Holger Drachmann

Af Flemming Behrendt

Pontoppidans forhold til den 11 år ældre Drachmann (1846-1908) er mere end speget. Tre tråde er her indledningsvis lagt op på væven: 1) En Pontoppidan-relateret Drachmann-biografi, 2) en oversigt over Pontoppidans udtalelser om Drachmann og 3) en bagfra begyndt oversigt over deres gensidige færd.

Drachmanns biografi i forhold til Pontoppidan og dennes omgangskreds

Holger Drachmann var 11 år ældre end Pontoppidan, født 9. oktober 1846, et år ældre end Edvard Brandes men dennes tidlige sidekammerat i Maribos Skole. Da han senere kom i Metropolitanskolen, blev han herfra livslang ven med Erik Skram. Som stor dreng oplevede han "sit Hjertes Somre"¹ i Havreholm i Nordsjælland hvor senere, i juni 1886, Pontoppidan flytter ind, måske ikke uden Drachmanns tilskyndelse; de to havde været sammen i månederne forinden.

Hvor tidligt Pontoppidan er begyndt at læse Drachmann kan ikke siges med nogen sikkerhed. Drachmann debuterede i bogform i 1872 (måned???) med Digte, men man skal nok frem til Dæmpede Melodier (1875) hvor f.eks. digtet "Misericordia!" kan have gjort indtryk på den unge digterspire før han hos Hendriksen og derefter Borchsenius efter ca. 1881 gjorde Drachmanns personlige bekendtskab. Forfatterskabets første reference til Drachmann findes i "Kirkekskuden" (i Stækkede Vinger, 1881) hvor "de unge Herrer"s optagethed af at synge Drachmann modstilles "Borgermand"ens recitering af Oehlenschläger.

Den Drachmann Pontoppidan lærte at kende hos Borchsenius (og Hendriksen), befandt sig i en overgangsfase, som Borchsenius beskrev således i et brev til Viktor Rydberg 30.12.1881: "Han tager nu Skridtet over imod en bestemt Side i vort Aandsliv som i vort Folkeliv, om du vil fra Brandes til Berg"². Når han selv har skullet sige det – og sikkert har sagt det til Pontoppidan – så har

jeg (...) i de sidste Aar, hvor jeg har haft Ro og Fred, væsenligst beskæftiget mig med Læsning og Tænkning over Tro og Tvivl, over Religionen og Moralen, kort sagt over de største Problemer, som sætter Sindene i Bevægelse. Jeg har tillige mere og mere arbejdet paa at komme til at staa alene, udenfor alle skiftende Meninger og Partier (...)³

Har Pontoppidan anmeldt Drachmanns Troldtøj eller ej? I sin bibliografi fra 1934 anfører Poul Carit Andersen en anmeldelse fra 27. februar 1890 under Mærket "P." (PCA 158a). At indførelsen har et a-nummer, betyder at den er indføjet sent. PCA havde Pontoppidan til at læse bibliografien igennem og kunne hævde at han dermed havde fået godkendt alle numre. Om man nu kan stole på det, og om 158a er indføjet efter konsultationen hos Pontoppidan, er i dag ikke godt at vide. Knut Ahnlund tog i sin disputats PCA på ordet. Men det gør Thorkild Skjerbæk ikke i sin bibliografi fra 2006.

Den Drachmann Pontoppidan lærte at kende, var i Brdr. Brandes' øjne en "Frafalden" [nemlig fra "Aandsfriheden"] (se BBB III 175)

De to blev dus senest i 1890, mens de begge opholdt sig i Hellebæk (Ålsgårde). Drachmann opholdt sig det meste af året i den villa på "Nordvestsiden af Apperupvej, netop hvor denne i en Bakke løber ned mod Strandvejen"⁴, han havde i lejemål i årene 1888-97, mens Pontoppidan holdt til på Ålsgård Hotel nede på selve Strandvejen. Dusbroderskabet bevidnes af Pontoppidans udaterede brev engang i løbet af foråret⁵. Det kan udmærket være forholdet til Drachmann der fik Pontoppidan til at vælge hotellet i Hellebæk som opholdssted, men hvornår i perioden efter 5. februar de er blevet dus, lader sig ikke fastslå.

Evident fik Drachmanns roman Forskrevet indflydelse på Pontoppidans holdning til Muld (1891).

