Undervejs til mig selv

109

Femte Kapitel

Solbrunet og vejrbrændt var jeg kommen hjem, men iøvrigt uden den Oplivelse, jeg havde ventet af Rejsen. Jeg var endog ret nedstemt. Naar jeg udelukkende søgte Aarsagen til mine hyppige Anfald af Melankoli i det lille Væverhjem i Lauterbrunnen var det dog en Vildfarelse. De skyldtes i hvert Fald ogsaa visse andre Rørelser i Sindet, som jeg ikke selv forstod. Jeg havde undertiden en Fornemmelse af, at et fremmed Væsen var i Færd med at vokse frem i mig. En mørk og urolig Fornemmelse, velsagtens som den, et Dyr maa føle under et Hamskifte. Jeg begyndte at blive Stamgæst i Teatrene, som ikke tidligere havde interesseret mig stærkt. Ret ofte hendrømte jeg en Aften i en af det kongelige Teaters billige Galleripladser, 110 hvorfra man kun kunde se den ene Halvdel af Scenen og derfor bestandig blev overladt til sig selv og sine egne Tanker. Efter en saadan Aften vendte jeg en Gang hjem med Ideen til et helt Skuespil i Hovedet, og da jeg mærkede, hvordan Optrin efter Optrin i den følgende Tid voksede frem af sig selv som Bladene paa en Jerichorose, fortsatte jeg en Række Nætter dette Digteri.

Dagene tilbragte jeg iøvrigt som før med Arbejde paa Læreanstalten og forsømte sjeldent. Overalt blev det os foreholdt som en national Skam, at der stadig maatte indkaldes fremmede Teknikere til at anlægge de Jernbaner, Gasværker, Elektricitetsværker og andre moderne Indretninger, som Tiden krævede. I mine sidste Skoleaar boede i Randers en hel Koloni af engelske Ingeniører, der i Byens Nærhed havde lejet en Mark og gjort den til Boldplads. Udenfor Indhegningen stod vi Drenge og stirrede paa disse mærkelige Mennesker, der løb omkring i et Spil, vi ikke kendte. Det var som ungdommelig Tilskuer 111 her, at Lysten til at blive Ingeniør var vokset frem i mig. Her formedes ogsaa den Gang mine Forestillinger om, hvordan en saadan Mand skulde være og se ud.

Men en bedrøveligere Modsætning til disse sportstrænede Udlændinge end vor Professor i Ingeniørfagene kunde daarligt tænkes. Naar han kom trissende henad Gaden med høj Hat og Familjeparaply lignede han mest en gammel Pastor emeritus. Med Rædsel tænkte jeg paa, om det skulde være et Fremtidsbillede af mig selv jeg her saa. At forestille sig ham ved et Kricketgærde i Knæbukser og med nøgne Knæ var i hvert Fald ikke muligt. Men saa hændte der noget, der ganske forandrede mit Syn paa ham og Folk af hans Art. Efter Indbydelse foretog vi Elever under hans Ledelse en Udflugt til en af de sydsvenske Kystbyer, hvor man for Tiden var i Færd med at bygge en stor, ny Tørdok, som der gik Ry af. Vi blev modtaget paa Arbejdspladsen af en Overingeniør, der ganske svarede til de Pragteksemplarer, jeg i sin Tid havde set i Randers. Vi unge blev svært imponerede 112 af, hvad vi fik at se, opstemte som vi desuden var af et Traktement, som med svensk Gæstfrihed ofredes paa os under Opholdet. Vi ventede derfor, at vor Professor vilde sige nogle smukke og anerkendende Ord om Foretagendet. Det blev dog kun til en ret tør Tak for den venlige Indbydelse. Og paa Tilbagerejsen med Damperen samlede han os om sig paa Dækket og fremsatte her en ret kraftig Kritik af det hele Værk. Han vilde navnlig ikke anerkende Konstruktionen af Dokkens Bund, som han ansaa for lovlig svag. Vi, hans Elever, hørte paa ham med gnavne Miner. Men nogen Tid efter læste vi i Avisen om en Katastrofe i den svenske By, vi havde besøgt. Med et mægtigt Brag var den nye Dok sprunget læk, og Grundvandet havde fyldt Bassinet ganske som vor Professor havde forudset.

