Familjeliv, kapitel 3

57 E212

Tredje Kapitel

Man rejste den Gang i Udlandet uden at have alle de Besværligheder med Attester, som i Ufredstider skal kunne fremvises overalt for at slippe over en Landegrænse. Man rejste – som man sagde – "paa sit ærlige Ansigt". Til min tidligste Udenlandsfærd som 18-aarig havde jeg ikke haft saa meget som et almindeligt Politipas at legitimere mig med. Af Hensyn til min Ledsagerske havde jeg denne Gang forsynet mig med et Lejdebrev fra en overordnet Myndighed; men trods Rejsens Varighed og de mange forskellige Lande, vi besøgte, fik jeg ikke nogensinde Brug for det. Efter Tysklands to sejrrige Krige, først E213 med Østerrig, siden med Frankrig, var der faldet Ro over Evropa. Vi var gaaet ind i en lykkelig Fredsperiode, der skulde 58 vare det meste af et halvt Aarhundrede. Med en nogenlunde anstændig Garderobe var en Fremmed velkommen overalt, mistænktes ikke paa Forhaand som Forbryder eller Spion. At ogsaa Lilleputstaten Danmark havde været i Krig med Tyskland huskedes overhovedet ikke af mange sønden for Hamburg.

I Dresden, hvor vi paa Udrejsen opholdt os nogle Dage, fik vi dog en ret kraftig Mindelse derom. Ved et Tilfælde kom den gamle Fyrst Bismarck netop i de samme Dage dertil fra sit Oldingehjem og Stamgods Varzin. Han var paa Vej til et Familjebryllup et Sted i Østpreussen og skulde bare overnatte der. Men det spændte ikke af uden allehaande Festligheder. De rigstro Borgere greb Lejligheden til paa enhver Vis at fejre Nationalhelten. Der var foruden almindelig Flagning i Byen flere Sangforeningsoptog gennem Gaderne og om Aftenen stor Illumination. Bismarck var nemlig nu den sidstlevende af de tre Halvguder fra Krigsperioden. Aaret forud var den 91-aarige Generalfeltmarskal Moltke 59 død1, og gamle Kejser Wilhelm var heller ikke mere blandt de levende. Bismarck var saaledes den, som tysk Heltedyrkelse udelukkende maatte samles om.

Ved hans Afrejse den næste Formiddag var baade Torvet foran det Hotel, hvor han havde overnattet, og Banegaardspladsen et bølgende og brusende Menneskehav. For at faa ham at se maatte vi søge udenfor Byen og stille os op ved en Jernbaneoverskæring. Men ogsaa her var der Trængsel. Da Toget rullede forbi, skjultes det næsten helt af de mange begejstret svungne Hatte, Dameslør og Lommetørklæder, hvormed det hilstes i Forbifarten. Vi fik dog et Glimt at se af ham, som han stod der ved det aabne Kupévindu og modtog Mængdens Hyldest med fremstrakte Arme. Her saa' jeg altsaa dette Menneske, som i mit Barndomshjem og overhovedet af alle Danske i sin Tid var bleven kaldt en naturlig Søn af Djævlen. Fæl havde han unægtelig altid set ud med sit skrækindjagende Bulbideransigt, der saa forbavsende svarede til hans Karakter. 60 Den nye Aand, han havde indblæst Tyskerne, var jo heller ikke opløftende. Med det oprindelige Formaal at hvæsse Rigets Sværd havde han tilsidst gjort Tyskland til Evropas Bøddel. Adskillige af hans egne Landsmænd havde da ogsaa i sin Tid haft ondt ved at forlige sig med hans Regimente, endsige at anerkende ham som et værdigt Forbillede for tysk Ridderaand og Ædelsind. Moltke f. Eks., hvis Navn og Fortjenester altid sammenkædedes med hans, som om de havde været Fostbrødre, satte i Virkeligheden E214 ikke Pris paa ham. Under den fransk-tyske Krig, paa et Tidspunkt da Spændingen i begge Lejre var paa det højeste, havde Bismarck for at tvinge sin Vilje igennem overfor ham og faa fremskyndet Beskydningen af Paris, beklaget sig til Majestæten, deres fælles Herre, og gjort det med en saa snu og brutal Beregning, at den gamle Konge var bleven opskræmt og havde sendt sin Generalfeltmarskal et bydende Brev med fornærmelige Beskyldninger.

Moltke glemte aldrig Bismarck den Streg 61 og viste det i Gerning. Men saa kunde en Fremmed vel ogsaa nok tillade sig at beholde Hatten paa, hvor Manden hyldedes.

