Tyrefægtningen i Rørvig
Et spil af tilfældigheder.
På sin væg i huset på Norgesmindevej havde Johan Rohde en tegning noget ud over det almindelige og som derfor også jævnlig gav anledning til undren hos besøgende. Den var tegnet af Philipsen og forestillede en situation fra en tyrefægtning. Det var allerede mærkeligt – dyrevennen Philipsen og tyrefægtninger! Men så kom det mærkeligste – under tegningen var tilføjet følgende: "Tyrefægtningen i Rørvig. Efteraaret 1894, Tegnet efter Naturen af Th. Ph."
Hvad ville det nu sige?
Spurgte man ejeren, fik man i al korthed forklaringen: "Forfatteren Karl Larsen havde spurgt mig, om jeg ville følges med ham på en rejse til Spanien – han ville skrive en bog om rejsen, og så skulle jeg illustrere den. Af flere forskellige grunde måtte jeg sige nej til forslaget. Men da jeg kort efter var en tid sammen med Philipsen i Rørvig og fortalte ham om sagen, sagde han: "Man behøver da ikke tage til Spanien for at tegne en tyrefægtning!" Hvorefter han kradsede denne tegning ned og gav mig."
Andet og mere fik man ikke at vide. Dog viste min far mig det eksemplar af bogen, som Karl Larsen havde givet ham, da den flere år efter, i 1898, udkom. Den var forsynet med denne dedikation, ført i pennen med kalligraphisk sving: "Til Maleren Hr. Johan Rohde Amigo de L'Espana fra Deres hengivne Forf."
Karl Larsen havde ikke fundet nogen illustrator, til gengæld var bogens omslag, som Hans Tegner var mester for, stærkt iøjnespringende, med kårde og kappe i blodig rødt. Det passede godt til bogens animerende titel: Modet og den blanke Klinge.
I lange tider var denne lille anekdote alt, hvad jeg vidste om den mærkelige tegning. Men i løbet af det sidste par år har tilfældet spillet mig så mange nye oplysninger i hænde, at der efterhånden har dannet sig et ret anskueligt baggrundsscenen.
Det første supplerende vink kom, da jeg i en bogkasse fandt et prægtigt "Julealbum" fra 1894 i stort folioformat. Det var de dekorative friser og indramninger, der så ud som værende af Bindesbøll og Joakim Skovgaard, der fik mig til at købe heftet, som desuden indeholdt værdifulde artikler af Karl Madsen og Emil Hannover.
Samme aften satte jeg mig til at gennemblade heftet, men da jeg kom til venstre-siden af sidste opslag – som jeg nær havde overset – fik jeg nærmest et chok – : her stod en formindsket, men iøvrigt nøjagtig gengivelse af den omtalte tegning af Philipsen. Tegningen var placeret uden særlig billedtekst midt på den tospaltede tekstside. Helsiden havde denne overskrift: "Pikadorerne mod Tyren. (Brudstykke) Af Karl Larsen. Med Tegning af Th. Philipsen."
Det var en overraskelse. Så tog altså alligevel Philipsen selv, da det kom til stykket, sagen alvorligt. Men hvordan tegningen, der begyndte som en spøg, kom til at indtage sin plads som en regulær illustration til Karl Larsens Spanien-reportage, det fortaber sig indtil videre i det dunkle.
Der skete imidlertid meget andet og af nok så stor betydning samme sommer i Rørvig. Men det kom jeg først under vejr med, da jeg for nogle år siden, i en anden anledning, gav mig til at nærlæse Henrik Pontoppidans lille erindringsbog Familjeliv. Pontoppidan fortæller her ret åbenhjertigt om sit første ægteskabs skibbrud og sit møde med den unge dame af det københavnske borgerskab, der skulle blive hans anden hustru. I 1892 fandt skilsmissen sted og samme år indgik han ægteskab med frøken Antoinette Koefoed.
Bryllupsrejsen gik sydpå, først til de østrigske Alper, senere til Rom, hvor Pontoppidan betegnende nok var betydelig mere optaget af de sørgelige sociale forhold end af Colosseum og de mange andre obligate seværdigheder. En forestående begivenhed af rent privat karakter kom dog til at overskygge alt andet:
Her i Rom blev det mig nemlig betroet, at jeg igen skulde være Fader. For Familjemennesket i mig blev pludselig Peterskirken, Michel Angelo og al Sydens Pragt og Herlighed til saa lidt ved Siden af denne Udsigt. Selv i det Sixtinske Kapel kunde jeg glemme alt for Tanken om dette lille Væsen, der var paa Vej til os fra det dunkle Hinsides. [Familjeliv, s. 72.
