Hamskifte, kapitel 3

Af Henrik Pontoppidan

49 E105

Tredje Kapitel

Dengang jeg havde boet to Aar i København, kom en Del af mine gamle Skolekammerater fra Randers dertil som Studenter, og der var navnlig to af dem, som jeg paany knyttedes til i solidt Venskab. Den ene var Johan Rohde, med hvem jeg i sin Tid havde gjort en E106 Fodtur til Skagen. Skønt kunstnerisk Skabertrang allerede den Gang kriblede ham i Fingrene, saa han i ledige Øjeblikke altid sad med et Stykke Tegnepapir foran sig og en Blyantstump mellem Fingrene, havde han besluttet at studere Medicin og blive Læge. Da vi første Gang mødtes paa en københavnsk Gade, kom han fra en Marskandiserbod og havde under Armen et Dødningehoved løst indpakket i Avispapir. Den anden tidligere Skolekammerat var Otto Elmenhoff, Sønnesøn af den fra Literaturhistorien 50 fordelagtigt kendte Randers-Bogtrykker Elmenhoff, Medudgiver af Steen Blichers Blad "Nordlyset" og i det hele en forstaaende og hjælpsom Ven af Digteren i hans kummerfulde Spentrupdage.

Rohde var af sine Forældre bleven anbragt som Enepensionær hos en ældre Dame¹, en Klasselotterikollektrice, der boede i Admiralgade. Velsagtens har det været hendes statsautoriserede Virksomhed, som Forældrene havde følt sig betryggede ved, da de indlogerede Sønnen i denne berygtede gamle Bydel omkring Hummer- og Laxegade, dette Sodoma, der af Byens unge og gamle Levemænd med en Hentydning til disse Gadenavne havde faaet Kælenavnet "Mayonnaisekvarteret". Lotterikollektricen selv var en højst agtværdig, halvhundredaarig Frøken, en Embedsmandsdatter fra Provinsen. Skønt hun uden Tvivl havde sine fleste og solideste Kunder blandt de omgivende Smaagaders professionelle Synderinder, var Tonen i hendes Hjem ganske ubesmittet af disse Omgivelser, hvis sande Karakter hun næppe heller 51 havde nogen klar Forestilling om, i hvert Fald opfattede helt naivt. Baade Elmenhoff og jeg var snart bleven faste Middagspensionærer hos hende, og daglig samledes vi tre genforenede Venner i hendes gammeldags hyggelige Stuer og holdt efter Middagen Tobakskoncilium inde i Rohdes Værelse.

En Modsætning til denne kammeratlige Idyl var Forbindelsen med en af mine polytekniske Medstuderende, et Venskab, der efterhaanden var blevet mig selv ret gaadefuldt. Han var en Del ældre end vi andre paa Holdet, fordi han først havde studeret Teologi² en Række Aar; men den daglige Omgang med Skriften og dens hellige Mænd havde – som han sagde – kvalt Velærværdigheden i ham. Han havde saa en Dag talt paa Knapperne og "faaet denneher Smedevidenskab stukket ud". Hans Navn var Hansen-Schaffalitzsky; men om han virkelig hed saadan eller for Løjers Skyld bare kaldte sig saadan, hvad godt kunde ligne ham, blev mig aldrig helt klart. Forholdet var vistnok 52 det, at hans Far, en fynsk Landarbejder, havde tjent i en af den adelige Slægts Gaarde og faaet Tilnavn deraf. For Nemheds Skyld E107 kaldtes han paa Læreanstalten enten Hansenitzsky eller Schaff-Hansen, i Almindelighed bare Schaff.

Han var et ypperligt Hoved, men havde et skrøbeligt Helbred og – navnlig – et vanskeligt Sind at slaas med. Han var altid af en anden Mening end den, han i Øjeblikket talte med. I hans lange, tynde og leddeløse Krop huserede en Modsigelsesdjævel, som ikke en Gang vore Lærere kunde binde Munden paa. En Dag forlød det, at han efter et heftigt Sammenstød med en af dem var gaaet sin Vej og havde knaldet Porten i efter sig med en svovlet Forbandelse. Vi ventede at se ham igen den næste Dag, men han kom aldrig tilbage. Jeg savnede ham i Begyndelsen en Del mere, end jeg holdt af at tilstaa for mig selv, men følte mig samtidig underlig lettet ved at være bleven ham for bestandig kvit. Saa en Søndag Eftermiddag, nogle Maaneder senere, da jeg var drysset 53 ind i Kafé Himmerig paa Hjørnet af Skindergade og Frue Plads³ for at kigge i de illustrerede Blade, førte Tilfældet os atter sammen.

