Kap. 2: Det forjættede Land

I. Tekstforhold

Forstudier og udkast

(1) "Fra Landet", 1884 (PCA 231)
(2) Klørknægt. Et Fragment, 1887 (PCA 52)
(3) DAGBOG 6-11-1889 (PCA 132)
(4) DAGBOG 9-11-1889 (PCA 135)
(5) UNGDOM. FORTÆLLING, 1890 (PCA 159)

(5) er en "synopsis" til Muld; i stilen mere lyrisk, i tonen mere kåd end denne. Persontegningen er overfladisk, for en enkelts vedkommende – Ragnhild – af helt anden karakter. Men selve miljøet er klart tegnet; (i øvrigt henvises til Ahnlund 430, Skjerbæk: "Lidt om tilblivelsen", p. 312 og Aage Bertelsens udgave, p. 206). (2) udgør de kapitler i Muld om l'hombre-spillet hos sognerådsformanden, som savnes i (5). (3) er uvejrsoptakten fra Mulds første kapitel, dog her uden snefald og med anden udgang (herom fodnote 18). (4) er – selv om den nævner sig som en optegnelse om Ilum By – den skildring af Skibberup Kirke, som danner grundstammen i Mulds Anden Bog, kapitel I. Klokkeren med knokkelarmene, "Døden", og livet omkring kirken i hverdag og fest – endog præsten, der ved sine slag i prækestolen får Sct. Peder til at tabe næse og mund, skriver sig fra denne "Dagbog"s-artikel. (3) og (4) overgik i (5). – Endelig er (1) en anekdotisk bondebryllupshistorie, hvis ramme er anvendt i sidste kapitel af Muld.

Udgaver

Muld. Et Tidsbillede. Oktober 1891. – 2. oplag 1892 udsendt i forbindelse med DFL. Dette oplag er ikke – som angivet PCA p. 68 – et uændret optryk. Skjerbæk (Lidt om tilblivelsen, 321) angiver: en mængde rettelser foretaget. Af disse rettelser – af hvilke 125 har kunnet noteres ved et flygtigt gennemsyn, men flere sikkert skjuler sig – har kun et meget begrænset antal interesse; disse vil blive behandlet nedenfor*** (s.37 og 49).

Første oplag vil i det følgende blive betegnet Muld A, Andet oplag Muld B; Muld betegner, at teksten er overensstemmende i de to oplag.

Det forjættede Land. Et Tidsbillede. Dec. 1892. – Det af PCA betegnede "2. oplag 1896" var hverken registreret i Det kgl. Biblioteks systematiske eller alfabetiske katalog. Her er imidlertid et "2. oplag 1893" registreret. Begge eksisterer ( betegnes i det flg. DFL B1 og DFL B2). B1 er et nysat, men ikke – som Skjerbæk (Oversigt DFL, 412) mener – et "uændret Optryk". Af den lille snes rettelser, der kan konstateres ved et gennemsyn, er de fleste af rent sproglig-stilistisk art2. B2 er forsynet med nyt titelblad, hvorpå forlagsnavnet er udskiftet3, årstallet ændret, trykkeriets navn flyttet om på bagsiden og Philipsens bomærke udskiftet med Bojesens. I listen over Pontoppidans bøger s.344 er årstallet for DFLs 2. Oplag ændret og "Dommens Dag. Et Tidsbillede -1895" indsat. Dette har krævet omsætning af det kvarte ark 337-38 + 343-44, men til den øvrige del af bogen er anvendt materie fra B14. De ændringer man derfor – iflg. PCA og Skjerbæk – måtte tro foretaget så sent som i 1896, stammer altså fra 1893 og indtager da en lignende plads som de i Muld B foretagne5. Kun, hvor der er tale om uoverensstemmelser, vil der i det følgende blive skelnet mellem DFL A og DFL B.

Dommens Dag. Et Tidsbillede. Nov. 1895; i det følgende betegnet som DD6.

Det forjættede Land 3. gennemsete udgave, 1898. I det følgende betegnet som C.

Det forjættede Land. 4. udgave 1903; i det følgende betegnet som D. – Ændringerne fra C til D betegner for en stor del "regenerations-rettelser", dvs: teksten er ført bag om C tilbage til A eller B. Der er givetvis flere end de 14, et første gennemsyn har gjort det muligt at konstatere. Tre af disse går ud over et enkelt ords indsættelse eller omflytning: l) Afsnittet i Emanuels forsamlingshus-tale, i hvilket han skildrer "Livet i et velstaaende Hovedstadshjem" (Muld 176-78) er strøget i C – hvor der blot henvises til det – men genindsat i D. 2) Bettys afvisende holdning over for den syge broders ideer er mildnet gennem tre trinvise nedskæringer og ændringer (DFL 32-53, C 428 og D 430). Den tredie rettelse behandles nedenfor DD43***.

Heller ikke 5. og 6. udgave (henholdsvis 1918 og 1920) er uden rettelser (Skjerbæk: Lidt om tilblivelsen 322). "Rettelserne […] er mere omfattende [mellem fjerde og femte] end mellem Tredie og Fjerde Udgave […]. [De] bestaar i talrige Ændringer af enkelte Ord og Udtryk samt en Del mindre og større Udeladelser" (Skjerbæk Oversigt DFL 413).

II. Romanens stadier

En ung, nybagt teologisk kandidat forsøger som præst i et stillestående landsogn at virkeliggøre de tanker og ideer om folkeligt fællesskab og kristelig broderkærlighed, som hans overspændte moder har indpræget i ham fra hans tidligste barndom i et forfinet overklassemiljø. Han møder beslægtede frigørelsestanker hos den mest aktive del af sin menighed og forsøger et intimt samarbejde med den og dens leder, en magt- og hævnsyg væver.

Han mangler ikke forudsætninger for et sådant samarbejde, og han gifter sig en medhjælp til, der med sin naive forventning og sin rod i bondesamfundet kan forsone hans manglende praktiske erfaring med miljøets manglende idealisme. Selv er han ikke uden tilpasningsevne; skønt hans naturhengivenhed har et islæt af fantaserende meditation, gør han alt for i sin virksomhed som bondepræst at tilegne sig praktisk håndelag og i det hele at té sig som bonde mellem bønder. Han er en åben og ligefrem karakter, en nogenlunde selvstændig natur, hvis psykologiske og humoristiske sans dog ikke er alt for stor. Sin mangel på tæft for dén praktiske politik, der spiller så stor en rolle for hans antagonist, væveren, søger han at afhjælpe ved ivrig, men vilkårlig deltagelse, og på det teoretiske plan kan han præstere en blændende udredning af sit syn på samfundsforholdene. Det teologisk-dogmatiske indslag i hans folkeligheds-evangelium er ikke særlig fremtrædende. En glad, gudhengiven tillid, en udpræget forståelse for vigtigheden af kærlighedsbudets praktisering er dettes væsentligste elementer. Ved en praktisk-udadrettet livsførelse søger han at fjerne ethvert skær af kaldet profet eller kirkelig embedsmand over sig selv og sin stilling.

Når han alligevel lider skibbrud, både i sit forhold til sin menighed og til sin hustru, skyldes det to ting. For det første en manglende tålmodighed og robusthed over for de praktisk-menneskelige vanskeligheder i hans stilling og de intrigante magtkampe i menigheden – her bidrager en søns død til at knække hans glade optimisme. For det andet en stærk bundethed til sin barndoms by- og borgermiljø. Det lykkes ham ikke at få det rette forhold til sin hustru, hvis naturlige krav på omsorg og forståelse han ikke magter at honorere. Deres forudsætninger er for forskellige, og begge er de for træge naturer til, at en virkelig sammensmeltning i forholdet kan finde sted. På dette plan møder Emanuels eget miljø ham for stærkt i skikkelse af den inkarnerede by-kvinde; hans modsætningsfyldte forhold til denne bliver en afspejling af hele hans tilværelses kamp. Han giver langsomt op i denne kamp. Han forstår det selv, ikke klart – dertil er hans idealisme for stor og hans selvforståelse for begrænset – men dog nok til at han på ringe opfordring selv tager initiativet til forholdenes afvikling. Som en skuffet, desillusioneret mand vender han tilbage til de omgivelser, som han trods al idealisme ikke har formået at frigøre sig fra.

 

NOGENLUNDE således kunne en redegørelse for hovedpersonen have formet sig i en orientering om "Det forjættede Land, roman i to bind af Henrik Pontoppidan (1891-92)"; endvidere skulle så naturligvis romanens undertitel "Et Tidsbillede" have været tilgodeset. Men – tre år efter andet bind kom et tredie til, Dommens Dag, hvorved romanens hovedlinie fik en anden slutningskurve og lyset over de to første bind kom til at falde anderledes. Det bliver nu romanen om "den religiøse Helt, der efter Fødsel og Forudsætninger synes bestemt for en anden Bane", men som fastholdes af "et Kald i en indskrænket Kres paa et øde Sted". Han ofrer "for dette Kald alt indtil sine Kæres Liv […], bekæmpes af det lille Samfunds Magthavere, svigtes af Menigheden, udstødes i Ørkenen, forladt af sin Gud, og dør i religiøs Overanspændelse." (Vilh. Andersen: HP 57-58). Fra at have været en roman om en helbredt "fantast" – og selve ordet fantast synes da næsten for stærkt – kan den nu indrulleres som den første i en række om uhelbredelige fantaster, Emanuel, Lykke-Per, Torben: "De er tre Fantaster der overvindes af Virkeligheden og kastes ud af den" – "Sagen var den, at Hansted stadig skød en Illusion ind mellem sig og Virkeligheden, han turde ikke tage dens Risiko. Han […] faldt […] tilbage til sin egen Fantasiverden […], hans Udvej er fra nu af klar, det er den religiøse Ekstase, der helt ophæver Virkelighedens Vilkaar ved at digte dem om" (Jørgen Bukdahl: Dansk national Kunst, p. 174 og 178). Der skal ikke her tages stilling til disse tolkninger; de anføres blot som eksempler på viljen til at læse en sammenhængende udvikling i den endelige roman.

Spørgsmålet er her: Har dette tredie, altomvæltende bind harmonisk føjet sig til de to første. Har det optaget de tråde, der allerede var indlagt, og vævet stykket færdigt, således at mønstret først nu klart fremtræder? Hvorvidt Pontoppidan i 1892, efter udarbejdelsen af DFL, har tænkt sig en fortsættelse, kan ikke afgøres med sikkerhed. Når han i Familjeliv (53-54) skriver: "Heldigvis havde jeg kort forinden [dvs: Ernst Brandes' selvmord aug. 1892] faaet afsluttet den store Roman, jeg i saa mange Aar havde arbejdet med, og ved at sælge den til P. G. Philipsen […] kom jeg i Besiddelse af […] Penge. […] Samtidig var der sket det afgørende, at min Kone og jeg havde faaet talt ud med hinanden; og […] vort ægteskab [opløstes]"(dvs: i 1892; Pontoppidan blev gift igen i april) så kan dette vanskeligt tillægges nogen betydning. Muld var allerede udkomnet i oktober 91, så om nogen samtidighed mellem Børs-Tidendes ophør og salget af romanen (som afsluttet!) kan der ikke være tale. At der i Pontoppidans fremstilling er sket en sammentrækning, hvad afslutningen angår, er vel ikke usandsynligt – så meget mere som Erindringerne jo vrimler med kronologiske unøjagtigheder og inkonsekvenser – men snarere kunne Pontoppidans fremstilling tages til indtægt for opfattelsen af Muld + DFL som en "afsluttet" roman.

Kun én ting kan, før man får adgang til samtidigt kildemateriale, siges med sikkerhed: Pontoppidan kan ikke have tænkt sig en fortsættelse, som Dommens Dag blev det. Men var en fortsættelse af Muld + DFL overhovedet mulig? Den mulige udvikling, som i DD antydes ( mest udførligt i A): at Emanuel og Ragnhild havde fundet sammen og – dernæst vel – at Emanuel havde fået et (fedt) embede i statskirken; denne fortsættelse kunne vanskelig tænkes som stof for en "pontoppidansk" roman7; rent bortset fra, at situationen, hvad angår forholdet mellem Ragnhild og Emanuel, rimeligvis vil have været følt for selvbiografisk og uafklaret nær af forfatteren. En udvikling, der kunne have lignet kandidat Boserups, hvor Emanuel havde mistet sin tro, måske både på kristendommen og på ethvert folkeligt evangelium – er også vanskelig at tænke sig8. Der er i Emanuels personlighed ikke stof hverken til en Schaff eller en Neergaard. Tragedien er – for et menneske af Emanuel("den første")s støbning – fuldbyrdet med nederlaget i DFL. Den stille, nydende, reflekterende tilværelse, hans natur også rummer mulighed for, egner sig ligeså dårligt som den ovf. skitserede idyl til grundstammen i et tredie bind. Emanuel er helbredt, men hans videre skæbne ville have svært ved at interessere. Der var vel kun ét at gøre, hvis man ville en fortsættelse: Dommens Dag – og så bagefter arbejde stykkerne sammen til et hele. Det er denne proces, som her skal følges.

 

Romanens genesis har tre stadier:

  1. Muld A (og B) + DFL A – i det følgende ofte samlet betegnet som A.
  2. Muld B + DFL B + DD.
  3. C (og D). For første dels vedkommende er tekstgrundlaget enten begge de tidligere oplag af Muld eller – hvad der ligger nærmest at antage – forfatterens eget, rettede eksemplar af 1. oplag. Gang på gang er nemlig rettelserne herfra yderligere korrigerede i C, flere gange ført tilbage til As tekstform. Tekstgrundlaget for anden del er DFL B, hvis rettelser alle (hvor det pågældende sted bevares) er ført over eller videre.

Hovedundersøgelsen må samle sig om en sammenligning mellem stadium I og III. Jeg lader her D repræsentere III. stadium (og citerer altså efter 1903–udgaven), da denne skyldes et gennemsyn af foregående udgave og derfor må antages at meddele den endelige form. Springet til 1918-udgaven er tidsmæssigt for stort til, at forfatteren her har kunnet være sig en spaltning i romanen bevidst og yderligere kunnet udfylde denne.

Det vigtigste i denne undersøgelse bliver en gennemgang af ændringerne i Emanuel-skikkelsen. Denne gennemgang er anlagt som en analyse af de hovedscener og deres virkning ud i romanen, som frembyder de klareste ændringer; disse ændringer systematiseres dernæst og belyses endelig ved en række fritstående eksempler. Herefter følger en undersøgelse af Hansine-, Ragnhild- og Væver Hansen-figurerne for om muligt at påvise, at også deres udvikling er bragt til et endepunkt med udgangen af DFL.

III. Emanuel

De 9 hovedscener, der her skal gennemgås, er alle hentede fra DFL. I ethvert kunstværk er en bue spændt mellem begyndelses- og slutpunkt. Forrykkes slutpunktet, må buen forlænges, dens spænding forandres – og mest i det stykke, der er nærmest endepunktet. Det er derfor klart, at ændringerne er flest og radikalest i DFL.


I Første Bogs kap. II holdes hos sognerådsformanden et "tillidsmandsmøde", hvor man tager stilling til en intetsigende, protestopfordrende skrivelse fra partiets hovedbestyrelse om rygter vedr. regeringens planer. Emanuel – hvis placering i dette politiske råd i A "nærmest", i D "alene" skyldes hans fortjenester på ganske andre områder – reagerer i ingen af udgaverne på samme "taktiske" måde som de øvrige medlemmer, men en ændring i hans reaktioner finder sted:

DFL 30-31 D 237
" Aldrig … aldrig vil det danske Folk finde sig i en saadan skændsel!" vedblev Emanuel ude af sig selv. "Jeg foreslaar, at vi endnu i Aften sammenkalder alle Meningsfæller og aabenbarer for dem, hvad der staar paa Spil. Her er ingen Tid at spilde. Vi vil rejse os som én Mand og vise, at vi af yderste Evne vil forsvare vor Ære og Ret!" " Og Guds Fjender! … Aandens frække Snigmordere!" vedblev Emanuel endnu ganske ude af sig selv. "Men dertil maatte det komme i Egenkærlighedens Samfund! Det er dets sidste, forbryderiske Selvforsvar før dets endelige Undergang. Jeg foreslaar, at vi endnu i Aften sammenkalder alle Meningsfæller og aabenbarer for dem, hvad der staar paa Spil. Ogsaa vi vil ruste os! Over for Lovløshedens Kanoner stiller vi Guds Tordenbud – –"

Medens Emanuel i A straks ryger op på det principielle plan, hvor han befinder sig bedst – men i øvrigt taler helt i overensstemmelse med den holdning, der f.eks. førte til dannelsen af riffelforeningerne i 1885, har hans tale i D fået en skarp drejning i retning af religiøs patos og ekskatologisk forventning. I A er det en indigneret demokrat, i D en pietistisk (dvs: tros- og kaldsbevidst) præst, der taler.

Rådets urokkede frimodighed beroliger dog Emanuel – mindst i D; hans Sindsstemning bliver "oplivet" (A / i D: "lysere"), og han kan deltage i det efterfølgende bugnende sognerådsformandsaftensbord. I A får vi følgende oplysninger, som er strøget i D:

A DFL 36-37
Emanuel […] drak sin Snaps sammen med de andre, saadan som han plejedeved slige Lejligheder . . . ikke fordi Brændevin egentlig smagte ham, menhan vilde nødigt paa noget Punkt skille sig ud fra sine Omgivelser. […]I det hele havde han i de forløbne Aar, snart bevidst, snart ubevidst,lagt sig en god Del Bondevaner til. Han havde endog overvundet sin gamle Afskyfor Tobak; og da […] Sogneraadsformanden lod sine Cigarer gaa rundt, trakhan en Træpibe frem af sin Frakke og stoppede den af en Kardus saakaldet "posemelange",som han overalt førte med sin i sin Bukselomme.

Dette – næsten rørende – billede af Emanuel, som af bedste evne forsøger den tilpasning til miljøet, han godt forstår er så vigtig, passer ikke ind i den "ujordiske" (udtrykket indført i D 226) mildhed, Ds Emanuel bærer i blikket.


Anden Bog (DFL 77-142 – D 263-302) omhandler Guttens sygdom, død og begravelse. Hansine er efter drengens første anfald fast besluttet på, at doktoren, trods Emanuels modstand, skal tilkaldes. Da hendes moder Else kommer på besøg, har Gutten det bedre, "trods" lægens besøg og formaning:

DFL A og B 112 – D 285
" Naa, hvordan staar det saa til hjemme, Else?" spurgte Emanuel for at lede Samtalen ind i et andet Spor.
A B D
Han havde kastet et Blik hen paa Hansine og havde faaet ondt af hende, fordi hun aabenbart nu begyndte at fortryde sin Egensindighed. Han havde kastet et Blik hen paa Hansine og havde faaet ondt af hende, fordi han kunde se paa hende, at hun var begyndt at fortryde sin Egensindighed. [strøget]

Der er ingen grund til at antage, at Hansine har fortrudt nogetsomhelst. Emanuels bedømmelse af situationen er forkert; i B er den da også yderligere subjektiveret, i D er den strøget.

Samme aften – under Guttens voldsomme krampeanfald – venter Emanuel utålmodig på den forsinkede doktor; han står uden for huset og lytter efter vognen:

DFL 128 D 294
Og med ét var det, som om dette bundløse Mørke, denne ubønhørlige Tavshed bragte noget til at briste inden i ham. Som et Menneske, for hvem det pludselig svimler ved Synet af en gabende Afgrund, der aftner sig foran dets Fod, fór han sig med begge Hænder til Panden og udstødte halvhøjt og som i Vildelse.

"Det er altfor forfærdeligt!"
Og som han stod overfor dette gravsorte Mørke, dette ubarmhjertige Mulm, der havde slukket alle Stjerner og ligesom udslettet Vejene, hvorfra Hjælpen skulde komme til hans lidende Barn, var det pludselig for ham, som om han saa dybt ind i det uendelige Verdensrum og indtil dettes yderste Grænser kun fandt ruende Mørke og Kulde og gabende Tomhed. Som et Menneske, for hvem det svimler ved Synet af en Afgrund, der har aabnet sig for dets Fod, slog han Hænderne for sit Ansigt og udstødte halvhøjt og som i Vildelse:

"Gud! … Min Gud! … Hvor er du?"

(jf. DD233 "Min Gud! Min Gud! … Hvorfor har du forladt mig")

Dette sted – med forstærket religiøs tone, mere outreret reaktion og parallel til DD -stedet – får også langt større betydning i D end i A.

En anden ændring i retning af stærkere religiøs (selv)optagethed hos Emanuel kan iagttages i denne Anden Bog; da Gutten er død, står:

DFL 133 – D 297
Da bøjede hans Sind sig ydmygt for den Almægtiges Vilje. Hans Taarer standsede; stille lagde han det lille Lig hen paa Sengen, (A: lukkede dets Øjne,) lagde sin (D: skælvende) Haand paa dets (A: høje, tænksomme) Pande og sagde:

"Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!"

Forskellen er hårfin; men det er betegnende, at Emanuel i D ikke lukker barnets øjne med sin "skælvende" hånd – eller at vi i hvert fald ikke får det at vide.

Emanuels reaktion mellem Guttens død og begravelse, som den kommer til udtryk i skildringen af begravelsesdagen (sidste kapitel i Anden Bog), undergår også en tydelig ændring. I A kan Emanuel "i sin oprevne Sindsstemning ikke frigøre sig for en smertelig Fornemmelse af at være ene med sin store Sorg". "Skønt han indsaa’ sin Uretfærdighed og af Evne kæmpede med sig selv", lukker han sig inde eller tilbringer tiden i haven (hvoraf en lyrisk forårsskildring er strøget i D), hvor han hulkende fortaber sig i sentimentale minder om Gutten i form af en krage-grav og drengens "selvlavede" pisk. Anderledes i D; her lyder det tilsvarende stykke:

D 298
Ofte sad han timevis paa en Bænk med Hovedet i sine Hænder sønderknust af Sorg og fortæret af Selvanklager. I sin oprevne Sindsstemning opfattede han Guttens Sygdom som en Prøvelse, Gud havde tilskikket ham, og Barnets Død som Himlens Straf, fordi hans Tro i Nødens Stund havde svigtet, og han i sin Svaghed havde paakaldt Menneskehjælp mod Forsynets ubønhørlige Vilje [min kursivering].*)

Hver Gang han tænkte paa hin Nat, da han ude fra Jordhøjen i Haven havde stirret ud i Mørket efter Lygteskæret fra Doktorens Vogn og i sin raadløse Fortvivlelse endog fornægtede det himmelske Lys, skjulte han skamfuldt sit Ansigt for Gud. Han havde i sin dybe Anger betroet sig til Hansine; men ogsaa ved denne Lejlighed havde han savnet noget af den rette Alvor hos hende og følte sig ene og uforstaaet i sin Sorg [min kursivering].

