Henrik Pontoppidan til Henrik Cavling
Sendt fra Frederiksborg. 17. december 1905

når jeg ikke netop pumpes

Frederiksborg.
[torsdag] 17de Decb. 1905

Kære Ven!

Du må tilgive mig, at jeg ikke har kunnet presse mere ud af mig selv om mig selv. Det er et Emne, jeg har så vanskeligt ved at behandle, og når jeg ikke netop pumpes, bliver det ikke til noget. Men på Grundlag af det her nedskrevne kan der vel også nok spindes en lille Ende.

Tak for dit forfriskende Besøg. Gid du snart vilde gøre det om igen! Får vi en smuk Søndag Formiddag efter Nytår – eller rettere Udsigt til en sådan – sender jeg dig Bud.

Venlige Hilsner

din hengivne
H. Pontoppidan.

[Bilag nummereret m. fremmed hånd der tilføjer: Sk. Korpus. (Korrektur tidligt over.):]

Den ældre Udgave forholder sig til denne nye omtrent som en Malers Naturstudier eller hans Kulkarton til det færdige Maleri. Hvilken man vil foretrække, er en Smagssag. Skitsen ejer besidder jo gerne en Farvefriskhed, som ikke let bevares under en omhyggeligere Udarbejdelse; men til Gengæld er så det færdige Maleri lettere tilgængeligt, mere anskueligt og dertil stærkere præget af Frembringerens Grundstemning.

På et Par Småting nær er Indholdet i begge Udgaver nøjagtig det samme; men Formen er overalt eftergået, og Stoffets Ordning er bleven en anden. At jeg har følt mig opfordret til en sådan Omarbejdelse, vil måske forståes, når jeg fortæller Dem, at enkelte Partier af Bogen – f.Eks. Scenerne i Nyboder – er skrevne og delvis trykte for mere end tyve År siden. De Stilforskelle, der herved var fremkommen hist og her i Bogen, kunde formåede√ jeg først at√ udjævne efter at have afsluttet denBogen√ og fået den lidt på Afstand.

Om mit personlige Forhold til den skal jeg iøvrigt naturligvis ikke udtale mig. Kun vil jeg sige, at når man har opfattet den som en Slags maskeret Selvbiografi, er dette ganske hen i Vejret. Der er ikke mere af virkelig Selvoplevelse i "Lykke-Per" end i de fleste andre af mine Bøger. 2 En anden Ting er, at man ikke kan skildre, hvad man ikke har gennemlevet. Forstået således har jeg naturligvis oplevet det altsammen, både Bryllup og Begravelse.

Det vil også være forgæves at søge efter andre Portrætter i Bogen. På en enkelt Undtagelse nær – som er meget tydelig betegnet, og som Bogens Plan krævede – findes der ingen. Jeg tvivler dog ikke om, at man vil pege både på den ene og den anden som Model til mine Personer (der findes ialt c 200). Sagen er den, at når Folk mener at kunne genkende bare et eneste Træk i en Romanfigurs Fysiognomi, slutter de straks, at også Resten skal ligne. Jeg har med Hensyn til dette Punkt holdt mig de Ord for Øje, hvad gamle Pastor Junge for hundrede År siden skrev i Fortalen til sin Bog om den sjællandske Almue1: Når man vil karakterisere et Folk, skal man gøre det således, at så vidt muligt alle kan føle sig trufne men ingen sige: det er mig!

Men nu må jo Bogen helst tale for sig selv; jeg skal ikke optræde som dens Forsvarer. Jeg har undertiden set mig betegnet som Goldschmidts Elev eller literære Arvtager. Det har forbavset mig, og jeg tror ikke heller, det er rigtigt. Meïr Goldschmidts udsøgte forfinede Sprogkunst og hele jødiske Smagsforfinelse kan jeg umuligt næppe 3 stå i noget dybere Forhold til. Mine Evner som min Dannelse er af folkelig Art, og jeg aspirerer ikke til Optagelse i de literære Rangklasser. Min Ærgerrighed går i en ganske anden Retning. Jeg vil ikke netop sige, at Carit Etlar2 er mit Ideal; men min Lyst og Trang går i Retning af at skrive for de brede Lag, og trods den – måske forklarlige – Uvilje, man nærer mod mig i Højskolekrese og i√ Præstegårdene, har jeg mine bedste og mest trofaste>trofasteste Læsere på Landet.

Hvad Bogens "Tendens" angår, så har jeg nylig udtalt mig om den Ting overfor en anden og vil nødig gentage mig selv3. skal jeg ikke udtale mig.√ Jeg ønsker først og fremmest, at Bogen må synes underholdende. Gør den blot det, skal den nok virke efter Hensigten.

 
[1] Joachim Junge: Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meninger og Sprog (1798). – Pontoppidan henviste til Junges bog allerede i to "Dagbog"s-artikler 9.8.1889 og 10.8.1889. tilbage
[2] Carit Etlar: Pseudonym for Carl Brosbøll (1816-1900), også han født i Fredericia. Var umådeligt meget (mere end Pontoppidan!) læst. Hans længstlevende værk var Gjøngehøvdingen og dens fortsættelse Dronningens Vagtmester, begge fra 1853, historiske romaner om svenskekrigene og Københavns belejring 1659. tilbage
[3] gentage mig selv: Jf. interviewet i Hver 8 Dag. tilbage