Hamskifte, kapitel 4
64 E111
Fjerde Kapitel
Det Fag, der næstefter Matematik og Fysik havde optaget mig mest i disse Aar, var Geologien. Dette uendeligt lange Tilbageblik over vor Klodes Udviklingshistorie fra Fostertilstanden i Urtaagen til de seneste Istidsaflejringer vendte jo grundigt op og ned paa alle nedarvede Forestillinger om Jordens og de levende Væsners Tilblivelse. Naar vor ypperlige Lærer i Faget, Professor Johnstrup1, viste os et Stykke Lerskifer med tydelige Fodspor af et forhistorisk Dyr, der for et Par Millioner Aar siden var gaaet hen derover paa en vaad og blød Strandbred, eller naar han til Forklaring af Kullagenes Oprindelse og Udstrækning oprullede Billedet af et Urtidslandskab med dets uhyre Skovstrækninger og store Sumpe, hvorfra fantastiske Kæmpeøgler vraltede op for at 65 sole sig og parres, følte man sig som samtidig med den hele Skabelsesproces, et Øjenvidne.
I Tilslutning til sine Forelæsninger foretog Johnstrup af og til Udflugter med os til Steder paa Sjælland af geologisk Interesse, f. Ex. til Lellinge Aa ved Køge og til Mogenstrup med den høje, sydsjællandske Aas. I den sidste Pinseferie2 havde han paa Statens Regning ført os helt over til Bornholm, der er et enestaaende geologisk Friluftsmuseum. Dersom man kunde skære Øen igennem fra Nord til Syd, E112 vilde Snitfladen fremvise et næsten fuldkomment Anskuelsesbillede af Jordens Udvikling fra vulkansk Granit gennem neptunske Lagdannelser til Glacialperiodens allersidste Aflejringer. Et Par af Sydlandets vandrige Afløb har paa enkelte Steder delvis foretaget en saadan Gennemskæring og afdækket Sandstens- og Kalkformationer, hvor det vrimler med Forsteninger af forlængst uddøde Dyrearter, saaledes af den spydformede Nautil Orthoceratiten, et af Verdens ældste Skaldyr, hvis ejendommelige 66 Aftryk vil kendes af københavnske Teatergængere fra det kongelige Teaters indvendige Stentrapper, hvortil Materialet i sin Tid blev hentet derfra.
Paa denne Bornholmsrejse ledsagedes Johnstrup af sin Assistent ved det mineralogiske Museum3, Grønlandsforskeren Knud Steenstrup. Han var en Mand i Begyndelsen af Trediverne, en haandfast Skikkelse, ret kort for Hovedet overfor dem, han af en eller anden Grund ikke kunde lide, men til Gengæld kammeratlig ligefrem i Forholdet til alle, der faldt i hans Smag. Jeg var saa heldig at høre til de sidste og kom derfor altid med blandt dem, han om Aftenen samlede omkring en Bolle Punsch i de Kroer eller Smaahoteller, hvor vi overnattede. Det var festlige Timer. Med stort Lune kunde han i en saadan snæver Kreds fortælle om sine Oplevelser i Grønland, om de lange Slæderejser og sit Samliv med de Indfødte, som han til Tider havde maattet overnatte hos i deres Vinterhuler og Sommertelte. Endnu længe efter min Tilbagekomst til 67 København vedblev det hvide Eventyrrige deroppe i det høje Nord at sysselsætte mig. En Morgen, da min gamle Nyboder-Værtinde som sædvanlig kom ind for at vække mig, standsede hun i Forskrækkelse ved at se, at Lampen endnu brændte paa mit Bord, og at jeg selv sad bøjet over en Bog og slet ikke havde været i Seng. Og den Bog, der saaledes havde faaet mig til helt at glemme Tiden, var Rinks berømte Værk4 om "Grønland og dets Beboere", som jeg havde skaffet mig til Laans fra et af Bibliotekerne. Den Gamle skændte dygtigt paa mig, fordi jeg saadan ødslede med den dyre Petroleum, og jeg var selv helt skamfuld over at have ladet mig saa ganske besnære af en Bog af den Art.
