Undervejs til mig selv

5

Første Kapitel

Det besynderlige Navn Pontoppidan hørtes første Gang her i Landet henimod Midten af det 17de Aarhundrede. Fem Sønner af en Mand, der hed Erik Eriksen og var Ridefoged og Forvalter i Broby paa Fyn, fik den daarlige Idé efter lærde Folks Skik den Gang at stadse deres gode danske Bynavn op med en naragtig latinsk Adrienne1. Den ene af disse Paafugle, der alle blev Præster, var pudsigt nok den senere saa højt fortjente Sprogmand og Biskop Erik Eriksen Pontoppidan, der forfattede den første danske Grammatik "for at hæve Modersmaalets Anseelse og Dyrkelse", som han skrev. Efter at det første Kuld Pontoppidan'er var spredt omkring i Landet, varede det ikke længe, før Navnet blev saa almindeligt i vore Præstegaarde, at det næsten var enstydigt med en 6 gejstlig Mand. Allerede i Hundredaaret efter nævner Stamtavlen mere end 300 Gejstlige, der har baaret Navnet, deriblandt syv Bisper, mange Provster og "Jubellærere".

En saadan aandelig Arv, der gaar fra Fædre til Sønner gennem Aarhundreder, sætter naturligvis sit Præg paa en Slægt. For min Far og Farfar kom nu dertil, at de ogsaa paa mødrene Side var Kirkens Børn, min Far endda Søn af en Bispedatter. Intet Under derfor, at et fremtrædende Karaktertræk hos dem begge var Embedsmyndighed og kraftig Selvhævdelse.

I Aaret 1863 blev Far Sognepræst i Randers, den gamle, anselige Handelsstad, hvor Befolkningen i Reformationstiden havde været saa fanatisk luthersk, at Magistraten i 1531 lod Poul Eliæsens Forsvarsskrift for den katolske Messe nagle til Kagen. Nu var Byen mere ligegyldig for den Slags Ting, en Forretningsby, hvor Torvedagene, naar Bønderne kom kørende ind med deres Smør, Flæsk og Æg, var store Dage for alle. Ogsaa Størsteparten af Omegnens Præster levede 7 ret uberørte af det kirkelige Nyliv, som Far var saa stærkt optaget af. Trods Mynster og Grundtvig, trods Kierkegaard og Martensen fortabte de sig i Hverdagslivets Glæder og Kyllingesorger, naar det da ikke var Præstegaardsmarken og Kostalden eller Spillebordet og Romflasken, der tog deres Tid og Tanker.

7a For mig blev denne Flytning til Randers mit Livs første store Oplevelse. Jeg var 6 Aar, og i Frederits, hvor jeg var kommen til Verden, havde Barnekammeret ligget i Kælderen. Jeg havde derfra ikke kunnet se andet af Omgivelserne end Fødderne af Folk, der gik forbi, og nu og da en Hund, der standsede udenfor og løftede op. Her fik jeg Udsyn fra en høj Stueetage og kunde se alle mine Medmennesker over Hovedet. De eneste, der nu ragede op over mig, var Arbejdsvognenes Kuske, som havde den sære Vane at staa oprejste i Vognene under Kørslen, og saa Byens lyseblaa Dragoner, naar de Række efter Række red forbi med Sablerne skuldrede.

8 Ja, hvor var der meget nyt og morsomt at se her. Paa Torve og Markedsdage, naar Landboerne kom gennem Gaden trækkende med Heste og Køer eller med en Sæk fuld af levende Smaagrise paa Ryggen, kunde jeg daarligt komme bort fra min Udkigspost ved Vinduet. Jeg var bange for at gaa Glip af nye Mærkeligheder. Bønderne her lignede ikke andre Mennesker. De ældste gik med sorte Fløjls Knæbenklæder og langskaftede Støvler eller (om Sommeren) med hvide Strømper og Sko med Spænder. Kvinderne var allesammen ensklædte i Egnens særegne Dragt og Hovedtøj. Selv de smaa Piger, der knap kunde gaa, havde Kjoler ned til Jorden og ligesom de Voksne hele Hovedet stramt indbundet i et blomstret Tørklæde, som var knyttet over Issen med en stor Sløjfe. Jeg fandt dem forfærdelig søde og ønskede mig en saadan Søster, skønt jeg i Forvejen havde fem. Men de gik med flettet Haar og Mamelukker som alle Byens andre Pigebørn, hvorfor jeg fandt dem kedelige.