Vor Honningmaaned, der tillige var en Foraarsmaaned, tilbragte vi i de østerrigske Alper, i en lille Bjergby ikke langt fra Salzburg. Vi havde lejet et Par Værelser hos Byens Købmand, hos hvem vi ogsaa fik Morgenmaaltidet. Men som de Friluftsmennesker, vi begge var, færdedes vi iøvrigt hele Dagen ude. Inderlig lykkelige for vor endelige Forening berusede vi os i den vidunderlige Bjergnatur, steg til Tops eller vandrede gennem Dale og fik os nu og da et Hvil ved at strække os i Græsset. Naar vi ved Solnedgang var kommen tilbage, tog vi regelmæssigt ind til Salzburg og spiste i den verdensberømte Vin-Restavrant "Skt. Peders Kælder", om hvilken det hed, at man var flere Aar yngre, naar man forlod den, end da man gik derned. I festlig Stemning 62 kørte vi i hvert Fald altid hjem derfra til vor lille landlige Rede og endte den straalende Dag i hinandens Arme.

Jeg var kommen dertil med Planen til en ny, stor Roman i Hovedet. Efter at Honningmaaneden var gaaet og Hverdagen igen begyndte, vendte Arbejdslysten og Skabertrangen af sig selv tilbage hos mig; og da Byen og Omegnen stadig tiltalte os og Arbejdslysten holdt sig, bestemte vi os til at blive der Sommeren over. Jeg havde hjemme haft for Vane at gaa en ensom Morgentur for at samle Tankerne, inden jeg satte mig til Skrivebordet; saadan hentede jeg ogsaa her Tilskyndelse til Dagens Gerning fra alt, hvad jeg saa' og oplevede paa disse Morgenvandringer. Nu var Egnens Befolkning kraftig katolsk. Overalt ved Vejene stod Krucifikser og Madonnabilleder, og altid saa' man baade Mænd og Kvinder ligge paa Knæ foran dem, hensunkne i Bøn. Efter Søndagsgudstjenesten udgik fra Kirken regelmæssigt en Procession af Præster og Munke, som drog syngende gennem Byen. I Spidsen 63 gik en ung Gejstlig med et stort Helgenbillede paa en Stang, og efter ham kom – under en Baldakin baaret af fire Ordensbrødre – en messeklædt E215 Prælat, der holdt et Sølvkrucifiks i den opløftede Haand. Med den anden Haand uddelte han Velsignelsen ved at gøre Korsets Tegn over den knælende Mængde paa begge Sider af Gaden. Overalt, hvor Toget naaede frem, kom Beboerne ud af Husene og kastede sig næsegrus til Jorden for at faa Del i Benediktionen. I det hele fik jeg under Opholdet daglig Lejlighed til at gøre Sammenligninger mellem vor hjemlige Form for Gudsdyrkelse og disse Bjergboeres religiøse Liv.

Jeg husker ikke, om der den Sommer maaske var særlig Anledning for den katolske Kirke til en paagaaende Propaganda; men da vi senere kom til Italien, mødte vi ogsaa dér overalt i Byerne mægtige kirkelige Optog, en Udfoldelse af Pragt og Pomp, der kunde glæde Øjet men stak grelt af mod Befolkningens ynkværdige Fattigdom, alle disse pjaltede og forkomne Skikkelser, man mødte 64 allevegne. Modsætningen kunde ikke andet end vække til Eftertanke, og hos en Ikke-Katolik blev Tankerne demonstrative.

Der var en Erindring hjemmefra, der for mig kraftigt fremhævede Forskellen paa Protestantismens og Pavekirkens Holdning overfor Guddommen og derfor ved saa mange Lejligheder dukkede op for mig her. I Assens gamle Sognekirke findes et Epitafium malet paa Væggen som et Fikserbillede. Set fra den ene Side forestiller det Korsfæstelsen, fra den anden Opstandelsen2. Paa en Sommervandring for en Del Aar siden kom jeg en Søndag Morgen gennem Byen, og da jeg fandt Kirkedøren aaben, gik jeg derind for at se det besynderlige Kunstværk, som jeg ofte havde hørt om. En gammel Kirkebetjent puslede om derinde med en Støvekost. Jeg forklarede ham mit Ærinde, og han førte mig saa hen til en Væg i det søndre Sideskib. Som vi stod der foran Billedet, halvt skjulte af Højkirkens lange Pillerække, lød pludseligt et højt Raab, der gav Genlyd oppe under Hvælvingerne. "Sørensen! 65 Hvor er De henne, Mand!" Paa Trappen op til Koret stod en svær Herre med Hat paa Hovedet og dampede kraftigt af en Pibe. Kirkebetjenten fortalte mig bagefter, at det havde været Sognepræsten, der var kommen for at levere ham Salmenumrene til den forestaaende Gudstjeneste.