Den lange Række Begivenheder, som skulde ende med at omstyrte alle mine Fremtidsforhaabninger, saa der i Stedet for en Ingeniør blev en Skribent af mig, begyndte iøvrigt med, at Johnstrup under en Forelæsning kort efter Jul meddelte os, at Regeringen havde besluttet5 at udsende en ny Expedition 68 til Grønland under Steenstrups Ledelse. I Modsætning til de tidligere, der væsenlig havde holdt sig til Kystlandet, skulde Formaalet med denne være at undersøge nogle Fjeldpartier, E113 de saakaldte Nunatakker, der hist og her ragede op over Indlandsisen. Siden det havde vist sig, at Kryolitbrudene ved Ivigtut var bleven til en saa rig Indtægtskilde baade for Staten og for det Selskab, der havde faaet dem i Forpagtning, var Myndighederne naturligt nok bleven stærkt interesserede i at finde mere af dette sjældne, ja i hele Verden næsten enestaaende Mineral. For at sikre sig nøjagtige Kortoptagelser skulde Steenstrup denne Gang ledsages af en Geodæt, og desuden var det Meningen at medgive ham en ung polyteknisk Studerende, der kunde gaa ham til Haande ved de mineralogiske Undersøgelser. Johnstrup opfordrede derfor de Examinander, der kunde tænke sig at deltage i Expeditionen og sad inde med de fornødne Betingelser, deriblandt navnlig et fejlfrit Helbred, snarest muligt at indsende Ansøgning 69 til den nedsatte Regeringskommission.
Den Nat, der fulgte, blev en af de uroligste, jeg havde oplevet. Først henad Morgenstunden faldt jeg i Søvn, men ogsaa i Drømme jog jeg bjørneskindsklædt og højt raabende hen over den grønlandske Indlandsis med fjorten halsende Hunde foran Slæden. Straks den næste Dag søgte jeg Steenstrup i Museet og bad ham sige mig ganske oprigtigt, hvad han mente om mine Udsigter til at komme i Betragtning som hans Ledsager paa den Rejse. Han saa' mig længe an uden at sige noget, forklarede saa, at det var Kommissionens Mening at foretrække en Examinand med speciel kemisk Uddannelse. Desuden var jeg vel ogsaa lovlig ung til det Job. Rimeligvis har han kunnet se paa mig, hvor skuffet jeg blev, for bagefter slog han mig opmuntrende paa Skuldren og sagde:
"Lad os nu se, hvem der ellers byder sig til. De sagde en Gang paa Bornholm, at De plejede at have Lykken med Dem. Maaske kan De ogsaa faa det i dette Tilfælde."
70 I den følgende Tid fortaltes det om flere af mine Studiefæller, at de havde meldt sig som Ansøgere, deriblandt en begavet Kemiker af en lidt ældre Aargang, Andreas Kornerup6. Foruden sin Duelighed som Mineralog havde han det Fortrin at sidde inde med kunstneriske Evner, være en ypperlig Tegner og Akvarellist, hvad der var af Betydning, fordi Friluftsfotograferingen endnu paa den Tid var ret uudviklet. Naar jeg ikke desto mindre bevarede Haabet, var det, fordi jeg havde hørt, at hans Helbredsattest ikke var helt tilfredsstillende. Det havde ved Lægeundersøgelsen vist sig, at der var lidt i Vejen med Hjertet, medens jeg selv var bleven erklæret for "fejlfri". En Dag forlød det paa Læreanstalten, at Valget nu stod mellem ham og mig, – og Steenstrup modsagde det ikke, bekræftede det iøvrigt heller E114 ikke. Endelig efter flere Ugers pinagtig Spænding kom Afgørelsen. Kornerup var bleven den foretrukne.
Hin solfyldte Formiddag et Par Maaneder senere, da jeg i Morgenavisen havde læst 71 at Grønlands-Expeditionen om Formiddagen skulde afsejle, blev jeg siddende hjemme i min Stue og havde ikke Lyst til at gaa ud. Nedtrykt som en forsmaaet Bejler paa den Elskedes Bryllupsdag fulgte jeg i Tankerne Skibet paa dets Vej op gennem Sundet og videre nordpaa. Den Dag gik Kornerup ind til et ærefuldt men kortvarigt Liv som en af Grønlandsforskningens Pionerer. Efter to Sommertogter til Vestlandet og Indlandsisen døde han af Overanstrengelse kun 24 Aar gammel. Der staar et eller andet Sted om Kunsthistorikeren Julius Lange, at et Kys af den græske Muse tidligt havde indviet ham til et beskuende Liv i Skønhedens sommerlige Rige7. Det samme kan vel i Grunden siges om Størstedelen af hin Tids førende Aander – Goethesønnerne. Med Folk som Andreas Kornerup indlededes den Række af unge danske Mænd – Mylius Erichsen, Hagen, Brønlund, den elskelige John Tutein o.s.v. – hvem et trolddomsagtigt Kærtegn af Isørkenens vilde Huldre signede til et Liv i Eventyr og Farer og til en tidlig, ensom 72 Død. Som det hedder i et gammelt Sørgekvad8, digtet til Minde om en anden Skare unge, segnende Helte:
"Ensom – ja, det brustne Blik
ingen kærlig Haand har lukket,
ingen Ven jert Haandtryk fik,
ingen hørte Afskedssukket.
