Hamskifte, Syvende Kapitel

128 E135

Syvende Kapitel

Det var hændet mig denne Vinter1, da jeg en Dag søgte efter noget i min nederste Kommodeskuffe, at jeg fik fat i Manuskriptet til mit ufuldførte Schweizerdrama, der nu i Aar og Dag havde sovet sin Tornerosesøvn mellem kasseret Undertøj og hullede Sokker2. Jeg modstod ikke Fristelsen til at læse det igen, og derefter kunde jeg ikke faa det ud af mit Hoved men brugte nogle Dage til at lave om paa det E136 hist og her og tilføje den manglende Slutning. Og for nu at faa en Sagkyndig om Stykket, indsendte jeg det3 til det kgl. Teater, hvis Censor paa den Tid var C. K. F. Molbech, "Ambrosius'" skattede Digter4. Nogle Uger efter5 fik jeg det tilbage med et Afslag; men dette Afslag var overraskende høfligt motiveret, og Skrivelsen endte med en Opfordring til at tilbyde et af Byens Privatteatre Stykket.

129 Den Brand, der her blev kastet i min Sjæl, dæmpedes imidlertid, ja slukkedes næsten af en anden Begivenhed, der indtraf samtidig, nemlig min Fars Død. Jeg havde i nogen Tid faaet flere bekymringsfulde Breve6 hjemmefra om hans Helbredstilstand. Det mentes, at han gik med en eller anden indvendig Skade, som Familjens Læge, den gamle "Distriktsdoktor" stod raadløs overfor7. Der var nu bleven tilkaldt en fremmed Læge8, som havde erklæret Tilstanden for haabløs9. Netop i de samme Dage, jeg modtog Teatrets Skrivelse, blev jeg kaldt hjem for at tage Afsked. Det var ved Pinsetid10. Fra Kupévinduet betragtede jeg urolig og mismodig den lige udsprungne Skov, de foraarsgrønne Marker og de lange Rækker græssende Køer, som stod der saa fredeligt og aad sig mætte og viftede Fluerne bort med Halen uden at gøre sig Spekulationer over deres rette Bestemmelse i Livet, medens jeg – som nu gik i mit 21de Aar11 – var indtil Fortvivlelse kommen i Vildrede med mig selv.

Selve Pinsemorgen, da Byens Kirke ved 130 Solopgang ringede Højtiden ind, døde Far omgivet af alle sine Børn med Undtagelse af Erik, der stadig opholdt sig i Vestindien. I Stilheden omkring Dødssengen lød denne højtidelige Klokkeklemten som en øm Afskedshilsen fra den Kirke, han saa nidkært havde tjent i over 40 Aar12. Far var født i den sibiriske Isvinter 181413, da Sundene var tillagte indtil langt ind i Maj, og da der i det hele blæste en saa bitter kold Vind ind over Land og Folk. Det var Kielerfredens, Statsbankerottens, den napoleonske Efterkrigstids ulykkelige Periode, som for Livstid mærkede saa mange af dem, der oplevede den. Han var kommen til Verden i et fattigt Præstehjem paa Bogø som den sjette af en Række Søskende, hvis Antal efterhaanden steg til femten. Et egenartet Kuld, hos hvem Nationens Ydmygelser og den almindelige Nødstilstand havde udviklet en aandelig Haardførhed og mange skarpe Kanter, – "en mere agtet end afholdt Slægt"14, som der er bleven sagt om den.

I sine Kapellandage havde Far udsendt et 131 Par religiøse Smaaskrifter15, der vakte Opmærksomhed og Forventning i kirkelige Kredse. Men den Halvblindhed, som tidlig ramte ham, velsagtens ogsaa hans med Aarene stadig voksende Embedsgerning, nødte ham tidligt til at nedlægge E137 Pennen16. Den trehundredaarige Slægtsarv som kirkelig Skribent gik fra ham over til hans to teologiske Sønner, af hvilke navnlig Mortens frugtbare Virksomhed i Opbyggelsesliteraturen bekræfter Nietzsches Ord i "Die fröhliche Wissenschaft", at hvad Faderen gaar tavs med, kommer til Orde hos Sønnen. Med Digterfilosofens egen Guldpen: "Was im Vater schweigt, das kommt im Sohne zum Reden"17.