Optrinnet havde virket overraskende paa mig og beskæftiget mig længe efter. Jeg var ikke straks klar over mig selv. Trods mit fornægtende Standpunkt kunde jeg ikke helt lade være med at finde Præstens Adfærd anstødelig. Senere hen gik dog Forargelsen af mig. Herregud, en Kirke var jo et Forsamlingslokale som ethvert andet. Man maatte være katolsk for at kunne vie Murværk og Sten samme Dyrkelse som Guddommen. I religiøst bevægede Tider, naar nye E216 aandelige Strømninger greb Sindene, havde det endda sjældent været fra Kirken, de udgik. Tværtimod. Her slap de i Reglen først ind efter aarelang Modstand. Vilhelm Birkedal og hans Valgmenighed, den ældste i Danmark, holdt jo i Begyndelsen sine 66 Gudstjenester i en Lo, hvor der paa Hverdage tærskedes Korn. Og i hvor mange almindelige Bondestuer og lavloftede Husmandshjem havde ikke jævne Lægprædikanter godtgjort Kirkernes og Ornatets Overflødighed? Sammenlignet med denne Frimodighed i Gudsforholdet forekom nu Katolikernes slaviske Knælen, deres kælne Kys paa Biblen og hele øvrige Ceremonivæsen mig højst utiltalende. Der var virkelig Øjeblikke her, da jeg priste mig lykkelig over at stamme ned fra en gammel, luthersk Præsteslægt.

**
*

Vinteren tilbragte vi i Rom. Vi traf her adskillige Landsmænd, men vor egentlige Omgang dernede var en Fremmed, en Hollænder, Maleren Jan Verkade. En betydelig Kunstner og et stort Menneske, der tydeligt nok allerede den Gang var paa Vej over mod Katolicismen. Nu har han i mange Aar levet som Munk i det bekendte Benediktinerkloster Beuron ved den tyske Del 67 af Donau. Den katolske Kirke gjorde i det hele paa den Tid ikke saa faa Erobringer blandt evropæiske Kunstnere og Skribenter, der var uden aandelig Hjemstavn og naturlig Frugtbarhed. Det var et Tilbageslag fremkaldt baade af den yderligt drevne Naturalisme og af Skønmageriet i den en Gang forbilledlige franske Kunst.

Jan Verkade har som gammel Mand fra sit Kloster udsendt et Skrift "Die Unruhe zu Gott", hvori han højst interessant skildrer sin Omvendelses Historie. Lærerigt er det især at læse hans aabenhjertige Tilstaaelse om de hyppige Fejltagelser og Farer, der er forbundne med et Trosskifte. Et Sted skriver han derom:

Den Forelskelse i det Guddommelige, der uundgaaeligt ledsager enhver alvorlig Omvendelse, denne farlige Tilstand, hvis salige Glæder og taabelige Angster af mange Nyomvendte forveksles med den himmelske Kærlighed, var jeg nu naaet til. Hvad vi paa dette Stadium holder for ren Kærlighed er endnu blandet med megen Egenkærlighed og har en sanselig Bismag. 68 Hvor meget vi end forsikrer om det modsatte, saa er vor Gudhengivenhed endnu altfor meget Glæden ved Sjælelivets Opstemthed, ved den Aandens Løftelse, der momentvis kan give f. Eks. en Kunstner en Fornemmelse af endelig opnaaet Mesterskab. I Virkeligheden har en saadan i sin Gudsdyrkelse først og fremmest søgt Berigelse for sit eget E217 Selv. Man kan derfor bestandig gøre den Iagttagelse, at Nyomvendte med Forkærlighed fordyber sig i Bøger af sværmeriske Skribenter. Selv den tørreste Filister finder Tilfredsstillelse ved en saadan Læsning. Det flakkende og flagrende hos Sværmere og Mystikere svarer just til Novicens egen Tilstand af sjælelig Oprevethed.