Men hvor danske Hjerter slaa,
og hvor danske Toner klinge,
skal med Stolthed store, smaa
Fædrelandets Tak jer bringe."
Jeg ryddede nu mit Arbejdsbord for alt, hvad der kunde minde mig om mit forliste Haab. Med sammenbidte Tænder kastede jeg mig igen over Pligtarbejdet for at glemme Nederlaget. Men naar Udveen først har faaet Magt over et ungt Menneskes Sind, gaar den ham i Blodet som en tærende Sygdom. Det Fantasiliv, jeg nu saa længe havde tumlet mig i, lod sig ikke paa én Gang spærre inde bag Logarithmetabellens Gitterværk 73 af Tal. Tilsidst talte jeg aabent med Rohde om min Tilstand. Han raadede mig til at tage bort fra Byen en lille E115 Tid, helst til en fremmed Egn, hvor jeg lettest kunde komme væk fra mig selv og faa Erstatning for det grønlandske Eventyr, jeg var gaaet glip af. Til Schweiz f. Ex. Schweiz var jo ogsaa et af Snedronningens Kronlande, der lige saa vel som Grønland bød paa vinterlige Oplevelser midt om Sommeren. Jeg indvendte, at der skulde Penge til en saadan Flugt, mange Penge, og hvor skulde jeg faa dem fra? Men det slog han hen. "Du har jo din Guldbarre," sagde han. "Kan den faa en bedre Anvendelse?"
Med denne "Guldbarre" forholdt det sig saadan: min forlængst afdøde Morfar, Byfoged og Politimester i Vordingborg9, havde i sit Testament betænkt hvert af sine mange Børnebørn med hundrede Rigsdaler, der med Rente og Rentes Rente skulde stilles til vor Raadighed med det fyldte 18de Aar og anvendes til Musikuddannelse, forøget Sprogundervisning eller andre fornuftige Ønskers 74 Opfyldelse. Jeg havde som Barn godt hørt mine Søskende tale om disse eventyrligt mange Penge, der en Gang i Tiden skulde tilfalde os; men Sagen havde ikke interesseret mig stort, fordi 18 Aars Alderen den Gang forekom mig lige saa fjern som selve Evigheden. Her i København derimod havde Tanken om denne urørlige Formue ofte pint mig, naar jeg var i Bekneb, især efter at jeg sidste Sommer paa min 18de Aars Fødselsdag havde modtaget en Skrivelse fra en københavnsk Sagfører, der i Kancellistil meddelte, at en mig tilhørende Bikubebog, hvorpaa der indestod 392 Kr. 37 Øre, vilde kunne udleveres mig til fri Raadighed, naar min Faders dertil fornødne skriftlige Samtykke forelaa for ham.
Dag efter Dag drøftede jeg igen Sagen med Rohde, og tilsidst skrev jeg hjem, et langt Brev, hvori jeg med mange Omsvøb og ikke helt ærligt søgte at forklare mine Forældre, hvilken Betydning en Studierejse til et Par af Europas store Industricentrer just paa mit nuværende Udviklingstrin vilde 75 kunne faa for mig. Jeg maa have været ret heldig med Udarbejdelsen af dette diplomatiske Aktstykke, hvori Schweiz aldeles ikke nævnedes, for Svaret blev ikke absolut afvisende. Ganske vist fremførtes der en Del Betænkeligheder; men et egenligt Forbud blev ikke nedlagt, og dette var tilstrækkeligt baade for mig og for den københavnske Sagfører.
Saa sad jeg da igen en lang Nat hos Rohde for med hans Bistand at faa lagt en Rejseplan. Rohde var Søn af en velstaaende Randerskøbmand og havde allerede i Skoletiden et Par Gange fulgt sin Far paa Sommerrejser i Udlandet, var derfor fortrolig med de vigtigste Ruter og kunde hele Partier af Bädecker udenad. Da jeg bestemt holdt paa, E116 at jeg vilde gøre hele Turen ned gennem Tyskland tilfods, lo han af mig og sagde, at jeg jo altid havde haft Vandredille. Det var min Broder Eriks Exempel – paastod han – der havde smittet mig allerede som Barn og indplantet Spiren til en Landstryger i mig, – og noget var der maaske om det. 76 Han foreslog nu, at jeg som Mellemdækspassager skulde sejle til Lübeck med en af de smaa svenske Hallandsbaade, der to Gange ugentlig anløb København; det var en billig Rejse, og Lübeck var en herlig gammel Stad. Derfra skulde jeg tage videre sydpaa med et almindeligt Bummeltog, – og saadan blev det da ogsaa tilsidst.