En anden af vore Lærere gav mig en Gang den Opgave at gøre Udkast til en ny Kørevej gennem Dyrehaven og beregne Udgifterne. Det krævede en Tids Ophold derude for at opmaale og nivellere. Jeg boede hos 113 en af Skovbetjentene og spiste paa Eremitagen, der ikke den Gang var den lukkede Helligdom som nu. I den fyrstelige Hovedetage var der en almindelig københavnsk Restauration, i de hvælvede Kælderrum en folkelig Beværtning, hvor jeg spiste med Kaperkuske og Skovgæster af jævn Art. Her lærte jeg Dyrehavens originale Skytte Peder Liep at kende, en skovtroldagtig Skikkelse, som det især var pudsigt at møde i en af de mange Forklædninger, han maatte skjule sig i for at komme Dyrene paa Skudhold, f. Eks. som gammel Kælling i en lang Kaabe, der skjulte Bøssen. Kom han i almindelig Dragt, kendte Dyrene ham paa lang Afstand og flygtede.

Mere Betydning for mig fik Bekendtskabet med et Par prægtige unge Tømmersvende, der daglig spiste i Beværtningen samtidig med mig. Der var om Sommeren bleven afholdt Hestevæddeløb ude paa Sletten, og endnu stod Skelettet af den lange Tilskuertribune og et Par andre midlertidige Træbygninger derude. Det var dem, de to Tømmersvende 114 var i Færd med at pille ned. Jeg blev opmærksom paa dem, fordi de næsten altid sang under Arbejdet, og ikke Knejpemelodier, men Fædrelandssange og Folkeviser. En Dag kom jeg til at sidde ved Siden af dem i Eremitage-Kælderen, og vi kom i Snak. Det viste sig da, at de begge om Vinteren havde været paa en af Landets store Højskoler. De talte fornøjet derom, og jeg lyttede interesseret, fordi min Broder Morten, der var teologisk Kandidat, nylig havde overtaget en mindre Højskole i Nærheden af Hillerød, hvad jeg havde rynket paa Næsen af. Jeg syntes ikke, at det var nogen Beskæftigelse for et Mandfolk og havde ikke besøgt ham i hans nye Hjem 1. Men nu bestemte jeg mig til ved første Lejlighed at tage op til ham for at se, hvad der foregik et saadant Sted.

Imidlertid hændte der noget, der af anden Grund førte mig op til ham og hans Skole. Da jeg var vendt tilbage til min københavnske Nyboderstue og en Dag søgte efter noget i min Kommode, fandt jeg mellem hullede Sokker, 115 kasseret Undertøj og andet Ragelse Manuskriptet til det Skuespil, jeg en Gang havde tumlet med men ikke faaet fuldført. Nu blev jeg hængende i det gamle Drømmespind. Minderne fra det lille Væverhjem i Lauterbrunnen rev mig atter ganske hen. Jeg tog paany fat paa Stykket og gjorde det færdigt, ja, da det havde faaet en Slutning, sendte jeg det til et af de københavnske Teatre for at faa en Dom over det. Det førte dog ikke til noget.

Da var det Tanken gik til min Broder Morten, som var den af mine ældre Søskende jeg trods vore Naturers Forskellighed dog stadig stod i Forbindelse med. Som adskillige andre af Højskolens Mænd var han i disse Aars store politiske Strid bleven Talsmand for Demokratiet og havde bekæmpet det Estrupske Diktatur. Det var Samstemningen paa dette Felt, som gjorde en Forbindelse mellem os mulig. Som offentlig Personlighed var han klog og frygtløs, en Ole Worm, og havde paa forskellig Maade maattet bøde for sin Frimodighed. Havde endog maattet 116 udstaa en Fængselsstraf. Ham vilde jeg betro mig til. Hans Brodersind kunde jeg stole paa.