Far var bleven præsteviet i Frue Kirke i København den 19de Avgust 1840. Manuskriptet til hans Ordinationspræken er nylig – efter en vistnok meget omtumlet Tilværelse – bleven fundet frem af Carl Dumreicher18 og tilbagegivet Familjen. Prækenen er bygget over Ordet "Gudsfrygt er nyttig til alle Ting"19, og Fars kirkelige Stade har paa dette Tidspunkt aabenbart endnu været 132 det 18de Aarhundredes Rationalisme20. Senere kom han som saa mange af den Tids yngre Præster under Grundtvigs Paavirkning uden at han dog nogensinde lod sig indrullere i hans edsvorne Hird21. De mange halvprivate, hinanden bekæmpende "Retninger" indenfor Menigheden havde netop været hans store Bekymring i de senere Aar. Og det var jo ikke helt uden Grund. Som Protestantismens Prækestol rager anmassende ind i Kirkerummet med sin egen Himmel og ganske har forandret dets oprindelige Karakter og Bestemmelse, gjort Templet til en Høresal, et Auditorium, har den ogsaa berøvet Gudstjenesten noget af dens Højtidelighed og forvandlet Præsten fra en magisk Udøver af Guddomsmagten til bare en Lærer og Skriftfortolker. Er det mon ikke derfor, at saa mange foruroligede Sjæle nu paany hendrages til den verdensfjerne Stemning i de katolske Kirkers røgelsemættede Indre og Skriftestolens stille Fortrolighed?

**
*

133 Et Par Dage efter Begravelsen tog jeg tilbage til København med den lokale Rutedamper, og med samme Skib rejste ogsaa Morten hjem til sin Højskole ved Hillerød. Blandt de Bøger og Papirer, jeg ved Afrejsen fra København havde ført med mig for at have Beskæftigelse, dersom Opholdet hjemme maaske skulde blive af længere Varighed, var ogsaa Manuskriptet til mit Drama. Det havde vistnok været min Tanke at gennemse det endnu en Gang, inden jeg – som det var foreslaaet mig – sendte det til et andet Teater. I de bevægede Dage omkring Fars Død og Begravelse havde jeg dog hverken haft Lyst eller Lejlighed til at give mig af med den Slags Ting. Men da Morten og jeg nu fulgtes ombord, stak jeg Manuskriptet til ham og sagde blot, at det var noget, jeg kunde have Lyst til at høre hans Mening om.

E138 Skibet gik fra Randers saa tidligt paa Eftermiddagen, at det kunde naa ud gennem Fjordens grundede Løb og mange vanskelige Krumninger, inden Solen gik ned og 134 Engdampenes hvide Slør skjulte Dalbunden. Med et voksende Følge af skrigende Hættemaager og Terner, der slog op fra deres Reder i Breddernes Siv, gled den gamle Hjuldamper langsomt frem mellem Engene, ofte med kun et Par Alen Vand paa begge Sider. Mens Morten ligesom de øvrige Passagerer havde sat sig ind under Solsejlet, hvor han i en Kurvestol underholdt sig med mit Manuskript, var jeg selv gaaet ud paa Hækken og stod der mellem det oprullede Tovværk og betragtede Fuglesværmens Dykkerjagter i Kølvandet og de vilde Slagsmaal i Luften om Affaldet fra Kabyssen, som hentedes op derfra. Men stadig vendte jeg tilbage til Dækket og gik uroligt op og ned ad Løbetæppet under Forsøget paa at tyde Udtrykket i Mortens Ansigt, mens han læste.

