Lykke-Per
Hans store Værk
Forhistorien
Per Sidenius, en ung Ingeniør, har udarbejdet et kæmpemæssigt Kanalprojekt og konstrueret nogle Vind- og Bølgemotorer, hvorfor han forgæves har søgt at interessere Offentligheden. Han har bl.a. skrevet en Bog om sine Ideer og faaet den trykt ved Bistand af en beundrende Ven, Ivan. Denne er Stedsøn af en hovedrig jødisk Købmand Philip Salomon, i hvis Hus han imidlertid er bleven indført, og hvis Steddatter Jakobe han efter nogen Kamp vinder. Han har netop begivet sig ud paa en lang Studierejse til Udlandet og befinder sig i Berlin, da han fra sit Hjem, en jysk Præstegaard, modtager Meddelelse om, at hans Fader ligger for Døden. Hans Forhold til Hjemmet har altid, tildels paa Grund af hans irreligiøse Standpunkt, været daarligt, i mange Aar ganske afbrudt. Efter nogen Vaklen rejser han dog nu hjem. Indtrykkene fra Dødsnatten og Begravelsen vækker Anfægtelser hos ham; og under et Vinterophold i en lille ensomt liggende Bjergby, hvor han har slaaet sig ned for at følge et stort Strømreguleringsarbejde, er han tilsidst ved at synke hen i religiøse Grublerier, da hans Forlovede, der aner Sammenhængen, hemmeligt rejser ned til ham. Et ugelangt, ubundet Kærlighedsliv maner Dødens Skygger fra hans Vej. –
Første Kapitel
3 Der havde allerede en Tid rørt sig et ganske kraftigt Nyliv i den danske Hovedstad. Folk fra Provinserne eller fra Udlandet, som ikke havde set Byen i nogle Aar, kunde næsten ikke kende den igen, saadan var den vokset, og saadan havde den i alle Henseender forandret sig. Den evropæiske Kulturbølge, for hvilken særligt Dr. Nathan havde været en veltalende Herold, havde ikke alene vakt et længe ukendt aandeligt Røre, skabt en Række revolutionerende Digtere, Videnskabsmænd og Politikere, den havde ogsaa paa det rent praktiske Omraade fremkaldt et Gennembrud af ung og dristig Handlekraft, der søgte sig Tumleplads. Per Sidenius var blot en blandt mange ærelystne og levekære unge Mænd, hvem den ny Tids Foretagelsesaand og de store Industrilandes halvt eventyragtige Udvikling havde opildnet og "sat Guldfluer i Hovedet", – som der gnavent sagdes om dem. Paa samme Tid, som han stod og svedte og fløjtede over sit Tegnebræt i den lille, mørke Nyboders-Bagstue, havde der rundtom paa Handelskontorernes Skruestole, ved Bankernes 4 klædesbetrukne Pulte og paa de bageste Bænke i Universitetets juridiske Avditorium siddet andre forvovne Drømmere, der i det skjulte beredte sig til engang at gribe Førerskabet i Landet, – og virkelig var det allerede lykkedes enkelte af de klogeste og behændigste af dem at tilkæmpe sig en fremskudt Plads i det offentlige Liv trods en fanatisk Modstand af de hidtil Styrende, navnlig af den reaktionære Regering og det ganske molboagtige Hof.
I Virkeligheden var da København paa gode Veje til at lade sig erobre af den ny Tid og dens Aand. Ikke alene havde Byens Omfang og hastigt fordoblede Folkemængde nu skaffet den Rang blandt Verdens Storstæder, men Livet i dens Gader, Arten af dens Forlystelser, Tonen i dens Presse og i Selskabslivet blev Dag for Dag mere evropæisk. Havde Dr. Nathan i sin Tid, da han vendte hjem fra sin første, lange Udenlandsfærd, modtaget et Indtryk af Byen som af en Tornerose-Stad, hvor Tiden i en Menneskealder havde staaet stille, vilde man nu, ifald man kom sydfra, snarere kunne være i Tvivl om, hvorvidt man overhovedet havde overskredet nogen Landegrænse.
Ude i Provinserne derimod, navnlig i Købstæderne, levedes Livet endnu saa temmelig uforandret i de udslidte Former. Her dominerede stadig en opblæst Embedsstand i Kraft af sin akademiske Dannelse, her var endnu den lyrisk bevægede 5 Student Dagens Helt, naar han i Ferien vendte hjem med Silkehuen paa sit lokkede Hoved og sang "Gluntarnes" punschvamle Melodier i en damefyldt Baad ude paa Fjorden i de dagklare Sommernætter. At en af Handelens eller Industriens Mænd, hvor rig han saa var, ved Hjælp af en Etatsraadstitel blev sat i Rang med Statens galonerede Tjenere, – det var endnu dengang utænkeligt i Provinsen.
Heller ikke ude i Bondelandet var det noget Sted kommen til et afgørende Brud med Fortiden og dens Fordomme. Vel havde der begyndt at rejse sig Dampskorstene over Mejerierne, og Tærskeværker og Mejemaskiner afløste efterhaanden Plejl og Le. Men trods alle Forbedringer i Driften, og trods den stigende Oplysning, forarmedes Landbefolkningen stadig mere. Prioriteterne i Ejendommene voksede. Landets Gæld til Udlandet steg med mange Millioner om Aaret.
Imidlertid sad den bredbagede danske Bonde paa sin Gaard med en uanfægtet Følelse af at udgøre Nationens Marv, at være dens Kærnekraft og Fremtidshaab. Det var en Forestilling, der i Aarhundredets Løb var bleven en Slags nationalt Dogme, som tilsidst den grundtvigske Folkehøjskole havde helliggjort. Fra Skagen til Gjedser forenedes By og Land i en ærefrygtsfuld Dyrkelse af Smørret og Flæsket i Dannevang.
Under alt dette groede Landets Aaer og Fjordløb 6 bestandig mere til. Disse Handelens gamle Kongeveje, hvor der endnu i det forrige Aarhundrede havde været en saa livlig Skibsfart, at en enkelt Borgermand her kunde mønstre en Selvejer-Flaade paa indtil tyve Oceansejlere, tjente nu hovedsageligt til lidt fattigt Fiskeri. De uhyre Arbejdsværdier, som de hvileløse Vinde daglig førte henover Landet, indfangedes stadig kun af Melmøller. Og langsmed Kysterne steg og sank de lange Bølgerækker og udtømte brølende deres Kraft i det tomme Rum. Mens andre Nationer rundt om paa Jorden ofrede Strømme af Blod og Guld for at erhverve et Stykke Strandbred eller blot en Kulstation, henlaa den fyrretyve Mil lange Strækning fra Skagen til Esbjerg – Bredden af en Verdenskanal – som en fygende Sandørken uden en Havn endsige en virkelig By.
Adskillige Steder omkring i Landet havde man ovenikøbet ved Kunst understøttet Naturens Ødelæggelsesværk, inddæmmet Vige og tørlagt Sunde og Indsøer, alt for at skaffe endnu mere Kvægfoder. Der, hvor i Fortiden fuldlastede Sejlere stod ind fra Havet med Bud fra fjerne Lande, bredte sig nu grønne Enge med yvertungt Malkekvæg og fremkaldte et bedragerisk Indtryk af Velstand. Selv hvor man undtagelsesvis – som inde paa de jyske Heder – havde gjort et Tilløb til et virkeligt Rydningsarbejde, var det atter her for at skabe endnu mere Markjord, endnu flere Husmandstilværelser, 7 endnu mere af den kummerlige Fattigmandslyksalighed, som Per havde spottet saa kraftigt i sit lille Stridsskrift.
Saaledes var det gaaet til, at København aldeles havde taget Luven fra det øvrige Land, der mere og mere sank ned til at blive en Slags Overdrev til Hovedstaden. Til denne søgte Landets virkelystne Arbejdskraft, ligesom stadig mere af Provinsens Kapital strømmede hertil, lokket af Spekulationens høje Procenter. Kun hvad der angik København og dens Udvikling, havde overhovedet i den senere Tid kunnet gøre Regning paa at samle den almene Interesse om sig.
Dette var en af Grundene til, at Pers Pjece, skønt den udtrykkeligt var anlagt paa at gøre Opsigt og vække Uro, aldeles ingen Opmærksomhed havde vakt hverken i København eller ude i Landet. Det havde været omsonst, at hans opofrende Ven og Svoger, Ivan Salomon, havde bestormet Redaktionskontorene med Opfordringer til at lade Allarmtrommen røre. Han var allevegne bleven mødt med ligegyldige Skuldertræk. Et Kanalprojekt, gældende Jylland! Vind- og Bølgemotorer ved Blaavandshuk! Sligt var ikke Sensationsstof. Selv Dyhring, der dog havde visse Grunde til at vise sig imødekommende overfor ham, undskyldte sig, idet han foregav allerede at have faaet Ubehageligheder nok for den Petit-Artikel, 8 han i sin Tid paa hans Opfordring havde skrevet om Sagen.
Ikke en Smule bedre Held havde Ivan haft med sine Forsøg paa at interessere Pengemænd og Spekulanter for sin Vens store Fremtidsværk. Hele denne Vinter, mens Per selv sad som en fangen Ørn nede i den østerrigske Bjærgdal, midlertidigt stækket af en pludseligt opkommen Trang til at udgrunde Verdensgaaden, havde Ivan været virksom for ham og hans Sag og hverken sparet sine Ben eller sine Talegaver for personligt at indvirke paa Forretningsverdenens ledende Mænd, først og fremmest paa sin egen Fader, der imidlertid paa det bestemteste havde afslaaet at befatte sig med den.
Philip Salomon havde stadig ingen Tillid til sin Datters Forlovede, og hans Kone delte i dette som i de fleste Tilfælde ganske hans Følelser. Skønt ingen af dem ligefrem udtalte det, havde de endnu ikke kunnet opgive Haabet om, at Jakobe skulde komme til Fornuft og itide bryde en Forbindelse, der efter al menneskelig Beregning kun kunde bringe hende Skuffelse og Sorg.
Saa var det en Aften i Marts, at Philip Salomon efter Middagsmaaltidet, hvorunder han mod Sædvane havde været meget ordknap, bad Ivan om en Samtale. Han tog Sønnen med sig ind i det pragtfulde, gyldenlæderbetrukne Ryge- og Biblioteksværelse 9 ved Siden af Dagligstuen, hvis Dør han lukkede efter dem.