Jeg sendte ham da Stykket og bad ham udtale sig om det. Det førte til et Møde, der fik uventede Følger. Om Stykket udtalte han sig slet ikke; men da han forstod, at jeg var kommen ud og svømme, foreslog han mig at flytte ud til ham og leve der en Tid, indtil jeg "havde fundet mig selv", som han skrev. Hans Forslag fristede. Derude paa Landet kunde jeg helt gaa op i mine nye Forhaabninger og planlægge Fremtiden uden Bekymringer. Resultatet blev endda, at jeg ganske brød med Fortiden og forlod den polytekniske Læreanstalt for bestandig.²

Min Broders Skole laa en Milsvej fra Hillerød ved en af de brede Amtsveje, der fra gammel Tid forbinder vore Købstæder. Selve Skolebygningen var ikke iøjnefaldende, havde ingen Lighed med de borgagtige Grundtvigianer-Højsæder, som der var kommen 117 et Par Stykker af i de senere Aar. Men det daglige Liv paa Skolen var som paa de øvrige Højskoler med opbyggelige Foredrag og adskilligt andet, der ikke faldt i min Smag. Jeg holdt mig derfor saa vidt muligt for mig selv, vandrede omkring paa Landevejene, hvad altid havde været min Lyst. Kom jeg forbi en Mand, der sad ved Grøftekanten og huggede Skærver, eller mødte jeg en fattig Kone med et Knippe Skovkvas paa Ryggen, standsede jeg op og gav mig i Snak. Jeg havde gerne let ved at komme i Forbindelse med den Slags Folk og faa dem til at tale fra Leveren. Naar jeg saa vendte hjem med friske Indtryk af Natur og Mennesker, blev jeg siddende oppe i mit lille Loftskammer og førte tilbogs. Og det blev langtfra altsammen idylliske Billeder. Det gik snart op for mig, at der var lige saa megen Nød paa Landet som i Byerne. Jeg maatte ofte tænke paa Christian Winther og hans "Træsnit", disse ogsaa af mig i sin Tid saa beundrede Scener af landligt Almueliv. Lutter elskværdig Idyl. Jeg mindedes et Ord af 118 min afdøde Bekendt Schaff, der som den Spottefugl han var, en Gang havde sagt om Christian Winther og Digtere af hans Art, at de paa deres egen Facon efterkom Skriftens Paabud om at rive det Øje ud, der forargede.

Et Sted i Nærheden af Skolen laa en lang, lav Rønne, som jeg fra den første Dag havde studset over paa Grund af de mange Skorstenspiber paa Straataget. Ved at forhøre mig hos Folk fik jeg at vide, at Bygningen tidligere havde været Kostald men nu af Ejeren, en Proprietær, var bleven indrettet til Bolig for hans Arbejdere, en Baas eller to pr. Familje. Det var navnlig de mange Erfaringer af den Art, der fik den megen Salmesang paa Skolen til at skurre i mine Øren.

Jeg var vedblivende Landevejens Mand og kom en Gang helt over paa den anden Side af Issefjorden, til det mig ganske fremmede Hornsherred. Tilfældigt kom jeg hertil en Dag, da en Ungdomsforening var forsamlet i Kirkebyen derovre og festede paa Markedspladsen. En prægtig Flok, friske 119 unge Mennesker, hvoriblandt en ung Pige, som jeg ikke siden havde kunnet glemme. Det var ikke, fordi hun just "synede" meget, som det hedder paa sjællandsk om alt, hvad der rager op og falder i Øjnene. Hun var snarere lille end stor; men jeg havde bidt Mærke i hendes smukke Ansigtstræk og usædvanlige Rankhed. Ved Tilbagekomsten til Skolen fortalte jeg derom til min Broders Medlærer, en ældre Ungkarl, der tidligere havde haft en grundtvigsk Barneskole i Hornsherred. Han huskede godt den unge Pige, da jeg beskrev hende for ham. Hun havde været en af hans kæreste Elever, sagde han, og fortalte en Del om hendes Familje. Jeg skulde samtidigt have en Del andre Oplevelser af Forholdene derovre.