Efter to-tre Timers Sejlads passerede vi ved Solnedgang det lille Toldsted Udbyhøj i Fjordmundingen. Her blev Lodsen sat i Land, og nu dampede vi med forøget Fart ud paa det aabne Hav, mens Fuglefølget lidt efter lidt trak hjemefter med trætte Vingeslag. 135 Jeg var igen gaaet op paa Hækken og stod der og saa' paa Solnedgangen, da ogsaa Morten kom derop og stillede sig hen ved Siden af mig. I Tavshed betragtede vi en Tid den farvestraalende Genspejling af Aftenskyerne i den blanke Havflade. Derefter fulgtes vi ned paa Dækket, og her, hvor der efterhaanden blev næsten tomt, sad vi længe sammen i fortrolig Samtale.

Om mit Skuespil sagde Morten, at naar det ikke havde været ham en saa stor Overraskelse, som jeg maaske ventede, var det fordi han længe havde forstaaet, at det polytekniske Studium havde tabt en Del i Interesse for mig. Desuden havde han i sin Tid læst de Breve22, jeg sendte hjem fra mine Vandringer i Schweiz, og af dem kunnet se, at Pennen var et Redskab, der faldt mig naturligt i Haanden. Det samme viste dette Skuespil, syntes han. Noget Mesterværk var det naturligvis ikke; men det røbede dog saa megen smuk Følelse og ungdommelig Fantasi, at det helt igennem fængslede.

Det blev sent, inden vi skiltes. Den halve 136 Nat var gaaet, før Morten gik tilkøjs. Selv blev jeg endnu længe siddende paa Dækket i bevæget Stemning, og denne Sejlads over Kattegat i den lyse, stille Forsommernat stod siden for min Erindring som den højtidelige Indgang til et nyt Liv.

**
*

E139 Da Rohde efter Sommerferien kom tilbage til København, gjorde jeg ogsaa ham til Medvider i mit Frieri til Musen. Men heller ikke han blev saa overrasket, som jeg havde ventet. Han sagde, at han og Elmenhoff længe havde talt om, at jeg vistnok gik og rugede over en eller anden Hemmelighed og derfor var bleven saa irritabel. Da jeg nu en Aften havde læst mit Skuespil højt for ham, erklærede han, at den Dag jeg gjorde Alvor af at bryde med Fortiden, vilde han gøre det samme.

Vore Aftensamtaler i hans Stue, hvor Dødningehovedet ovenpaa Reolen syntes at lytte med et spotsk Smil, blev efter denne 137 Dag bestandig længere og fortroligere. Undertiden forlagde vi dem til en morsom gammeldags Beværtning i Nærheden, en forhenværende berømt Vinstue23 paa Hjørnet af Pilestræde og Silkegade. Her, hvor i Fortiden Byens Bedsteborgere havde farvet Næserne røde i ædel Burgunder, var nu Mødested for Kvarterets mange Smaahaandværkere, der i Dagens Løb smuttede derind i Skjorteærmer og Skødskind for at slaa en Passiar af ved en Dram og et Glas Skillingsøl. Om Aftenen holdt de en Slags Klub her og spillede Kort eller Dam. Tilfældigt var Rohde og jeg dumpet derind en Dag og havde fundet et saadant Behag baade i Selskabet og i det morsomme, lavloftede Lokale, paa hvis tilrøgede Vægge der endnu saaes Rester af allegorisk Dekoration fra dets Stortid, at vi havde gjort det til vor Stamknejpe. For at beholde Opdagelsen for os selv havde vi overfor Venner og Bekendte omgivet Stedet med stor Hemmelighedsfuldhed og kaldte det ogsaa indbyrdes altid "Logen".

Her sad vi ogsaa den Aften, da jeg kunde 138 fortælle min Ven, at nu havde jeg for mit Vedkommende smøget Lænkerne af mig og sagt Læreanstalten Farvel. Paa Grund af den altfor aabenbare Ulyst, jeg i den sidste Tid havde lagt for Dagen derhenne, var det kommen til stadig hyppigere Sammenstød med Professorerne, og nu havde en ganske lille Hændelse faaet mig til at sætte Punktum for al min Tvivlraadighed. Jeg havde om Formiddagen staaet bag paa en af Nørrebros Sporvogne og betragtet en lille stumphalet Køter, der tilhørte en af de andre Passagerer paa Bagperronen, og som med Tungen ud af Halsen galoperede efter Vognen midt i Gadens Mylder af svære Arbejdsvogne, Drosker, Skraldevogne og andre Køretøjer. Undertiden var den bleven helt borte for mig mellem Hjul og trampende Hestehove; men stadig dukkede den uskadt frem paany med de udvæltende Øjne stift rettet mod sin Herre.

