Dagbog
7de Avgust.
"Har De nogen Sinde været rigtig ude paa Amager?"
Af hundrede Mennesker, som man forelægger dette Spørgsmaal, vil de halvfems give dette ufravigelige Svar:
"Amager! Gode Gud! hvad skulde man dog dér? Det er jo en ren Pandekage af et Land. Og desuden – (og her slaar Vedkommende en Krølle paa sin Næse) – jeg sætter ikke Pris paa at faa mine Lugteorganer i for nær Berøring med disse delikate Ting, som Frøkenen i Intrigerne1 kalder for "Syltetøj", og som paa visse store Rustvogne køres ud fra Kjøbenhavn ved Nattetid for at stedes til Hvile i den moderlige Amagerjord." –
Maaske paa Grund af min endnu uformindskede Smag for Pandekager, især med Syltetøj paa, har min Længsel ofte omsvævet denne saa miskendte Ø, og i disse Dage har jeg endelig gjort Alvor af at besøge den.
Nu – benægtes kan det jo vanskeligt, at Landet ikke frembyder megen Afveksling. Man skal have et Par Øjne som et Nivellerinstrument for at opdage, hvad Befolkningen herude kalder for "Bjærge". Og hvad Skovkultur angaar, saa findes foruden den gamle, ganske mosbegroede "Kongelund" – de Indfødtes Stolthed – kun hist og her smaa enligt staaende Trægrupper, hvis Kroner danner som en eneste stor, tæt befolket Kragerede.
Alligevel kan her til Tider være endog ligefrem paradisisk dejligt – især umiddelbart efter Skumring, naar Solen er dalet ned derude bag den fjærne Frederiksberg Bakke, og Kjøbenhavns Kupler og Taarne viser sig optrukne med Guldlinier over Byens blaa Dunst som et pragtfuldt Fata Morgana. De hvide, ganske, flade Marker, der trods Tusmørket skimtes helt ud til den ubrudte, næsten cirkelformede Horisont, hvorfra Himmelens Kuppel rejser sig i al sin Vælde – alt minder En om de jyske Heder, og man kunde undertiden gærne tro sig hensat til disses Enemærker, ifald ikke en bestandig Rumlen paa de haarde Stenveje hvert Øjeblik bragte En ud af Illusionen.
Thi paa Amager køres der bestandig. Selv i den mørkeste Nattetime høres Lyden af i det mindste én Vogn, og om Dagen fyldes alle Vejene af hele Rækker af de bekendte smaa Amagerkøretøjer med en kyseklædt Kone til Kusk.
Knudepunktet for al denne Færdsel er vel Store Magleby eller Hollænderbyen, som den ogsaa kaldes, fordi de første hollandske Kolonister i sin Tid bosatte sig her, – en stadselig, stenbrolagt Landsby bestaaende hovedsagelig af store Gaarde med tæt, grønt Løvværk op ad Mure og Tage, med pynteligt klippede Hækker, sirligt holdte Blomsterhaver og disse for hele Amager karakteristiske Vejrfløje, forestillende snart flyvende Drager, snart springende Heste med en Riddersmand paa Ryggen, snart Fisk eller Skibe.
Man ser straks, at her bor Folk, der har Raad til at anvende noget paa Stadsen, og om adskillige af dem fortælles det ogsaa, at de "ikke kan tælle deres Penge". Men de Magleby Bønder betragter ogsaa sig selv som noget andet og mere end en almindelig Balderrupbonde, skønt deres Koner kører til Torvs med Kaal og Persille, og Døtrene ligger i Gulerodsmarkerne som almindelige Arbejdersker og luger. Man behøver blot at se dem paa en Søndag køre til Skovs med de pyntede Kvinder omkring dem paa Stadsvognen og Linerne strammede over de fede Travere, for at føle, at de ved, hvad de er værd.
Herfra stammer ogsaa deres berømte Utilgængelighed. For en fremmed er det vanskeligt at komme længere end til deres Port – og jeg er da endnu heller ikke kommen videre.
Urbanus.
Se fortsættelsen.