Det var just den samme Dag, hvor Fru Salomon om Morgenen havde faaet Brev fra Jakobe, hvem alle troede i god Behold hos Veninden i Breslau, men som nu skrev fra en lille østerrigsk-italiensk Grænseby, at hun ikke havde kunnet modstaa Fristelsen til at hilse Foraaret velkomment og derfor havde lagt Vejen til Breslau sønden om Alperne. Samtidig lagde hun ikke Skjul paa, at hun her havde truffet sammen med sin Forlovede, og at de for Tiden i Fællesskab foretog en Udflugt i Bjergene.
Herom nævnede Philip Salomon dog intet til Ivan. Efter Samraad med sin Kone havde han besluttet af Forsigtighedshensyn ikke at lade noget Menneske ane, hvad Jakobe havde anset det for rigtigst at tilstaa for sine Forældre.
Alligevel ledte Philip Salomon straks, men paa forretningsmæssig Maade, Talen hen paa Per, idet han spurgte Ivan, hvordan det egentlig gik ham med hans Bestræbelser for at danne et Interessentskab til Udnyttelse af Vennens foregivne Opfindelser. Han havde, som han sagde, nu i nogen Tid intet hørt derom.
Ivan skar en Grimace og slog afværgende ud med Haanden.
"Lad os tale om noget andet, Fa'er! … Hvordan det gaar? Hvordan mener du vel, det kan 10 gaa, naar de, som er nærmest til at tage Affære her, forholder sig ligegyldige. Jeg har sagt dig det før, at det første, Folk spørger om, naar man henvender sig til dem, er din Stilling til Sagen. Hele Børsen veed jo nu, at Jakobe er forlovet med Sidenius."
"Jeg har selv tænkt derpaa," sagde Philip Salomon uforanderligt sagtmodig trods Sønnens ophidsede og respektløse Tone. – "Sig mig engang, hvor stor en Sum er det egentlig, det drejer sig om?"
"Hvorfor spør' du? Du har jo læst hans Bog."
"Javist! Javist! Men jeg husker den ikke længer i Enkelthederne. Du kunde maaske – –"
"Der er slet ingen Enkeltheder, … kun mægtige Perspektiver … Fremtidsvyer."
"Nu ja, jeg sagde dig vistnok allerede dengang, at jeg ikke fik synderligt ud af den. Maaske har jeg gennembladet den for flygtigt, eller jeg har maaske slet ikke forstaaet den. Han har jo saadan sin egen Maade at skrive om den Slags Ting paa. Jeg har derfor nu tænkt at spørge dig, om du ikke her – ganske kort – kunde gengive mig Hovedindholdet af Bogen … i det hele give en sammentrængt, men dog nogenlunde ordnet Fremstilling af, hvad din Vens Ideer og Planer egentlig gaar ud paa."
Intet kunde være Ivan kærere. Han fik i Hast de fornødne Kort og andre Papirer bragt tilveje, 11 og i to Timer holdt han nu Faderen fastklemt til Stolen med en alt overvældende Talestrøm.
Pers Projekt, saaledes som han havde skitseret det i sin Bog, gik i det væsentlige ud paa følgende:
Der ligger ret indenfor Graadyb, hvor dette fører ind til Hjertingbugten, en øde, saa godt som ubeboet Ø, der hedder Langlien. Den viser sig, naar man kommer indenfor Skallingen, som en lang, graagrøn Klitrække, hvorover hist og her en straatækket Fiskerhytte titter frem. Langs dens Østside gaar der et gammelt Sejlløb op til Hjerting, det sydvestlige Jyllands oprindelige Udskibningssted, hvor et Par store, tomme Købmandsgaarde og en Toldstation endnu minder om fordums Herlighed.
Denne Ø havde Per udset sig til Prøvestation, dels paa Grund af dens øjeblikkelige Værdiløshed, hovedsagelig dog af Hensyn til dens for hans Øjemed fortrinlige Beliggenhed umiddelbart ved Havet og alligevel beskyttet mod dette af Skallingen, der i Vest krummer sig udenom den som en værnende Arm. De fattige Sandhøje havde han i det hele tiltænkt en Forgrundsplads i Fremtidens Danmark, hvorfor han ogsaa i sin Pjece højtideligt havde omdøbt Øen og kaldt den Nylandet.
Det var nemlig en af hans Paastande, at der var begaaet en "Kontor-Dumhed", dengang Esbjerg 12 i Slutningen af Treserne udvalgtes til Havneplads. Han angreb denne Afgørelse dels paa Grund af selve Havnens udsatte Beliggenhed, dels fordi den kun ved Jernbanelinjer kunde bringes i Forbindelse med det øvrige Land.
Hans Forslag gik nu ud paa at flytte det sydjyske Udskibningssted tilbage til dets gamle Plads, eller rettere til et Sted lidt nord derfor, til Tarp ved Udløbet af Varde Aa. Ad dette Vandløb skulde saa Trafiken føres videre ind i Landet. Uddybet og reguleret skulde det ved Hjælp af et Par Kammersluser løftes over det midtjyske Vandskel og sættes i Forbindelse med Vejle Aa og sammen med denne udgøre den sydligste af de to Kanalveje, der efter hans Plan tilligemed Bælterne skulde forene Vesterhavet med Østersøen.
Han havde skrevet, at kun ved Tilvejebringelsen af i det mindste den ene af disse Forbindelseslinjer kunde der med Virkning optages en Konkurrence med de nordtyske Byer, særlig med Hamburg, hvis voksende Handels-Overmagt efter hans Mening var den egentlige Fare, der truede Landets Selvstændighed. I den Kamp om Handelsmarkeder, der – skjult eller aabenlyst – udgjorde moderne Verdenspolitik, vilde for Danmarks Vedkommende et Nederlag blive stadig mere skæbnesvangert, men Sejren ogsaa mere gylden, efterhaanden som Tyngdepunktet i Evropa 13 ved Ruslands stigende Magt- og Kulturudvikling flyttedes længere og længere mod Øst.
At "Langlien" under de tænkte Forhold vilde kunne faa en overordentlig Betydning som Stabelplads, var nu let at forstaa. Men forøvrigt var det Pers Mening at skabe endnu gunstigere Betingelser for den lille Klitø's Udvikling. Hans Forslag gik ud paa, at man skulde søge at faa tilkendt den Toldfrihed, og han havde i sin Bog givet en fantasifuld Skildring af, hvorledes i saa Fald Skibsværfter, Dokker og mægtige Pakhuse vilde vokse op af det golde Sand, og hvorledes der samtidig inde omkring Aa-Deltaet paa det faste Land hurtigt vilde danne sig en stor By, et nordisk Venezia. Overalt skulde den fornødne Drivkraft tilvejebringes ved hans forbedrede Vindmotorer eller hentes ude i Vesterhavsbrændingen og føres gennem Ledninger over Skallingen ved Hjælp af de mekaniske Indretninger, der var hans helt selvstændige Opfindelse.
Det var nu foreløbig alene denne industrielle Del af det store Fremtids-Foretagende, for hvilken Ivan havde søgt at skabe Deltagelse i den københavnske Handelsverden. Selv han kunde indse, at Virkeliggørelsen af det egentlige Kanalprojekt maatte tages op som en Nationalsag, som kun Staten havde Evne til at gennemføre. Saadanne Fabriksvirksomheder derimod og Erhvervelsen af den lille Klitø tilligemed Tilsikringen af de nødvendige 14 Arealer omkring Aa-Mundingen, alt dette maatte kunne overkommes af et privat Konsortium, saa meget mere som de industrielle Anlægs Omfang kunde begrænses i Forhold til den Tilslutning, det vilde lykkes at skaffe for Sagen, ligesom det var muligt ved Fastsættelsen af deres Art at tage Hensyn til, hvad der i Øjeblikket betalte sig bedst. Per selv havde foreslaaet et Skibsværft, et Staalsliberi samt en Kæmpefabrik for Tilvirkning af Smørdrittelstaver, hvortil Raamaterialet nu førtes langvejsfra pr. Akse1 til Smaafabriker rundt om i Landet. Omkostningerne for denne Del af Anlæget havde han beregnet til fem Millioner.
Mens Ivan udviklede alt dette for sin Fader, havde dennes Ansigt faaet et stedse mere opmærksomt, ja forbavset Udtryk. Tilsidst afbrød han dog sin altfor ordrige Søn og sagde:
"Ja ja – nu skal du have Tak, min Ven! Nu vil jeg ikke trætte dig mere. Vi kan jo en anden Dag tale nærmere om Sagen. Blot endnu et Spørgsmaal. Hvordan forholder det sig – ganske oprigtigt talt – med disse Opfindelser, som Sidenius paastaar at have gjort? Har han opnaaet Patent paa dem?"
"Vi har Ansøgninger inde baade her og i Udlandet. Jeg venter hver Dag Svar fra Patentkommissionen."
"Det forekommer mig, Ivan, at I burde have 15 bragt den Ting i Orden, før I indlod Jer paa at lægge Sagen frem for Offentligheden. Før Patenterne foreligger, mangler det hele jo ethvert Grundlag, enhver Værdi at bygge paa. Alt det andet, du fortalte om, kan jo lyde meget tiltalende, men det er dog bare Luftkasteller. En Opfindelse derimod, naar den er patenteret, er da straks noget reelt, – hvor stor eller ringe Betydning man iøvrigt vil tillægge den."
Ivan smed sig tilbage i Stolen med begge Hænder foldede under Nakken og kastede et haabløst Blik op mod Loftet.
"Du har ikke forstaaet et Ord af det hele, Fa'er!" sagde han. – Og idet han atter lagde sig fremover Bordet med Armene ligesom beskyttende udstrakt over Pers Tegninger, vedblev han næsten skrigende: "Det er jo netop for at kunne godtgøre Opfindelsernes Betydning, at Fabrikerne maa anlægges. Og Fabriksvirksomheden kræver igen de andre Foranstaltninger, baade Dokker og Skibsbroer og Arbejderboliger inde ved Aamundingen. Det hele hænger uløseligt sammen. Det er jo netop det eminente ved Planen!"
