Kapitel 5: Den kongelige Gæst

– en Tid, hvor altfor mange brave Mennesker
af retskaffen Frygt for Svulst og Maskerade
holdt deres Følelser under Saksen
og derved bedrog sig selv for
Livets egenlige Indhold: Eventyret.

Henrik Pontoppidan i Tilskueren, 1910, s. 413.

I.

Tekstforhold

K. "Den kongelige Gæst. En Krønike". Juleroser 1902.
M. Den kongelige Gæst. Manuskript NkS 871,8o
A. Den kongelige Gæst. 1908 (1.-2. oplag)
B. "Den kongelige Gæst". Tredie Udgave. Noveller og Skitser, bd. II, 1922, s. 411-60.

Den 18. januar 1902 skrev Ernst Bojesen et omstændeligt brev til Pontoppidan, hvori han med mange omsvøb bad ham om et bidrag til sin skandinaviske årspublikation Juleroser.

De skal have fuldstændig frie Hænder, dog vil jeg selvfølgelig foretrække, at De vælger et lyst Emne.1

Fortællingen må helst være kort, og Bojesen vil gerne have den i løbet af februar. Som en ekstra fristelse lover han honoraret udbetalt ved manuskriptets aflevering.'1 Pontoppidan sender da også et bidrag, men med en ledsagende bemærkning om, at det måske ikke rigtigt egner sig til et blad af Julerosers karakter. Bojesen må den 24. marts skrive til ham, at "som De selv antyder i Deres Breve er Fortællingen baade svært lang og dertil uhyre trist og sort". "Jeg er lumsk glad over Deres elskværdige Tilsagn om et andet Bidrag, kortere og af lysere Farve"2. Det triste bidrag har sandsynligvis været udkastet til den lille Fortælling "Det store Spøgelse", som nogle måneder senere blev trykt i Spejlet'2. Og man må unægtelig give Bojesen ret i, at dets farve var vel dyster til det julehæfte, der med hans egne ord skulle "fremkalde bløde Stemninger og harmløse Smil i store Kredse"3. Det lovede lysere bidrag kom, blev forsynet med tre bastante tegninger af Drachmann-illustratoren Hans Nik. Hansen og havde titlen: "Den kongelige Gæst. En Krønike af Henrik Pontoppidan".'3

At man ikke uden videre (som Ahnlund gør det 317f) skal betragte denne som et udkast, hvis motiv først vederfares fuld retfærdighed i den bog, der siden kom ud af disse fire tidsskriftsider, er der både indre og ydre grunde for. De ydre skal anføres her: Da Pontoppidan i 1904 påtænker en ny udgave af Krøniker, skriver han til Bojesen, at den foruden de i Fortællinger (1899) optagne skal indeholde "Den kongelige Gæst fra Juleroser" (9. maj)'4; og allerede et halvt år før (7. sept. 03) erklærer han at have et bind fortællinger klar, hvoriblandt "Den kongelige Gæst". Krøniken fra 1902 må, højst i let retoucheret skikkelse, have været betragtet som "færdig", og planen om at udvide den er yngre og udførelsen næppe foretaget før i 1907-08 – Pontoppidan lod sjældent færdige ting ligge uudgivne.

Trykmanuskriptet til bogudgaven (som i 1910 blev skænket af forfatteren til KB) består af 108 håndskrevne blade. Der er heri foretaget adskillige hundrede smårettelser plus enkelte større. En fejlagtig gentagelse side 5 af foregående sides sidste 8 ord vidner (da disse ikke findes i K) om en – ikke bevaret – kladde mellem K og M. Overstregne ord og vendinger i M betegnes derfor i det følgende som "kladde-former". M har dog spor af et ekstra gennemsyn, idet flere af rettelserne er foretaget med afvigende farve blæk.

A afviger fra M ved et lille hundrede korrektur-rettelser, heraf kun én større. Rettelserne fra A til B er legio, både mindre og større; de lader sig dog alle indføre i et B-eksemplar. Der er – i hvert fald fra kapitel IV – sikkert tale om (delvist) nyt manuskript.'5

II.

Krøniker og små romaner

Den del af forfatterskabet, Pontoppidan med få udeladelser samlede i N&Ss tre bind, falder – trods den misvisende titel '6 – stort set i 3 grupper. På hver side af, hvad man normalt forstår ved noveller, udskiller sig to særgrupper: de små romaner og krønikerne. De "små romaner" (Pontoppidans egen betegnelse) begynder i 1885 med Ung Elskov og ialt kom godt et dusin – sidst Et Kærlighedseventyr i 1918. Det karakteristiske ved dem er, at de – ligesom de store romaner – aftegner hele levnedsløb, men i forkortning, ofte med en enkelt begivenhed som samlende og afgørende. De er tit enstrengede, både i problemstilling og personvalg; ikke sjældent gengiver de under lup led af romanernes idédiskussion. Mens det i Pontoppidans noveller som regel er situationen, begivenheden med dens aspekter, der står i centrum ("Knokkelmanden", "Hans og Trine". "Den første Gendarm"), er det i de små romaner det menneskelige forløb, den enkelte skæbne. Måske set gennem et temperament: ofte er et fortællende jeg skudt imellem.

