Familjeliv, kapitel 2
34 E204
Andet Kapitel
En Ugestid efter Hjemkomsten tog jeg en Dag til Helsingør for at besøge Galschiøt. Uden Held havde jeg forsøgt at ryste de farlige Blokhusminder af mig ved ihærdigt Arbejde. Nu skulde Galschiøt og hans Hjem tjene til Afleder for de urolige Tanker. Til min Skuffelse traf jeg ingen hjemme; baade Mand og Kone var taget til København og ventedes ikke tilbage før den næste Dag. Jeg gik saa hen til en anden af mine Helsingørs-Bekendte, Apoteker Rink1 i "Det gamle Apotek" ved Havnen, og her traf jeg Edvard Brandes, der havde sit Sommerhus et Sted i Omegnen.
I mine første Forfatteraar, da jeg boede i København, havde jeg flere Gange været sammen med Georg Brandes i det Hegelske Hus2. Derimod havde jeg ikke tidligere truffet denne Broder3. At han altid omtalte mit 35 Forfatterskab med Anerkendelse i sit Blad havde ikke ført til noget personligt Bekendtskab. Han levede i det hele ret tilbagetrukkent og var som Privatmand ikke kendt af mange. I sin Egenskab af Politiker og Rigsdagsmand virkede han ogsaa fortrinsvis i Kulissen som klog og verdenserfaren Raadgiver for det landlige Demokrati, han havde sluttet sig til.
Dette tilfældige Møde i en fremmed Dagligstue skulde nu føre til en nærmere Forbindelse og fremkalde et Forhold imellem os, der blev af Varighed4. Det hændte nemlig under Besøget, at Apotekeren kaldtes bort, og da Brandes og jeg blev alene, brød han med Konversationstonen, rykkede mig nærmere og viste en overraskende Elskværdighed. Blandt andet spurgte han mig, om jeg ikke en Gang imellem vilde glæde ham med et lille Bidrag til hans Blad, en Novelleskitse, et Rejsebrev eller lignende. Han satte megen Pris paa min Pen, forsikrede han, og jeg vidste vel nok, at hans Blad var en usædvanlig god Betaler.
36 Af Frygt for at indfanges af Journalistiken havde jeg hidtil kun undtagelsesvis ladet mig friste af den Slags Tilbud. Men i Øjeblikket, da Romanskriveriet var gaaet i Staa for mig og Fremtidsudsigterne i det hele alt andet end lyse, fandt jeg det betænkeligt at afvise en Opfordring fra en saa indflydelsesrig Mand som Edvard Brandes. Inden Apotekeren kom tilbage, fik vi da ogsaa truffet Aftale om at mødes i København en Dag for at forhandle nærmere om et fast, ugentlig Bidrag til Bladet, og en Ugestid senere blev det virkelig til Alvor med denne Sammenkomst paa hans københavnske Kontor. Men her bragtes E205 jeg rigtignok helt ud af Fatning ved, at han i Mellemtiden havde faaet et ganske andet og langt omstændeligere Forslag at gøre mig.
Sagen var den: foruden Georg og Edvard Brandes var der en tredje Broder, Ernst, som tidligere havde været Vekselerer men nu ogsaa havde slaaet sig paa Skribentvirksomhed. I Blade og Tidsskrifter havde man de senere Aar undertiden kunnet se hans 37 Navn under Artikler om Handel og Penge. Nu havde han i disse Dage5 faaet overdraget Redaktionen af "Københavns Børstidende", et ældre Blad, som Børsledelsen udgav, og hvis Indhold hidtil væsentlig'1 havde været de officielle Meddelelser om Aktienoteringen, Torvepriserne, Skibslisterne og slige Ting. Bladets Holdere var ogsaa udelukkende Folk af Handelsfaget, især Smaakræmmere og Agenter af forskellig Slags. Men nu var det den forhenværende Vekselerers Hensigt i skjult Forstaaelse med Broderen Edvard og dennes Avis at skabe et nyt, moderne og underholdende Oppositionsblad, der kunde gøre en Ende paa den konservative Presses overlegne Indflydelse i Hovedstaden.