"Det forstaar jeg endelig meget godt, min Ven! Men det er nu alligevel en god Regel at følge, naar man vil bygge et Hus, at man begynder med Grundstenene, ikke med Taget og Taarnene. Og at saamange Anstalter skulde være absolut nødvendige for at gøre Prøve paa en Mekanisme, 16 … det faar I nu ikke Nogen til at tro. Og hvad det foreløbigt gælder om, er jo dog at faa Sagen sat i Gang. Slaar den an, vil Udvidelserne komme af sig selv."
"Ja, saadan er det altid. Hvor jeg kender det! Er der endelig engang undfanget en virkelig stor Ide, skal den ufravigeligt trykkes flad, før den anerkendes. – Det er slet ikke værd, vi taler mere derom, Fa'er. Du troer ikke paa Sidenius. Dermed er alting sagt!"
"Troer! Troer! Kære Ivan, forstaar jeg mig paa Kanal- og Havnebyggeri? Forstaar du dig paa Vejrmøller? … Jeg gentager det: I har grebet den Sag forkert an. I har først begaaet en Fejl ved at sammenblande, hvad der ikke nødvendigt hører sammen, dernæst ved ikke forud at have Patenterne i Orden. Havde din Ven endda kunnet fremlægge Udtalelser af anerkendte Sagkyndige, der havde undersøgt hans Projekter, saa var der dog en Slags Garanti for, at de overhovedet lod sig udføre. Men at Folk saadan udenvidere skulde tage en ubekendt ung Mands Paastand for gode Varer, … det er for naivt, Børn!"
"Ærligt talt, Fa'er – er det ikke nok saa naivt at forlange anerkendende Attester af de samme Folk, som det hele Projekt er en bevidst Udfordring til, en Knytnæve i Ansigtet paa. Det er jo netop den gamle akademiske Slendrian herhjemme, Sidenius vil tillivs, og som hans Bog er 17 en saa mægtig Anklage imod. Forresten kan jeg fortælle dig, at han allerede for længe siden har henvendt sig til vore "fremragende" Avtoriteter, baade Privatpersoner og offentlige Institutioner, men naturligvis allevegne bare mødt Haan eller i bedste Fald Ligegyldighed. Oberst Bjerregrav – du veed, Dyhrings Onkel – havde dog engang lovet at føre Sagen frem i Ingeniørforeningens Tidsskrift; men da det kom til Stykket, turde han alligevel ikke. Den Slags Folk er alle ens. Fordi Sidenius har blottet disse saakaldte Sagkyndiges Kortsynethed, har de rottet sig sammen for at slaa ham ned. Jeg veed det med Vished, at man allevegne er rasende paa ham."
"Ja, saa maa I virkelig se at overvinde den Modstand, enten paa den ene eller paa den anden Maade, … der er ikke andet for. Kan ikke din Ven forsøge en ny Henvendelse til Oberst Bjerregrav, som vist er en Mand med stor Indflydelse?"
"Det nytter ikke noget. Jeg veed, at det ved den omtalte Lejlighed kom til et Sammenstød imellem dem, og at Sidenius fornærmede Obersten personligt."
"Saa kan han jo gøre ham en Undskyldning, Oberst Bjerregrav er vist ingen hævngerrig Mand."
"Sidenius – en Undskyldning! Det er godt at mærke, hvor lidt du kender ham. Du kunde lige saa godt bede Kejseren af Rusland derom!"
"Ja, saa maa I forsøge Jer paa anden Kant. 18 For helt at undvære den Slags Folks Tilslutning, det gaar ikke, det kan jeg sige Jer paa Forhaand."
"Hør, hvad er egentlig din Hensigt, Fa'er? Der er jo ingen Mening i hele denne Samtale, naar du dog ikke vil støtte os. Jeg har sagt dig, at Grunden til Folks Ligegyldighed for Sagen først og fremmest har været din Stilling til den."
"Det er jo ogsaa derfor, jeg har ønsket nu at tale med dig derom. – Jeg vil dog straks sige dig, at min Stilling til Affæren ikke er bleven ændret og overhovedet ikke lader sig ændre. Dersom du var mindre forhekset af din Ven, vilde du selv indse, at jeg umuligt kan indblande vort Firmas Navn i et Spekulationsforetagende af den Art … i hvert Fald ikke paa Sagens nuværende Standpunkt. Derimod vil jeg gøre dig et Forslag, Ivan. Jeg har tænkt at tilbyde dig at stille en Sum til din Disposition, … du kan da handle ganske paa egen Haand og i eget Navn. Du har jo oftere talt om, at du havde Lyst til at forsøge dig i en mere selvstændig Virksomhed. Jeg mener da af forskellige Grunde, at Lejligheden her maatte være passende for et saadant Forsøg."
Ivan kneb Øjnene sammen og betragtede Philip Salomon med ufordulgt Mistro. Mens Fader og Søn i alle andre Forhold viste hinanden den fuldeste Tillid – saasnart Talen kom paa Forretninger, var de gensidig paa deres Post.
19 "Er det et Laan, du tilbyder? Eller er det Meningen, at jeg skal dække Firmaet?"
"Det kan du faa arrangeret ganske, som det passer dig. Jeg stiller dig i enhver Henseende aldeles frit. Hvad det for mig alene kommer an paa, er – som sagt – at der overhovedet bliver begyndt paa Sagen. Nu er der, synes mig, snakket længe nok om den. Lad den nu blive prøvet!"
"Men du er vel klar over, at det ikke drejer sig om Smaasummer. Vi maa forud have sikret mindst et Par hundrede Tusinde alene til Starten".
"Aa, mindre kan vel gøre det. – Men lad det nu være nok for idag. Du kan nu tænke over mit Tilbud. Imorgen tales vi nærmere ved derom."
En halv Snes Dage senere – det var i Begyndelsen af April – vendte Jakobe uanmeldt tilbage fra sin Rejse. Efter at have tilbragt en Ugestid hos sin Veninde i Breslau var hun pludseligt bleven overfaldet af en ubetvingelig Længsel efter Hjemmet. I en forrygende Snestorm naaede hun om Aftenen København, og hele den efterfølgende Formiddag sad hun indelukket paa sit Værelse og skrev til Per:
"– – Ja, saa er jeg altsaa nu hjemme og kan endelig igen skrive dig et fornuftigt Brev til. Mine to Jag-Epistler fra Breslau er vel kommen 20 dig ihænde? Jeg kunde næsten ønske, at de ikke var det, for jeg skammer mig lidt over dem, og du maa tilgive mig baade deres forvirrede Form (men jeg maatte stjæle mig til at skrive om Natten, naar jeg dødtræt kom hjem fra Selskab eller Teater) og ogsaa Indholdet, der vistnok i altfor høj Grad blev en Jammerklage i Stedet for, hvad det var tænkt at skulle være, en endeløs, usigelig Tak til dig, min inderligt Elskede, for alt, hvad vi har haft tilsammen. Hele mit syv Dages Ophold i Breslau staar nu for mig som en taaget Drøm; jeg maa næsten spørge mig selv, om jeg ogsaa virkelig har været der, og jeg føler en Del Samvittighedsnag overfor min Veninde og hendes Mand, der gjorde alt for at adsprede mig, indbød Fremmede, kørte mig til Koncert, Teater, endog til Beriderforestilling, som jeg afskyer; men min Tanke var bestandig hos dig, jeg færdedes i Dresach, i Ausserhof, – alt har jeg genoplevet og genoplevet paany vaagen og i dejlige Drømme.
"Igaar Aftes kom jeg altsaa hertil og blev straks modtaget med en Nyhed, der har gjort et forstemmende Indtryk paa mig, skønt jeg ikke var uforberedt. Nanny er iforgaars bleven forlovet med Dyhring. Jeg er slet ikke glad for det Parti. Dyhring har altid, baade som Journalist og Menneske, været mig i høj Grad imod, men Nanny synes meget lykkelig. Ogsaa han er vistnok i Øjeblikket saa forelsket, som han overhovedet 21 er i Stand til at blive. Han var her iaftes, da jeg kom, og det var jo, som du kan tænke dig, lidt underligt for mig at se dem sidde sammen inde i Kabinettet, hvor vi to saa ofte sad, og høre dem hviske og le. Men nu skal jeg ikke igen forfalde til schwermütige Betragtninger. Vor Tid kommer ogsaa, Per! Jeg søger Trøst i den Tanke, at der nu er gaaet ni Døgn, siden vi skiltes, – ni Døgn af de Gud veed hvormange hundrede, der endnu skal skifte med Dag og Nat, inden jeg igen holder dig i mine Arme!
"Hvor mon du er idag? I Wien? I Budapesth? Jeg ser dig for mig – ak, altfor tydeligt – i din brune Rejsepjækkert og med dine velsignede røde Kinder, som jeg i Tankerne atter og atter kysser. Veed du, jeg drømte igen inat om den store Skov i Laugendalen. Aldrig vil jeg glemme noget Minut af den dejlige lange Dag, vi tilbragte der. Husker du Fuglen, der satte sig til at synge over vore Hoveder? Og vort Hvil ved Kilden, hvor du (som du sagde) tildrak dig dine Ungdomssynders Forladelse af mine Hænder? – – Men nu ikke et Ord mere derom.
"Jeg selv er glad ved at være kommen hjem igen og sidde i min egen Stue, omgivet af dine Portræter og de andre Smaaerindringer om dig, som jeg har længtes saa meget efter, og som nu tilligemed vore Bøger skal være min Trøst og Tilflugt i Ensomheden. Kan du gætte, hvilken Bog jeg 22 allerførst skal have fat i? – Det skal være Poulsens lille Lærebog i Hydrostastik2. Du husker nok, at jeg i Vinter paa din Anbefaling læste hans Dynamik og var begejstret over dens fantasifulde Klarhed. Han er virkelig et stort Stykke af en Digter, i Grunden vor eneste fuldt moderne Lyriker. Der var Sider i hans Fremstilling af Faldhastigheden, der betog mig saa stærkt som i sin Tid et Tankedigt af Goethe.
"Jeg har forresten faaet en Fornemmelse af, at der er noget igære her, dig angaaende. Allerede iaftes hviskede Ivan nogle forblommede Ord til mig om "et opdukkende Interessentskab", og imorges, da jeg gik ned til Te, foer han mig yderst hemmelighedsfuld forbi med en skinnende ny Dokumentmappe under Armen. Saa saare jeg faar noget nærmere opsporet, skal du faa Underretning.