Vi var kommen til Rom sammen med en hjemlig Kunstner, der havde overrasket os med et Besøg i vort Sommerbo i de østerrigske Alper og derfra var fulgt med os til Italien. Det var min gamle Ven Johan Rohde. Han var den Gang endnu ugift og levede et ubundet Kunstnerliv næsten altid paa Rejser. Vi var Venner fra Barndommen, og 69 han stod mig nærmere end nogen af mine egne Søskende. At jeg allerede fra Syvaarsalderen havde haft en saadan Ven, har jeg altid betragtet som en af Livets gode Gaver til mig. Som Dreng havde han været ret svagelig. Det Friluftsliv, vi andre – hans jævnaldrende Skolekammerater – tumlede os i, maatte han som Regel holde sig udenfor. Imens sad han hjemme og havde allehaande mærkelige Ting for, og denne halvt hemmelighedsfulde Syslen i Ensomhed havde han fortsat i sit Kunstnerliv med det Resultat, at han stadig var i Stand til at udvide Grænserne for sin kunstneriske Stræben. Han, der begyndte som medicinsk Studerende, var efterhaanden bleven ikke alene Maler men ogsaa Grafiker, Stukkatør, Møbeltegner og adskilligt mere. Hvor stor Indflydelse hans fornemme "rohdeske Stil" skulde faa paa vor nyere Kunstindustri, anede dog den Gang kun nogle faa af den indesluttede Kunstners Venner noget rigtigt om.

Velsagtens paa Grund af vore Naturers Forskellighed, og skønt vi iøvrigt var enige 70 om det meste andet, just om Kunst kunde vore Meninger være højst afvigende. Under Opholdet her i Rom, hvor vi stadig gjorde lange Udflugter sammen, kom det ofte til vidtløftige Debatter derom. Min Beundring for vor store Mester Krøyer, rystede Rohde saaledes hyppigt paa Hovedet af, og maaske var jeg ogsaa noget ensidig i min Opfattelse af hans Betydning. Men jo længere jeg blev i Landet og ved Selvsyn kunde forøge mit Kendskab til Levevilkaarene der, desto mere oprørtes jeg ved at tænke paa det falske Billede af Italien og dets Folkeliv, som de ældre danske Malere gennemgaaende havde givet i de Billeder, de sendte hjem herfra og høstede saa megen Ros for. Alene Titlerne paa dem var i saa Henseende oplysende. "Læsende Abbate i en Klosterhave", "Albergo med vindrikkende Bønder", "Markedsscene med Taranteldansere". Lutter Livsglæde og Idyl.

Først Krøyer havde haft Syn for Vidunderlandets Vrange. Hans E218 "Markarbejdere i Abruzzerne" og især hans "Italienske 71 Hattemagere"3 vakte jo ogsaa den voldsomste Modsigelse hos mange derhjemme. Det sidste Billede, hvor to halvnøgne, skrækkeligt udtærede og forkomne Skikkelser staar og sveder i et indelukket, dampfyldt Rum, mens de ælter den sejgt flydende Filtmasse, som de verdensberømte Borsalinohatte laves af, rejste jo et formeligt Røre i København, da det for nogle Aar siden udstilledes paa Charlottenborg. Nogle Kritikere kaldte det rent ud en grov Forsyndelse mod den gode Smag. Som en af Krøyers senere Biografer har skrevet derom: "Sveddraaben paa den ene Hattemagers Næsetip vakte en Storm af Forargelse."4

Paa mig virkede Billedet overordentlig stærkt. Jeg havde undertiden staaet halve Timer foran det, betaget netop af dets Højtidelighed. Og Indtrykket fortog sig sent, ja egentlig aldrig. Endog her i Rom, hvor jeg var omgivet af Verdens mest ophøjede Kunst, sendte jeg undertiden en taknemlig Tanke hjem til Krøyer og hans Hattemagere.

**
*

72 Hovedbegivenheden for mig denne Vinter var en Oplevelse uden al Forbindelse med Kunsten og dens Verden. Her i Rom blev det mig nemlig betroet, at jeg igen skulde være Fader5. For Familjemennesket i mig blev pludselig Peterskirken, Michel Angelo og al Sydens Pragt og Herlighed til saa lidt ved Siden af denne Udsigt. Selv i det Sixtinske Kapel kunde jeg glemme alt for Tanken om dette lille Væsen, der var paa Vej til os fra det dunkle Hinsides. Saa skulde jeg da virkelig nu faa Erstatning for de to Smaa, som jeg havde maattet give Afkald paa ved mit nye Giftermaal.

Under vor mere end aarlange Omflakken i fremmede Lande havde vi ikke sjeldent kunnet føle Savnet af et Sted, hvor vi for en Tid kunde være helt for os selv og falde til Ro. Nu blev Trangen til alvorlig Længsel. Vi ønskede begge to snarest muligt at komme hjem. Men endnu var det Vinter i Danmark. Der meldtes endog om streng Frost. Først med det store Fugletræk forlod vi Italien og rejste nordover.