Inde i Hillerød levede den gamle Komediedigter Hostrup som Præst. Han var med Aarene bleven ikke saa lidt grundtvigsk paavirket og kom en Gang imellem ud paa Skolen og talte eller læste op for Eleverne. I flere Aar havde han kun udgivet Prækensamlinger; men nu forlød det, at der med det første 120 vilde komme et nyt Skuespil af ham; og da han desuden paa samme Tid havde et Jubilæum, blev der fra København indbudt til en stor Hyldestfest for ham derinde, en Fest, som min Broder og derfor ogsaa jeg tog ind til.

Det blev for mig en Skuffelse. Under Hotel d'Angleterres Lysekroner forløb Festen ikke meget forskellig fra de Smørgrosserer-Jubilæer, der sædvanlig fejredes der. Den eneste Forskel skabtes af Holger Drachmann, der havde haft det snurrige Indfald at klæde sin store Skikkelse som Guldalderdigter med mægtigt Kalvekrøs og Kniplingsmanschetter. Jeg kunde dog ikke rigtig more mig over ham. Denne Maskeradedragt syntes mig at svare altfor godt til den hele Fest. Jeg var overhovedet ude af Stand til at fornøje mig sammen med disse forlorne Friborgere og deres oppyntede Damer. Uvilkaarligt sammenlignede jeg disse sidste med den smukke Landsbypige, jeg hin Dag havde set i Hornsherred og ikke siden kunnet faa af mine Tanker. Jeg brød op, saasnart Bordet hævedes, og tog hjem med et tidligt Tog.

121 I pragtfuldt Maaneskin gik jeg den lille Mil fra Hillerød til Skolen. Men det var ikke udelukkende det højtideligt skønne Vejr og dets Modsætning til den Narrefest, jeg kom fra, der senere fik Erindringen om denne Vandring til at leve længe i mig og føltes som Indvielsen til et nyt Liv. Jeg havde et Par Dage før haft en alvorlig Samtale med min Broder, der vilde vide, hvad jeg agtede at tage mig for og leve af, naar jeg nu havde hvilet ud og faaet Rede paa mig selv. Jeg havde ventet Spørgsmaalet og svarede, at jeg jo i Fysik og Matematik havde saa god Uddannelse, at jeg vist kunde blive Lærer paa Skolerne i de Fag. Han sagde ingenting dertil men sad længe med et grundende Ansigtsudtryk, udtalte saa, at han just havde under Overvejelse at indføre forøget Regneundervisning i hvert Fald for Karleholdets Vedkommende, maaske i Forbindelse med nogen Øvelse i Landmaaling. Kunde jeg ikke tænke mig at overtage den Gerning hos ham?

Hans Tilbud, især den Tone hvori det udtaltes, overraskede mig. Vi var nok Brødre, 122 men udenfor det politiske Liv og Familjefølelsen og knap nok i den havde vi noget Fællesskab. I vore Krav til Livet, vore Forhaabninger om Fremtiden, i alle afgørende Livsforhold var vi ganske forskellige. Stor Lyst til at tage tilbage til Hovedstaden og arbejde for Føden som Timelærer havde jeg ganske vist ikke. Mit Syn, ogsaa det paa Højskolen, havde forandret sig i den senere Tid, og denne Aften havde gjort Udslaget. Med København og dens Beboere kunde jeg ikke forlige mig mere. Vi var færdige med hinanden. Jeg vilde leve i Naturen. Være paa Landet. Mit Fremtidsbillede var en stille Bondeby og lange, poppelhegnede Landeveje, hvor man timevis kunde gaa uforstyrret i sine egne Tanker.