*) Dette synspunkt modsvares i A af følgende som forklaring på uoverensstemmelse mellem Emanuel og hans svigermor:

Hansine svarede ikke. Hun vidste, at der i den sidste: Tid havde hersket en lille Misstemning mellem Emanuel og Moderen, fordi Emanuel følte sig ilde berørt af, at Else bestandig talte om Guttens Død som noget lige saa selvfølgeligt, som hans Sygdoms Ufarlighed altid før havde været for hende. Ganske vist opfattede han ogsaa selv alt, hvad der var sket, som et uafvendeligt Udslag af Guds uudgrundelige Vilje; men han syntes dog, at hun i det mindste burde være bleven noget forundret, siden det var hende, der mer end nogen anden havde bestyrket ham i hans forhaabningsfulde Syn paa Guttens Tilstand.

– et praktisk-realistisk ræsonnement (ganske vist her gengivet som noget "Hansine vidste"; altså i Pontoppidans vanlige, indirekte fortællemåde, hvis "person-farvning" det ofte kan være svært at udrede), der står i skarp modsætning til Ds fremstilling.

I D (308) forklares uoverensstemmelsen som følger: "Hansine […] vidste, at der i den sidste Tid havde hersket en lille Misstemning mellem Moderen og Emanuel i Anledning af, at denne efter Moderens Mening var begyndt at vanskøtte Præstegaardens Bedrift og for meget overlade Styret til Karlene" – Man lægge mærke til, med hvilken suverænitet, forfatteren behersker sine omarbejdelsers konsekvens.

Det er altså forestillinger hos Emanuel om prøvelse og kald der i Anden Bogs rettelser indarbejdes. Medens det i A (DFL 131-32) siges, at Gutten lige fra sin fødsel – fordi det var det ældste barn – for Emanuel havde været et særligt pant på Vorherres nåde og velsignelse, og Hansine (DD 148) kan tænke også på Emanuels tab af sin "mærkelige Tro paa, at Forsynet havde en særegen Bestemmelse med deres Ægteskab", – så er i D det første sted strøget, og hvad Hansine (D494) føler, Emanuel mistede ved Guttens død, er kun "det frejdige Haab, den ubetingede Forvisning om at følges af Guds Velsignelse". I D er selve Guttens død ikke mere – på gammeltestamentelig vis – et "uudgrundeligt" tegn på tabet af Herrens Velsignelse, men – på pietistisk vis – er hans sygdom prøven på Emanuels tro, og det er, da han her svigter, at han fortaber Guds velsignelse. I D er Guds vilje for Emanuel ikke længer "uudgrundelig", men tager direkte og åbenbaret sigte på hans kald.9

Endvidere slækkes på hans selverkendelse og samtidig understreges og forstærkes – i citatet fra D 308 – hans praktiske uduelighed; herom mere senere (s. 52f).


Guttens død får også på anden måde en stærkere virkning i D end i A. Når det i begyndelsen af Tredie Bog hedder om Emanuel:

DFL 147
Hans noget trætte Udseende røbede i det hele, at han endnu ikke ufuldkomment havde forvundet de sidste Maaneders haarde Prøvelser.

så er dette strøget i D, for her skal Emanuel ikke forvinde virkningen af disse prøvelser, hvis karakter her er en anden; de går dybere ind og kommer til at betegne et vendepunkt i hans religiøse fantasiers udvikling. Jævnfør at Emanuels reaktion efter sin tale ved højskoleforstanderens begravelse og væver Hansens heftige angreb i D har karakter af et nervøst sammenbrud:

D 396
Paa Vejen ned til Stranden faldt han i en heftig Graadkrampe, saa han maatte sætte sig paa Grøftekanten, mens Hansine tørrede den kolde Sved af hans Pande.

I Tredie Bogs kap. III (svarende til beg. af kap. II i D) er foretaget nogle indgribende ændringer.

I A (DFL 156-51) vandrer Emanuel hen ad en ensom marksti for uforstyrret at udarbejde sin søndagspræken. Han er klar over "sin Tales Mangel paa Kraft og Beaandelse" i den senere tid, men alligevel griber han sig idelig i betragtninger over naturen: en sommerfugl, den blå himmel eller det gule korn. Synet af Skibberup forsamlingshus får ham til at henfalde i grublen over den næsten ligegyldige ro, hvormed "hans Venner og Meningsfæller over det hele Land" tager den politiske udvikling. Selv har han – skønt tynget af sorgen over Guttens død – opfordret kraftigt til modstand, men er blevet standset af "tillidsmændenes" henstilling. Hans modvilje mod al politik er vokset – ikke mindst efter, at væver Hansen er begyndt at intrigere sognerådsformanden ud; han finder den ligegyldig for sin sags fremvækst,

DFL 159
Men én Ting havde disse Maaneder lært ham. Han vidste nu, at der endnu var megen dvalebunden Kraft at vække i Folket, megen Selvtillid og Selvfølelse at opelske, før der for Alvor blev Haab om Dagning for den nye Tid, som han havde troet saa nær.

Selv vil han dog holde ud og finde glæden i selve bebudelsen af fredsrigets komme. – Ved fjordvigen fortaber han sig i "ubestemte Fremtids-Drømmerier".

DFL 160
Han fulgte med Øjet sine gamle Venner, de sølvhvide Maager, der stumme kredsede omkring et Punkt i Luften, som om de tav med en vigtig Hemmelighed. Han stirrede ud over den vide, blanke Havflade, ud mod de fjerne, blaalige Skybjærge, der nu og da løftede sig over Horisonten og derpaa langsomt sank ned igen. Det var, som om et luftigt Skønhedsrige et Øjeblik steg lokkende frem af Dybet og atter svandt bort. Det var som at se koglende Skikkelser vinke og forsvinde … eller som i Drømme at høre fjerne Stemmer kalde og sagte dø hen. Hvorfor sørge? syntes de at sige. Hvorfor slæbe sig træt paa andres Byrde? Kast din tunge Pilgrimsstav og kom herud, hvor Glæden bor højt over Skyen, og hvor Jammeren skjuler sig i mørke Dale, saa ingen ser den. Kom herud, hvor Livet er en festlig Hvile omkring sprudlende Kilder og Dans paa grønne Enge.…

Han vaagnede med et Ryk af sine Drømmerier og forlod Stranden. Dagen begyndte at hælde; det var Tid at komme hjem.

Han forstærkede sine Skridt og søgte op til Sognevejen. Han vilde se at naa Præstegaarden inden Solnedgang for at kunne være Søren Røgter behjælpelig med Kvældsfodringen.

I D vandrer Emanuel ud i ensomhed for "at komme til Klarhed over de mange Tanker, som de sidste Dages store Begivenheder havde vakt hos ham". Også her er det den ligegyldige ro, der undrer ham, men selv har han intet foretaget sig. Hans lede ved politik er ikke mindre, men hvad han har lært af begivenhederne er, at

D 309
endnu var Tiden altsaa ikke kommen, Guds Børn ikke modne til at tage imod Faderens fulde Kærlighed.

Også her er han selv tilfreds med glæden over sin budbringer-tjeneste, og et langt nyt afsnit om Guds tugt af det blåøjede danske folk "for helt at bortvende dets Sind fra det timeliges Forfængelighed" og om de kirkens tjenere, hvorigennem Gud allerede havde ladet sin røst lyde, slutter:

D 310
Der havde i hans eget Liv været Øjeblikke, hvor han troede at mærke, at Gud havde en særegen Bestemmelse ogsaa med ham. Lige siden han som Barn sad paa sin Moders Skød og hørte hende fortælle om de gamle jødiske Profeter, hvis Mund Gud signede, havde Drømmen om at være en saadan udvalgt aldrig helt forladt ham; og han kunde heller ikke nu komme bort fra, at Gud med Guttens Sygdom og Død havde villet stille hans Tro paa en endelig Prøve . . .Ak, men han havde været for svag! – – –

Der sker altså på dette sted en pointering af Emanuels religiøse kald; hans tro på og interesse for folket svækkes og et vidnesbyrd om hans praktiske optagethed af sin bedrift (der er i D ingen tanker om kvældsfodring) er strøget.

Ahnlund anfører drømmesynet som eksempel på, hvorledes Emanuels væsen "sprängs sönder, slitet mellam drömmens värld och verklighetens", hvorledes "Pontoppidan låtit naturen spela in, förledande till flykt och ansvarslöshett"10; når imidlertid den tilsvarende note lyder:

Jämför härmed B-upplagans version. Här är det i stället Emanuels frälsarprogram och lidandestanke som tar form under vandringen. Pontoppidan har här skjutit fram den religiösa problematiken i förgrunden i stället för den tanke om naturens förförelsemakt som personligen stod honom närmere. [min kursivering]11

har kun den her fremhævede sætning gyldighed – men det til gengæld for hele omarbejdelsen. Dette er det eneste, Ahnlund siger om denne side af omarbejdelse (om en anden se Ahnlund, s. 298), og de anførte præmisser er (her) forkerte. Emanuels lidelsestanke berøres overhovedet ikke på dette sted i D; derimod andre steder – herom nærmere senere. Om betydningen af naturens forførelsesmagt i D her blot dette, at drømmesynet ikke er strøget i D; det er rykket frem til Fjerde Bogs kap. IV, da Emanuel er på vej ud til Mosekærhusene og altså efter gensynet med Ragnhild hos doktor Hassing, hendes genbesøg i præstegården, den mislykkede høst og væverens endelige slag mod sognerådsformanden. De centrale billeder i synet er de samme, men lige før er indskudt: "Af Trang til at frigøre sig for alt det, der tyngede ham, […] stod han en Stund fortabt i ubestemte Drømmerier", og bagefter er følgende tilføjet:

D 371-72
Han vaagnede med et Ryk. Og saa flygtige havde hans Drømme været, at de svandt bort af hans Erindring, i samme Øjeblik han vaagnede til Bevidsthed. De efterlod kun en Fornemmelse af forøget Tyngsel over Brystet, – og med langsomme Skridt steg han ned imod Mosekærshusene.

Til den mulige betydning af denne ændring – udover en neddæmpning af naturens forførelsesmagt på det bevidste plan – skal jeg vende tilbage i anden sammenhæng (Muld31).


I Tredie Bogs kap. VI (svarende til kap. IV i D) holder Emanuel sin store politiske forsvarstale. Dette velformede, rationalistiske ("socialistiske" kalder lægefruen det), i sin ironiske paradoksalitet næsten pontoppidanske indlæg mod forbenet aristokratisme må det undre enhver læser af D at møde i Emanuels mund. Oplægget og omstændighederne ved Emanuels besøg er da også i A anderledes, ligesom der i D ved nogle tilføjelser er bødet på det urimelige i, at denne udgaves Emanuel kan holde en sådan tale. Selve talen er så godt som uændret, men den er også god.12

Da Emanuel i kap. V har fået indbydelsen til at spise til aften i det hassingske hjem, motiveredes hans ja således:

DFL 191-92 D 325
Emanuel stod et Øjeblik stærkt tvivlraadig, inden han modtog deres Indbydelse. Egentlig havde han allerhelst sagt nej. Han havde nu i syv Aar udelukkende holdt sig inden for sin egen Vennekreds, hvor han alene følte sig hjemme; og han ønskede ikke at knytte nogen varig Forbindelse med det hassingske Hjem. Men paa den anden Side var han bange for, at man skulde opfatte et Afslag som udsprunget af Frygt eller Undseelse. Navnlig tænkte han paa Frøken Ragnhild, der sikkert straks vilde udlægge det saaledes og bringe sin Opfattelse videre til hans Søster og øvrige Familie.
Forøvrigt skjulte han ikke for sig selv, at han tillige dreves at en Smule Nysgerrighed og en lille Trang til Oplevelse. Han havde nok Lyst til en Gang at se Doktor Hassings saa meget omtalte, efter alle Kunstens Regler udstyrede Hjem.
Desuden var Samtalen med Frøken Ragnhild begyndt at interessere ham, netop som den var blevet af brudt; og han havde ikke noget imod at faa Lejlighed til at fortsætte Diskussionen.

Emanuel stod et Øjeblik tvivlraadig. Han havde nu i syv Aar udelukkende holdt sig inden for sin, egen Vennekres; men Frøken Ragnhilds Spottetale havde opægget ham. Han havde desuden i den senere Tid oftere overvejet med sig selv, om han ogsaa handlede forsvarligt ved saaledes ganske at afslutte sig fra Omverdenen. Navnlig i de sidste Dage, efter at Regeringen ved sine Voldshandlinger havde forsøgt at standse Folkepartiets Fremvækst, var der vaagnet i ham en Følelse af Forpligtelse til at optage Kampen*) mod Gudsrigets triumferende Fjender ogsaa udenfor sin vante Virkekres. Hans lille, lønlige Haab om, at Gud endnu en Gang vilde sætte hans Tro og hans Nidkærhed paa en Styrkeprøve**), havde i saa Henseende ikke været uden Betydning; og – udæsket som han nu var bleven – optog han da dette tilfældige Møde med de fremmede Mennesker som en Slags Tilskyndelse fra oven, en himmelsk Ordre, og sagde Ja til Indbydelsen.
(Samtalen mellem Ragnhild og Emanuel om ægteskabet finder i D først sted på et senere tidspunkt)

*) I A har han jo forsøgt at rejse en politisk modstand i menigheden (se DFL30)

**) jf. D298.

Motivforskydningen er overordentlig klar. Ethvert ydre forfængelighedshensyn er strøget, ligesom dragningen mod miljøet som sådant og trangen til at opleve nyt. I stedet er sat missionsiver og følelsen af kald og prøve, ligesom selvovervurderingen er understreget (den varierede gentagelse "en himmelsk Ordre").

I A må Emanuel ved sin indtrædelse i det fornemt udstyrede hjem overvinde en følelse af ufrihed og ubehag; han afviser muntert en overservil tjenestepige, der vil børste hans bukser, og også bordets opdækning ægger hans modsigelseslyst:

DFL 194
det hele følte han stærkt det Ansvar, han havde paataget sig overfor sin Sag og sine Venner ved at nyde Gæstfrihed her i Fjendens Lejr –

jf. den dertil svarende, dog langt stærkere udtrykte følelse af ansvar – men over for Gud, i ovf. anførte citat fra D 325.

I D er hans ubehag skiftet til dyb uvilje og han beder ved bordet uanfægtet sin sædvanlige bordbøn og tilføjer endda:

D 326
"O, min Fader og Frelser i det høje! Skænk mig Naade og Kraft til at bære dit Vidnesbyrd ind i dette Hjem og tænde det himmelske Lys i Vankundighedens Mørke!"

Han føler stærkt sit ansvar "ved at sidde her mellem disse sørgeligt vildledte Mennesker".

Umiddelbart før Emanuels tale har A følgende afsnit, som er strøget i D:

DFL 201-02
Men samtidigt voksede hos ham den Modsigelsestrang, den Følelse af Forpligtelse til alvorligt at sige disse Mennesker Sandheden, der hele Tiden havde ulmet ham i Blodet. Hvorfor ikke dristigt pege derhen, hvor Tampen virkelig brænder? […] Var det ikke hans Pligt at gøre sit til at vække disse Mennesker op af deres trygge Selvtilfredshed, af deres fornemme Uvidenhed om alt, hvad der fik det store Folks Hjærte til at banke i Fryd og Forventning?

En profet taler ikke af modsigelsestrang; og det er her om folkets fryd og forventning, ikke om det himmelske lys, Emanuel ønsker at fortælle selskabet. Og han gør det – og hans tale ender (med én lille, betegnende rettelse):

DFL 207 – D 334
"Dersom der virkelig skal være Tale om Retfærdighed, saa er det hverken dem, der véd (D: veed) mest, eller dem, der ejer mest, eller dem, der yder (D: nyder) mest, som bør have den største InDFLydelse paa et Lands Styrelse men derimod dem, der risikerer (D: udsættes) mest. Saadan er i alt Fald m i n Statslære!"

Ragnhilds reaktion – som er kapitlets slutreplik – på Emanuels optræden lyder – (i D "med fremtvungen Lystighed"): "De har virkelig uddannet Dem til en slagfærdig Debattør (D: Taler)" (DFL 213, D 337).

I D får den nu malplacerede tale da også konsekvenser i form af den her indføjede morgenbøn, Emanuel beder i sit kammer den følgende dag. Den siges angrende, men barnligt tillidsfuldt:

D 344-45
"Fader! Er du fortørnet paa mig? Jeg veed det nok, daarligt og forfængeligt har jeg udrettet den Gerning, du gav mig at gøre. Men du vil være langmodig. Du vil ikke forstøde mig. Prøv mig – og prøv mig paany, jeg beder dig, Fader! – indtil jeg ikke længer snubler!"

I A ærgrer han sig over, "hvad han kaldte sit dumme og skabagtige Overmod":

DFL 221-22
"Der kan man dog virkelig se, hvor forgiftet Luften maa være mellem saadanne Mennesker", tænkte han. "Efter otte Aars Forløb kan man ikke stikke Næsen ind i den uden straks at tabe Herredømmet over sig selv og forfalde til U-natur".

Her overvinder han sin skamfuldhed ved muntert at berette om sit besøg for Hansine – som for øvrigt ikke har megen tiltro til hans munterhed.

Når det i begge udgaver hedder om Emanuel, at besøget har givet ham aandelig Svingkraft til at komme over det døde punkt, er kraften altså betinget af forskellige forhold: I A indser han faren ved mødet med det gamle miljø og tager sig sammen for at være tro mod det, han éngang har valgt. I D er det derimod hans svigten over for Guds kald – og dette skal vel gælde både med hensyn til "talens" manglende kristelige sigte og hans "moralske" fald i den erotiske fantasi, der er indføjet i D. (se herom s. 67)


I Femte Bog kap. I skildres i A (DFL 290-95) – ved fru Aggerbølles dødsleje – i Emanuels "referat" dyrlægeægteparrets skæbne; dens parallelitet med Emanuels er tydelig. Dyrlægens egen forklaring på deres tilværelses forlis har han allerede afleveret hos Villings (DFL 71), og den er bevaret i D (260), men her gentager han den over for Emanuel:

DFL 293-95

"Men jeg har altid sagt det, … der er noget Troldskab i Luften herude paa Landet, Emanuel, … noget, som stjæler Livskraften fra dem, hvis Vugge har staaet imellem de røde Tage. Jeg har selv følt det, … og min lille Sofie har følt det … det malker Sjæl og Blod og Marv ud af Kroppen paa os, Emanuel. Og vi kan ikke staa imod … vi er fortabte, fortabte!"

Emanuel var bleven bleg. […]

Hvorfor gøre sig blind, naar man dog var bleven seende? tænkte han. Hvortil nyttede det at blive ved at lyve for sig selv … og for andre? Der var faldet skæl fra hans Øjne, og han forfærdedes over, hvad han saa'!

Ja, Bernhard havde Ret. Der maatte være noget Blændværk i Luften herude, og han havde selv været inde under Fortryllelsen. Han begyndte at forstaa alt. Han følte sig som en, der vaagner af en lang, tung Søvn, … som en Bjærgtagen, der efter otte Aars Liv i Troldenes Høj pludselig kender sig selv igen ved at høre sin Hjembys Klokker ringe.*)13

Strygningen af disse fem sider er eklatant.14 Ved at se sin egen skæbne spejlet i Aggerbølles forstår Emanuel – og forstår han virkelig – modsat i D, hvor han på ny bedrager sig selv. Og i resten af romanen (i.e. Muld + DFL) prøver han at handle efter denne nye erkendelse.

*) billedet af den bjergtagne er – som Ahnlund gør opmærksom på (193) – allerede anvendt i Isbjørnen (68) og optræder igen i Hamskifte (103f), her dog uden Klokker; Pontoppidan har da heller ikke ved omarbejdelsen givet slip på det. Det er indført i den forstærkede scene under Ragnhilds klaverspil (se herom D340), men er dèr noget afdæmpet i overensstemmelse med den svækkede betydning, det gamle miljøs dragning har i D.

–– 0 ––

I Femte Bogs kap. IV (svarende til D 390-98) holder Emanuel efter højskoleforstanderens begravelse den tale, der for hans forhold til menigheden bliver begyndelsen til enden.

I A (DFL 310-13) bebrejder han dem den splid og ufordragelighed, den mistænksomhed og selvretfærdighed, der efter nederlaget har bredt sig iblandt dem. Han opfordrer til selvfølelse og fordragelighed som midler til oprejsning og endelig sejr for "Folkets sag".

I D (392-94) bekender han for dem sin egen tvivl og fristelses øjeblikke, hvor Verden og dens Forfængelighed truer med at tage magten. Han bebrejder dem, at de gennem hovmod og ufordragelighed, uterlighed og bagvaskelse, løgn og forstillelse er sunkne dybt. Han opfordrer til selvprøvelse og ydmyg selverkendelse som midler til oprejsning og sejr for "Guds Riges Venner".

Da Jens Hansen bagefter tager ordet, drager han sammenligning mellem Emanuel og provst Tønnesen, en sammenligning, der unægtelig bedre passer på Emanuels tale i A end i D. Provsten havde desuden næppe taget sig selv med i fordømmelsen! I A lykkes det Emanuel at bevare sin selvbeherskelse – og en stemme i ham siger:

DFL 317
Hvad oprøres du egentlig over? Er det ikke dit eget Værk, hvis Fuldendelse du her ser? Du høster jo kun, hvad du selv har saaet. Beklag dig ikke, men gaa stille bort … gaa bort og skam dig!

I D må Hansine hindre ham i at styrte op på talerpladsen – og på vejen derfra får Emanuel sit grådkrampeanfald. (se ovf. D396)

På hjemvejen fra dette afgørende møde, finder i A den lige så afgørende samtale mellem Emanuel og Hansine sted. På Hansines spørgsmål om, hvad han nu vil gøre, svarer Emanuel

DFL 320-21
Jeg véd saamænd ikke. Men jeg maa vel søge mig et andet Embede; et lille Kald et eller andet Sted paa den jyske Hede eller i Klitterne vil man vel ikke nægte mig.

Men til denne Lykke-Per-skæbne er Emanuel slet ikke manden. Hansine gør da også indvending og erklærer, at dèr vil han snart blive ligeså misfornøjet (i D, hvor Emanuel først den følgende morgen er så rolig, at samtalen kan finde sted, tilføjes skånsomt: "med dig selv og derfor med andre") og bare længes bort. I D mangler så flg. afsnit fra A:

DFL 321
Han saa' hen paa hende med et undersøgende Blik; hun havde netop udtalt hans egen, nagende Tanke, som han ikke selv havde haft Mod til at aabenbare. Udsigten til at skulle begynde et nyt Liv i en ny Ensomhed, i et nyt, stort og tavst Øde, fik ham til at gyse.

På hans spørgsmål råder Hansine ham

DFL 321-22 D 397-98
"Jeg synes, du skal gaa derhen, hvor din Længsel drager dig, Emanuel; … for det nytter jo dog ikke længer at ville gemme det for hinanden; vi kan jo ligesaa godt snakke rent ud om det; … du længes efter at komme tilbage til din Familie og til de andre Forhold, som du har hjemme i, og det er jo egentlig ikke mere end rimeligt. […] "Ja se, Emanuel … det nytter dog ikke, at vi længer vil gemme det for hinanden, vi kan jo ligesaagodt snakke rent ud om det … du trænger til for en Tid at komme tilbage til din Familje og til de andre Forhold, som du har hjemme i, det er dog alene d e r, du kan vente igen at komme til Fred og Forstaaelse i enhver Henseende. [mine kursiveringer]

Forskellen i disse råd er tydelig: Hansine taler i D om, hvad han trænger til for at komme til fred og forståelse; det skal blot være for en tid. Altså: Hansine må tage sig af Emanuel, som ikke selv er i stand til at indse sin situation. Anderledes i A: Her er Emanuel selv klar over sin stilling – jf. hans indrømmelse over for sig selv ovenfor – og Hansine kan ligeud tale om, hvad han længes efter. Der er i A ikke tale om en tilsyneladende foreløbig, men om en endelig ordning. Hansine er en meget klog kone; skønt hun i de to udgaver forenes med så forskellige mænd, forstår hun lige godt at give sine replikker den rette drejning!