Fra nu af tænkte det unge par kun på at komme hjem og finde et sted, hvor de kunne slå sig ned:
En Bestemmelse om, hvor vi vilde bo, endsige nogen Plan for vor fremtidige Levevis havde jeg ikke haft. Som sædvanlig lod jeg Tilfældet raade, og nu hændte der følgende: Om Aftenen paa den Dag, da vor lille Pige var kommen til Verden, gik jeg bort fra min Svigermoders Lejlighed, der var bleven os overladt under Familjens Sommerophold paa Landet, og hvor Begivenheden altsaa var foregaaet. Jeg vilde gaa mig en Tur, og det første Menneske, jeg mødte, var en gammel Randers-Bekendt. Han standsede mig og udtalte sin Forundring over at se mig i Hovedstaden paa denne Aarstid, tilmed i en saa skrækkelig Varme. Jeg forklarede ham Grunden og sagde, at det ogsaa var min Hensigt snarest muligt at komme bort herfra og ud paa Landet.
"Saa skulde du saamænd tage derhen, hvor jeg netop kommer fra. Det vil du ikke fortryde," sagde han.
"Hvor er det?" spurgte jeg.
"Rørvig."
Dette overraskende puds af tilfældet giver unægtelig en del at tænke over. Pontoppidan angiver ganske vist ikke udtrykkelig dato og årstal, men det er jo ingen hemmelighed, at den lille pige kom til at hedde Else, senere gift med den kendte læge Einar Thomsen, og at hendes fødselsdag var den 7. juli 1894.
Man stiller uvilkårlig det spørgsmål, om ikke den gamle Randers=bekendt skulle have været Johan Rohde. Og endvidere spørger man, om ikke den lille Pontoppidan-familie, da den ud på sommeren besøgte Rørvig, skulle være truffet sammen med Philipsen og Johan Rohde? Men intet i den retning fremgår af, hvad Pontoppidan fortæller. Sammenfattende meddeler han:
Vor første Rørvig-Sommer blev kun kort. Da vi kom dertil med den Nyfødte, var den halve Del af Sommeren allerede gaaet, og i September, da Efteraarsstormene for Alvor begyndte at vælte ind fra Havet, maatte vi af Hensyn til Barnet bryde op derfra.1
Her kommer imidlertid et par korte breve fra Johan Rohde til sin familie i København yderst tilpas. I et brev fra "Rørvig pr Nykjøbing paa Sjælland" dateret "Torsdag", men som vistnok må være fra starten af September, skriver han bl.a.: "Boer her meget godt paa Kroen hvor ogsaa Philipsen boer og Pontoppidans spiser. –"
I et andet brev, kun dateret "Rørvig. Onsdag", der vistnok kan henføres til den 19. september, hedder det:
Kom som I ved herud for at gjøre Studier til et Portræt, da Modellen nu ikke kan sidde hele Dagen, gjort et lille Billede ved Siden af; begge Dele trækker Besøget længere ud end beregnet. Bliver sandsynligvis til i Dag 8 Dage, da vor lille Koloni nok bryder op. Vejret herligt og forfriskende efter et langt Byliv. Hyggelig Sammenhold med Philipsen og Pontoppidans. Ellers heldigvis ingen herude.
Det viser sig dog, at Rohde gerne ville have haft sin gode ven Emil Hannover med til Rørvig. I et brev, nu i den Hirschsprungske samling, skriver han omtrent samtidig:
Bliver rimeligvis her til Maanedens Slutning – ja jeg tænker rigtignok paa at slippe herfra paa Onsdag. Ønskede, at De var taget med herud. Har det meget hyggeligt sammen med Philipsen og Henrik Pontoppidans i det prægtige Vejr.
Det "lille Billede" Rohde malede "ved Siden af" kender jeg ikke, husker ikke at have set det. I en håndskreven Fortegnelse over sine malerier, anfører han det under nr. 29: "Landskab fra Rørvig. 1894. 191f2x 23 1/2(tommer)". Hvor billedet nu befinder sig, har jeg ingen viden om. Naturligvis skulle det glæde mig, om denne omtale kunne kalde det frem.
