt Idé. Sikkert var det, at havde han ofte vanskeligt ved at træffe en Bestemmelse, saa opgav han til Gengæld aldrig et en Gang fattet Forsæt, hvor meget det saa skulde koste ham. Med en egen studestædig Vilje og en sejg Udholdenhed, der ikke var uden Forbindelse med hans jyske Oprindelse, forfulgte han sit Maal og slap det ikke af Syne, selv om andre Interesser midlertidigt tog ham fangen eller Forholdenes Magt tvang ham til foreløbigt at indstille sin Forfølgelse. Og det var langt fra, at hans Iver afsvaledes, efterhaanden som Tiden led. Tværtimod. Hørte han ikke til dem, der fødte deres Planer fuldbaarne under et Begejstringens Højtryk, saa kunde til Gengæld et Indfald blive ved at gro i ham og i Tidens Løb slaa saa dybe Rødder i hans Sind, at dets Gennemførelse 4 blev ham en Lidenskabssag, en Livsbetingelse.

Saaledes gik det ham nu ogsaa med hans kæmpemæssige Kanalprojekt, dette fantastiske Værk, der skulde gengive hans Barndomsby dens tabte Storhed som Jyllands Hovedstad og samtidig bringe Fremtidens Hede-Byer og vidtstrakte Skovstrækninger i direkte Forbindelse med Havet og Verdenshavnene. Oprindeligt udkastet i et Ungdomslune; siden – efter at han i et helt Aar havde arbejdet paa det med anspændt Flid – henlagt uden synderlig Sorg; derpaa atter og atter genoptaget til fornyet Prøvelse, var dette Værk nu paa Veje til at blive hans fikse Idé, i hvis Virkeliggørelse han med stedse større Overbevisning saa' sit Livs skæbnebestemte Opgave og store Maal. Mens Foraaret drog hen over Landet med Solskyer og sortblaa Hagelbyger, sad han inde i sit lille mørke Kammer og fløjtede over sine Tegninger og Tabelværker, ligegyldig for Spurvekvidderet ude i Haven og for de hvide Blade af Æbleblomsterne, der dalede ned udenfor hans Vinduer. Utaalmodig som en ung Bjørn, der rejser sig af sit første Vinterhi, havde han rystet den lange Lediggangs Døsighed af sig og med hurtig genvunden Energi paany kastet sig over Arbejdet. Ligesom i sine allerførste Studieaar, da han baade hos Professorer og Medelever havde vundet en vis Anseelse og vakt Forhaabninger, 5 som han ved sin senere, letsindige Levevis saa ganske havde forspildt, indfandt han sig igen regelmæssigt baade ved Skolens Forelæsninger og til de praktiske Øvelser, i hvert Fald forsaavidt disse kunde have nogen Betydning for hans Værk. Hver Morgen rejste han sig af sin Seng, naar Nybodersklokken klemtede, tog sig et koldt Bad i et vaadt Lagen og sad allerede ved sit Arbejdsbord, naar Madam Olufsen viste sig ude i Gaarden i sin storblomstrede Nattrøje og med Sovekammermøblet under Forklædet for at vande Avriklerne i Haven.

Han havde iøvrigt sagt sit vagabonderende Liv Farvel uden synderlig Bedrøvelse. Hans Zigøjner-Tilbøjeligheder var foreløbig bleven tilfredsstillede. Endog erotiske Æventyr havde – efter de Erfaringer, han sidst havde indhøstet paa dette Omraade – tabt noget af deres stærke Tillokkelse for ham. Skønt han ikke for Alvor vilde tilstaa det for sig selv og endnu stadig ærgrede sig over sin latterlige Optræden overfor Fru Engelhardt, havde Begivenheden efterladt en lille Mistanke hos ham om, at det galante Fribytteri's saa højt berømmede Glæder dog vist i Almindelighed ikke var de mange dermed forbundne Bryderier, Fortrædeligheder og navnlig Bekostninger værd. Han kunde aldrig glemme den syndige Hoben Penge, den gode Frue havde kostet ham bare paa en eneste Aften; og midt 6 under Udarbejdelsen af sine store, samfundsopbyggende Planer kom han i Tankerne Gang efter Gang tilbage til en Flaske Champagne, der hin Aften paa Grund af deres pludselige Opbrud var bleven staaende næsten urørt efter dem i Restaurationen.

Vinduerne ud til det Fri stod gærne aabne, naar han arbejdede; og af og til stak den gamle Højbaadsmand sit kalotprydede Hoved ind for at spørge til hans Befindende, eller Madam Olufsen stillede en Kop rygende Kaffe ind i Vindueskarmen og bad ham "dog at unde sig Stunder til at trække Vejret". Havde den gode Kone en Tid frygtet for, at hendes Yndlings-Logerende helt skulde bukke under for Hovedstadens mange farlige Fristelser paa samme Maade som adskillige andre af de to Dusin unge Mennesker, for hvem hun i sit lange Nybodersliv havde været en moderlig Beskytter, saa gik hendes Bekymringer nu snarest i modsat Retning.

"Tag nu og drik den Kaffetaar, mens den er varm," kunde hun sige i den kommanderende Tone, hvormed hun plejede at skjule sine gode Følelser.

"Vel, Madam Overhøjbaadsmand!" svarede da Per og rettede sig paa militær Vis med Haanden til Panden, tændte derpaa sin lille Shagpibe og satte sig ligesom i gamle Dage op i Vindueskarmen med Benene dinglende ude 7 over Muren. Og nu gik Passiaren en Stund livlig, mens de Gamle puslede derudenfor i den lille Stump Have, hvor Pladsen var saa indskrænket, at de to store Mennesker daarligt paa én Gang kunde bukke sig uden at støde sammen med den Del af Ryggen, der – som Olufsen plejede at sige med en respektløs Hentydning til Skabelseshistorien – "blev klasket paa bagefter af alt det, der var tilovers".

Om Aftenen, naar det var smukt Vejr, satte Per sig undertiden ud til Højbaadsmanden paa en lille Bænk, der var anbragt op ad Plankeværket under et Par sammenslaaede Lægter, det saakaldte "Lysthus", hvorfra man efter de Gamles Mening havde det bedste Overblik over det hele Haveanlæg. Undertiden hændte det saa, at en og anden af Husets gamle Venner kiggede ind til dem, enten det nu var den alderstegne Obertømmermand Bendtz, der kom rokkende ved sin Stok for at beklage sig over sin Lændegigt, eller det var den immerglade Bolteslager Fuss med sit kirsebærfarvede Ansigt og hvide Gorillaskæg. Madam Olufsen blandede da gærne en varm Romtoddy til dem; og naar saa Bolteslageren havde ladet Trine løbe hjem efter hans Guitar, blev der Glæde i det hele Hjærtensfryds-Kvarter. Ovre i det bagved liggende Hus boede nemlig en ung Kanonér, der spillede smukt paa Humle. Hver Aften sad han oppe bag et aabent Vindue 8 med det lange, hjemmelavede Instrument foran sig og lod dets Brummetoner lyde ud over Gaarden, snart i følelsesfulde Fædrelandssange, snart i Valsemelodier. Naar nu Bolteslageren faldt ind med sin Guitar, blev det næsten til en hel Koncert, der slet ikke lød saa ilde i den stille, lyse Foraarsaften. Rundt om i Nabohusene hældede Folk sig ud af Vinduerne for at lytte til; Børnene i de omliggende Smaagaarde standsede i deres Leg og kravlede op paa Plankeværkerne for at komme til at se, – ja, om det saa var Spurvene, der allerede havde sat sig til Ro for Natten inderst inde i de blomsterhvide Frugttræer, saa svang de sig – ugle-tyst – op paa Tagryggene og sad deroppe med Hovedet paa Siden som smaa, andægtige Tilhørere.