I de samme Forberedelsens Dage hørte jeg, at Schaff laa syg paa Frederiks Hospital af Nyretuberkulose, og at hans Tilstand var alvorlig. Med alt det, jeg havde imod ham, kunde jeg ikke faa mig til at rejse uden at have sagt Farvel til ham, og i allersidste Øjeblik fik jeg ogsaa gjort Alvor af det. Jeg havde aldrig før været i et Sygehus, og gamle "Frederiks" havde trods sit palæagtige Ydre og sin Beliggenhed midt i Bredgade Ord for at være en temmelig afskrækkende Anstalt. Naar man fra den herskabelige Forgaard kom ind i dets vidtløftige og ret forfaldne Indre, fik man ogsaa mere Indtryk af en Lemmestiftelse end af et Hospital. Jeg blev vist ind i en stor Sal, hvor et halvt 77 Hundrede Senge stod ud fra Væggene med kun et smalt Mellemrum, og over hver Seng hang en Tavle. En Plejerske – "en Gangkone", som en saadan den Gang kaldtes – spurgte mig, hvem jeg søgte; og straks da jeg nævnte Schaff, opstod der i de nærmeste Senge en sær Uro, der hurtigt forplantede sig til hele Salen; flere af de Syge løftede sig op paa Albuen og strakte Hals. Jeg fandt Schaff i en Seng henne i den anden Ende af det store Rum. Han var dødbleg, og det varede lidt, før han genkendte mig.
"Nej, er det Dem! Det var sandelig pænt af Dem! Tag Plads! Her er rigtignok ingen Stole; men Luften herinde er saa tyk, at De vist godt kan sidde paa den, dersom De ikke foretrækker Sengekanten. Forresten er det skam heldigt, at De netop kom i Dag. I Morgen er jeg maaske væk herfra."
"Skal De allerede udskrives?"
"Jeg er i hvert Fald blevet truet med det. Husk endelig paa, at dette her er ikke et almindeligt Grødslot. Det er det kongelige Frederiks Hospital. Glem det ikke!"
78 Jeg begyndte at forstaa, at han heller ikke i disse Omgivelser havde kunnet tæmme sin Tunge, og at der var foregaaet noget alvorligt. Det var der ogsaa. Han fortalte selv, at det ved Stuegangen om Formiddagen E117 var kommen til en større Scene mellem ham og Overlægen, som han havde "givet rent paa".
"Jeg følte mig i Morges rigtig snavs. Men nu er det ovre. Det gør altid godt at faa lettet Hjertet. Det er saamænd bare det, hele Menneskeheden trænger til. En ordentlig Udluftning for alt det gamle Mug og Stads, vi allesammen gaar og slæber om med og tilsidst kvæles af. – Naa, men lad os nu tale om noget fornøjeligere. Hvordan har De det selv? Staar det godt til i Smedevidenskaben?"
Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at jeg stod i Begreb med at rejse udenlands. Jeg vidste, at det var hans eget, mest brændende Ønske, der nu skulde virkeliggøres for mig! Skønt han forstod et halvt Dusin fremmede Sprog, havde han aldrig været udenfor Danmark. Vi talte saa en Tid om andre Ting, 79 indtil "Gangkonen" kom derhen og lod os vide, at Besøgstiden var forbi, og jeg maatte gaa. Ved Afskeden stak han mig en lille sammenrullet Papirslap i Haanden. Det var hans sædvanlige Maade at sige Farvel paa. Jeg havde i Tidens Løb modtaget – og i Reglen ogsaa opbevaret – adskillige af disse Papirlapper, hvorpaa der var nedskrevet et eller andet Indfald, han i Dagens Løb havde haft, og som han paa denne pudsige Maade fordelte blandt sine Bekendte. Jeg puttede Papiret i Vestelommen med et Nik, og først da jeg var kommen hjem, tog jeg det frem og læste, hvad han med Blyant havde nedkradset paa det. Det var en af hans sædvanlige Strøtanker om filosofiske eller religiøse Emner. Der stod: "Læg Mærke til, at de Folk, der med største Lidenskab mistænkeliggør og bagtaler Fornuften, ofte er de samme Vrøvlehoveder, som forfægter, at Livet dog maa have en for alle tilgængelig Mening."10
[gå til kapitel 5.]
