bestandig interessantere
Troldtøj
3die Hæfte er udkommet. Det pragtfulde Værk synes fuldkomment at ville svare til, hvad Begyndelsen lovede, ja for Tekstens Vedkommende maa det endog siges, at den bliver bestandig interessantere. Beretningen om "Helhesten", der fortsættes i det næste Hæfte, men som vi har haft Lejlighed til1 at stifte Bekendtskab med i sin Helhed, er en sjældent fængslende og mesterligt fortalt Novelle, der minder meget om Drachmanns friskeste Ungdomsarbejder, og i hvilken det fantastiske Element spiller en langt mindre fremtrædende Rolle og derfor gør et langt mindre kunstlet Indtryk end i de forudgaaende Fortællinger. Disse skæmmedes en Del af den Overnaturlighed, der saa tydeligt var paatvunget Figurerne, fordi Værkets Idé nu en Gang kræver den. Thi – som det lidt dunkelt blev udtrykt i Subskriptionsindbydelsen – "Digteren vil vise os disse Skikkelser [vore Sagnfigurer] levende mellem os den Dag i Dag, saaledes som vi selv er undergivne de menneskelige Skæbners Vilkaar og Omskiftelser."
Det er nu en meget vanskelig, for ikke at sige umulig Opgave, der her er stillet Digteren, eller – om Forladelse – som Digteren har stillet sig selv. Det er i Virkeligheden ikke muligt at lade Folkeovertroens fantastiske Skikkelser spille nogen naturlig Rolle i en Nutidsfortælling, fordi Troen paa disse Væsner forlængst er uddød selv blandt dem, hos hvem ellers megen anden Overtro er blevet tilbage. Mens Frygten for Spøgelser og Troen paa Varsler etc. endnu er meget almindelig rundt om i Befolkningen, er der "den Dag i Dag" i hele Landet ikke en Bonde, der for Alvor skænker Nisser eller Havfruer en Tanke, ja mange af disse Sagnskikkelser kendes end ikke af Navn. Spørg en Bonde om, hvilke Forestillinger han forbinder med Ordet "Varulv" – og han vil blive Svaret skyldigt.
Til Trods for denne Urimelighed, hvorover "Troldtøj" er bygget, tegner Værket til at blive af betydelig Værdi. Hertil bidrager ikke mindst de tre udmærkede Kunstnere Bindesbøll, Jerndorff og Skovgaard, der i Fremstillingen af de æventyrlige Skikkelser og i Bogens Ornamentering har vist stort Snille og rig Fantasi.
Det er derfor at haabe, at denne Bog vil vinde den vide Udbredelse, som den fortjener.
P.
Troldtøj
Syvende Hæfte er nu udkommen af dette – hvad Udstyrets Lækkerhed angaar – enestaaende danske Pragtværk, der fortjener meget større Udbredelse, end det vistnok endnu har faaet. Billederne er næsten alle af aller første Rang, ejendommelige og gribende. Med Texten kniber det lidt mere, fordi den Opgave, Digteren har faaet – at lade Sagnfigurerne spille afgørende ind i Nutidsmenneskers Liv – saa at sige er uløselig, idet Trolde, Nisser. Hexe, Basilisker o. s. v. er gaaet ganske ud af Spillet, baade i Kongeborg og i Bondehytte, især det sidste Sted. Alligevel vil man læse næsten alle Fortællingerne med Udbytte, alene for den sjældne Vellyds Skyld, der findes i det Drachmannske Sprog. En enkelt af dem – og tilmed den længste – "Helhesten", hører endog til denne Digters allerbedste Prosaarbejder.