*

Det var netop en saadan Musikaften, at Per første Gang fik Øje paa en ung Pige, der for en Tid skulde komme til at spille en Rolle i hans Liv. Han saa' hende staa oppe bag et aabent Salsvindue i Nabohuset med begge Armene lagt om bag Ryggen, tilsyneladende alene optagen af at høre paa Koncerten og betragte Aftenhimlens drivende Skyer, medens dog Kindernes stadig tiltagende Rødme forraadte, at hun ikke var aldeles upaavirket af det Par dristige Mandfolkeøjne, der iagttog hende ovre fra Højbaadsmandens Lysthus. Huset derinde tjente til 9 Embedsbolig for en af Nyboders mest ansete Personer, Mester Jacobæus, en statelig Mand, der havde Rang med Officerer, og hvis Kone derfor kaldtes Frue, i hvert Fald af Mandens Underordnede. Den unge Pige var – hvad Madam Olufsen bagefter fortalte Per – hans Broderdatter. Hun var nylig kommen her til Byen fra en Købstad paa Fyen for at gaa paa Kursus og lære Skræddersyning.

Hendes ranke, lysblonde, valkyrieagtige Skikkelse gjorde øjeblikkelig et stærkt Indtryk paa Per; og naar han siden næsten regelmæssigt hver Aften satte sig ud paa Bænken hos Højbaadsmanden, var det ikke mindst for herfra at holde Øje med Nabohusets Vinduer. Han kom da ogsaa sjælden til at vente længe, før hun – ligesom tilfældigt – traadte hen til et af dem og gav sig noget at bestille ved Blomsterne eller Fugleburet. Undertiden lukkede hun et Vindue op, flyttede Urtepotterne til Side og lænede sig ud, hvorefter hun nynnende lod Blikket glide om i Nabogaardene og hen ad Tagene eller op mod Himlen, kort sagt alle andre Steder hen end netop ned i Højbaadsmandens Have.

Noget Blik blev der i det hele ikke vekslet imellem dem, hvor meget Per end anstrengte sig for at aabne Hjærtets stumme Sprog en Telegrafforbindelse over Plankeværket. Men saa hændte det en Morgenstund, da han traadte ud af Gadedøren, 10 at de mødtes … uheldigvis netop som hun skraaede over Gaden fra Bagerboden i Genbohuset iført grønne Plydses Hjemmesko og med en Hankekurv i Haanden. Han hilste hende straks, endog med stor Ærbødighed. Og uvilkaarlig kom han til at smile, da han saa', hvor ulykkelig, ja ligefrem forbitret hun blev over, at han den første Gang skulde møde hende under saa beskæmmende Omstændigheder.

Men allerede den paafølgende Dag skaffede hun sig en glansfuld Oprejsning. Just som Per ved sædvanlig Tid vendte hjem fra sine Forelæsninger, traadte hun ud af Farbroderens Dør i en fiks, lys Foraarsjaket, med en stor Silkesløjfe under Hagen og slørombølget Hat. Et Øjeblik blev hun staaende paa Stenflisen for at knappe den sidste Knap i et Par skinnende nye sorte Handsker; hvorpaa hun langsomt, med begge Hænderne i Jaketlommerne, gik ned imod Volden – uden med et Blik at have set til den Side, hvorfra Per kom. Men ogsaa denne Gang maatte Per smile. Han havde nemlig umiddelbart forinden opdaget hendes Ansigt oppe i Mester Jacobæus' Gadespejl og sluttede deraf, at hun i Utaalmodighed havde staaet deroppe og ventet paa hans Komme.

Nu hengik nogen Tid med saadanne smaa Bekrigelser paa Afstand, indtil Per i Sommerens Begyndelse besluttede sig til en dristigere 11 Tilnærmelse. Han skaffede sig at vide, i hvilken Systue det var, hun hver Eftermiddag fik Undervisning, samt paa hvilket Klokkeslet og ad hvilken Vej hun plejede at gaa derfra, – og en Aften ved Syvtiden indhentede han hende da ved Nørrevold, bedst som hun stod og saa' ind ad et Butiksvindue. Hun blev aldeles ikke fornærmet, knap nok overrasket over hans Paatrængenhed. Hun syntes at finde det ganske naturligt, at to Naboer, der mødtes inde i den store By, gav sig i Snak og gjorde hinanden Følgeskab. Med Provinsboerens naive Tillidsfuldhed gik hun sammen med ham langs den nyanlagte Boulevard og besvarede paa sit syngende Fynsk med stor Frimodighed hans Spørgsmaal om, hvad hun syntes om at bo i Hovedstaden. Helt ukunstlet var denne Troskyldighed nu ikke. Hun røbede selv, da de nærmede sig Nyboder, at hun dog ikke var helt uden bedre Viden. Pludselig standsede hun nemlig og lod ham forstaa, at han nu ikke kunde følge hende længer; og Per, som vidste, at Mester Jacobæus var en nidkær Mand, der var sig Ansvaret for den unge Broderdatter fuldt ud bevidst, fordrede ingen nærmere Forklaring men tog straks ærbødig Afsked med et betydningsfuldt: Paa Gensyn.

Allerede anden Dagen efter "traf" han hende igen paa samme Tid og Sted, og denne Gang fulgte hun ham endog ad en Omvej gennem 12 Kongens Have og langsmed Rosenborg-Gartnerierne, hvor de var mindre udsatte for at møde Bekendte. Og fra nu af gik der overhovedet sjælden ret mange Dage, uden at de mødtes. Og hver Gang forlængede de deres Vej med et lille Stykke, saa det tilsidst var næsten mørkt, inden hun naaede hjem.

Per mistydede ikke denne tilsyneladende Tvangløshed; – dertil var den for nær beslægtet med hans egen, jyske Fripostighed. Overhovedet havde den Omstændighed, at de begge var fra Provinsen, bidraget langt mere, end de selv havde nogen Anelse om, til at fremme den gensidige Forstaaelse, – ja, selve Pers øjeblikkelige Betagethed overfor hendes ranke, lyslokkede Person var ikke uden Forbindelse med Fortidsindtryk hos ham, idet hun ved sin Skønheds Art, ved sit hele Væsen og sit u-københavnske Sprog havde vakt hans Blods Erindring om Hjemstavnens blonde Borgerdøtre, hine hans Drengefantasiers stolte Skjoldmø-Skikkelser, hvortil hans første erotiske Fornemmelser havde knyttet sig.

Fransisca (saadan hed den unge Pige) var lidt over Middelhøjde, slank, næsten mager men ualmindeligt velbygget og med et Fodskifte, der tydede paa noget rankt og "sikkert" i Karakteren. Naar hun gik ned ad Fliserækkerne, med Hænderne i sine Jaketlommer, det unge Bryst kækt fremskudt, veg Folk uvilkaarlig til Side for hende; – og 13 Per frydede sig ved at opfange de Blikke, som Herrerne sendte hende. Hendes Ansigtsudtryk var nu tilmed i Almindelighed grumme alvorligt, Brynene dystert sammentrukne – hvad der dog ikke betød noget men kun var hendes Maade at hævde sig paa i de fremmede Omgivelser. Hun vilde for alting ikke lade sig imponere. Hun tilsigtede med denne sin Mine at lade de gode Københavnere vide, at der ogsaa boede Folk i Kerteminde.

Hendes lidt vovede Forhold til Per var oprindelig et Udslag af den samme Frygt for at anses for et Guds Ord fra Landet. Men ogsaa her røbede hun bestandig ved enkelte Smaatræk sin indre Usikkerhed. Saaledes saa' hun aldrig paa ham, hvor tilsyneladende ubekymret hun ellers spaserede ved hans Side endog paa ensomme og halvmørke Veje. Per skæmtede undertiden med, at han endnu slet ikke vidste, hvilken Farve hendes Øjne egentlig havde. Og da vendte hun Ansigtet helt bort og gik en Stund og lod fornærmet.