Efter Hjemkomsten til København og en 73 lille Datters lykkelige Fødsel6 fulgte en Redebygningens Tid, der skulde blive mærkeligt afgørende baade for os selv og for vore Efterkommere. En Bestemmelse om, hvor vi vilde bo, endsige nogen Plan for vor fremtidige Levevis havde jeg ikke haft. Som sædvanlig lod jeg Tilfældet raade, og nu hændte der følgende: Om Aftenen paa den Dag, da vor lille Pige var kommen til Verden, gik jeg bort fra min Svigermoders Lejlighed7, E219 der var bleven os overladt under Familjens Sommerophold paa Landet, og hvor Begivenheden altsaa var foregaaet. Jeg vilde gaa mig en Tur, og det første Menneske, jeg mødte, var en gammel Randers-Bekendt8. Han standsede mig og udtalte sin Forundring over at se mig i Hovedstaden paa denne Aarstid, tilmed i en saa skrækkelig Varme. Jeg forklarede ham Grunden og sagde, at det ogsaa var min Hensigt snarest muligt at komme bort herfra og ud paa Landet.

"Saa skulde du saamænd tage derhen, hvor jeg netop kommer fra. Det vil du ikke fortryde," sagde han.

"Hvor er det?" spurgte jeg.

74 "Rørvig."

Jeg kendte Navnet, men stort mere vidste jeg ikke om Stedet, som den Gang i det hele endnu var ret ukendt. Nu gjorde hans Ord om det mig stærkt interesseret, og et Par Dage efter tog jeg dertil for at se paa Forholdene. Det er nu 45 Aar siden, og i alle disse Aar med ganske faa Undtagelser9 har vi haft vort Sommerhjem der. Den lille Pige, som kom dertil knap en Maaned gammel, er forlængst en gift Kone, og baade for hende selv og for hendes Mand og Børn er Rørvig bleven det Sted paa Jorden, der er dem kærest. Hendes den Gang unge Moder ligger nu begravet paa Byens Kirkegaard, hvor der er beredt Plads ogsaa til mig; – og alt dette som Følge af, at jeg hin Aften i København tilfældigt mødte denne Randers-Bekendt. Var det ikke sket, eller dersom han blot havde gaaet ovre paa det modsatte Fortov, saa vi ikke var kommen i Snak, vilde Rørvig rimeligvis vedblevet at være et ligegyldigt Navn for os allesammen, og vort Sommerliv i disse mange Aar var bleven 75 et helt andet. Det gamle Ord om "Tilfældet", at hvad dette skænker os af godt den ene Dag, tager det naadeløst fra os med en kraftig Beklipning den næste, holder altsaa ikke altid Stik.

Det Rørvig, der nu om Sommeren er fuldt af Badegæster og københavnske Landliggere, var for 45 Aar siden en stille Plads, fra gammel Tid et Lods- og Toldsted i øde Omgivelser ved Issefjordens Indløb. Et Aarhundrede forinden havde en Naturkatastrofe – en ugelang Orkan med forrygende Sandflugt – forvandlet Egnen til et Ørkenlandskab af en Storladenhed, som der knap findes Mage til paa den jyske Vestkyst. Et andet Minde om hin Ødelæggelse er den gamle Kirkes ensomme Beliggenhed paa det Sted i Ødet, hvor Byen den Gang laa, og som Befolkningen nu er flyttet bort fra. Her havde i endnu ældre Tider det berømte Isøre ligget, Tingstedet, hvor i Middelalderen de danske Kongevalg foregik.

Til Kirken knytter sig fra gamle Dage forskellige Sagn, som en E220 Gang gjorde Rørvigs 76 Navn kendt Landet over. Der er saaledes Fortællingen om Marsk Stig, der efter Kongedrabet i Finnerup Lade blev forvist til Øen Hjelm og døde der som fredløs men hvis Lig en Nat i al Hemmelighed skal være sejlet hertil for at blive begravet i indviet Jord. Og der er den grufulde Historie om et fremmed Skib, der en Sommernat kastede Anker udfor Kysten og sendte en Baad i Land med en Flok tavse Mænd, der førte en tæt tilhyllet Skikkelse med sig i Lænke. Skaren brød ind i Kirken, og her afdækkedes Skikkelsen, som var en ung, dødbleg Kvinde i Brudedragt. Hun førtes hen foran Alteret, hvor hun knælede ned og derpaa af en Person i udenlandsk Ordensdragt blev viet til en ung Mand af Flokken. Umiddelbart efter Vielsen blev hun bagfra slaaet til Jorden med en Økse, saa Blodet flød henover Kirkegulvet. Hvorpaa Skaren – stadig i dyb Tavshed – drog med hendes Lig tilbage til Skibet, som straks lettede Anker og sejlede bort. Man hørte aldrig om det siden.