Mindre tydeligt står i det færdige forfatterskab krønikerne. I Noveller og Skitser er de samlet på 50 sider, 11 i tallet. Men krøniken var en form, som Pontoppidan selv holdt meget af; rundt om i hans produktion finder man lige så mange til, og når det blev ved den lille samling Krøniker fra 1890 (og dens omredigering) var det ikke med Pontoppidans vilje. Allerede i forordet til den lille, i det ydre bevidst fine og ualmindelige bog lovede han en fortsættelse, "ifald det skulde lykkes mig at vinde Læsere", og som anført ovenfor tænkte han også siden på en nyudgivelse og forøgelse af samlingen. Det er da også mellem disse "Smaafortællinger, Æventyr, Anekdoter – eller hvad man nu vil kalde disse Smaating", at man har søgt nøgler til Pontoppidan: "Ørneflugt", "Morgendug" og "De Vises Sten" har således måttet holde for, når det gjaldt at bringe ham på kort-form. Og det er jo på sin vis rimeligt. I krøniken betragtes som i omvendt kikkert "Menneskenes Børn"; den sigter i det almene, og den højeste grad af individualisering er typen: Se, sådan er der i "En lille By", dette er kårene for et "Digterliv". Hvor de små romaner er "i særdeleshed", er krøniken "i almindelighed", og som sådan betjener den sig ofte af almene, i.e. (folke)religiøseog mytologiske figurer.

Denne genre-distinktion må tages med lempe (og gælder f.eks. kun tilnærmelsesvis for Krønikers 1. udg.). Med sin udpræget litterær-økonomiske holdning nægtede Pontoppidan sig ikke omarbejdelsen også over genrernes skel; således opsugedes ubenyttede eller frasorterede krøniker i senere arbejder'7. En af de krøniker, der således – men på særegen måde – er "forsvundet" i forfatterskabet, er "Den kongelige Gæst".

III.

Krøniken

Læge Arnold Højer og hans kone, fru Emmy, har – midt i en øde hedeegn – inden for deres plankeværk med flid skabt et lille Eden, "hvor allerede en lille Kain og en lille Abel tumlede i Græsset" (K 14). Et planlagt familiebesøg til fastelavn går i vasken på et afbud, men "da den første Misstemning havde fortaget sig, var de i Grunden begge to ganske tilfredse med at være uforstyrrede i deres lille Paradis" (K 1). De falder atter til ro i samtale om "saadanne huslige Anliggender, der paa Grund af de foregaaende Dages Uro syntes dem at være bleven forsømt" (K 2). Men så forstyrres de af en mystisk fremmed, som stædigt fastholder sit inkognito og under påskud af fastelavnen foreslår, at de kalder ham Prins Karneval. Højer går – lidt kejtet, men uimodståeligt smittet af gæstens lystighed – ind på spøgen, mens fru Emmy er meget tilbageholdende over for "hr. Uglspils søn" (K 4). For at holde stemningen oppe sætter gæsten sig til klaveret, og med sit mesterlige spil får han fruen til at tø op. Da han begynder at tænde festbelysning for at give musikken de rette omgivelser, forsøger hun dog en indvending. Men han beder hende klæde sig i festdragt, i en "allerkæreste himmerigsblaa eller helvedrød eller himmalajafarvet Silkekjole", der nok hænger i hendes klædeskabs gravmulm. "Ja, nu ser De igen saa utilgivende paa mig og skæver hen til Deres Mand, som om De vilde spørge, om ikke Tidspunktet endelig er kommet til at kaste mig paa Døren. Men De gør det ikke. Jeg er som min berømte Grandonkel, Hans sataniske Majestæt, om hvem det hedder, at ingen kan give ham en Finger uden o.s.v. – Lucas VII. 8"'8. Og til Højers uvilkårlige latter og fruens fortørnede spørgsmål: "Jeg tror, De vil vende op og ned paa Huset", trækker Prins Karneval sig tilbage for at foranstalte "Opstandelsesfest" for "alt det, det (…) er gemt hen" (K 5). Festklædte – hun med halvglemt lykke i øjnene – går de til bords.

Men gæstens vise om "Eventyret, der drog formummet omkring i Verden", og hans skål for dets bukkefodede ledsagere ødelægger festen, da Højer ser sin kone, henrevet og med blussende kinder, hæve sit glas med den fremmedes, "aabenbart ikke (…) ganske upaavirket af selve dennes Person". Fru Emmy mærker ingenting, men "den Fremmede derimod saa hurtigt, hvad der var sket, og forstod, at Tiden nu var kommen for ham til Opbrud". (K 7). En jalousi-scene bliver aftenens afslutning, og først dagen efter forsones ægtefællerne.

"Men Slangen var nu engang sluppet ind i det lille Eden". Den næste dag overrasker Højer sin hustru ved klaveret, i færd med at spille den fremmedes musik. Hun lyver sig på hans spørgsmål fra det: "Hun vidste intet andet at svare. "Hun tilstod knap for sig selv sit Hjertes tyste Sværmen … og der gives jo heller intet Navn for det Overskud af Følelse, som Mændene aldrig forstaar, for denne lønlige Flagren om det fremmede og forbudne, for dette Gran af Fordærvelse, der holder Kvindens Kærlighed frisk og skænker den dens Sødme". (K 8) – "Men da Arnold Højer sent paa Natten søgte sin Seng i Ensomhed, fandt han sin Hovedpude kranset af gule Rosenblade … "

I præstegården kender man intet til den påståede husven, og krøniken slutter:

Men for de unge Lægefolk fik hint Aftenbesøg en afgørende Betydning. Eventyret havde gæstet deres Hjem og efterladt den Uro og Utryghed, der er Livets Hjerteslag, ja Livet selv. Dagenes paradisiske Ensformighed var brudt. Slangen havde været der med sin Forjættelse om det fjernes og fremmedes Herlighed. Den lille, glade Lykke, Hjemmehyggens selvgode Lykke, var bleven husvild hos dem og havde – i hvert Fald for en Tid – givet Plads for den store, vemodsfulde Længsel, der aabner Sindet ud imod Uendeligheden.

Op ad den lille Lægeboligs Mur voksede den næste Sommer røde og gule Roser i festlige Klynger. Og i de lange og stormfulde Vinteraftener, der fulgte, lød stedse hyppigere Musik og Sang ud derfra, og de glade Toner førtes af vinden ud mod den mørke og triste Hede, hvorover en Flaade af store Skyer ustandselig sejlede frem som et Sindbillede paa det Eviges Hvileløshed.

