Familjeliv, kapitel 1

5 E193

Første Kapitel

I Hornsherred, den langstrakte Halvø, der skyder sig ud mellem Roskilde- og Holbæk Fjord, ligger en middelstor Landsby, seks-syv Gaarde og lige saa mange Huse1 hyggeligt lejret omkring et Gadekær. Det er Østby. Da min Tilværelse i Hjørlunde og Forholdet til Højskolen dér blev mig for broget, flyttede jeg hertil, fordi det var min Hustrus Hjemstavn. Rigtignok var der for Tiden ingen anden Bolig at faa end en gammel Rønne med bare to smaa Stuer og et Køkken2, og Familjen var tilmed nylig bleven forøget med endnu en lille Pige3. Men i min Henrykkelse over at være bleven helt min egen Mand, befriet fra en Lærervirksomhed4, som ikke passede mig, fandt jeg det kun naturligt at dele Kaar med Byens Fattigfolk.

6 Nogen Tid før vi brød op fra Hjørlunde, havde vi haft et Besøg af Holger Drachmann5, hvem jeg jo kendte baade fra det Hegelske Hus og fra de lystige Gilder paa Borchsenius' Kvist i Amaliegade6. Han boede hos os en Ugestid7 og læste et Par Gange op for Eleverne paa Skolen, hvor der i det hele blev gjort ikke saa lidt Stads af ham. Alligevel kunde jeg ikke tænke tilbage paa dette Besøg uden at ærgre mig over mig selv. Skønt han var min Gæst, havde jeg ikke kunnet lade være med nu og da at gøre lidt Løjer med hans paafugleagtige Selvfølelse, disse store Ord og Paradenumre, som jo forresten ogsaa tidt faldt andre af hans Venner for Brystet. Det kom saa en Dag til et stormende Optrin imellem os, der førte til, at han over Hals og Hoved forlod os. Dagen efter fik jeg et Brev fra ham, skrevet i Hast paa Ølstykke Station i de Par Minutter, han ventede paa Toget. Brevet, som jeg endnu har, er dateret 30 Maj 1883 og viser ham som det Adelsmenneske, han mellem saa meget andet ogsaa var.

7 Der stod i Brevet: "Jeg har befundet mig saa vel hos Dem i disse Dage, at det forekom mig, som om jeg i lange Tider havde været Gæst i Deres Hus og derved havde vundet en gammel Bekendts Forret til at lade Mund og Tanker løbe. Jeg har i mit Hjem og blandt mine Venner vænnet mig til lidt aabne og undertiden lidt hensynsløse E194 Udtalelser, og det gør mig inderlig ondt, hver Gang jeg mærker, at sligt kan mistydes."

Jeg følte siden den Dag oprigtig Ærbødighed for Drachmann. En Ærbødighed, der ikke alene gjaldt den store Digter. –

Østby laa paa en Højderyg med vid Udsigt over Egnen og over Roskilde Fjord til Genbokystens skovklædte Skrænter. Et Stykke udenfor Byen laa den Slægtsgaard, hvor min Hustru var født, og hvor hendes Forældre og et Par Søskende endnu boede. Her kunde der i Nødsfald bødes paa Pladsmangelen i vort eget Hus, og det prægtige gamle Ægtepar overlod mig da ogsaa snart en lille Stue8, hvor jeg kunde indrette mig 8 med mine Bøger og Skrivesager, naar Køkkenlarm og Børneskraal fordrev mig fra Hjemmet.

At en fremmed Mandsperson, der hverken var Haandværker eller Arbejdsmand, bosatte sig der i Byen, vakte jo en Del Forundring blandt Egnens Folk. Hvad havde jeg mon i Sinde at leve af med mine to tomme Hænder? Den Omstændighed, at vi tog til Takke med at bo under Byens laveste Straatag, bidrog heller ikke til at højne vor Anseelse hos den Del af Befolkningen, der betød noget i Sognet. En af dem, Byens Standsperson, en tidligere Sognefoged9 og derfor dekoreret med Dannebrogskorset, skulde direkte have advaret imod os og sagt, at vi saamænd nok vilde komme til at ligge Sognet til Byrde en Gang. Og virkelig fik vi paa forskellig Maade at mærke, at vi betragtedes med Mistro og ikke var velkomne hos de Styrende. Til Gengæld fik jeg efterhaanden flere Venner blandt Byens Husmænd og Egnens Fiskere. De havde et lille Forsamlingslokale, hvor jeg undertiden kom hen og 9 underholdt med lidt Oplæsning eller et Foredrag. Men ogsaa dette blev mig ilde optaget af de Styrende, Gaardejerne.