*

Det faldt nu til al Ulykke ind med en Række ualmindelig smukke Sommeraftener, lyse, farvestraalende, højtidsfuldt stille, ret som skabte til at vække Kærlighedstrangen i to unge, fuldblodige Hjærter. Oftest lagde de i disse Dage deres Vej rundt omkring Søerne, i hvis blanke Flader Træer og Huse spejlede sig, mens Farvetonerne over 14 Vandet idelig skiftede mellem blaat og rødt under Solens Dalen. Og altid gik de hjemad gennem det romantisk vildsomme Anlæg bagved den endnu tilbagestaaende Rest af den østre Fæstningsvold, i hvis højtliggende Allé af gamle, bredkronede Træer de tilsidst gik frem og tilbage nogle Gange, før de kunde overvinde sig til at skilles.

Hvad de talte om paa disse lange Vandringer? Om Vejret og om de Mennesker, de mødte; om fælles Nyboders-Bekendte og Dagens Bynyt; om Fjerpynten paa hendes Hat og Garneringerne paa hendes Kjole, – men aldrig om Kærlighed. Per gjorde ikke en Gang noget Tilløb dertil. I Begyndelsen vovede han det ikke af Frygt for at skræmme hende. Siden undgik han det for sin egen Skyld, – af Frygt for den Trolddomsmagt, som dette Ord med ét havde faaet over ham.

Han havde oprindelig nærmet sig hende uden nogen bestemt – hverken ond eller god – Hensigt. Han var saa fuldstændig gaaet op i Arbejdet paa sit Livsværk, at han udenfor dette ikke tænkte stort ud over den Dag, der gik. Men netop dette, at han imod sin Sædvane ikke havde begæret andet af deres Forbindelse end en uskyldig Adspredelse, et flygtigt Tidsfordriv efter Dagens anstrengende Hjærnearbejde, – og dertil den store Hemmelighedsfuldhed, hvori de maatte mødes, og denne lyse Feststemning, der Aften efter Aften hvilede over Naturen, dette straalende 15 Gyldenskær, der – netop fra det Øjeblik, de mødtes, – omskabte Byen og dens Omgivelser til et Drømmenes Land, alt dette havde efterhaanden givet det hele Forhold en ham ukendt, ja uanet Bedaarelse, … og en skøn Dag gjorde han den Opdagelse, at han aldrig før tilfulde havde forstaaet, hvad Kærlighed var.

Og han havde Ret.

Virkelig elskede han nu – i sit toogtyvende Aar – for allerførste Gang. Han, som i enkelte Retninger var saa langt forud for sin Alder, havde i Henseende til alt, hvad der angik Sindets blidere Rørelser, hidtil været uudviklet som et Barn eller en Vild. Det var, som om hans Drengeaars ensomme og kærlighedsforladte Tilværelse tidligt havde lagt hans Følelsesliv øde, gjort hans Hjærte goldt. Kun én Gang – i hans femtende Aar – var en Anelse om Kærlighedsunderet gaaet gennem hans Sjæl ved Betragtningen af en fireogtrediveaarig Dame paa ti Lispund. Før og siden havde hans Forhold til Kvinden alene været et letfærdigt eller rent brutalt. Nu gik han omkring med en svimlende Fornemmelse af, at der var i Færd med at aabne sig en Æventyrverden i hans Indre. Det gik op for ham, at hvad han hidtil overmodigt havde smilet af og betragtet som Digt og Fabel og taabelig Ammestuesnak, var en Virkelighed, – "et Faktum", som han gærne udtrykte sig.

16 Og – som det jo gærne gaar, naar en Kætter omvender sig – slog hans Fornægtelse nu om i sin Modsætning og blev til Overtro. Saa gammel han var bleven, slap han ikke for at gaa den hele Kærligheds-Skala igennem lige fra Sværmeriet til Overspændtheden og den drengeagtige Sentimentalitet. Han, som overfor Kvinder altid havde søgt at gøre Vejen fra Ord til Handling saa kort som mulig, blev i Forholdet til denne djærve unge Pige Nænsomheden selv, saa høvisk i Ord, saa ridderlig i Adfærd som nogen blaaøjet Ingemannsk Helt. Han akkurat tillod sig, naar det var bleven tilstrækkelig mørkt, at byde hende sin Arm, som hun altid meget villigt modtog. Men det varede længe, inden han fik Dristighed til ved Afskeden at bede hende om et Kys. Og da hun virkelig en Aften tilstod ham det, og han ved det sidste Skær af Aftenrøden saa', hvorledes jomfruelig Undseelse fik hendes Kinder til at gløde, fortrød han næsten sin Bøn og tog hende saa varsomt ind til sig, som var han i Færd med at begaa en Helligbrøde.

"Nu saa' jeg Deres Øjne," sagde han for at forlænge det søde, syndefulde Øjeblik. "De er blaa."

Til Gengæld skete det rigtignok, saa saare han følte Varmen fra hendes Læber, at al hans gamle Vildmandsbrunst atter blussede op i hans Blod. Han drog hende ind til sig og kyssede i stigende Lidenskab 17 hendes Øjne, Kinder og Hals, indtil hun med et lille Skrig stødte ham fra sig og ilede bort. Saa opløftede han en tavs Latter, mens han saa' hende springe ned ad Voldens Skraaning og forsvinde i Mørket. –

Der gik nu Uger og Maaneder, ja hele Sommeren forløb; og trods den Regelmæssighed, hvormed de to Gange ugentlig mødtes, og den Uforsigtighed, de begik ved at henlægge deres stadig ømmere Afskedsscene til Nyboders umiddelbare Nærhed, var der endnu ingen, der vidste det mindste om deres Forhold, … ingen, uden Trine. For dette enfoldige lille Pigebarns synske Kærligheds-Instinkt kunde intet af, hvad der angik hendes Herre og Mester, længe forblive u-aabenbaret. Desuden havde Per en Gang maattet gribe til den Udvej at gøre hende til sin Fortrolige for at faa et vigtigt Brev bragt over i Nabogaarden, – hvilket vanskelige og ingenlunde ufarlige Hverv hun havde udført som en Slags guddommelig Sendelse. Under det selvopfundne Paaskud at skulle hente en Klemme, der var blæst over Plankeværket, skaffede hun sig Adgang til Mester Jacobæus' velbefæstede Hus og overbragte lykkeligt sit hemmelighedsfulde Budskab i de rette Hænder.

Saa optaget Per nu end var af sin blonde Fransisca, forsømte han derfor ikke sine Studier. 18 Den nye Lykke-Verden, der ved hende var bleven ham aabenbaret og havde ligesom fordoblet Livets Værdi for ham, forhøjede ogsaa hans Arbejdskraft og Viljesstyrke. Og dog, … Tvivlraadighedens og Anfægtelsernes Dage skulde endnu ikke være forbi for ham. Kendte han end ikke noget til den knugende Mistillid til sig selv, det Sindets Mareridt, der lammer Viljen og udmarver Modet, saa havde han til Gengæld stadig heftigere Kampe at bestaa med andre Afmagts-Trolde, der Gang efter Gang lejrede sig omkring hans Arbejdsbord og haanlo af hans store Drømme.