Billedet af dette lille Kræ24, der uden et Øjebliks Raadvildhed trodsede E140 alle Hindringer og Farer, havde længe efter forfulgt mig og 139 gjort mig skamfuld. Idet jeg mindedes, hvad Schaff plejede at sige, at vilde man naa frem til et Maal, skulde man bære sig ad som Napoleon, der altid først sørgede for at spærre alle Veje og sprænge alle Broer, der muliggjorde et Tilbagetog, var jeg gaaet hen paa Læreanstalten og havde hentet de Bøger og andre Ting, jeg endnu havde liggende der. Hvorpaa jeg for sidste Gang lod den tunge Port smække i efter mig. Overfor min Samvittigheds Anklager retfærdiggjorde jeg mig med et andet Ord af Schaff, som en Gang havde sagt, at der altid var flere, der forspildte Lykken og lagde Livet øde af Mangel paa Mod end ved Dumdristighed. Og heri maa jeg endnu den Dag i Dag give ham Ret.

**
*

Den hjemlige literære Situation, jeg altsaa nu skulde prøve at finde mig en Plads i, var det saakaldte "moderne Gennembrud", som Georg Brandes havde fremkaldt og givet 140 Navn. En forelsket Dyrker og aandfuld Fortolker af vor Guldalderdigtning har kaldt denne nyere Epoke for "de næstbedstes Tidsalder"25, og mange har fundet Karakteristiken træffende. Det er den maaske ogsaa, naar det blot ikke glemmes, at de blivende Værdier i Kunst og Digtning faar som Regel først en sen Eftertid rigtig Øje for, ogsaa hos de allerede anerkendte, ja mangen Gang allersidst hos dem. De virkeligt store, nyskabende Aander fødes jo i Almindelighed en Menneskealder eller to, før Tiden er moden til at modtage, hvad de har at bringe. De dør miskendte eller maaske ganske ukendte af den Samtid, de har bestræbt sig for at indvirke paa. Som en af de største af dem søgte at trøste sig med i sin smertelige Ensomhed: "Dagen i Morgen eller kanske først i Overmorgen vil blive min."26 Til Gengæld har de Samtidige en Tilbøjelighed til at overvurdere og ophøje de Aander, som de forstaar og føler sig jævnbyrdige med. Disse Genier af Døgnets Naade baade fødes og dør paa et for dem belejligt Tidspunkt, 141 nemlig mens de endnu kan opnaa at blive begrædt af et taknemligt Folk og faa en Begravelse som en Aandens kronede Fyrste.

Af "Gennembrudet"s førende Skikkelser var Holger Drachmann og J.P. Jacobsen vel nok de to, jeg havde hørt mest om og kendte bedst. Men efter at have været under Schaffs literære Paavirkning vurderede jeg ogsaa dem en hel Del anderledes end tidligere. Jeg saa' i dem et Par romantiske Sildefødinger, i hvis Vers og kunstfærdige Prosa det stormfulde Menneskeliv og Skrigene fra de Skibbrudne gentonede E141 fjernt og aandeagtigt svagt som Verdenshavets Brændingslarm i de Konkylier, vore Bedsteforældre havde staaende paa deres Chiffonièrer. Om de store, moderne Russere, som Schaff i sin sidste Tid altid havde talt til mig om, paastod han, at de alle som én forkastede Versformen, overhovedet alt Stilbroderi som Narreværk; og det havde ogsaa tidligere altid moret ham at drille Lyrikerne ved at minde dem om, hvad Verskunstens Stormongul'1 i nyere Tid, selve Goethe, i en af 142 sine Samtaler med Eckermann har sagt, at det højeste Maal for en sand Digter var at skrive en mandig stærk og klar Prosa. Men dertil krævedes, at man havde et Budskab at bringe Menneskeheden, at man med andre Ord var en Forkynder. "Wer aber nichts zu sagen hat, der kann doch Verse und Reime machen, wo denn ein Wort das andere giebt und zuletzt'2 etwas herauskommt, das zwar nichts ist, aber doch aussieht als wäre es was."27