Det var som Medhjælper til Udførelsen af denne Plan, at Edvard Brandes nu paa Broderens Vegne søgte at hverve mig. Ved at tilbyde et Honorar, der fuldtud sikrede mig Livsopholdet, vilde han knytte mig til Bladet sammen med nogle andre Forfattere af den yngre Kreds. Men han stillede den absolutte Betingelse, at jeg flyttede til København6. 38 Hvad var ogsaa det for en løjerlig Ide af mig – sagde han – at begrave mig ude i Skovene som en Ugle? En Skribent, der vilde tjene Udviklingen, maatte virkelig leve der, hvor Tingene foregik.
Det var Ord, der rørte op i min Samvittighed i denne Tid, hvor hver Dag gav mig nye Beviser paa, at Landlivet og Naturglæden ikke længer var i Stand til at vække Tankelivet og anspore Virkelysten hos mig. Mit Taarnværelse, som jeg tidligere havde hygget mig saa godt i, var bleven mig et Torturkammer, hvor jeg sad med Hovedet i Hænderne og fortvivlet pinte min Hjerne. Da desuden mine huslige Forhold var bleven bestandig brydsommere, vaklede jeg ikke i min Beslutning men underskrev endnu samme Dag en Kontrakt, der gjorde mig til en saadan professionel Bladmand, som jeg havde lovet mig selv aldrig at skulle blive.
For at faa fremskyndet Starten af det nye Blad blev jeg endda indtrængende anmodet om at flytte til Byen snarest muligt, og da jeg selv nu kun ønskede at komme bort fra 39 Livet i Ensomheden, brød vi allerede et Par Uger efter op fra vort Skovhjem. Sammen med Børnene og det væsentligste af Indboet flyttede min Kone tilbage til Østby7 og indrettede sig foreløbig i Slægtsgaarden, mens jeg altsaa tog til København E206 med Resten af Møblerne og mine Bøger og lejede to smaa Værelser paa en af de yderste og landligste Sideveje paa Frederiksberg8. At slaa mig ned i selve Hovedstaden og paany blive Bymenneske havde jeg ikke kunnet bekvemme mig til. Jeg var nu en Gang formælet med Mulden og følte dette næsten stærkere i Byen end paa Landet. Jeg maatte nødvendigvis have en Landevej at trave paa, og Køernes Brøl paa Markerne, og Hanegalet i Gaardene vedblev at være mig kære, hjemlige Lyde, som jeg ikke kunde undvære.
*
Ernst Brandes var som sine Brødre et godt Hoved men besad – i Modsætning til dem – iøvrigt ingen tiltalende Egenskaber udover 40 en vis Godmodighed. Han var ugift, en grim lille Mand med udpræget jødiske Træk. Ikke desmindre gav han sig Udseende af at have pikante Damebekendtskaber i den elegante Verden og optraadte overhovedet gerne som Storhans. Sandheden skulde efter Sigende være den, at han havde en Del betalte Forbindelser i visse Smaagader men bestandig blev gjort til Hanrej der af yngre Mænd. Hans Livsførelse var i det hele uden al Fornemhed. Kun i sit Forhold til Mad og Drikke udfoldede han en virkelig Overdaadighed. Han var en Fraadser, og den Formue, han i sin Tid havde tjent som Vekselerer, blev i bogstaveligst Forstand spist op. At se ham sidde i et Restavrationslokale med en saftig Chateaubriand foran sig og med Servietten stoppet ind under Hagen som en Savlesmække var absolut ikke noget opbyggeligt Syn. Overhovedet havde jeg vanskeligt ved at forsone mig med ham. Naar jeg havde valgt at bo paa Frederiksberg, skønt "Børstidendes" Kontorer laa i den modsatte Udkant af Byen, var det ikke uden Forbindelse 41 med min ringe Sympati for ham. Den lange Afstand skulde tjene til Undskyldning for, at jeg saa sjældent'2 viste mig paa Bladet og i Reglen sendte mine Artikler dertil med Posten. Kun til de halvmaanedlige Redaktionsmøder var jeg forpligtet til at indfinde mig.