Hans Drømme? … Dersom nogen paa dette Tidspunkt af Per Sidenius' Liv, da selve den æventyrlige Oplevelse havde mistet noget af sin Tillokkelse for ham, havde gjort ham det Samvittighedsspørgsmaal, hvad han for sit personlige Vedkommende søgte at opnaa ved sit store Værk, vilde han uden Betænkning have svaret: Berømmelse, Magt, Rigdom. Og dog beroede dette til Dels paa en Selvskuffelse. Han var – trods alt – endnu for meget af en Sidenius til ikke i sit Inderste at ringeagte Verdens Domme. Og hvad Penge angik, saa saa' han i dem – paa Bondevis – hovedsageligt et Middel til at opnaa og sikre sig Uafhængigheden. De Fantasibilleder, hans Længsler skabte, naar han sad bøjet over sine Tegneruller og Beregninger, røbede da heller ingen i særlig Grad ærgærrig, end mindre nogen 19 nydelseslysten Natur … men vel en herskesyg. Naar Tuschpennen gled hen over det hvide Papir, saa' han gærne sig selv staa som en anselig – støvet og solbrændt – Skikkelse paa et eller andet ophøjet Punkt i Terrænet, hvorfra han – ligesom en Feltherre – ledede mægtige Arbejderkolonners Bevægelser. Han saa' i Aanden tusinde Hakker og Skovle blinke i Solen, følte med Fryd tusinde stridige Viljer samlede i hans Haand. Han saa' Dale fyldes og Høje jævnes med Jorden paa hans Bud og hørte for sit Øre Drønet af Minerne, naar de rystede selve Jordens Grundvold ved et Tryk af hans Finger.

Fransisca havde været hjemme hos sine Forældre i Efteraarsmaanederne; men denne lange Adskillelse havde ingenlunde virket afsvalende paa Forholdet mellem hende og Per. Tværtimod nærmede dette sig nu med forstærkede Skridt det kritiske Punkt, da der nødvendigvis maatte handles. Per imødesaa' Øjeblikket med hemmelig Uro. Den Tanke at lade sine Følelser for den unge Pige munde ud i Forsøget paa en Forførelse viste han stedse mere afgørende fra sig.'1 Men rigtignok forblev Tanken om at ophøje deres hemmelige Forstaaelse til en officiel Forlovelse ham derfor ikke mindre fjern, endda det tydeligt nok alene var denne Afgørelse, Fransisca selv havde i Tankerne og med stigende Utaalmodighed ventede paa. Hun havde blandt andet en Gang – ganske uopfordret 22 – sat ham ind i alle sine Familieforhold og endog ladet en lille Bemærkning falde om sin Faders gode Formuesomstændigheder. Ligeledes slog hun undertiden paa, at Per under et eller andet Paaskud skulde gøre hendes Onkel et Besøg, for at denne kunde lære ham at kende. Men at gifte sig med en Sadelmagerdatter fra Fyen, – det vedblev at staa for Per som ganske uforeneligt med det Livsmaal, han havde sat sig. Og han havde netop efter lange og tunge Overvejelser endelig fattet den Beslutning paa skaansomst Vis at trække sig tilbage, – da der indtraf noget, der fremtvang en brat og uformodet Afslutning.

Allerede i længere Tid havde Mester Jacobæus haft Mistanke til Paalideligheden af de Fortællinger, hvormed hans Broderdatter stadig forklarede Grunden til sin sene Hjemkomst fra Syskolen; og en Dag, da han havde set hende forinden Bortgangen staa usædvanlig længe med Krøllejærnet foran Spejlet, foresatte han sig at anstille en Efterforskning. Om Aftenen ved Syvtiden stillede han sig ind i en mørk Port skraas overfor den Ejendom, hvor Systuen var, og afventede her hendes Komme. I Afstand fulgte han hende derefter gennem Gaderne, indtil han paa et Hjørne saa' hende mødes med en Herre, i hvem han øjeblikkelig genkendte Højbaadsmand Olufsens Logerende. Da hun en Timestid senere vendte hjem, kaldte han hende ind i sin Stue 23 og aftvang her den rødmende og blegnende Pige en fuldstændig Tilstaaelse.

Den næste Dag indfandt Mester Jacobæus sig hos Per og spurgte ham kort, uden Omsvøb, endog uden først at sige, hvem han var, om det var hans Hensigt at gifte sig med hans Broderdatter. Per prøvede i Begyndelsen at snakke sig fra Sagen, bad ham tage Plads og lod halvt uforstaaende overfor hans Spørgsmaal. Men med et Hovedkast bad den vrededirrende Mand sig fritaget for Talemaader og fordrede kort og klar Besked. Et Ja eller et Nej vilde han have, intet andet.

Endnu tøvede Per med Svaret. Dog var det ingenlunde Mandens truende Holdning, der gjorde ham tvivlraadig. Han havde været ude for et Par knyttede Næver før og lod ham nu ogsaa med en tilstrækkelig haansk og overlegen Mine forstaa, at han aldeles ikke var bange for ham. Hvad der holdt hans Svar tilbage, var en højtidelig Benauelse over, at Afgørelsens store Time altsaa nu var kommen, at han maaske allerede havde set Fransisca for sidste Gang. Han tænkte modfaldent paa, at nu sad hun derinde i Huset ved Siden af og ventede i Angst og Spænding paa hans Svar, – og virkelig fór der ham et Øjeblik den Tanke gennem Sjælen at lade alle tvivlsomme Storheds-Drømme fare, at holde fast paa den ene, sikre Lykke-Spurv, han her havde indfanget, 24 og ubekymret lade de ti paa Taget flyve. Men i det samme dukkede Neergaards nøgne Hoved op i hans Erindring. Han huskede hine den døendes ironiske Afskedsord, der en Gang før i et afgørende Øjeblik havde tegnet sig for ham i Flammeskrift som et spottende: Mene Tekel. Og han rettede sig og svarede et kort og afgørende: "Nej".

Og nu forefaldt der en Scene, som Per aldrig siden kunde tænke paa uden at bide sig i Læben af Skam. Med Hænderne i sine Bukselommer traadte Mester Jacobæus ham med to tunge Skridt saa nær ind paa Livet, at et Par Haar af hans graa Fuldskæg kilrede ham i Ansigtet. Og i denne Stilling lod han ham i alt andet end hensynsfulde Vendinger vide, at om han endnu blot en eneste Gang vovede at nærme sig hans Broderdatter, skulde han blive gennempryglet og jaget ud af Nyboder som en skabet Hund. Per var bleven kridhvid; men han rørte sig ikke og svarede ikke heller. Hans første Tanke, da han saa' Manden nærme sig, havde været at gribe ham i Kværken og sætte ham op imod Væggen og holde ham fast dér, indtil han havde faaet sprællet Galskaben af sig. Men idet han nu stirrede ind i Mandens blussende Ansigt med de fortrukne Træk, som endnu tydeligere end hans stammende Tale røbede, hvor nær den hele Sag var gaaet ham, hvor bittert den havde græmmet og ydmyget ham, rørte 25 der sig i Dybet af Pers Sind en Følelse af Skyld, der holdt hans Haand nede og hans Mund lukket.

Bagefter, da Mester Jacobæus var gaaet, spurgte han rigtignok forbavset sig selv, hvormed han da egentlig havde forbrudt sig. Han havde jo ikke villet Fransisca noget ondt. Selv om han ikke havde ment at kunne gifte sig med hende, saa havde han jo dog oprigtigt elsket hende; og de havde ved at mødes skænket hinanden en Række lykkelige Timer, der aldrig vilde kunne bringe hendes gode Navn og Rygte i mindste Fare. Men hvad Skade var der saa egentlig sket? Hvad havde han haft at gøre Bod for? … Med et Næveslag i Bordet og en Ed, der havde kunnet faa en Djævel til at blegne, rejste han sig fra Stolen, da det gik op for ham, at han igen havde ladet sig overliste af denne "Samvittighed", dette ubestemmelige noget, der pludselig satte En et Troldspejl for Øjnene, hvori man saa' sig selv i hæslig forvrænget Skikkelse, og som nu Gang efter Gang havde forledt ogsaa ham til at handle som en Pjalt, en Nar, et Faar…

Mester Jacobæus' Trusler havde iøvrigt været ret overflødige. Allerede den næste Dag rejste nemlig Fransisca i Følge sit eget Ønske hjem, efter forinden gennem Posten at have tilbagesendt Per nogle Smaaforæringer, som han nu og da havde givet hende, uden at ledsage dem med et eneste Ord, ikke en Gang en Bebrejdelse.