Efter det Ydre at dømme var der ikke stor Forskel paa disse – "Bønderne", som de selv kaldte sig – og deres Husmænd og Tjenestekarle. I hvert Fald paa Hverdage gik de ens klædt i lappet Tøj og Træsko. Heller ikke i deres Arbejde paa Marken og i Stalden var der Forskel, og Levemaaden var ogsaa ens for begge Parter. De indtog Maaltiderne i Fællesskab, langede til samme Fad og drak af samme Krus. De havde som Børn gaaet i samme Skole og sagde vedblivende "du" til hinanden. Men af alt dette at slutte til en virkelig Samfølelse vilde være en stor Misforstaaelse. Et naturligt Broderskabsforhold eksisterede overhovedet ikke mellem dem. Gaardejeren betragtede sig ikke uden Grund som tilhørende en privilegeret Stand. Ordet "Bonde" var i hans Mund et Udtryk for Selvfølelse. Han var Parthaver i Kongeriget Danmark og besad som saadan en absolut ufortabelig Ret til 10 et E195 standsmæssigt Underhold af sin Ejendom, saa længe han levede. Hans Arbejdsmand derimod, som maaske i en Menneskealder eller mere havde slidt sig op i hans Tjeneste og med alle sine Kræfter bidraget til at opretholde Bedriften, erhvervede sig ikke derved nogen Prioritet i Gaarden eller nogen Pension fra den, men hjemfaldt med Alderdommen til Fattigforsørgelse – "kom paa Sognet", som det hed.

I et af de Foredrag, jeg nu og da holdt i Husmændenes lille Forsamlingslokale, havde jeg en Gang omtalt dette Forhold og nævnt, at en retfærdig og fornuftig Begrænsning af Ejendomsretten allerede for mere end fire Tusinde Aar siden var bleven forkyndt af Moses paa Sinai Bjerg sammen med de berømte ti Bud og andre borgerlige Love og Forordninger, forkyndt endog som Aabenbaring af guddommelig Visdom. Rygtet om dette Foredrag havde yderligere ophidset Stemningen imod mig hos mange af Egnens Folk, og der blev almindeligvis sagt, at Højskolen med god Grund havde givet en saadan 11 Fusentast Løbepas. – Nu ja; jeg var ung og holdt af at give mine Tanker frie Tøjler. Det var heller ikke uden personlig Tilfredsstillelse for mig at mærke, at der begyndte at røre sig lidt af en Oprørsbevægelse i denne hidtil saa døde Egn, hvor Kortspil og Kaffeknægte saa længe havde domineret. Det er derfor ikke godt at vide, hvad det altsammen kunde have ført mig ud i, dersom der ikke var indtruffet noget, der lukkede Munden paa mig og for en Tid gav mig ganske andre Ting at tænke paa og grunde over.

Den ene af vore to Smaapiger, den ældste, der nu gik i sit tredje Aar og aldrig havde fejlet noget, var paa underlig Maade begyndt at skrante. Bedst som hun sad stilfærdigt paa sin Skammel og smaasnakkede med sin Dukke, kunde hun fare sammen med et Skrig og tage sig til Hovedet, som om det svimlede for hende. Eller hun stillede sig som i et Anfald af Fornærmethed hen i en Krog og blev staaende der med Ansigtet vendt mod Væggen og var ikke til at faa et 12 Ord af. Naar hendes Moder tog hende op til sig og spurgte, om det gjorde ondt noget Sted, brast hun i Graad og slog Armene om hendes Hals. Men ingenting vilde hun sige.

Vi blev nu klare over, at Barnet maatte være sygt, og lod Lægen10 hente. Han boede i en Naboby og tilsaa' hende en Tid daglig. Men Tilstanden forandredes ikke. Den vedblev at være den samme underligt gaadefulde, og Lægen blev for hvert Besøg mere ordknap.

