Randgloser til et og andet i Tiden
[1] Hvor vilde vi ikke alle være ilde farne, dersom vi skulde nøjes med, hvad der strengt retfærdigt tilkommer os.1. Selv det fuldkomneste Menneske går ud af Livet som Skyldner. Fra Vuggen til Graven opretholdes vi allesammen væsentlig af Kærlighedsgaver. Den, der ikke kan indrømme det, har aldrig virkelig levet.
[2] Bliver Troen os indgivet i en Forudtilværelse? Det kan næsten synes så. Enten er man religiøs fra Fødslen, ved et hemmelighedsfuldt Forsyns Bestemmelse (og så forbliver man det Livet igennem, enten man vil eller ej) – eller man er det ikke, og da hjælper ingen Overtalelse, ingen Bønner, ingen Trusel om Straf og evig Fortabelse. Ad "Omvendelsens" Vej nåer man i det højeste til en religiøs Overbevisning, der kun er et Surrogat for den enfoldigt troendes trygge Forvisning. Og i en sådan tilkæmpet Tro, der ikke er En i Kødet båren, lurer både Fanatisme og – især – Hykleri.
[3] Det er i Dag Søndag og Ruskvejr. Rundt om i Landet drager Folk til Kirkerne under Klokkeklang, dersom de da ikke foretrækker at blive hjemme i Kludeskoene og i al Magelighed lade sig Salmesang og Præken tilflyde gennem Radioen2, sådan som det mere og mere bliver almindelig nu, da så at sige alle Mennesker er i Besiddelse af denne moderneste Bekvemmelighed. Den Tid er maaske ikke fjern, da vi kan pensionere de fleste af vore 1400 Præster og erstatte dem med Grammofoner, hvad maaske i mange Tilfælde slet ikke vilde betyde noget stort Tab. Ved enkelte Lejligheder som ved Barnedåb og Begravelse, for ikke at tale om Altergangen, er Tilstedeværelsen af en Præst vel nok endnu nødvendig. Dog skal man i Fremtidslandet Amerika på heldig Måde have simplificeret og mekaniseret f. Eks. Begravelser, idet man foran Graven opstiller en Avtomat i Skikkelse af en ornatklædt Gejstlig med foldede Hænder. Ved at kaste et Pengestykke i den fremføres en efter dettes Værdi afpasset Lovprisning af den Afdøde tilligemed en Trøstetale til de Efterladte, og da det altid er Staternes mest berømte Prædikanter, der anvendes til den sidste, skal det hele efter Sigende3 virke meget tilfredsstillende. En særlig Avtomat er bleven indrettet for dem, der må nøjes med et simpelt Fadervor, altså ved Massebegravelser af de allerfattigste.
[4] Over Karakteren og dens Brøst har Religionen en mærkeligt ringe, ja i Grunden slet ingen Magt. Hvor alvorlig og oprigtig Omvendelsen end har været, det vil altid vise sig (i hvert Fald for andre), at den gamle Adam, som man troede druknet i Angerens og Smertens Tåreflod, er flyttet med over i det nye Menneske ligesom Nissen i Historien4 og efterhånden tilpasser sig rigtig godt i de fremmede Omgivelser. Den gerrige bliver ikke gavmild, fordi han i fuld Oprigtighed folder Hænderne og siger: "I Jesu Navn". Den herskesyge vedbliver at tørste efter Magtens Sødme, ofte endog i stærkt forøget Grad, blot fremtræder Sindets Vælde nu som religiøs Nidkærhed (Grundtvig f. Eks.). Hvor mange gudfrygtige Mænd og Kvinder kan sige sig fri for stadig at måtte kæmpe med deres Selviskhed, deres Misundelse, deres Behagesyge. Ser vi ikke både Præster og Bisper, om hvis fromme Sind vi ikke har Lov til at tvivle, spasere om i vore Gader opfyldte af Forfængelighed og Selvglæde lige ned i Støvlesnuden? Når Kirkefolk sukkende klager over, at så mange holder sig udenfor de helliges Samfund, og søger Årsagen dertil i Tidens Verdslighed og Forstandsmenneskets hovmodige Hjertekulde, så skulde de hellere gribe i deres egen Barm og prøve at forstå, at denne Afstandstagen også kan skyldes en vel begrundet Frygt. Sporene skræmmer. Altfor ofte har vi set en ærligt søgende Sjæl gå ind i Templerne med bøjet Hoved og komme ud derfra som en hoffærdig Farisæer5.