26 Saa lettet Per nu paa en Maade følte sig ved at være kommen ud af det tvetydige Forhold, gjorde den bratte Udstødelse af Kærlighedens Paradis ham alligevel ikke saa lidt nedtrykt. Men ogsaa i denne Sag var Lykken ham gunstig. Faa Dage derefter indtraf der en Begivenhed, der ikke alene gav ham rundelig Erstatning for hans Tab, men næsten syntes selve Skæbnens opmuntrende Vink til ham, Belønningen for hans Standhaftighed. Med ét Slag løftedes hans Tanker op i en Sfære, hvor han hurtigt tabte den fynske Sadelmagerdatter helt af Syne.

Per var nogen Tid forinden endelig naaet saa vidt med sit Kanal-Projekt, at han havde ment igen at turde forelægge det for en Avtoritet til Bedømmelse; og han havde i dette Øjemed skriftligt henvendt sig til Formanden for den danske Ingeniørforening, en afskediget Ingeniøroberst, hvem han oftere havde hørt omtale som en fordomsfri Mand og indsigtsfuld Tekniker, der desuden sad inde med en betydelig Indflydelse, blandt andet i sin Egenskab af Medudgiver af Foreningens højtansete Maanedsskrift. Sammen med en stærkt sammentrængt Fremstilling af Planen i dens Helhed havde han sendt denne Mand nogle Tegninger og Jordberegninger tilligemed et Brev, undertegnet "Sidenius, Ingeniør", hvori han 27 frimodigt udtalte Haabet om, at Obersten vilde faa Øjet op for den fremsatte Tankes overordentlige nationale Betydning, og tilføjede, at han i saa Fald vilde anmode om Tilladelse til ved Lejlighed at forelægge ham det samlede Udkast med dets udførligere planlagte Detailler i Forventning om at faa det hele antaget til snarlig Offentliggørelse i Foreningens Tidsskrift.

Der var nu imidlertid hengaaet saa lang Tid, at han allerede havde opgivet Tanken om at modtage noget Svar. Men en Dag kort efter Fransiscas Bortrejse, da han i trist Sindsstemning vendte hjem efter en ensom Spaseretur ad de Veje, som Mindet om hende havde gjort hellige for ham, fandt han paa sit Bord et Brev fra Obersten, hvori denne meddelte, at han "ikke uden Interesse" havde gjort sig bekendt med hans Arbejde, samt i elskværdige Ord anmodede ham om en Dag at se ind til ham i hans Modtagelsestid, for at de kunde forhandle nærmere om Sagen.

Saasnart Per havde læst denne Skrivelse, bankede han med Bagen af sin Haand op paa Loftet, hvilket var Tegnet til, at Trine skulde komme ned.

"Kald paa de Gamle!" kommanderede han, næsten før hun havde aabnet Døren.

Derpaa tog han en Vinflaske frem fra Bunden af sit Klædeskab, opstillede tre Glas i Række paa Bordet og fyldte dem.

28 "Hvad er der paa Færde?" spurgte Madam Olufsen og stak sit store, graa Hoved ind, mens Højbaadsmanden hørtes at stolpre besværligt ned ad Stigetrappen.

"Store Nyheder, Madam Olufsen! … Kom dog herind og gratuler mig … Hvor er den Gamle henne! … Naa!"

"Min Gud, Hr. Sidenius … er De bleven forlovet?"

"Ikke den Gang, sa'e Kællingen, … Bedre op, Madam Olufsen!"

"Har De vundet i Lotteriet da?"

"Saamænd, det kan man jo gærne kalde det … Ligemeget! Skaal, gamle Venner! Og Tak for alt godt! Skaal, Højbaadsmand! … Og bliv nu ikke altfor forskrækkede, dersom I skulde høre noget om mig med det første!"

Allerede den næste Dag stod Per – høj i Skoene – udenfor Oberstens Dør med sine Tegneruller under Armen. En Pige lukkede op og førte ham – efter at han var bleven meldt – ind i et stort, trefags Arbejdsværelse, gennem hvis høje Vinduer der strømmede klart Lys ind fra en udenforliggende Have. I det ene Hjørne stod et stort Skrivebord; og fra dette rejste der sig straks ved hans Indtrædelse en lille, blussende, purhaaret Mand, som gik ham livligt hilsende i Møde med en Næseklemmer i Haanden. Men midt paa Gulvet standsede Manden 29 pludselig, satte Lorgnetten for Øjnene og saa' et Par Gange op og ned ad Per med alle Tegn paa at være bleven paa det ubehageligste overrasket.

"Hvorledes?" spurgte han. "Er det, … Hr. Ingeniør Sidenius?"

"Ja."

"Men – du gode Gud! – De er jo et purt ungt Menneske."

"Aa," sagde Per, lidt stødt. "Jeg er da toogtyve Aar."

"Ja-men … ja-men … saa er jo det hele en – – ."

Han vilde tydeligt nok have sagt "en Misforstaaelse" men tog sig i det og stod nu en Tid og vendte sig paa Hælen – nu til den ene, nu til den anden Side – som et Menneske, der ærgrer sig over at have begaaet en Dumhed og ikke kan blive enig med sig selv om, hvordan han bedst skal rede sig ud af den.

"Nu ja … sæt Dem ned," sagde han endelig, temmelig uvillig. "Vi kan jo i hvert Fald tale om Sagen." – Og efter med en Haandbevægelse at have anvist Per Plads i en lille Rørsofa ved Siden af Skrivebordet og anbragt sig selv i en bred Armstol foran dette, fortsatte han i samme Tone: "Som jeg jo meddelte Dem, har jeg – ved Siden af grumme megen Urimelighed – fundet et og andet i den fremsendte Plan, som – maaske – kunde fortjene nogen 30 Paaagtelse. Det vil rigtignok sige, selve Idéen om en Kanalforbindelse mellem Havet og Hedeegnene finder jeg – mildest talt – altfor ungdommelig, rent ud pueril; hvorimod den projekterede Omregulering af selve Fjordindløbet og til Dels Tanken om Trækvejs-Anlæg langsmed Aabredderne jo dog i hvert Fald hviler paa et nogenlunde fornuftigt Grundlag … ligesom den jo virkelig delvis røber baade nye Synspunkter og nye Iagttagelser."

Mens han talte, drejede han langsomt en Lineal rundt i sin Haand og betragtede samtidigt ufravendt Per over sin Lorgnet, der sad i en næsten vandret Stilling helt ude paa den krumme, rødlige Næse. Saavel hans Blik som hans Tone var efterhaanden bleven noget mindre afvisende. Pers sunde, bredskuldrede Skikkelse og frejdige Ansigtsudtryk tiltalte øjensynlig den gamle Militær. Og pludselig standsede han midt i sin besværligt fremstammede Tale for i fornyet Overraskelse og med begge Hænderne i Siden at udbryde:

"Men – i Alverden! – hvor er De, unge Mand, kommen paa den forrykte Idé at lave hele dette taabelige Projekt? Nogen praktisk Betydning kan det jo dog umuligt have for Dem. Og De ser mig, ærlig talt, mere ud til at have haft Gækkerier og smukke Pigebørn i Hovedet end Logarithmer og Jordareal-Beregninger, – hva'?"