"Andet Nyt har jeg foreløbigt ikke at berette herfra. Fader og Moder er milde og gode som altid, omend jeg nok kan mærke, at de ikke har været netop glade for vort Møde. Men det faar saa være. Idag skinner Solen helt varmt, og Fuglene synger; men endnu igaar var Vejret ganske vinterligt, og jeg kom hertil i den vilde Snestorm, hvori Foraaret blæses ind over Landene her i Norden. Jeg var virkelig et Øjeblik helt ængstelig for, at Toget skulde sidde fast i en Snedrive, saa jeg maaske vilde blive nødt til engang igen 23 at tilbringe en Nat i en Landsbykro – men ene, uden dig!
"Jeg skal ellers ikke trætte dig med Rejsebeskrivelser, der let bliver trivielle. Der er bare een lille Oplevelse, jeg maa fortælle om, – jeg veed godt, hvor intetsigende den i og for sig er, men naar jeg nu i Forvejen har tilstaaet dette, vil du nok lade være med at smile af min Snakkesalighed. Jeg har engang fortalt dig om en Scene, jeg for en Del Aar siden tilfældigt blev Vidne til paa en af Berlins Banegaarde, og som gjorde et rystende Indtryk paa mig, ja hvis Virkninger jeg vel ingensinde helt har forvundet. Jeg tænker paa det sørgelige Optog af fordrevne russiske Jøder, flittige, lovlydige Folk, der alene for deres Afstamnings Skyld blev jaget fra Hus og Hjem efter først at være bleven udplyndrede og skamslaaede eller helt lemlæstede. Som en Fangetransport førtes de under Politiopsigt og fulgt af Pøbelens Forhaanelser gennem Civilisationens Evropa for at søge sig et Fristed mellem nogle halvvilde Stammer i Amerika. Du husker nok, jeg har fortalt dig derom.
"Nu skulde jeg paa denne Rejse og netop paa en berlinsk Banegaard igen blive mindet om, at ogsaa jeg hører til den samme Slægt af evigt Fredløse og Fordømte. Jeg sad i Kupeen sammen med en anden Dame, og Toget skulde til at gaa, da en ældre Herre kom ind i Følge med en ung 24 Officer. Næppe havde han faaet Øje paa mit ulyksalige Ansigt, før han foer ud igen, efterfulgt af Løjtnanten, der slog en beundrende Latter op. Til Schaffneren, som netop vilde lukke, sagde han forklarende og saa højt, at jeg umuligt kunde undgaa at høre det; "Pfui! Hier riecht ja entsetzlich nach Knoblauch".
"Ja, det var hele Oplevelsen, og rimeligvis vil du spørge, hvorfor jeg absolut har villet fortælle dig den. Men det er heller ikke selve Begivenheden, jeg tillægger Betydning, men derimod det Indtryk, den gjorde paa mig, og som endnu i dette Øjeblik vækker en egen højtidelig Forundring hos mig. Den gjorde nemlig ikke noget nævneværdigt Indtryk paa mig. Jeg blev i det højeste lidt vemodigt stemt. Da den omtalte Dame efter de to Herrers Bortgang forsøgte en Tilnærmelse, aabenbart i den Hensigt at give mig en Slags Oprejsning for den tilføjede Krænkelse, afviste jeg ikke hendes Venlighed, saaledes som jeg i forrige Tider vilde have gjort, men gav mig i Snak med hende, som om der ingenting var sket. – Forstaar du mig nu? Jeg, om hvem man allerede i mine Barneaar sagde, at jeg var uforsonlig, – jeg kan nu ikke blive vred engang! Saaledes har Lykken omskabt mig. Jeg veed nu, at det altid mindre er Forhærdelse og bevidst Ondskab end Vildfarelser og nedarvede Fordomme, der avler Grumheden i Verden. Den Følelse, der nu overvælder 25 mig ved Tanken om den store, blinde og vildledte Menneskehed, er en uendelig Medlidenhed, en altomslyngende Tilgivelse.
"Ak, nu er jeg allerede begyndt paa det tredje Ark Papir, og dog synes jeg slet ikke at have faaet sagt noget af, hvad jeg har paa Hjerte. Nu skal det dog være Slut for idag. Jeg har ikke Lov til at lægge Beslag paa dig mere, du har Brug for din Tid. Men det er ikke let at slippe dig. Jeg veed, hvilken Tomhed jeg vil føle, naar jeg har lukket mit Brev. – Nu blot et sidste Kys, – og endnu et allersidste – og saa Farvel."
Først flere Uger efter sin Samtale med Faderen lykkedes det Ivan at faa istandbragt et Møde af nogle Pengemænd hos den bekendte Overretssagfører Max Bernhardt, hvem han tidligere, men uden Held, havde søgt at interessere for Pers Sag. Denne Mand var nu gaaet ind paa en Aften at samle nogle af sine Forretningsforbindelser paa sit Kontor for at give Ivan Lejlighed til at fremstille sin Vens Projekt for disse Folk og faa Muligheden af dets Gennemførelse nærmere drøftet.
Max Bernhardt var, skønt endnu kun fyrretyve Aar gammel og af jødisk Fødsel, allerede en Mand med betydelig Indflydelse i Hovedstaden. Han var blandt andet bekendt som den samlende og 26 iværksættende Kraft i den Forgrening af dristige Spekulanter, der i Løbet af den sidste halve Snes Aar havde nedrevet København og opbygget den igen og derved omskabt den fra en Provinsby til en Storstad i evropæisk Stil. Han havde paa Grund af sin Virksomhed mange Fjender; men selv disse maatte tilstaa, at han var en glimrende Forretningsmand med et lynsnart Hoved, der i klar Tankegang og juridisk og kommerciel Viden søgte sin Lige. Til Gengæld indrømmede hans Venner i Almindelighed uden Forsøg paa Modsigelse, at han var tom som en ormædt Nød paa det Sted, hvor Samvittigheden skulde haft Plads, og at han med koldt Blod prisgav ethvert højere Hensyn for sine personlige Formaal.
Hver Gang det danske Borgerskab i disse Aar, opskræmt af en eller anden stor Fallit, et mislykket Aktieforetagende eller en uheldig Spekulants Selvmord, rejste sig til en truende Protest mod den ny Tidsaand, samlede Harmen sig altid om Max Bernhardt. Han var for Almenheden bleven Indbegrebet af den evropæiske Fordærvelse, saaledes som denne efter den gængse Mening i den sidste Menneskealder var bleven præget af jødisk Egenkærlighed.
Det laa nu langt fra ham at umage sig med at søge Folks Opfattelse af ham ændret. Han havde tværtimod en egen, dyb Nydelse af den rædselsblandede Nysgerrighed, hvormed især unge 27 Mennesker og navnlig unge Kvinder betragtede ham, naar han paa bestemte Klokkeslet gik til og fra sit Kontor. Alle kendte hans lille eksotiske Skikkelse, der saa ofte var bleven karikeret i den illustrerede Vittighedspresse. Han gik altid meget elegant klædt, holdt sig lidt foroverbøjet, med begge Hænder ligesom kuldskært stukket ned i Overfrakkelommerne, og betragtede de Forbipasserende med et halvslukt, følelsesløst Blik under nedsænkede Øjelaag.
I Virkeligheden var han nu ikke ganske den, han saaledes gav sig ud for at være. Folk, der havde kendt ham som Barn, huskede ham som en stille, indesluttet, noget forsagt Dreng, der altid hang over Bøgerne og skyede Kammeraternes Leg af Frygt for den raa Overlast, han som Jøde og paa Grund af sin Lidenhed bestandig havde været udsat for imellem dem. Hans Fader, en Smaahandler i en af Byens Sidegader, havde været meget misfornøjet med ham og søgt at drive ham ud paa Gaden, fordi den megen Læsen vakte Ulyst til Forretningslivet.
Endnu kun sytten Aar gammel tog han Studentereksamen med Udmærkelse og gav sig til at studere Jura. Det var dengang hans Hensigt at gaa Embedsvejen. Han vilde være Dommer. De Forfølgelser, han for sin Fødsels Skyld maatte lide under Opvæksten, havde i hans bløde Sind skabt en Lidenskab for at øve Retfærdighed. 28 Højesteretsdommernes mørkerøde Fløjlskaabe var tidligt bleven den lille Kræmmerdrengs lønlige Ærgerrigheds Maal.
Men en Dag blev han gjort opmærksom paa, at han som udøbt slet ikke vilde kunne blive Retsbetjent. Der fandtes ganske vist ikke noget bestemt Lovbud herfor, men det tillodes nu engang ikke. Trods Grundlovens Ord om Borgernes Ligeberettigelse havde endnu aldrig nogen Jøde beklædt et Dommersæde i Danmark.
Da han var bleven Kandidat, saae han ogsaa, hvorledes snart den ene, snart den anden af de blonde Kødhoveder blandt hans Medstuderende blev ledet ind paa den akademiske Kongevej til Ære, Magt og Anseelse, medens han selv nødtes ind i det Forretningsliv, han netop havde villet undfly. Hans israelitiske Selvfølelse – en stolt Sky for at blive Genstand for Medlidenheden – havde imidlertid allerede da udrustet ham med en skuffende Selvbeherskelse. Han bar allerede dengang, naar han bevægede sig mellem Folk, en kold, spottende Verdensmandsmaske, hvorunder hans Hjerte hemmeligt bankede saa nervøst uroligt som en ung Piges ved Indtrædelsen i en Balsal.
Der var derfor heller ingen, der havde forundret sig, da han straks efter at have opnaaet Bestalling som Sagfører kastede sig ud i forvovne Spekulationsforretninger. Det blev hans Specialitet 29 at danne Byggekonsortier og starte Aktieselskaber, og han havde fra første Færd vakt Forargelse blandt sine Kolleger ved til Fordel for sine Foretagender at anvende Midler, som man hidtil ikke havde tilladt sig at benytte i den juridiske Forretningsverden. Blandt andet havde han efter udenlandsk Mønster knyttet en nøje Forbindelse med Pressen. Ved at støtte Reportere med Pengelaan og navnlig ved at underkøbe Redaktører og Bladudgivere ved Hjælp af Avertissementer og ved at tildele dem vellønnede Direktions- eller Revisorposter i sine forskellige Aktieselskaber havde han efterhaanden skabt sig en skjult Stab af interesserede Medhjælpere, hvorigennem han bearbejdede den offentlige Mening og skaanselsløst forfulgte enhver Modstander.