Jeg sad ved et af de Vinduer, der vendte ud til Kirkepladsen, da han kom stormende ud fra Billardværelset med en Kø over Skulderen og raabte paa Tjeneren. Da han opdagede mig, hilste han med Køen, og bagefter slog han sig ned ved mit Bord for nogle Øjeblikke. Med et Hovedkast i Retning af Læreanstalten spurgte han, om jeg stadig "hang ved Patten" derovre i Ammestuen. Selv havde han igen talt paa Knapperne, og det var denne Gang faldet ud til Fordel for Sprogvidenskaben, navnlig moderne Sprog. Men for Resten – sagde han – var det filologiske Fakultet en Aandssvageanstalt ganske Mage til Universitetets andre. Professorerne adskilte sig kun fra de rigtige patenterede Idioter ved at have kongelig Udnævnelse og være pensionsberettigede.

Frue Kirkes store Klokke tonede hult ned over os, mens han talte. Der blev ringet sammen 54 til Eftermiddagsgudstjeneste. Da Klokken tav, blev ogsaa han tavs og saa' op til Taarnet med en løjerlig Grimace. Jeg maatte tænke paa, hvad han en Gang med den samme Grimace havde fortalt mig, at han undertiden kunde faa sentimentale Tilbagefald til sin teologiske Fortid, ja virkelig fortryde, at han i sin Tid gav Afkald paa at lægge sig Mave til i et landligt Præstegaardsliv sammen med en køn og from Kone og en Redefuld af Unger. For at forklare sit Frafald fra Kirken havde han paa sin egen Manér citeret Matthæus: "Ingen sætter en Lap af uvalket Stof paa en tyndslidt Buksebag". Og han kaldte Kirken for en stor Lappeskrædderforretning, hvor emsige Præster hver paa sin Maade søgte at E108 bøde paa Troens mølædte Klædebon. Jeg vidste, at han kaldte sig for Kierkegaardianer, endog i 8de Potens; men hvad det betød havde jeg kun et mangelfuldt Begreb om.

Ude paa Kirkepladsen kom nu Præsten gaaende, en smuk ung Mand i Ornat og med sin Kone eller Kæreste under Armen. Schaff 55 bøjede sig frem over Bordet, kneb det ene Øje til og viste med det andet ud gennem Vinduet.

"Se paa ham der! En skikkelig Fyr uden en Tanke i Hovedet. Sandsynligvis Sjællands fremtidige Biskop. Nu gaar han ind og præker for de Bodfærdige i Silke og Hermelin. Vær sikker paa, at Folk bagefter vil forlade Kirken i den opbyggeligste Stemning; men paa Hjemvejen vil de storme ind i Bagerbutikkerne og med Vand i Munden mønstre det fremlagte Wienerbrød for at tage de lækreste Stykker med hjem til Søndagskaffen. Er det ikke rørende? Men hvad siger Skriften? Der staar, at da Mesteren havde talt paa Bjerget, gik hans Tilhørere dybt rystede bort, og mange forargedes paa ham. Se, det er jo en lidt anden Passiar. Hvordan skal Godtfolk faa Rede paa det?"

Han blev ved at snakke. Naar Schaff først havde faaet Munden paa Gled, vældede Ordene stødvis ud af ham som Vandet af en Pumpe. Men nu kom Tjeneren hen til Bordet, prikkede ham paa Skuldren og mindede 56 ham om, at den "Saft", han havde bestilt, var sat ind i Billardværelset. Saa sprang han op med et Brøl, hilste med en hastig Haandbevægelse og skyndte sig bort. Selv blev jeg siddende, og som altid, naar jeg havde talt med ham, sank jeg hen i Grublen over, hvad det vel var hos dette uhyggelige Menneske, der mod min Vilje tiltrak mig og paa næsten dæmonisk Maade sysselsatte mine Tanker. Der skulde endnu gaa en rum Tid, før jeg forstod det.

