Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Snekkersten. 7. januar 1915

Antipoder

Snekkersten.
7.1.15.

Kære Vilh. Andersen!

Hvor Deres Syvmilestøvler nu har ført Dem hen, veed jeg ikke. D. 2^d. Jan. var det>De på Palsgård, d. 4^d. i Varde. Men hvor er De idag? – Jeg vil nu dog ikke ikke vente længere med at svare på Deres venlige Nytårshilsen og gengælde de gode Ønsker, som jeg har læst både ud af Deres Brev og af den tilsendte Anmeldelse¹. For begge disse Ting takker jeg Dem. Jeg var ganske vist ikke så glad ved Sammenstillingen med Jakob Knudsen. Han og jeg er og bliver dog Antipoder, der i det højeste berører hinanden med Fodballerne og Ligtornene. Men det er altid 2 en Ære at blive "anmeldt" af Dem, og hos ingen møder jeg i den senere Tid en dybere, en mere indtrængende Forståelse.

Jakob Knudsens Bog har også jeg læst; men dens ^grove√ Dobbeltansigt generede mig omtrent som Synet af en Buldogs kløftede Snude. Mere og mere virkede den på mig som en uhyggelig Selvforherligelse.

For ganske nylig sluttede jeg Læsningen af Deres egen sidste Bog², som jeg havde opsparet til Julen. Den giver et overordenlig livfuldt Billede af Deres Udvikling eller Udfoldelse fra en åndfuldt æstetiserende Filolog til en folkelig Vækker, en Lurblæser. I Bogens sidste Kapitel "Et Tiår" hilste jeg med Gensynsglæde 3 "Tidebogens"³ Forfatter, hvorimod der gik mig et Stik gennem Hjertet ved at læse Afhandlingen fra 1895: "En Årgang af dansk Literatur". Af den "bitre Glæde", De her har haft af at lægge et Par Nordmænds Formindskelsesmål på Deres Landsmænd, kunde jeg kun dele Bitterheden med Dem, især fordi Afhandlingen oprindelig har stået i et fremmed, et norsk Tidsskrift. Jeg forstår heller ikke, at nogen i Grundtvigs, i Kierkegårds eller Paludan-Müllers og Drachmanns Fædreland kan godkende den holbergske Karakteristik af vort Folk som en Nation, der "sjelden falder udi Ekstremiteter"⁴. Det er – til vor Ulykke – netop det, vi altid gør! Som vi i Årene 1864-70 kastede 4 os fra den tåbeligste Selvovervurdering til den umandigste Selvopgivelse, har vi bestandig svinglet som en fuld Mand henad en Landevej og været på Nippet til at gå på Hovedet snart i den ene snart den anden Grøft. – De nævner Tidens store Nordmænd. Men hvor er Ibsen ikke borgerlig og kontormandsagtig i Sammenligning med sin Lærer Kierkegård? Hvor gør Bjørnson ikke ^et√ tamt eller dog tæmmet Indtryk ved Siden af en Galfrans som Drachmann?

Men nu må jeg standse for ikke at overskylle Dem med endnu fire Sider. Min Hensigt var kun at sende Dem en Genhilsen og bede Dem bringe Deres (mulige) Hus- eller Herregårdsfæller, først og fremmest Deres Frue min ærbødige Nytårslykønskning.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.