–– 0 ––

I det følgende kapitel V, hvor Emanuel er hos biskoppen for at få ordnet sine forhold, og samtalen mellem ham og Hansine fører til, at han skriver til faderen, om han og børnene må bo hos denne, mens Hansine vil flytte til Ane – i dette kapitel er rettelserne vigtige til forståelse af den ændring, der er foretaget med Emanuel i D.

Mens Emanuel i A er helt klar over sine sagers tilstand – om end han ikke indrømmer det over for Hansine – og udviser en praktisk, og noget selvisk, indstilling med hensyn til at skabe sig en fremtid i København, selv erkender de vanskeligheder, som Hansine med sit væsen ville berede ham i hovedstaden og selv foreslår den endelige løsning, er det i D Hansine, som må tage initiativet; Emanuel er fjern, ftygtsom, uselvisk. Han vil gerne bort, men ikke først og fremmest for at komme tilbage til sit gamle miljø. Et enkelt eksempel fra dette kapitel belyser forholdet:

DFL 328
Han [i.e. Emanuel] sagde, at det maaske alligevel var fornuftigst ikke at sætte Bo paany, saalænge deres Fremtid var saa usikker, navnlig saalænge han var ganske uden Stilling og uden Indkomst. Han havde tænkt paa, at han sammen med Børnene midlertidigt, indtil han havde faaet sig en Gærning (enten som Lærer eller Præst i København eller i en anden By), kunde komme til at bo hos sin gamle Fader, der boede ene i sin store Lejlighed (og vistnok gærne vilde huse dem). Han trøstede hende med, at deres Adskillelse ikke skulde blive langvarig; (saa snart han kom ind til Hovedstaden, vilde han søge at skaffe sig en Stilling, der atter kunde samle dem i Hygge og Tilfredshed).

Denne argumentation er i D (401-02) – bortset fra det her i parentes satte – næsten ord til andet lagt i munden på Hansine!

–– 0 ––

I kapitel VI (DFL 329-37; D 402-06), som omhandler ventetiden, før brevene fra faderen og søsteren kommer, stryges i D Emanuels i A udtalte lyst til og længsel efter byen – og hans trang til fred og nye studeringer understreges ("tage op igen de samme Spørgsmaal for at finde en anden og sandere Løsning paa Livets store Gaade"). Hans livfulde beretninger ("der vakte saa mange halvt henslumrede Minder hos ham") for Sigrid om byen er ikke omtalt i D. Da søsteren i sit brev slutter, at det "ikke vil komme til at skade dig, at du har haft de Anskuelser, som du nu er kommen bort fra", må D tilføje:

D 406

Denne Slutning tiltalte ikke Emanuel; den kastede en ham selv uforklarlig Uro ind i hans Sind.

"Hvor kommer hun paa saadanne Tanker?" udbrød han. "Hun har jo altsaa slet ikke forstaaet mig!"

–– 0 ––

Det betagende slutningskapitel overgår så godt som uændret til D. Kun én replik er ændret. I begge udgaver forstår Hansine bedre end Emanuel, hvor lang adskillelsen bliver, men da de kører ud af præstegården, råber Emanuel efter Hansine:

DFL 341 D 409
"Gaa op paa Jordhøjen i Haven – saa vi kan vinke til dig – til det sidste!" "Gaa op paa Jordhøjen i Haven – saa vi kan vinke til dig!"

Kun at de tre sidste ord er fjernet i D tillader en så symbolsk tydning af dem. (Og stadig må man være varsom: rettelsen kan også være en "afskriver-rettelse"). I D bevarer Emanuel en naiv – og i hans "nye" karaktertræk begrundet – optimisme: at alt vil ordne sig, mens han i A har forstået, at det er forbi. Det er ikke en forståelse formuleret i fuld klarhed, men det er jo netop et grundtræk i den tragedie, romanen "stadig" er. Emanuels nederlag er i A endeligt allerede her, endeligt på den front, han hele tiden har kæmpet: den naivt-idealistiske natur- og bonde-romantik, med et grundlag af udpræget kristelige broderskabstanker, men helt uden den religiøse profettone af gudkaldet martyrium, som samarbejdelsen med Dommens Dag kom til at kræve.

–– 0 ––

Vi kan nu samle ændringerne i Emanuels personlighed og karaktertræk i følgende punkter – og belyse disse ændringer ved endnu nogle eksempler, hvoraf flere er samlet i Tillægget (DFL 9 eks).

1) Den religiøse problemstilling omkring kald og lidelse og en deraf følgende mere "fanatisk" holdning i mange situationer dominerer i D over den "folkelige" problematik, der ved siden af forholdet til naturen er det fremtrædende i A.

Her skal anføres den vist første rettelse, der vagt bebuder Emanuels tanker om lidelsen. Eksemplet viser samtidig en af ændringerne fra Muld A til B (se herom nærmere under 2))

Muld A 208 Muld B 208 D 121
Havde han blot haft et Hjem, var det end nok saa fattigt og lille, hvor han kunde finde Fred og Hvile efter Kampen; og havde han haft en from og trofast Hustru, i hvis Arme han kunde juble og græde ud … det vilde da have været selve Livets Lyst at kæmpe for Frihed og Lykke. Havde han endda haft et Hjem, hvor han kunde finde Fred og Hvile efter Kampen; havde han haft en from og trofast Hustru, der vilde dele med ham hans Sejr og Nederlag … det vil da etc. =A Han sad og tænkte paa, at om han nu havde haft et eget Hjem, hvor han kunde finde Fred og Tryghed under den forestaaende Kamp, en from og trofast Hustru, der vilde dele med ham hans Sejr og hans Nederlag … det vilde da have været selve Livets Lyst at kæmpe og lide for Sandhedens Sag.

Søndagen efter sit besøg hos Hassings holder Emanuel en prædiken, hvor bl.a. "det danske Folk" er rettet til "Gudefolket!"

DFL 226 D 346
Emanuel […] havde ikke længe følt sig saa glad og frimodig. Emanuel havde selv følt, at Aanden havde opfyldt ham, mens han talte.

Af endnu 8 registrerede steder anføres 2 (begge tilføjelser) som eks. 2 (DFL EKS. 2) og 8 (DFL EKS. 8) i tillægget.

2) Emanuels evne til sand erkendelse af forholdene og sig selv bortfalder eller erstattes med selvovervurdering; dette kan netop ses som træk i en fantast-psyke.15

I FØRSTE DEL, Første Bog, kap. IX er i D udeladt den første side fra Muld (136-37). Heri fortryder Emanuel ikke at have indrømmet sine fejltrin over for væveren, og han ser situationens muligheder for fremme af sine egne ideer; på denne side står bl.a.:

Muld A 137 Muld B 137
… han skammede sig, fordi han ikke havde haft Mod nok til at tale ganske aabent med ham og Ærlighed nok til at tilstaa sine Fejlgreb, som han nu ganske klart indsaa’. … han skammede sig, fordi han ikke havde haft Mod til at tale ganske aabent med ham.

Når afsnittet er strøget i D – trods den korrektion, det havde fået i B*) – skyldes det en her mere udpræget mangel på overblik hos Emanuel; jf. følgende ændring i slutningen af samtalen med væveren:

Muld 136 D 81
Han følte, at han ikke længer havde Magten over sine Tanker, og frygtede for helt at tabe Fatningen over for disse fremmede Mennesker. Med en ubehjælpsom Undskyldning […] begyndte (han) at tage Afsked. Af Frygt for helt at tabe Fatningen overfor disse fremmede Mennesker, der saa øjensynligt ventede en afgørende Udtalelse af ham, rejste han sig for at tage Afsked.

I D ser vi Emanuel mere udefra, får ikke fornemmelse af nogensomhelst kontrol hos ham selv.

*) Ved ændringerne i B (1892!) må man hele tiden have "Ungdom"s skildring af personerne i erindring. Det kan være spor af denne i A, som fjernes i B. Om "Ungdom"s Emanuel hedder det blandt andet: "Havde han fulgt sine egne ungdommelige Lyster, havde han vel nu siddet som en gammeldags Mineralog eller Botaniker, begravet i Bogstøv og Museumsmug, for en Gang at faa tilfredsstillet den Ærgerrighed at faa Titel af Professor og blive udødeliggjort i et Konversationslexikon". (Husvennen, nr. 28, 1890)

Under Emanuel og Hansines samtale i begyndelsen af DFLs Tredie Bog siger Emanuel bl.a.:

DFL 149 D 305
"Din Moder har vist Ret", sagde han. "Vi maa virkelig tage os sammen nu."
"Jeg tror, det vilde være godt, om jeg foretog en Forandring i Driften til næste Aar. Kan du huske den nye Gødningsmetode, som jeg i sin Tid talte til dig om. Jeg gad vide, om jeg ikke for Alvor burde gøre et Forsøg med den … Det kan dog ikke blive ved at gaa, som det er gaaet," fortsatte han i et pludseligt Udbrud af Utaalmodighed. "Vi maa allesammen tage os sammen. Jeg har selv været noget slap i den senere Tid; men jeg føler, at nu er det ovre. Jeg ligefrem længes efter igen at tage fat!" "Maaske det vilde være godt, om jeg foretog en Forandring i Driften til næste Aar."

Men lidt efter gik han atter tavs fordybet i sig selv og saae mod Jorden.

Af endnu 14 registrerede steder anføres 3 i tillægget som eks. 1, eks. 5 og eks. 9.

 

3) Som en følge af 1) og 2) bliver Emanuels tale i D mere højtidelig, til tider svulstig og ha-stemt, ligesom hans adfærd får et mere pastoralt præg.

Emanuels besøg i Mosekærhusene er i D rykket hen til efter hans samtale med væver Hansen (hvor denne fortæller om "afsløringen" af sognerådsformandens slette levned). Den kraftige reaktion, der sker hos Emanuel, da han opdager Mosekærfolkenes virkelige indstilling, får derved i D en mere emotionelt bevæget baggrund. Han har måttet udsætte sit besøg, fordi samtalen med væveren har bragt ham i for kraftig affekt, og det bliver ligesom dråben, der får bægeret til at flyde over. Men selve skildringen af besøget, Emanuels ophidselse og hårde tale til Svend Øl og Per Brændevin, virker egentlig rimeligere i A end i D. Nogle små ændringer er foretaget: Emauel sætter sig ikke til rette i stuen for senere at rejse sig og give sin ophidselse luft ved at sætte stolen hårdt i gulvet; et rationalistisk argument om lige-for-lige med hensyn til den godhed, menigheden har vist dem, ligesom en karakteristik af Emanuels sprog som myndigt, er fjernet (rettelser, som er en del af baggrunden for ændringer. i eks 9.

Foruden i Emanuels prædikener (således DFL 224-25 til D 346) er også hans sprog i øvrigt korrigeret, f, eks. hans replik til Hansine, da han skal til bispe-samtale i provstegårdens

Muld 315 D 183
"Vær ikke bange, min Ven! Hvorfor skulde man gøre os to noget ondt?" "Frygt intet, min Ven! Hvad ondt skulde man vel kunne gøre os to?"

og denne tilføjelse i D, da Emanuel har berettet for Hansine om folkemødet:

D 272
Jeg tror det nu ganske sikkert … Umenneskelighedens Tider er uigenkaldelig forbi. Tusindaarsriget vil oprinde med sin Herlighed og Pryd. Fred paa Jorden og mellem Menneskene! Saaledes skal det lyde mod alle Verdenshjørner …

Den pastorale ændring, da Emanuel første gang bliver præsenteret for doktor Hassings hustru, er tydelig:

DFL 165 D 313
Emanuel løftede sin Hat en Tomme fra Hovedet uden at forandre den alvorlige, lidt studse Mine, hvorunder han søgte at skjule en Usikkerhedsfølelse, som dette ham saa uvante Ceremoniel og de høflige Talemaader fremkaldte hos ham. Emanuel løftede tavs – og alvorlig sin Hat en Tomme fra Hovedet;

Af yderligere 6 registrerede steder anføres 2 i tillægget (eks. 3 og eks. 4); se også eks. 8.

 

4) Men samtidig medfører de under 1) og 2) behandlede ændringer hos Emanuel en i flere situationer mindre "hård" reaktion i tale og optræden.

Da Emanuel i begyndelsen af DFL, Fjerde Bog, af Hansine får besked om et læs byghalm, som Emanuel har lånt af Rasmus Jørgen, og som denne gerne vil have igen nu, overfuser Emanuel i A Hansine, mener hun har fornærmet Rasmus og bebrejder hende, at hun i det hele støder vennerne fra sig. Han fortryder dog hurtigt*), beder om forladelse – og beklager sig over gårdskarlen Niels' sløseri. Emanuel antyder, at Niels er begyndt at komme til Maren Smeds bønnemøder og herom fortsætter samtalen. I D opkaster Emanuel straks formodningen om, at Rasmus ligesom Niels er begyndt at gå til bønnemøder, og at dette er grunden til hans pludselige krav.

*) Sammenlign DFL 253, hvor gennem Hansine Emanuels hyppige vredesudbrud og påfølgende fortrydelse anføres. Dette er strøget i D.

Under mødet med det hassingske selskab i det grønne føler Emanuel sig til grin:

DFL 169 D 315
Blodet fo'r ham til Kinderne. En ubetvingelig Harme, som han kendte igen fra sin Ungdomstid i Faderens Hus, brød op i ham og fik hans Hjærte til at banke. Blodet foer ham til Kinderne. Han tav.

Af endnu 3 registrerede steder anføres 1 i tillægget (eks. 7).

5) Et andet levn fra "ungdomstiden i faderens hus" er i A Emanuels sans for det "æstetiske" – og for dets sammenhæng med det erotiske; en sammenstilling, der jo er kendt for sin "borgerlighed".

Hans Brix gør i Gudernes Tungemaal (158-59) opmærksom på en af de strygninger, der i denne forbindelse har været nødvendig i D, nemlig at Emanuel bliver opmærksom på, at Hansine løber grimt (Muld 300). Et andet eksempel er dette:

Muld 205 D 119-20
Men des tydeligere tegnede sig Legemets Omrids mod den nu næsten ensfarvede, blommerøde Havflade. Han fulgte med Blikket Ansigtets buttede Profil, Overkroppens kraftigt rundede Linier … og alt imens voksede der paa ny en Ængstelse frem hos ham, Ængstelsen for, at hun [Hansine] af en eller anden Grund skulde have faaet noget imod ham. Men des tydeligere tegnede sig for ham Legemets Omrids mod den nu næsten ensfarvede, blommerøde Havflade. Og pludselig grebes han af en dump Uro.

Emanuels i A mere udprægede modbydelighed ved interiøret i Mosekærhusene (DFL 264-66 – D 375-76) er også æstetisk bestemt. Se også eks. 5 i tillægget.

6) Hvad der er i A af eksempler på Emanuels praktiske duelighed, er fjernet i D, herunder også hans akklimatisering i miljøet. På det sidste er tidligere givet det vigtigste eksempel; en anden strygning er foretaget, da Emanuel hilser sin kun halvt påklædte svigermor godmorgen:

Muld 301
Han havde hurtig vænnet sig til denne Naturlighed i al Gøren og Laden, hvori han saa' et Udslag af Bondens Kyskhed.

Det første illustreres bedst i følgende ændring:

DFL 98 D 276
Ogsaa hans Husførelse havde været ham kostbarere, end han selv rigtig vidste; og skønt han i Begyndelsen havde haft sin Mødrenearvs nogle Tusinde at ty til, og skønt han aldrig skaanede sig selv men endog midt om Vinteren var i sin Stald Klokken fem om Morgenen, kunde han vanskelig magte Bedriften med den Arbejdsstyrke, han hidtil havde haft Raad til at holde i sin Tjeneste. Ogsaa hans Husførelse havde – trods den strenge Tarvelighed, hvoraf den var præget – været ham kostbarere, end han selv rigtig vidste af; og hans Mødrenearvs Tusinder, som han i Begyndelsen havde haft at ty til, var forlængst forbrugte til sidste Hvid.

Alene forandringen i tonen giver den ændrede holdning over for Emanuels virksomhed som bonde.

Af endnu 4 steder anføres et som eks. 6 i tillægget (se også eks. 3)

7) Endelig er Emanuels binding til sit oprindelige miljø – der i romanens stadium I er en af hovedårsagerne til hans nederlag – i D løsnet betragteligt; det øver også her sin virkning på Emanuel, men i ringere grad og ham selv uafvidende.16 De her relevante steder er næsten alle berørt i den foregående gennemgang af hovedscener. Endnu to ændringer – deraf den ene lille og fin – skal anføres:

Fra sit vindue har den ensomme Emanuel ofte betragtet landskabet:

Muld 84-85 – D 52
I sin Ensomhed havde han da digtet sig ind i de fattige Beboeres møjsomme og trælsomme Liv, og han havde tænkt paa den Gang, da han i sin Afsky for det Samfund, han selv ved Fødselen tilhørte, havde troet sig beslægtet med disse Jordens frie Børn og drømt om at (A: kunne) leve i frit (D: broderligt) Samkvem med dem som Ven og Broder (D: Hjælper).

Det understregede er strøget i D!

Under Emanuels samtale med biskoppen siger denne:

Muld 338
jeg erindrer, hvorledes De selv angav Misforholdet i Deres Hjem som en af Aarsagerne til, at De bestemte Dem for præstelig Virksomhed paa Landet (D 196: i en fjern og ensom Egn).

–– 0 ––

To punkter er i det foregående kun flygtigt berørt: Emanuels forhold til naturen og hans forhold til Ragnhild. Men disse to byder også på de største problemer – ikke mindst i lyset af rettelserne.

Ahnlund antyder (213-15), at naturfølelsen – "jämte den sociala förbrödningstanken" – for Emanuel er motiveringen for troen, "kanske dess fundament". Dette må sammenholdes med Ahnlunds kort forudgående, tidligere citerede note. Ahnlunds stadige omkvæd er, at dette eller hint lå digteren selv nærmest: "När diktaren skulle teckna en kristen människa inifrån föll det sig naturligt för honom att tillgripa förutsättningar som i hans eget liv spelat en avgörande roll" (215; jf. den citerede note17). Emanuels forhold til naturen består altså ifølge Ahnlund af to elementer: en "tanke om naturens förförelsemakt" og en naturfølelse i retning af Guds-liv-i-den-årlige-natur. Som eneste belæg for, at denne sidste "kanske" danner fundamentet for Emanuels tro, henviser Ahnlund til DFL 183f, dvs. til det sted i samtalen mellem Emanuel og Ragnhild (DFL 173-92), hvor denne har udviklet sit naturfjendtlige syn. Den eneste replik, Emanuel herefter (183f!) – udover en ironisk beklagelse af Skaberens Makværk (184) – siger dette emne vedrørende, er følgende:

DFL 183 = D 323
"Og en saadan Tale har De Mod til at føre netop her, […] De kan virkelig ikke finde det mindste tiltrækkende ved et Syn som dette? Det kan slet ikke vække anden Tanke eller Følelse hos Dem end en uhyggelig Erindring om Deres Barndoms Rullekælder?"

Resten udfyldes af Ragnhilds ordrige tale. Muligvis hentyder Ahnlund snarere til en tankeudredning hos Emanuel (DFL 181-82!) hvor han over for sig selv må indrømme ved synet af forskellige naturødelæggelser og især under sin drengs sygdom at have "ladet sig forlede til en lignende Miskendelse af Naturens strenge Orden"; "og han følte det derfor som en dobbelt Forpligtelse at imødegaa hende med sin Overbevisnings fulde Styrke." (og denne tankegang er strøget i D). Men for mig at se er fundamentet for Emanuels kristendom (som i A jo kun er svagt skitseret og i D bygger på de gammeltestamentlige profettanker, moderen allerede tidligt har indpodet i ham) netop ikke naturfølelsen; denne løber parallelt med hans kristendom, ja kan i sin gru anfægte denne og med sit kogleri fortrænge den. Dette leder over i det andet af "elementerne" i Emanuels forhold til naturen: tanken om dens forførelsesmagt. Denne mener Ahnlund trænges tilbage i omarbejdelsen; hans præmissers uholdbarhed er tidligere påvist. Men det er rigtigt så langt: I A er det naturfølelsen (forstået som en sammenfatning af alt det, der i naturen – positivt og negativt – drager Emanuel), der har den egentlige magt, i D bliver det religiøsiteten (kaldet og lidelsen); og i det sidste tilfælde går naturfølelsen i tjeneste hos den religiøst-overnaturlige; således i de religiøse vanvidsscener i Dommens Dag.

For imidlertid at komme helt ind på livet af Emanuels skiftende forhold til naturen er det nødvendigt at undersøge betydningen af udtrykket DET FORJÆTTEDE LAND til bunds. Den almindelige opfattelse af dets dobbelthed koncentrerer sig om disse to betydninger: 1) sognet Vejlby-Skibberup som det forjættede land, Emanuel er draget ud for at finde, ud af sit eget Ægypten ɔ: det af ham så forhadte bymiljø. Det er denne betydning, der spillles på, når Emanuel på Ragnhilds spørgsmål om, hvor han skal hen, svarer: "Som De ser, er jeg rejseklædt, pilgrimsklædt …. jeg er paa Vejen ud til mit forjættede Land!" (Muld 89 = D 54). 2) Det idealsamfund, Emanuel som en anden Moses ønsker at føre sit bonde-Israel til; hans forsøg mislykkes, det forbliver en ørkenvandring. I A er der ikke mange belæg for en sådan tolkning: det første af "muldhøjs-stederne"18 kan vel være et sådant; stedet, hvor biskoppen bestyrket "ham i Bevidstheden om, at han nu ret vandrede i Jesu Fodspor og var med til at bygge paa det Lyksalighedsland, som de kristnes Brodersamfund en Gang skulde udbrede over hele Jorden" (Muld 331; D 192) et andet – og Emanuels prædiken over Bespisningen i ørknen med direkte hentydninger til ægypternes åg og folkets ørkenvandring et tredie (DFL 222-25, D 345-46). I D kommer derimod adskillige til: D237 og D272 er citeret ovenfor. Accentueringen er altså i omarbejdelsen lagt på 2). På stadium I er det først og fremmest Emanuels eget forjættede land, der som et fatamorgana opløser sig i ørkensand; på stadium III, hvor alt hos Emanuel er projiceret op i ideens plan, er det for ham tusindårsrigets gennembrud, der ikke lykkes; "i virkeligheden" er det naturligvis også her Emanuels egen drøm, der knuses, selv om han har ideer fælles med "tiden".