Naar jeg nogen Tid efter alligevel tog tilbage til København for et længere Ophold, skete det nødtvungent. Jeg var kommen ind i det Livsafsnit, da Værnepligten raader over unge Mennesker. Sammen med nogle Hundrede Jævnaldrende blev jeg kaldt til en københavnsk Kaserne for at trække i Trøjen. 123 Jeg var paa Sessionen udtaget til Fæstningsartillerist; men alle Polyteknikere uanset Legemsbygning skulde tildeles Ingeniørkorpset, hvor der var Brug for Folk af enhver Støbning. Det var ogsaa en højst broget Skare, især af Haandværkere, jeg kom til at tilhøre og arbejdede sammen med ude paa Nørrefælled. Vi gravede Løbegrave, opkastede Fæstningsvolde, sad ogsaa undertiden dybt nede i Jorden som Minører.

Tjenestetiden var normalt halvandet Aar foruden en senere Indkaldelse til en fire Maaneders Kampagne. Men som i saa meget andet var Ingeniørkorpset ogsaa i dette Forhold noget for sig. Allerede efter fem Maaneders Forløb blev en lille Del, en ganske lille Del af Mandskabet hjemsendt, endda med den yderligere Begunstigelse, at de aldrig vilde blive indkaldte til nogen Eftertjeneste, overhovedet ikke mere komme i Trøjen undtagen i Tilfælde af Krig. Og hvad der var det besynderligste, denne store Lempelse tildeltes ikke som Belønning for dygtig Tjeneste men ved ganske almindelig Lodtrækning. 124 Det var ganske vist et helt forsvindende Antal, der paa den Maade slap fri, men Muligheden var der altsaa for alle, og denne Usikkerhed føltes saa meget plagsommere som det var de faa heldige tilladt at sjakre med deres Frilod, at sælge det for højeste Bud til en Kammerat i samme Kompagni. Længe i Forvejen blev der dannet Spekulationskonsortier mellem Haandværkerne med det Formaal at drive Prisen paa et Frilod i Vejret, og disse Sammensværgelser var særlig rettet mod os Polyteknikere, om hvem det forudsattes, at vi allesammen var Velhavere eller i hvert Fald for enhver Pris vilde ud af Slaveriet.

Da Dagen kom og Lodtrækningen skulde foregaa under selve Oberstens Opsyn, blev vi opstillede langs Væggene i Kasernens største Samlingsstue, der var ryddet for alt med Undtagelse af et Bord og nogle Stole. Paa Bordet laa en Bunke sammenrullede Sedler, som en Oversergeant stod Vagt ved, og for Bordenden sad Obersten og hans Adjudant foruden et Par andre Officerer; den ene med en stor Protokol foran sig. Ordningen 125 var ret omstændelig, den hele Handling højtideligere end den fortjente. Da Turen kom til mig, maatte ogsaa jeg træde frem og gøre Honnør. Mit Nummer blev raabt op, og jeg tog en Seddel af Bunken paa Bordet. Jeg maatte dog ikke selv rulle den op men overlevere den til Oversergeanten, som heller ikke rullede den op men afleverede den til Officererne ved Bordenden. Jeg var temmelig ligegyldig. Den sidste Pris for et Frilod, vi havde hørt om, var saa mange Tusinde Kroner, at jeg umuligt kunde skaffe dem. Men pludselig blev det sort for mine Øjne. Oversergeanten tilhviskede mig en Lykønskning. Det utrolige var sket. Det var et Frilod. Om kort Tid kunde jeg spasere ud af Kasernen i mine civile Klæder. Jeg havde en Gang for Spøg kaldt mig Fru Fortunas Skødebarn. Var jeg det maaske virkelig?