Per, der ikke et Øjeblik havde tabt Modet, 31 fortalte nu friskvæk, hvorledes han allerede i adskillige Aar havde syslet med Opgaven, der paa en Maade havde beskæftiget ham lige fra hans Drengetid. Ved sine hyppige Sejl- og Fisketure havde han allerede den Gang erhvervet sig et indgaaende Kendskab baade til Bundens og Breddernes Beskaffenhed, saa at han under Udarbejdelsen af sit Værk bestandig havde kunnet have Virkeligheden for Øje og paa mange Punkter korrigere de forældede Korts Angivelser af Strøm- og Dybdeforhold. Og da han først havde faaet Munden paa Gang, blev han hurtigt veltalende. Paavirket af nogle tyske Tidsskriftartikler, som han havde læst, udtalte han sig i Almindelighed om Sagens Betydning, idet han uforbeholdent erklærede, at efter hans Anskuelse havde Avtoriteterne herhjemme, siden vi var begyndt at bygge Jernbaner, i en utilgivelig Grad forsømt Udviklingen af Landets naturlige Samfærdselsveje, Vandløbene, der overalt henlaa næsten ubenyttede og efterhaanden vilde gro ganske til, til største Skade for Landets Trivsel og Befolkningens Vel.

Obersten, i hvis livfulde Ansigt der under hele denne Tale havde spillet et Smil, som røbede en stadig voksende Interesse for den selvbevidste unge Mand, brød efter denne sidste Tirade uvilkaarlig ud i Latter.

"Hør, De er – ved Gud! – et kuriøst Menneske! Troer jeg ikke, at Deres Projekt ovenikøbet 32 skal være en Udfordring til os gamle Parykker, der saa skammeligt har vanrøgtet Landets Interesser! Og saa forlanger De tilmed at faa Lov til saa ubarmhjærtigt at kritisere og forhaane os i vort eget Tidsskrift. Det maa jeg sige, det er le comble! … Er det Deres Croquis'er, De medbringer dér? Lad mig se dem!"

Per udrullede sine Tegninger, én efter én, og lagde dem foran ham paa Skrivebordet. Det var Omrids og Tværsnit af Parallelværker, Indbygninger, Faskinbeklædninger, Støttemure o.s.v., alt omhyggeligt, næsten pertentligt udført lige til Maalestokkene og de ligesom prentede Overskrifter.

"Du godeste Gud!" udbrød Obersten. "Det er jo et helt Arkiv! Hvor har det dog kunnet falde Dem ind? … Det er jo Vanvid, kære! … Komplet Vanvid! … Men med alt dette ser jeg ikke det Udkast til selve Havneombygningen, som De skrev om. Det interesserer mig unægteligt mest."

Per udrullede sin sidste Tegning, en mægtig Karton, der næppe kunde faa Plads paa Bordet. Det var Resultatet af et halvt Aars Jernflid, der forelaa paa dette Blad. Obersten skød alle de andre Blade tilside, satte sin Lorgnet fastere paa Næsen og udtog en Passer af et Etui.

"Som De maaske véd" – sagde han efter en Tavshed, der klart nok røbede, hvor imponeret han følte sig – "havde man for en halv Snes Aar siden virkelig paatænkt at udføre en Ombygning 33 af denne gamle Havn. Jeg blev den Gang selv raadspurgt i den Anledning, … og muligvis var det tildels paa Grund af de Erindringer, Deres Projekt vakte hos mig, at det … at jeg … Naa, tag Dem nu en Stol og flyt Dem herhen, … og fortæl mig saa, hvorledes De har tænkt Dem det. Denne punkterede Bolværkslinje her – –"

I over en Time sad de to Mænd ved Siden af hinanden, fordybede i Udmaalinger og Beregninger. Stykke for Stykke blev Pers Arbejde taget op til Bedømmelse. Hvert Øjeblik kastede Obersten rigtignok Passeren fra sig og erklærede det hele for aldeles blottet for sund Fornuft; men straks efter kunde han til Gengæld udtale sig varmt anerkendende om et eller andet lykkeligt Fund, en snild Terrænbenyttelse, en vel afpasset Funderingsmetode eller lignende. Per var hele Tiden fuldkommen rolig, viste sig i Modsætning til den gamle Militær som Koldblodigheden selv. Med klog Beregning gav han efter paa alle mindre væsentlige Punkter for med des større Vægt at fastholde sin Mening dér, hvor Hovedangrebene paa hans Arbejde blev ført. Den lange Forhandling udviklede sig efterhaanden til en Slags Holmgang mellem den unge og den gamle Ingeniør, hvorunder den sidste mere end én Gang blev bragt til Tavshed, undertiden endog til Indrømmelser. Ja, saa ivrig blev tilsidst den gamle Oberst, at ogsaa det før saa 34 haanligt affejede Hedekanal-Projekt blev taget frem igen til nøjere Drøftelse.

Ganske rød af Anstrengelse skød Obersten pludselig alle Papirerne fra sig og sagde:

"Lad mig beholde alle disse Ting en otte Dages Tid. Vi maa jo se at faa bragt noget ud af det … at skille Hveden fra Klinten, den forskrækkelige Masse Klinte! Før der kan være Tale om at faa det frem i Maanedsskriftet, maa det hele jo stærkt sammentrænges, – jeg skal forsøge, hvad jeg kan udrette. Nu, da jeg bedre forstaar Deres Plan, indrømmer jeg Dem, at den maa ses i sin Sammenhæng, fremstilles i sin Helhed for at komme til sin Ret. Som et rent Tankeeksperiment betragtet er den jo i hvert Fald ganske morsom og vil sikkert kunne interessere i Tekniker-Kredse. De har Idéer, unge Mand! – Husk bare paa, at dette kan være en ret farlig Egenskab hos en Ingeniør. Bliv for Guds Skyld ikke nogen Projektmager! Vi har ved Gud nok af den Slags i Forvejen! … Altsaa, kom til mig om en Ugestid."

Obersten trykkede hjærteligt Pers Haand til Afsked.

"Det er dog Pokker til Øjne, De har, Mand!" udbrød han uvilkaarligt, da de stod ved Døren. "De ser paa Folk ligesom en Ulv, naar den smiler. Naa – god Jagt!" endte han leende og slog endnu en Gang sin Haand i hans.

35 Da Per et Øjeblik efter traadte ud paa Gaden, syntes Verden ham at være bleven en anden, Luften mildere, Himlen højere og Menneskene saa underligt smaa. Han tvang sig dog til at tage Sagen ganske nøgternt. Nu bare rolig! sagde han til sig selv. Herregud, det hele var jo ikke andet, end hvad han havde vidst maatte komme en Gang … og længe – altfor længe – havde ventet paa.

Han blev enig med sig selv om, at han aldeles ikke vilde lade noget komme ud om Begivenheden, før den blev aabenbar for alle. Og hverken til Faderen eller nogen anden af sin Familje vilde han sende Tidsskriftet, naar det udkom; – det kom dem saamænd nok ihænde alligevel. Og det havde jo altsammen foreløbig slet ingenting at betyde. Det var bare det første lillebitte Skridt, der her var naaet, og efter hvilket det kun galdt om med forøget Kraft at samle sig til det næste og større. Hvad der nu forestod, var den langt vanskeligere Opgave at føre Idéen fra Papiret ud i Livet, at skabe Stemning for den, at vinde den Tilhængere baade hos de Styrende og ude i Befolkningen. Og han skulde ikke lægge Hænderne i Skødet, ikke vige for nogen Hindring, naar det kunde hjælpe til hurtigt – men navnlig sikkert – at føre ham til Maalet!