Men billedet af "det forjættede Land" anbringes nogle steder i en sammenhæng, der ikke entydigt lader sig indordne under disse to tolkninger. Det i denne forbindelse centrale sted i Dommens Dag lyder:

D 436
Der gik jeg saa selvtillidsfuld, saa fuldkommen tryg i Bevidstheden om at vandre i Jesu Fodspor . . , og agtede ikke paa, at jeg fulgte dem i den fejle Retning; udad mod Timeligheden med alle dens Begæringer, Bekymringer og aldrig stillede Krav, i Stedet for indad mod den lille, lave og trange Hjertedør, som Kristus har aabnet for os med Ordet: Mit Rige er ikke af denne Verden.

Stedet er her citeret efter D; i DD (78)19 står stykket i dækket direkte tale, men ændringerne er ikke andre end de nødvendige. Det er flyttet ved omarbejdelsen; grunden til dette kunne være, dels at det derved bliver noget af det første, vi i D møder i Emanuels mund (flytningen svarer til fra DD 78 til 43), dels at der derved skabes mulighed for det (understregende?) personskifte. Men de to forskellige sammenhænge, hvori stedet står i de to udgaver, giver også mulighed for en anden forståelse. I D indføjes det i Emanuels beretning for søsteren Betty om, hvorledes han en søvnløs nat har overskuet sit liv, "den Vej, jeg har traadt"; Guds hånd har standset ham, budt ham at "staa stille og se tilbage – ind i mig selv! … Ja, Gud har været mig god!" – og herefter følger det citerede sted. I DD har hans redegørelse for søsteren en anden slutning; efter sætningen "Ja, Gud har været mig god!" tilføjer Emanuel her:

DD 43 C 434
Og det skal en Gang siges – og siges med Alvor og Myndighed – at Kristenheden er fuld af falske Lærere, der fører Folket i Fordærvelse, … som ikke fornemmer, at Vejen gaar nedad, dybere og dybere nedad og må ende i Fortvivlelsen. Ja det skal siges – siges med Alvor og Myndighed – vor Tid er fuld af falske Lærere, der leder Kristenheden paa Afveje; der ikke fornemmer, at den Vej, de fører Folket, gaar nedad, Dybere og dybere nedad og vil ende i Fortvivlelsens Helvede!

Dette stykke er først endelig strøget i D (1903). I C (1898) er efter "Mit Rige er ikke af denne Verden"-afsnittet tilføjet et stykke, der her er anført ved siden af DD 43-stedet. Jamen, står der ikke det samme de to steder? DD 43 kan forstås på to måder: "Vejen" synes at være den "sande" vej (jf. "jeg er vejen, sandheden og livet" Johs. 14,6) eller den "nødvendige" vej; fortvivlelsen er altså Emanuels. Men "Vejen" kunne også betegne den vej, ad hvilken de falske lærere fører folket. At dette sidste i 1898 er meningen, er tydeligt nok; men spørgsmålet er rigtignok, om her ikke er tale om en ændring og ikke om en tydeliggørelse. Ved at "Mit Rige"-stedet skydes ind foran "Vejen nedad"-stedet fremtræder en (tilsyneladende?) modsætning i Emanuels tankegang, en modsætning, der stod uformidlet i D, hvor der var 35 sider imellem de to steder. Der er her to muligheder: 1) Enten skyldes denne modsætning kun en uklarhed i teksten, som trådte tydeligere frem ved sammenstillingen af de to steder, og denne uklarhed er så fjernet ved tydeliggørelsen i C. 2) Eller modsætningen var virkelig nok, og forfatteren ændrer sidste del af periodens indhold. Spørgsmålet er dernæst: hvorfor stryger forfatteren stedet i 1903? Ad 1): Sidste del skulle have mistet sin betydning ved tydeliggørelsen i C, eller den har aldrig haft nogen? Jamen, hvorfor strøg forfatteren den så ikke allerede i 1898? (og man må her erindre, at der fra C til D kun findes 3 rettelser af denne størrelsesorden). Ad 2): Forfatteren har strøget stedet i C fordi det ved omarbejdelsen – af andre grunde – ikke passer i Emanuels mund, og i stedet brugt ordene til en varieret gentagelse af fordømmelsen af de falske lærere. Denne fordømmelse formulerer Emanuel imidlertid også andre steder – f. eks. i sin samtale med pastor Petersen – og da dette slet ikke var den egentlige og vigtigste mening med replikafsnittet, er det da faldet i 1903. Vi foretrækker i det følgende 2), men ønsker samtidig at påvise, at modsigelsen skyldes Emanuel (ikke forfatteren), skyldes en dyb splittelse og en tragisk erkendelse hos ham.

Men hvad er da meningen, når Emanuel taler om, "at Vejen gaar nedad, dybere og dybere nedad og maa ende i Fortvivlelse"? Baggrunden for denne udtalelse, der i sin patetiske formulering må minde om Emanuels stadige kredsen om lidelsen, er måske at finde i den sammenhæng i DD, hvorudaf "Mit Rige"-stedet er taget. Dette kapitel (Første Bogs kap. IX, i D kap. VIII) foregår senere samme dag og følger umiddelbart efter, at Emanuel har afvist pastor Petersens tilbud om et embede i statskirken. Han vandrer nu – "opfyldt af dette Møde og styrket af sin Sjæls fornyede Sejr over Fristelsen" – op over lyngen mod sit daglige mål: sømærket, hvorfra der er udsigt over fjorden til Vejlby på den anden side. Hans tanker søger via pastor Petersen frøken Ragnhild, og han genkalder for sig nattens fornyede kamp for at befri sig for dragningen mod denne kvinde, "den fortærende Sjælekamp, […] som siden [i.e. natten efter svogerens fødselsdagsselskab] ikke havde givet hans Tanker Ro hverken Dag eller Nat." Jakobskampe har han kæmpet, og undertiden har han også troet, "at Kampen allerede var udstridt, Verdens Aag afkastet":

DD 78
Evighedens Lys var oprunden i hans Indre, og han forstod med ét sit Liv … forstod ogsaa, hvorfor han hidtil var faret vild paa Vejen til Fredens og Lykkens forjættede Land som alle hans Længsler fra Barndommen havde stundet mod.

Herefter følger så i DD "Mit Rige"- stedet (i 3. person). I D er ovenanførte sted strøget!20 Dernæst fortælles i begge udgaver om nattens "salige Forening med Gud" (i DD med et tydeligere naturakkompagnement). Men "Mødet med Frøken Ragnhild havde smertelig belært ham om, at han endnu ikke var fri"; ved dette "havde han atter følt Livsbegærets Torn i Kødet (D: Kødets Dæmoner)" – i DD tilføjes: "i Naturomgivelser, der mindede ham om dem, hvori hun første Gang havde gjort Indtryk paa hans Sanser. – Endnu ikke fri! Trods al sin Kamp og ydmyge Anger … endnu ikke!". Han grunder over "den Modsigelse, der syntes ham at ligge i, at det netop var for en letfærdig Kvindes Skyld, han endnu holdtes fangen i Dødens Snarer". I DD tilføjes her (stedet er strøget i D):

DD 80
Eller var han igen her i en Vildfarelse, et Selvbedrag? Kunde Synden overhovedet være saa enkel? Var den ikke altid mangfoldig … forræderisk som den uanselige Urt, der gemmer dybe og vidtforgrenede Rødder i det Skjulte? Var hans Sansers Forvildelse maaske blot et tilfældigt aabenbaret Skud af mange forborgne Laster … af alle de andre Hjærtets Dæmoner, som han havde kæmpet mod og troede overvundne?

På dette tidspunkt finder så mødet med "sorte Trine" sted. Emanuel priser hende lykkelig, fordi kun "selvopholdelsesdriftens tynde Traad" holder hende lænket til "denne usle Verden". Selv føler Emanuel sig som "en af Verdens Slaver, der forgæves kæmper for at slide Trællelænken af sig". (DD 83-84 – D 460).

Emmanuel kæmper altså på to fronter: 1) En "positiv" kamp for at opfylde sit kald til at tale "Kristenhedens falske Lærere" midt imod og til at bære sin lidelse, i.e. tidens uforstand og afkaldet på hustru og hjem; 2) En "negativ" kamp for at befri sig for "Hjærtets Dæmoner", synden, in casu Ragnhild Tønnesen. De ændringer i omarbejdelsen, som ovenfor er søgt markeret, går for mig at se i retning af en forskydning af vægten fra 2) til 1) i Emanuels bevidsthed og måske også "i virkeligheden". Ændringer i de følgende kapitler synes at bekræfte dette.

Emanuel når nu (DD kap. X – D kap. IX) til sømærket, hvorfra han længselsfuldt stirrer over på sit forrige hjem (DD 86: "som paa en Drømme-Aabenbaring" – beskrivelsen af det overrumplende ved synet strøget i D), fortaber sig i topografiske minder og beslutter at opsøge Hansine. – Han går hjem for at skrive til hende – men da han fra sit vindue ser ud i haven, står frøken Tønnesen dèr; straks efter forlader hun haven sammen med pastor Petersen.

DD 91 D 464
Trods en voldsom Kamp med sig selv var Emanuel bleven bleg. Med et stift og ligesom brustent Blik blev han ved at stirre hen mod den Plet, hvor de forsvandt. Saa strøg han sig over Panden og sank stille ned paa en Stol.
   Hvad var det dog for en forfærdelig Magt, denne Kvinde havde over ham …?21
   Hans Legeme var kommen til at ryste. En Dødens Rædsel gennemisnede med ét hans Blod, og han bøjede sig ned, bedækkede Ansigtet med sine Hænder og næsten raabte:
   "Herre, Herre! Jeg slipper dig ikke … jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!"
Med et ligesom brustent Blik blev han ved at stirre efter dem, indtil de forsvandt.
   Og pludselig styrtede han ned paa sine Knæ, vred angstfuld Hænderne over sit Hoved og stønnede højt:
   "Herre, Herre! Jeg slipper dig ikke … jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!"

Denne strygning af Emanuels opfattelse af sin dragning mod Ragnhild som dæmonisk (det er ikke hans svaghed, men hendes magt, der er forfærdelig) er et led i den forskydning, jeg ovenfor har antydet.

Næste gang, vi træffer Emanuel, er i Anden Bog kap. IV (DD 122-31 D 480-84), nogle uger senere. Han kommer langs fjorden, opfyldt af tvivl om sin beskikkelse til "at forkynde Guds Dom over Tiden" (DD 128; se også D 483) og går op over lyngbakkerne:

DD 128-29 D 483
Her standsede han under det høje Sømærke, hvor han hver Eftermiddag havde staaet og set over mod den hjemlige Strand og inddrukket nyt Mod og ny Længsel. Med bankende Hjærte stirrede han paa det fjerne Land, der i Eftermiddagens gyldne Soldis hævede sig over Fjorden som et luftigt Drømmesyn … paa disse nøgne Banker, der nu for anden Gang i hans Liv vinkede ham i Møde som det forjættede Land, mod hvilket alle hans Tanker og Drømme stundede. Han standsede her ved det høje, korsdannede Sømærke, hvorunder han hver Eftermiddag havde staaet og set over mod den hjemlige Strand og fornyet sin Længsel efter Hansine*). Med heftigt bankende Hjerte stirrede han over paa det fjerne Land, der i Eftermiddagens gyldne Soldis hævede sig over Fjorden som et luftigt Drømmesyn.
Ja, han maatte bort, bort fra Ensomheden her og Mismodets Snarer, … bort ogsaa fra hende, hans Livs onde Aand, der nu Gang efter Gang havde krydset hans Veje som Syndens formummede Fristerbud … denne skamløse Kvinde med hendes præstelige Galan, i hvis Nærhed det var, som om selve Solen og Luften indblæste Blodet dæmoniske Lyster.

*) Jvf. tilføjelsen

D 463
Næsten daglig i disse Aar havde han sendt hende [ɔ: Hansine] lange, fortrolige Breve, hvori han omstændelig gjorde Rede for alt, hvad der hændte ham og Børnene, og aabenhjertig tilstod hende alle sine Anfægtelser.

Hvad denne passage i sin oprindelige form alluderer til, er for det første stedet i Muld 31, da Emanuel for første gang er på vej til Skibberup og kører gennem det natlige vinterlandskab: "Paa Kapellanen virkede hele dette Syn (D: næsten [!]) som en Drømme-Aabenbaring" (Muld 31, D 20); for det andet – og måske mest nærliggende – det tidligere omtalte og citerede drømmesyn i DFL; dette syn havde Emanuel på den anden side af den samme fjord, i det samme vejr ("Strandens solgnistrende Sand" (DFL 160)). Udtrykket her: "det forjættede Land, mod hvilket alle hans Tanker og Drømme stundede" fører endvidere tanken hen på den passage, der står umiddelbart foran "Mit Rige"-stedet på dets plads i DD (anført ovenfor). Udtrykket "Fredens og Lykkens forjættede Land, som alle hans Længsler fra Barndommen havde stundet mod" giver, sammenholdt med det næsten analoge fra DD 128 og begge steders sammenhæng taget i betragtning, symbolet "Det forjættede Land" en tydning, som ikke dækkes af nogen af de to fortolkningsmuligheder, som er anført ovenfor. Dette forjættede land er naturen som natur, naturen som skønhed, naturen som dæmoni, naturen symboliseret i det "luftige Skønhedsrige" og i den "gabende Afgrund" (DFL 128), naturen legemliggjort i kvinden Ragnhild (jf. det tidligere citerede sted, DD 79: "Naturomgivelser, der mindede om dem, hvori hun første Gang havde gjort Indtryk paa hans Sanser"). Hans længsel fra barndommen? hans tanker og drømme, alle "stunder" de imod dette forjættede land; – det er "Livsbegæret". Men som symbolet vedbliver at være dobbelttydigt, således er også Emanuels væsen delt i to: i viljen til "salig Forening med Gud", til kald, lidelse, idealitet og i trang til "Livsbegæret"s opfyldelse, til natur-lig skønhed og glæde. Han priser sorte Trine salig, fordi kun "Selvopholdelsesdriften" binder hende til livet. For ham selv, der så længe har fulgt Jesu fodspor i den "fejle Retning" (Emanuels styrke ligger ikke i det præcise billede), "forgæves kæmper for at slide Trællelænken af sig", for ham går vejen indad mod den trange hjertedør, men samtidig går den nedad, dybere nedad og må ende i fortvivlelsen over uhjælpeligt at være bundet til "Hjærtets Dæmoner".22

Hermed er undersøgelsen af symbolet det forjættede land bragt til ende. Den tredie forståelse, som i det foregående er forsøgt, hører hjemme på det, der tidligere er betegnet som romanens stadium II. Det er en tolkning, som henter næsten alle sine forudsætninger i første-udgaven af Dommens Dag, forudsætninger, der så godt som alle falder bort ved omarbejdelsen i 1898: drømmesynet ved fjorden i DFL flyttes ind i landet samtidig med at det hos Emanuel straks "fortrænges";23 "Mit Rige"-stedet om "Timelighedens Begæringer" flyttes til en "uskyldigere" sammenhæng, "fortvivlelses-stedet" omredigeres for helt at forkastes i 1903, Emanuels længsel rettes direkte mod Hansine (D483), dæmonien over forholdet til Ragnhild dæmpes og dets nære tilknytning til naturen fjernes; det dobbelt tydige udtryk om "Fredens og Lykkens forjættede Land" stryges, ligesom stedet om Hjærtets Dæmoner og Syndens vidtforgrenede Rødder. Dommens Dag føjer altså til og ændrer i det (afsluttede) billede, Muld+DFL giver af Emanuel. Den voldsomme og langt dybere gående dialektik, DD indfører i Emanuel-skikkelsen, og på hvilken han sprænges i sin ånds formørkelse, bryder kontinuiteten i hans udvikling. Vi har svært ved at tro, at den Emanuel, vi møder i DD, er den samme, vi forlod i DFL; det har forfatteren også haft og derfor er fulgt omarbejdelsen i 1898. Men heller ikke omarbejdelsen har til fulde formået at føje de to tidligere stadier harmonisk sammen. Vægten er énsidigt lagt på den religiøse problematik; naturproblemet er skudt ned i værket (mere end ud af det!), det er løst fra forholdet til Ragnhild og hos Emanuel selv gjort "ubevidst". Om det centrale i denne ændring sml. Ahnlund 238: "Naturen har ofte hos Pontoppidan makten att göra det omedvetna medvetet, att öppna sinnet för en värld som ligger utan för förnuftets räckvidd. Dette är ingalunda altid en befrielse. Pontoppidans naturkänsla är icke regelrätt panteistisk". I D får Emanuel netop ikke "lov" til at drage erkendelse af natursynets bevidstgørelse: "hans Drømme … svandt bort af hans Erindring, i samme Øjeblik han vaagnede til Bevidsthed" (D 371). Emanuel er i ordets strengeste forstand gjort til fantast, og romanen bliver egentlig mindre "spændende" i.e.: man er for tidligt klar over, hvor det bærer hen.

For forskellen må man naturligvis ikke overse lighederne i de tre stadiers Emanuel – der er ikke tale om to, endsige tre helt forskellige personer24, men den sluttethed, den afrundethed, fremstillingen af Emanuel havde på 1. stadium, er ikke bevaret på noget af de følgende.25 Ganske vist hævder Ahnlund – og vel med megen ret – at for Pontoppidan er "kritiken av idéer och handlinger och livsformer tydeligt det primäre, karaktärerna och psykologien bygge upp och modifieres på denna grundval". "Pontoppidan räknade inte med personlighetens enhet som ett postulat" (s. l00). Men netop den modificering, som idédebattens forskydning i DD dikterer, søger forfatteren at lempe ved under omarbejdelsen at tilstræbe etablering af en karaktermæssig og udviklingspsykologisk enhed og følgerigtighed i figurerne – først og fremmest i Emanuel, men også i Ragnhild og Hansine.

––––

Konklusionen af de hidtil foretagne undersøgelser må blive den tidligere fremførte påstand: Pontoppidan havde ikke tænkt sig en fortsættelse af Muld + DFL som Dommens Dag blev det. Man kan her understrege, at hvad Pontoppidan oprindelig havde tænkt sig, var et "lyst Billede fra Landet". Pontoppidan havde en tendens til at anlægge sine værker i en lysere tone end den de siden blev fuldført i (jf. Ahnlund 170 og Hyltoft nedenfor). Men at der overhovedet ikke var planlagt nogen fortsættelse, er nok en forhastet dom på grundlag af de fremsatte præmisser. At de foretagne analyser er blevet til "baglæns", skal ikke nægtes. De bygger først og fremmest på forskellene mellem de tre stadier, for hvilke en samlende motivering er søgt – og overfortolkningen ligger på mange punkter snublende nær. Det vil derfor være af værdi, om antagelsen af Muld +DFL som en afsluttet helhed kunne bekræftes ved en undersøgelse af romanens øvrige hovedskikkelser. At det geografiske og åndelige miljø ganske skifter, vækker naturligvis i sig selv mistanken26, men dersom Emanuels foregående "medspillende" var ført kontinuerligt videre i 3. bind, kunne dette jo sikre og begrunde sammenhængen.

De tre personer, der i det følgende skal gennemgås, er: Hansine, Ragnhild og Væver Hansen. For de to førstes vedkommende skal endvidere påvises, hvorledes ændringerne i Emanuel-skikkelsen gennem dens sammenspil med disse to medfører mindre forskydninger hos disse.

IV. Hansine

"Hansine, en af de mest sanddru og prægtigste Kvindeskildringer i vor Romanliteratur, afgjort den ypperste i Henrik Pontoppidans Forfatterskab." Sådan siger Henning Kehler27 – og mange med ham; og selv om man finder, at det er meget store ord, giver de i vor sammenhæng udtryk for noget slående. Hansine er – som alle Pontoppidans kvinder – tegnet med få træk og uden ironi, og til trods for hendes nære forbindelse med den skiftende Emanuel-skikkelse drejer meget få af ændringerne gennem romanens stadier sig om hende. Men netop hendes sanddruhed og prægtighed understreges. Som i alle forhold udadtil bliver Emanuel også over for Hansine svagere, mere magtesløs ved omarbejdelserne – og som modvægt hertil "strammes" Hansine en smule.

Allerbedst illustreres dette måske ved de ændringer, der foretages, da Emanuel første gang ser Hansine oven senge. Emanuel har tænkt sig hende (der i "Ungdom" hedder Karen) højere og anseligere:

Ungdom Muld A 117 Muld B 117 D 70
denne kække, bugnende Skønhed, […] disse friske, røde Kinder, som det omsluttende Tørklæde gjorde endnu trindere at se til. hendes lille tætbyggede Skikkelse røbede til Gengæld en saa blomstrende Ungdom og Sundhed, at han blev helt oplivet af at betragte hende. men til Gengæld røbede hendes lille tætbyggede Skikkelse en særegen Alvor parret med en saadan Ungdomsfriskhed, at han havde ondt ved at løsrive sig fra sin Beskuen. Han […] betoges […] af den dybe, næsten dystre Alvor, der prægede hendes lille tætbyggede Skikkelse. "Hun minder om Naturen her", sagde han ved sig selv og havde ondt ved at løsrive sig fra sin Beskuen.

I "Ungdom" er billedet af hende helt fladt; i A er det ikke meget forskelligt derfra, men den muthed, der nu i øvrigt kendetegner hende, slår i B igennem i beskrivelsen som den "særegne Alvor", der i D gøres dyster (NB: det er nu Hansine, der knyttes til naturen og ikke Ragnhild).

Det er i øvrigt karakteristisk for rettelserne i Muld B, at en stor del af dem anvendes på at rette billedet af Hansine til (jf. bemærkningen om B ovenfor). Således:

Muld A 193 Muld B 193 D 112-13
… der var noget i hendes besynderligt alvorlige Væsen, i hendes tankefulde Blik, ja selv i denne Utilgængelighed, hvormed hun bevæbnede sig overfor ham, der indgød ham en Følelse næsten af Ærefrygt. Under … der var noget i hendes besynderligt indadvendte Væsen, i hendes paa en Gang sky og trodsige Blik, ja selv i denne Utilgængelighed, hvormed hun væbnede sig overfor ham, der indgød ham Anelser om en Sjælens Renhed, en Følelsens Dybde og Oprindelighed, som betog ham under Fornemmelsen af en Slags Ærefygt. Under … der var i denne halvt sky, halvt stolte Utilgængelighed noget, der satte hans Fantasi i Bevægelse og indgød ham Anelser om en Sjælsadel, en Følelsens Dybde og Oprindelighed, der ligesom havde faaet hende til at vokse for hans Øjne hver Gang, han paany gensaae hende. Hun havde da ogsaa allerede haft større Indflydelse paa ham, end han selv og nogen anden rigtig vidste. […] Navnlig havde den – næsten udfordrende – Varme, ja Begejstring, som Hansine i al sin Ordknaphed havde lagt for Dagen [ɔ: da samtalen er faldet på hendes højskoleophold], gjort et dybt Indtryk paa ham og i Virkeligheden bidraget nok saa meget […] til den store Afgørelse, der nu havde fundet Udtryk i hans Tilstedeværelse i Forsamlingssalen.28
sine Besøg i hendes Hjem, hvor hun bestandig havde siddet lige tavs og halvt bortvendt henne paa Bænkeenden under Vinduet, uden nogensinde blot at se op fra sit Haandarbejde, havde han kunnet blive helt urolig af Ængstelse for, at han ved Ord eller Adfærd skulde komme til at støde noget hos hende … saare Tanker eller Følelser, der var ham selv som Bymenneske fremmede, men for hvis Renhed og Dybde hele hendes Væsens Oprindelighed var ham et helligt Pant.

