Kapitel 3 – Nattevagt
I. Tekstforhold
Udgaver:
A. Nattevagt, 1894.
B1 Nattevagt som sidste fortælling i afsnittet "Skyer, Fortællinger fra Statsomvæltningens Dage 1885-94"1, Fortællinger bd. II, 1899;
B2 Genoptryk i Fortællinger, bd. II, 2. udg. 1903.
C Nattevagt, "Anden (gennemsete) Udgave", [nov.] 1905.
D Nattevagt, 1912. "Efter anden (gennemsete) Udgave (1905)".
E Nattevagt, Sjette Udgave. Noveller og Skitser II, 1922 p.107-190. Heri betegnes D som 3.udgave, B og dets optryk som henholdsvis 4. og 5. udgave.
Disse fem tekster falder i tre grupper:
I. A.
II. B og E. E adskiller sig fra B kun ved nogle enkelte, ubetydelige rettelser2. – Denne gruppes selvstændige stilling er ikke iagttaget af Ahnlund, som kun skelner mellem to tekster, svarende til vor gruppe I og III.
III. C og D. D er efter sin påskrift et uændret optryk af C. Sml. hermed brev til Bojesen: "Jeg har gennem Andre erfaret, at De har udgivet "Nattevagt" påny som Led i "Gyld.Bibl."3
A---B1---B2---------E
|---------C---D
Medens B naturligvis har A som grundlag, har C B1 som grundlag, således at rettelser gennemført i B går med over i C, dersom der da ikke rettes yderligere det pågældende sted. Parallellæsning er derfor foretaget mellem A og C, og kun når der mellem disse forekommer uoverensstemmelser, er der konfereret med B for at få adskilt de to lag rettelser, der i C er flydt sammen. Muligheden for, at "tilbage-rettelser" i C ved den anvendte læsemetode har unddraget B-rettelser opmærksomheden er ringe, da de øvrige udgavers paginering og alle rettelserne er indført i et E-eksemplar. Kun 2 sådanne steder, hvor C har grebet tilbage til A, er iagttaget (en fælles formulering og én fælles strygning, begge her uden vigtighed).
Når C bruger B og ikke A som grundlag, kunne man formode at C-rettelserne viderefører den intention, der lå bag B-rettelserne. At dette ikke - i hvert fald ikke overvejende - er tilfældet, kunne valget af B-teksten (1903-trykket4) som forlæg for E tyde på. Der må således skelnes mellem to typer rettelser: 1o sådanne, som kun "spænder" over to udgaver og altså klart kan stå som udtryk for hver sin intention, og 2o rettelser, der spænder over alle tre versioner, i.e. der har i første omgang ikke været rettet "(godt) nok". De sidste kan være så kraftige, at tekstformerne to og to falder ind under 1o.
II. Jørgen og Ursula
Af de fem kapitler, hvori A er delt op, er det sidste – epilogen, som foregår i København et par år efter Ursulas død – sluppet næsten urørt igennem (der tages i det følgende ikke hensyn til almindelige stilrettelser). Også i Jørgens rejsebrev, i hans lange politisk-agitatoriske monologer og i hans diskussion med Thorkild Drehling er rettelserne få. De er fortrinsvis foretaget i de kortere replikker, i reaktioner, i følelsesmæssige udbrud og tankegange hos de to hovedpersoner; kort: der er ændret i den psykologiske struktur.
Som så ofte før – og et par gange siden – er Pontoppidan gået til yderligheden og har ført sin hovedperson til dens yderste konsekvens. Jørgens meningers radikalitet og – især – hans antipatiers voldsomhed gør ham for unuanceret. Dette skader først og fremmest – på det psykologiske plan, ikke det ideologiske – forholdet til Ursula. At hun binder sig til og bukker under for dette næsten følelseskolde uhyre af et mandfolk, synes mere grotesk end tragisk. Forholdet mellem Jørgen og Ursula spiller – ikke mindst med sin voldsomme (og voldsomt skildrede) udgang – for dominerende en rolle i romanen til blot at stå som symptom på natsiden5 i hans væsen. Bogen får slagside og dermed også mindre slagkraft6.