I den Medarbejderstab, som han ved Broderen Edvards Mellemkomst havde faaet skrabet sammen mange Steder fra, var blandt andre den unge, af Næringssorger ideligt omtumlede Johannes Jørgensen, der var bleven Bladets Redaktionssekretær; desuden Viggo Stuckenberg og et Par andre Lyrikere af Literaturens yngste Kuld. Trods Forskellen i Alder og i vore literære Bestræbelser kom jeg ganske godt ud af det med dem alle. Med Stuckenberg, der var den af dem jeg E207 følte mig mest tiltalt af baade som Skribent og som Personlighed, blev jeg endogsaa Ven. Efter de søvndyssende Redaktionsmøder, som Brandes ledede ovenpaa en aabenbart altfor solid Frokost, tog vi os gerne en Hjertestyrkning sammen paa en 42 Kafé der i Nærheden, og siden fulgtes vi den lange Vej gennem Byen ud til Frederiksberg, hvor ogsaa han boede. Han var trods sin Ungdom9 allerede baade gift og Familjefader, og en Gang imellem gik jeg med op i hans lille Kvistlejlighed, skønt jeg ikke godt taalte at se ham more sig med sine smaa Rollinger10, saadan som jeg selv indtil fornylig havde gjort det.
København i dets moderne Skikkelse var forresten bleven mig noget af et Mysterium. Jeg havde været saa længe borte derfra, og Udviklingen var gaaet saa hastigt frem, at jeg daarligt kunde kende Byen igen. Selv dens Sprog var bleven mig halvvejs fremmed. Og al denne Tuden med Horn og Kimen med Klokker i Gaderne gjorde mig ør i Hovedet. Om det saa var Cyklen, lignede den slet ikke sig selv fra Fortiden. De svimmelhøje Hjul, man den Gang red paa med Fare for at styrte paa Næsen ved det mindste Uheld, var gennem forskellige Mellemled forvandlet til en bekvem lille Ekvipage, hvor Folk sad mageligt nedsunkne 43 som i en Lænestol, eller til et mekanisk Køretøj, der dundrede gennem Gaden og udstødte høje Advarselssignaler.
Ofte naar jeg færdedes i den larmfyldte By, mindedes jeg en Oplevelse, jeg havde haft her i mine polytekniske Studieaar, den Gang altsaa, da jeg selv drømte om at blive en af disse Mirakkel- og Spektakkelmagere, der havde gjort Bylivet til et Helvede. En af vore yngre Lærere paa Anstalten havde en Dag indbudt mig og et Par Medstuderende til "en lille Aftenunderholdning", som han udtrykte sig med underlig hemmelighedsfuld Mine. Vi skulde ved den Lejlighed, sagde han, blive gjort bekendt med Tidens sidste tekniske Opfindelse, en Nyskabelse, der ikke var mange Uger gammel, og som kun faa Mennesker endnu vidste noget om, skønt den sikkert en Gang vilde faa en overordentlig Betydning. Da vi om Aftenen ved aftalt Tid mødte i det fysiske Laboratorium, sad han ved et lille Bord omgivet af forskellige Instrumenter, deriblandt to roterende Valser, hvorimellem et Metalbaand bevægede 44 sig. Han bad os være ganske stille, drejede derefter paa en Skrue, og i det samme udgik der fra Metalbaandet en mærkelig Lyd, en aandeagtig Røst, der syntes at komme ned fra Æteren. Vi kunde høre, at det var en Menneskestemme og at Sproget var engelsk; og det blev os nu forklaret, at Stemmen virkelig kom langvejsfra og fremkaldtes ved en netop opfunden traadløs Lyd-Overførelsesmekanisme, der skyldtes Skotten Graham Bell.
E208 Her hørte jeg altsaa for første Gang Telefonen, denne dæmoniske Opfindelse, der i Løbet af faa Aar skulde omspænde den hele Jord og med sine forskellige Aflæggere gøre Freden hjemløs i Verden. Dersom der findes sansende og tænkende Væsner ogsaa paa andre Kloder, maa man visselig antage, at dette lille Marterinstrument, denne Sladdervornhedens Triumf, i lige saa høj Grad som Krudt og Kanoner har gjort vor Jord ilde berygtet ude i Verdensrummet.
*
45 Efterhaanden som min literære Bekendtskabskreds voksede og jeg i det hele fik fastere Fodfæste i København, forstod jeg jo, at det ikke var det moderne Gadeliv alene, der havde forandret Byens Karakter. Ogsaa paa anden Maade mærkedes det, at en ny Tid var rykket ind og havde faaet Magt. Byens Teatre og dens Presse, dens Aandsliv overhovedet, havde strøget en hel Del nedarvet Provinsialisme af sig. København var bleven en virkelig Storstad, et Kulturcentrum, der havde faaet Tiltrækning ogsaa for Fremmede. Georg Brandes' evropæiske Ry havde vel nok gjort sit dertil. Langt hyppigere end før kom literært interesserede Udlændinge hertil og slog sig ned for nogen Tid.