Krønikens Adam og Eva er tegnet med kraftige, enkle streger, med få – traditionelt kønsbestemte træk: Højer går mådeholdent ind på en munter spøg, men ved mindste anledning tændes jalousien i ham; han blusser op i voldsom vrede, men bliver hurtigt storsindet forsonlig. Fru Emmy tøver længst, men da hun først er vakt til live, går hun udelt op i mødet med eventyret. Hun har som kvinden "overskud af følelse"; manden forstår det ikke, men lader sig overvinde af hendes kærlighed. – Krøniken kan entydigt udtrykkes i det markante viseomkvæd som først kom til i 1908:

Ja, Livet gaar sin skæve Gang,
gør hvidt til sort,
gør smaat til stort
og krænger om paa ret og vrang.
Tra-tra! Da kommer Hr. Bajads
og sætter alt paa rette Plads!

IV.

Den lille roman

I 1908 ser Pontoppidan vel ikke anderledes på, hvad der er "rette plads", men nok på menneskets mulighed for at realisere livet i, hvad Ludvig Feilberg kaldte dets ligeløb ( – eller er Pontoppidan ikke mere bundet af de bløde stemninger og harmløse smil?).

Vi kommer nu de to mennesker nærmere ind på livet – kommer bogstavelig taget på fornavn med dem. Vi får flere træk af deres lilleputverden: deres tryghed og hygge forstyrres kun af det eneste, der kan bringe Arnold i affekt: skolelærerens adresse om spildevandet; og det højeste initiativ, han kan tage: at flytte om på møblerne – hvad Emmy dog ikke tåler. Et lille skænderi kan det afføde, men på surmuleriet og pedanteriets plan, og der skal kun lidt til at forsone dem.

I mødet med "Eventyret", Prins Karneval, differentieres de to. Arnold – der i Juleroser meget godt svarer til illustrationens elegante Erik Skram-profil: med en hurtig replik, et godt humør, svag over for den kvindelige ynde og deltager i de musiske udfoldelser – han viser sig nu: tung, fra sin ungdom anstrengende jaloux, krakilsk, uden humor og – ganske umusikalsk. Han er usikker over for den fremmedes charme, forlegen ved hans elegance og poserende-forfængelig i sin uvidenhed (dette sættes i relief af gæstens spøg med Petschoff'9). Hans længsel bliver vel vakt, og han går også ind i deres kærlighedsfesters rus, men "Andendagens uafvendelige Skuffelse og Flovhed" driver ham bort fra hendes Arme (M 106, A 122; stedet sløret i B 459). Han ser Emmy som "Kvinde, det vilde sige et Væsen med et abnormt Følelsesliv og en deraf flydende, forvirret Tankegang" (A 95 = B 449); det vækker hans medlidenhed, og han giver sig selv skylden for sin "Skuffelse". "Han havde i sin huslige Lykke dannet sig et Idealbillede af sin Kone og faaet hende selv til at tro paa det" (A 96; sml. B 449). Sådan må han forstå kvindens "overskud af følelse". Han ser sit sunkne paradis som "et Stykke afklædt Virkelighed" og finder – i sin naturoplevelse – erstatning i "hint forsagende Vemod, der aabner Sindet ud imod Uendeligheden" ( og 98;'10).

Emmy står – som kvinden næsten altid hos Pontoppidan – tegnet uden ironi: en glad og resolut husmor, med et sikkert blik for sin mands latterligheder, men opfyldt af uskrømtet kærlighed, der blot i årenes løb er sandet til i den evige idyl. Hun møder den fremmede med intuitiv mistænksomhed, men drages uvilkårligt. Sine første ægteskabsårs drømmerier er hun vokset fra (A 51f = B 432), men det er i hende, den fremmedes feststemning vækker overstrømmende (A: bakkantisk) lykkefølelse (A 60, B 436), og som i drømme lader hun sig rive hen af sang og musik. Ægtemandens optræden får kun hendes kærlighed til ham til at blomstre op ("Hun kunde ikke glemme, hvor det havde klædt ham at optræde som Othello, og hun skulde ogsaa i Fremtiden gerne tilgive ham hans Mandfolke-Taabeligheder" – kun A 85). Men da hendes følelsers dyb går op for hende ved hans brutale mistænkeliggørelse, blander skam og vellyst sig i hende i et sitrende gys (A 92; B 448). Endnu under Arnolds nedgørelse af gæsten under præsteparrets besøg går hans ondskabsfulde ord hende til hjerte som hede elskovstegn: "hun havde aldrig elsket ham højere og mere inderlig taknemligt end netop i disse sidste Dage" (A 111 = B 455). Med den fremmedes musik lokker hun ham til sig – og vinder ham for en stund. Men fra nu af veksler angst og mismod med længsel og fryd i hendes sind – og endnu som gammel næres hendes stundesløshed af drømmen om eventyret.

Deres lilleverdens sammenbrud får i det ydre sit positive udtryk i den overlegenhed, hvormed de kan møde, hvad der virkelig er småt: sagen om spildevandet og omverdenens forargelse.

V.

Syndefalds-symbolikken

En central rolle spiller i denne lille roman, hvad man kunne kalde syndefalds-symbolikken. Paradis, slange og fanden er ikke tilfældige metaforer, men danner integrerende led i fortællingen – som de ofte gør i forfatterskabet.