I B lemper Pontoppidan da Jørgen noget. Han gør ham mindre grov i optræden:
| (1) | A 105
Men i den senere Tid havde ogsaa hans Forhold til Ursula givet Anledning til hæslige Rygter om brutal Underkuelse, ja ligefrem Anvendelse af Vold ... Rygter, som Ursulas forandrede Væsen og for hver Dag mere lidende Udseende ingenlunde modsagde, omend hun stadig med stor Bestemthed afviste den Medfølelse, som man fra alle Sider følte Trang til at lægge for Dagen overfor hende.
|
194 (= E 154)
I den senere Tid havde desuden hans Forhold til Ursula etc. (= A, men det understregne strøget eller rettet:) stolt Utilgængelighed |
| (2) | A 130 - B 208 (=E 166); det understregne strøget:
Han skubbede med et Spark Stolen ind under Bordet og forlod Stuen. |
Også i sin tale dæmpes Jørgen:
| (3) | A 24 - B 151 (=E 119); det understregne strøget:
Nej, din Fa'er er en gammel Rævepels! Det har jeg tit nok sagt dig! En reaktionær Spitsbub af den ægte Slags, er han! |
| (4) | A 161 - B 226 (CE 181) – Ti stille! – tordnede han af al sin Kraft og knyttede Hænderne imod hende. – Er du da saa forkvaklet saa rent forgiftet, at du For alle Djævle! Skal du da strax overstinke Alting med den forbandede - - – |
Se også eks. 2 i tillægget.
Men Jørgen er stadig en bøffel, over for hvem Ursula i sin blinde underkastelse har meget få muligheder for at hævde sig. En ændring i B rummer ligesom kimen til det næste stadium i rettelserne: Jørgens refleksion over naturen i sit forhold til Ursula. Her er vedføjet de små ændringer, der yderligere foretages i C:
| (5) | A 136 En Taabe, en Drømmer havde han været, en Kærlighedens Nar ganske som alle Andre. Hvordan i Alverden var det gaaet til? Hvad havde Forholdet til Ursula oprindelig betydet for ham? En Sansernes Adspredelse, en Tilfredsstillelse af hans Forfængelighed, et Bytte fra hans Fjender. Og nu? Vilde da Menneskene til evig Tid lade sig bedrage? |
B 211-12 (= E 168-69) / C 96-97 (= D 140)
En Taabe, en Drømmer havde han været, en Kærlighedens Nar ... ganske som alle andre/alle de andre. Han forstod det nu. Langsomt, Stykke for Stykke, var han bleven et Offer for sin Svaghed/ Offer for den almindelige Mandfolkesvaghed.*) Han kunde ikke tænke paa hende, uden at hans Hjærte kom til at banke. Han kunde ikke være borte fra hende blot en Time, før Længslen drev ham hjem. Han var hendes Hund, hendes Slave. Mens hun - -! |
Vilde man dog aldrig holde op at tro paa den Løgn om Kærlighedens Magt til at knytte Sjælene til hinanden? Kærlighedens Magt? Jo vist! ... Nej, fælles Had! Det bandt sammen! |
At man dog aldrig kunde holde op at tro paa den Løgn om Kærlighedens Magt til at knytte Sjælene til hinanden?/sammenknytte Sjælene! Jovist!/= ... Nej fælles Had! (C: Fælles Hævn!) Det svejsede sammen! |
*) C=s formulering må vel opfattes som positivere: At forstå sin dragning mod Ursula som kønsbestemt og ikke som egen svaghed 4: bestemt af hævnfølelse, mindreværdsfølelse.
Jørgen giver her - i B - udtryk for en bundethed og en betagelse, der rummer muligheden for et mere nuanceret billede af ham.