En Gang dukkede saaledes August Strindberg op i København og vakte Opsigt i Gaderne og paa Kaféerne med sit forvildede Udseende. Jeg havde nogen Tid forinden lært en anden svensk Forfatter, Aksel Lundegård, at kende. Han boede i Nærheden af Lund og søgte ofte over Sundet for at oplives. 46 Han og Strindberg kendte hinanden fra Stockholm og var Venner, og ad den Vej kom ogsaa jeg i Forbindelse med den berømte svenske Gæst. Skønt Strindberg den Gang havde skrevet flere af de Bøger, der senere skaffede ham Verdensnavn, levede han i den ynkeligste Fattigdom. Noget af det første, han forhørte sig om hos mig, da vi var bleven forestillet for hinanden, var, hvor det nærmeste Laanekontor i Kvarteret laa. Lundegård fortalte mig senere, at han var kommen til København uden mange Ører i Lommen. Han havde overhovedet næsten aldrig Penge. Som han i sine Bøger levede paa Krigsfod med hele Menneskeheden, laa han ogsaa bestandig i Fejde med sine Forlæggere. Dog var det naturligvis allermest hans Sinds dybe Fredløshed, der gav ham dette fortvivlede Ansigtsudtryk og gjorde hans Blik saa skummelt og vildt, som om han i det mindste havde et Par Mord paa Samvittigheden.
I de Maaneder, han opholdt sig her, saa' jeg forøvrigt mindre og E209 mindre til ham. En 47 Kreds af Literaturens og Pressens yngre københavnske Levemænd havde tilegnet sig ham og turede rundt med ham paa Restavrationer og Natkaféer for bagefter i Avisartikler at gøre sig til af deres nære Forhold til den store Digter. Men en Dag fik jeg at vide, at han i et pludseligt Anfald af "Vanvid", som der blev sagt, var brudt op fra Orgierne og havde gemt sig et Sted i Nordsjælland for her i klosterlig Ro at skrive et Par nye Sørgespil.
I mine to smaa Stuer paa den fredelige frederiksbergske Sidevej levede jeg selv paa denne Tid et ensomt og arbejdsomt Skrivebordsliv med min Pen til eneste Fortrolige. Formiddagstimerne maatte jeg regelmæssigt ofre paa Journalistiken; Resten af Dagen og som oftest en Del af Natten ogsaa arbejdede jeg paa min Roman11, som jeg nu igen havde taget fat paa med Lyst og Iver. Skumringstimen, der altid havde været min Hviletid, tilbragte jeg i en gammel Lænestol, som var et Arvestykke fra Barndomshjemmet, hvor den havde været 48 min Fars Tilflugt, naar hans Tanker trængte til et Hvil. Nu søgte jeg selv til den i samme Hensigt.
Jeg boede i Stuen, og udenfor Huset stod en Gadelygte, der paa denne Aarstid netop blev tændt, mens jeg sad i Stolen og holdt Mørkning. I det Øjeblik, Lyset fra Lygten faldt ind i Stuen, fornam jeg det i min Ensomhed, som om jeg fik Besøg af en trofast Ven. Men nogen virkelig Hygge følte jeg ellers kun sjeldent i mine Stuer, end ikke i disse Hvilepavser. Dertil var Tankerne for urolige. Snart gik de hjem til Slægtsgaarden, drevet dertil af mange Slags Bekymringer, ogsaa af Længsel efter Børnene. Snart var det Blokhusminderne, der hjemsøgte mig og skabte Uro og Forstyrrelse i Sindet af anden Art. Forgæves havde jeg bestræbt mig for at udslette al Erindring om min skønne Partnerske paa Boldpladsen derovre. Ved Afskeden hin Dag havde hun paa sin indtagende naturlige Maade faaet mig til at give Løfte om, at jeg vilde besøge hende og hendes Søster, naar jeg en Gang kom til København; 49 og da jeg jo maatte formode, at hun selv forlængst var kommen hertil, gik jeg paa mine Byture bestandig i Ængstelse for at støde paa hende derinde. For hvordan vilde et saadant pludseligt Genmøde paa Gaden vel spænde af?