Pontoppidan både opponerer mod og er bundet af den i kristenheden ikke ualmindelige forestilling om den erotiske vellysts syndagtighed, hvor denne ikke lige tjener slægtens forplantning: At den viden, mennesket fik ved at spise af kundskabens træ, ikke mindst var en viden om det kødeliges lyst, og at denne lyst altså var synd – ja måske synden. Denne – endnu i dag livskraftige – tolkning spiller Pontoppidan f.eks. på, når han i Den gamle Adam (1894) lader fortælleren – som skiftevis kæmper for og imod sin "stærke Lidenskab" – berette en drøm, han har haft (i.e. en krønike!): I den første salighedstime giver Sct. Peder en skare unge jomfruengle forklaring på alle hidtil dunkle og forunderlige mysterier. Det keder dem egenlig lidt, indtil en lille uskyldighed spørger: "Hvor kan det være, at Vorherre, som dog ellers var en saa god og kærlig, Fader (…) at han kunde forbyde os at spise af det Træ, du ved nok … det med den forbudne Frugt?" "Vidste I virkelig ikke det?" svarer Sct. Peder. "Ih, det var naturligvis blot, for at den skulde smage Jer des bedre." Og fortælleren tilføjer:

Det er ikke alle, der formaar at drømme sig til en saa fornuftig Livsanskuelse. For Resten … Pokker med en Livsanskuelse!5

Forbindelsen til det erotiske er – både i fortællingen og i drømmen – klar (det er "unge jomfruengle", der har forklaring behov). Den gamle Adam har titel fælles med den "Legende, genfortalt af Urbanus", Pontoppidan skrev til Kjøbenhavns Børs-Tidende i 1890 (13.7.) og som var med til at skaffe bladet en blasfemisag på halsen. I sin første form er den et muntert indslag i tidens sædelighedsfejde med den pointe, at manden fra skabelsens dage er polygam: Da Vorherre spørger Adam, hvad han så synes om den nyskabte Eva, svarer han: "Ak Herre – Tag alle mine Ribben og skab mig Kvinder af dem'11. Denne krønike, som egentlig skulle have haft plads i samlingen fra 1890'12, genfindes i den lille roman fire år senere6, hvori den ligesom danner akse. Den tilføjede slutning gør skabelseshistorien til en syndefaldsberetning: "Da formørkes Skaberens Aasyn. Han støder Adam fra sig og vender sig bort" – og han byder keruben: "Før dem ud af min Have og lad dem forsmægte i Ørkenen". Adam kan ikke holde sig inden for de "gudgivne" rammer. Men her er ingen frister nødig; sådan er Adam "skabt" – den første versions pointe ligger stadig i historien. Eller som bogens fortællende jeg siger det: "Det er den sande Forbandelse, vi tog med fra Edens Have – aldrig at mættes, evigt at hungre"7. Man ser, hvor naturligt – omend ironisk – den polygame kønsdrift nu er blevet udvisningsgrund.'13

Langt dybere i sin mytologiske symbolik går Pontoppidan dog med Den kongelige Gæst som en beretning om det at blive menneske, om virkelighedens komme til uvirkeligheden. Ligesom den bibelske myte om kundskabens træ kan læses som den ontologiske sandhed om mennesket som (sig selv) bevidst væsen (og "synden" som noget ganske andet end kødets lyst), således er Pontoppidans fortælling at opfatte som beretningen om to mennesker, der i glimt forstår, at livet ikke er statisk ("paradisisk Ensformighed"), men dynamisk ("det Eviges Hvileløshed"); at livet ikke er sandt liv, før det er indfriet med langt større følelsers og kræfters spil: længsel, vemod, smerte, uro og fredløshed – og som så imellemstunder rummer den virkelige kærlighed, fremfor alt båret af kvinden. Men fortællingen bærer et tragisk element i sig – hvad krøniken i Juleroser ikke gjorde.

Fortællingens "mytologiske redskab", den kongelige Gæst, både er og ikke er. Emmy kan allerede den næste dag forundres over, at han eksisterer. Hun fornemmer aftenens oplevelser som en drøm, "og saadan vilde hun i Grunden ogsaa helst forestille sig dem"'14. Det står en rationalistisk læsning frit for at gøre ham til plattenslager og ægteskabsfordærver (hvad man ikke kunne i krøniken), dog næppe en psykologisk at gøre ham til en hallucination.

Prins Karneval er både Fanden og Pan (med tilknytning til Bacchus og Eros: eventyrets gud, som maner eroter og satyrer frem8; eventyrgudens bukkefodede følge9). Bag den folkelige forestilling om den hovfodede med horn og svans ligger den romerske Pan-fremstilling – og her knytter Pontoppidan til.'15

Gæsten er slangen, der "havde lokket dem til at spise af Kundskabens Træ paa godt og ondt"10, og for den gamle, sure Ane er der ingen tvivl om, at det er den slemme selv11; hun lugter svovl efter ham12 – og det er, hvad hun forestår. Han "introduceres" endnu før han har vist sig på scenen: "Men Fanden var på Spil den Dag"13, og begivenhederne får skær af uafvendelighed ("Skæbnespillets Gang"), af en fortryllelse, som Arnold forgæves i loftets mørke og ensomhed bander "Fanden i Vold"14, ligesom han siden i Satans navn forlanger lysene slukket15. I krøniken, hvor den fremmede forstod, at "Tiden nu var kommen for ham til opbrud"16, præsenterede han sig ligeud som satans grandnevø17. Man kan følge skikkelsens indpasning i romanens realistiske miljø: samtidig med at den ugenert skal kunne glide ind i den naturalistiske ramme, må den bevare sit præg af fri, mytisk figur. I den – i A nye – vigtige scenen hvori gæsten udvikler sit syn på kunstoplevelsen, siger han, efter at have fortalt om sin vens Shakespeare-læsning:

Og sådan går det vistnok de fleste af os stakkels dødelige med Kunstens Gaver. Ellers vilde Teatre og Koncertsale heller ikke kunne have den Betydning for Kulturudviklingen, som de faktisk alle Dage har haft. Før man selv har noget af Djævelen i Kroppen forstår man ingenting af et Genis Værk (M 35).