9 Her fra mit Vindu lærte jeg efterhaanden baade Byens Liv og adskillige af dens Beboere at kende. Der var den offentlige Udraaber – "Trommemanden" – der næsten hver Dag kom gennem Gaden og kaldte Folk til Vinduerne med sin minutlange Trommehvirvel. Og der var Skorstensfejeren med de hvide Øjne i det sorte Ansigt, og Byens tykke Mand, om hvem det blev fortalt, at han ganske alene kunde spise en hel Gaas og bagefter tre Pandekager saa store og tykke som et Retiradelaag. Det stærkeste Indtryk paa mig gjorde dog nogle sære Pjalteskikkelser, der i Ny og Næ dukkede op i Gaden med en snavset Blikspand i Haanden og kiggede sig omkring allevegne. Det, de saa ivrigt eftersøgte, var Hundenes Skarn, som de opsamlede med to flade Pinde. Jeg troede først, at det var Tyve og Mordere, der til Straf maatte udføre dette vanærende Arbejde; men en Dag fortalte Barnepigen mig, at Skarnet blev bragt'1 til Byens Handskemagere, der anvendte det ved Garvningen af deres Skind. Jeg vilde ikke tro det. 10 Jeg vidste jo, at Randers Handsker var berømte i hele Europa for deres Finhed. Men da jeg blev noget ældre og havde lært at stave mig gennem Smaanyhederne i Byens Avis, læste jeg en Dag om en Forretningsmand i Jerusalem, der var bleven straffet, fordi han en Række Aar havde ladet de omstrejfende Hundes Efterladenskaber opsamle og sende til en stor Handskefabrik i London, en Trafik, der havde gjort ham til en velstaaende Mand. Myndighederne hævdede nu, at Skarnet paa Gaderne var Byens Ejendom, dets Bortfjernelse altsaa Tyveri, og fik ham dømt til at afgive Størsteparten af det engelske Sterlingguld. Jeg havde med andre Ord gjort vor gamle Barnepige skammelig Uret ved ikke at ville tro paa, hvad hun fortalte. Samtidig gik et Lys op for mig over et Par dunkle Linjer i en Salme, der til Stadighed blev sunget baade hjemme og i Kirken:

I David-Staden er
Guld paa Gaden.
O, Gud ske Lov!

11 Byens Beliggenhed ved Danmarks største Vandløb prægede den ikke paa nogen særlig Maade. Der saaes kun sjelden en Fisker eller anden Mand fra Søen i Gaderne. Men ved visse Vind- og Strømforhold kunde Vandet i Gudenaaen undertiden stige, saa hele Kvarteret ved Havnen oversvømmedes og Folk sejlede omkring i Gaderne dernede i fladbundede Baade. En anden Oplevelse, der knyttede sig til Byen som Havnestad, var det morsomme Optog af Søens Folk, der Fastelavns Mandag efter gammel Skik drog gennem Gaderne for at indsamle Penge til deres Aldersdomshjem og en glad Aften. Først kom et Par kraftige Fanebærere i store Søstøvler og Sydvest, derefter selve "Fastelavnsskibet", en guirlandeprydet Baad sat op paa Understellet af en Langvogn og trukket af et Par Vognmandskrikker, stadset op med Rosetter og Plumager. I Baaden sad en halv Snes Sømænd med oprejste Aarer, alle udklædte som Orlogsgaster i hvide Bluser og blanke, sorte Voksdugshatte. I Bagstavnen sad en Olding, Lavets Ældste, en forhenværende 12 Rorsbetjent uniformeret som Admiral med trekantet Hat og Brystet dækket med Ordner og Medaljer. I hans Skød hvilede den bombeformede Indsamlingsbøsse. Foran hvert større Hus i Gaden standsede Toget. Paa et Signal med en Baadsmandspibe rejste Mandskabet sig op og svang de blanke Hatte under et trefoldigt Hurra. Det var for en seks-syvaarig Dreng et stolt Øjeblik at gaa ned paa Gaden med Husets Bøssegave (en Tremark) og række den op til den gamle Søhelt, som til Tak løftede sin hvidbehandskede Haand op til den trekantede. Saa lød Baadsmandstrillen igen, og Toget drog videre.