Indenfor Brødrekredsen var der i disse Aar⁴ sket det, at Erik efter endt Hospitalsuddannelse var rejst til Vestindien for at overtage en Stilling som Læge paa Skt. Thomas⁵. Om han og jeg forinden var bleven forsonede, husker jeg ikke; men da han efter nogle Aars Forløb vendte tilbage, var der i hvert Fald ingen Misstemning imellem os, ja Erik blev i Tidens Løb vel næsten den af mine mange Søskende, jeg kom til at staa 57 nærmest⁶. Ogsaa Morten havde nu forladt Byen. Han var bleven forlovet⁷, og for at kunne gifte sig var han taget hjem til Randers, hvor han gik Far tilhaande⁸ i hans Præstegerning og ved Siden deraf ernærede sig ved Undervisning. Tilbage var nu kun Knud, hvem E109 jeg en sjælden Gang traf hos en gift Onkel, der var Læge⁹ og førte et gæstfrit Hus. Men Familjelivet var noget, jeg mere og mere tabte Smagen for.

Min Omgangskreds blandt Fremmede var til Gengæld bleven stærkt udvidet i disse Aar. Skønt jeg hverken ejede Silkevest eller Laksko, og min hele Galapragt bestod af et Par hvide Glacéhandsker, som jeg selv rensede med Benzin efter hver Balaften, var jeg efterhaanden bleven hvirvlet ind i en hel Del københavnsk Selskabelighed. I min danseglade Hjemby havde jeg lært at optræde kavalermæssigt i en Balsal og navnlig at "føre" min Dame under Dansen, det vilde den Gang sige at suse gennem Salen med hende i Datidens vilde Gallopader og Mazurkaer, saa hendes lange Ungpigefletninger slog mig 58 om Ørerne. Naar vi efter en saadan Himmelfart atter naaede Jorden, og Fletningerne faldt til Hvile paa den unge Dames Ryg som et Par sammenfoldede Zefyrvinger, kunde det trods Manglerne i min Paaklædning hænde, at jeg belønnedes med et taknemligt Blik, undertiden endog med et ømt Haandtryk.

Ved en af mine Medstuderende, hvis Forældre ejede en Villa i Rosenvænget, var jeg bleven indført hos flere Familjer i denne ejendommelige københavnske Haveby, der havde sin egen Jargon, og hvor alle syntes at være i Familje, hvad mange af dem virkelig ogsaa var. Det fælles Ophav var en gammel Handelsgartner, der havde ejet store Havearealer her og efter Sigende haft for Skik at skænke sine Svigersønner en Byggegrund i Bryllupsgave. Ved en større Aftenfest med Dans i en bekendt Kunstmalers¹⁰ store Villa var jeg for første Gang sammen med en Digter. Det var Vilhelm Bergsøe¹¹, en nær Ven af Maleren. Jeg havde i sin Tid som alle andre unge læst hans Roman "Piazza del Popolo" med dens underholdende Skildringer 59 af Kunstnerlivet i Rom og – som virkningsfuld Modsætning dertil – Uhyggestemningen i København under den store Koleraepidemi i 1853. Nu da jeg levede i Fremtidsdrømme om flammende Højovne og larmende Damphaner, tænkte jeg med et lille Smil tilbage paa min Optagethed af en saadan Bog. Alligevel var det med uvilkaarlig Ærefrygt og tillige med oprigtig Deltagelse, jeg betragtede den aldrende Digter, der halvblind bevægede sig saa forsigtigt gennem Vrimmelen af livsglad Ungdom, – et Billede, syntes jeg, paa den gamle Tid, der nu med Taage for Øjnene famlede sig frem til sin Grav.