– –
Nu skete det virkelig en Dag12, da jeg kom gennem Østergades Menneskevrimmel, at der jog som en Isning igennem mig ved Synet af to Damer, der stod foran en af de store Forretninger og betragtede dens Vinduesudstilling. Det var hende og Søsteren. Skønt hun altsaa stod med Ryggen til, og jeg gik ovre paa det modsatte Fortov, saa vi havde Gaden imellem os, var Indtrykket paa mig saa stærkt, at jeg endnu E210 om Aftenen ikke havde forvundet det. Jeg sad ved mit Skrivebord med Hovedet mellem Hænderne og var ikke mig selv af Betagethed. Hele den Fortryllelse, hun havde øvet paa mig i Blokhus, følte jeg igen, og var ude af Stand til at samle mig til Arbejde. Ja, hvad nyttede det at flygte fra sig selv og ville bekæmpe sine Lidenskaber med Harens Vaaben? I 50 mere end en Maaned havde jeg nu holdt mig fra Slægtsgaarden, havde nøjedes med at skrive i Ny og Næ i det Haab paa den Maade lettest at bringe en Forsoning til Veje. Men hvad havde det hjulpet? Nej, nu vilde jeg have en Afgørelse og ved fornyet Omgang med min Blokhus-Partnerske se at komme til Klarhed over mig selv og naa tilbunds i mit labyrintiske Sind.
De to Søstre boede sammen med deres Moder paa en Førstesal i en herskabelig Villa ved Søerne13. Moderen var Enke efter en ministeriel Embedsmand og havde Titel af Justitsraadinde. Hun var en smuk, hvidhaaret Dame, og det var ikke vanskeligt at se, at det var fra hende, Døtrene havde deres statelige Skikkelser og stilfulde Optræden. Skønt den frimodige Blokhustone, som den yngste af dem straks genoptog overfor mig, aabenbart ikke behagede Moderen, viste denne mig dog mere Venlighed, end jeg havde ventet det af en Justitsraadinde, og jeg fik efterhaanden ikke saa faa Indbydelser til Huset. Familjen levede overhovedet meget 51 selskabeligt. Man traf i Besøgstiden næsten altid Fremmede der, hovedsageligt ældre Mennesker, betitlede Folk af Embedsstanden, Justitsraadindens Bekendtskaber fra Fortiden.
For mig, der saa længe havde levet borte fra det københavnske Selskabsliv, var det underligt at træffe disse Mennesker af en Samfundsklasse, jeg i mangfoldige Aar ikke havde haft Berøring med. De ældste og værdigste af dem var endda af en Type, som jeg havde ment overhovedet ikke eksisterede mere. Ejendommeligst for mig var det dog at se min livfulde Tennis-Spillerske i disse Omgivelser; men forøvrigt syntes jeg ogsaa at kunne mærke, at baade Moderen og den ældre Søster undertiden sad i Angst for, hvad hun kunde finde paa at sige eller foretage sig i disse Fremmedes Nærværelse. Mere og mere bekræftedes hos mig den Formodning, jeg ogsaa i Blokhus nu og da havde haft, at hun med sit Friluftsliv og paa forskellig anden Maade søgte at befri sig for Familjelivets Tvang. Jeg forstod, at hun – som jeg selv i sin Tid – altid havde været 52 Husets urolige Aand og med Forsæt kæmpede sig fri af Familjetraditionerne. Var det maaske Følelsen af en vis Samhørighed paa dette Punkt, der allerede i Blokhus saa mærkeligt hurtigt havde ført til en halvkammeratlig Forstaaelse imellem os?