Det er altid saa tungt for Forældre at se deres Barn lide uden at kunne hjælpe det. Barnet selv søger uvilkaarligt en Aarsag til sine Lidelser, og ret naturligt vender dets Mistanke sig mod de Omgivelser, E196 hvorfra jo i Reglen al Straf kommer. I sin Fortvivlelse løfter det de taarefyldte Øjne op imod dem med et ængsteligt spørgende Blik: "Hvad har jeg gjort?" Den gamle Doktors haardnakkede Tavshed bidrog i dette Tilfælde ogsaa til at forøge vor Uro og Nedtrykthed. Først da Barnet en Dag havde 13 haft et langvarigt og smertefuldt Krampeanfald, løsnede han Tungen. Han havde hermed faaet det afgørende Sygdomstegn, han havde ventet paa, og han lod os nu forstaa, at Barnet havde Hjernebetændelse11. Heller ikke lagde han Skjul paa, at Tilstanden var alvorlig, og at vi maatte være forberedte paa alt.

Glæden ved Børn og ved Familjelivet overhovedet var hos mig en Slægtsarv, et gennemgaaende Karaktertræk i min Familje, fremelsket sandsynligvis i de mange fredelige og børnerige Præstehjem, som den var udgaaet fra. Mens jeg ellers paa mange Maader havde løsrevet mig fra Slægtstraditionen, var der paa dette Punkt noget, der havde slaaet Rod og var bleven Natur hos mig. Lægens mistrøstige Udtalelse om vor lille Pige rystede mig derfor ind i mit Inderste. Jeg kunde ikke fatte, at dette Barn, vor Førstefødte, maaske en Dag skulde tages fra os igen, dette elskelige lille Væsen, der med sit allerførste, spæde Skrig havde opladt en ny Verden for mig, i det hele givet Livet en uanet, ophøjet Værdi.

14 Nat efter Nat vaagede jeg ved Sygesengen. Med stadig fornyet Haab spejdede jeg efter Tegn paa Bedring i det lille, udtærede Ansigt med de feberrøde Kinder. Men en Aften efter et nyt, skrækkeligt Krampeanfald, hvorunder Barnet havde fægtet vildt med Armene og udstødt høje Skrig, sank hun udmattet sammen og gled kort efter stille ind i Dødssøvnen12, tryg som en Fugl, der putter Hovedet under Vingen.

**
*

Der var i Østby underligt nok hverken Kirke eller Kirkegaard. Begge Dele laa en halv Mils vej derfra paa en Pynt, der skød sig ud i Fjorden. Derude laa desuden et gammelt, forladt Herresæde, og det var til Bekvemmelighed for dettes tidligere Beboere, at baade Kirke og Begravelsesplads havde faaet denne for Egnens øvrige Befolkning saa ubekvemme Beliggenhed. Herregaarden, der i Tidens Løb flere Gange havde skiftet Ejer, var tilmed nu kommen paa udenlandske 15 Hænder. Sammen med et Par andre danske Herregaarde, deriblandt det skønne Fousingø ved Randers, var den ved Arv tilfaldet den tyske Familje Scheel-Plessen og havde staaet ubeboet i flere Menneskealdre. Atter et Vidnesbyrd om den ufortabelige Ejendomsrets Urimelighed. E197 Kun i Jagttiden dukkede nogle tysktalende Herrer op paa Gaarden med deres Hunde og gjorde Egnen ufredelig et Par Dage.

For mig, der tidligere havde strejfet sorgløst om i Skovene og paa Stranden, var denne ensomt liggende Kirkegaard nu bleven Maalet for mine daglige Vandringer. Siden vor lille Piges Kiste blev sænket i Jorden derude, havde mine Tanker bestandig kredset omkring Stedet. Ingen Dag gik hen, uden at jeg havde været derude og lagt en frisk Blomst paa Graven. Bagefter gik jeg gerne hen i Slægtsgaarden og tilbragte et Par stille Timer med mig selv i den lille Stue, der var bleven mig overladt her, og hvor jeg havde mine Bøger. Jeg trængte stadig stærkere til at oplyses om, hvad andre Mennesker havde 16 erfaret om Døden og ment at vide om den paastaaede Opstandelse. Ogsaa Biblen laa i denne Tid ofte paa mit Bord. Det gamle Testamente havde iøvrigt altid været et Skrift, der tiltrak mig ved sit kærnefulde, billedrige Sprog. Som naar det f. Eks. hed om Leviathanen, at dens Nysen lod Lys skinne, og dens Øjne var som Morgenrøden, naar denne hæver sig over Himmelranden. Sproget og Aanden i det nye Testamente havde jeg derimod aldrig kunnet forlige mig med. Heller ikke nu havde Evangelisternes Tale noget at sige mig. At der, som der blev sagt, med den sagtmodig lidende Kristus var skænket Verden et Ideal, som var værdifuldere end alle den græske Myteverdens ophøjede Skikkelser tilsammen, kunde jeg ikke indrømme. Det var netop Sorgens Overvindelse ved frejdig Livsudfoldelse og mandig Selvtillid, jeg i min nedtrykte Tilstand trængte til at høre om og styrkes ved.