Man ser, hvordan Hansine i B gøres fuldendt netop i sin prægtighed. Samtidig øges – som det tidligere er vist – hendes overblik og initiativ, men også hendes eget forhold til miljø og fortid ændres: hun bliver fattigere på illusioner, selvstændigere og også en smule hårdere over for Emanuel. Under Emanuels "frieri" på stranden efter mødet optræder Hansine – som også dagen efter – mindre skrækslagen og pylret. Da deres ægteskab – efter Guttens død – bliver én stor tavshed, hengiver Hansine sig ikke i D til drømme om de unge års lykke og tilbagevenden, og mens det i A er højskoleforstanderen, hun sætter sin lid til, er det i D veninden Ane, hun "i Nødens Stund" vil søge sin tilflugt hos. Hun bærer sin skæbne med større mod: er i D ikke – som i A (DFL 150) – bange for at løbe spidsrod forbi byens koner. Over for Emanuel er hun selv i forelskelsens første dage mindre hengiven. Da han en søndag formiddag opsøger hende på marken, bliver hun i D roligt siddende, til han når hen til hende; derpå rejser hun sig og giver ham hånden. I A slap hun både lam og flaske og løb ham i møde (det er i øvrigt da, Emanuel ser, at hun løber grimt!). Da Emanuel i begyndelsen af DFL gør rede for møddingens oprindelse, markerer fine ændringer udviklingen:

DFL 10-11 / D 225
Hansine skiftede en Pind og svarede med et halvt fraværende Smil / med et lille vantro Smil. Hun kendte Emanuels let vakte / sin Mands letvakte Begejstring for Tidens nye Ideer og var vant til at være den stumme Tilhører ved hans Udvikling af de store Resultater, han altid / bestandig ventede sig af dem.

Og i samtalen med Emanuel i DFL, Tredie Bogs begyndelse – efter besøget ved Guttens grav – ender en af Hansines replikker:

DFL 148 D 305
Jeg tænker nu, at vi allesammen ligesom falder lidt mere til Ro herefterdags … og det er kanske heller ingen Skade til. Det mener du vist egentlig ogsaa selv, Emanuel. Jeg tænker nu, at vi allesammen ligesom falder lidt mere til Ro herefterdags. Og det var kanske heller ingen Skade til.

Læg mærke til – foruden strygningen – den ændrede interpunktion (Pontoppiden er en flittig benytter af " … "). Tonen i de to replikker er helt forskellig. Altsammen ændringer, der overflødiggør bemærkningen i DD (145) om "den Uselvstændighedsfølelse, der i de sidste Aar af hendes Ægteskab havde sløvet hendes Vilje", som er strøget i D.

De femten sider, vi ser til Hansine i Dommens Dag (i Anden Bog kap. VI og VII = D kap. VI) lægger intet til i karakteristikken af hende. "[Emanuel] anede Intet om dette lange Aar, da hun i sin Forladthed havde fundet sig selv igen" – og det samme gælder læseren. Det standpunkt, Hansine er nået til, "at Lykken her i Livet bestaar i at have sin Rod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel" (DD 158-59) – det var en sandhed, hvis sørgelige bekræftelse vi fuldtud fornam, da hun sad på præstegårdshøjen, med hovedet i hænderne og efterårsvindens tunge sus dragende gennem trækronerne. At Hansine på noget tidspunkt skulle give efter for de længsler, hun i sin gamle fædrenegård mellemstunder føler efter børnene, frygter vi ikke for – hun står fast: sanddru og prægtig.

V. Ragnhild

Ligesom i Hansine-skikkelsen er ændringerne hos Ragnhild få – og næsten alle dikteret af forholdet til Emanuel.

I A er Ragnhild, da Emanuel kommer til Vejlby, 24 År gammel. Hendes livstræthed er allerede da stor; hun føler sig som en kvinde, hvis blomstring er forbi, og sit håb om nogensinde at få opfyldt sine ungpigedagens drøm om romantisk kærlighed har hun længst begravet. Hendes livsførelse nærmer sig selvterapi: Hun tilbringer adskillige af dagens timer med omklædning og foran sit spejl – i A "fordi det (Muld B tilføjer: flygtigt) tilfredsstillede hendes Trang til Skønhed, Finhed og Harmoni" (Muld 100); i D "trøstede hun sig i disse Timer for Savnet af det Liv og den Verden, hvorfra hun var udestængt" (D 61), altså en fremskreden desillusionering. Sit lidenskabelige klaverspil må hun efter lægens påbud begrænse (i Muld A "efter at hun for et Par Aar siden havde haft et heftigt Nervetilfælde" (100)).29

I D gøres Ragnhild tre år yngre. Til denne ændring er det svært at finde en motivering. Den får da heller ingen særlig konsekvens for det – i det hele noget stillestående – billede af Ragnhild romanen igennem. En enkelt flytning kan den have forårsaget, nemlig at afsnittet om Ragnhilds livslede og hendes gensyn med hovedstaden, om hendes stokreaktionære politiske anskuelser og hendes "Intelligens-menneske"-indstilling, flyttes fra Mulds Femte Bog, kap. II til DFLs Tredie Bog, kap. V (Muld 357-61 og D 342-43). Hun bliver herved 28 – mod ellers 21 – da der gøres rede for hendes lidet ungdommelige syn.30

Om hendes forhold til Emanuel hedder det i Muld, Anden Bog, kap. V:

A 106 D 64
Naar imidlertid Provsten – og adskillige med ham – af dette [i.e. deres utvungne, halvt fortrolige] Forhold byggede Frentidsplaner for det unge Par, beroede dette paa en (A: fuldstændig) Misforstaaelse.
Skønt Frøken Ragnhild i Virkeligheden var den yngste af de to, betragtede hun sig bestandig som Kapellanen adskilligt overlegen baade med Hensyn til Alder og Erfaring. Hun ansaa’ ham for et retskaffent, varmt følende, men en lille Smule enfoldigt Menneske, hvem Misforhold i Hjemmet havde drevet ud at søge nye Verdener blandt fremmede*). Blot hans Navn Emanuel havde fra første Færd kastet et Gran af Komik over hans Person. Hans Ungdom og Ubehjælpsomhed havde siden vakt hendes moderlige Instinkt, og jo mere indesluttet og nedtrykt han i Vinterens Løb var bleven, jo mere hun havde set ham lide under de Skuffelser, hun selv kendte saa godt, des mere følte hun Trang til at vinde hans Fortrolighed for mulig at adsprede og opmuntre ham lidt**).

   Selv den flygtigste Erotik var der fra ingen at Siderne Tale om – og i denne Henseende herskede der heller ingen Misforstaaelse imellem dem.
Vistnok var Ragnhild langtfra en saa kølig Natur, som hendes Udseende og Væsen kunde lade formode, – hun havde tværtimod arvet sin Faders letvakte Lidenskabelighed og hede Blod. Men netop derfor var Kapellanen hende for æterisk. Hun følte sig ham desuden alt for overlegen, og det ærgrede hende altid, naar hun – som denne Formiddag – forledet af Kedsomhed havde aflagt for meget af sin Værdighed overfor ham. Hvad Emanuel vedrørte, saa gik hans Fremtidsdrømme saa højt over den selvbevidste unge Dames Hoved, at hun aldrig blot for et Øjeblik eksisterede i dem.

*) denne opfattelse svarer jo helt til biskoppens i Muld 338 (citeret ovf.), **) jf. Muld 96 – D 58:

Frøken Ragnhild […] havde nemlig ikke haft anden Grund til at kalde ham tilbage end Trangen til at (A:) faa ham i Tale for muligt at opmuntre ham lidt (D:) snakke lidt og blive underholdt.

Ændringerne tager udgangspunkt i, at Emanuel er "hende for æterisk". Han er det mindre, fordi hun i D har fået hedt Blod, end fordi Emanuel her er mere æterisk. Hun camouflerer i D sin tiltrukkethed med sin kedsomhed, mens det i A er (den her ældre Ragnhilds) moderlighed og trang til at opmuntre ham, som er hendes ydre motiv. At der er tale om camouflage, og provstens "fuldstændige Misforstaaelse" altså ikke er så fuldstændig endda, får Ragnhild selv lov at bekræfte efter sit gensyn 7 år senere med Emanuel. Stedet er næsten enslydende i udgaverne (citeret her efter DFL 220 = D 342):

Det var ret hurtigt efter deres Adskillelse gaaet op for hende, at den Interesse, hun havde næret for ham, ikke bundede i en saa ublandet Venskabsfølelse, som hun selv havde troet, men at der virkelig ved Samlivet med ham var gaaet et (kun A: nordisk køligt) Pust af Kærlighed hen over hendes Sjæ1.31

Om ændringen i forholdet mellem Emanuel og Ragnhild bemærker Ahnlund (298): "I A-upplagan var den förhäxning frøken Tønnesen uröver på hjälten tydligare uttryckt, och här fanns några betecknande passager som fått utgå i B-upplagan [hermed menes hos Ahnlund vores C eller D], – det var vanligt att Pontoppidan vid sina omarbetningar ytterligare befriade sig från det biografiska underlaget. (DD s. 191)". Det sted, Ahnlund henviser til, er følgende:

Han var virkelig bleven overrasket ved Synet af hendes Skikkelse, hvilken han – til sin egen Forundring – i hele dette lange bevægede Døgn ikke en eneste Gang havde tænkt paa. Dog jo! Han huskede nu, at der et Øjeblik om Eftermiddagen, da han endnu sad hensunken i den første Bedøvelse efter Modtagelsen af Hansines Brev, var tumlet en Række forvildede Tanker gennem Hovedet, … Tanker, der ogsaa havde kredset om Frk. Ragnhild. Det havde været, som om en Djævel hviskede ham i Øret: "Tøv nu ikke længer. Forstaar du ikke, at Gud selv har overklippet dine Baand og gjort dig fri? Verden ligger dig aaben og Livets Lykke venter".

Denne strygning kunne vel tages som udtryk for, at forheksningen i D er mindre tydeligt udtrykt – vi kunne måske også sige: Verden og Lykken interesserer ikke Ds Emanuel så meget som As. Men strygningen må dog – før den gøres til grundlag for en vurdering af ændringens karakter – sammenholdes med en tilføjelse, der er gjort i D, i Anden Del, da Ragnhild spiller for selskabet efter aftensbordet hos Hassings. Her bjergtages Emanuel af hendes spil, som minder ham om søsterens og dermed om hele barndomshjemmets atmosfære (dette er fra Ragnhilds side tilsigtet, hun spiller søsterens yndlingsstykke: Chopins Sørgemarch!)

DFL 218 D 340-41
Det var ikke længer Doktor Hassings Dagligstue men hans eget Barndomshjem, hvori han befandt sig; det var hans egen Søster Betty, der sad derhenne paa Taburetten mellem Klaverets to tændte Lys, . . . ja selv den Duft af Heliotropaande, der nu og da strøg ind i Stuen ude fra Verandaen eller fra Haven, syntes ham at tilhøre Ungdomstiden i hans Faders Hus. Indbildningen blev tilsidst saa levende hos ham, at han ikke kunde blive den kvit; det var, som om Musiken magtstjal hans Tanke og Vilje. Han følte sig fangen under en Fortryllelse, som han ikke formaaede at blive Herre over.
   Saasnart Musikstykket var til Ende, rejste han sig. Han vilde hjem.
Det var ikke længer Doktor Hassings Dagligstue men hans eget Barndomshjem, han befandt sig i: det var hans egen Søster Betty, der sad derhenne paa Taburetten mellem Klaverets to tændte Lys og med yndefulde Bevægelser løftede og sænkede de hvide Hænder over Tangenterne. Som en Bjergtagen, der hører sin Hjembys fjerne Klokker ringe, sad han med endnu halvt slumrende Bevidsthed og lod Øjet hvile paa disse hvide, smukke Skyggehænder; og da de under en Pavse i Musikstykket toges fra Tangenterne og sænkedes ned i Skødet, gled hans Blik uvilkaarligt op over Frøken Ragnhilds slanke Arme og hengav sig til Betragtning af hendes Nakke, hvorfra det egernrøde Haar var strøget bort for at samles i en Snegl over Issen. Han sad en Stund fortabt i Beundring for dette Haar og denne Nakke, fulgte i Tanker Halsens Linjer opefter og henryktes af hendes venstre Øre, hvis fine, gennemsigtige Brusk fik et koralrødt Skær fra det bagvedstaaende Klaverlys. Men pludselig vaagnede han til Bevidsthed . . . Under skamfuld Forvirring strøg han sig med begge Hænder gennem Haaret og saa snart Musikstykket var tilende, rejste han sig. Han følte sig ilde; han vilde hjem.

Så simpelt som det lyder hos Ahnlund (trods dennes meget forsigtige udtryk), er forholdet næppe. Vi har tidligere antydet, at der i Emanuels bevidsthed sker en dæmpning i dæmoni-opfattelsen af forholdet til Ragnhild og dette forholds nære forbindelse med naturen; og at der er tale om en fortrængning til "underbevidstheden" af dragningen mod Ragnhild såvel som af forholdet til naturen, synes dette eksempel at bekræfte. (jf. den tidligere anførte tilføjelse D371-72). Da Emanuel har forladt selskabet, formulerer Ragnhild – som intet véd om det indtryk, hun har gjort på Emanuel – sin ovenfor citerede erkendelse af deres forholds rette natur. I D tilføjes "I syv lange Aar havde hun gemt paa et dybt Had til Emanuel" (342). Dette Had har ikke fået luft med den ydmygelse, hun havde håbet at kunne tilføje Emanuel ved gensynet. Hun går (stadig kun i D) op på sit værelse, sætter sig foran sit spejl og

Pludselig kom hun til at fryse. En dump Angst sneg sig ind paa hende … Hvad var det dog for en Magt, dette Menneske havde over hende? (D 344)

Dette udtryk for dæmoni var i A lagt i Emanuels mund (se DD 91). For at opretholde balancen i forholdet – og måske for at bibeholde denne hos Pontoppidan almindelige opfattelse af kærlighedens "farlighed"32 – er Ragnhilds bundethed til Emanuel forstærket i D.33

I Dommens Dag er Ragnhilds holdning over for Emanuel ikke meget ændret. Den eneste væsentlige (og blot tydeliggørende?) tilføjelse er Bettys udbrud og Ragnhilds reaktion herpå, da denne efter det fatale møde på højskolen nervøs kommer og spørger efter Emanuel:

D 541
"Ragnhild!" skreg hun med eet og slog sine Arme omkring Veninden. "Du elsker Emanuel! Jeg ser det paa dig! . . . Du elsker ham! Du elsker ham!"
   Ragnhild vilde rive sig løs, men hendes Kræfter svigtede, og hun sank udmattet ned paa en Stol.
   "Vær rolig, Betty!" sagde hun – hun snappede efter Vejret og holdt Haanden presset mod Hjertet. "Svar mig dog engang … Er din Broder ikke kommen hjem?"

Men heller ikke Ragnhild vederfares der afgørende nyt i sidste bind. Hvad der er hændt hende i den mellemliggende tid og den måde, hun forholder sig til såvel Betty som pastor Petersen på, bekræfter blot det indtryk, man får af hende gennem forbindelsen med Emanuel og hendes optræden de syv år senere i de to første bind. Der tilføjes intet til denne Jytte-skikkelse i DD, hvor hun først og fremmest optræder som tilhører for pastor Petersens ordrige betragtninger. Intelligent, fyldt af kold charme og uforløst lidenskab er hun stadierne igennem.

VI. Væver Hansen

Væver Hansen er den eneste af personerne, hvis rolle er af samme kvantitet i hvert af romanens tre bind (i 3-4 scener i hvert bind er han i en af hovedrollerne). Han optræder over for Emanuel i Muld som forføreren, i DFL som forræderen og i DD som forlederen, der bringer vanviddet til udbrud.

Hos ham – som senere hos Hallager i Nattevagt – er en barndomsoplevelse af magtens misbrug altbestemmende for hans hele færd. Eller forholder det sig anderledes?

I DFL (270) hører vi, at hvad man med bestemthed mente at vide var, "at han en Gang som Dreng havde været Vidne til, hvorledes Herremanden havde gennempryglet Faderen med sin Stok; og man antog, at denne Oplevelse ikke havde været uden Betydning for hans senere Udvikling". Emanuel er beklemt ved tanken om, at "det var en Voldshandling og ingen Kærlighedsgerning, som dette Fattigbarn skyldte sin aandelige Oprejsning". Men hvortil anvender væver Hansen sin "åndelige oprejsning"? Har han som Emanuel en idé, hvis virkeliggørelse han kæmper for? Eller er det magten for magtens skyld, han stræber efter? Hans utallige manøvrer og svingninger i Muld og DFL, hans "salige Fryd", når det lykkes ham at sætte lus i skindpelsen, hans "triumferende Smil" og "skadefro Velbehag", når han får kørt vognen i grøften, hans "underjordiske Agitation" – har det alt sammen til formål at bekæmpe "Dannelsestyraniet og Aandshovmodet her i Landet"? Er det til syvende og sidst "folkesagen", væver Hansen ønsker at tjene?

Dommens Dag giver mulighed for at mene det sidste. Frk. Katinka, som her bliver genstand for et af hans mange rænkespil, må for sig selv indrømme, at "hvilke hans Planer egentlig var, vidste hun lige saa lidt som nogen Anden", men "alle de Egenskaber, der havde gjort ham saa ilde anset i hans egen Kreds, hans Mistænksombed, hans hemmelighedsfulde Væsen, hans snu, koldsindige Overlæg, hans Forkærlighed for i snævre Vendinger at lirke og lure sig frem ved Kneb og Forstillelse i Stedet for paa Holger Danskes Vis at svinge Sværdet med aaben Pande. … Alt dette frastødte hende slet ikke, ja, det tiltalte hende endog som Vidnesbyrd om en forstandig Opfattelse af Livet og Menneskene." Men læseren får lidt at vide om "den Sag, der for ham var selve Livet":

DD 154 – noget anderledes D 545
Naar han saa' tilbage paa, hvad han nu i snart tyve Aar havde faaet udrettet her i Sognet for sin Stands Selvstændighed og Oprejsning (D: den Oprejsning for ham selv og hans Stand), maatte han spørge sig selv, om det virkelig nyttede at fortsætte. Overalt saa' han nu igen krumrygget Lydighed og støvslikkende Underkastelse. Og – tænkte han – kunde man overhovedet vente andet af et Folk, der i alle Forhold syntes at have taget til Valgsprog: Jo galere des bedre!

Og vi får i hel udførelse pryglescenen fra barndommen.

Aldrig kunde han tænke derpaa uden gennem hele Legemet at føle den samme kolde Rislen af Skam og Hævntørst, som dengang fik ham til at bide Tænderne sammen og knytte Haanden med en Ed, som han aldrig havde glemt.

I sin bog om Pontoppidan karakteriserer Karl V. Thomsen væver Hansen som "prototypen på den indremissionske, hængemulede, betændte surhed. Vi kender ham. Han har været hele det religiøse kompas rundt, og når vi forlader ham i bogen, er han godt på vej til at blive lokalmedarbejder ved Nordsjællands Social-Demokrat. Han er en af krapylet. Et barndomsminde er hans styrke og hævnkraft." ( Hold galden flydende, 1957, p. 94).

Mod denne opfattelse vender Bent Haugaard Jeppesen sig: "Væveren er åndeligt i slægt med de gamle bondevenner, er rationalist og demokrat til bunden af sin sjæl". "Han vil intet mindre end den sociale revolution." Haugaard J. må dog indrømme, at "først i "Dommens Dag" træder det klart for dagen, hvad der har været denne hævnerskikkelses inderste hensigt med de talløse intriger og åbne revolter". Dokumentationen herfor og for, at væver Hansen (modsat Thomsens opfattelse) "er bogens mest konstante skikkelse, den eneste, der værket igennem holder fast ved en idé," leverer det ovenfor anførte sted fra DD 154-55 (HPs Samfundskritik, 1962, p. 59-63).

Men er det nu rigtigt, at væver Hansen "er rationalist og demokrat til bunden af sin sjæl"? Hvorfor giver han så afkald på hvervet som folketingskandidat for i stedet fortsat "at forrette sin gamle Spion- og Polititjeneste i Menigheden" (D234)? Den måde, hvorpå han i det skjulte – og derfor fast – holder trådene i sin hånd, er den ikke udtryk for, at magtsygen, hævnfølelsen er drivfjederen i hans væsen?34

Haugaard Jeppesen finder en række fællestræk mellem væver Hansen og Viggo Hørup:

Den bitre, evigt mistænksomme, på samme tid nøgterne og lidenskabelige væver Hansen med den ironisk farvede, sjællandske veltalenhed, denne fremragende, men i sidste ende altid uheldige agitator, hvis idelige taktiske svingninger aldrig for alvor fører til det forønskede resultat, er en Hørup i landsbyformat, ligesom Enslev i De Dødes Rige er et portræt af Hørup i overdimension. 35

Det må i så fald siges ikke alene at være en Hørup i landsbyformat, men en Hørup i grov karikatur. Og sammenligningen forudsætter, at

Pontoppidan jo [som Enslev-skikkelsen viser, var] tilbøjelig til at gå ind for den i samtiden almindelige opfattelse af Hørup som et noget "dæmonisk", på een gang kompliceret og ensporet hadefuldt gemyt – en vurdering af hans person, der næppe er helt så virkelighedsfjern, som Erik Arup mener i biografien fra 1941 (a.a. 59).

Hvad Arup først og fremmest afviser, er "højrelegenden" ("Den gaar ud paa, at Hørup som den fattige Landsbylærersøn blev Genstand for sine københavnske Kammeraters Spot i den fornemme Metropolitanskole, og 'at denne Spot satte blivende Mærker i hans Sind'" (Viggo Hørup, 1941, p. 9)). Den tager sit udgangspunkt i en artikel af Hørup fra 1881, men fik vist først rigtig livskraft efter Hørups død.36 En sammenligning mellem Hørups skoletid og væver Hansens fatale barndomsminde drager Haugaard J. ikke direkte – og har Pontoppidan overhovedet tillagt hin betydning, har han næppe med dette tilsigtet nogen parallel.37

Haugaard J. lægger endvidere vægt på, at "den for en så passioneret skikkelse som væveren ejendommelige flegma minder slående om den, Hørup plejede at bære til skue." Hvor "passioneret" nu Hørup overhovedet var, får stå hen, men væverens "flegma" er et uundværligt led i hele hans komediespil – eller "taktik" som Haugaard J. selv kalder det. Forskellen på de to er, at Hørup godt kunne have lignet Willumsens statue mere, uden at hans virksomhed var blevet en anden derved, mens væveren intet er uden sit lurende losansigt og sine listende kattefjed.