Præstegaarden laa i Række med de andre Huse i Gaden og skønt Embedsbolig fremhævedes den overhovedet ikke fra Omgivelserne. Det var en stor tung Bygning i to Etager med mange Værelser, Gaardsplads og flere Udhuse. Jeg blev saaledes allerede 13 som Barn vænnet til ikke at have selv mine Nærmeste for nær ind paa Livet. Huset var bleven bygget i Forgængerens Embedstid, og han havde været en herskabeligt levende Mand, der holdt Ekvipage og liberiklædt Kusk ligesom Amtmanden og andre af Byens store Folk. I Præstegaarden var der derfor baade Hestestald og Vognrum, som nu blev brugt til Opbevaring af Brændsel. Her var en Arbejdsmand en Del af Aaret beskæftiget med at save og hugge Brænde, og dette fremmede Mandfolk knyttede jeg mig efterhaanden til med oprigtigt Venskab. Jeg havde nemlig en Dag set ham styrte ud af Brændeskuret ganske hvid i Ansigtet og med den ene Haand viklet ind i sit Sækkelærreds Forklæde, hvorfra der dryppede Blod. Han løb ud af Præstegaardens Port, og jeg forstod, at der var sket en Ulykke. Han havde under Arbejdet været uheldig og hugget en Finger af den venstre Haand. Nogle Dage efter kom han tilbage med Haanden helt indbunden og gik ind i Skuret for at lede efter Fingren mellem Brændestykkerne. Da han 14 fandt den, spurgte han mig, om jeg vilde se den. Jeg rystede paa Hovedet; men det rørte mig, at han vilde vise mig den blodige Stump, og beundrede hans Koldblodighed. Han blev fra den Dag min Helt, som jeg saa' op til med sværmerisk Begejstring. Mine Søskende gjorde ofte Nar af mig paa Grund af min Beundring, hvad der dog blot yderligere forøgede den.

En Gang sneg jeg mig til at besøge ham i hans fattige Hjem, og det var en Oplevelse, jeg sent glemte. Det var Søndag; han var hjemme og sad med den mindste af sine tre'2 Børn paa Skødet og dikkedikkede det, saa Barnet skreg højt af Glæde. Noget saadant var aldrig hændet mig selv, kunde overhovedet ikke tænkes i mit eget Hjem. Vi var dertil for mange Børn, paa dette Tidspunkt tolv, og Flokken forøgedes stadig. Vi blev tilsidst seksten. Der kom derved noget halvblods i vor Søskendefølelse. Forholdet til Familjen var overhovedet for mit Vedkommende ret køligt. Trods disse fremmede Børns lappede Klæder og Stuens hele Fattigdom 15 var jeg ikke langt fra at misunde dem dette Hjem og navnlig denne Fader, der kunde le og lege med dem paa en Maade, som absolut ikke laa for min egen Fader.

Men nu begyndte et nyt Livsafsnit for mig. Jeg kom i Asylskole. Den laa i en Samling gamle Bygninger, der kaldtes Slotsgaarden. Her boede desuden et Menneske, der havde beskæftiget mine Tanker fra den første Gang, jeg hørte om ham. Det var en stum Skomager'3. Jeg havde en Dag vovet mig ind i den Smøge, hvor han efter Sigende boede. En rødmalet Støvle hang over Døren, og her sad han ganske rigtigt bag Vinduet ved sit lave Skomagerbord. Et stort Mandfolk med Skæg og Briller. Jeg listede forbi og hørte den uhyggelige Gøen, hvormed han søgte at gøre sig forstaaelig for en Kunde. Det var rystende. Et voksent Menneske, der endnu ikke kunde tale men glammede som en Hund. Det førte ind i et Mørke, der fik Tanken til at svimle.