Pontoppidan om Drachmann

"Jeg troer, vi skal vente til efter Drachmanns-Jubilæet. Det kunde ellers let tage sig ud, som var min Bog [Højsang] beregnet på at være en ugalant Jubilæums-Hilsen fra mig. Det vil jeg nødig have." (Brev til Aage Hirschsprung 1896).
"Drachmannsfesten udvikler sig, synes mig, mere og mere til en Maskerade. I de gyldendalske Avertissementer optræder han endogså selv kostymeret i middelalderlig Dragt! Og så spottes der samtidig over de kongelige Kuskes Paryk! Det er dog begge Dele nøjagtig den samme Spekulation i en molboagtig Smag." (Brev til Otto Borchsenius 1906).
"Jeg følte mig selv tyve År yngre, så levende rykkedes jeg tilbage til Fortiden, da jeg sad hos dig i Amaliegade og første Gang kiggede ind bag Literaturens Kulisser. Også dengang var det Drachmann, hvis Gevaldighed stadig trængte til at afstives i Mellemakterne." (Brev til Otto Borchsenius 1906).
"Hvor gør Bjørnson ikke ^et√ tamt eller dog tæmmet Indtryk ved Siden af en Galfrans som Drachmann?" (Brev til Vilh.Andersen 1915).
"Det var således i Deres Hjem (til en Aftenfest), at jeg første Gang traf sammen med Drachmann, Otto Benzon og andre af Bladets Medarbejdere." (Brev til Fr. Hendriksen, 24.9.1931).
Ofte fremhævede han Holger Drachmann som den virkelig store digter i hans egen tid, og han talte med harme om den miskendelse og modstand Drachmann havde mødt i kredse, han, Pontoppidan, selv havde staaet nær, og han følte sig overbevist om, at Drachmann vilde faa en renaissance (1933; citeret i Eickhoff).
"Af "Gennembrudet"s førende Skikkelser var Holger Drachmann og J.P.Jacobsen vel nok de to, jeg havde hørt mest om og kendte bedst. Men efter at have været under Schaffs literære Paavirkning vurderede jeg ogsaa dem en hel Del anderledes end tidligere. Jeg saa' i dem et Par romantiske Sildefødinger, i hvis Vers og kunstfærdige Prosa det stormfulde Menneskeliv og Skrigene fra de Skibbrudne gentonede fjernt og aandeagtigt svagt som Verdenshavets Brændingslarm i de Konkylier, vore Bedsteforældre havde staaende paa deres Chiffonièrer." (Hamskifte, 1936, kapitel 7, s. 141).

	Drachmanns færd	Pontoppidans færd
1908 01 14 (tirsdag):	dør i Hornbæk på Dr. Brünniches Sanatorium
1908 01 15 (onsdag):		Afslår over for Politiken redaktør Cavling nu at skrive mindeord om Drachmann.
1908 01 21 (tirsdag):	Privat sørgehøjtidelighed hvorefter kisten føres til Hornbæk Kro. Her taler Helge Rode og en lokal fisker. Kisten føres med fakkeltog gennem fiskerlandsbyerne til Helsingør og bringes med tog til København	Agter fra Frederiksborg at rejse til Skagen til "den store Højtidelighed på Søndag"
1908 01 22 (onsdag):	Kisten brændes på Bispebjerg Krematorium. Asken lægges i en af Willumsen tegnet porcelænsurne, der henstilles i Koncertpalæet i Bredgade(?)
1908 01 25 (lørdag)	Urnen føres på katafalk trukket af fire hvide heste gennem byen til Toldboden og sejles i nattens løb under ledsagelse af 100 sørgende til Frederikshavn.	Var Pontoppidan med på "Kong Haakon"? Det er (endnu) ikke fastslået, men derop rejste han – så hvorfor ikke, jf. de "nye Venner" han senere taler om.
1908 01 26 (søndag)	Med tog føres urnen til Skagen og en talrig procession fører den ud i klitten hvor urnen [på katafalken??] bæres "op ad den stejle Sti til Klitten" af "Ancher, Krøyer, Willumsen, Henrik Pontoppidan, Tuxen og Brodersen, Brøndum og Vilhelm Andersen" [kilder: Politiken og Aalborg Stiftstidende 27.1.] og indsættes i den af Krøyer tegnede grav og Vilh. Andersen (bl.a.) holder en tale (der kan læses i Illustreret Tidende for 2.febr.). Peter Nansen skriver i Portrætter (1918, s. 82-83): Ingen, der har været med, vil glemme, da Ligtoget – med Aske-Urnen – i pragtfuld Sol fra en Vinterhimmel saa mild, som havde det været en Midsommerdag, fra den flade Strand med det smilende blaa Hav i Baggrunden svingede op mellem de diamantblinkende Klitter – op mod den Kæmpehøj, som Krøyer, selv en dødsmærket Mand, havde beredt Vennen og Kampfællen. [Nansen nævner også de flagløse flagstænger der er den lokale protest mod denne "gudløse" begravelse.]	Pontoppidan bliver på Skagen og når bl.a. at blive malet af Michael Ancher.
1908 02 01 (lørdag)		Først da er Pontoppidan tilbage i Frederiksborg efter at have underholdt sig med "gamle og nye Venskaber" (se brev til Georg Brandes).