[5] Det hedder jo, at der er større Glæde i Himlen over én Synder, der omvender sig, end over nioghalvfems, som ikke har Omvendelse behov6. Men hvad er det for nioghalvfems ubetinget retfærdige? Hvor i denne Syndens Verden findes sådanne misundelsesværdige Skabninger? Da Glæden i Himlen jo ikke kan bero på Selvbedrag, må de altså virkelig eksistere; – en trøstefuld Tanke for alle udi egen Indbildning fuldkomne.
[6] Det gamle A B C-Rim7 "Når Krokodillen ynksomst græder, han allersnarest Folk opæder", blev tidligere ofte anvendt som Advarsel mod Jesuitterne og andre Skinhellige. Men den Sammenligning passer ikke mere. Den moderne Tartuffe8 fremtræder ikke med bodfærdig himmelvendte Øjne. Han er en glad Mand, en Friskfyr, der taler højt og siger Vittigheder. Under Skin af at holde hele Tilværelsen i stiv Arm indgyder han ubefæstede Sjæle Fortrøstning, og imens lurer han på et belejligt Øjeblik til at slå ned på dem som en Falk fra Skyen.
[7] Det hedder hos Matthæus: "Ingen sætter en Lap af uvalket Stof på en gammel Klædning."9 Å jo! Der findes blandt Menighedens nuværende Ordførere adskillige nidkære Lappeskrædere, der i deres krampagtige Iver for at dække Hullerne i Troens mølædte Klædebon ofte kan få En til at mindes Ordet om den sløve Saks og den skævmundede Skræder10. De synes at have glemt Apostlens Advarsel mod alt sådant Flikværk, der blot forværrer Skaden og er en lige så stor Dårskab som at hælde ny Vin i gamle, bristefærdige Lædersække11.
[8] Næppe havde Luther vristet Himmeriges gyldne Nøgler ud af Romerpavens Hænder, før han rejste sig selv en Pavestol, udslyngede Banstråler og skabte sig en strålende Livvagt af Fyrster og Riddere. Stort anderledes gik det heller ikke med vor egen Kirkefader, Grundtvig, der i sin patriarkalske Alderdom lod sig dyrke som et Afgudsbillede, eller med Søren Kierkegård12, der i al Slags klosterlig Formumning glorificerede sig selv som Kristi enbårne Søn.
Denne uudslukkelige Trang til knælende Tilbedelse, som selv det største Menneske ligger under for, er den en usalig Arv fra vore Guder?
[9] Ikke med Urette hedder det, at kun de ydmyge af Hjertet véd, hvad det virkelig er at leve13. Vi andre er bare Skygger i Dødens Rige, vort Liv med al dets Brask og Bram et Skinliv, tomt og strålende som en Sæbeboble. Kun den troskyldige ejer Lykken, ikke som et Rov, en stolt Erobring, der en skønne Dag igen kan frarøves En, men som en umistelig Gave.
[10] Det er en af Menneskenes fordærveligste Vildfarelser, at der med Samvittigheden er givet os et for alle tilgængeligt Vidnesbyrd, der som en lysende Ledestjerne viser Vej til Fuldkommenhed. Aldrig at kende til Tvivl, altid at være overbevist om at vide det rette, – denne Overtro på Samvittigheden som en ene saliggørende, absolut uforkastelig Sandhedsrøst er et af de Dogmer, der har forvoldt de største Ulykker i Verden. Ved den Ufordragelighed, hvormed såkaldte absolute og uforkastelige Sandheder altid håndhæves, har den fra Århundrede til Århundrede rejst Broder mod Broder, Slægt mod Slægt, Folk mod Folk, og ført alle Kultursamfund ind i et stedse mere håbløst Kaos.