Asylskolen laa i Nærheden og var et enkelt Værelse med Bænke langs Væggene og 16 nogle Skamler for de mindste Børn. Ved den ene Væg stod en Omhængseng, da Stuen desuden var den gamle Asylmoders Soveværelse. Vi lærte at skrive Tal og at stave; men Formaalet var forøvrigt væsentlig at opdrage os til at sidde artigt stille og vænne os af med visse Unoder som at pille os i Næsen og bide Negle. Som Kur mod den Slags Uvaner brugte den gamle Dame at trække det uundværlige lette Møbel under Sengen frem og tvinge Fingerspidserne paa den brødefulde Haand ned i Indholdet og fastholde dem der, indtil Synderen havde bedt om Forladelse og lovet Bedring. Der stod for mig en saadan Skræk af denne Straf, at den blotte Trusel om at trække "lille Benjamin" frem kunde faa mig til at gyse, og da det en Gang blev forsøgt at gøre Alvor af Truselen, satte jeg mig til Modværge med et Raseri, saa Benjamin væltede, og Indholdet flød ud over Gulvet. Det førte videre til, at Asylmoderen klagede over mig hjemme; men mine Forældre kunde ikke anerkende hendes Opdragelsesmetoder og tog mig ud.

17 Jeg kom nogen Tid efter ind i en rigtig Pogeskole med rigtige Skoleborde og Landkort paa Væggen. Skønt Eleverne var delt i to-tre Klasser, var der ogsaa her kun en enkelt Skolestue. Alligevel betragtedes Undervisningen som en halvt autoriseret Forberedelse til "Latinskolen", som Statsskolen stadig kaldtes trods sine nu endelig indførte Realklasser. Jeg traf igen her et Par af mine tidligere Kammerater fra Asylet, saaledes Johan Rohde, den senere højt ansete Kunstner, som var en Købmandssøn der fra Byen og blev mig en skattet Ven for Livet. Stort bevendt med Undervisningen var det nu ikke. Bedst husker jeg i hvert Fald de Timer, da jeg paa Grund af en eller anden Forsømmelse maatte "sidde over" en Timestid efter at mine Kammerater var sluppet hjem. Navnlig har en enkelt af disse Straffetimer efterladt et varigt Minde. Det var naturligvis Meningen, at Tiden skulde bruges til at læse paa den forsømte Lektie; men saasnart jeg var bleven alene, skød jeg Bogen fra mig og satte mig hen til Vinduet, som vendte ud 18 til en af Bagbygninger og Pakhuse omgivet Gaardsplads, hvor der altid foregik noget underholdende.

Efter at Larmen af de hjemslupne Drenge var døet hen og alt var bleven stille, saa' jeg en stor, fed Rotte liste frem fra et Smuthul dernede. Den stod et Øjeblik og vejrede, løb saa over Gaarden og entrede op paa en topfyldt Affaldstønde, der stod i en Krog. Lidt efter kom der flere til, og efterhaanden sad der paa Tøndens Rand fire-fem fede, brune Kroppe med nedhængende Haler. De sloges og bedes og snappede Godbidder fra hinanden, et Pølseskind, en Osteskorpe eller anden Lækkerbid. At denne Broderkrig var et Verdensbillede i det smaa var jeg for ung til at forstaa; men længe skulde det ikke vare, før jeg fik en Fornemmelse af, at der var Nationer, der med Rotterne til Forbillede krigedes om et Stykke Flæskesvær.

Jeg kom en Dag hjem fra Skolen netop som en Afdeling fremmed Rytteri under stort Spektakel rykkede ind i Præstegaarden og sadlede af der. En Officer med lange Støvler 19 sad paa Hesteryg midt i Virvaret og galede som en Hane. Uden at begribe, hvad det hele betød, sneg jeg mig ind i de faa Stuer, der var overladt os. Her stod min Moder og græd. Det var Krigen i 1864.

Selve de fjendtlige Troppers Indtog var ikke bleven overværet af nogen. Som en aftalt Protest havde alle Byens Borgere holdt sig inde. Gaderne var tomme og Gardinerne nedrullede overalt, hvor Indrykningen fandt Sted. Min Fader havde sammen med Byens andre Embedsmænd efter Tilsigelse maattet give Møde paa Raadhuset for at modtage Fjendens Ordrer. Alle offentlige Kasser og alle Varelagre blev beslaglagte. Byens eneste Avis sat under prøjsisk Militærcensur. Og dette Overfald, Forspillet til de store evropæiske Krige i 1866 og 1870 foregik, mens det øvrige Evropa ligegyldigt saa til. Den engelske Historiker Lytton Strachey lægger sit Lands daværende Statsminister den henkastede Ytring i Munden: "Der er kun tre Mennesker, der har forstaaet det indviklede slesvigsholstenske Spørgsmaal: Prinsgemalen, 20 der nu er død, en tysk Professor, som det gjorde sindssyg, og saa jeg, der igen har glemt det altsammen."