Ved Tilbagekomsten til Højskolen kom jeg straks den første Morgen ud for en stor Overraskelse. I den solfyldte Have 126 stødte jeg paa den unge, smukke Landsbypige, jeg en Gang traf i Hornsherred og ikke siden havde kunnet glemme. Hun stod ved en Tøjsnor, der var udspændt mellem to Træer, og hængte noget Smaatøj op, som om hun hørte til i Huset. Det gjorde hun virkelig ogsaa. Da jeg spurgte hende, hvordan dette var gaaet til, fortalte hun paa sin ligefremme Maade derom. Hun havde altid gerne villet paa Højskole men ikke haft Raad til det. Saa saa' hun en Dag i et Bladavertissement, at der søgtes en Stuepige her, og hun var da kommen paa den Tanke maaske at kunne faa sit Ønske opfyldt ved et Fæstemaal. Og det var altsaa lykkedes.

Vor Munterhed kaldte min Svigerinde til fra den anden Ende af Haven. Hun var et ualmindeligt Menneske. Jeg følte mig allerede igen saa hjemme her, at jeg straks fortalte hende, hvad det var, jeg havde let af. Hun smilte, og da vi fulgtes tilbage til Huset, fortalte jeg hende ogsaa om mit tidligere Møde med den unge Pige og lykønskede hende til den gode Hjælp, hun sikkert havde faaet i hende.

127 En Tid efter hændte der mig noget andet af Betydning. Jeg debuterede som Forfatter. Det skete i det illustrerede Ugeblad "Ude og Hjemme" med en lille Historie, som Borchsenius, Bladets Redaktør, havde valgt til Præsentationsstykke for mig af en større Samling, jeg havde sendt ham til Prøve. Hans Valg syntes at have være heldigt. Kort efter fik jeg Brev fra en mindre københavnsk Boghandler, der tilbød at afkøbe mig hele Samlingen. Den Sum, han bød, gav mig just ikke Rigmandsfornemmelser; men jeg havde dog nu faaet min Baad paa Vandet, og længe varede det ikke, før jeg fik Vind i mine Sejl.

En Dag, da jeg var taget til København for at bytte Bøger paa Bibliotekerne og gik gennem Købmagergade, saa' jeg Borchsenius, der ovre paa det andet Fortov stod i Samtale med en ældre Herre, som jeg ikke kendte. Da han fik Øje paa mig, vinkede han mig derover, og jeg blev forestillet for den fremmede Herre. Det var ingen ringere end Ejeren af det store gyldendalske Forlag, Etatsraad Hegel. Trods sin høje Titel var han 128 overordentlig høflig, mærkværdig høflig af Væsen. Jeg blev ganske forlegen. Men endnu større blev min Forbavselse, da jeg et Par Dage efter fik et Brev³ fra ham, en egenhændig Skrivelse, hvori han forsikrede mig om sin Glæde over at have gjort mit personlige Bekendtskab, og som sluttede med, at det vilde være ham overordentlig kært, dersom jeg en Gang, naar jeg igen kom til København, vilde gøre ham et Besøg. Vi to kunde vel nok have et og andet af fælles Interesse at snakke om, skrev han.

Jeg læste Brevet et Par Gange og med voksende Forbavselse. Her maatte sikkert foreligge en Fejltagelse. Han maatte antage mig for en anden. Jeg tog igen den næste Dag til Byen for at vise Borchsenius den besynderlige Skrivelse og høre hans Mening om den. Borchsenius smilte flere Gange under Læsningen og sagde, at den Skrivelse lignede Etatsraaden godt nok. Han var ogsaa som Brevskriver en Original. Forresten kunde han betro mig, sagde han, at Hegel havde haft mig i Kikkerten siden min første lille Fortælling stod i "Ude og Hjemme" og var bleven 129 rost af Alexander Kielland, der for Tiden var hans literære Højesteret. Men Hegel var en forsigtig Mand. Han forhørte sig baade tilhøjre og tilvenstre, før han bestemte sig for en Forfatter. Men til Gengæld kunde han være rørende i sin Langmodighed overfor dem, han havde knyttet til sit Forlag. Jeg maatte derfor endelig ikke lade mig afskrække af hans Særheder men uden Betænkning tage mod hans fremstrakte Haand. Jeg vilde hurtigt komme til Erkendelse af, hvad den var værd.

