Dagbog

Dragør, 8de Avgust.

Jeg boer her i en lille By, der er en snurrig Blanding af Købstad, Fiskerleje og Landsby. Gaderne er brolagte, og der er saa mange af dem, og de fleste er saa smaa og snævre og fletter sig saaledes ind i hinanden, at en vis Del af Byen danner en fuldkommen sindsforvirrende Labyrint, om hvilken det herude fortælles, at endog gamle Dragørboere til Tider kan løbe vild i den, selv om de ikke netop kommer fra en af Gæstgivergaardene.

Byens Liv koncentrerer sig ved Havnen. Her lugter det hyggeligt af Tovværk og Tjære, Lodsbaade plasker Dagen igennem ind og ud af Havnegabet, og om Eftermiddagen et Par Timer før Solnedgang hejser paa én Gang en hel Flaade af fremmede Fiskerbaade deres hvide eller rødbarkede Sejl og sætter Kaasen¹ over ad Flinterenden til. Selve Havnebassinet udfyldes halvt af en Skonnert, der ligger paa Siden for at kølhales; rundt om staar Lodser og gamle aflægs Skippere, og allevegne ses rustne Ankere og lange røde Kættinger, der fortæller om, hvad det undertiden koster et Skib at lægge bi i Drogden.

Jeg tænker mig, at omtrent som Dragør har alle vore smaa Søkøbstæder en Gang set ud. I Modsætning til Store Maglebys aristokratiske Stivhed, fremtræder der i Dragør overalt en jævn gammeldags Borgerlighed. Til det sidste Hundredaars Forandringer i Skikke og Kultur spores ikke meget. Saaledes er Bymarkerne endnu ikke udskiftede, men henligger som store Fælleder til alles frie Afbenyttelse, og hver Aften ses Byhyrden ("Hjoren") at drive Byens samlede Kvæg hjem herfra og ind gennem Gaderne, hvor hvert Kreatur af sig selv forlader Flokken ved den Gyde eller Krinkelkrog, hvor det hører hjemme.

Det er besynderligt, at landliggende Kjøbenhavnere ikke forlængst har kastet sig graadige over denne Plet. Jeg siger det ikke, fordi jeg savner dem, skønt jeg kunde unde de Stakler, der hver Sommer pakker sig sammen indtil Kvælning paa begge Sider af den morderiske Strandvej, at røre Albuerne en Ugestid her i Dragør. Her er saa fredeligt, saa friskt og fornøjeligt, og Beboerne paastaar, at i ingen By i Danmark bliver Folk saa gamle som her.

Stranden er flad, det er sandt^'1. Her findes hverken romantiske Skrænter eller skyggende Træer. Men her findes de omtalte udstrakte Fælleder, hvorpaa enhver frit kan tumle sig, og hvorover Luftninger fra Søen bestandig stryger. Overalt er der aaben Udsigt til Sundet med dets Sejlere, der her gaar Kysten ganske nær og undertiden samler sig paa dette Sted i saadan Mængde, at de bogstaveligt fylder Sejlløbet; og endelig faar man her et Bad saa friskt og køligt som intet Sted mellem Kjøbenhavn og Helsingør.

Grunden til at Dragør hidtil har faaet Lov at ligge i en saa uforstyrret Fred, er vel den forholdsvis besværlige Rejse dertil. Det har flere Gange været paatænkt at anlægge en Dampsporvej herud fra Sundby gennem Kastrup, en Plan, der dog er strandet blandt andet paa Krigsbestyrelsens Modstand. Mellem Kastrup og Dragør ligger nemlig Hærens Krudtmagasiner, og man har ikke turdet udsætte disse for den Fare, en forbikørende Dampvogn vilde bringe dem i.

Dragørs største Betydning er som Lodsstation. Lodserne er Byens Honoratiores, og i Lodsinspektøren kulminerer dens Fornemhed.

Lodserne danner – her som paa alle Lodspladser – et Lav, hvis Fortjeneste efter Fradrag af Pensioner og et fastsat Beløb til Redskabers Anskaffelse og Vedligeholdelse, fordeles mellem Medlemmerne efter disses Lodsalder. Lavet bestyres af Lodsinspektøren, som Lodserne lønner, men som – mærkeligt nok – Staten udnævner. Den Stat! Lodsinspektørpladserne besættes nemlig saa at sige udelukkende med afskedigede Søofficerer, som Staten derved slipper for at give Pension. Det er for Staten ganske bekvemt saaledes at kunne lade Lodserne forsørge dens udtjente^'2 Søkrigere. Om det er lige saa nobelt, turde være et andet Spørgsmaal.

Dragørlodsernes – som Kjøbenhavnslodsernes – Virksomhed indskrænker sig mere og mere til selve Drogden, det vanskelige Farvand mellem Amagerland og Saltholm. De nordgaaende Skibe tager som Regel Lodsen ombord ved Drogdens Fyrskib og sætter ham igen af ved Kjøbenhavn, idet nu snart de fleste Skibe foretrækker paa egen Risiko at staa Sundet ud.

Dette er en af Grundene til, at Lodseriet her ikke længer er saa indbringende, som det var i gamle Dage. Men en anden og væsenligere Aarsag hertil er dog den, at Lodsernes Antal i den sidste Tid er bleven betydelig forøget. For blot en Menneskealder siden var en gammel Dragørlods ensbetydende med en Krøsus, medens det nok nu i det hele kun er saa som saa med Velstanden her.

Thi med Fiskeriet er det heller ikke videre bevendt, som overhovedet intet Sted ved Øresundet. Allerede for henimod hundrede Aar siden klagede den gamle Præst Junge² over, at Kronborg kanonerede Silden over til den svenske Kyst. De berømmelige kronborgske Kartover er vel nu omtrent forstummede; men des lystigere dundrer det i vore Dage fra de kjøbenhavnske Søforter, og der bliver foreløbigt næppe Udsigt for Fisken til at faa Fred i Øresund.

… Forleden Nat blev jeg vækket op af min bedste Søvn ved en øredøvende Tuden blandet med høje, enslydende Raab af Mænd, der løb hastigt gennem Gaderne, omtrent som paa Landet ved en Ildebrand.

At det imidlertid her var lystigere Ting, der blev slaaet Allarm for, fik jeg tydeligt nok at fornemme paa de halvpaaklædte Skikkelser, der snart myldrede ud af alle Dørene, nogle med kun Bukser paa Benene og en Sele over Skuldren.

Det viste sig at være en Sejler, der var løben paa Grund og skulde have Hjælp, og ved en saadan Lejlighed kan enhver i Dragør bosiddende Mand deltage i Arbejdet ved Lægtningen³ og fordre sin Del af Udbyttet, som undertiden kan løbe op til anselige Kapitaler.

Man vendte dog denne Gang tilbage med skuffede Forventninger. Det havde været en daarlig Forretning, blot et Par tusende Kroner.

Men her haabes nu paa en snarlig Revanche.

Urbanus.

Se fortsættelsen.