Denne Palmerstons Glemsomhed i Forbindelse med Dronning Victorias sværmeriske Tilbedelse af sin tyske Gemal, – "Jeg, en tysk Husfrue," som hun ved en Lejlighed skal have kaldt sig for at retfærdiggøre sit Brud paa givne Løfter til Danmark, – hvad har dette ikke i Aarenes Løb kostet England og vor hele Verdensdel?

Under hele Krigen var Randers i Fjendevold, Byens Styrelse overtaget af en prøjsisk Militærkommission med diktatorisk Myndighed. Mine Forældre maatte til de skiftende Indkvarteringer afgive ikke alene hele Præstegaardens Stueetage men ogsaa flere af Værelserne ovenpaa foruden Udhusene og Stalden. Nogen Forstaaelse af deres Nedtrykthed og bitre Følelser overfor disse Fremmede havde jeg alligevel ikke. Jeg var kun 21 syv Aar, og Dagene var saa fulde af Oplevelser. – Hver Morgen vaagnede jeg op til ny Spænding, ny Indmarch af fremmede Tropper i underlige Uniformer og med mægtige Musikkorps, der om Aftenen spillede foran Raadhuset eller i Byens offentlige Anlæg Tøjhushaven. Paa Grund af vort anselige Hus med mange Værelser og Staldbygning havde vi altid højtstaaende Befalingsmænd indkvarteret, en Gang endog en Prins med Adjudant og Regimentskontor. Det var store Dage for mig. Nat og Dag stod to Skildvagter med opplantet Bajonet udenfor vor Port, og Dagen igennem var der et Rykind af Officerer og Ordonnanser.

Jeg kunde derfor heller ikke dele mine Forældres Glæde, da de fremmede Soldater ved Fredslutningen alle forlod Byen. Dagene blev paa én Gang saa tomme, saa fattige. For at bøde derpaa og dulme Savnet gav jeg mig til at strejfe om i Byen og gjorde Bekendtskaber af alle Slags. Jeg blev en rigtig Omløber og Slagsbroder. Krig skulde der til havde jeg forstaaet. Det er ikke godt at vide, 22 hvad denne Vagabonderen kunde have ført mig ud i, dersom der ikke var sket noget, der modarbejdede disse uheldige Lyster og for en lille Tid gav mig et andet Sind. En Søster, saa nær i Alder med mig som muligt, blev alvorligt syg. Vi Børn kom ikke ind til hende, da det stod værst til, men udefra kunde vi høre hendes krampagtige Skrig, og jeg forstod, hvor skrækkeligt hun led. Og hun var netop den af mine mange Søskende, jeg holdt mest af, ja i Grunden den eneste, jeg rigtig brød mig om, maaske fordi hun havde en rørende Karakter ganske modsat min egen. Da jeg fik at vide, at hun var død, blev jeg højst ulykkelig. Det var nu ikke længere Gaderne og Legepladserne, der lokkede mig, men Kirkegaarden og hendes Grav. Uden at sige det til nogen, gik jeg hver Dag derud for at være hende nær, og naar jeg stod ved Graven opfyldt af Savnet og af Erindringen om hendes elskelige Væsen, blev det til en Anklage mod mig selv og et Løfte til hende om at ville forbedre mig.

23 Med mit niende Aar kom jeg ind i Latinskolen, – "Den lærde Skole", som den nu efter Indførelsen af Realklasser kaldtes for stadig at fastholde Forskellen mellem den og Byens Borgerskole. Der mødte mig ingen Overraskelser i den. Jeg kendte jo i Forvejen baade Rektoren og alle Lærerne fra Gaden, og de saa' i mine Øjne ganske ud som Byens andre Borgere, vakte ingen Forventninger. Historielæreren f. Eks., den ene af Skolens to Overlærere, var en Tyksak, en mægtig Vom og slemt tunghør. Under Overhøringen maatte han derfor opholde sig nede i Klassen mellem Eleverne. Gik Ramseriet i Staa trykkede han Drengen paa Næsen og hyppede som paa en Hest; og for at kunne huske Resultatet af Overhøringen naar han ved Timens Slutning gik op paa Katederet og indførte Karaktererne i Protokollen, gav han til Støtte for sin Hukommelse Eleven et eller andet af Klassens Inventar i Hænde. Tavlesvampen, Ildklemmen eller – dersom Præstationen havde været til Maadelig – Nøglen til Gaarden.