Nu, efter blot en halv Snes Aars Forløb, var han naaet op blandt Byens store Skatteydere og anerkendtes af alle som en virkelig Magt i Hovedstaden. Hvormeget man endnu til Tider kunde skumle over hans Midler, saa havde man i Forretningsverdenen tilsidst bøjet sig for hans Evner og det vidunderlige Held, der fulgte næsten alt, hvad han fik mellem Hænder. Naar der undtoges et Par af de ældste og mest aristokratiske Handelshuse og en enkelt Bank, der stadig vægrede sig ved at træde i Forhold til ham, vovede Ingen længer at modsætte sig hans Dag for Dag voksende Indflydelse.
30 Alligevel var det langt fra, at han dermed var bleven forsonet, eller at hans Ærgerrighed nu var tilfredsstillet. Han, hvis Haab i sin Tid stod til en Højesteretsdommers forholdsvis beskedne Værdighed, havde nu sat sig et ganske anderledes stort Maal for sin Stræben. Af den lille, lidt forsagte Dreng havde Forurettelsen skabt en Herskervilje, en harmhærdet Kraft, der bestandig tørstede efter videre Magtomraade.
Han var dog klar over, at han paa Grund af sin Fødsel aldrig selv vilde kunne opnaa nogen af de allerhøjeste Samfundsstillinger, der nu alene var en Kamp værd for ham. Men i den store Stab af Afhængige, han i Tidens Løb havde forstaaet at skaffe sig og gøre til lydige Redskaber for sin Vilje, var der adskillige, som allerede var naaet frem til indflydelsesrige Poster, – og det var hans Haab paa den Maade tilsidst alligevel at faa al væsentlig Magt i Landet samlet i sin Haand.
Det var da kun naturligt, at Ivan havde været særligt ivrig for at vinde netop denne Mand for Pers Sag, ligesom at han nu, da det virkelig syntes at være lykkedes ham, ansaae Sejren for halvvejs sikret.
Af de fem Herrer, der var kommen tilstede efter Max Bernhardts Indbydelse, var den ene dennes personlige Ven og sædvanlige Medarbejder, Vekselerer Herløv. Desuden var der en forhenværende 31 Landmand, nu Ejendomskommissionær og Kapitalist, Hr. Nørrehave, foruden et Par andre bekendte Pengemænd og Spekulanter.
Efter at man havde anbragt sig om et Bord, hvorpaa Pers Tegninger og Overslagsberegninger var udfoldede, fik Ivan straks Ordet; og de forsamlede Herrer hørte alle med velvillig Opmærksomhed paa hans omhyggeligt tilrettelagte Foredrag – i alt Fald i den første halve Time. Senere blev de noget urolige, og den forhenværende Proprietær saae nogle Gange med landlig Ligefremhed paa sit Ur.
Dette undgik dog Ivans Opmærksomhed; men selv om han havde set det, vilde han ikke have kunnet overvinde sig til at afkorte sin Tale. Paa moderne Foredragsholderes Vis havde han indstuderet den lige til Pavser og Haandbevægelser; og saa uegennyttigt, ja ydmygt hans Forhold var til Per og dennes Værk, fornægtede hans jødiske Glimrelyst sig ikke, hvor der gaves ham Lejlighed til et Øjeblik at brillere i Lyset af Vennens Geni.
Da han omsider sluttede, blev der en længere Tavshed. Det vilde for andre end netop Ivan have været tydeligt, at han trods alle sine Anstrengelser ikke havde formaaet at vække nogen større Begejstring hos sine Tilhørere. Max Bernhardt ydede ham dog sin Anerkendelse ved at besvare hans 32 afsluttende Buk med en Hovedbøjning, men forholdt sig iøvrigt afventende.
Tilsidst tog da Vekselereren Ordet og gjorde Ivan forskellige Spørgsmaal; hvorpaa der lidt efter lidt kom en mere almindelig Diskussion i Gang.
Det viste sig da, at disse Mænd – ligesom Philip Salomon – ansaae det for uomgængelig nødvendigt først at fremskaffe en begrundet Dom om Foretagendet fra anerkendte tekniske Sagkyndige, hvis Udtalelser maatte forelægges Offentligheden. Og efterat der i den Forbindelse var nævnt nogle Navne, udpegedes tilsidst ogsaa her Ingeniøroberst Bjerregrav som den, hvis Ord i en Sag som denne vilde have størst Vægt omkring i Landet.
Med megen Styrke gentog da Ivan, hvad han i sin Tid havde gjort gældende overfor Faderen, at det vilde være urimeligt at vente nogen Tilslutning til Sagen fra en Side, der – ikke med Urette – havde følt sig ramt af den som af en Anklage. Særligt om Oberst Bjerregrav vidste han ganske bestemt, at han af rent personlige Grunde stillede sig fjendtligt til Planen og dens Ophavsmand.
Men heller ikke paa dette Punkt havde Ivan Held med at overbevise sine Tilhørere. Vekselereren trak helt ufordulgt paa Smilebaandet af hans Ord og sagde, at der naturligvis maatte tilbydes Obersten Sæde i det eventuelle Selskabs Direktion; og da 33 Direktionen skulde være lønnet, vilde saadan lidt personlig Uvilje vistnok let blive overvundet.
"Var der ikke større Vanskeligheder" – tilføjede han tørt – "vilde Sagen være nem at ordne."
Til Pers Kraftmaskiner og andre Opfindelser, der af Ivan var bleven omtalt som epokegørende, viste der sig aldeles ingen Tillid blandt de forsamlede Herrer. Ganske i Modsætning til Philip Salomon talte de kun om Havneprojektet og navnlig om Muligheden af at skaffe den lille Klit-Ø Anerkendelse som toldfrit Omraade. Max Bernhardt erklærede endog rent ud, at han ansaae alene denne Del af Forslaget for egnet til Drøftelse. Til Gengæld talte han ivrigt mod et Par af de andre Herrer, der foreslog yderligere Indskrænkninger i Pers Plan for at gøre Forsøget med den mere overkommeligt.
"En videregaaende Amputation vilde være ensbetydende med en Aflivelse," ytrede han. "Jeg maa for mit Vedkommende bestemt fastholde, at Frihavnsprojektet søges virkeliggjort i sit fulde Omfang … som en Nationalsag, for hvilken det gælder om at vække det samlede Folks Interesse, saadan som Hr. Salomon før meget rigtigt udtrykte det, … eller at hele Historien paa Forhaand opgives som uigennemførlig."
Ivan hørte med store Øjne paa denne Tale. Han havde i Betragtning af Max Bernhardts forudgaaende, langvarige Vægring ved at befatte sig 34 med Sagen ikke turdet vente en saa ubetinget Tilslutning allerede nu. Ogsaa flere af de andre Herrer var tydeligt overraskede over hans usædvanlige Varme for en Forretning, der i deres Øjne tog sig saare tvivlsom ud.
Max Bernhardts pludselige Interesse for Pers Værk havde da ogsaa en skjult Aarsag. Han var kommen under Vejr med, at der i den af de københavnske Hovedbanker, med hvis Direktion han levede paa Krigsfod, for Tiden arbejdedes med et noget lignende Frihavnsprojekt, dog naturligvis knyttet til København. Det var nu hans Hensigt at komme sine Modstandere i Forkøbet med dette fuldfærdige, vestjyske Projekt, om hvilket der med Dags Varsel kunde aabnes en Diskussion i Pressen. Han havde ganske vist ikke synderlig mere Tillid til det eller til dets Ophavsmand, end han altid havde haft. Han havde engang for et Aarstid siden truffet Per i et Selskab hos Salomons, hvor Ivan havde været meget ivrig for at føre dem sammen; og de havde ikke vekslet mange Ord, før han var bleven klar over, at denne højtalende, seminaristisk selvopfyldte unge Mand ikke var skabt af den Slags Stof, som han kunde bruge. Men hans Tanke var denne, at selv om det ikke skulde lykkes ham at oparbejde en virksom Stemning for Planen i Handelsverdenen, saa vilde den i hvert Fald kunne gøre Nytte som Sprængstof og splitte den Interesse for Frihavnstanken, som 35 aabenbart fandtes omkring i Landet, og som de andre gjorde Regning paa at samle om deres københavnske Projekt.
Efter et Par Timers Forløb hævedes Mødet bl. a. med den Beslutning, at der skulde ske en Henvendelse til Oberst Bjerregrav for at formaa ham til at indtræde i den forberedende Direktion. Saasnart hans Svar forelaa, skulde der sammenkaldes et nyt Møde, for at der, i Samraad med Obersten, kunde tages Bestemmelse om, hvorledes Sagen i det enkelte burde gribes an. –
Per selv befandt sig paa den Tid igen i Wien, hvortil han var kommen tilbage efter at have tilbragt et Par Uger i Egnen omkring Donaumundingen. Sammen med et Par fremmede Kolleger havde han gjort en Rejse gennem dennes Sumplande for at studere de store Flodregulerings- og Havnearbejder der. Snart tilhest, snart i aaben Baad eller paa synkefærdige Sandpramme havde han fartet om i al Slags Vejr, mangen Gang uden at have kunnet faa Tag over Hovedet heller om Natten.
Udtrættet af disse ham uvante Strabadser sad han Dagen efter Tilbagekomsten til Wien udenfor en Kafe og følte en heftig Trang til igen at tale med et Menneske om andet end Pæleramning 36 og Opmudring. Han havde, siden han skiltes fra Jakobe, udelukkende omgaaedes Ingeniører, … og ikke Ingeniører af den hjemlige, almendannede Art, men Teknikere saaledes som Verdenslivet uddannede dem, Mænd med en fænomenal Sagkundskab paa et enkelt, oftest stærkt begrænset Omraade, men ganske bar paa Viden udenfor deres Fag og i det hele temmelig blottet for andre Interesser end saadanne, der knyttedes til Eksistenskampen og det personlige Velvære.