Den gamle Doktor, der havde tilset vor lille Pige under hendes Sygdom, havde i saa Henseende gjort mig en bedre Tjeneste. 17 Flere Gange havde han sagt, at jeg absolut burde se at faa en anden og bedre Bolig. Det var ikke forsvarligt, sagde han, at leve med Børn i en saadan mørk og fugtig Rønne. Jeg havde ogsaa søgt at samle mig til at gøre en Forandring; men det havde hidtil ikke været mig muligt at opdrive anden Lejlighed hverken i selve Byen eller i Omegnen. Men nu hørte jeg ved et Tilfælde om et Skovhus i Nærheden af Esrom, som skulde være at faa til Leje. Det var rigtignok betydeligt længere fra Østby og min lille Piges Grav, end jeg ret vel kunde tænke mig at flytte bort; men den gamle Doktors advarende Ord lød stadig skræmmende for mig, og det saa meget mere, som vi inden længe igen kunde vente en Familjeforøgelse13.

En Dag tog jeg da dertil for at se paa Stedet, og jeg kom her ud for en Overraskelse, som jeg sent glemte. Jeg havde ventet at finde en almindelig landlig Bolig, et Husmandshus med Have el. lign., og saa E198 viste det sig at være en stor Herskabsvilla med Taarn og forgyldt Vejrfløj, et lille Slot 18 i et prægtigt Parkanlæg og med Storskov til alle Sider. Af Opsynsmanden, der viste mig rundt, fik jeg at vide, at Huset havde været Direktørbolig for en nu nedlagt Papirfabrik "Havreholm" der i Nærheden. Der var en halv Snes rummelige Værelser, og det hele var tydeligt indrettet for en Familje, der levede paa en stor Fod. Ikke desto mindre vendte jeg tilbage til vore to smaa, mørke Østby-Stuer med en Brand i Sjælen. Jeg kunde i mange Dage ikke slippe Tanken paa denne lyse, luftige Bolig og dens vidunderlige Omgivelser. Erindringen om den forfulgte mig overalt, endogsaa ud paa Kirkegaarden, og Fristelsen var saa meget stærkere, fordi den aarlige Leje af hele Herligheden var fabelagtig lav. Huset havde nemlig staaet ledigt i flere Aar, idet dets ensomme Beliggenhed afskrækkede Folk.

For mig var denne Ensomhed nu kun en yderligere Tiltrækning ved Stedet. Mine Erfaringer havde efterhaanden lært mig, at vilde man leve i Fred, kunde man ikke have sine Naboer langt nok borte. Flere af mine 19 Venner blandt Husmændene i Østby havde saaledes taget mig det ilde op, at jeg efter min lille Datters Død havde følt Trang til at leve mere for mig selv end før. De forstod ikke Aarsagen til det tilbagetrukne Liv, jeg i den sidste Tid havde ført, og som vakte Mistanke hos dem. De mente, jeg fortrød at have været deres Talsmand overfor Offentligheden og nu vilde indynde mig hos Magthaverne i Sognet. Ogsaa i anden Henseende havde jeg skuffet disse Venner. Flere og flere af dem havde sat sig i Hovedet at faa mig gjort til professionel Politiker og stillet mig i Udsigt, at jeg en Gang skulde blive deres Ombudsmand paa Tinge. Men en saadan Fremtid ønskede jeg aldeles ikke. Selv Udsigten til at kunne blive Rigsdagsmand fristede mig absolut ikke; og jeg fandt heri fuld Forstaaelse hos min Hustru. Skønt saa rolig, næsten stilfærdig af Væsen var hun et Menneske med stærke Følelser, og trods sin Højskole-Fortid – eller vel netop paa Grund af den – havde hun ikke meget tilovers for Folketalere, ja kunde næsten 20 ikke forestille sig noget værre end at se mig som en af disse Skraalhalse, der stod paa Talerstolene med kærligt udbredte Arme og et Ansigt, som skinnede af Selvglæde.