Men der kan ikke være tvivl om, at grunden til det kendte portræt af Henrik Pontoppidan som vandringsmanden, nu på Frederiksborg Museet, er lagt i disse sensommerdage i Rørvig. Dels i form af håndtegninger, dels i form af et eller flere malede studier. I billedsamlingen på Det Kgl. Bibliotek findes enkelte sådanne portrættegninger. Rohde har åbenbart fortsat arbejdet i sin malerstue i byen. Billedet på Frederiksborg Museet er dateret det følgende år 1895.
Der har imidlertid været flere studier eller varianter, hvad man nu vil kalde dem. Et af disse, hidtil ukendt eller upubliceret, afbildes her i artiklen. Når dette nu kan ske, skyldes det igen det tilfældighedernes spil, der unægtelig har sat sit præg på hele denne fremstilling. Under en vandring for et par år siden på det yderste Nørrebro kom jeg forbi en rigtig gammeldags marskandiserbutik, hvor der fandtes alt, lige fra natpotter i porcellæn til lysekroner, telefoner, høje hatte, cykelpumper og hvad ved jeg. Der var virkelig både ragelse og kulturhistorie i det vindue. Og så var der altså, inde i et mørke i baggrunden, det her afbildede portrætmaleri.
Jeg gik indenfor og fik lov at se nærmere på billedet. Jeg var ikke længe om at genkende Pontoppidans træk i det, men hvem der havde malet det, var jeg ikke straks så sikker på. I dette tidlige billede var malemåden ikke så typisk Johan Rohde, som jeg ellers kendte den. Jeg ledte efter en eventuel signatur og fandt den i det nederste venstre hjørne. Den var utydelig, men dog læselig. Der stod: "Johan Rohde fec. (fecit – altså: gjorde det) 1895."
Jeg besluttede naturligvis at købe billedet. Det var nu heller ikke dyrt. Manden anede hverken, hvem Johan Rohde eller den portrætterede var.
Som portræt betragtet er det meget forskelligt fra det endelige på Frederiksborg. Det er mere umiddelbart, det giver på en helt anden måde den drømmende Pontoppidan sat skarpt op mod den danske, stålkølige septemberaften. På Frederiksborg ser man mere sindbilledet på Danmarksdigteren Henrik Pontoppidan.
Jeg ville tro, at det nye billede er blevet til i Rørvig den eftersommer. Min far signerede næsten aldrig sine billeder, før de blev solgt eller skulle udstilles.
– – –Nu kunne man til slut spørge, hvordan det egentlig gik til, at Philipsen i sommeren 1894 pludselig var at finde i Rørvig, et dengang så afsondret sted – han der ellers var som trolovet med Saltholmen. Svaret giver Karl Madsen i sin smukke, personlige bog om Philipsen:
Hvor kær end Saltholmen var for Philipsen, har han dog selv efter sin Bosættelse i Kastrup jævnligt søgt motiver fra andre Egne af Danmark. Endog i langt større Udstrækning end i Firserne, da han begrænsede sig til Saltholmen, Meilgaard og Omegnen af København. I senere Tid har Philipsen næsten hvert Aar foretaget Opdagelsesrejser til ny Steder. Især synes Efteraaret at have vakt hans Længsel mod Skovene eller i alt Fald mod mindre nøgne Landskaber end Amagers og Saltholmens. Fra 1893 er det prægtige Efteraarsbillede af Vognserup Alle, Skovgaards berømte Motiv i en ny Fortolkning, fra et Ophold i Rørvig 1894 Galleriets smukke Studie af Hestenes Hvil under Efteraarspløjningen og Billedet af "Malkepladsen" i den Hirschsprungske Samling …
Til disse billeder kan dog endnu føjes et fint lille maleri, som Karl Madsen næppe har kendt. Det dukkede op ved en auktion i "Kunsthallen" i 1990 og viser et husmandssted i Rørvig, som kunne være det samme som det, Pontoppidans beboede. Vender man billedet om, læser man på bagsiden:
Tak kjære H. Pontoppidan og Hustru for den korte, men hyggelige Tid vi tilbragte sammen i Rørvig. Deres hengivne Th. Philipsen.
Ja – så er der ikke mere. Men nu ved man altså, efter denne lange og omstændelige udredning, at Henrik Pontoppidan og Johan Rohde til deres dages ende hver på sin væg havde hver sit kunstneriske minde om samværet med Th. Philipsen hin eftersommer i Rørvig i 1894.