Tilfældigt faldt hans Øje ind i en Kunstdrejerbod. 36 Og pludselig fik han Lyst til at gøre de Gamle derhjemme en Foræring. Han købte en Silkeparasol til Madammen, en smuk Pibe til Højbaadsmanden og et Halsbaand af Ravperler til Trine. Og om Aftenen sad han hjemme hos dem og drak Punsch og betroede dem Dagens Oplevelser og sine Forhaabninger.

I de følgende Dage drev han nu om paa Restavrationer og Billardsstuer for at faa Tiden til at gaa. En Aften, da han kom ind i en Kafé ved Kongens Nytorv, stødte han paa den store Fritjof, hvem han ikke havde set, siden han – for Maaneder tilbage – sidste Gang havde været i "Gryden". Med Hatten bag i Nakken og begge de solbrunede Hænder hvilende ovenpaa Knappen af sin Stok tronede den imponerende Kæmpeskikkelse dér som Midtpunktet i en Kreds af ganske unge Kunstnere, der alle – ligesom han selv – var klædt i Selskabsdragt og sad og drak Sodavand og Cognac efter en Grosserermiddag.

"Se, dér har vi jo Salomons unge Aladdin," udbrød Fritjof ganske højt, idet Per traadte ind ad Døren. "Hvor Pokker har Lampens Aand haft Dem henne i den sidste Tid?"

Per var helst fri for at komme i nærmere Berøring med dette Selskab. Han tog Plads for sig selv ved et Bord ved Siden af og svarede 37 ret overlegent, at han havde været optaget af et større Arbejde.

"Naa ja, det er jo sandt … De hører ogsaa til de velsignede Nytte-Mennesker," sagde Fritjof med en kort Latter og tilføjede, vendt imod de andre, og ligesom i Fortsættelse af noget, de i Forvejen havde talt om: "Den Herre er nemlig ogsaa en af Nathans Børn! … Naa, har De maaske været beskæftiget med at tappe endnu en af vore uskyldige Smaasøer til Fordel for det gode danske Fedekvæg? Eller har De snoet en rentebærende Sporvej op ad Himmelbjerget, maaske anlagt en Sodavandsfabrik¹ paa Møens Klint eller paa anden Maade bidraget til Guds grønne Jords Forskønnelse og Menneskenes Velfærd?"

Per svarede, idet han roligt tændte sig en Cigar:

"Nu ja – hvad skal man sige? – – vi kan jo ikke alle være saa heldige at fødes med Geni til at skabe Paradiser – paa et Stykke Lærred. Desuden, der er vist foreløbig egentlig ingen Mangel paa den Art Begavelser," føjede han til, idet han saa' ud over Kredsen af unge Kunstnere, der i højtidelig Tavshed hang over Stolene med en Cigar eller Cigaret i Munden, som sov de indvendig.

Per havde i Aarenes Løb faaet en stedse større Afsmag for Kunstnere, disse i hans Øjne 38 saa unyttige Personer, der ovenikøbet gjordes til Genstand for en ærefrygtsfuld Tilbedelse, dyrkedes som en Slags benaadede Væsener, der levede i hemmelighedsfuld Forstaaelse med de styrende Verdensmagter. Og det bidrog nu ikke til at formilde ham, at han mellem disse unge Fyre, der sad dér i genial Dvaskhed og rugede over deres indre Aabenbaringer, havde faaet Øje paa den øltrinde Akademielev, som i sin Tid havde lokket den røde Lisbeth fra ham, et pur ungt Menneske i hans egen Alder, der allerede havde vundet Navn og Berømmelse ved at male en gammel Vejrmølle og et "aandfuldt" behandlet Lerfad med Kartoffelskrællinger.

Fritjof havde løftet sit Glas og udbrød nu:

"Ja! Leve Industrien! Op med de stinkende Fabriksskorstene, og Vorherre forbedre vort Kloaksystem! Sig mig, unge Mand, har De egentlig nogensinde rigtig set, hvordan den ser ud, en saadan nymodens Lyksalighed, fabrikeret paa Maskine? Tjen mig i en Dag at ulejlige Dem ind i en af vore Smaagader og se paa den kælderblege Yngel, der vrimler dér som Midder i en raadden Ost, … eller gaa for den Sags Skyld lige saa gærne ind i de fine Røver-Kvarterer, op til Millionær-Jøderne med deres laskede Fruentimmer … Raaddenskab over det hele, min Ven! Aa, Gud hjælpe os! Og det skal kaldes for Fremskridt! Det skal være Nytte-Videnskabens Velsignelser! 39 … Nej, saa priser jeg sgu hellere den gammeldags Bondemand, der gaar velfornøjet^'2 og synger bag Ploven og lader sin "Vorherre" om Verdens-Forbedringen."

"Ja, saadan omtrent er det jo, at ogsaa Præsterne plejer at præke," sagde Per spydigt. Han mindedes sin Faders staaende Ytringer om "Verdensbørnene", og han havde heller ikke glemt hin Nat efter Orgiet i "Gryden", da Fritjof pludselig kastede Vildmands-Masken og aabenbarede sig som en spag og skælvende Konfirmand. Han blev derfor heller ikke synderlig overrasket, da Fritjof nu – med et Tordenslag i Bordet og under sine unge Tilhøreres bifaldende Mumlen – erklærede, at han Fanden gale ham, naar det endelig skulde være, foretrak Folkets gamle, enfoldige Profeter for disse moderne "nøgterne Juden-Trompetere" med deres Nytte-Poesi og Kadaver-Prosa.

Per, der stadig ikke forstod de idelige Hentydninger, hvormed den anden spækkede sin Tale, og derfor heller ikke Grunden til den personlige Bitterhed, hvoraf den var præget, trak tavs paa Skuldrene. Han fandt det ikke længer Umagen værd at fortsætte Samtalen.

I det samme kom der ogsaa to elegant klædte Damer ind fra Gaden, efterfulgte af en Herre med Teaterkikkert; og i Løbet af faa Minutter fyldtes nu Kaféen af en Skare højrøstede og ophedede 40 Teatergæster, der førte med sig ligesom en Dønning af en stormfuld Sidsteakts Sindsbevægelse og Spænding. Der havde været en Førsteforestilling denne Aften. Et nyt, saakaldt Æventyrspil med megen Musik og dyb Mystik og Ballet og en Masse Maaneskin var gaaet over Brædderne i en Udstyrelse, hvorom Bladene i flere Dage havde underholdt deres Læsere. Huset havde været fuldt indtil de allerøverste Galleripladser, hvorfra man ikke kunde se andet end Suflørkassen; og at slutte efter den levende Optagethed, hvorom alle disse ophedede Ansigter bar Vidne, havde Stykket vakt den største Begejstring. Allevegne fra summede det En om Ørene med Forfatterens, Skuespillernes og Komponistens Navne; og Stykkets – som det syntes – næsten for dybsindige Mening gav allerede Anledning til lidenskabelige Diskussioner.

Per saa' ud over al denne Staahej med en Fornemmelse af at befinde sig i et Galehus. Tilfældigt kendte han en lille Smule til Digteren, en yngre Mand ved Navn Poul Berger, der var Elev af den store Enevoldsen og ligesom denne kunde sidde i Timer og pille med et Rim og nusse et Adjektiv². Og i et pludseligt Anfald af Mistrøstighed kom han til at tænke paa, at om han virkelig en Gang skulde naa sit store Maal, vilde han dog aldrig formaa at vække den Opsigt og fremkalde den Begejstring som en saadan lille lyrisk 41 Luseknækker, hvis Navn øjeblikkelig kom i alles Munde.