Det var alle saadanne for mig saa nye og fremmedartede Problemer, jeg nu maatte sætte mig ind i og tage Standpunkt til samtidig med, at nye Ideer til digteriske Arbejder summede i Hovedet paa mig som sværmelystne Bier i en Kube. En Dag, da jeg var kommen sent op og sad halvpaaklædt ved Morgenkaffen, fordi jeg havde brugt en Række Nattetimer til at skrive en Novelle, bankede det paa min Dør. Det var Morten. Jeg blev lidt ubehageligt overrasket, fordi jeg endnu ikke havde faaet meddelt ham, hvad der var sket med mig. Jeg mærkede 143 dog snart, at han vidste det, forstod ogsaa paa hans Tale, at han havde faaet Underretning derom hjemmefra. Vi var begge ret trykkede, og først efterhaanden kom der en virkelig Samtale i Gang. Paa hans Spørgsmaal om, hvad jeg nu agtede at tage mig til, svarede jeg, at jeg foreløbig vilde se mig om efter en Timelærerstilling i en af Byens Privatskoler. I Matematik og Fysik havde jeg jo næsten Magister-Uddannelse, saa det kunde vel ikke være umuligt. Han spurgte saa, om jeg ikke kunde tænke mig at overtage en lignende Stilling ude hos ham. Han havde netop haft under Overvejelse at indføre en udvidet Undervisning i Regning og Fysik paa sin Skole og i Forbindelse dermed maaske lidt Øvelse i Landmaaling for Karleholdenes Vedkommende. Jeg kunde naturligvis bo paa Skolen, hvor der var Plads nok, og der vilde ved Siden af Skolegerningen altid blive Tid og Lejlighed for mig til at dyrke mine private Interesser.

Jeg var altfor uforberedt paa et Tilbud af den Art til straks at kunne svare. I og for 144 sig var der slet ikke noget afskrækkende for mig i Forslaget. Den Tanke, at komme bort fra Byen en lille Tid og under landlige, fredelige Forhold naa til større Klarhed over mig selv, E142 tiltalte mig tværtimod. Fra mine Besøg paa Skolen kendte jeg desuden min Broders hyggelige Hjem og smukke Familjeliv. De to fornøjelige Højskole-Tømrersvende, jeg i sin Tid lærte at kende i Dyrehaven, havde jeg heller ikke glemt. Men alligevel! Om ogsaa Morten og jeg var Søskende og følte broderligt for hinanden, vi havde udenfor Familjefølelsen ikke meget tilfælles. I vores Krav til Livet, vore Forhaabninger om Fremtiden, i alle afgørende Forhold overhovedet var vi grundforskellige. At jeg derfor tøvede med Svaret, forstod han sikkert ogsaa godt; og da vi efter et Par Timers Samvær skiltes, opfordrede han mig selv til at tænke nøje over Sagen, inden jeg bestemte mig.

I den følgende Tid gjorde jeg en Række alvorlige Forsøg paa ad anden Vej at skaffe mig en Stilling, jeg kunde leve af. Jeg fremstillede 145 mig for et Par af de førende Industrimænd og forespurgte rundt om i Skolerne; men ingen Steder havde man Brug for mig. Pinagtigt var det især, naar jeg paa disse Tiggervandringer stødte paa tidligere Studiefæller, der paagaaende forsøgte at faa ud af mig, hvorfor jeg havde forladt Læreanstalten. Jeg kunde jo ikke uden at gøre mig latterlig forklare, at jeg havde gjort det for at blive Digter.

En taaget Decemberaften28 med snetung Luft kom jeg gaaende gennem Byen ude fra det yderste Frederiksberg, hvor der i en privat Realskole var en Stilling ledig som Lærer i Matematik. Det havde igen været en Glipgang. Døren var endogsaa ret ublidt bleven slaaet i paa Næsen af mig. Den københavnske Stenbro begyndte i det hele for Alvor at brænde mig under Fodsaalen.