Resultatet af vore fælles Overvejelser blev da ogsaa, at vi flyttede fra Østby og drog ind i det forladte Skovslot. Det var et Vovestykke, som vi dog ikke fik Grund til at fortryde. Vort sparsomme Indbo fyldte ganske vist ikke meget i de store Stuer; men vi kom dertil i Oktober før Løvfaldstid, og Skovenes Efteraarspragt bødede godt paa E199 Tomheden inden Døre. Og da saa det ventede Barn kort efter kom til Verden og var en Dreng med kraftige Lunger, føltes Tomheden slet ikke mere. Huset syntes pludseligt fuldt beboet. Jeg havde indrettet mig et Arbejdsværelse i det sekskantede Taarnkammer, og naar jeg om Aftenen sad deroppe ved Lampen og i den dybe Stilhed hørte den Nyfødte kræve sig14 henne i den anden Ende af Huset, lød hans Røst op til mig gennem de mange Stuer som en underfuld Bebudelse. 21 Jeg fornam det, som om Livet paany tilsmilede mig og lovede fuld Erstatning for alt, hvad jeg havde mistet. Arbejdslyst og Fremtidshaab vendte tilbage hos mig, og jeg følte mig atter lykkelig.

Ensomme Aar blev det ganske vist; men helt uden Forbindelse med Verden var jeg dog ikke. Inde i Helsingør – to smaa Mil fra vort Skovhjem – levede en god Bekendt af mig, Magister Galschiøt. Han var bosiddende Borger der i Byen, som var hans Fødeby. Jeg havde lært ham at kende og var kommen i personlig Berøring med ham, da han for nogle Aar siden begyndte Udgivelsen af sit store Samlerværk "Danmark i Skildringer og Billeder" og havde opfordret mig til at levere et Par Bidrag dertil. Han boede den Gang sammen med et Par ældre, ugifte Søstre i et gammelt Havehus, der laa midt i den udstrakte Familjeejendom, de i Fællesskab ejede. Men i Mellemtiden havde han giftet sig og i et Hjørne af den store Have bygget sig et nyt, smukt Hjem og indrettet det med fin kunstnerisk Smag. Det var dog 22 stadig det aarhundredgamle Haveanlæg, der især tiltrak ved en Skønhed af en egen stemningsfuld og ophøjet Art. Ejendommelig var navnlig Partiet omkring en Dam i Haven. De høje, ranke Træer, der omgav den, spejlede sig i det blanke Vand, hvor et hvidt Svanepar højtideligt gled om. Indtrykket var tempelagtigt og forøgede Fornemmelsen af, at det altsammen var noget, der havde været til fra Evighed af.

Galschiøt var henved en Snes Aar ældre end jeg15. Hans Hustru, født Wibroe, var heller ikke ung længer16. Ægteskabet var og blev da ogsaa barnløst. Til Gengæld udfoldedes der en stadig større og festligere Gæstfrihed i det smukke Hjem, og naar Skovstilheden begyndte at stemme mig for Brystet, tog jeg derind for at glemme mig selv en lille Stund. Disse Ture til Helsingør langsmed Stranden foretog jeg altid tilfods. Jeg var ikke Cyklist og blev det aldrig. At vandre ud ad en Landevej og nu og da tage et lille Hvil paa en Grøftekant, havde fra Ungdommen af været min bedste Glæde, og gennem Aarene 23 vedblev jeg at se med Ringeagt paa disse Hjulryttere, der sad rundryggede og traadte i Pedalerne som gamle Koner ved deres Spinderok.

E200 Af min tidligere Forbindelse med Helsingør var der ikke længer noget tilbage. Min Onkel, Skibsrederen, var død, og hans Forretning, der vistnok en Gang var Byens største, eksisterede knap nok mere. Han havde været gift med en Provstedatter, der var 16 Aar ældre end han; men ogsaa Hjemmet var nu opløst17. Da Sundtoldens Afløsning i sin Tid tog Grunden bort under de fleste større helsingørske Købmandshuse, havde min Onkel ved at skabe en Flaade af store Sejlskibe opretholdt Byens Handelsliv og bevaret dens Anseelse baade i hjemlige og fremmede Havne. Men alt dette tilhørte en Fortid, der allerede var glemt. Det var nu andre Foregangsmænd og andre Planer til Byens Opkomst, man talte om og beskæftigede sig med. Min Onkels Navn, der i sin Tid hørtes overalt, nævntes ingen Steder mere. Var det mig en Oplivelse at besøge 24 det Galschiøtske Hjem, saa mistrøstede det mig til Gengæld overalt i Byen at mærke, hvor hastigt en fortjenstfuld Mands Gerning glemtes og hans Navn udslettedes. Under Hjemvandringen om Aftenen kunde mine Tanker derfor undertiden være triste nok. Saa ringe Varighed havde altsaa den Berømmelse, som saa mange Mennesker stræbte efter med Tungen ud af Halsen og gerne ofrede baade Liv og Lykke for at opnaa. Nej, saa priste jeg mit fredelige Skovliv, og naar jeg i Skumringen sad derhjemme omgivet af Kone og Børn, mens Brændeknuderne knitrede hyggeligt i Ovnen, maatte jeg mindes en gammel indisk Vismands Ord: "Vend den utaknemlige Verden Ryggen og tag Vare paa det Liv, der gror og blomstrer i dit eget Indre."