Det var gaaet Per overfor disse Kolleger ligesom overfor de tre koldblodige, engelske Whiskydrikkere, med hvem han havde tilbragt Vinteren i Dresach, og som han heller ikke havde kunnet tale med f. Eks. om de store Livsspørgsmaal, som dengang ganske særligt optog ham. Han var og blev en Fremmed i saadant Selskab. Hvor højt han end beundrede deres Dygtighed, og skønt deres Væsens Overlegenhed og uanfægtelige Ro ofte fristede ham til Efterligning, rørte der sig i Dybet af hans Sind en Følelse af Medlidenhed med den Slags Mennesker, hvis Tanker aldrig hævede sig højere end Røgen fra deres Cigar.
Nu sad han der udenfor Kafeen med en Avis i Haanden og lod af gammel Vane Blikket løbe nedover Hotellisterne for at søge efter Navne fra Danmark. Og pludselig gav det et Ryk i ham, idet han stødte paa Navnet Baronesse von Bernt-Adlersborg.
37 Den gamle Dame var i Vinterens Løb ganske gaaet ham af Minde. Han huskede knap nok længer, hvordan han før sin Rejse, fristet dertil af den listige Djævel "Onkel Heinrich", havde omgaaedes med Planer om at benytte sig af dette stakkels Kvindemenneskes Venskab til at erobre sig et adeligt Navn og en Barontitel. Hans Udvikling havde i den mellemliggende Tid ført ham saa langt bort fra al saadan Tragten efter blot ydre Glans og Storhed, at han nu ganske skamfuld tænkte tilbage derpaa som paa en barnagtig Forvildelse.
I sin Trang til at tale med et Menneske og igen høre det danske Sprog besluttede han sig til at opsøge Baronessen. Han fandt hende i et af Byens eleganteste Hoteller, hvor hun boede sammen med sin Søster, Hofjægermesterinde Prangen. De to Damer var kommen dertil for et Par Dage siden og opholdt sig her paa Gennemrejse til Italien.
Baronessen syntes ikke at have haft stort Udbytte af sin næsten aarlange Kur paa den tyske Afvænningsanstalt. Ansigtet havde ganske vist mistet noget af sin blussende Rødme, Mimiken var mere behersket, Hænderne roligere. Men hendes Tale var lige forvirret og springende og røbede de svækkede Aandsevner. Sin besynderlige Kærlighed til Per havde hun bevaret ganske uforandret. Hun var i sin Gensynsglæde lige ved at 38 falde ham om Halsen, og Gang efter Gang under deres paafølgende Samtale greb hun paany hans Hænder for at bevidne ham sin Taknemlighed over, at han var kommen.
Per slap end ikke for at tage imod fornyede Taksigelser for, hvad hun kaldte hans "rørende, sønlige Trofasthed mod hendes ulykkelige Broders Minde". Hun satte ham i Forlegenhed ved at fortabe sig i Lovord om det herlige Flor af friske Blomster, som hun hin Morgen paa Broderens Fødselsdag havde fundet paa hans Grav, og som hun straks havde taget for et Bevis paa Pers kærlige Følelser for den, der havde betænkt ham i sit Testamente, mens de i Virkeligheden skyldtes hans og Pers fælles (og mod begge lige utro) Elskerinde, den tykke Fru Engelhardt.
Der gik under dette et Lys op for Per. Hvad han aldrig før havde tænkt paa, blev ham med eet og til hans store Forskrækkelse ganske klart, nemlig at Baronessen ansaae ham for en virkelig Søn af hendes afdøde Broder, og at heri laa Forklaringen paa den mærkværdige Interesse, hun fra deres første Møde havde vist ham.
Om sit Ophold paa Kuranstalten talte den gamle Dame ikke. Hun sagde blot, at hendes "kære Søsterlil" var rejst ned for at hente hende, og at de nu agtede sig til Rom, hvor hun – som hun med hemmelighedsfuldt sænket Stemme forklarede et Øjeblik, da Hofjægermesterinden 39 havde forladt Stuen – vilde søge Privatavdiens hos Paven.
Hun prøvede straks at overtale ham til at gøre dem Følgeskab, og da hun hørte, at det var hans Hensigt at bryde op allerede den næste Dag for at rejse videre til Paris, bestormede hun ham med Bønner, saa hun virkelig tilsidst fik ham til at love i alt Fald at blive i Wien i den Ugestid, hun og hendes Søster vilde opholde sig der.
Endnu samme Eftermiddag var han de to Damers Ledsager paa en Køretur i Prateren.
I det Brev til Jakobe, hvori han fortalte hende om dette uventede Sammentræf med sin fornemme Velynder, beskrev han Hofjægermesterinde Prangen i følgende Linjer:
"– – Søsteren, en høj og storslagen Dame – jeg tænker, hun er omkring de halvtres – har vist engang været meget smuk. Hun har endnu et Par brillante Øjne. Af Væsen er hun noget mere afmaalt end Baronessen og taler i Modsætning til denne ikke meget. Hun er aabenbart noget gudelig. Vi kom allerede iaftes ind paa en Diskussion om den kristne Udødelighedslære, og hun korsede sig vistnok over mig, men jeg lagde da heller ikke paa nogen Maade Skjul paa mit Standpunkt. Jeg har paa Fornemmelsen, at hun vil søge at indvirke paa mig. Hun foreslog, at vi skulde fortsætte en anden Gang, og jeg skal ikke have noget imod at genoptage 40 Dysten. Det morer mig at snakke med hende, hun synes at have læst og tænkt og oplevet en hel Del og er med al sin Hellighed slet ikke noget Hængehoved. – –"
Dette Brev satte Jakobe i en vis Uro. I sit hurtigt afsendte Svar skrev hun, uden dog med et Ord at nævne Hofjægermesterinden eller Pers Samtaler med hende:
"Der er en Ting fra vor Rejse, som jeg nu er en lille Smule ked af, og det er, at vi ikke fik talt noget mere sammen om det, der i Vinter, efter din Faders Død, beskæftigede dig saa meget og foruroligede dig lidt. Men Dagene var jo altfor korte, Tiden fløj fra os, og Kærligheden krævede sin Ret. Maaske vil du ogsaa sige, at der ikke længer var noget at tale om, at din Ensomhed havde gjort dig nervøs, – og det troer jeg selv. Desuden (ikke sandt, min Ven?) nu har vi jo fuld Fortrolighed til hinanden i alle Ting, og du vil aldrig mere søge at skjule for mig, hvad der optager dine Tanker. Det lover du mig, Per!
"Vi lever forresten i Øjeblikket herhjemme under et nyt Udbrud af teologisk Desperation og Forfølgelsessyge. Som jeg vistnok skrev til dig sidst, er Nathan nu vendt tilbage her til Landet, og det er, som om denne Begivenhed har vakt Panik i Præstelejren. Enhver Lejlighed benyttes i disse Dage til at tordne mod den ny Tid og dens Mænd. Endnu iaftes læste jeg i "Berlingske 41 Tidende" et tre Spalter langt Referat af en Sørgetale, holdt af en eller anden Stiftsprovst ved en eller anden Konferensraadsbegravelse i Frue Kirke. Jeg kunde have Lyst til at sende dig Bladet. Sjælden har jeg læst noget saa oprørende dumt og arrogant. Naturligvis henflød den hellige Mand i Medlidenhedsgraad over "de ulykkelige", der levede Livet uden Evighedshaab, og for hvem Døden kun var en Rædslens Port ud til det bundløse Intet. Og der var den sædvanlige, selvforherligende Henrykkelse over Troen, uden hvilken "Livet ikke var til at udholde". Hvorfra veed han nu det? Mon han har prøvet det? Min gamle Halvonkel Philip plejede at sige om sig selv, at han havde samme Tro som sin Kakkelovn, nemlig, at Livet var Flamme, Bulder og Os, og "der var ingenting ovenfor Skorstenen". Alligevel var han til sin høje Alderdom en meget lykkelig og ogsaa en lystig Mand. Da han laa paa sit Dødsleje, og Lægerne ikke rigtig kunde komme efter hans Sygdoms Art, spøgte han dermed og sagde, at det ærgrede ham frygteligt, at han ikke engang kunde faa at vide, hvad han døde af. Og dette er langtfra noget enestaaende Eksempel. Baade i min egen Familje og mellem mine Bekendte har der været mange uden mindste religiøs Tro og dog er de gaaet lige saa stolte og frejdige i Døden som nogen Stiftsprovst.
"Jeg tænker ofte paa, om de Kristnes overdrevne 42 Angst for Døden, udsprungen som den oprindelig er af Læren om en hinsidig Dom, ikke tillige bunder i den Omstændighed, at Kristendommen i Modsætning til andre betydende Religioner opstod og udvikledes i en Almue og tilmed i et forkuet Folk. Der bestaar dog vistnok en Forbindelse mellem Dødsfrygt og Trælleangst. Jeg glemmer aldrig det Indtryk, det gjorde paa mig, da jeg engang i et tysk Museum saae nogle Gibsafstøbninger af de Lig, der er fundne i det udgravede Pompeji. Der var derimellem en Herre og hans Slave, begge øjensynligt overrumplede af Askeregnen og kvalte i Løbet af faa Minutter. Men hvilken Forskel i Ansigtsudtrykkene! Paa Slavens Ansigt læstes den mest forvirrede Rædsel; han havde væltet sig om paa Ryggen, Øjenbrynene var løftet helt op til Haaret, den tykke Mund stod aaben, man kunde ligefrem høre ham skrige som en Gris, naar den bliver stukket. Den anden derimod havde bevaret sin cæsariske Værdighed lige ind i Døden. De fast tillukkede Øjne, den fine, sammenklemte Mund var præget af den stolteste og skønneste Resignation overfor det uafvendelige.