Hans Forudsigelse slog til. Jeg fik i Hegel en Forlægger, der følte det som sin Opgave at værne sine Forfatteres Arbejdsfred og Uafhængighed. Hans egen Livshistorie var et helt Eventyr. Født udenfor Ægteskab i et fattigt sjællandsk Husmandshus var han som 14-aarig kommen i Lære i et københavnsk Trykkeri, der var Nabo til Gyldendals Boghandel. Og nu havde han i mange Aar været Ejer baade af Trykkeri og Boghandel foruden af en Formue, som Rygtet opgjorde til mange Millioner. Efterhaanden havde han underlagt 130 sig ogsaa det norske^'1 Bogmarked. Ibsen, Bjørnson, Jonas Lie og flere andre af Norges Skribenter hørte til det gyldendalske Forlag, ja i Grunden regnede man heller ikke deroppe stort med andre Bøger end dem, der havde hans Forlagsmærke paa Omslaget. Men forøvrigt var det ikke ved Bogsalg alene, han havde tjent sine fabelagtig mange Penge. En stor Del af dem skyldtes en med Forudseenhed planlagt og forsigtigt gennemført Spekulation i københavnske Byggegrunde. Men trods Millionerne og den hele Ophøjelse havde han gennem Aarene bevaret en næsten underdanig Holdning i sit Forhold til Literaturen og dens Mænd. Det var, som om den forsagte lille Trykkerdreng, der en Gang rendte Forfatterne paa Dørene med Korrekturer og blev hundset af dem, endnu sad ham som en Angst i Kroppen. Hvad der dog vistnok særligt bidrog til hans Venlighed overfor mig, var den Tilfældighed, at jeg boede og daglig færdedes i den samme sjællandske Egn, hvor han i sin Ungdom havde levet. Han kunde blive ganske rørt, naar jeg 131 i Samtalens Løb kom til at nævne en Landsby eller Skov fra det Sogn, hvor han som Dreng havde delt sin forstødte Moders Fattigdom.

Nu boede han i en herskabelig Lejlighed i den samme Ejendom i Klareboderne, hvor gyldendalske Boghandel havde haft til Huse fra gammel Tid. Han førte stort Hus, saa' mange Mennesker hos sig og holdt Selskaber, som der gik Ry af. Selv var han ingen Levemand. Langtfra. Men som han ønskede, at Folk skulde betragte Forfatterne og fornemmelig de gyldendalske Forfattere som Danmarks nye Adel, var det ham af samme Grund magtpaaliggende, at der blev snakket i Byen om hans kongelige Tafler og fine Vine. Jeg fik selv flere Gange Indbydelse og efterkom dem i Almindelighed ogsaa. Men rigtig tilpas følte jeg mig aldrig i den Art Selskaber. Navnlig dens Damer ærgrede mig. Bestandig gik de ophidsede Tanker hjem til min Hornsherreds-Veninde, hvis naturlige Skønhed og forstandige Væsen jeg mere og mere indtoges af.

132 Det havde fra første Færd været en Aftale mellem min Broder og mig, at jeg udenfor Undervisningstiden ganske var min egen Herre. At det alligevel var hans Haab, at jeg efterhaanden vilde knytte mig mere til Skolen og navnlig til dens Livsanskuelse, havde jeg ikke kunnet undgaa at mærke, og det var med Bekymring jeg tænkte paa den Dag, da han forstod, at han vilde blive skuffet.