**
*

77 Vor første Rørvig-Sommer blev kun kort. Da vi kom dertil med den Nyfødte, var den halve Del af Sommeren allerede gaaet, og i September, da Efteraarsstormene for Alvor begyndte at vælte ind fra Havet, maatte vi af Hensyn til Barnet bryde op derfra. Vi tog dog ikke tilbage til København. Det frie Landliv var blevet os begge kært. Et Stykke fra Kysten lejede vi derfor et lille Hus i Nærheden af en Skov10, der gav Læ, og her trivedes vi alle tre saa vel, at vi blev der hele Vinteren.

Da vi senere igen11 ventede en glædelig Familjeforøgelse, bestemte vi os til at blive rigtige Landboere, og i nogle Aar førte vi nu en regelmæssig Tilværelse, om Sommeren i Rørvig, om Vinteren et eller andet Sted paa Sjælland, hvor vi fandt et Hus og Omgivelser, der passede os. Og det viste sig, at heller ikke for min københavnsfødte Frue var det noget Offer at give Afkald paa Bylivet og dets tvivlsomme Goder. Som saa mange andre unge Kvinder af hendes Art, naar de bliver Mødre, gik hun op i Hjemmelivet og 78 Husmodergerningen med den samme fornøjelige Iver, som i sin Tid havde udmærket hende paa Boldpladsen med en Ketsjer i Haanden. Overhovedet var hun, trods Hjemmets Tarvelighed, altid i godt Humør og færdedes nynnende omkring i Stuerne, ofte med et af Børnene hængende paa Ryggen eller tronende paa Skuldrene, i det hele i Besiddelse af en sjelden Evne til at skabe Hygge om sig. Med den Ynde, der udstraalede fra hendes egen Person, kunde hun gøre det jævneste Husmandshus til et festligt E221 Hjem. Som en af vore Naboer en Gang sagde, da han uventet kom i Besøg og fandt Børnene med rene Forklæder paa og saa' Blomster overalt paa Bordene: man havde altid en Fornemmelse af, at der var Fødselsdag i Huset.

Dette fornyede Landliv blev ogsaa af anden Grund en uforglemmelig Tid for mig. Jeg fik endelig her Stunder og Samling til at bøde paa min højst mangelfulde Literatur-Viden, som jeg ofte havde maattet skamme mig over. Jeg var aldrig noget Bogmenneske og 79 havde ladet Tilfældet raade ogsaa for min literære Udvikling. Læselyst havde jeg nok haft; men det Liv paa Feltfod, jeg gerne førte, havde vanskeliggjort det for mig at faa mere end et overfladisk Kendskab til vor hjemlige, endsige til den store fremmede Bogverden. Nu blev det anderledes. I de lange Vinteraftener kunde jeg sidde i min lille Stue fordybet i en Bog, timevis uforstyrret af selskabelig Snak eller – som i mit tidligere Landliv – af Kortspil og Toddydrikning.

En Vinter12 var det navnlig Nietzsches Forfatterskab, der optog mig. Georg Brandes havde kort forinden vakt Opmærksomhed for det ved en stor Artikel i "Tilskueren"13, en Artikel, der havde forarget adskillige og fremkaldt mange Modsigelser, tilsidst en vidtløftig Debat, som Høffding førte an i. Brandes havde blandt andet skrevet:

Jeg har villet henvise til denne Skribent, fordi det forekommer mig, som om Nordens Skønliteratur nu vel længe har tæret paa Tanker, der blev fremsatte og drøftede i det forrige Aarti. Det ser ud, som om Evnen til at undfange ideale Ideer var taget af, ja som om Modtageligheden 80 for dem var ved at svinde. Man tumler stadig med de samme Lærdomme, visse Arvelighedsteorier, lidt Darwinisme, lidt Kvinde-Emancipation, lidt Lykkemoral, lidt Kultus af Folket o. s. v., mens Angreb paa de bestaaende Fordomme truer med at synke ned i samme Kendthed og Hverdagsagtighed.

