Endnu et Par Randgloser

Breve fra Landsmænd

(Foranledigede af Præsterne Andersens og Beyers Indlæg i "Flensborg Avis".)

[40] Vore Præster er et underlig prikkent Folkefærd. Hver Søndag staar de paa Prækestolene og ivrer mod anderledes tænkende, hvad de jo ogsaa skal; og flere af dem er i deres Nidkærhed ikke bange for at underlægge ethvert Frafald fra Kirkens rene Lære de smudsigste Motiver. Men saa snart de selv kommer ud for lidt Kritik, bliver de fornærmede og raaber Gevalt, som om der var begaaet Helligbrøde. Det er igen et Bevis paa, hvor dybt vi stikker i uklar Farisæisme, at saa mange ellers hæderværdige Præster i en saadan Situation straks identificerer sig med Kirken i dens sakrosankte Ælde og dermed givet det Udseende af, at Angrebet i Virkeligheden gælder den.

Paa den anden Side virker det heller ikke altid rigtig tiltalende, naar en mild Prædikant giver Udtryk for broderlig Medfølelse for de ulykkelige, der i hans Øjne ved deres Frafald har forskærtset Freden og al sand Lykke her i Livet. Hvor oprigtig og velment en saadan Tale end er, saa har den dog som nødvendig Forudsætning en ikke ringe Portion farisæisk Selvophøjelse. De fleste af dem, han saaledes skænker sin overbærende Medlidenhed, vil alene af den Grund bede sig fritaget for den. Og kan det undre? Lad den Vantro være en nok saa ringe Person, han kan dog trøste sig med, at han i hvert Fald er sikret mod at gaa i sin Grav som en Skinhellig, og det er dog altid noget i en Tid og et Samfund saa befængt med Hykleri som vort. Naar det kommer til Stykket, er det maaske ikke saa ganske lidt. I hans egne Tanker er det maaske netop det afgørende.

[41] Ikke enhver dømmende Præst er en Farisæer; naturligvis. Men Faren for at blive det lurer paa ethvert Menneske, der tror at være blot en lille Smule bedre end de allerværste Røvere.

Henrik Pontoppidan