Ogsaa en anden københavnsk Kreds, der var lidt udenfor det almindelige, havde jeg i disse Aar lært at kende. Det var et Par jødiske Familjer, deriblandt en velhavende Grossererenke¹² med en Række E110 voksne Sønner, hvoraf ikke mindre end tre var Polyteknikere¹³. Der havde i Randers været en ualmindelig stor jødisk Menighed med Synagoge, Rabbiner, Kantor og Schächter, endogsaa 60 med egen murindhegnet Kirkegaard. Størsteparten var Smaahandlende og Smaahaandværkere, som i sin Tid var indvandret fra Tyskland og Polen, alle – eller dog næsten alle – strengt rettroende Folk, der levede uden anden Forbindelse med den kristne Omverden end den, Forretningerne og Børnenes Skolegang paatvang dem. Hver Fredag Aften, naar Byens andre Borgere gik til Spillebordene i Klubben eller Haandværkerforeningen, saa' man disse Fremmede drage familjevis til Synagogen med store Bønnebøger under Armen, og ved særlige Lejligheder, ved Brylluper eller Begravelser, kunde denne Kirkegang faa en hel pompøs Karakter. Saaledes en Gang, da et gammelt Ægtepar¹⁴, Menighedens forhenværende Schächter og hans Kone, der havde haft 21 Børn¹⁵, fejrede Diamantbryllup¹⁶, og deres vidt spredte Slægt i den Anledning var kommen dertil og i højtidelig Procession drog gennem Byen fra Hjemmet til Synagogen, forrest en lille Dreng og en lille Pige, der strøede Blomster, derpaa det ældgamle, krumbøjede 61 Ægtepar med hinanden i Haanden og efter dem det store Følge af Børn og Børnebørn og Børnebørns Børn, ialt omkring 150 Personer fra mange forskellige Lande, deriblandt et Par Halvasiater i Kaftan og med Spytkrøller.

Her i den københavnske Grossererenkes selskabelige Hjem lærte jeg nu et helt andet jødisk Miljø at kende, en indtil Overmod frigjort Slægt, der havde rystet enhver Mindelse om Ghetto og Mauschlen af sig. Selv var hun endnu en smuk og statelig Dame, der fordomsfrit holdt sit Hus aabent for Børnenes Venner og Bekendte uden Hensyn til Race eller Troesbekendelse. Og Sønnerne var alle livfulde og dygtige unge Mennesker, der ogsaa senere i Livet hver paa sit Omraade bekræftede Bismarcks Ord om den moderne Jøde, at han er det mousserende Element i Borgerlighedens tunge og træge Masse.

Om den før saa talrige jødiske Menighed i Randers forlyder det nu, at den er saa godt som forsvunden. Det er gaaet her som i saa 62 mange andre af vore Smaabyer, hvor dette Vandrefolk i Trængselstider har søgt Tilflugt. Saasnart Forfølgelsens Storm er dreven over, faar Ungdommen Uro i Kroppen og søger ud til større Forhold. Rabbinatet er forlængst inddraget, Synagogen lukket. Af de over hundrede Familjer, som tidligere boede der i Byen, skal der nu ikke være mere end tre tilbage. Men i det forladte Bedehus brænder nu som før "Evighedslampen" Dag og Nat foran Skabet med de hellige Thoraruller. E111 Hver Fredag Aften skiftes de tre tilbageblevne Familjer til at lukke sig ind i den øde og tomme Helligdom for at forny Oljen i Lampen. Skønt maaske ingen af dem er ortodoxe mere, ja maaske overhovedet ikke troende Jøder, vil de dog ikke, at Fædrenes højhellige Flamme – den evige Tilbedelses sagtens allerældste Symbol – skal opsluges af Mørket.

Baade Rohde og Elmenhoff tog i Julen hjem til Randers, mens jeg ligesom de to foregaaende Aar blev i København. Hvor og 63 hvordan jeg tilbragte Juleaften husker jeg nu ikke. Sandsynligvis har jeg – som Niels Lyhne – siddet alene i en mennesketom Kafé med en Bunke fedtede Aviser til Selskab. Nytaarsaften slog jeg velsagtens ihjel paa samme Maade. Dersom jeg havde anet, hvad det nye Aar havde i Gem til mig, hvilke sære Hændelser og store, indre Omvæltninger, jeg snart skulde komme ud for, vilde jeg vist nok have husket, hvor det var, jeg bød det velkomment og lyttede til Kirkeklokkernes Midnatsklemten.

(Fortsæt til kapitel 4)