Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Hillerød. 7. oktober 1906
Otto Kall er ikke mit Talerør
Hillerød.
7d Oktb 1906.
Kære Borchsenius!
Jeg kan ikke give dig Ret i din Opfattelse af mit Skuespil1, hvori der er langt mere Medfølelse og langt mindre Hån, end du har fundet deri. Men jeg takker dig, fordi du dog har omtalt mit Arbejde med Respekt; mere forlanger jeg ikke.
Otto Kall er ikke mit Talerør, og jeg vilde meget nødig ligne ham. Når jeg har tegnet ham med Sympati, er det, fordi jeg bag ham har skimtet noget større, for hvilket han er Redskab. Underligt, at du f.Eks.√ ikke har lagt mere Betydning i den Moderens Hjertegråd, der i sidste Scene får ham til at vende sig bort som en Mefisto ved Synet af Krucifikset.
Men jeg skal forresten ikke optræde 2 som Advokat for mit Stykke. Kan det ikke forsvare sig selv, er det ikke meget bevendt. På Scenen kommer det foreløbig ikke, da jeg har på Fornemmelsen, at det gennemgående har fået en dårlig Modtagelse af Kritiken, hvad jo sikkert vil indvirke på Teatrenes og Skuespillernes Appetit på det. Noget Forsøg på at tigge eller trodse det frem, vil jeg ikke gøre.
Drachmannsfesten2 udvikler sig, synes mig, mere og mere til en Maskerade. I de gyldendalske Avertissementer optræder han endogså selv kostymeret i middelalderlig Dragt! Og så spottes der samtidig over de kongelige Kuskes Paryk! Det er dog begge Dele nøjagtig den samme Spekulation i en molboagtig Smag.
Min Hustru takker dig for din Hilsen. Hænder det aldrig, at du og din Frues Søndagsudflugt går til disse Egne? Vi vilde være meget glade for et Besøg, og får vi blot et Par Ord i Forvejen, retter vi Frokosttid eller Middagstid – hvad der måtte passe bedst – efter 3 Togtiderne.
Din hengivne
H. Pontoppidan.
