Randgloser til et og andet i Tiden (III)

[31] For et Par År siden faldt jeg ind i en midtjysk Stationskro og befandt mig så vel der, at jeg blev der en hel Måned1. Det skyldtes Kromanden, en halvhundredårig Gråskæg, der var ualmindelig opvakt og interessant at tale med. Han kendte alle Mennesker der på Egnen og fortalte morsomt om dem. Men jeg lagde Mærke til, at hver Gang Talen faldt på noget, der havde stået i Dagens Blade, blev han tavs og underlig forlegen. En Dag kom det så ud af ham, at han hverken kunde læse eller skrive. Han havde som Barn været lam i Benene og kunde ikke gå den lange Vej til Skolen; og hans fattige Forældre havde ikke haft hverken Tid eller Evne til at undervise. Han var vokset op "i Vankundighed", som han sagde med en undselig Rødmen. Han havde dog lært sig selv at regne, og han turde godt sige, at der ikke var den Mand på Egnen, som kunde sætte ham til Vægs i en Handel.

Det lød forbavsende. Vi ofrer årlig mægtige Summer i Tid og Penge på Ungdommens Oplæring, og når vi så ved et Tilfælde træffer en virkelig opvakt, ejendommelig præget Mand af Folket, har han aldrig gået i Skole, besidder ingen anden Viden end den selverhvervede. – Det var som at blive ført et Par Hundrede År tilbage i Tiden. Tænk, aldrig at have læst en Avis! Aldrig at have proppet og forstoppet sin Hjerne med en Andenhåndsviden om alt det, der foregår omkring i Verden, men at have lært alt direkte af Livet. Det var altså derfor, han ikke var bleven en af de sædvanlige Papegøjer, der efterplaprer, hvad der har stået i Bladene, men en Mand med sin Natur i Behold, lydhør, snarrådig, årvågent agtpågivende som et Dyr i Frihed.

**
*

[32] Hvad vi Mennesker behøver at vide, bliver os indgivet i samme Øjeblik, vi får Brug for det. Det ligger altsammen parat i os ligesom Kunstfærdigheden hos Bier og Fugle, der ganske uden fremmed Vejledning bliver Mestre i forstandigog hensigtsmæssig Redebygning.

**
*

[33] Bare vi kunde få Mod til helt at give os vore Naturgaver i Vold! Jeg stod en Dag bagpå en af Nørrebros Sporvogne og såe en lille Hund, der tilhørte en af de andre Passagerer, løbe bagefter Vognen med Tungen ud af Halsen. Gaden var fuld af alle Slags Køretøjer, tunge Arbejdsvogne, Cykler, Trækvogne og Drosker. Fodgængerne holdt sig forsigtigt inde på Fortovet, og ængstelige Mødre trak deres Børn helt hen til Husmurene; men den lille Mops pilede af Sted midt ad Kørebanen lige i Mylret af hastige Hjul og trampende Hestehove. Det syntes et Mirakel, at den slap levende fra det. Ofte blev den helt borte mellem Hjulene; men hver Gang dukkede det lille Naturvæsen uskadt og småbjæffende frem af Hurlumhejen med de udvæltende Øjne stift rettet mod sin Herre oppe på Bagperronen. Ved et Stoppested stod han af; og endnu før han var kommen ned, stod Hunden inde på Fortovet og ventede med logrende Hale.'1

**
*

[34] Noget af det uhyggeligste, man kan komme ud for her i Verden, er et Drog, der er stoppet med Lærdom.

**
*

[35] Vi har i Erasmus Montanus2 en Komedie, der er den nordiske Digtnings kosteligste Skat. Skønt skrevet for over to Hundrede Aar siden har den – i Modsætning til de fleste andre af Holbergs Teaterstykker – bevaret sin Betydning som et Spejl, hvori også den nuværende Slægt kan se sig selv. Man har nylig med Held forsøgt at spille Hamlet og andre Shakespeareske Stykker i moderne Omgivelser og moderne Dragter. Man burde en Gang gøre det samme Forsøg med Erasmus Montanus. Fremstillet enten som en til Fædrenegården hjemvendt Højskoleelev eller som en ung Bondestudent, rundrygget af Læsning, med store Hornbriller i et hvidkalket Ansigt, kæphøj af sin indbildte Viden, vilde hanrykke os lige ind på Livet.

Men så er der rigtignok den arge Slutning, som falder så mange af os for Brystet. Som Kur mod Bogmenneskets Opblæsthed og latterlige Selvophøjelse anvender Holberg som bekendt en Optugtelse under Korporalstokken. For Nutidsdanske unægtelig en afskyelig Tanke. Men er det dog ikke værd at erindre, at f. Eks. tyske Studenter trods Myndighedernes Forbud vedblivende opretholder den blodige Mensur, ligesom Englænderne deres morderiske Sportskampe. Hjemmegymnastik til Grammofon-Kommando, Cykelture med Lommemad og en frejdig Sang på Læben kan jo være meget godt. Men er det alligevel ikke i denne vor fredelige Form for Idræt, vi skal søge en af Grundene til den påfaldende Forskel på dansk og fremmed Ungdom?

**
*

[36] Den, der i alle Forhold søger at gøre sig Livet bekvemt, der altid hytter sit Skind og stræber efter Tryghed, bliver År for År mere af en Svækling, tilsidst en Krøbling – siger Konfucius3.