24[a] Under saadan Gemytlighed indførtes vi Drenge i Fædrelandets Historie kort efter den ulykkelige Krig, der satte selve dets Eksistens paa Spil. Men en gammel By som Randers har selv Mæle. Fra dens middelalderlige Smøger og Kroge talte den til os om svundne Tider og dens Mennesker, især naturligvis om Byens Helt, Niels Ebbesen fra Nørreris. Der laa paa Storegade en gammel Bygning, hvorom der paastodes, at her var Stedet, hvor den tyske Voldsherre hin Aprilnat 1350 fik Hovedet hugget af. Stod jeg en mørk Aften foran Huset, blev den hele Scene til levende Virkelighed for mig. Jeg hørte Suset af det historiske Sværdhug og saa' det kullede Hoved rulle fra Sengestokken henover Gulvet.

[24b] Men der kom en Tid, da jeg fik andet at tænke paa og andre Drømmerier. En lang og barsk Vinter var gaaet til Ende. Sneen paa Tagene smeltede, og det klukkede forjættelsesfuldt i Nedløbsrørene. Spurvene boltrede sig i Gadens Vandpytter. Pumperne i Gaardene afklædtes deres Halmkavaj, og en skøn 25[a] Dag viste ogsaa Dragonen foran Hovedvagten sig uden den røde Skilderhuskappe. Snart fulgte andre Foraarstegn og Sommervarsler. Bjørnetrækkere og fremmede Spillemænd kom til Byen. Akrobater bredte et Tæppe over Stenbroen og gjorde deres Kunster paa aaben Gade. De fleste var Sydlændinge, Savoyarder og andre Landløbere, der genvakte Vagabondlysterne i mig med deres mørke Lokker og brogede Dragter.

[25b] Jeg fyldte denne Sommer tolv Aar. Nogle uforglemmelige Feriedage tilbragte jeg inde ved Hedegrænsen i Thorning, Steen Blichers gamle Sogn, hvor nu en af min Faders yngre Præstevenner sad i Embedet. Han havde været i Besøg hos os, og da jeg var jævnaldrende med hans egne Børn, havde han indbudt mig. Egnen omkring Thorning, der i Blichers Tid halvvejs havde været Hede, var nu vel opdyrket Land med ret store Gaarde og god Avling. I Præstegaardens egen Stald stod fire kraftige Heste. Jeg kom dertil midt i Høsten, og vi Børn, baade Drenge og Piger, gik med i Arbejdet paa 26 Markerne. Naar Kornet kørtes hjem, laa vi ovenpaa Læssene og sang. I Nærheden af Præstegaarden løb en Aa, hvori vi allesammen – begge Køn – svalede os i Middagsheden. Ogsaa dette gik for sig under alskens Lystighed. I det hele var der en langt friere Tone mellem disse Søskende, end jeg var vant til hjemme. Selv Præsten satte mig mangen Gang i Forundring. Han var en livsglad Natur og lignede slet ikke nogen af de andre Præster, jeg kendte. Han havde f. Eks. den Skik efter Middagsmaaltidet at slænge sig ned ved Klaveret i Dagligstuen og lade et mægtigt Tonebrus fylde Stuen. Det var hans Form for Bordbøn. Ogsaa andre Ejendommeligheder hos ham fangede min Opmærksomhed. Bedst som jeg troede ham optaget af sin Avis, kunde jeg se ham liste en Blyantsstump op af Vestelommen og paa Avisens Rand nedkradse et livfuldt Udtryk, han havde opsnappet i et af Børnenes Ansigter, eller tegne et Rids af Huskatten, der strækker sig i sin Kurv. Han var en af disse sprudlende Naturer med mange Slags Talenter, der alle udfoldede 27 sig med samme Frimodighed. Denne Sommer var han navnlig optaget af Planen til en ny Præstebolig, som han selv vilde give Tegning til og vistnok ogsaa selv bekoste. Han var af gammel velhavende københavnsk Patricierslægt. Hans Bedstefar havde været en af de sidste Direktører for Øresundstolden, og Børnene talte ofte om deres Oldemor, der endnu levede og boede paa en Slægtsgaard et Sted paa Sjælland.

