Dagbog

Dragør, 9de Avgust.

Noget af det, der har forbavset mig mest her paa Amager, er den udstrakte Anvendelse af den kvindelige Nationaldragt.

Jeg havde, ærlig talt, hidtil troet – og har næppe været ene herom – at dennes Bibeholdelse alene skyldtes en klog Beregning, at den grundede i en Spekulation, idet Dragten benyttedes som et betryggende Skilt, en Slags Grøntkone-Uniform, der kastedes, saasnart man forlod Forretningen og igen var hjemme paa sine egne Enemærker.

Dette er imidlertid saa langt fra Tilfældet, at den pyntelige Dragt først herude og navnlig om Søndagen bæres i hele sin Ejendommelighed og mest netop af dem, man mindst kan mistænke for at spekulere deri. Det er netop de riges og de fornemmes Dragt, som de sætter en Stolthed i at bære saa korrekt som muligt. Saaledes vilde en Maglebybonde næppe tillade, at en af hans Kvindfolk trak i Købstadsklæder, og baade Lodsfruerne og Skippernes Madammer bærer de rummelige lyseblaa Forklæder og de store sorte Kysehætter.

Thi rynker Kjøbenhavnerne lidt paa Næsen af Amagerland med dets "Hvidkaalshoveder" og "Skarntyd", saa foragter til Gengæld Amagerne enhver Kjøbenhavner af deres dybeste Sjæl, ja selv en Sundbyboer er dem en Vederstyggelighed.

Det er overhovedet lærerigt at lægge Mærke til hvor liden Indflydelse en stor Bys Nærhed som Regel har paa en Egns Befolkning. Ja, denne synes endog des mere upaavirkelig, jo livligere Samkvemmet er.

Man skal saaledes helt til Læsø eller Fanø for endnu at finde Nationaldragten anvendt i en Udstrækning som her; og mens man selv midt imellem de jyske Heder vanskeligt mere træffer de før saa almindelige, stramt siddende Tørklæder som Kvindernes Hovedbedækning, er den guldgallonerede Hue vedvarende en almindelig Prydelse mellem Roskilde og Helsingør.

Men det er ikke alene med Hensyn til Klædedragten, at man hos den Befolkning, der har den livligste Forbindelse med Kjøbenhavn, sporer en besynderlig sejg Vedhængen ved gamle Former og gammel Fordom. Ogsaa paa andre Omraader er man paa Amager og i Nordsjælland paafaldende langt tilbage og ligesom stivnet i Fortidens Kultur. Jeg nævnte i Gaar for Dragørs Vedkommende den Besynderlighed, at Byjorderne endnu laa u-udskiftede og dreves i Fællig (d.v.s. henlaa som Græsgange) af Byens Folk. Det kan tilføjes, at ingen vil komme fra Jylland eller Fyn til f.Eks. Egnen omkring Fredensborg, uden at faa en Fornemmelse af at blive sat hundrede Aar tilbage i Tiden.

Den ogsaa igaar nævnte Præst Junge forfattede netop for henimod et Aarhundrede siden en Beskrivelse af den nordsjællandske Almue, som endnu den Dag i Dag passer næsten nøjagtig paa denne Befolkning. De Blicherske Thorning- og Lysgaardbønder er derimod allerede uddøde.

Men, for at komme tilbage til Nationaldragten og specielt til Amagernes, saa indrømmer jeg, at den er meget smuk og mulig ogsaa praktisk, og dog tiltaler den mig ikke. Naar jeg ser en saadan Række ensklædte Kvinder, hos hvilke hver Fold, hver Knap sidder paa samme Sted og hvert Baand har præcis den samme Længde og Farve, saa slaar der mig imøde herfra en Enfoldighed¹, der virker nedstemmende. Man savner det Udtryk for Individualiteten, som Klædedragten ellers er. De ligner alle hinanden som et Geled uniformerede Soldater, og man spørger uvilkaarlig sig selv, hvorledes de respektive Ægtemænd og Kærester finder sig tilrette i en saadan Flok, og om de ikke let er udsatte for af en Fejltagelse at forgribe sig paa fremmed Ejendom, hvad dog nok alligevel sjældnere skal finde Sted.

Men den der ynder Synet af denne spraglede, skønt ensformige Pynt, bør en Søndag tage ud til Dragør, og han vil tro sig hensat foran den berømte Ballet² fra Teatret, især hvis tillige et Par uniformerede Livjægere tilfældig skulde give Møde. Lange Rækker af pyntede Piger drager Arm i Arm op og ned langs Stranden, og inde i Kirken glimrer det af Sølv- og Guldspænder og spraglede Tørklæder, saa man formelig blændes.

Pragtfuld er dog især en Bryllupsfærd. Man faar da et Syn at se, som hertillands ikke er almindeligt: en Brud med Sølvkrone paa Hovedet.

Urbanus.

Se fortsættelsen.