Det er for mig at se denne mulighed, Pontoppidan har udnyttet i 1905-udgaven. Der lægges her større vægt på at skildre bryllupsmorgenens lykke og erotiske hengivenhed. Derfor indføjes denne beskrivelse af den muntre Jørgen i indledningsafsnittet:
| (6) | C 1 (=D 5) Han havde et Ansigt som en Buldog7 og saa vredt paa alle de Folk, han mødte; men samtidig nynnede han muntert af indvendig Fornøjelse og gik med lange, hastende Skridt som En, der gaar noget lykkeligt imøde. |
At den indføjede beskrivelse er en ændring - og ikke en tilføjelse, viser rettelsen på næste side:
| A 5
Jørgen gik just og brummede fælt ved at tænke paa den Skærsild, han her (4: ved etatsrådens middag for brudeparret) havde maattet gennemgaa. |
C 2 (= D 7)
Jørgen brummede fælt ved Tanken om den Skærsild, han her havde maattet germemgaa. |
Derfor indskydes et lille faunisk billede:
| (7) | C 8 (=D 15)
Han mindede i dette Øjeblik ganske om en stor, klippet Skovtrold, der halvt forlegen lod sig kærtegne af en Nymfe. |
Endelig sker følgende rettelser i bryllupsmorgen-scenen:
| (8) | B 142-43 (= E 112-13) - A 10-11
"Kæreste Ven, vær dog engang lidt fornuftig! – sagde han og fjernede varsomt den halvblottede Arm fra hendes Øjne. "Men hvad er det? Du har jo grædt!" Hun gemte sig ved hans Bryst under en fornyet Kamp med Taarerne. "Nej, veed du hvad, Ursula! Nu bliver du virkelig komisk! (kun A: Hvornaar vil du dog begynde at blive et forstandigt Menneske?)"– – Og idet han bøjede sig ned over hende, tilføjede han sagte: "Husker du, hvad du lovede mig i Nat, ... at du ikke vilde græde mere? Har du allerede glemt det, Ursula?" "Men jeg græder jo heller ikke, – svarede hun, idet hun pludselig løsgjorde sig og med Haandbagen (A: Bagen af Haanden) strøg sig hastigt hen over Øjnene I nogle Øjeblikke gik hun tavs omkring i Stuen for at tvinge sine Følelser til Ro. Saa kom hun atter hen til ham og lagde blidt Armene om hans Hals. "Saa du synes virkelig om vor Lejlighed," sagde hun, idet hun smilte gennem sine store, mørke Øjnes Taarer. |
C 6 (= D 12-13 ) Jørgen tog hende i sine Arme og drog hende ind til sig. "Skal jeg ikke engang have et Kys!" sagde han og tvang hendes Arm ned. "Men hvad er det? Du har jo grædt! ... Nej veed du hvad, Ursula! ... Husker du, hvad du lovede mig i Nat ... Har du allerede glemt det? – "Men jeg græder jo heller ikke," svarede hun og slog pludselig Armene om hans Hals. "Jeg er jo ganske din." Han tog hendes lille, brunlokkede Hoved mellem sine store Hænder og kyssede hende. "Og du synes virkelig om vor Lejlighed?" sagde hun og strøg ham med begge Hænder over hans maskinklippede Haar. |
Umiddelbart forud for denne scene går blandt andet flg. replik af Ursula:
| B 141 (=E 111) =A 8 "Men du maa heller ikke staa der! Vær god, Jørgen, – og gaa bort fra Døren." |
C 4 (=D 10) "Men du maa heller ikke staa der! Vær saa god og forføj dig bort fra Døren." |
Replikken i C er ikke god, men hensigten med den forandrede tone er tydelig nok.
De understregede ændringer (i beg. af (8)) er først foretaget fra B til C – ikke for at udtrykke en blidere opførsel, men for at give udtryk for en (forstærket) erotisk-hengiven ømhed, ligesom hele scenen accentueres i den retning. Ursula har i C overstået sin kamp med tårerne; hun taler her fastere og frejdigere og er i sin opførsel friere. Kampen mellem de to "hjerner" bliver lidt mindre ulige.
I det hele rummer C vigtigere rettelser vedrørende Ursula. For eksempel dette sted af en samtale mellem Ursula og hendes far:
| (9) | B 178 (=E 141) "Din Mand er maaske ude for at ryge?" |
C 53 ( =D 77 ) "Din Mand er maaske ude for at ryge?" "Nej, han ryger herhjemme nu." "Ja saa." "Jeg har selv bedt ham om det." "Naa, han er maaske bare gaaet sig en lille Tur?" |
"Nej, han gik i Formiddag ud med sin Malerkasse." |
"Nej, han gik allerede i Formiddags. Han tog ud med sin Malerkasse." |
Hvad enten nu dette er tilfældet allerede i B og Ursula her blot viser skånsomhed over for faderen ved ikke at meddele ham sin billigelse af et sådant konventionsbrud – eller hendes anmodning til Jørgen om at ryge hjemme først må tænkes fremsat i G, så betegner ændringen en større frimodighed, mindre anspændthed hos Ursula, samtidig med at den jo ypperligt karakteriserer etatsråden.