At det var en i Literaturen klassisk Egn, jeg opholdt mig i, optog mig ikke stærkt. Jeg havde den Gang andre literære Sværmerier end Blicher. Marryat, Cooper og Gøngehøvdingens Forfatter. Heller ikke beskæftigede det mig synderligt, at jeg befandt mig paa Valpladsen for den store Kongekamp i 1157. At Landskabet derimod endnu enkelte Steder havde Mindelser af de ældste Tider henrykte mig meget. Hist og her løftede en mørk Lyngtop sig op over det dyrkede Land, og Bønderne talte om "den vilde Hede" ude i Vest, hvor der stadig levede Natmandsfolk og andre Omløbere, der undertiden kom ind 28 til Thorning og søgte Arbejde som Kedelflikkere, Glarmestre eller "Kalvesnidere", og hvis Besøg Beboerne slet ikke var glade for.

En Aften i Skumringen, da vi Børn legede ude paa Landevejen, saa' vi noget levende kravle op fra Grøften et Stykke borte og gemme sig bag en Busk. Det kunde være et eller andet Dyr, men det kunde ogsaa være et Menneske. Paa Grund af Afstanden kunde vi ikke afgøre det. Efter en Raadslagning bestemte vi os til at gaa derhen. Vi fandt da en lille mørkøjet Savoyard, en Purk paa 8-9 Aar i den ynkeligste Forfatning. Hans Klæder var vaade og oversmurte med Mudder, han selv blaa af Kulde og rystede, saa Tænderne klaprede. Sandsynligvis havde han villet skyde Genvej over Mosen og var kommen ud i en Gunge. Saadanne omvandrende Smaafyre stødte man den Gang ikke sjeldent paa i Jylland. Naar vi saa' dem i Randers, misundte vi dem deres frie Liv uden Skolegang og anden Tvang; men her saa' jeg Vrangen af deres Tilværelse og fik ondt af den lille Fyr.

Vi prøvede at tale til ham; men han vendte 29 Ansigtet bort. Ogsaa da Præsten kom til og tiltalte ham i hans eget Sprog, vedblev han at være stum. I hans Skød laa en Harmonika, som han krampagtig trykkede ind til sig. Den havde faaet Vand i sig, og det ene Dæksel var gaaet op i Limningen. Derfor hans Utrøstelighed. Det var jo ved dens Hjælp, han fægtede sig frem i Verden. Hans Tanker var sagtens hjemme hos Forældrene i Bjergene.

Præsten maatte tilsidst med Magt føre ham under Tag, at ikke Nattekulden skulde skade ham. Han blev lukket ind i den lune Stald og fik et Knippe Halm og et Dækken at sove i. Der blev ogsaa bragt ham Mad og varmt Øl; men han vilde hverken spise eller drikke. Stadig trykkede han ængstelig Harmonikaen ind til sig, som om han var bange for, at den skulde blive taget fra ham. I hans Øre har formodentlig lydt en streng faderlig Formaning om aldrig at slippe sig den af Hænde.

Da Præstens Karl tidlig den næste Morgen kom ind i Stalden var han væk. Der blev sat en Efterforskning i Gang; men Drengen var og blev borte. Nogen Tid efter hørte vi, at han 30 var bleven set i Viborg, hvor der i de Dage var Marked. Han havde staaet paa et Gadehjørne og spillet paa sin Harmonika; og hver Gang der var bleven kastet en Slant i hans Hat, der laa foran ham paa Stenbroen, havde har smilet over hele Ansigtet og gjort et Par Dansetrin.

[gå til kapitel 2]

 
[1] Adrienne: en løstsiddende damekjole med langt slæb. Ordet forekommer i flere af Holbergs komedier. tilbage
['1] bragt: rettet fra "brugt"; formodet sættefejl. tilbage
['2] tre: den oplysning er ny her i U. tilbage
['3] Skomager: oplysningen om at den stumme skomager bor i Slotsgaarden, er ny og skyldes nok udelukkende sammenskrivningen. tilbage