Nu skulde det – forunderligt nok – alligevel netop i disse Aar hænde, at jeg paany kom ud for stride Storme og maatte tage Livtag med Magter, som jeg mente at have gjort op med en Gang for alle. En Dag i Sommertiden fik jeg Besøg af en yngre Broder18 25 , der var Forretningsmand i København. Han havde i Øjeblikket Ferie og agtede sig til Vesterhavet for at bruge Bade. Hans Hensigt med Besøget var at overtale mig til at gøre ham Følgeskab paa Turen. Han vilde til Blokhus, som den Gang var begyndt at faa Anseelse som Badested. Nu havde jeg i flere Aar ikke været i Jylland, havde desuden netop sluttet et større Afsnit af den Roman, jeg for Tiden arbejdede paa, og trængte til et Pusterum. Jeg var derfor ikke svær at friste. Vi tog saa af sted, uden at jeg kunde ane, hvilke skæbnesvangre Følger denne uforberedte Sommerudflugt skulde faa for mig og for hele Hjemmet, ja at den skulde blive intet mindre end den katastrofale Afslutning paa et Hovedkapitel af min egen Livsroman.

**
*

E201 Paa Blokhusstranden laa Side om Side to mindre Sommerhoteller, der tilsammen rummede et Par Hundrede Gæster. Disse underholdt 26 sig mellem Badene med at spille Kroket eller Tennis paa Hotellernes fælles Sportsplads og gjorde iøvrigt Udflugter i Omegnen til dens berømte, høje Klitpartier og store Lyngheder. Jeg, som var bleven uvant med at omgaaes Bymennesker, havde forud besluttet saa vidt muligt at holde mig for mig selv og undgaa al Berøring med Fremmede. Det skulde dog gaa helt anderledes. Ret hurtigt endogsaa kom jeg med ind i al Badestedets Selskabelighed. Om det saa var paa Boldpladsen, blev jeg en hyppig Gæst der.

Det skyldtes for en Del et Bekendtskab, som min Broder og jeg tilfældigt havde gjort paa Rejsen dertil, et Par yngre københavnske Damer, to Søstre19, som havde været med paa Dagvognen fra Aalborg. De havde i Begyndelsen været ret tilbageholdne og gjort Indtryk af at være et Par Anstandsdamer af den sædvanlige Slags; men under den tre Timer lange Køretur kunde det ikke undgaaes, at vi kom i Snak, og vi mærkede da til vor Forundring, at de trods deres formelle 27 Væsen og Udtryksmaade begge var meget naturlige og indtagende Mennesker. De havde ikke tidligere været paa Vestkysten og forhørte sig interesseret om alt, hvad vi kom forbi. Da det nu tilmed viste sig, at vi alle fire skulde samme Sted hen, var Underholdningen bleven helt livlig og fornøjelig.

Det var dette Dagvogns-Bekendtskab, som var bleven fortsat i Blokhus og her havde faaet en halvt familiær Karakter. Skønt vi ikke boede paa det samme Hotel, mødtes vi daglig og fulgtes paa Udflugter omkring i Egnen. Den yngste af Søstrene, som baade var den smukkeste af dem og den mest utvungne af Væsen, var jeg desuden hver Formiddag sammen med paa Boldpladsen. Hun var en ivrig og dygtig Tennisspillerske, der vakte Opsigt med sit gratiøse Spil. Hendes ungdommeligt slanke Skikkelse og lette, yndefulde Bevægelser trak alle Øjne til sig. Skønt jeg i saa mange Aar ikke havde haft en Ketsjer i Haanden og i det hele var en Klods i Sammenligning med hende, opfordrede 28 hun mig hver Dag til en Dyst, idet hun med et Smil forsikrede, at jeg snart vilde blive hendes Overmand. Til øjensynlig Forundring for de andre Spillere paa Pladsen blev jeg tilsidst hendes faste Partner. Jeg selv var unægtelig ret flov ved Forholdet paa Grund af hendes absolute Overlegenhed; men samtidigt var det mig alligevel en Tilfredsstillelse at blive foretrukket som Medspiller af en saa smuk ung Dame.