Dette vel jordbundne kulturdebat-indlæg omformes i korrekturen til den (i B uændrede) centrale replik:

Og saadan gaar det vistnok de fleste af os stakkels dødelige med Kunstens Gaver. Og maaske med Livet i det hele taget. Uden man selv har noget af Djævelen i Kroppen, forstaar man ingenting af et Genis Værk.

med tilføjelsen: "Heller ikke af Vorherres" (A 40-41 = B 428). Altså: man må have djævelen i kroppen for at forstå livet. Men djævelen i kroppen er netop eventyret, og derfor er den fremmede også eventyrets (kladden siger M 61: bukkefodede) gud. Han er en gøglende Pan, "en aldrende Satyr" (A 67 = B 438), der gennem musikken søger at formidle den uudsigelige livets fylde.

Hvad Arnold forstår af dette, forstår han gennem Emmy. Emmy er som kvinde eventyret nærmest (det var jo hende, slangen fristede!). Mens Arnold nok kan beruse sig i vinen, har han ingen forståelse for "musikken", kan ikke forløses igennem den – og heri viser han sig ret som en pontoppidansk mandsfigur.

Det Eden, de to taber, er jordisk18, et selvskabt paradis, blevet til gennem livets skæve gang. De har engang før oplevet eventyret: Prins Karneval havde endnu engang opladt eventyrets rige for Emmy19, og naturen er givet Arnold tilbage 20, hans højtidelige stemninger genfødes21. "Det gik dem igen som i deres Kærligheds første Dage"22 . Men så indlevet var de i deres lille, lune lykkestemning, at dens ødelæggelse for dem står som et fald, en synd. Emmy får "Uro i Samvittigheden"23 (Pontoppidans nøgleord for de "fra Fædrene nedarvede" fordomme), hun føler, at "hun havde forbrudt sig" (B 448; A 92: "Samtidig følte hun Afgrundene aabne sig i hendes eget Indre. I stigende Svimmelhed stirrede hun ned i de skjulte og uanede Kroge af det menneskelige Hjerte, hvor Dæmonerne har tilhuse"); da hun klæder sig om efter festen, blues hun over sin halvnøgenhed24.

Også Arnold føler tabet af sit paradis, men hans "syndsbevidsthed" er ikke så akut som Emmys. Der er med hans fornyede naturoplevelse – "en Magt, han længe ikke havde kendt"25– måske tale om en regression til et ynglingeagtigt stade ikke uligt det, hvorpå Vildts unge helt søger trøst for sin ulykkelige forelskelse, og hvortil Højsangs magister flygter i rædsel for den borgerlige idyl. Vel er det sandt, at "utmärkande för mange av Pontoppidans människor är (…) att de prisges en natur som svarer til deres öde och själstillstånd" (Ahnlund 240, sml. note 12), men til det "Uendelighedens Drømmedyb bag Nathimlens evighedsforjættende Stjerne" (N&S II 460), som åbnes for Arnold, står som et korrektiv – i den anden ende af samme bog – at "Aftenstjernen, som dirrer paa den grønblege Himmel, synes at vinke saa fortrolig deroppe fra Evigheden"26.'16

Som en sikkert tilsigtet parallel står slutningsvignetten af Emmy, der i ensomhed står ved vinduet og stirrer "med et drømmefjernt Blik ud paa Solnedgangen og den store Uvejrshimmel, hvor Kloder af sønderrevne Skyer ustandselig sejlede frem fra Vest som et Billede paa det Eviges Hvileløshed"27, til billedet af hende i hvedebrødsdagene, hvor hun sidder og stirrer ud over de mørke hedebakker, "med en svimlende Fornemmelse af at være bleven ladet alene tilbage paa en fremmed Klode langt ude i det uendelige Verdensrum"28. Også Emmy forholder sig til naturen. Men medens Arnolds naturforhold er fladt, "en Slags Erstatning" (og skildret med dulgt Ironi), er Emmys af næsten kosmologisk, evighedsspejlende art (at hun29 selv betegner det som "barnagtigt" viser blot den endnu manglende erkendelse af eventyr-dimensionen). Dette er et særsyn hos Pontoppidans kvinder, der gerne forholder sig mere direkte til livet og dets dybder. Vanskeligheden ved Emmy-figuren ligger i, at skønt hun er udtryk for en erkendelse hos forfatteren, er hun ikke med samme held som Arnold realiseret i det psykologiske plan; der er noget postuleret over hende. Det lykkes i det hele sjældent for Pontoppidan fuldgyldigt at give udtryk for sin erkendelse af de kvinder, som er på én gang livsforbundne og evighedsnære over for de splittede, ofte a-musiske mænd.'17 En anden vanskelighed er den – næsten pudsige – veneration, Pontoppidan ofte nærer over for ældre formuleringer – sine mange retterier til trods. Man lægge mærke til, hvorledes krønikens slutningsord pietetsfuld er overført til romanens sidste side, endskønt sammenhængen her er en anden. Det kan derfor være svært at afgøre, om ordene til sidst står som udtryk for Emmys (følgerigtige) oplevelse eller for forfatterens én gang sete slutningsbillede. Ændringen af Flaader til Kloder kunne dog tyde på det første.