Forestillingen om en fredelig Landsby og lange, poppelhegnede Landeveje, hvor jeg kunde gaa uforstyrret i mine egne Tanker, var for hver Dag bleven mere tillokkende 146 for mig. Inde paa Strøget med dets tætte Mylder af Mennesker paa begge Fortovene, standsede jeg foran et stærkt oplyst Boghandlervindu med en Udstilling af Efteraarets literære Høst. Ved Siden af mig stod en forhutlet Fyr med ildrød Drankernæse, en halvgammel Stodder, der snakkede højt med sig selv, mens deliristiske Trækninger uafbrudt jog ham henover Ansigtet. Fra Byens Natteliv kendte jeg disse Menneskevrag, der ud paa Aftenen krøb ud af deres Smuthuller for at gaa paa Tiggeri i Kaféerne. Flere af dem var Folk, der selv en Gang havde været Stamgæster paa Byens bedste Restauranter, forhenværende Journalister eller andre Forulykkede fra Penneverdenens Overdrev. Var det maaske et Fremtidsbillede af mig selv? – tænkte jeg, idet jeg forlod Vinduet og arbejdede mig videre gennem Fortovstrængslen.

E143 Hjemme i min Nyboderstue29 stod jeg en Stund fortabt i Tanker, før jeg fik Petroleumslampen tændt. Saa tog jeg Papir og Pen frem for at fæstne Billedet og den Stemning, 147 som Synet af denne formodede Fagfælle havde sat mig i. Det blev i Nattens Løb – paa Trods af de Schaffske Principper – til et længere Poem, en Skæbnenovelle paa Vers, "Syndebukken" kaldte jeg den. Den fortalte om Sønnen af en Provinsmatador, der fra ringe Stand havde arbejdet sig opad og ved sin Død var Byens rigeste Mand og første Borger. Ogsaa hans Børn blev dygtige og stræbsomme Mennesker, der var til Pryd for Staden.

Men som et Træ, der løfter sig mod Himlen,
har sine Rødder dybt i Mulm begravet,
saa har en Slægt med Sejrsmod og Styrke
sit skjulte Voksested i Sindets Mørke.

En skummel Verden og et Dødens Rige
opfyldt af Genfærd som en Morderhule,
et Rettersted for Længsler, der blev kvalte,
for Hjertets Røster, naar de ømmest talte.

Den Verden – hed det videre i Digtet – fik den ene af Sønnerne i Arv. Fra Barnsben en Drømmer med et uroligt og splittet Sind.

148 Han blev en ensom, – fremmed for sig selv,
en Livets Vagabond paa øde Veje.
Sin Dom han hørte rundt i Byens Gader:
"Han slægter daarligt paa sin ædle Fader."

Fra Aar til Aar han grunded' paa sig selv,
mens blindt han stredes med sin Faders Skygge,
med vilde Drifter, der af ham blev bundet
og af hans Vilje sejrrigt overvundet.

Og den formummede Selvbekendelse endte med denne triste Profeti:

Saa døde han en Dag paa Fattiggaarden
og fik sit Gravsted nær ved Affaldsdyngen.
Han stønned' halvkvalt i sin sidste Skælven:
"Hvorfor blev jeg den sorte Ært i Bælgen?"

E144 Da jeg Morgenen efter fandt Manuskriptet paa mit Bord, kiggede jeg det flygtigt igennem og kastede det derpaa ned i Kommodeskuffen, der i Forvejen gemte saa mange lignende Penneprøver fra den senere Tid. Ogsaa mit Skuespil laa dernede og ventede paa den fornyede Gennemgang, jeg agtede at foretage. Men jeg havde nu faaet saa mange andre Planer at slaas med. Senere paa Dagen 149 skrev jeg til Morten, at jeg nu havde bestemt mig. Dersom han endnu stod ved sit Tilbud, vilde jeg flytte ud til ham med det allerførste i det Haab, at jeg skulde kunne falde til i de for mig saa nye og fremmede Forhold. Med København var jeg i hvert Fald færdig i denne Omgang – skrev jeg.