I samme retning peger den følgende rettelse:
| (10) | B 188 (=E 149); A 91-92 "Herregud!" udbrød Jørgen atter henne ved Lampen, ganske fortabt i sin Læsning. "Nu skal saamænd Lønsted have det store Rejsestipendium. Har du hørt det, Ursula?" |
C 66 (=D 95-96) "Herregud!" udbrød Jørgen atter henne ved Lampen, ganske fortabt i sin Læsning. "Nu skal saamænd Lønsted have det store Rejsestipendium. Har du hørt det, Ursula?" |
| "Det finder jeg ikke saa mærkeligt." "Aa nej saamænd. Det er ogsaa en Virkning af Øllebrødet derhjemme, at man betragter Uddelingen af et Stipendium som en Barmhjertighedsgærning - en Erstatning til dem, hvem Naturen har nægtet Talentet" "Ja, saadan siger man vel, naar man ikke selv har for meget (A: noget)." |
"Er det saa mærkeligt?" "Aa nej saamænd. Det er ogsaa en Virkning af Øllebrødet derhjemme, at man betragter Uddelingen af et Stipendium som en Barmhjertighedsgærning - man giver Erstatning til dem, hvem Naturen har nægtet Talentet." "Lønsted er jo netop et meget betydeligt Talent. Det siger i hvert Fald Fa'er. – Man skal tage sig iagt for ikke altfor tydeligt at vise sin Misundelse." |
Den lidt frygtsomme, ikke særligt velargumenterende replik i B er i C erstattet med en vel tilrettelagt, ironisk spydighed. – Samtalen, hvorfra disse replikker er taget, er i denne sammenhæng karakteristisk ved, at rettelserne i 1899 næsten udelukkende drejer sig om Jørgens replikker og reaktioner (se også eks. 3 i tillægget), mens rettelserne i 1905 koncentrerer sig om Ursula.
Betegnende for den skiftende balance mellem dem er måske denne rettelse – da Ursula på Jørgens opfordring til at passe på sig selv, da hun måske allerede har et andet væsen at tage vare på, har svaret: "Det haaber jeg ikke":
| (11) |
A 93 Jørgen bed sig i Læben. Han rejste sig hurtigt op; gik derpaa langsomt hen til Altandøren og stod en Stund tavs og saa' paa hende. Hun forblev ubevægelig.8 "Ur-sula!" sagde han stille. |
B2 189
(= E 150) |
C 67 (=D 97) Jørgen foer op. Et Øjeblik stod han og kæmpede med en heftig Vrede. Saa gik han langsomt hen til Altandøren. – Ursula! – sagde han stille, næsten bønfaldende . |
Flere af rettelserne i Jørgens opførsel og tale er ført videre i C. Således er hele (1) strøget, (2) ligeledes; det samme gælder tillæggets eksempel 10. Se også eksempel 4 og videreførelsen i (5). En to-leddet rettelse af en lidt anden karakter er følgende; det er en replik af Jørgen til Ursula:
| (12) | A 84 Aa male, male! Hvad kan det nytte for mig at male noget her? Hvad Virkning skulle det vel kunne gøre hjemme? Nej, jeg maa hjem, Ursula! Nu er det paa Tide! Det faar ikke hjælpe! Jeg maa have fat paa mit Arbejde. Her gaar man tilsidst og raadner op i Driveri! |
B 184 (= E 146) Aa male, ... male her! ... Nej, jeg maa hjem, Ursula! Nu er det paa Tide! Det faar ikke hjælpe! Jeg maa have fat paa mit Arbejde. Her gaar man tilsidst og raadner op i Driveri. |
C 61 (= D 89) Malet … jo det har jeg malet! [ͻ: Roms elendighed]. Naturligvis! … Men det duer ikke. De Folk er dog fremmede for mig. Nej, Jeg maa hjem, Ursula! Nu er det paa Tide! Det faar ikke hjælpe! |
Her er altså først, i 1899, Jørgens ydre, virkningsmæssige, agitatoriske syn på sin kunst strøget; siden, i 1905, er det forsøgt erstattet med en indre, "kunstnerisk" begrundelse: "De Folk er dog fremmede for mig"; en sætning, hvori Jørgen jo ikke er langt fra at give Thorkild ret i, at kunsten ikke sådan lader sig spænde for en hvilkensomhelst omnibus. Men samtidig stikker hans udsagn dybere end Drehlings krav om kunstnerens frihed til at sige fra. Jørgen ikke alene nægter at hylde gamle stilidealer og eksotiske objekter, han kan ikke andet end male på "hjemlig" grund. - En rettelse, man godt kunne ønske havde været reddet med over i E.
III. C-rettelsernes intention
Ahnlund siger om ændringerne i Nattevagt:
Jørgen är sine egna meningars karikatur. han är naturalist i konsten, anarkist i politiken, grobian i umgänget. I första upplagan är han grövre än vad den tragiska helheten tål vid. Pontoppidan har sett detta och har 1905 konsekvent retuscherat bilden til större mjukhet. (386).