[11] De Folk, der med størst Lidenskab mistænkeliggør og bagtaler Fornuften, er mærkelig nok gerne de samme, der forfægter, at Livet dog må have en fattelig Mening.14
[12] I Assens store, på flere Måder mærkelige Kirke findes (eller fandtes) et Epitafium, der er malet som et Fikserbillede. Set fra den ene Side forestiller Maleriet Korsfæstelsen, fra den anden Opstandelsen. Da jeg for en Del År siden kom gående gennem Byen en Sommermorgen og fandt Kirkedøren åben, gik jeg derind for at se på det løjerlige Kunstværk, som jeg i Forvejen havde hørt om. En gammel Kirkebetjent puslede om derinde mellem de tomme Stolestader. Jeg forklarede ham mit Ærinde, og han fulgte mig hen til en Væg i det søndre Sideskib. Som vi nu stod dér bag Højkirkens svære Pillerække, hørtes pludselig en mægtig Røst, der gav Genlyd oppe under Korshvælvingerne. "Sørensen! Hvor er De henne!" På Trappen op til Koret stod en svær Herre med Hatten på Hovedet og en dampende Pibe. – Kirkebetjenten fortalte mig bagefter, at det var selve Sognepræsten. Han var kommen ind for at levere ham Salmenumrene til den forestående Højmesse.
Denne lille Oplevelse dukker op i min Erindring på Grund af en indsendt Artikel i et af Dagens Blade. Der klages her over Vanhelligelse i enkelte af de Kirker, der på Hverdage visse Tider er bleven åbnede for Andagtssøgende. Indsenderen vil have fundet øldrikkende Lediggængere og smørrebrødsspisende Skolebørn dér, hvor han ventede at finde Andægtige. Men det kan altså også hænde, at man støder på en tobaksrygende Gejstlig i Gudehuset, og – hvad der er det mest bemærkelsesværdige – en anden fynsk Præst, en landskendt Grundtvigianer, for hvem jeg kort efter omtalte Sagen, fandt ikke noget anstødeligt i sin Embedsbroders Opførsel. Han erklærede, at han godt selv kunde tænke sig en Regnvejrsdag at ryge sin Morgenpibe i Kirken. At ære Kirkebygningen som en Helligdom var et hedensk-papistisk Levn. Når der ikke blev holdt Gudstjeneste, var Kirken et Forsamlingshus som ethvert andet.
Og det er jo rigtigt nok. Han kunde have tilføjet, at i stærkt bevægede Tider, når nye religiøse Strømninger gik gennem Folket, var det herhjemme aldrig Kirken, der blev Midtpunktet for Bevægelsen. Her slap den altid først ind efter langvarig Modstand. Birkedals Valgmenighed15, den ældste i Landet, holdt som bekendt i Begyndelsen sine Gudstjenester i en Lade; og hvor mange små Husmandshjem og lavloftede Gårdmandsstuer er ikke i sådanne Tider bleven helliggjorte af læge Vækkelsesprædikanter, der har godtgjort Kirkernes Overflødighed?
Som Protestantismens Prækestol med den prægtigt billedskårne Himmel har forandret selve Kirkerummets Karakter, har den også forandret Gudstjenestens. Det er ikke mere den usynlige Ånd, men den i Almindelighed højst lebendige Prædikant, der er blevet Hovedpersonen. Forkyndelse har fortrængt Tilbedelse. Når Degnen har sagt sit sidste Amen, og Præsten er gået, slukkes Alterlysene med en lang Puster: Comoedia finita est16.
[13] En af vore større østjyske Købstæder17 havde for et halvt Aarhundrede siden en ret anselig jødisk Menighed, mest tysk-polske Indvandrere, med både Præst og Synagoge. Men det gik her, som det er gået i alle vore andre Provinsbyer, hvor Jøder i Tidens Løb har slået sig ned, de kunde i Længden ikke trives der. Af de oprindelig halvanden hundrede Familjer er der nu kun tre tilbage. Præsten er forlængst borte, Synagogen lukket. Men Året rundt skiftes de tre Familjer til hver Fredag Aften at lukke sig ind i den forladte Helligdom og forny Oljen i en Lampe. Skønt måske ingen af dem længer er troende Jøder, brænder derfor i det øde, forfaldne Rum Nat og Dag "Evighedslampen" foran Skabet med de hellige Thoraruller som i Jødeland for Tusinder af År siden.