Endelig drager Haugaard J. en sammenligning mellem væver Hansen og Hørup som nederlagets mænd: væver Hansen, da han (i A umiddelbart før, i D efter Emanuels sammenbrud) opgiver "ethvert Haab om Sejr for den Sag, der for ham var selve Livet", og Hørup efter forliget i 1894. Denne sidste parallel er i hvert fald først mulig efter, at væver Hansen er skabt i Muld og DFL, og her ligger måske i det hele forklaringen på uoverensstemmelserne i tolkningen af væver Hansen-skikkelsen.

I sin artikel "Henrik Pontoppidan og Horns Herred" (1957) fortæller Chr. Hvid Simonsen, at væver Hansen – som så mange af Vejlby-Skibberups indbyggere – havde sin parallel i Selsø Sogn: gartner Jens Peter Thomsen, i midten af 60'erne medstifter af en grundtvigsk friskole i Sønderby og siden – til megen forargelse – en af egnens første socialister. Lærer i denne friskole gennem 12 år, Lars Nielsen, var en af Pontoppidans medlærere i Hjørlunde, og "Gardeneeren" var stadig virksom i Pontoppidans Østby-tid. Det er således (trods alt forbehold over for Simonsens oplysninger på anden hånd) ikke "næsten uundgåeligt" at Pontoppidan "måtte få Hørup i tankerne" under udformningen af denne forkæmper for almuens oprejsning (Haugaard J. 59). Inspirationen kan have ligget anderledes nær.

Dannelsen af et samlende sigte for væver Hansens hele virksomhed finder først sted med Dommens Dag. Lad så Hørup-påvirkning være mulig – den lader sig ikke helt afvise, men før i DD er den ikke tydelig. Der sker her en "efterrationalisering" af Muld+DFLs væver Hansen. Allerede i DFL har vi fået udleveret barndomsmindet som nøgle. Allerede her siger væver Hansen: "Jeg tror, at vi nu igen saa smaat kan begynde vort gamle, ærlige Arbejde til Bekæmpelse af Dannelsestyraniet og Aandshovmodet her i Landet" (DFL 316) – det mest præcise væveren overhovedet siger om sin virksomhed (og for så vidt helt hørupske ord); denne sætning er strøget i D, men genfindes jo i udvidet form i væverens "afskedssalut" på højskolen (D 547).

Godtages en sådan "spaltning" i væver Hansen-figuren – en i 1895 indført tolkning: væveren har hele tiden haft et alment, positivt, idealistisk mål – er uoverensstemmelsen mellem Thomsen og Haugaard J. klar: den første lægger stadium Is væver, den anden stadium IIs til grund for tolkningen (samtlige Haugaard J.s citater og henvisninger gælder DD ).38

Nogen mærkbar ændring sker ikke med væver Hansen i D. Den helt groteske scene, hvor han beretter for Emanuel om sit "syn", (DD 179-85 / D 515-18) er dog noget neddæmpet og forkortet. Men hans mange slimede indlæg – hvis geniale sproglige udformning er et særsyn hos Pontoppidan – står, som hele hans intrigerende adfærd, uændret. Det dobbeltskær af jordbunden idealisme og kynisk selvhævdelse, han står i på stadium II, er bevaret. Og således bliver han da også ret en pontoppidansk figur, om end ikke lige overbevisende fra begge sider. Ved slutningen af stadium I ser vi ham som sejrherren: som "Hadets Apostel" (og "Barmhjertighedens Bøddel" tilføjer D) ser Emanuel ham – og vi føler ikke kun foragt over for Emanuel, fordi han ikke har kunnet stå denne rænkesmed imod. For stadium Is økonomi og komposition er væver Hansen et stort aktiv: den bondefødte væver skal vise, at bonden hverken er så dum, som Ragnhild mener, eller så enfoldig-idealistisk, som Emanuel må forudsætte. Eller med Pontoppidans egne ord: "Det har været Bondens lidet misundelsesværdige Lod i vor Literatur snart at være bleven sminket op med Dyder og Følelser, han aldrig har ejet, snart at være bleven latterliggiort netop paa Grund af de bedste og solideste Egenskaber, som hans særegne Livsforhold har fremavlet hos ham".39 Væver Hansen – som er den eneste af romanens bønder, der spiller nogen virkelig rolle – er ikke latterlig eller dydsiret. Han er selve den århundredegamle skal af mistænksomhed, snuhed, klogskab og had, hvormed bonden har forsvaret sig mod overmagten – og som det ikke lykkes Emanuel at bryde igennem.

Hans rolle i sidste akt er ikke helt så velbegrundet. Som hans magtbegær havde sejret, lider nu hans idealisme nederlag, en idealisme, der næsten bliver Emanuels (jf. væver Hansens "judasansigt" (dd 232, D 537)), selv om hans midler har været andre. Han taler i nederlagets stund jordbundethedens sag over for den teologiske himmelflugt – men det gør pastor Petersen jo også – og i det hele er hans berettigelse ikke så indlysende som på stadium I. Emanuel var nok blevet gal uden hans hjælp. Han er taget med, fordi han er spændende, og han har – ligesom Emanuel – fået indlagt en dialektik, han ikke tidligere havde.

VII. Tilblivelsen af "Det forjættede Land"

Den første antydning af Pontoppidans planer om en stor roman er stadig det så ofte omtalte brev til Fr. Hegel fra den 23. dec. 1883. Brevets hovedafsnit skal endnu en gang citeres:

Men når dette er nået, agter jeg at begynde på Udarbejdelsen af et større Værk, som jeg alt i længere Tid har gået med Planen til, og som jeg også i Ny og Næ har gjort små Udkast til. Det skulde være et stort, bredt og lyst Billede fra Landet, i Smag med Fritz Reuters "Landmandsliv", men taget herude fra denne Egn og fra Hornsherred, hvor jeg nu er så godt kjendt. Det skal som Hovedmotiv behandle Brydningen mellem Grundtvigianere og Indre-Missionærer – det lyse og det mørke – men navnlig give livlige, malende Billeder af det, vi endnu ikke på skikkelig Vis har fået frem i vor Literatur: de store Folkeforsamlinger, Vennemøder, Valgmøder, Julegilder og alt det andet, jeg nu har levet mig fortrolig med herude. […] det vil blive en Bog på 20-30 Ark og […] jeg tænker den fuldført i Sommerens Løb.40

Hvor stærkt optaget Pontoppidan var af sit nye projekt, viser et brev til Otto Borchsenius, dateret "Juleaftens Morgen" [1883]41, hvori det bl.a. hedder:

Men når denne [i.e. Mimoser] er fuldført har jeg Planen til et meget stort Værk, som jeg havde Lyst til at tale med dig om, et stort Landsbybillede, hvis Idé som en ufuldbåren Tanke ligger i "Sandinge Menighed", men som skal føres ud til et rigt, lyst og muntert Maleri, idet jeg maner de gamle Sandinge Bønder op af Graven.

Brevene til Hegel er nu tavse om dette projekt indtil 1887. Pontoppidan skriver den 13. juni 87 fra Havreholm, at han for sit helbreds skyld hurtigst muligt må ud at rejse, og at han derfor har bestemt sig til at lade et arbejde løbe af stablen. "Det er en større Roman på vel mellem fyrre og halvtredsindstyve Ark, som jeg i længere Tid nu og da har syslet med. […] På Renskrivningen er jeg alt begyndt, og den første Sending på 5-6 Ark vilde jeg i så Fald tilstille Dem om et Par Dage, den næste i Midten af Juli o.s.fr. omtrent hver Månedsdag". Pontoppidan ønsker bogen trykt i ikke mindre end 1500 eksemplarer, det vil ikke være for meget, "da Bogen udtrykkelig er beregnet på at blive Folkelæsning". Også derfor skal udstyrelsen være beskeden. Samtidig beder Pontoppidan om at måtte lade begyndelseskapitlerne trykke før udgivelsen i "et herværende Ugeblad". Hegel svarer (koncept 15.6.87) venligt på brevet, men har en række betingelser at stille, bl.a. at trykningen ikke påbegyndes, før "det fuldstændige Manuskript til hele Bogen" foreligger, og at dette fuldstændige manuskript skal leveres inden udgangen af september. Om trykning andre steder af begyndelseskapitlerne vil Hegel ikke høre tale. At Hegel forlanger manuskriptet indleveret inden udgangen af september bero på en misforståelse. Det er jo umuligt med en bog på mellem 40 og 50 ark med 5-6 afleveret pr. måned. At der må have hersket uklarhed, kunne næste brev fra Pontoppidan tyde på. Det er skrevet i København fem dage senere. Er Pontoppidan sporenstrengs taget til byen for at forklare, også forskrækket over de håndfaste vilkår? I hvert fald: brevet er bilagt en erklæring, hvori Pontoppidan forpligter sig til i løbet af tre måneder at aflevere "det fuldstændige Manuskript på ikke mindre end femten Trykark til "Små Romaner III" (i.e. Isbjørnen). Det har rimeligvis været under denne samtale, at Hegel har stillet den betingelse om 15 ark som grænsen, som Pontoppidan siden (bl.a. i det stenografiske interview i 1905) gav som begrundelse for overgangen til Philipsens forlag.42 Den 16. september 87 beder Pontoppidan om at beholde manuskriptet til Isbjørnen endnu en ugestid og bebuder samtidig "Manuskriptet til Romanen" – vel Spøgelser, som udkom i maj 88. Samtidig meddeler Pontoppidan Hegel, at han ved gode venners bistand er blevet sat i stand til – i to år – at forlade landet, men kun for sit eget vedkommende. Han beder derfor Hegel sikre familien en fast månedlig udbetaling mod, at Pontoppidan til gengæld forpligter sig til årligt at hjemsende 20 ark manuskript; planen om bogen på mellem 40 og 50 ark er nu skudt i baggrunden. Hegel nægter – under henvisning til sit store tilgodehavende – at udbetale Pontoppidan flere penge, før han er i besiddelse af "Manuskriptet til de Arbejder, De har paataget Dem at levere, eller rettere før vort Mellemværende er likvideret". To måneder senere må sønnen, Jacob Hegel, afslå en fornyet anmodning fra Pontoppidans side. Der blev således intet af den planlagte udenlandsrejse.43

I december 87 døde Fr. Hegel, og forholdet til sønnen blev aldrig af samme hjertelige karakter. 1888 er det afgørende kriseår i Pontoppidans ægteskab, og kun Spøgelser udgives. I juli begynder Pontoppidan atter at skrive i Politiken og leverer i øvrigt nogle få bidrag til årets almanakker. Endvidere sysler han med gamle og siden igen opgivne planer om udgivelse af et bind småfortællinger, Portræter, skulde det hedde.44 Mere hold er der i planen om en bog med forskellige "politiske Beretninger", som han i juni 88 underretter Hegel om – de blev i marts 90 til Skyer. Senere på sommeren er der et par gange tale om aflevering af manuskript, uden at dette dog resulterede i nogen udgivelse.

Når Pontoppidan i brev til Hegel den 29. januar 89 blandt andre ting nævner sin "nye Roman, som jeg […] gærne vilde have udgiven først" [før Portræter] – er der næppe tale om den "store", men snarere et nyt nummer i rækken af "små romaner". Når Natur således i november 90 kom hos Schubotheske og ikke hos Gyldendal, behøver det ikke oprindelig at have været planen.45 På dette tidspunkt havde nemlig Pontoppidan skrevet kontrakt med Gustav Philipsen. Denne minder ham i brev fra 18. september 88 om, at han har forpligtet sig til at levere manuskript den l. april 89 – "det hele i trykfærdig Stand og angaaende Størrelsen, at De jo ogsaa her har forbeholdt Dem, at Bogen ikke bliver større end 35 Ark (som Minimum og med 30 Linier paa Siden)". Den projekterede roman – som Philipsen længe kalder "Bønder" – er altså planlagt til et omfang af halvanden gange Mulds størrelse og sikkert da som en afsluttet bog.

Dagen før fristens udløb må Pontoppidan imidlertid skrive til Philipsen: "min Bog er – til min Beklagelse – ikke bleven færdig". Dette skyldes især tilbudet fra turistforeningen om Reisebilder aus Dänemark – som udkom i april 90. Pontoppidan tilbyder at tilbagebetale forskuddet, men foreslår dog også, at han får frist til 1. august mod forlængelse af kautionen. Philipsen svarer samme dag fuld af skuffelse over ikke at få det manuskript, "der skulde være dette Aars mets de résistance i dansk Literatur". Men:

jeg ved jo godt at De ikke hører til disse Hurtigskrivere, der arbejder med begge Hænder paa engang46, at de Krav De stiller til Deres Forfattervirksomhed nødvendiggør en rolig, samlet Arbejdstid, og De vil erindre, at det langt mere var Muligheden for at berede en saadan for det betydeligste Talent i den unge danske Literatur end Hensynet til Fortjeneste, der for mig var den bestemmende Grund til at gaa ind paa Deres Plan.

Philipsen er villig til – dersom Pontoppidan selv stadig tror på foretagendet – at forlænge fristen.

Skriverierne i Politiken holdes da også stadig på et minimum (fire bidrag maj-juni), men alligevel må Pontoppidan den 1. august 89 skrive til Philipsen:

[…] jeg må bekjende, at jeg […] overvurderede mine Evner. Jeg har min Roman udarbejdet såvidt, at det er Kapitlernes eller rettere de forskjellige Sceners Sammenknytning eller rettere – for de hænger meget godt sammen – Sammenskrivning, der mangler.

Pontoppidan har hele sommeren været meget flittig, men nu kan han ikke mere, han må have en pause, før han kan fuldføre en sammenskrivning.

Jeg er så uvant med et så stort Arbejde, at dette ved denne første Udarbejdelse er faldet sammen i Stykker, men disse er, troer jeg, så gode, og hele Bogens Ide så meget værd, at det skulde gjøre mig meget ondt, om jeg ikke nu fik Lejlighed til at vise, at jeg virkelig formår at skrive en Roman.

Pontoppidan beder da om frist til årets udgang. – Samtidig havde han skrevet kontrakt med Kjøbenhavns Børs-Tidende, som bragte hans første bidrag den 30. juli 89. Philipsen svarer 5. august 89 – ikke uden snert til Pontoppidans norskfjendtlige artikler i Politiken:

Det var rigtignok en alvorlig Skuffelse, De beredte mig, og jeg havde gjort sikker Regning paa at have en betydelig dansk Nyhed at byde Publikum i dette Efteraar ved Siden af de flere norske Bøger, jeg skal udgive.

Philipsen under dog gerne Pontoppidan et pusterum, således at han får hele manuskriptet som "Nytaarsgave den 31. December d. A.".

Det vigtigste er, at Bogen er god …" – "Lev nu vel til Nytaar og – skriv ikke for mange Avisartikler, det er der mer end nok til at besørge; "Bønder" er der ikke andre der kan skrive end De!

I de næste fire måneder bringer Børs-Tidende gennemsnitlig hveranden dag en artikel af Pontoppidan – i alt 66, hvoraf udkastet til Vildt optager de 10. Af de obligate bidrag til julepublikationer leverer Pontoppidan dette år ikke mindre end fire (PCA 149-52). Der har således kun været begrænset tid til at arbejde med romanen (15 af de 66 bidrag er boganmeldelser)47, og lysten har det vel så også skortet på. Kun to af Børs-Tidendeartiklerne har relation til romanen, nemlig de tidligere betegnede Forstudier (3) og (4) – begge fra begyndelsen af november, og i slutningen af samme måned lover Pontoppidan Langhoff (på Schubotheske Forlag) tre kapitler om ugen af en bog, som skal komme til foråret (dvs. Natur). Da Philipsen den 4. januar 90 rykker: "Hvor bliver 'Ormen hin lange' hvor bliver 'Bønder' af?", svarer Pontoppidan dog prompte og forpligter sig til at aflevere renskriften af Muld i afsnit på ca. 5 ark pr. måned, første gang i februar. I løbet af januar gøres Skyer færdig, og bortset fra en offentliggørelse af "To Venner" herfra i Børs-Tidende standser Urbanus-artiklerne ganske, Natur udsættes – og alligevel er vi ved den 28. februar 90, før første del af manuskriptet "efter Løfte" afleveres. Men Pontoppidan har også ændret sin første plan og tilføjet "en Smule Forhistorie – og denne har ikke fået den Friskhed, jeg kunde ønske". Den kan dog muligvis siden forkortes eller helt stryges – "og kommer vi først over Marts, skal 3., 4., o.s.v. indtil 10. Del komme Slag i Slag". Pontoppidan vil meget nødig have, at Philipsen udtaler sig om det modtagne, før alt er afleveret; "jeg ved, at hører jeg noget ufordelagtigt om den, så længe jeg arbejder på den, vil det ganske tage Modet fra mig." Da Philipsen 14 dage senere har fået læst det tilsendte, skriver han opmuntrende derom; dog finder han det ikke værd at begynde på trykningen, før der er en del mere at sætte på.

Det er på dette tidspunkt, at Pontoppidan offentliggør "Ungdom" (forstudie (5) – se Forstudier – i Husvennen fra 30.3. til 8.6.1890. Om forholdet mellem denne "Fortælling" og så den første sending (på ca. 5 ark?), Pontoppidan havde tilstillet Philipsen den 28. februar 90, er det vanskeligt at sige noget præcist. Den "forhistorie", Pontoppidan havde ment nødvendig i brevet 28. februar ("efter min første Plan skulde Fortællingen begynde først ved nuværende 3. Del"), er næppe med i "Ungdom", hvis indledning er fælles med Mulds og stammer fra forstudie (3) fra november 89. Da Pontoppidan på det tidspunkt befandt sig i København, er denne uvejrskildring snarest litterært "inspireret", skrevet med romanen for øje. Men "forhistorien" er først blevet til efter årsskiftet – og er så nok siden strøget; den har da muligvis indeholdt glimtene fra Emanuels barndom i samlet fremstilling. "Ungdom" hører i så fald hjemme på det stade, Pontoppidan selv betegner som "min første plan" – er altså et udtryk for, hvortil arbejdet var nået i slutningen af året 89. En detailanalyse af "Ungdom" vil dog muligvis kunne kaste mere lys over dette forhold.

De fem næste måneder er der ingen breve til Philipsen. Pontoppidan kan i april 90 (den 16.) skrive til Nansen: "Jeg befinder mig for Øjeblikket i Hellebæk, sysselsat med et Arbejde, jeg ikke godt kan afbryde" – rimeligvis som afslag på opfordring til at skrive et bidrag til Nansens tidsskrift Af Dagens Krønike. Til Børs-Tidende skriver Pontoppidan i sommerens løb kun seks artikler48, men sygdom støder til og sinker arbejdet. Pontoppidan kommer kun langsomt til kræfter og beder den 31. august 90 Philipsen om at måtte vente med fortsættelsen af manuskriptet indtil slutningen af ugen. "Jeg véd jo godt, at De er utålmodig, og endnu bedre, at De har Grund til det, og alligevel troer jeg ikke, det har skadet, at jeg har givet mig god Tid." – "Fortællingen har (nu) fået ganske anderledes Bund; den har fået, hvad den før manglede, et Par Ben at gå på fra det ene Kapitel til det andet, en rød Tråd, der knytter sig – eller hvorledes det nu er, det tekniske Udtryk lyder." Pontoppidan lover helt at hellige sig bogens fuldførelse, og får han intet tilbagefald, kan sætningen for hans skyld gerne begynde en gang i oktober; "jeg skal da nok holde en Sætter i Ånde til Bogens Slutning".49 Dette vil Philipsen dog ikke gå ind på; der må foreligge meget mere manuskript, før han vil begynde at sætte (brev 4.9.90).

I september 90 sker så sammenstødet med Jacob Hegel om Krøniker, som Pontoppidan tilbyder ham som "afdrag". Hegel forlanger, at "Sct. Peders List" og "Præsten og Herremanden" udgår (koncept 16.9.90), hvorefter Pontoppidan går til Philipsen og lader ham forlægge dem.50 De udkommer i oktober, og i november kommer endelig Natur hos Schubothe.

Inden udgivelsen af disse bøger var imidlertid Pontoppidan – på det Anckerske Legat – rejst til Berlin den 5. oktober.51 Herfra skriver han den 18. november 90 til Philipsen, at han har det godt og kan love en mægtig sending snarest. Han savner imidlertid en afskrift af den del af manuskriptet, som Philipsen har, "da jeg opdager at jeg ikke kan undvære at have hele Historien hos mig. Jeg føler ofte under Udarbejdelsen Trang til at kaste et Blik tilbage." "Flere Steder har jeg måttet lade Pletter stå åbne, fordi jeg ikke længer nøjagtig husker Udtryk, Ord, Vendinger o.s.v. i den Del af Manuskriptet, De har liggende […]" Så nyt var det for Pontoppidan at arbejde med den store form. Dog, endnu større ting sker i den tyske hovedstad. Den 24. januar 91 gentager han til Philipsen sit løfte om "at skulle hjembringe en Roman, mod hvilket alt, hvad jeg hidtil har skreven, er jammerlig Nürnbergerarbejde. De vil nemlig – til Deres Forundring måske – opdage, at jeg igen har gennemgået den Del, som De har hos Dem; og først nu har jeg fået Tonen i Bogen og Farven i Portræterne således, som jeg ønskede – ja egentlig bedre." Først nu tager altså det bind, vi i dag kender som det første i trilogien, endelig form. "Thi – fortsætter Pontoppidan – jeg har hernede i Tyskland gjort en stor Opdagelse, hvad Skrivemåde angår – gammel måske for andre, splinterny for mig. Og jeg syntes, at denne Opdagelse skulde komme hele Bogen til Gode." Denne "opdagelse" – af ydre eller indre oprindelse – vil muligvis også kunne belyses ved en grundig sproglig analyse af f.eks. "Ungdom", som her med sikkerhed er vidnesbyrd fra "tiden før".52

Philipsen svarer omgående (26.1.91) fuld af begejstring: "Der trænges til et ordentlig Slag i dansk Literatur; gid da 1891 maa blive det mærkværdige Aar og helst saa tidlig som muligt paa Aaret."

Endnu en sidste gang måtte Pontoppidan dog skuffe Philipsens forventninger. I marts forlader han Berlin og kan fra Motala ved Vättern (i udat. brev mellem 1.3. og 17.5.91) meddele "Tredie Bog, Værkets Hovedhjørnesten" færdig. Også "Fjerde Bog" håber han at få færdig dèr og vil så i midten af juni komme hjem for at skrive "Femte Bog" og læse korrektur. "I August skal Bogen senest være færdig fra min Hånd, i Fald jeg holder mig rask!"