Og den hertil hørende note lyder:
Jämför t.ex. teckningen av Jørgen i A, s .3, med B (uppl. av 1912), s. 5, A, s. 10-11 med B, s. 12-13, A, s. 14, med B s. 15. Jørgen är genomgående mer godmodig, mindre fanatisk i B. De värsta förlöpningarna mot hustrun har uttgått har. Så t.ex. [vor (4) anføres] (Ahnlund 442).
Som tidligere nævnt opererer Ahnlund kun med to versioner: hans B svarer altså til vor C og hans henvisninger hertil gælder vor D. Den første henvisning svarer til vor (6), den anden henvisning til vor (8). Den tredie henvisning er uklar, da de to sider kun har 3 (enslydende) linier fælles. S. 14 står følgende inquit – som er bevaret i B, men strøget i C (= Ahnlunds B):
fortsatte hun, idet hun blev ved at klynge sig til ham uden at agte paa hans Modstand og uden at tænke paa, at Folkene i Genbohuset kunde iagttage dem.
På B s. 15 (= vor D 15) står vor (7).
Bortset fra det sidste eksempel (vor (4)) er altså de anførte steder C-rettelser. Hvis disse er foretaget, fordi Pontoppidan har set, at kun derved kunne den tragiske helhed bevares, må man spørge, hvorfor han i 1922 valgte B-teksten. De af Ahnlund anførte rettelser er derimod eksempler – ikke så meget på den "större mjukhet" hos anarkisten overfor etatsrådsdatteren som på det i C fortættede forhold mellem manden Jørgen og kvinden Ursula.10
Denne forskydning, denne C-rettelsernes intention er sikkert ikke uden forbindelse med den bog, Pontoppidan på det tidspunkt han udsendte C, havde under endelig udarbejdelse: Borgmester Hoeck og Hustru. Den udkom i december 1905, men dens første, offentliggjorte version stod allerede i 1902 i Politikens Julenummer under titlen: "Livets Kilde" (PCA 271).11
Pontoppidan skriver 4. marts 1905 til Bojesen:
Nattevagt – har jeg idag gennemlæst; den var næsten gået mig af Minde, men jeg havde virkelig Fornøjelse af at forny Bekendtskabet med Fortællingen, der vel ikke hører til mine bedste men dog nok kan gå an. Jeg anser det for rigtigst, at jeg kigger den lidt nøjere igennem, inden den gir i Sætteriet, og jeg beder Dem til den Ende lade mig få et Ekpl tilsendt, da jeg kun har min Kones, der er indbundet.12
Endelig er der altså Livets Kilde. Den får De i Sommerens Løb (…)
Den 14. april lover Pontoppidan, at "det gennemsete Ekpl af "Nattevagt" skal følge med det første". Den 13. august er korrekturen besørget og "Manuskriptet til "Livets Kilde" skal snart arrivere". Den 24. oktober er man nået til at diskutere skriftvalg til Borgmester Hoeck og Hustru.
Det problem, denne bog behandler: ægtefællers så ødelæggende forskellige forudsætninger og temperament, er jo et gammelt motiv i forfatterskabet. Emanuel og Hansine, Per og Jakobe er til en vis grad sådanne par – ligesom Arnold og Emmy i Den kongelige Gæst en overgang truer med at blive det, og konstellationen i Borgmester Hoeck havde Pontoppidan truffet i en meget nærtliggende formulering i Amalie Skrams Lucie, som han i 1888 anmeldte udførligt i Politiken (PCA 59). Det er da rimeligt, at den genoptagne, intense beskæftigelse med motivet har smittet af på den "gennemsete" udgave af Nattevagt13. Den iver hos Ursula efter at spille Beatrice-rollen over for Jørgen, som til en vis grad understreges af C-rettelserne, er analog med Hoecks motiv til giftermålet med Anne Marie (N&S II 383-84), ligesom dennes ureflekterede krav om at blive anerkendt for sin kærligheds skyld kan sammenlignes med Jørgens fremfusende afvisning af Ursulas forudsætninger i livssyn og konvention. Fælles er den kærlighedens næsten underjordiske magt, som trods modsætninger, ja sommetider had, binder mand og kvinde sammen i så mange af Pontoppidans par.
Når Pontoppidan 17 år senere fremfor C alligevel foretrak den seks år ældre tekst, var det vel, fordi han har set, at Nattevagts tyngdepunkt – selv i dens "hoeck'ske" version – lå i spændingen mellem den naturalistiske grobian og det reaktionære borgersamfund – og ikke i en konflikt hos Jørgen mellem hans meningers mod og hans kærligheds tålmod.