"Det er for mig netop den væsentligste Anklage, der kan rettes mod Kristendommen med dens Evighedshaab, at den berøver Livet dets dybe Alvor og dermed dets Skønhed. Naar man opfatter vor Tilværelse her paa Jorden bare som 43 en Generalprøve paa den egentlige Forestilling – hvor bliver da Festligheden af? Men selv om jeg ikke personlig var fuldt og fast overbevist om, at Livets store, ophøjede Endemaal er Tilintetgørelse, og at det netop er Kendetegnet paa et virkelig aandsudviklet Menneske, at det kan forsone sig med en saa uselvisk Tanke og føle det som en harmonisk Afslutning paa Livet, at vi saaledes tilbagegiver Alnaturen de Kræfter, der har virket i os, medens alle kristelige Drømme om Udødelighed og Himmerigsfryd kun er Omformninger af uciviliserede Folkeslags plumpe Forestillinger om evige Jagt- og Krigsglæder, – ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? – – Du maa virkelig tilgive mig, men jeg kommer til at skylde dig en Eftersætning til en anden Gang. – Nej, nu har jeg det! Jeg vilde sige, at selv om jeg altsaa ikke i Døden saae en absolut Selvopofrelse, den fuldkomne Hengivelse til Altet og vor uopløselige Forening med det, saa skulde jeg dog have mig meget frabedt at vide noget om, hvad der blev af mig, naar jeg engang nu forlader denne Verden og alt, hvad jeg her har faaet kært. Herregud, vi er jo dog alle enige om ikke at turde ønske os nogen Forudviden om vor jordiske Fremtid, men er tværtimod glade ved, at den evige Visdom har tilhyllet de kommende Dages Indhold for os. Dersom vi i Forvejen ejede Forvisningen om, hvad der ventede os i Livet, vilde 44 dette, hvor lykkeligt det saa end formede sig, sikkert "ikke være til at udholde". Hvor meget mindre da, naar det gælder et evigt Liv!
"Ak ja – ikke sandt? – denne uudryddelige Teologi! Det gaar mig med den som med alt det andet "fra Fædrene nedarvede", – denne Frase, der er bleven en Slags Løsen for Kulturfjenderne herhjemme. Er det dog ikke forfærdelig nedslaaende og ydmygende, ja rent ud fortvivlende, at der endnu skal kunne rejses Kamp og spildes Tid og Kraft paa de simpleste Grundspørgsmaal? Som om det f. Eks. ikke var selvindlysende, at det netop er al dette "nedarvede" i os, vi allesammen, baade Kristne og Jøder, har den Pligt at bekæmpe, fordi det jo bare er et Værk af Tilfældet, – vi kunde lige saa godt have arvet noget ganske andet, noget helt modsat. Hvor lang Tid skal der endnu gaa, hvormegen Fortræd skal vi Mennesker endnu volde hinanden, før det virkelig bliver forstaaet og gjort til Religion, til eneste tilladelige Dogme, at det ikke er paa det tilfældige, det særegne, men paa det almenmenneskelige i os, at vi skal opbygge vort eget og Nationernes Liv. – –"
Det var ved Mødet hos Max Bernhardt bleven overdraget Ivan at henvende sig til Oberst Bjerregrav 45 og søge at overvinde dennes fjendtlige Stemning overfor det nye Foretagende ved et Tilbud om at indtræde i dets Direktion.
Ivan var ikke videre glad ved dette diplomatiske Hverv. Han plejede ellers ikke at lade det skorte paa Dristighed, naar det galdt om at virke for Per (han havde endog et Par Gange ladet sig kaste ned af Folks Trapper for hans Skyld), men den gamle Oberst indgød ham en særegen Respekt. Han kendte hans lille blussende Skikkelse fra Gaden og havde hørt om hans Opfarenhed og hensynsløse Væsen. Dyhring, hans Nevø, havde leende fortalt, at han endnu kunde blive aldeles rasende, naar han hørte Pers Navn.
I sin Forlegenhed betroede Ivan sig til Onkel Heinrich, der plejede at være hans Raadgiver i vanskelige Tilfælde, og som gerne fandt paa en Udvej. Navnlig viste han sig opfindsom, naar det galdt hans "Favorit", – som han yndede at kalde Per.
"Na' … à la bonne heure!" udbrød den forlorne Nabob3 efter dog først at have gjort en Mængde Ophævelser og paa det bestemteste nægtet at blande sig i slige Bagateller. "Jeg skal se, hvad jeg kan gøre for din Ven. Jeg kender jo e'Bisschen til denne Bjerregrav. Manden har søgt mig nogle Gange. Jeg har gjort ham Smaatjenester 46 af og til. Jeg skal give ham et Vink, saa han bliver medgørlig. – Kan I forlange mere?"
Der var det Gran af Sandhed i hans Skryderi, at han virkelig stod i en Slags Forbindelse med Obersten. Den foregivne Mangemillionær, Plantageejer og "Direktør" drev nemlig stadig en beskeden Kommissionsforretning, ihvorvel han aldrig selv vilde være ved det, og hans Familje var saa skikkelig derfor at lade uvidende derom. Blandt andet var han Agent for et engelsk Firma i Jern- og Staaldragere, og i denne Egenskab fremstillede han sig regelmæssigt et Par Gange om Aaret for Obersten med sin Priskurant.
Et Par Dage efter Samtalen med Ivan søgte han paany sin Kunde. Efter at have maattet vente en halv Time ude i Forstuen fik han Foretræde og traf Obersten i fortræffeligt Lune, stærkt blussende efter Frokosten.
Den gamle Militær gav sig ugenert til at le ved Synet af den lille grimme Jøde, der gjorde sin Indtrædelse i graa Gamascher, med Cylinderhatten og et Par sammenlagte Handsker i den løftede Haand saadan som Adelsmændene paa et Provinsteater.
"Se Goddag – har vi Dem nu der igen!" sagde han og satte sig ved Skrivebordet uden at byde den anden Plads. "Hvordan staar det til, min gode Ørkenvandrer?"
Hr. Delft satte sin blaalige Monocle for Øjet 47 og vrinskede af paatagen Fornøjelse. Han vejrede god Forretningsstemning og var for klog til at ødelægge sine Chancer ved at vise sig fornærmet.
Efter nogen Forhandling fik han da ogsaa tilsidst Obersten til at gøre en beskeden Bestilling hos ham.
Han havde allerede pakket sine Sager sammen og stod igen med Hatten og Handskerne i Haanden som for at gaa, da han pludseligt lagde sit friserede Chimpanse-Hoved koket paa Siden med et Smil og sagde:
"Tør jeg gøre Hr. Obersten et Spørgsmaal?"
"Hvad er det?"
"Har Hr. Obersten hørt om det store ny Nationalforetagende, som er under ventilation?"
"Kender ikke noget til det."
"Virkelig ikke?"
"Jeg passer mit eget … holder mig helst udenfor Spektaklet, veed De."
Hr. Delft saae bort med sit lumskeste Hyænesmil. Nu, da Forretningen var gjort, var Lejligheden kommen til at gengælde Obersten hans "Ørkenvandrer".
"Ach – ja!" sagde han og rystede paa sit lokkede Hoved. "Tiden har forændret sig. Nu er det de Unge, man allevegne raaber paa. De gamle, prøvede Kræfter skubbes tilside … ignoreres ganz und gar. Ungdommen har Ordet!"
"Hvad var det saa, De vilde sige mig?" afbrød 48 Obersten ham, pludselig utaalmodig og med Kommando i Stemmen.
"Det er et stort Frihavnsprojekt, der er paa Stablen. Af en helt ung Mand, ganske en Jüngling. Sidenius hedder han."
"Naa – den Brøleabe!" sagde Obersten. "Ham kender jeg tilfældigvis. Han har jo i sin Tid rendt os alle paa Dørene med det "Nationalværk". – Folk er ganske vist bleven som tossede efter at komme af med deres Skillinger; men jeg troer dog ikke, at de Drengefantasier for Alvor vil friste nogen."
"Foretagendet er sikret, … hvad det pekuniære angaar. Jeg veed det ganske bestemt."
"Hvad siger De?"
"Sagen er i Orden. Man venter blot paa Lovgivningsmagtens Sanktion. – Ja, det er, som Hr. Obersten siger. De danske Penge har Polkafeber for Tiden; de er begyndt at danse og kan ikke holde op igen, saalænge Musikken holdes gaaende. – Desuden, Hr. Sidenius har nok gode Forbindelser i Børsverdenen."
Obersten var bleven stille. Han havde sænket sine knevelsbartformede Bryn, og det var, som om al Kindernes Frokostrødme blev suget ind af hans Øjne, der glødede som en Tyrs.
"Saa er det altsaa sandt, at denne Gavflab … denne Sidenius er bleven forlovet med en Datter 49 af Philip Salomon? De maa jo vide det, Delft. Er ikke Hr. Salomon Deres Svoger?"
"Hr. Oberst, min Mund er lukket. … For Kærlighedens Hemmeligheder har jeg ikke Agentur."
Obersten kom til at le.
"De er Diplomat, Delft! … Naa, jeg er ligeglad. Har Folk Lyst til at rulle deres Penge ud i Søen, saa for mig gerne. Det vilde saamænd være Synd at nægte dem den Fornøjelse. Prosit Mahlzeit, mine Herrer! Der er Plads til mange Tønder Guld i Hjertingbugten."
"Det er et sandt Ord, Hr. Oberst!"
"Jeg holder mig, som sagt, udenfor den hele Svindel. Jeg vil ikke engang høre om den. – Adjø, Hr. Delft."
"Jeg har den Ære at anbefale mig," sagde den lille Israelit, gottende sig over Virkningen af sine Giftstik, og trak sig tilbage med et allerærbødigst Buk.
Det var ogsaa paa høje Tid. Det var et formeligt Raseri, der ved saadanne Efterretninger greb den blodrige gamle Herre under hans Følelse af Afmagt overfor de Bevægelser, han havde været med at bekæmpe. Han, som selv engang i Ungdomsmod havde kastet Handsken til den nationale Slendrian og drømt om at blive en Fører og Fornyer indenfor sit Omraade, hørte til den ny Tids mest forbitrede Modstandere. Ligesom de fleste andre af Landets Gammelliberale 50 hadede han de unge sejrrige Fremskridtsmænd med et misundeligt Had, der overfor Per næsten havde faaet Karakteren af en Mani. Den Tanke, at hvad han ikke selv havde naaet, skulde kunne lykkes for denne Bondelømmel, der havde forhaanet ham i hans egen Stue, forfulgte ham som en Mare, – og med saa meget mere Grund, som han for sig selv indrømmede ham baade overlegne Evner og det hensynsløse Mod, han selv havde manglet. Navnlig saae han endnu i hans kombinerede Frihavns- og Kanalprojekt en virkelig genial, omend ufærdig Tanke, der ved passende Tillempning vilde kunne blive af den største Betydning for Landets Fremtid.