Fortællingens syndefaldssymbolik er altså forsåvidt forvendt, polemisk (hvad den jo også var i de tidligere nævnte eksempler). Man kan se selve dobbeltheden (Pan og Fanden) i Prins Karneval-figuren som en afspejling af spaltningen hos de to: de føler sig både draget og frastødt af eventyret og derfor af hinanden; de længes usigeligt og de føler hundrede mile adskille sig30. Heri er de fælles – og heri spiller Pontoppidan et af sine motiver igennem; men samtidig adskilles de som mand og kvinde – og her berøres et andet yndlingsmotiv hos forfatteren:

K 8 A 91 B 447-48
Hun tilstod knap for sig selv sit Hjertes tyste Sværmen ... og der gives jo heller intet Navn for det Overskud af Følelse, som Mændene aldrig forstaar, for denne lønlige Flagren om det fremmede og forbudne, for dette Gran af Fordærvelse, der holder Kvindens Kærlighed frisk og skænker den dens Sødme. hvor finder man ogsaa det Ord, der rigtigt forklarer denne Tankens lønlige Flagren om det fremmede og forbudne, for dette Gran af nedarvet Fordærvelse, der bevarer Kvindens Kærlighed saa sprudlende frisk og skænker den dens Sødme. Hun (…) kunde ikke med Ord forklare sine Tankers lønlige Flagren om det fremmede og forbudne, "dette Gran af nedarvet Fordærvelse" – som den sære Fremmede igaar havde besunget – denne evige Længsel, havde han sagt, der bevarede Kvindens Kærlighed saa sprudlende frisk og skænkede den dens Sødme.

Sml. hermed det ovenfor og her atter citerede sted fra Juleroser. Den endelige formulering er fra forfatterens pen lagt helt i Emmys mund og – delvis – den fremmedes tanke. Bs formulering rummer måske spor af den videreudvikling, der fandt sted i Pontoppidans kvindesyn ("denne evige Længsel").'18

Som altid er det i mandsskikkelsen, Pontoppidan psykologisk når videst. I den uformuenhed, hvormed Arnold må acceptere sin nye erkendelse, sin "kundskab"; den konvertering, han giver den i et fornyet fortrolighedsforhold til naturen – og så på den anden side den ægte kærlighed, hvormed han følger sin kvinde, så langt han kan; i dette når Pontoppidan længere ind end med sit romantiske billede af den længselsfulde kvinde med det dæmoniske "gran af nedarvet fordærvelse".

*           *
*

Det er muligt at betragte krøniken fra 1902 i dens forhold til romanen fra 1908 som "idéen" over for virkeligheden. Trods den noget uklare krønikeslutnings forbehold ("i hvert Fald for en Tid") er det først i romanen, at krøniken skal stå sin prøve i det realistiske miljø, og her må Pontoppidan dømme den til et delvist nederlag – dog så langt at foretrække for den idylliske skintilværelse.'19

Ahnlund siger (302) med det nødvendige forbehold, at Pontoppidan var skeptiker af erfaring, men romantiker af natur. Tilblivelsen af Den kongelige Gæst, skrevet af en skeptisk romantiker og fuld af romantisk dialektik, kunne næsten tjene som demonstration heraf.'20

Som det ses af de anførte citater afviger B sjældent på centrale steder. Når det sker, er næsten altid As intention ført til yderligere konsekvens.

Den kongelige Gæsts særprægede stilling i forfatterskabet må således forstås ud fra dens tilblivelse. Den fasttømrede sammenbygning af detailrig hverdagsrealisme og fantastisk fortælling henter netop sine elementer i krøniken og i den psykologiske lille-roman. Men denne forening har også givet hovedlinien fra krøniken dens drejning: Tusmørkefolket vil ikke eventyret, og får det endelig blik for "de skjulte og uanede Afgrunde", for uendelighedens vidder, bliver det svimmelt. Uddrevet af sit paradis kan det drømme og længes, men ikke realisere det forløsende kærlighedsliv, som Pontoppidan siden digtede sin lovsang til i Et Kærlighedseventyr'21.

 
[1] Det nordiske Forlags Kopibog 1899-1902, p. 595. tilbage
[2] Kopibogen, s. 707; ingen af HPs breve dette vedrørende er bevaret. tilbage
[3] Brev til Bjørnson 23.12.1894, cit. efter H.P. Rohde: "Ernst Bojesen", p. 76. tilbage
[4] Tallene henviser til spalte i K. tilbage
[5] Den gamle Adam, s. 136-38; N&S II, 2002, s. 240 tilbage
[6] s. 87-93, N&S II, 2002, s. 220-22. tilbage
[7] s. 104, N&S II, 2002, s.227. tilbage
[8] eroter og satyrer: A 71 = B 440; K 7 siger: "drilske Nisser og bukkefodede Trolde". tilbage
[9] A 73 = B 440. tilbage
[10] kun A 89; sml. B 447. tilbage
[11] A 53 = B 433. tilbage
[12] A 82 = B 444. tilbage
[13] A 11 = B 415. tilbage
[14] A 58 = B 435. tilbage
[15] A 76 = B 442. tilbage
[16] K 7. tilbage
[17] K 5. tilbage
[18] A 10 = B 415. tilbage
[19] A 109 = B 454. tilbage
[20] først B 460; A 123: "(naturen) givet ham (...) til Fortrolig", tilbage
[21] A 97 = B 450. tilbage
[22] A 121 = B 459, tilbage
[23] A 76 = B 442. tilbage
[24] A 79 = B443 tilbage
[25] A 97 = B 450. tilbage
[26] Det store Spøgelse; N&S II 8, kursivering min tilbage
[27] A 124, B 460; kursiveringen min. tilbage
[28] A 7 = B 414; kursiveringen min. tilbage
[29] A 7, B 414. tilbage
[30] A 121 = B 459. tilbage
['1] honoraret: HP var i flere perioder på faste månedspenge; honoraret skulle altså ikke medregnes i disse. Jf. ovf. s. 128. tilbage
['2] hvis 8 numre udsendtes i anledning af “Historisk dansk Presseudstilling" med bl.a. Ove Rode som redaktør. tilbage
['3] Sml. HP til Edv. Brandes i anledning af "Livets Kilde" til Politikens julenummer:

Ernst Bojesen, for hvem jeg skrev en fortælling til "Juleroser", kasserede den første, jeg leverede ham, fordi den var for melankolsk, og forlangte en, hvori der var Livsglæde, Festlighed, trofast Elskov, Gudhengivenhed, Hygge og Hjertelighed for ialt c. 300 Kr. En sådan findes altså i det kommende Julehæfte, og dersom De skulde læse den og sammenligne den med den, jeg sender "Politiken", beder jeg Dem erindre, at De uforsigtigt ikke har bestilt nogen af de nævnte Ingredienser.