Snerten i disse Ord havde jeg følt mig ramt af. Jeg ømmede mig i hvert Fald, og for at kunne dømme selvstændigt om Sagen anskaffede jeg mig tilsidst den tyske Tænkers samlede Skrifter i den nu ret sjeldne fuldstændige (naumannske'1) Udgave paa elleve Bind. For hvert Bind, jeg læste, voksede Nietzsche i mine Øjne. Jeg maatte indrømme, at han virkelig var en nyskabende Aand, en Aand med Stormfuglevinger i Sammenligning f. Eks. med Kierkegaard, hvis Kritik af Tiden og dens Mennesker gennemgaaende havde forekommet mig ret smaasindet, og hvis højt beundrede Stil altfor ofte fik mig til at tænke paa hans sørgmodige Navn med dets Mindelser om Død og Grav.

81 Nietzsche er jo siden bleven et af Verdensliteraturens store Navne. E222 Hans Forkyndelse med dens dristige Krav til Personligheden har ikke mindst haft Betydning for hans eget Land. Adskillige af de Mænd, som nu har opkastet sig til Herrer der, har taget deres Brandpile fra hans Kogger og hentet deres Kampskrig fra hans Skrifter. Hans Bebudelse af, at Evropa med det nye Aarhundrede vilde gaa ind i Krigens klassiske Tidsalder, har særlig fundet Modtagelighed i dette nye Tyskland, hvis aandelige Fader han i Virkeligheden har været og ogsaa stadig maa anerkendes for. I andre Kulturlande har hans Anseelse som Tænker derimod paa det sidste været dalende, og mange vil vistnok nu kunne bifalde, hvad Høffding i sin Tid skrev i den nævnte store Polemik med Brandes om ham:

Dersom det ikke ved dennes Artikel var paanødt mig at betragte Nietzsche som Filosof, vilde jeg ikke have anstillet denne Kritik. Nietzsche er ganske sikkert en sjelden begavet Forfatter, men hans Begavelse er 82 ikke filosofisk. Han mangler den filosofiske Interesse og den filosofiske Resignation. Han er Digter, Retor; hans Styrke er Stemningen (særlig den antipatiske Stemning), som han formaar at udtale med mærkelig Kraft. Men bag det hele mærker man, forekommer det mig, noget sygeligt forvredent.

Nietzsche var alle sine Dage et dybt ensomt Menneske, og hans Livs Afslutning blev jo inderlig tragisk. Med sin overanstrengte Hjerne var han periodevis sindssyg, og i sine sidste Aar hensank han i total Aandsformørkelse. En tysk Bogforlægger i Jena, Diederichs14, som jeg havde lidt Forbindelse med15 har i et Bind Erindringer16, han udsendte til Venner og Bekendte, ogsaa omtalt sin Berøring med Nietzsche. Det var dog ikke som Forlægger, han havde haft med ham at gøre; men i den gamle Stiftstad Naumburger, som de begge havde Tilknytning til, og hvor Nietzsche i en af sine Sygdomsperioder var i Pleje, mødte Diederichs ham undertiden i Byens Anlæg, naar Filosoffen i Middagsstunden spaserede der sammen 83 med sin Moder, en gammel Præsteenke. Der var paa det Tidspunkt endnu et lille Haab om hans Helbredelse, og – skriver Diederichs – han havde heller ikke det afskrækkende Udseende, som han senere fik. Kinderne havde endnu lidt Farve, de brune Øjne et ret venligt Udtryk. Kun blussede der straks en vild Angst op i dem, naar Nogen gjorde Tegn til en Tilnærmelse.

Da Nietzsche i 1902 døde og blev begravet i Röken nær Lützen, hvor han var født, var Diederichs tilstede ved Højtideligheden, som iøvrigt ikke overværedes af mange andre end de mest nærstaaende. Som god Bekendt af Peter Gast, Nietzsches Ven og under hans Sygdom E223 og efter hans Død Udgiver af hans Skrifter, blev der givet Diederichs Lejlighed til i Kapellet at tage en sidste Afsked med Filosoffen, inden Kistelaaget blev skruet til. Peter Gast fjernede et Tørklæde, der laa over Ligets Ansigt, og Diederichs noterer, at der ikke var noget af den tidligere Gru i Udtrykket. Øjnene stod 84 begge helt aabne, ligesom optagne af et stort Skue, et fjernt Syn.

Under Jordfæstelsen hændte det, at en Flok Krager fløj larmende henover Gravpladsen17. Diederichs fulgte dem med Øjnene og mindedes et af de mange Smaavers18, der ligesom af sig selv bestandig dryppede fra Digterfilosoffens Pen:

Die Krähen schrein
und ziehen schwirren Flugs zur Stadt.
Bald wird es schnein.
Weh dem, der keine Heimat hat.