Mellem Badestedets henved to Hundrede Gæster var der en, som E202 var Genstand for særlig Opmærksomhed. Det var den gamle Digter Meïr Aron Goldschmidt, "Ravnen"s og "Avromche Nattergal"s Forfatter. Han var kommen dertil sammen med sin heller ikke ubekendte Søster20, der netop havde vakt Opsigt med en Række Avisartikler om den ugifte Kvindes vanskelige Stilling i det nuværende Samfund. Goldschmidt havde om Vinteren været alvorligt syg og tilbragte derfor den meste Tid paa sit Værelse. Kun naar der var Sol paa Himlen og den haarde Vestenvind tog sig et Blund, vovede han sig ud 29 i Luften ved Søsterens Arm. I Reglen deltog han i Hotellets Middagsbord men var iøvrigt en ret utilnærmelig Gamling, der ikke blandede sig synderligt med de øvrige Gæster. Rent undtagelsesvis henvendte han under Maaltidet en Bemærkning til en og anden af de nærmest siddende Bordfæller; men det forudsattes, at Vedkommende forstod at værdsætte denne Udmærkelse og viste det i sin Holdning. Som saa mange andre Berømtheder kunde han være ikke saa lidt naragtig i sin Selvoptagethed. Da han saaledes havde faaet at vide, at ogsaa jeg var Forfatter, saa' han længe ikke til den Side, hvor jeg var. Jeg var som en ond Lugt for ham.

Hans Søster derimod indlod sig ikke saa sjældent'1 med mig, endogsaa hyppigere end jeg brød mig om. Hun havde en nærgaaende Maade at udfritte mig paa, som ikke var behagelig. Men Resultatet af hendes Forhør over mig maa have været tilfredsstillende, for hun bragte mig virkelig tilsidst i Forbindelse med Broderen. Det gik saaledes til: 30 Tiden faldt ofte den skrøbelige gamle Herre trykkende lang, og for at hjælpe derpaa fik hun gerne efter Middagen bragt et Spilleparti i Stand til ham paa hans Værelse. Nu rejste Folk jo ikke om Sommeren til Vesterhavet for at underholde sig med Kortspil, og naar Vejret var smukt, kneb det undertiden for hende at faa et Parti samlet. Efter at hun et Par Gange havde maattet savne Medspillere til sin pirrelige Broder, blev jeg en Dag under de højtideligste Former forestillet for ham, hvad der førte til, at jeg undertiden udmærkedes med en Indbydelse til at være hans Makker ved Kortbordet. Det var dog udelukkende om Spillet, der blev talt ved disse Sammenkomster. Dersom Nogen forsøgte at faa en Samtale i Gang af lødigere Art, afbrød han straks og sagde vrantent: "Nu spiller vi Kort."

Naar jeg havde ladet mig slæbe ind i hele denne Komedie, skyldtes det til Dels Medlidenhed med den syge gamle Mand. Men desuden havde jeg ingen helt god Samvittighed overfor ham i hans Egenskab af ærværdig 31 Kollega. Han havde for mig altid bare været et stort Navn fra en Literaturperiode, som ikke interesserede mig, og jeg E203 kendte derfor ikke synderligt til, hvad han havde skrevet. Iøvrigt hørte Goldschmidt paa dette Tidspunkt ikke mere til de Skribenter, som det var Enhvers Pligt at vide ordenlig Besked om. Flere af det alleryngste Slægtleds literære Smagsdommere vilde overhovedet ikke anerkende ham som virkelig Digter, fordi hans Bøger alle var Prosaarbejder, og han aldrig havde skrevet Vers. Det skyldtes dog ganske andre Grunde, naar jeg selv kendte saa uforsvarligt lidt til hans Forfatterskab, og – hvad der i Øjeblikket var det kedeligste – jeg havde ikke lagt Skjul derpaa overfor nogle af mine Medpensionærer paa Hotellet. Hvor vilde det ikke let kunne komme Søsteren for Øre; og skulde det ske, vilde denne temperamentsfulde Dame sikkert ikke lade mig dø i Synden. Det hændte da virkelig ogsaa en Dag, at hun strøg mig forbi med uforskammet Mine uden at gengælde min Hilsen.