Formuleringen af Bojesens ønske står i nogen grad for HPs egen regning. tilbage
['4] Tanken også ventileret i brev af 18.1.1904 (i Bojesens scrapbøger). tilbage
['5] Den mand på Århus Stiftsbogtrykkeri, der i 1922 stod for ombrydningen af de 2 bind Noveller og Skitser, erindrer desværre intet om manuskripternes art. (Brev til mig fra overfaktor E. Christiansen 23.3.64). tilbage
['6] Axel Garde havde foreslået HP "Romaner og Fortællinger". HP svarede (i udat. brev til Garde 1922): "Kan vi ikke ganske simpelt kalde de to Bind for "Noveller"?" tilbage
['7] Dele af "Grete Gaasepige" fra Krøniker 1890 indgik således i Sandinge Menigheds 2. udg. 1903 som exteriør (N&S bd. I, s. 42-43). Den sikkert for en senere krønikeudgave beregnede om "Den dovne Karl og den unge Pige" indgik i 1906-udgaven af Ung Elskov (N&S I 143-44). Flere ekss i det følgende. tilbage
['8] Ordsproget har ikke fjerneste tilknytning til Bibelen; versangivelsen må sikkert betragtes som parodi på ældre tiders tilbøjelighed til fast – også i mundtlig fremstilling – at ledsage bibelcitater med nøjagtig henvisning. Iøvrigt er det jo Fandens grandnevø, der her læser biblen. tilbage
['9] Den fiktive Petschoffs "Dødedans" hedder i M "As=Durs Koncerten". Navneforandringen skyldes vel gæstens associationer (A 37, B 426), men øger samtidig perspektivet i Prins Karneval-figuren; sml. hans skål for "Livets og Dødens Aroma" (A 73 = B 441). tilbage
['10] NB! ændringen fra A til B:
A 99 B 450
Han var i det hele saa smaat begyndt at finde sig tilrette og hygge sig inde i sin Ensomhed, som han betragtede som uafhjælpelig. Der var Øjeblikke, da han – skønt han paa ingen Maade vilde erkende det – var nærved at føle sin Lykkes Forlis som en Befrielse, eller da han dog fandt Erstatning for den i hint forsagende Vemod, der aabner Sindet ud imod Uendeligheden. Han var i det hele begyndt at finde sig tilrette og hygge sig inde i sin Ensomhed, som han betragtede som uafhjælpelig. Der var Øjeblikke, da han ikke var langt fra at føle sin Lykkes Forlis som en Befrielse eller dog finde en Slags Erstatning i et forsagende Vemod, der aabnede Sindet ud imod Uendeligheden.

Ahnlund behandler denne side af bogen i sit kapitel "Natur och Civilisation" (240-41) og siger om de tos "djupare livsinsikt", at til den hører for Arnolds vedkommende "betecknande nog ett annat förhållande till naturen". Samspillet erklærer Ahnlund for "befriet från varje uns av ironi" – modsat f.eks. i Højsang. Men netop ændringen fra almen-bestemt til ubestemt betegnelse af "vemodet" understreger vel forf.s afstandtagen – og iøvrigt skal ordet "hygge" her næppe opfattes positivt.

tilbage
['11] Tanken er almindelig i samtidens debat. Det hedder f.eks. i Edv. v. Hartmanns populære Philosophie des Unbewussten:

der Instinct des Mannes (fordert) Polygamie, der des Weibes Monogamie (1871, p. 201)

som forklaring på begge formers tilstedeværelse i den menneskelige kultur. tilbage
['12] "Det er en Tilfældighed, at "Den gamle Adam" ikke blev medtaget allerede i det ifjor udkomne Hæfte af "Krøniker"" citat fra stor (uunderskreven) redegørelse i Kjøbenhavns Børs-Tidende 31.1.1891 for den få dage før rejste anklage. tilbage
['13] Af talrige steder, hvor HP alluderer til 1. Mosebog kan nævnes: Det ideale Hjem 1. udg. p. 132, Lille Rødhætte 1. udg. p. 110 (begge 1900), LP A I 173 og digtet til G. Brandes i 1912. tilbage
['14] A 86 = B 445. Indlysende rigtig er strygningen i B af den følgende sætning:

Navnlig generede det hende at tænke paa, at han maaske nu gik derovre i Præstegaarden og forberedte de samme Løjer for et andet Publikum og – paa sin stilfærdige og underfundige Maade – spillede forelsket i Præstefruen. (A 86)

Netop det ubestemte, upersonlige my(s)tiske i hendes tiltrukkethed fremhæves ellers; historien er langt fra det banale trekantsdrama. tilbage
['15] Man har villet se Drachmanns træk i Prins Karnevals (f.eks. Ahnlund 317), men følgende karakteristik rammer også Den kongelige Gæst:

Skovguden, den store Pan, der med sin Tryllefløjte havde lokket endog de Forsagte ud til Livsforyngelsens hellige Kilder og et Øjeblik havde faaet det degnetunge danske Folk til at danse.