Kort efter pinse sender Pontoppidan (med udat. brev fra Stillingsön, et badested i Myckleby i Bohuslän) nogle hefter manuskript. "Jeg er ikke fri for at føle mig stærkt undselig ved at afsende det. Da jeg nemlig begyndte at gennemse Afskriften, fandt jeg så meget at rette, og det hele så tomt og farveløst, at jeg blev ikke lidt fortvivlet og i min Fortvivlelse holdt helt op at rette. Jeg kunne ikke ret blive klog på, h v a d det var, der var i Vejen – og jeg vilde ikke rette i Blinde". Pontoppidan sender det dog som livstegn og beder om lov til at se hefterne igennem igen ved sin hjemkomst. "Måske finder jeg det da nødvendigt at foretage en hel Gennemarbejdelse af denne 3de Bog, der har kostet mig mere Bryderi, end De aner".53 Pontoppidan vil nu først gøre de tilbageværende bøger færdige: "– så får vi se, hvad Tid der bliver tilovers. Jeg have hele Bogen god. Det skal jo være mit Svendestykke!" Pontoppidan lover 4. bog færdig til l. juli og mener, at trykningen kan begynde i midten af juli.

l. august 91 må Philipsen forlange mere manuskript til trykkeriet, om bogen skal komme til september. Han udtrykker sin ærgrelse over de mange korrekturrettelser – og slutter: "Men lad saa være, naar vi nu blot ser en Ende paa det vidunderlige Barn, der nu snart har ligget tre Aar i Moders Liv." – Pontoppidan undskylder sig (5.8.) med, at han finder det urimeligt at lade være med at rette, når han under læsningen finder et mere rammende udtryk, "– og når man ser sit Manuskript på Tryk, får man først den rette Fornemmelse af, hvorledes det enkelte Ord virker".

Endnu er 4. bog ikke afleveret: Pontoppidan skriver (i udat., men senere brev) fra Hellebæk, at den endnu må vente et par dage. Den kommer, og 30.[?] september 91'1 kan Pontoppidan skrive: "Hvad jeg har tilbage af Manuskriptet udgør i alt 4 Ark; Bogen bliver således ikke stort over 25 Ark54. Det er jo Skade; men når den nu bare vil gå, så gør det vel mindre til Sagen." Kontrakten havde jo i sin tid lydt på 35 ark som minimum; når Pontoppidan finder, at det gør mindre til sagen, skyldes det nok ikke mindst, at han på bogens sidste side kunne love en fortsættelse – en sådan har næppe fra første færd været planlagt.

Muld udkom i oktober 91, toethalvt år efter den første frist og næsten otte år efter, at stoffets indsamling var begyndt. Men når man må prise Gustav Philipsens uendelige tålmodighed – og hans begejstring for og tro på Pontoppidan, som denne næppe kunne have været foruden – kunne man samtidig sende en stille tak til den principfaste Hegel, som umuliggjorde, at et "Værk […] i Smag med Fritz Reuters "Landmandsliv"" – om hvis mangel på kvalitet, "Ungdom" sikkert kun giver en svag forestilling – blev udsendt, før Pontoppidan havde nået den kunstneriske modenhed, der gjorde ham det muligt at skrive sit "svendestykke".55

Pontoppidan offentliggjorde intet andet – udarbejdet efter Mulds udsendelse – i det følgende år, indtil DFL udkom i december 1892; en forstudie til intrigen i Den gamle Adam (PCA 207) er årets eneste bidrag ved siden af romanbindet. Dette år blev Pontoppidan lovformeligt skilt fra sin første hustru og i april gift med Antoinette Kofoed. Bryllupsrejsen gik sydpå, fire måneder i Golling bei Salzburg, derpå over Siena til Firenze og Rom og endelig – umiddelbart før hjemrejsen – til Neapel. En tur over Sicilien til Nordafrika måtte opgives af økonomiske grunde. Den væsentligste del af arbejdet med DFL blev gjort i den lille østrigske alpeby. Den 15. februar havde Philipsen spurgt, om han snart får noget at se af den nye bog, og så sent som den 11. juni 92 skriver han: "Det er dog en evig Tid siden, noget er blevet spurgt om Dem! Jeg haaber, at dette betyder det allerbedste, at De i fuldkommen Ro, uden Indblanding eller Deltagelse i vort elendige Liv, har kunnet arbejde trøstigt og stadigt paa det nye Værk." Philipsen rykker for en oversigt til illustratoren, Hans Tegner, og spørger om, hvad barnet skal hedde. Den 28. rykker Philipsen igen: "der er en voksende Utaalmodighed efter "Muld"s Fortsættelse; De bør smede medens Jærnet er varmt".

Pontoppidan svarer (30. juni 92) fra Golling, at kommer der ikke forstyrrelser udefra, vil det nok lykkes at få bogen "nogenlunde god". "Dens Titel spørger De om – men den har jeg ikke fastslået endnu." Endelig 13. august 92 meddeler Pontoppidan, at begyndelsen af manuskriptet ligger færdigt til afsendelse. Men arbejdstempoet svinger. "Såsnart Solen skinner vågner Vandrelysten i mig, og jeg må afsted og tilvejrs."

Nogen stor Nydelse må De ikke vente Dem af Manuskriptet; selve Bogens Emne er ikke egnet til at virke oplivende hverken på Læser eller Forfatter. Men nu må det ikke hjælpe; – når man har taget Fanden på Ryggen, skal man jo bære ham hjem.

Pontoppidan ønsker Muld til gennemsyn før 2. oplag trykkes, og hvad angår fortsættelsen af manuskriptet, hvornår det kommer, kan han kun svare: når det er færdigt! Der er en betegnende modsætning mellem den bestandigt undskyldende forklaren, hvorunder Muld blev til og så den sikre selvbevidsthed, hvormed "svendestykket"s forfatter nu udtrykker sig:

Men det nytter ikke at skynde på mig, og vigtigere end alt andet, er det, at Bogen ikke udkommer, før den er virkelig færdig. Jeg har altså ingen Ting lovet, – men om en Månedstid håber jeg at kunne sende en ny Ladning, og da vil der kun være kort til Enden.

Den 19. august 92 afsender Philipsen et langt brev, hvori han først formulerer sin kritik af den modtagne del af manuskriptet. Han undskylder sine indvendinger med ord, der sikkert er præget af kritikernes (f.eks. Vedels) opfattelse af Pontoppidan som den sikre, elegante stilist:

jeg har kun gjort de ovenstaaende Bemærkninger, fordi jeg ved, at De, hvis De finder dem grundede, har en saa stor Behændighed til ved smaa Pennestrøg at opnaa store Virkninger, at De endnu i Korrekturen vil kunne rette hine Smaating.

Philipsen havde dog ellers den bedste baggrund for at forstå, hvor meget hvert pennestrøg kostede Pontoppidan. Han rykker endnu en gang for titlen – Tegner skal lave bindtegning. Endelig beder han om, at rettelserne i Muld ikke bliver flere, end at de to oplag kan sælges side om side.

I det følgende brev (fra Siena, 10. sept. 92) beder Pontoppidan om en strygning i det afleverede manuskript og lover, at rettelserne i Muld – på et enkelt sted nær56 – ikke skal blive andet end "sædvanlige Ordforbedringer".

En månedstid senere (udat. brev fra Siena) meddeler Pontoppidan titlen, men beder Philipsen bevare den som en hemmelighed, for at de kan undgå "fæle Vittigheder". Da Philipsen kan fortælle Pontoppidan, at Bourget netop har udsendt en bog med den foreslåede titel (La terre promise, Paris 1892), forsvarer Pontoppidan sig (udat. brev fra Siena) med, at

Min Bogs Titel er næsten givet i "Muld", hvor Udtrykket "det forjættede Land" stadig benyttes om det ventede Folkedømme. Men måske er det under disse Omstændigheder ikke værd at holde Titlen så frygtelig hemmelig, – jeg skal nok skynde mig med Bogen endda.

Også denne gang er det 3. bog, der volder de største vanskeligheder57:

Dette Afsnit af Bogen er ikke alene det længste og sværeste; det er også det, hvormed hele Arbejdet står og falder, og jeg vil derfor gærne lægge hele min Kraft på dette Punkt.

Resten, erklærer Pontoppidan, kan afkortes efter forgodtbefindende.

Den 17. oktober 92 må Philipsen – med en "Hilsen fra det længselsfulde danske Folk" – gøre opmærksom på, at det snart kan knibe med at blive færdig (nemlig til julebordet).

Det sidste (udat.) brev fra Siena bebuder slutningen af 3. bog den følgende dag og bogens sidste ark ("så nøjagtig gennemsete her, at jeg ikke behøver at få Korrektur") om 10-12 dage. Pontoppidan mangler endnu "en lillebitte Slutning", hvortil han gerne vil have særskilt vignet. Den blev nu ikke så lille endda: 5. bog er på over 50 sider.

Men bogen nåede at blive færdig, Philipsen kan 2. december skrive til Pontoppidan: "Saa fik vi da slidt os igennem Det forjættede Land! Det er rigtignok i sidste Øjeblik før Jul […] – men det gaar vel nok endda." Han finder bogen "god og stemningsfuld – jeg fik rentudsagt Taarer i Øjnene over de sidste Sider".

Pontoppidan skriver 4. december til Philipsen bl.a.:

det er ikke nogen god Bog; men jeg troer ikke, jeg kunne gøre den meget bedre, hvormeget Tid jeg end havde givet mig til den; dårlig er den heller ikke; alt i alt er jeg ret veltilfreds med den. [...] – i Publikums Smag falder Bogen dog næppe.

I sit nytårsbrev (28.12) udtrykker Pontoppidan derfor sin overraskelse over, at DFL har fundet en sådan afsætning, at et nyt oplag kan forberedes. Også heri ønsker han at rette, men "blot et Ord hist og her". Korrekturen beder han sig fri for, bl.a. "fordi jeg gærne vil have mine Tanker helt bort fra et Emne, som de længe nok har beskæftiget sig med." Senere i samme brev hedder det:

Jeg er glad – og en Smule stolt – over, at de Forventninger, De i sin Tid gjorde Dem om min "store Bog" ikke er blevet skuffede, og jeg håber på et godt Samarbejde også i Fremtiden …

Det fremgår tydeligt af dette sidste brev, at Muld + DFL af dem begge opfattes som en afsluttet helhed, og der er ikke mindste tegn på nogen plan om en fortsættelse.

I et langt brev 6. januar 93, hvori forholdet til Hegel og planer for fremtiden drøftes, siger Pontoppidan: "Nogen helt ny Bog får jeg nemlig næppe færdig til Dem i dette Herrens År […]. Jeg vilde nemlig gærne igen skrive Dem en stor Bog, men det tager altid megen Tid for mig at samle Stoffet, hvorimod jeg aldrig er så længe om at nedskrive." Det sidste må nok tages cum grano salis, men at Pontoppidan gerne igen vil skrive en stor bog turde snarere bebude Lykke-Per end Dommens Dag.58

I den følgende tid taler brevene en del om et bind Danske Billeder, hvis hovedstykker skulle være bidragene til "Danmark" – de to, der siden indgik i Minder og Den gamle Adam. Hen på foråret er planen opgivet; der vælges skrift til Minder, der dog først udkommer i oktober. Først da Pontoppidan 11. december 93 gør "Status" , skriver han:

Forøvrigt har jeg jo den tredie og sidste Del af "Muld" – "Det forjættede Land" at byde på i 1894, enten det nu bliver som Forårs= eller Julebog.

Men både Nattevagt (som brevene intet fortæller om) og Den gamle Adam var udkommet, før Pontoppidan 26.juni 95 atter nævner trilogiens sidste bind:

Min nye Adam skrider jævnt fremad i sin Vækst, synes at blive ganske velvoksen, har måske fået et uforholdsmæssigt stort (men også ganske godt) Hoved og skal også nok få en fyldig Ende.

Pontoppidan lover de første l0 ark i næste måned og kan 3.juli 95 meddele, at den bliver på ca. 25 ark (DD er på 281 sider = 17 ½ ark).

Til den 1ste Oktb. mener jeg nemlig at have Bogen færdig. Dens Titel har jeg endnu ikke fastslået. "Emanuel" bliver det næppe. Snarere: "Dommens Dag."

Også denne gang påkommer dog lidt forsinkelse: "Det er – skriver Pontoppidan 1. august – gået langsommere med Afskrivningen end påregnet; derfor følger hermed kun 1ste Bog, 2den Bog skal komme snarest." Den 15.august lover Pontoppidan den om 2-3 dage. I begyndelsen af september rejser Pontoppidan fra Rørvig til Lellinge Skovridergård ved Køge for der at gøre bogen færdig; samtidig afsendes 3.bog. Philipsen er blevet lidt forskrækket over den megen teologi, men Pontoppidan beroliger ham (4.9.) med, at der nu heller ikke kommer mere.

3die Bog er ganske personlig, og heller ikke i det egentlige Dommedagskapitel (4de Bog) bliver der teologisk Diskussion. Det er netop for at undgå en sådan på dette Sted, at jeg skød den hen til Bogens Begyndelse. […] For Bogens sidste halvdel frygter jeg ikke. Men særlig for første Bog har jeg store Ængstelser.

Den 9.september 95 afsendes 3. bog; 4. bog forsinkes af flytningen og sygdom, men Pontoppidan håber at kunne få også 4. bog færdig, så at bogen kan udkomme i midten af november. "Hele Bogen bliver noget mindre end påregnet, nemlig c. 20 Ark, idet jeg har fundet det rigtigst at afkorte Beskrivelsen af Mødet på Højskolen." Pontoppidan fortsætter:

Jeg håber nu, at vi begge skal få lidt Fornøjelse af Bogen. Jeg selv har haft Glæde af at skrive den og lidt af Forfatterens Glæde meddeler sig vel altid selv til den vrangvilligste Læser. Men forøvrig er jeg nu også tilfreds med at kunne forlade den Verden, hvori Bogens Personer bevæger sig.

I udateret brev fra Lellinge (25. september) fortsætter Pontoppidan:

På en Måde har det været et højst utaknemligt Arbejde at skildre vor Højskolebevægelse, der for op med Løvemod og faldt sammen med fåreagtig Forknyttelse. Nå, det er da heller ikke denne Del men det perspektiviske i Fortællingen, der har interesseret mig. Men Stoffet har været for tungt og er derfor ofte blevet uigennemsigtigt.

Så sent som 26.oktober skriver Pontoppidan kort til Philipsen:

Nej, det lykkedes mig ikke at få oprullet det Billede af Livet i Vejlby og Skibberup, som jeg havde villet. Nu må Bogen gå, som den er.

Med Dommens Dag afsluttedes også samarbejdet med Gustav Philipsen. Hans yngre broder, sammen med hvem han havde overtaget forlaget efter faderens pludselige død i 1877, var nylig død, og da han selv siden 1886 havde deltaget aktivt i politik, fra 1893 som borgerrepræsentant – og egentlig kun nødtvunget havde beskæftiget sig med forlagsvirksomhed – tog han nu mod tilbudet om at overdrage sit forlag til det nystiftede aktieselskab Det nordiske Forlag. Det skete kun med betænkelighed, for Philipsen var en modstander af aktieselskaber; han fortsatte dog forbindelsen som formand for Det nordiske Forlag, siden for Gyldendal59. Brød Philipsen sig ikke om aktieselskaber og sammenslutninger, afskyede Pontoppidan dem. Han så deri en trussel mod det personlige forhold mellem forlægger og forfatter og frygtede, at digterne ville ende som blot led i et produktionsmaskineri.

Til slut skal citeres et stykke af Pontoppidans nytårsbrev – dateret "Nyårsaften 95":

jeg […] betragter det som det store Held på min literære Løbebane, at jeg i sin Tid kom i Forbindelse med Dem og Deres Broder. Mit Mod var den Gang nær ved Nulpunktet, jeg havde oftest mest Lyst til at opgive det Hele, og min daværende Forlægger var just ikke af dem, der opfordrede mig til at fortsætte. […] Det var Deres Tro på mine Evner, der fik Betydning for mig, både ved at opildne mig selv og ved at smitte Publikum. […] Det er for denne Tillid til mig, jeg først og fremmest er Dem taknemlig, og for den Tålmodighed, hvormed De i mine Vanskelige År biede på mig. Den Tryghedsfølelse, hvorunder jeg i disse År har arbejdet, får jeg neppe nogensinde igen.

Brevstoffet bekræfter således til fulde den ovenfor opstillede hypotese, at Pontoppidans første store roman oprindeligt var planlagt eller snarere fuldført – thi forskydningerne undervejs er tydelige – som en resignationshistorie, fortællingen om en mand, der ikke kunne leve op til det mål, han havde sat sig.

For så vidt kan bogen opfattes som en gravsten over Pontoppidans egen tid blandt den nordsjællandske landbefolkning – i den forstand hans mest personlige hovedværk. Også siden boede han uden for København, men han kom aldrig mere i samme nære forbindelse med den lokale befolkning, som han havde været det i Hjørlunde- og Østby-tiden. Det var økonomiske og arbejdsmæssige synspunkter, der var afgørende, da Pontoppidan i slutningen af halvfemserne flyttede til Snertinge60, og også siden var det – mere eller mindre nødtvungent – for at få ro og ensomhed, at han søgte uden for de større byer; først i sine sidste år boede han fast i hovedstaden. Det forjættede Land (på stadium I) undfangedes, mens Pontoppidan endnu tog aktivt del i en egns liv, og hvad der er af tidsbillede og folkelivsskildring i de to bind, skriver sig fra denne tid og minderne om dem.

_ _ _

Den i afsnittene I-VI ovenfor foretagne analyse af romanens tre stadier skal ikke betragtes som udtømmende. Den har samlet sig om nogle få – for strukturen væsentlige – figurer, men hverken det store galleri af bifigurer eller hele problemdebatten i tredje bind er berørt. Alene en analyse af pater Rüdesheimer ville føre ind i en række aspekter ved romanen, som her er ladt ude af betragtning. Hele diskussionen om Pontoppidans egen opfattelse af, og den "episke fortæller"s holdning til, den boopgørelse, der er lagt pater Rüdesheimer i munden, og det endeligt, der bliver Emanuel til del, har jeg ikke taget op. Jeg har peget på enkelte dialektiske træk i Emanuel- og Væver Hansen-figuren, men hele det dobbeltlys, den samlede udgave af romanen så ofte er blevet opfattet i, skal jeg ikke her tage stilling til. Jeg har ikke lagt skjul på, at ud fra en kompositions-analyse, der samler sig om Emanuel, forekommer romanen mig bedst på stadium I, men det er naturligvis af vigtighed for vurderingen af såvel forfatterskabet som helhed som af det arbejde, Pontoppidan i 1898 gjorde med samarbejdelsen, at man søger synsvinkler, hvorfra en tilfredsstillende helhedstolkning af det samlede romanværk lader sig opstille. Dette kapitel har først og fremmest haft som mål at belyse Pontoppidans arbejdsmåde ved vel nok den største af hans omarbejdelser, men har forhåbentlig endvidere vist vigtigheden af, at man altid gør sig klart, hvilket stadium af romanen, man lægger til grund for sin tolkning.

 
[1] PCA 205: "Et Bondebryllup. Fortælling" (Husvennen 1892) er et (vistnok ganske uændret) optryk heraf og bør som sådant udgå af bibliografien som selvstændigt nummer. tilbage
[2] De 19 iagttagne rettelser anføres her (A/B; side-henvisningerne er til A).

56,24: afsnitsdeling.

78,21 hvilket/hvis hele Indretning

100,12: I sin ÷/ ængstelige Omhu.

110,9-10: der indsmigrende ÷/som en Kat gned sig op ad hendes Side og slugte Knytteklædet med glubske Øjne/ Øjnene.

112: rettelsen anført DFL112***LINK INDSÆTTES

113,4: Abelone, der kom frem i Døren og ÷/med sin stærke Stemme forkyndte,

195,1 ivrigt/÷

217,8: ogsaa/÷

248, 14-15: Vin-dus/Vin-dues

249,1: derpaa/÷

268,26 ÷/ Hm!

272, 4: kunne/÷

278,3-4: som han ikke kunde blive Herre over/slet ikke kunde forklare sig

289,23: vaade ÷/ og sorte Neg

294,16: paa/÷

304,2: forstod/havde godt ÷/ forstaaet

310, 16: ,havde/.Havde

331,17: kælent/÷

342, 26: Pludselig/Men pludselig

Kun enkelte af disse rettelser kan skyldes sætteren. tilbage
[3] Jf. ovf. om Bojesen. tilbage
[4] Dette bekræftes af forlagskladden for Nordisk Forlag bd. I p. 292: Bojesen har overtaget 1200 expl i materie, Thiele har optrykt "Smudstitel + Titel + 4 S" i 1200 Expl og 1000 omslag - og Im. Petersen har indbundet 200. tilbage
[5] Alt tyder imidlertid på, at B1 aldrig er udsendt. Det har kun været muligt at finde eksemplarer heraf på KB og på Universitetsbiblioteket. Pontoppidan skriver til Gustav Philipsen 26. 6. 1895: "Hvad [DFL] angår, var det vel bedst, at dens andet Oplag endelig udkom nu." Sml. hermed, at oplagstallet i P. G. Philipsens forlagskladde er 1250. tilbage
[6] Også dette bind rummer meget stof, som tidligere havde set dagens lys; men intet af dette har under overførelsen bevaret kompositoriske træk, således som forstudierne til Muld. Det gælder naturligvis først og fremmest Sandinge Menighed, med hvilken DD har både miljø og enkeltpersoner fælles; men også mange af diskussionsindlæggene i bindet kan genfindes i Pontoppidans journalistik. En udredning af dette vil imidlertid blive særdeles omstændelig og er uden direkte interesse for denne undersøgelses tesis. tilbage
[7] Når Johs. Jørgensen i sin anmeldelse af Muld i Kjøbenhavns Børs-Tidende (6.11.91) om det bebudede andet bind skriver: "man venter sig uvilkaarligt, at dette nye Værk vil rumme Kampen mellem Demokraten Emanuel og den aristokratiske Frøken Ragnhild" (fremhævelserne mine) – så er det jo Jørgen-Ursula-parret fra NATTEVAGT, hvis lighed med Emanuel-Ragnhild ikke er slående, der er forudgrebet. tilbage
[8] Edv. Brandes skrev i sin anmeldelse af DD, at han havde troet, "at Opholdet i Kjøbenhavn vilde frigøre Emanuel Hansted aandeligt og i ham skabe en Modstander baade af den Kirkelighed og af den Bondedyrkelse, der i Grundtvigianismens Form havde grebet den unge Teolog." (Politiken 24.11.1895, cit. efter Bredsdorff II, 108). tilbage
[9] på hans kald: Betegnelsen "pietistisk" skal ikke hentyde til nogen kirkelig retning (en sådan "indremissionsk" fraktion bemægtiger sig jo sognet siden), men til en bestemt fromhedstype: den, for hvem troen manifesterer sig som en personlig (følelsesbetonet) oplevelse af Guds virken direkte i det enkelte menneskes sind. Det er en sådan indstilling, der er forudsætningen for følelse af kald og Guds vilje" med det enkelte menneske. tilbage
[10] Ahnlund 214. tilbage
[11] Opus cit. s. 430, note 22. tilbage
[12] Talen bliver i D til tendens: den udtrykkes af en person, der mangler forudsætninger for at stå inde for dens synspunkter. tilbage
[13] Bjergtagen: tilbage
[14] Cai M. Woel beklager (HP I, 100) udeladelsen af denne scene. Men den er altså ikke faldet for den så ofte påtalte pontoppidanske "forkortelsestrang" – et fænomen, vi siden skal vende tilbage til. tilbage
[15] Afgrænsningen af begrebet "fantast" – en glose, som er forsvundet i fagpsykologien – har jeg overtaget efter Mogens Brøndsteds indledning til afhandlingen "Fantaster i dansk og fremmed digtning" (Edda 48, p. 1-57). Her betegnes fantasteriets disposition som egocentrikerens og indadvendtheden og kontaktmanglen som typiske ledsagefænomener. Brøndsted fastslår, at "ikke sjældent er skellet mellem den sunde og den perverterede idealisme nok så flydende, eller rettere afhænger af øjnene der ser" – Er det ikke netop dette skel, Emanuel – i forfatterens og derfor i vore øjne – overskrider fra A til D? tilbage
[16] Hans Brix klager med rette i Gudernes Tungemaal (158): "Det forjættede Land  […] er […] på Trods af Forfatterens Natur ikke fuldkommen rundt i Udførelsen. Kun den Side af Emanuel Hansted, der vender udad mod Landet, mod den folkelige Bevægelse, er taget op til direkte Behandling. Derimod er hans Liv i Hovedstaden efter at hans Præstegerning […] er afsluttet med et Nederlag, kun fragmentarisk og indirekte behandlet." - men denne anke gælder ikke over for stadium I, endskønt dette udelukkende "foregår" på landet. tilbage
[17] Jeg har svært ved helhjertet at tilslutte mig Ahnlunds historisk-biografiske metode. Når han erklærer, at "de som hyser en uppriktig eller affekterad likgiltighet för förhållandet liv-dikt" ikke får "stort mer än författerskabets ena hälft" (217-18), må dertil siges, at denne halvdel, "Pontoppidan som den utåtvände epikern", er stedbarn i Ahnlunds bog. Det enkelte værk indordnes i den – biografisk set meget spændende – analyse af Pontoppidans (forfatter)personlighed, men til nogen selvstændig helhedstolkning af det enkelte værk bliver der sjældent plads; således måske især for Det forjættede lands vedkommende. – I øvrigt er Ahnlunds betragtning vel også her for begrænset. Skulle Pontoppidan ikke nok have andre forudsætninger for at skildre et kristent menneske indefra end sin egen naturfølelse? – hvad f.eks. med Mads Vestrup? tilbage
[18] Om de to steder (Muld 85 = D 52 og Muld 380 = D 217) er ofte talt, vist første gang af Hans Brix i Gudernes Tungemaal (162-63):

På vigtige Steder tilrettelægges Udtrykket med nøjagtig Finhed.