Naar vi Mennesker i en ældre Alder tænker tilbage paa den Vej, vi har gaaet gennem Livet, kan vi mangen Gang ikke lade være med at græmme os over de Svinkeærinder, vi har ladet os forlede til undervejs, snart fristet af en idyllisk Blomstersti, snart lokket af straalende Fatamorgana-Syner, der førte ud i Mose og Hængedynd. Vi indser nu bagefter, at det Maal, vi med Besvær, undertiden maaske med Livsfare har stridt os frem til, kunde vi i al Magelighed have naaet ved pænt at holde os til den slagne Landevej og Dag for Dag gaa lige efter Næsen. Men hvorfor klage? Som det gerne er de sorgløse Vandrere, Folk uden Vejkort og Kompas, der faar det rigeste Udbytte af deres Søndagsudflugter i 150 Mark og Skov, saadan er det netop ofte vore Vildfarelser og Misgreb, vi kan takke for, at Livet blev til det Eventyr, som vi jo allesammen helst skulde bringe ud af denne Tilværelse, fordi det er det eneste, der kan forlige os med den.

(Fortsæt til Arv og Gæld)

 
[1] denne Vinter: det må nødvendigvis være vinteren 1878-79 – jf. korrespondancen med Det kgl. Teater. tilbage
[2] Aar og Dag: skal denne angivelse tages for pålydende, er Hjemvée altså skrevet i vinteren 1877-78, eller tidligere. Det synes at være vinteren 1876-77 at HP gik så meget i Det kgl. Teater. tilbage
[3] indsendte: nemlig 19. marts 1879. tilbage
[4] Chr.K.F. Molbech (1821-88) havde været censor ved teatret fra 1871. Hans Ambrosius havde premiere 4.5.1878 og er utvivlsomt blandt de stykker HP så. tilbage
[5] nogle Uger efter: teaterchefen Fallesens afslag er dateret 9. april. tilbage
[6] Breve hjemmefra: ingen af disse breve er bevaret. tilbage
[7] stod raadløs overfor: familiens sædvanlige læge var dr. Køster, men han var i udlandet, og i hans fravær blev Dines P. tilset af distriktslæge Hansen. Hverken Køster eller Hansen var "gamle" – de var henholdsvis 45 og 50 år. – Om familiens utilfredshed med ham og om lægeskiftet, se breve fra Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen 25.12.1878 og 6.2.1879. tilbage
[8] fremmed Læge: Otto V. Lassen (f. 1845) havde slået sig ned i Randers i 1874. tilbage
[9] haabløs: intet tyder på at dr. Lassen skulle have "erklæret Tilstanden for haabløs", tværtimod, så sent som i april anbefalede han en baderejse til Karlsbad for at DP kunne komme til kræfter. Se brev fra Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen 7.4.1879. tilbage
[10] ved Pinsetid: Dines Pontoppidan døde sent Pinselørdag den 30. maj. Det vides ikke nøjagtigt hvornår HP tog fra København til Randers. Efter planen var han først ventet til byen til Pinse – jf. brev fra Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan 21.4.1879. tilbage
[11] 21de Aar: efter alm. sprogbrug gik han nu i sit 22. år. tilbage
[12] over 40 Aar: Dines Pontoppidan blev ordineret 19.8.1840 og afrejste en uge senere til Sydamerika som skibspræst. tilbage
[13] 1814: 11. marts. tilbage
[14] mere agtet end afholdt: dette citat er endnu ikke identificeret. tilbage
[15] Smaaskrifter: det drejer sig foruden nogle artikler i andres tidsskrifter om Prædiken paa 1ste Søndag efter Hellig tre Kongersdag holden i St. Hans Kirke i Odense (1843), Tilsyns-Embedet i Kirken (1848), Kirkelige Taler til Præster og Lægfolk (1849), Veiledning til Bedømmelse af Opvækkelsen i vore Dage (1853). tilbage
[16] nedlægge Pennen: det skal tjekkes hos Lindhardt om den påstand holder vand. tilbage
[17] Som Moestrup har påvist, er citatet ikke fra Die Frölische Wissenschaft, men fra Zarathustra, hvad der viser at "HP gav sig af med at kunne Nietzsche udenad, for citatet hedder korrekt: "Was der Vater schwieg, das kommt im Sohne zum Reden" (Z, 2. del. Von den Taranteln)" tilbage
[18] Dumreicher havde fundet manuskriptet i et antikvariat hvortil det var blevet solgt fra Morten Pontoppidans dødsbo (mundtligt(?) meddelt FB. i vinteren 1963-64). tilbage
[19] Gudsfrygt: prædikens tekst er Paulus' første brev til Timothius. Pontoppidans "overskrift" synes en sammentrængning af følgende sted i prædiken, som HP altså har læst: "Gudsfrygt er Viisdoms Begyndelse, (...) den er Staternes, Familiens og Samfundets Styrke, som den er den Enkeltes sidste Tilhold og Støtte" (cit. efter Lindhardt 1948, s. 10.) tilbage
[20] Rationalisme: heri er Lindhardt 1948, s. 10 ikke enig, men erklærer prædiken for at være "af mynstersk oprindelse", idet han direkte henviser til en af Mynsters Betragtninger som muligt forlæg. tilbage
[21] edsvorne Hird: jf. HPs sene udtalelse om sit eget forhold til Georg Brandes: "Jeg (stod ikke) i St. Georgs Hærfølge." (interview 21.2.1927. tilbage
[22] Breve: ingen af disse breve er bevaret, kun nogle samtidige reaktioner på dem. tilbage
[23] Vinstue: De to hjørneejendomme ved Silkegade er Pilestræde 17 og 19. Hverken vejviseren o. 1879 eller folketællingerne 1870 og 80 nævner nogen beværtning her. Derimod havde A.C. Bechmann på den tid en mindre restauration på 1. sal i Pilestræde 15 i Bikubens ejendom. tilbage
[24] dette lille Kræ: Første gang denne "anekdote" dukker op i forfatterskabet, er i Det ideale Hjem, (1900) kap. 10:

Han havde fornylig inde i København staaet bagpaa en af Nørrebros elektriske Sporvogne og set paa en lille Hund, der tilhørte en af Passagererne og løb bagefter Vognen med Tungen ud af Halsen. Gotersgade havde været fuld af alle Slags Køretøjer, tunge Arbejdsvogne, Trækkekærrer, Sporvogne, Drosker; men medens Menneskene forsigtig holdt sig inde paa Fortovene, og selv store Drenge blev trukket ind mod Husmurene af ængstelige Mødre, pilte den lille Mops afsted midt ad Gaden, lige i Mylret af hastige Hjul og trampende Hesteben. Det syntes et Under, at den ikke knustes. Flere Gange blev den ganske borte mellem Hjul og jernbeslaaede Hove; men hver Gang dukkede den lille Naturens Skabning lige uskadt frem af Mylret, smaabjæfende, med Tungen ud af Halsen og Øjnene stift rettede mod Ejeren inde i Vognen.

tilbage
[25] Vilh. Andersen - citatet ikke identificeret. tilbage
[26] Dagen i Morgen ...: citat fra fortalen til Nietzsche: Der Antichrist: "Erst das Übermorgen gehört mir. Einige werden posthum geboren." tilbage
[27] Citatet stammer fra Goethes samtale med Eckermann den 29. januar 1827. Se også om Schaff. Ordene om den mandige prosa er HPs egen opfindelse; Goethe skriver: "fast keiner von ihnen mit einer guten Prosa augetreten". tilbage
[28] Denne datering synes udelukket. Det var først efter nytår at HPs mor blev underrettet og derefter underrettede Morten og bad ham tage affære. tilbage
[29] Nyboder: HP boede i Nyboder i tidsrummet 1.9.1875 til 16.5.1878 hvor han flyttede til Nørrevold 28,2 og derfra til Frk. Tornøe i Admiralgade. tilbage
['1] Stormongul: således også ms. Stavefejl for "Stormogul". tilbage
['2] zuletzt: rettet fra: zuletz tilbage