(Fortsæt til kapitel 4)

 
[1] Moltke død: 24.4.1891. tilbage
[2] Opstandelsen: Det såkaldte riffelmaleri kan ses afbilledet i Nationalmuseets værk over Danmarks kirker, s. 2566-67. tilbage
[3] Italienske Hattemagere: Billedets titel er rettelig "Italienske Landsbyhattemagere"; det er malet i 1880, men blev først vist på Forårsudstillingen i 1882, året før HP gjorde Krøyers bekendtskab på Skagen. Hvor autentiske HPs betragtninger er før han fremsætter dem her i 1940, kan ikke afgøres. Peter Michael Hornung gør i sin Krøyer-biografi (2005/2011, s. 151) diskussionen mellem HP og Rohde samtidig. Pontoppidans begejstring for billedet kan være blevet skærpet af Højskolebladets anmeldelse 1882, s. 672:

[...] ufattelig bliver det, hvorfor en Kunstner med Krøyers Dygtighed og Evner har Lyst til at anvende sin Penselfærdighed paa hine skindmagre, skidengule, halvnøgne Hattemagerarbejdere, med mindre han med Farver har villet forsvare Darwinismens Abeteori, thi i saa Tilfælde har han talt tydelig nok. Imidlertid tror jeg den upartiske Betragter vil betvivle, at hin næsedryppende Menneskebavian og de snavsede Unger er et Virkelighedsbillede, de gør langt snarere Indtryk af at være Fantasifostre". [cit. efter Hornung opus.cit.]

Underskrevet: "Af en læg Kunstelsker". – Allerede Berlingske Tidendes anmelder havde talt om "den paa Hattemagerens Næsetip svævende Sveddraabe". (opus.cit.) tilbage
[4] Storm af Forargelse: KILDE??? Karl Madsen: Skagens Malere og Skagen Museum, 1929, s. ???? tilbage
[5] være Fader: Hvis dette er rigtigt, må Antoinette have aborteret. Deres ældste barn, Else, blev født i juli 1894 og er altså først undfanget efteråret efter hjemkomsten fra bryllupsrejse. tilbage
[6] lille Datters … Fødsel: Ægteparrets ældste barn, Else Cathrine, er født 7.7.1894 (på Gl. Kongevej 141), mens vinteren i Rom var 1892-93. Sammenkædningen af faderforventning og Roms turistseværdigheder er altså fiktiv. Måske er det Bettys gravide hjemkomst efter bryllupsrejsen i Mimoser der smitter hukommelsen. tilbage
[7] Svigermoders Lejlighed: Gl. Kongevej 141, 2. sal, hvor familien boede 1893-98 (Kbh. Vejviser). tilbage
[8] gammel Randers-Bekendt: Kan ikke identificeres, men der kan ikke, som foreslået af H.P.Rohde, være tale om vennen, maleren Johan Rohde. tilbage
[9] faa Undtagelser: i flg. år var HP ikke i Rørvig: 1896, 1901-04, 1909, 1911-12, 1915-20, 1922-23, 1942-43. tilbage
[10] et lille Hus: Familien flyttede tilbage til Fredensborg. tilbage
[11] senere igen: Steffen blev født 14.3.1896 på Gl. Kongevej 141. I vinteren 1895-96 boede familien i svigermoderens lejlighed og fra maj 1896 i Stenløse. tilbage
[12] En Vinter: HPs første Nietzsche-læsning strakte sig over perioden 19.3.1900-3.9.1901. tilbage
[13] Artikel i Tilskueren: "Aristokratisk Radikalisme", august 1889. tilbage
[14] Diderichs: Caesar Arthur Eugen Diederichs (1867-1930) var først Nietzsches forlægger fra 1896. tilbage
[15] lidt Forbindelse med: Diderichs udsendte Das gelobte Land (1908), samlingen Der Teufel am Herd (1910), Das grosse Gespenst (1914), Hans Quast (1929) og Bürgermeister Hoeck und Frau (1931). tilbage
[16] Bind Erindringer: er endnu ikke identificeret. Jf. måske Leben und Werk : ausgewählte Briefe und Aufzeichnungen hrsg. von Lulu von Strauss und Torney-Diederichs, 1936. tilbage
[17] Krager (...) Gravpladsen: Måske husker HP endnu "Kragernes sorte Uhygge [der] kresede om Baaden [med Holger Drachmanns kiste på vej over Kattegat] og blandede deres ildevarslende Skrig ind imellem" (Peter Nansen: Portrætter, 1918, s. 82). tilbage
[18] Smaavers: Den citerede strofe er den sidste i digtet Der Freigeist, 1. del: "Abschied" fra Nachlass. tilbage
['1] naumannske < neumannske tilbage