Ahnlund refererer Brix således:

Hans Brix har uppmärksammat hur denne bild under romanens lopp skifter syltning, på ett meningsfullt och troligen oavsiktligt satt. (Ahnlund 131).

Det er da vist kun hos Emanuel, at forskellen i billederne er utilsigtet. – Også titlen på 3. bind er jo dobbelttydig og ironisk. Men når Aage Bertelsen (i sin Dansklærerforeningsudgave, p. xxv) vil tolke udtrykket "Dommens Dag" i indledningskapitlet til Muld som en allusion hertil, kan dette umuligt være rigtigt. Det forudsætter en nøje forud lagt plan, hvis eksistens intet tyder på. Bertelsen ser en udvikling ("hvorledes P. har arbejdet sig frem til at skildre naturen som symbol på selve romanens grundtanke") fra forstudie (3) over (5) til Muld (se s. 30). Men som det ses af nedenstående opstilling er sammerhængen i de to første stykker helt forskellig, og teksten er til Muld gennemskrevet på ny; ændringen af "Dommens Time" til "Dommens Dag" kan være blot en "afskriver-rettelse". "Dommens Dag" er jo da også et overordentlig almindeligt udtryk (ODS III 848; fra samtiden har jeg mødt det som overskrift 23.12.1890 i København og 14.1.1897 i Studenterbladet)
Forstudie (3) Forstudie (5) Muld 6
En mørk Nat blev Folk overalt i Byen vækket af et frygteligt Brag. Vilde af Skræk sprang de op af deres Senge og for – mange i det blotte Linned – ud paa Gaden . . . nogle med Lygter, som imidlertid øjeblikkeligt slukkedes af Stormen, andre med deres Børn på Armene, blege og skælvende, som om det var Verdens Undergang, der forestod.

[Her er ingen tale om "Regnskab", kun om angst og frygt.]

[De første 6 linier også her; nedenstående i slutningen af stykket har ingen parallel i (3):]

Men mange var ogsaa de, der i disse Dage og Nætter hemmeligt ransagede deres Inderste og i Stilhed opgjorde deres Regnskab med Gud, som om Dommens Time virkelig stundede til.

Men da var der ogsaa adskillige, der i Stilhed begyndte at ransage deres Inderste og gøre deres Regnskab op med Gud i den Tro, at Dommens Dag maatte stunde til.
tilbage
[19] Sammenligningen mellem DD og D modsvarer altså den i det foregående førte mellem A og D; blot gælder den nu stadium II og III (ovf. s. 35) tilbage
[20] At kristendom og lykketro – selvmodsigende nok – blandes, er Tolstoj, fra hvem As Emanuel vist har mange af sine ideer, et eksempel på. Sml. Pontoppidans anmeldelse af Tolstojs artikel "Hvori bestaar Lykke?" (Børs-Tidende 17.8.1889). tilbage
[21] Om denne repliks videre skæbne, se senere. tilbage
[22] Jeg kan ikke lade være med her at anføre en formodning, der blev bekræftet ved læsningen af Pontoppidans breve til Gustav Philipsen, nemlig at Kierkegaard i denne sammenhæng må have spillet en vis rolle. Pontoppidan satte på sine gamle dage ikke Kierkegaard højt, og af hans Erindringer må man forstå, at han tidligt gjorde sig færdig med ham (Arv og Gæld 41, Familjeliv 80). I Lykke-Per betegnes Kierkegaard og Grundtvig som "hjemmeavlede Originaler" (A VI 36). Af (udateret) brev til Philipsen fra efteråret 1895 fremgår det imidlertid, at Pontoppidan havde lånt en Kierkegaard-bog på (Universitets)biblioteket. Et eftersyn af låneprotokollerne på UB viste da også en tilsyneladende ret systematisk Kierkegaard-læsning: 25.3.93: Stadier, 28.11.94: Øjeblikket 1-9, 15.12: Frygt og Bæven, 15.1.95: Forord og Indøvelse i Christendom, 12.2.: Afsl. Efterskrift, 1.3.: Phil. Smuler og 4.5.: Kjærlighedens Gerninger. Endelig 20.1.96: Gjentagelsen. Den forholdsvis store afstand mellem lånene tyder på en grundig læsning (Pontoppidan lånte nov. 94-maj 95 ikke andre bøger på UB). Først i juni 95 (den 26.) kan Pontoppidan meddele Philipsen, at "min nye Adam skrider jævnt fremad". Lad være, at den grundlæggende Kierkegaard-læsning fandt sted allerede i Hjørlunde-tiden – her synes den ikke mindre intens. Har Pontoppidan følt, at han manglede forudsætninger for at skildre sin nye Emanuel indefra? Det forekommer nu rimeligt. Den Kierkegaard-bog, der kommer nærmest den ovf. udviklede tankegang, nemlig Begrebet Angest (afsnittet om det dæmoniske) mangler vel blandt lånene, men netop denne bog kan Pontoppidan jo have ejet. – At låneprotokollernes "H. Pontoppidan" er Pontoppidan, kan der næppe være tvivl om, da det af brev til Philipsen 26.6.95 fremgår, at Pontoppidan var låner på UB. tilbage
[23] Jf. at Ahnlund har overset stedet i D, og at det uden nævneværdig skade er udeladt i Aage Bertelsens forkortede – af Pontoppidan godkendte – udgave; se forord til denne (1943). tilbage
[24] Et belæg for, at alle stadier har udviklet sig af samme kim, kunne være anførelsen af følgende – gennem udgaverne uændrede – sted i Muld 92 = D 56:

Min stakkels Moder var et Offer for sin Tid, for sin Slægt, for det Samfund, som ogsaa De og jeg tilhører, Frøken, og som fra Fødslen lægger en Spændetrøje om os allesammen for langsomt at tage Livet af dem, der mangler enten Mod eller Kraft til at sprænge den.

tilbage
[25] Herom er vidnesbyrdene talrige. Således Ahnlund: "Det är som om ett avsnitt av (Emanuels) roman kommit bort, det som skulle motivere den behandling bokens mefistofeliske resonör låter honom vederfaras." (74), Skjerbæk: "et brud i Emanuels personlige udviklingshistorie" (Lidt om tilblivelsen, 318; denne bemærkning gælder vort stadium II) og Cai. M. Woel: "Værket om Emanuel Hansted munder ulogisk ud" (HP, I 110). tilbage
[26] Skjerbæks argument:

I hvor høj grad netop Emanuels historie er hovedsagen understreges dels ved, at denne sidste Del foregår i en anden egn, dels ved, at en stor del af bogens øvrige personer er ny eller i hvert fald folk, der hidtil næsten ingen rolle har spillet" (Lidt om tilblivelsen 317)

synes ikke holdbart. Det naturlige miljø for Emanuels fortsatte historie var dog København og de personer, der hidtil har spillet så stor en rolle for ham: Ragnhild og hans fader og søster. At "inspirationen" til Dommens Dag ligger uden for Emanuel-skikkelsen, forekommer langt sandsynligere. tilbage
[27] Se hans i øvrigt glimrende analyse af Det forjættede Land i Poeter og Pedanter, 1932. tilbage
[28] Stedet her afgiver også et par eksempler på Ds hyppigere forfatteralvidenhed. Pontoppidan opgav hurtigt impressionismens krav om den nøgne registrering. I forfatterskabet tiltager disse forfatter-kommentarer for at kulminere i Lykke-Per (jf. Ahnlund 403-06). I øvrigt er "Ungdom" (som jo var bestemt for et meget u-litterært blad) fuld af "i Virkeligheden", "naar Sandheden skal siges" o.lign. Pontoppidan har altså i Muld i nogen grad bøjet sig for tidens krav. tilbage
[29] Allerede B stryger denne oplysning. Jf. hvor lidt vægt, der lægges på en eventuel arvelig disposition hos Emanuel; det er først og fremmest samværet med moderen i barndomsårene, der har været så afgørende. Er det konstitutionelt sygelige for uproblematisk, for nemt for Pontoppidan? tilbage
[30] Flytningen kan dog også være dikteret af, at de politiske hentydninger passer nok så godt på 1885; valgsejren i 1884, jf: "Man udpegede rent ud en forhenværende Landsbylærer som vordende Konsejlspræsident" (Muld 360; D 343). tilbage
[31] Citaterne ovenfor giver i øvrigt samtidig et betegnende eksempel på den helt og ofte ironisk flydende grænse, der på dette tidspunkt er i Pontoppidans fortællerstil mellem ren forfattertale ("Hvad Emanuel vedrørte -") og tydelig indirekte tale ("hun betragtede -", "Hun ansaa" -"): "selv den flygtigste Erotik" – "- beroede på en fuldstændig Misforstaaelse." Hvad skal den stakkels læser tro? (sml. Ahnlund 351-53). tilbage
[32] Jf. f.eks. "Dagbog", Børs-Tidende 1.8.1889: "Vi søger til vor egen Beroligelse bestandig at indbilde os, at Kærligheden rettest billedlig fremstilles som et hvidt Duepar, der næbbes. Deraf den Forfærdelse, hver Gang Ørnen slår med sin Vinge." – I Den gamle Adam (1894) er denne Betragtning lagt i munden på fortælleren (s. 85). tilbage
[33] Jf. den i D overdrevne betagelse, Emanuel udvirker hos fru Hassings niece, Gerda (D 377, 378, 525, 526 og 537-38 – alle tilføjelser). tilbage
[34] "den egentlige kraft, som driver ham, er hadet" (Carl Gad: Omkring Kulturkrisen, 1929 p. 20) tilbage
[35] Jævnføringen af Væver Hansens hadmotiv med Enslevs gjort af Carl Gad (a.a. 21). tilbage
[36] Det er et meget kompliceret spørgsmål, hvori jeg forgæves har søgt orientering. Hørup-forskningen har jo meget lidt at bygge på, hvad angår Hørups (inderste) motiver, så der har altid været frit slag for gisninger. tilbage
[37] At Pontoppidans opfattelse af Hørup var den samme i begyndelsen af 90´erne som under udarbejdelsen af De Dødes Rige er i øvrigt ingenlunde sikkert. Erik Henrichsen (om dennes venskab med Pontoppidan se kap. 4, note 43) kan her have øvet indflydelse gennem sin Hørup-bog (1910), der gennem sine mange tilblivelsesstadier havde nærmet sig meget til "Højrelegenden"s opfattelse. Jf. også Bredsdorff II, 192-93 med tilhørende note 44 og Pontoppidans brev om Enslev-skikkelsen ss I, 136. tilbage
[38] Det er derfor heller ikke mærkeligt, at den meget Pontoppidan-kyndige Tage Skou-Hansen i sin anmeldelse af Haugaard J.s bog kan skrive om dennes syn på væver Hansen: "Den opfattelse er ny og man tager den til sig." (Dansk Udsyn, 1964, p. 72) tilbage
[39] Indledningen til "Bønder", Politiken 29.11.1887. Jf. også følgende citat fra en boganmeldelse i Børs-Tidende 3.11.1889: "Hvad var det vel bleven til med Fremskridtet her i Norden, om vi ikke havde haft det Frihedefrø, som trods hundredaarig Underkuelse var bevaret i Bondens Bryst? Lad være, at dets Vækst blev en Skuffelse[!]. Vi skylder dog Bonden – og ikke "Intelligensen" – de faa Frugter, Friheden hidtil har baaret." tilbage
[40] Pontoppidan brugte allerede i manuskriptet til "Et Endeligt" (NkS 3032,4°) å for aa og vedblev dermed hele sit liv. Brevet er i sin helhed trykt i L C. Nielsen: Fr. Hegel I, 1909, p. 355. tilbage
[41] En beklagelse over manglende anmeldelser af den nyudkomne Landsbybilleder daterer brevet til dette år. tilbage
[42] Det er ikke rigtigt, når Vilh. Andersen (1917, 92) antager, at denne betingelse blev sat af Hegel året før og var den ydre grund til Pontoppidans udgivelse af serien "Smaa Romaner". Vilh. A.s præmis, at Ung Elskov (1885) ikke var forsynet med dette mærke, er også forkert: både omslag og titelblad bar betegnelsen "Smaa Romaner" og det sidste var forsynet med et "I". Allerede i udateret brev fra eftersommeren 85 taler Pontoppidan til Hegel om "en hel lille Suite af forholdsvis ensartede Fortællinger, som jeg derfor også nu gjerne vilde udgive under et fælles Mærke, uden at de dog på anden Måde skulde stå i Forbindelse med hinanden." Mimoser er i øvrigt ældre end Ung Elskov, men blev henlagt. tilbage
[43] Sml. "nu er det bestemt, at Marie flytter til Østby; der hvor hendes Forældre boer, og Henrik rejser saa rimeligviis til Paris." Marie Pontoppidan (Pontoppidans moder) i brev fra september 1884. Se Hans Øllgaard: "Marie Pontoppidan", Vartovbogen 1962, p. 81. Øllgaards artikel bygger foruden de kendte kilder (først og fremmest sønnernes Erindringer) på en samling breve fra Marie P. til datteren Margrete. Herigennen gives et fascinerende billede af en overordentlig stærk kvinde, klog og klartseende – således også i forholdet til HP og dennes første ægteskab. – HPs rejseplaner var således af ældre dato. tilbage
[44] Samlingen skulle bestå af tidligere trykte småting, hvoriblandt kun en novelle, "Nekrolog" i Morgenbladet 14.6.1885, har undgået PCAs opmærksomhed; denne erklærer HP senere på året (9.6. til Hegel) for "nu […] for ubetydelig". tilbage
[45] Udkastene til dens "to smaa Romaner" (Vildt, PCA 110 og En Bonde, PCA 152) kom i henholdsvis Børs-Tidende (sept.-okt.1889) og Venstres Bog for 1890. Sml. i øvrigt kap. 1 om Schubothe. tilbage
[46] HP havde i Politiken den 31.12.88 (dog under mærket Anton) netop skildret en sådan hurtigskriver i andet stykke af sin vittige satire "To Digterhjem" (PCA 67 og 70). tilbage
[47] Blandt disse er de to store artikler om Edv. Brandes´ "En Politiker" (23. og 25.10.82, PCA 124-25). Det hedder i den første bl.a.:

det er vel næsten en Regel, at det er Fortællingers Slutning, selve Katastrofen, der først har staaet ham [i.e. forfatteren] klar og inspireret ham. Fra denne har han saa fantaseret sig tilbage i sine Personers Liv, følgende de hemmelige Traade lige til Udspringet, fordybende sig i deres Karakter, deres Udvikling, i de Paavirkninger, de har modtaget, den Slægtsarv, der ruller dem i Blodet – indtil han har loddet deres Væsens Bund, blottet selve den menneskelige Urgrund, hvorover der i Livets Løb lejrer sig saa mange Lag.

Hyltoft Petersen (HPs journalistik) citerer dette sted og fortsætter:

Vi har en senere udtalelse fra Pontoppidan, der ikke ganske harmonerer med den ovenstående. Han har fortalt, at alle hans 3 store romaner var planlagt at slutte mere optimistisk, end de kom til at gøre. Et så klart skema som i det ovenstående citat har altså ikke engang Pontoppidans egen formningsproces kunnet følge i alle tilfælde. (a.a.p.68).

Bortset fra, at det har været umuligt at få verificeret og dateret denne udtalelse af HP (Hyltoft Petersen hverken angiver eller husker (adspurgt) sin kilde), passer ordene fra oktober 89 storartet på den formningsproces, HP da sad i – når man vel at mærke erindrer, at hans plan på dette tidspunkt højst har omfattet stadium I. tilbage
[48] Poul Carit Andersen har her overset to bidrag: 1) en stor artikel under mærket P den 5. juli 1890 om "Studenter", hvori HP harcelerer over de unyttige skolelærdomme og det danske eksamensafguderi. 2) en lille – u-mærket – anmeldelse af Troldtøj den 17. juli 90 – helt på linie med HPs tidligere af værket, som udkom i hefter. Johs. Jørgensen overtog anmeldelsen af de resterende hefter under mærket #. De to bidrag er anbragt i nærværende TILLÆ G som bilag 1 og 2. tilbage
[49] Dette brev er dateret "Søndag 31. Aug. 89". Den 31.8. var i 1889 en lørdag, men i 1890 en søndag. HP underskriver sig til og med 5.1.90 "Henrik Pontoppidan", fra og med 28.2.90 "H. Pontoppidan", således også i dette brev. Brevets øvrige indhold (bl.a. et løfte om kun i "Ny og Næ" at skrive avisartikler) stemmer også langt bedre med 90 end med 89, ligesom skriften udviser størst lighed med brevene fra 90 tilbage
[50] Sagen blev draget frem i offentlighedens lys af "Swift" (i.e. Oscar Madsen) i dagbladet København i artiklen "Trange Tider" den 7.10.90. "Jeg behøver forhåbentlig ikke at tilkendegive Dem, at jeg er ganske uden Andel i denne Offentliggørelse af en ganske privat Affære", skriver HP til Jacob Hegel 12.10.90. tilbage
[51] København meddeler den 4.10.: "Forfatteren Hr. Henrik Pontoppidan tiltræder paa Søndag sin Udenlandsrejse til Berlin og Paris". Sml.: "Jeg har min Kuffert pakket til en Parisertur; men det har jeg haft i otte År" (brev til Philipsen foråret 91). Drømmen om Pariserturen var sejlivet – men blev aldrig opfyldt. Endnu i Dumreicher-artiklen i 1931 bemærkes det, at skønt HP har rejst meget, har han aldrig været i England eller Frankrig (a.a. 290). tilbage
[52] Det bør også undersøges, om det "gamle" manuskript skulle ligge i Gustav Philipsens papirer på KB. Esther Kielberg så ikke efter (F.B.s note 2000-11-09). tilbage
[53] 3. bog går fra Emanuels tale i forsamlingshuset, over samværet på stranden og den følgende morgens opgør med provsten til Emanuels første besøg som kommende svigersøn hos Anders Jørgensen. tilbage
[54] HPs arkberegning synes at være i manuskript-form. Een side ms må have rummet lidt mindre end en trykside; Muld blev på 380 sider. tilbage
[55] Sml. hermed HPs udtalelse få år før sin død til nevøen Ib Ostenfeld (referet af denne "saa nøjagtigt, jeg kan" i Udenfor Alfarvej, 1963, p. 147-48):

Nutidens Forfattere synes slet ikke at kende de Kaar, vi maatte arbejde under, da jeg var ung. Vi blev ikke taget under Armene og forkælet af Publikum, førend vi virkelig havde bevist, hvad vi duede til. Vi maatte gennemgaa mange og trange Læreaar uden at skele til Læsernes Yndest og uden at vente, at der ved det første Pip blev slaaet paa Tromme for os. Og det var godt saadan. Hvordan skal en Forfatter opnaa Myndighed og kunstnerisk Uafhængighed, med en solid Stil og overlegent Greb om Tingene, hvis han ikke gennem lang Tid modnes til sine egentlige Opgaver i Ensomhed og med en fast Tro paa sig selv og ikke bygger paa andres højrøstede Bifaldserklæringer? Han har ingensomhelst Krav paa Støtte [i den oprindelige kronik, Berlingske Aftenavis 29.5.1961: endsige Applaus og Succes; 1.2.2000] førend Svendestykket er gjort, og indtil det er fuldført, maa han retfærdigvis finde sig i de beskedneste Kaar. Ingen skal forudlønnes for det Arbejde, der endnu ligger i Svøb og som maaske aldrig lykkes. (kursiveringen min).

Trods det lidt idealiserende billede afspejler udtalelsen godt den kamp, HP i årene omkring 1890 førte for at nå frem til kunstnerisk modenhed og selvstændighed. tilbage
[56] Det er den ovf. behandlede (Muld 208). tilbage
[57] Bogen omhandler tiden efter Guttens begravelse: Emanuels drømmesyn og mødet med Ragnhild og doktorfamilien, bespisnings-prædikenen og Ragnhilds besøg i præstegården. tilbage
[58] "Vor Honningmaaned […] i de østerrigske Alper […] Jeg var kommen dertil med Planen til en ny, stor Roman i Hovedet" (Familjeliv 61-67). I Erindringerne er det jo fremstillet som var Det forjættede Land afsluttet før giftermålet; jf. citat ovf. fra Familjeliv. tilbage
[59] se DBL XVIII, 1940, 317-20. tilbage
[60] HP skriver 1.11.1899 til Edv. Brandes:

det er ikke netop for min Fornøjelses Skyld, at jeg flyttede herud; men det blev mig i Længden for dyrt at bo i Kbhvn.

Og 4.12.s.å. til Borchsenius:

Jeg havde håbet, at Landlivet skulle bringe mine Kræfter på fode, men i den Henseende er jeg bleven skuffet.

tilbage
['1] september 91: rettet fra "september 90" (trykfejl i originalen). tilbage