Det var i det hele langt fra, at hans Had til Per og Tidens andre Foregangsmænd havde forledt ham til at værdsætte dem for lavt. Naar han ikke desmindre havde fortrøstet sig til – først hemmeligt, siden mere og mere aabenlyst – at anvende sin Indflydelse paa at modarbejde dem, var det, fordi han (ligesom de fleste andre Gammelliberale) mente eller rettere af Trang til Selvforsvar indbildte sig at bekæmpe en Aandsretning, der var nedbrydende for Folket og dets Sæder.
Endnu knyttede der sig dog fra gammel Tid en Forestilling om Fordomsfrihed og Selvstændighed til hans Navn, – det var derfor, at baade Philip Salomon og Max Bernhardts Kompagni 51 straks var kommen til at tænke paa ham da det galdt om at finde en anset Sagkyndig, der kunde tænkes villig til at gaa i Borgen for Pers Ideer overfor Offentligheden. Man vidste desuden, at han var en forfængelig Mand og dertil meget pengekær. Man forudsatte derfor, at det havde været bittert for ham at være Vidne til, hvordan det ene store Foretagende efter det andet var lykkedes for de ny Mænd og havde skabt dem Ry og Rigdomme, mens han selv gled mere og mere over i Forglemmelse. – –
Allerede den følgende Dag gentog Hr. Delft sit Besøg. Obersten havde nemlig ønsket Oplysninger om nogle Staalskinners Vægtforhold, og for at faa et Paaskud til at komme igen, naar den første Indgift havde faaet Tid til at virke, havde den snilde Jøde ladet, som om han tilfældigvis ikke havde de derhenhørende Tabeller med sig.
Som ventet førte Obersten igen Talen hen paa Pers Projekt og søgte at faa at vide, hvilke Børsmænd og Pengeinstituter der stod bag det. Hr. Delft lod i første Øjeblik ganske uforstaaende. Saa rystede han smilende paa Hovedet og sagde:
"Ach, dette sideniuske Amfibium – mener Obersten. Jeg har ingen Tillid til den ganske Historie. Det er et Dødfoster."
"Hvadbehager! … Men Mand dog! Det var jo Dem selv, der stod her igaar og fortalte, at 52 Foretagendet var sikret. De vidste det ganske bestemt, sagde De."
"Jeg beder Hr. Obersten erindre, at jeg sagde i pekuniær Henseende sikret. Jeg tilføjede udtrykkeligt, at man manglede Statens nødvendige Billigelse af Planen. Og den erholdes aldrig."
"Hvorfor ikke? Naar Pengene virkelig kan skaffes tilveje, hvad skulde saa egentlig bevæge Staten til at modsætte sig Foretagendet?"
Hr. Delft stod med optrukne Skuldre og vred sig som i Undseelse.
"Hr. Obersten forstaar mig vist nok – uden Ord."
"Hvad nu? De er dog altid Satan til Hemmelighedskræmmer? Hvad mener De?"
Hr. Delft tav og drejede vedblivende Hovedet forlegent fra den ene Side til den anden. Han lignede i dette Øjeblik ganske en afrettet Abe.
"Men saa tal dog, Menneske!" raabte Obersten.
"Nu da, jeg mener … Regeringen tør ikke andet … det er Sagen."
"Tør? For hvem? Jeg forstaar ikke et Muk!"
"Jeg vil ikke opholde Hr. Obersten længer. Jeg tillader mig at anbefale mig – –"
"Snak! Nu skal De tale fra Leveren, Delft! – Veed De noget? Hvad mener De der skulde afholde Staten fra at give sit Samtykke, dersom Pengene kan skaffes, og Planen ellers var sund og god?"
53 "Netop det, Hr. Oberst, at Planen er sund og god."
"Pr … rrrrr! Nu gaar jeg fra Snøvsen. Hvad er Meningen med dette her?"
"Altsaa: for at tale rent ud. Mener virkelig Hr. Obersten, at vor Nabo mod Syd roligt vilde se paa, at der skabes Hamburg en saa farlig Konkurrent? – Jeg troer det ikke. Aldrig i Evighed!"
Obersten kastede sig tilbage i Stolen med Hænderne i Siden.
"Er De gal, Delft: Hvordan skulde Tyskerne kunne forhindre det? Mener De, at de vilde erklære os Krig i den Anledning, – hva'?"
"Gud, – Krig! Det var saavist ikke fornødent. Bare saadan en lille, lidt bestemt formuleret Note fra Berlin til København, … saadan noget har før været tilstrækkeligt i lignende Tilfælde."
"Nu har jeg i mine livskabte Dage aldrig hørt noget saa tosset!" udbrød Obersten og blev som en kogt Krebs over hele Kroppen. "Hvor kommer De paa den forrykte Tanke, Mand! Har De hørt noget, spørger jeg?"
Hr. Delft trak paa Skuldrene.
"Saadan er Tilværelsen for de smaa Nationer! De maa bøje sig … og endda tie til Forurettelsen. Det er sørgeligt, meget sørgeligt, men det er Livets Gang. De smaa maa være føjelige overfor de store … føjelige og forsigtige … yderlig forsigtige," 54 blev han ved at gentage, da han saae, hvor vel det lykkedes ham at mætte sin private Skadeglæde samtidigt med at vække den tilsigtede Kampstemning hos den gamle Fædrelandsforsvarer, der paa sit Legeme endnu bar Mærker af Tyskernes Kugler.
Obersten var bleven tavs, og Hr. Delft benyttede Øjeblikket til at tage Afsked.
Han var næppe kommen ud af Døren, før Obersten væltede op af Stolen som en bremsestukket Stud. Og som altid, naar der ikke var andre tilstede, som han kunde lade sine Følelser gaa ud over, søgte han fra Kontoret ind i Dagligstuen for at give sig Luft overfor sin Kone. Han kaldte hende denne Gang endog ind fra Køkkenet. Og uden at agte paa hendes grædefærdige Forsikringer om, at hendes Suppegryde var ved at koge over, eksploderede han i en Række majestætsforbryderiske Udfald mod den Fejghedens, Slaphedens og Lumpenhedens Aand, der havde regeret det danske Folk siden Krigen.
Den Dag spiste Onkel Heinrich som saa ofte til Middag hos sin Svoger. Da man rejste sig fra Bordet, tog han Ivan til en Side og sagde med den mutte Generthed, der var ham egen, naar han undtagelsesvis havde ulejliget sig uegennyttigt:
"Nu kan du gaa til Obersten, min Ven! Nu er han præpareret."
55 For ikke at vække Mistanke lod Ivan dog et Par Dage hengaa, før han skred til Værket. Han tilskrev da Obersten et Brev, hvori han udbad sig Æren af en Samtale og i korte Træk forklarede Aarsagen.
Efter Modtagelsen af dette Brev tilbragte Obersten en Dag i svære Anfægtelser. Der var straks noget i Brevets Tone, der havde gjort ham svag. Ivan besad i høj Grad den jødiske Færdighed i at indynde sig hos Folk ved at kildre deres Forfængelighed, – og Obersten havde en tynd Hud overfor Smiger. Der var desuden i Navnet Salomon en lødig Klang af Guld, der lød forlokkende i den pengekære Mands Øre.
Det var i Grunden ogsaa ganske imod hans Natur at sidde uvirksom og se paa, at andre handlede. Trods sine halvfjersindstyve Aar havde han endnu for megen Uro i Blodet til godvilligt at gaa paa Aftægt. Nogen fuldt paalidelig Forbundsfælle for Bagstræverne i Landet havde han derfor heller aldrig været. Gemt under Forbitrelsen mod det Nye og Misundelsen og den paatagne Forargelse rørte der sig en hemmelig Sympati. Den gamle Oprørsaand var trods alle Naadesbevisninger fraoven aldrig bleven helt udslukt hos ham. Som han i sin ydre Færd var vedbleven at være det urolige Brushoved med den ligefremme Tale, havde han ikke kunnet overvinde den Tillokkelse, alle unge, stærke og dristige Livsytringer 56 fra gammel Tid havde for ham. Om det saa var hans Følelser for Per, gemte de paa Bunden en god Portion Forelskelse.
Da Ivan nogle Dage senere søgte ham, modtog han ham alligevel temmelig unaadigt efter at have ladet ham vente et Kvarterstid ude i Forstuen. Det var nu engang den gamle Hugaf en Umulighed at behandle en Jøde som sin Ligemand. Han frygtede tillige for at vise sig for villig. Først da Ivan rent ud erklærede, at den hele Sag vilde staa og falde med hans Tilslutning, fandt han Tidspunktet passende til at overgive sig.
Han stillede dog forskellige Betingelser, blandt andet, at Per skulde kaldes hjem straks, da der var adskilligt at ændre i hans Udkast, før det kunde bruges som Grundlag for Detailplaner. Endvidere forlangte han, for at der overhovedet skulde blive Mulighed for et frugtbringende Samarbejde mellem ham og Per, at denne gjorde en Undskyldning for sin ungdommelige Opførsel ved deres sidste Sammentræf og i det hele lovede at beflitte sig paa en sømmelig Optræden.
Denne Fordring bad Ivan ham paa det indstændigste at frafalde. Han var overbevist om – sagde han – at Per vilde vise sin Taknemlighed mod ham ved den hensynsfuldeste Optræden og af sig selv gøre alt for at bringe den beklagelige Scene i Forglemmelse. Men et bestemt Paalæg herom vilde – han kunde ikke "betone" 57 det stærkt nok – stik imod Hensigten netop vanskeliggøre Samarbejdet.
Men Obersten var paa dette Punkt ubøjelig. Han havde ikke glemt de Ord, hvormed Per hin Dag havde taget Afsked: "Næste Gang, vi mødes, Hr. Oberst, bliver det Dem der søger mig." – Den Profeti skulde dog ikke altfor bogstaveligt gaa i Opfyldelse!
Ivan vilde endnu ikke give Køb. Men Obersten, der under hele Sammenkomsten havde været kendelig nervøs, afbrød ham tilsidst i opblussende Vrede og sagde:
"Den Ting kan ikke diskuteres mere her. Jeg betragter i det hele nu Sagen som uddebatteret mellem os."
Saa rejste Ivan sig endelig og gik slukøret bort.