Han kunde da heller ikke lade være med at vende sig mod Fritjof og sige:

"Jeg synes saamænd, at de skønne Kunsters Dyrkere ikke foreløbig kan have noget at beklage sig over hertillands. De ser her, hvilken Staahej en stakkels Teaterpjes af en tredje-fjerde Rangs Forfatter kan afstedkomme. I otte Dage vil Byen snakke om denne store Begivenhed –"

"Naa ja, hvad Pokker vil De egentlig have, at Folk skal interessere sig for af det, der ellers sker herhjemme i dette elendige Land?"

Per saa' en Stund tavs paa Fritjof.

"De kan have Ret," sagde han med et betydningsfuldt Nik og rejste sig i det samme for at gaa. Og efter med et Par utaalmodige Fingergreb at have knappet sin Frakke tæt omkring sig tilføjede han, idet han saa' rundt paa Kunstnerkredsen med et Blik, der lignede en Udfordring: "Men vent – det kan snart blive anderledes!"

"Igen en Mand over Bord!" sagde Fritjof, da han var gaaet, og drak med dyster Mine ud af sit Glas. Og avtomatisk greb de unge Mennesker ogsaa til deres og mumlede bifaldende.

42 Per styrede ikke sin Utaalmodighed længer end akkurat de otte Dage, Obersten havde forlangt til Betænkningstid. Allerede paa den niende indfandt han sig igen hos ham og førtes ganske som sidst ind i Arbejdsværelset. Men her mødte han en helt anden Mand end den, med hvem han for en Uge siden havde taget en saa hjærtelig kollegial Afsked. Obersten hverken gav ham Haanden eller bød ham at tage Plads. Med en unaturlig Bryskhed, der dog tydeligt skjulte en Del Forlegenhed, gav han ham straks alle hans Tegneruller tilbage, idet han bemærkede, at han ved nærmere Undersøgelse alligevel intet havde fundet i disse Forsøg, der kunde berettige dem til at finde Optagelse i Ingeniørforeningens Tidsskrift.

"Det hele er for umodent og savner ethvert fornuftigt Grundlag. Men De er ogsaa altfor ung til saaledes at kunne gaa paa egen Haand … Og De er jo ikke en Gang Kandidat, efter hvad jeg hører."

Per havde øjeblikkeligt forstaaet, at Obersten i Mellemtiden maatte have forhørt sig om ham, rimeligvis endog talt med Professor Sandrup. Efter hans sidste Bemærkning blev Formodningen til Vished for ham, og han stod et Øjeblik tavs for at overveje, hvorledes han bedst skulde nedslaa dette nye Modstandsforsøg fra hans gamle Avindsmands Side.

43 Obersten havde imidlertid stillet sig hen foran en Porcellænsovn i den anden Ende af Stuen, hvorfra han med sky Mistænksomhed mønstrede Pers Person og Paaklædning lige ned til hans Støvler, ja endog kastede et Blik hen paa hans Hat, som Per ved sin Indtrædelse havde lagt fra sig paa en Stol ved Døren.

"Deres Navn er jo Sidenius," sagde han efter nogen Tavshed. "Er De maaske af den bekendte Præsteslægt af dette Navn?"

Som altid, naar Per fik dette Spørgsmaal, lod han, som om han overhørte det. Og i ret stridbar Tone begyndte han nu at udtale sin Forundring over Oberstens saa hastigt forandrede Opfattelse af hans Arbejdes Værd. Men Obersten afbrød ham hurtigt og noget nervøst med den Bemærkning, at en fortsat Diskussion var ganske ørkesløs; hans Anskuelse om denne Sag lod sig ikke længer rokke. Det var ikke til at tage fejl af, at han ønskede snarest muligt at blive af med Per. Det var, som om han ikke turde lade ham komme til Orde af Frygt for igen at blive paavirket af ham til Gunst for hans Projekt.

"Jeg beklager," – tilføjede han i en lidt mere velvillig Tone – "dersom jeg med mine Ord forleden skulde have vakt falske Forhaabninger hos Dem. Men jeg tvivler iøvrigt ikke om, at jeg ved mit Afslag handler i Deres egen velforstaaede Interesse. De vilde sikkert i det hele tjene Dem selv bedst, 44 dersom De kunde bestemme Dem til definitivt at slaa slige Fantasterier af Hovedet. Jeg frakender Dem ikke Evner. De er maaske endog i Besiddelse af en ikke helt almindelig Idérigdom, – og der er næppe nogen Grund til at tvivle om, at De en Gang i Tiden vil kunne udrette noget dygtigt. Men foreløbig trænger De først og fremmest til at komme til en klarere Erkendelse af, hvad De mangler. Naar man er toogtyve Aar, skal man overhovedet ikke have anden Ærgærrighed end den at lære. I hvert Tilfælde har vort Tidsskrift ikke til Opgave at tage sig af unge Menneskers umodne Forsøg."

Efter disse Ord vendte han sig bort med en Haandbevægelse, der skulde tilkendegive, at han betragtede Samtalen som afsluttet.

Men Per blev staaende.

"Hvor affældig mener Obersten, at jeg skal være, for at jeg kan gøre mig Haab om at faa mit Arbejde anerkendt?"

Den gamle Militær vendte sig imod ham med en Ilterhed, saa Gulvtæppet slog Folder omkring hans Fødder.

"Er De gal!" brød han ud – men ved Synet af Pers dødblege Ansigt betvang han sin Vrede. Af Frygt for at faa Skandale i sit Hus nøjedes han med kort og bydende at lade ham vide, at hans Tid ikke tillod ham længer at beskæftige sig med ham.

45 "Jeg har dog endnu et Ord at sige Dem," sagde Per. "Næste Gang vi mødes, Hr. Oberst, bliver det Dem, der kommer til mig."

"Hvad mener De?"

"Jeg mener, … at De skal komme til at fortryde, at De har vist mig Døren."

"Jeg troer, De vover at true mig!" raabte Obersten krebserød af Raseri.

"Kald det, hvad De vil! Men jeg siger Dem, at jeg skal faa mit Arbejde frem … endogsaa i Deres eget Tidsskrift … hvormeget De saa sætter Dem derimod! De har taget fejl af mig, Hr. Oberst … og jeg af Dem. For det sidste skylder jeg Dem en Undskyldning. Havde jeg vidst, at Tabelværks-Kleresiet herhjemme og en gammel Huspostille som Professor Sandrup havde saa stor Magt over Dem, skulde jeg sandelig aldrig have ulejliget Dem. Paa Gensyn, Hr. Oberst!"

Den gamle Militær havde staaet og kogt indvendig under denne Tiltale men med et Udtryk, som røbede den Strid, der stod i hans Indre. Da Døren lukkede sig efter Per, gik der en Rykning gennem ham, som vilde han kalde ham tilbage. Men med et "Aa, den Dreng –" drejede han sig omkring og gik hen til Skrivebordet, hvor han i sin Fortrædelighed satte sig til at rode frygtelig op i en Bunke Papirer.

46 Lidt efter kom hans Kone ind fra Dagligstuen og udbrød:

"Du gode Gud! Hvad var det dog for et Menneske, der var inde hos dig? Han slog Entrédøren i, saa der faldt et stort Stykke af Loftsgesimsen."

"Ja saa! Ogsaa det! … Naa, han vil vist gøre Ulykker paa mere end en Loftsgesims, den Fyr!"

"Men hvad var det da for en?"

"Ja, sig mig det, du! En Forrykt, antager jeg! Eller en Charlatan maaske! … Maaske et Geni! … Tiden vil vise det."

[gå frem]

Lykke-Per (1898-1904)

Bind II:

Første Kapitel
Andet Kapitel
Tredie Kapitel

Øvrige bind:
Lykke-Per ...
I. Hans Ungdom
II. finder Skatten
III. Hans Kærlighed
IV. i det fremmede
V. Hans store Værk
VI. og hans Kæreste
VII. Hans Rejse til Amerika
VIII. Hans sidste Kamp