32 Ogsaa af en anden Aarsag begyndte jeg at trykkes af Atmosfæren her. Min Veninde fra Boldbanen havde jeg en Dag truffet paa Stranden sammen med en elegant yngre Herre, som jeg en Gang tidligere havde set hende med, en af Gæsterne paa det andet Hotel, hvor jo ogsaa hun boede. De sad paa en af Bænkene dernede, lo og spøgte og var øjensynligt svært interesserede i hinanden. At jeg ikke ved den daglige Omgang med den unge Pige var forbleven uberørt af hendes Skønhed og hele friske Personlighed, vidste jeg naturligvis godt; men først ved denne Lejlighed mærkede jeg rigtigt, hvor alvorligt jeg var bleven paavirket. Da vi den næste Dag som sædvanlig mødtes paa Sportspladsen, var jeg ikke i Humør, kunde slet ikke komme i Kontakt med hende under Spillet og opgav hurtigt. Det blev overhovedet vor sidste Kamp.

Jeg havde ikke glemt, hvordan det var at være forhekset, og indsaa' nu, at det maatte have en Ende med denne altfor letsindige Leg. Min Broder, hvis Ferie var udløben, 33 havde allerede for flere Dage siden forladt Blokhus og var rejst hjem, og jeg fortrød, at jeg havde ladet mig friste til at blive her i Stedet for at gøre ham Følgeskab som Aftalen var. Jeg følte mig overbevist om, at naar jeg først var kommen tilbage til mit fredelige Taarnkammer og havde faaet Pennen godt i Gang paany, skulde jeg snart blive mig selv igen, og det lille Sommereventyr vilde være glemt som en flygtig Morgendrøm.

(Fortsæt til kapitel 2)

 
[1] Landsby: ved folketællingen i 1880 var der i Østby 4 gårde og 10 huse med ialt 15 familier. tilbage
[2] to Stuer: iflg. brev 1.9.1884 fra Marie Oxenbøll var der tre værelser. tilbage
[3] Pige: Johanne Elisabeth blev født 4.2.1884 i Jørlunde. tilbage
[4] befriet fra en Lærervirksomhed: "jeg har opgivet min Lærervirksomhed" skriver HP i brev af 28.6.1882 til sin forlægger Andreas Schou. tilbage
[5] besøg af Drachmann: ultimo maj 1883. tilbage
[6] Hegelske Hus (…) Borchsenius' Kvist: ordenen var nok den omvendte. tilbage
[7] en Ugestid: i det nedenfor nævnte brev skriver Drachmann "to Dage", men HP retter i citatet i overensstemmelse med sin "egen" tekst. tilbage
[8] en lille Stue: "En af de gamle har fortalt, at Henrik Pontoppidan desuden havde "salen" på Rosendalsgaard som arbejdsværelse. På denne gård var en søster til fru Marie Pontoppidan kone." Chr. Hvid Simonsen: "Henrik Pontoppidan og Horns Herred" i Fra Københavns Amt, 1957, s. 33. tilbage
[9] tidligere Sognefoged : Anders Nielsen (1808-90), ældre broder til HPs svigerfar. tilbage
[10] Lægen: antagelig dr. Wilhelm Wanscher (f. 1842) i Skibby. tilbage
[11] Hjernebetændelse: muligvis encephalitis, der oftest skyldes en virusinfektion. Den eneste behandling dengang var at skaffe patienten fuldstændig ro – og håbe på at det gik over af sig selv. tilbage
[12] ind i Dødssøvnen: 8. marts 1885. tilbage
[13] Familjeforøgelse: sønnen Hans blev født 28.10.1886. tilbage
[14] kræve sig: især om barn: tilkendegive at man skal forrette sin nødtørft, ell. at man er sulten ell. tørstig (ODS, kræve 4). tilbage
[15] ældre: f. 11.12.1844. tilbage
[16] Hustru: Henriette Wiibroe var født 30.10.1847; de blev først gift i 1890. tilbage
[17] Min Onkel, …: se noter til Drengeaar, kapitel 6. tilbage
[18] Broder: Valdemar P., f. 14.8.1863, boghandler. tilbage
[19] to Søstre: Antoinette Kofoed, f. 1862, og hendes søster Marie Louise, f. 1857. tilbage
[20] Søster: Ragnhild Goldschmidt (1828-90), se Dansk kvindebiografisk leksikon. tilbage
['1] sjældent: 1962 har "sjeldent" – i overstemmelse med manus.? tilbage