Af Trang til at faa mit eget Livssyn solidt underbygget var jeg begyndt at blive meget læsende. Rækken af lødige Bøger paa min Reol voksede stadig. Tidligere var det Schaff, der af og til aabnede et Vindu for mig ud til Verdensliteraturen. Ham skylder jeg saaledes mit tidlige Kendskab til de moderne Russere, som fik mere Betydning for mig end de hjemlige Nyskabere. I. P. Jacobsens Ordbroderi, der paavirkede saa mange af den yngre Forfatterslægt, havde aldrig fristet mig til Efterligning. Af Dostojewskis ukunstlede Sprog havde jeg lært, at det ikke var stilistiske Finesser og sproglig Akrobatik, der frembragte det lødige Kunstværk. Ogsaa af 133 en anden Grund havde disse Russere faaet Indflydelse. Vor politiske Strid var bleven alvorligt skærpet, og her læste vi om en fremmed Befolknings Umyndiggørelse ved et Embedsmandsvælde opretholdt ved Bestikkelse, Lovtrækkeri og brutale Kneb. Det virkede advarende. Vi følte paany Savnet af Krigslurer i Literaturen, en aandelig Kamptid, som den Gang, da et Drama af Ibsen, en Tidsskriftartikel af Georg Brandes kunde rejse en Storm over Landet, ufattelig for saa mange nu, da Vilkaarene for aandelig Udvikling og Fremskridt ikke absolut anerkendtes saadan som de i Tidernes Morgen var bleven ordnet i Gudernes Raad, der – som Schaff plejede at sige – ikke havde været en Forsamling af hyggelige gamle Tanter med Hængekrøller og Strikketøj.

I mit Forhold til Skolen havde der i den sidste Tid været Gnidninger. Min Broder havde en Dag sagt til mig, at jeg i min Undervisning i Naturhistorie gik lovlig dybt ind paa saadanne ret tvivlsomme Emner som de Darwinske Teorier om Arternes Oprindelse. 134 Den Slags Drøftelser egnede sig ikke for Højskolen, hvor Troen paa Skabelsesunderet ikke maatte angribes. Vi havde talt om det før; men jeg kunde af hans Tone denne Gang forstaa, at det ikke var en Henstilling bare men et bestemt Forbud. Jeg tav dertil, men spurgte mig bagefter hvor mange Styrkeprøver af den Art vort Broderskab vel kunde holde til. Jeg ønskede ikke noget Brud, og det saa meget mindre som Forholdet til min Hornsherred-Veninde nu var bleven til officiel Forlovelse. Men denne Forlovelse forøgede paa den anden Side min Trang til fuld Selvstændighed. Jeg gik i mit 25. Aar, og det var vel heller ikke for tidligt nu, at jeg fik mit eget Hjem.

Højskolen laa desuden ikke i selve Byen men paa den aabne Mark et Stykke udenfor. Jeg havde altid følt det som et Savn at undvære Landevejen og Byens mange Huse og fuglesyngende Smaahaver. Midt i Gaden laa et langstrakt, straatækt Hus, som tildels var ubeboet. Det ejedes af en Degneenke⁴, og hun boede selv i den ene Halvdel. I den anden 135 hang en Plakat med Ordene "Til Leje". Hver Gang jeg kom der forbi skottede jeg til Vinduet for at se, om Plakaten endnu hang der. Det endte da ogsaa med, at jeg en Dag gik ind til Degneenken for at se nærmere paa Forholdene og høre om Prisen. Der var Blomsterhave foran Huset og et lille Jordstykke til Hønsegaard og Kartoffeldyrkning bagved. Jeg talte med min Kæreste om det, og vi var enige om, at det kunde blive et prægtigt lille Hjem. Det varede da heller ikke længe, før vi flyttede derind som Nygifte. Men der er Oplevelser, man helst holder helt for sig selv. Derfor skal det bare nævnes her.

[Gå videre til kapitel 6.]