*
E211 Jeg, som nu var naaet et Stykke ind i Trediverne og atter levede et ubundet Ungkarleliv, kom i denne Tid ud for en Hændelse, der paa afgørende Maade skulde ændre min hele daglige Tilværelse. Den journalistiske Virksomhed, jeg i et Par Aar væsentlig havde levet af, blev brat afsluttet, ja fik en Ende med Forskrækkelse. "Børstidende", der var bleven oprettet med saa store Forhaabninger, havde ruineret Ernst Brandes og maatte pludseligt gaa ind. Helt uforberedt for mig kom Katastrofen ganske vist ikke. Jeg havde ret snart indset, at Brandes ikke var meget værd som Redaktør og at hans specielle Evner kun havde 53 Betydning for et rent Fagblad. Vi, hans literære Medarbejdere, duede heller ikke til at imødekomme det store Publikums Smag. Flere af mine egne Artikler havde saaledes fremkaldt Klager fra Holderne, ja med en enkelt havde jeg haft det Uheld, at den gav Anledning til et offentligt Sagsanlæg mod Bladet. Ogsaa i Brandes' Privatliv var der i den sidste Tid foregaaet besynderlige Ting. Han, den allerede halvgamle Pebersvend, havde en Dag gaaet hen og giftet sig14, hvad der paa Grund af Forbindelsens ejendommelige Art havde vakt Fortrydelse indenfor hans egen Familje. Ved vort sidste Redaktionsmøde var han ogsaa optraadt underligt ubehersket, havde været næsten utilregnelig. En Dag ikke længe efter fandt en Skovbetjent ham som Lig i en Tykning i Dyrehaven.
En Række Forhandlinger om at fortsætte Bladet med en anden Redaktør førte ikke til noget. Udgivelsen maatte standses. Heldigvis havde jeg kort forinden faaet afsluttet den store Roman15, jeg i saa mange Aar havde arbejdet med, og ved at sælge den til 54 P.G. Philipsen, der efter gamle Hegels Død var bleven min Forlægger, kom jeg i Besiddelse af saa mange Penge, at jeg for en Tid kunde betragte mig som lidt af en Kapitalist. Samtidig var der sket det afgørende med mine private Forhold, at min Kone og jeg havde faaet talt ud med hinanden; og efter at jeg var gaaet ind paa at give Afkald paa Børnene, opløstes vort Ægteskab16. Slægtsgaarden i Østby og Kirkegaarden derovre var fra nu af lukket for mig, og Børnene havde jeg – som jeg den Gang troede17 – ogsaa taget den sidste Afsked med.
I disse saa triste Dage blev min Forbindelse med Villaen ved Søerne særlig betydningsfuld for mig. Jeg fik virkelig noget af et Hjem der. I min nedtrykte Sindsstemning virkede de store, smagfuldt møblerede, altid blomstersmykkede Stuer uvilkaarligt oplivende; og efter at Justitsraadinden havde hørt om min Skilsmisse var hun bleven næsten moderlig i sit Væsen overfor mig. Ogsaa den ældste af Døtrene, der undertiden havde kunnet være ret spansk, var bleven en hel 55 Del E212 elskværdigere. Men mine bedste Timer i Villaen havde jeg dog, naar de begge var borte, i Selskab eller i Theatret, og min Veninde ved et skjult Tegn havde ladet mig forstaa, at jeg vilde kunne træffe hende alene hjemme. Vi underholdt os altid saa godt med hinanden, fik ogsaa stadig mere og mere at tale sammen om. Og da vi havde saa meget tilfælles, forstod vi let hinanden til Trods for, at der efterhaanden havde udviklet sig et eget Frimurersprog imellem os, hvori alle Slags endnu ikke tilstaaede Tanker og Følelser forklædte sig saa listeligt. En Dag spurgte jeg hende dog ret ligeud, hvordan det egentlig var gaaet til, at hun med sine 27 Aar18 havde undgaaet at blive forlovet, endsige at blive gift. Hun tav en lille Stund, svarede saa med et skjælmsagtigt Øjekast: "Gud ved, om jeg ikke har gaaet og ventet paa En, som jeg virkelig kunde komme til at synes om."
Men nok herom. Som det tidligere er forklaret i denne Bog: der er Erindringer, man ikke kan og ikke skal dele med andre. Nødvendigt 56 bliver det dog at fortælle, at jeg tilsidst gik til Justitsraadinden og med Overholdelse af alle Former anholdt om hendes Datters Haand. Vort egenartede Forhold endte saaledes alligevel paa regelret Vis med Forlovelse og Giftermaal. Det skete for mit Vedkommende i det Haab, at den Sejlads gennem Tilværelsen paa Lykke og Fromme, som mit Liv hidtil havde været, maatte kunne fortsættes med noget bedre Held i Fremtiden. Dristig vovet, forud vundet, – med dette Mundheld, som jeg endnu svor til, gav jeg mig paany trøstig Skæbnen i Vold.
Umiddelbart efter Brylluppet begav vi os ud paa en Evroparejse, der varede over et Aar og strakte sig til Foden af Vesuv.
(Fortsæt til kapitel 3)