**
*

[37] Det er bleven fortalt, at da et Par af Bismarcks politiske og personlige Venner en Gang på hans ældre Dage lod ham høre ilde for, at han ikke i 64 benyttede Lejligheden til at annektere hele Jylland og helst også Fyn, skal han have rynket sine buskede Bryn og svaret: "Synes de Herrer ikke, at vi allerede har Klöse nok i Maven?" Naturligvis har han tænkt på Elsas-Lotringen og Sønderjylland, men måske dog især paa de polske Enklaver i Øst og Vest, som virkelig den Gang forvoldteTyskland mange Fordøjelsesbesværligheder. Dersom Historien er sand – og den lyder ikke utroværdig – har den gamle Eisenmann altså dog haft lidt Respekt for det lille Folk, der så sejgt bed sig fast i Dybbøl Skanser og ved Londoner-Konferencen, skønt trængt af alle fem Stormagter, nægtede at overgive sig på Nåde og Unåde. Bismarcks Svar var dog måske faldet lidt anderledes ud, dersom han havde vidst, hvad der vilde komme. Men han kunde jo ikke den Gang vide, at dette lille overmodige Folk stod foran en Udvikling'2, der skulde ende i en almen Bestræbelse for at gøre sig uskadelig endog for en svag Mave. En nem lille Ret, rund og blød og let fordøjelig som en Frikadelle, ganske ude af Stand til at forårsage hverken Kneb eller sure Reminiscenser.

**
*

[38] Det gælder for Nationer som for de enkelte Mennesker, at der altid er flere, der ødelægger sig selv og går til Grunde af Mangel på Mod end ved Dumdristighed.

**
*

[39] At forlige Fredsønsket med sand Fædrelandsfølelse bliver Fremtidens største Kulturopgave. Men også den vanskeligste. På Baggrund af den Hverdag, vi daglig har for Øje, et Liv sløvt henslæbt i Råhed og brutal Egennytte, er Krigen som Kulturfaktor altfor iøjnefaldende. Og endnu et. Fredens og Krigens Slagmarker ligner altfor meget hinanden. Modsætningen mangler. Det er Gru og Myrderi på begge Sider, men for Hverdagenes Vedkommende uden Storhed og forsonende Selvopofrelse. Skal Krigen miste sin Kulturværdi for Menneskene, må vort daglige Liv helt omskabes i en Ånd som den, der f. Eks. udgår fra Bjergprækenens Ord. Men er der foreløbig nogen Udsigt til det? – Det hedder jo et Sted, at da Jesus havde talt på Bjerget, gik hans Tilhørere forfærdede og nedslåede bort, og mange forargedes på ham. Nutildags forlader Menigheden efter en sådan Præken Kirken i den hyggeligste Søndagsstemning. Med et ubekymret Smil træder Kirkegængerne ud i den syndefulde, til Døden viede Verden, de netop har hørt om, og synes, at det rigtig var en yndig Præken. Og på Hjemvejen går de ind til Hofbageren og udvælger sig med Vand i Munden de lækreste, friskbagte Wienerbrød til Frokosten og den duftende Kaffe, som venter dem hjemme.

(Fortsættes.)

 
[1] midtjysk ... måned: tid og sted endnu ikke fundet. tilbage
[2] Erasmus Montanus: Ludvig Holbergs komedie er muligvis allerede fra 1722; den blev trykt i 1731. tilbage
[3] Konfucius: (551-479 f.v.t.) kinesisk filosof; HPs kilde ikke fundet (endnu). tilbage
['1] Denne "randglose" er et fraklip fra førsteudgave af Det ideale Hjem, 1900, s. 201-22:
Han havde fornylig inde i København staaet bagpaa en af Nørrebros elektriske Sporvogne og set paa en lille Hund, der tilhørte en af Passagererne og løb bagefter Vognen med Tungen ud af Halsen. Gotersgade havde været fuld af alle Slags Køretøjer, tunge Arbejdsvogne, Trækkekærrer, Sporvogne, Drosker; men medens Menneskene forsigtig holdt sig inde paa Fortovene, og selv store Drenge blev trukket ind mod Husmurene af ængstelige Mødre, pilte den lille Mops afsted midt ad Gaden, lige i Mylret af hastige Hjul og trampende Hesteben. Det syntes et Under, at den ikke |202| knustes. Flere Gange blev den ganske borte mellem Hjul og jernbeslaaede Hove; men hver Gang dukkede den lille Naturens Skabning lige uskadt frem af Mylret, smaabjæfende, med Tungen ud af Halsen og Øjnene stift rettede mod Ejeren inde i Vognen.
Randglosen gik videre til Hamskifte, kap. 7. tilbage
['2] en Udvikling: H.P. Rohde har foreslået at denne randglose tager udgangspunkt i en kronik af Edv. Brandes 19.1.1930 i Politiken om "Danmark under Verdenskrigen" hvori der bl.a. står:

Den forfærdelige Taabe, Tirpitz, Storadmiralen, hvis Undervandsbaadskrig blev Bevægelsesaarsagen til De forenede Staters Indtrædelse i Verdensbranden, betragte til en Tid Danmark som en Lækkerbidsken, en Himmerigsmundfuld, lige til at sluge for et forsultent Folk. Man kan næppe i Fantasien udmale sig Rædslerne under en saaden Bemægtigelse. vore Nationalister, der nu taler for et af yderste Evne bevæbnet Danmark, burde tænke paa, hvor lykkeligt det blev, at Danmark under Verdenskrigen kunde forholde sig roligt og afventende." (citeret efter H.P. Rohde 1981, s. 8; Rohde havde selv bragt HP Edv. Brandes´ kronik).

tilbage