Ordene er brugt om Dr. Nathan i Lykke-Per (A VI 63; B II 268)! tilbage
['16] Sml. også ændringen i det følgende:

Det store Spøgelse, 1907 p. 7. N&S II 8
"Kommer hid, alle I, som ere besværede!" synes den at trøste. "Heroppe er Hvile og Fred!" "Kommer hid, alle I, som ere besværede!" synes den at trøste. "Heroppe i det tomme, kolde Verdensrum er der Hvile og Fred!"
tilbage
['17] Dette har HP selv erkendt. Da professor Brøndum-Nielsen i 1940 sendte ham Spøgelser for at formå ham til at udgive den påny, kunne digteren ikke huske den, men på Brøndum-Nielsens fremhævelse af "den særdeles levende og indtagende Ungpige-Skildring, som Fortællingen rummer", erklærede HP sig interesseret i at forny bekendtskabet med bogen, "da han – som han mærkeligt nok mente – aldrig ret havde haft Evne til at gøre Kvindeskikkelser menneskeligt levende." (Aarhuus Stiftstidende 2.7.1944) tilbage
['18] Tanken om den for manden uforståelige kvindelighed berøres ofte; således spørger Borgmester Hoeck sig selv: "findes der hos Kvinden Følelser og Sindstilstande, som Mænd ikke fatter og for hvilke de ikke har noget Navn?" (Borgmester Hoeck og Hustru, 1905, s. 67/ N&S II, 2002, s. 377). Som tidligere nævnt rummer også Arnold stof til en Sidenius-Hoeck-ægtemand. tilbage
['19] Man kunne spekulere over, om Vilh. Andersens Bacchustoget i Norden, der udkom mellem krøniken og romanen (jf. ovf.), har spillet nogen rolle i denne omformningsproces. HP nævner den i En Vinterrejse (1921, 90-91; det er fra et af udkastene til denne bog, at dette kapitels motto er hentet), og her pointerer han, at det er "Vilje og Evne til Selvforglemmelse, der er den dionysiske Verdensflugts Forudsætning". Dette er jo i overensstemmelse med, at eventyret er at give slip på sig selv, at turde i "guddommelig Nøgenhed". Men intet tyder på nogen påvirkning af Vilh. A.s "system". Overfor dettes udbyggede skelnen mellem de forskellige Dionysos-former er HPs brug af ordene (bakkantisk, satyr, erot etc.) ganske vilkårlig såvel i M som i A (der er foretaget blot en enkelt rettelse i græsk retning; se ovf.) Tværtimod er der tegn på, at HP længe forholdt sig meget skeptisk over for Vilh. A.s bog. I Asgaardsrejen (1906) hilser den lyrikbegejstrede rektorsøn, Frits, Otto Kall med ordene "Skaal da! Leve Dionysos! Leve Sommerguden! Glædebringeren! Skaal!" (79). Og Otto Kall siger til de unge mennesker: "I ligner godt nok jeres Ophav, salig Konferensraaden paa Frederiksberg og de andre dionysiske Bedsteborgere paa det danske Parnas" (85); siden kalder han Frits den "dionysiske Skønhedsdyrker" (138). Ingen af disse replikker genfindes i den omarbejdede udgave af skuespillet (1928). – HP var iøvrigt ikke alt for godt hjemme i Vilh. A.s bog. På det ovenfor nævnte sted i En Vinterrejse skriver han:

I en berømt Bog af Vilh. Andersen, hvori denne sindrige Literaturfortolker sammenstiller Nordens dionysiske Aander efter Størrelsen som i en hellenisk Gavlgruppe, har Bjørnson faaet en fremtrædende Plads. Men beror dette ikke paa et Fejlsyn? Har Bjørnson overhovedet noget at gøre i det Selskab? Den Vilje og Evne til Selvforglemmelse, der er den dionysiske Verdensflugts Forudsætning, er ham vistnok nægtet. Blev i hvert Fald tidlig svækket hos ham.

Men Vilh. A. skrev om Bjørnsons og Ibsens "egentlige Helte", at de er for meget "Viljesmennesker", for lidt "Stemningsmennesker" til at være "dionysiske Naturer". Kun om Bjørnsons "Sang" (i Over Evne) – i modsætning til Ibsens "Brand" – siger Vilh. A., at denne er dionysisk, og om Bjørnsons "Religion" siger han, at den "altid har bevaret et stærkt Præg af Dionysos Foraarsguden" (a.a. 260). At Bjørnson således ikke kan siges at indtage en "fremtrædende Plads" i gavlgruppen, må Vilh. A. have gjort HP opmærksom på, for i 2. udgaven af En Vinterrejse (N&S III 316) hedder det nu:

I en berømt Bog af Vilh. Andersen, hvori denne sindrige Literaturfortolker sammenstiller Nordens dionysiske Aander efter Størrelsen som i en hellenisk Gavlgruppe, har Bjørnson – til Forundring for mange, men med Rette – ikke faaet nogen fremtrædende Plads. Den Evne til Selvforglemmelse, der er den dionysiske Verdensflugts Forudsætning, er ham nægtet.

Det er derfor endnu et eksempel på, hvor vigtigt det er at kende i hvert fald de forskellige udgaver, når Bredsdorff (i en kronik i Politiken, 30.6.64) kan skrive:

I sin bog Bacchustoget i Norden havde Vilh. Andersen i 1904 betegnet Bjørnson som "dionysisk"[!], men mod anvendelsen af denne glose protesterede Pontoppidan nu med disse ord: "Dionysisk Tale, det er Enetale. Men hvornaar var Bjørnson helt alene med sig selv i sin Digtning, helt uden Attitude, tusinde Mile borte fra Tanken om et Publikum?" [En Vinterrejse, 91]

tilbage
['20] Et kuriosum er det, at Svend Leopolds libretto til Hakon Børresens opera over motivet (1917) lægger sig op ad – ikke romanen, men krøniken; det kom der en lyrisk-romantisk opera ud af! HP havde selv intet med Leopolds tekst at gøre.

Jeg har kun et ganske overfladisk Kendskab til denne Tekst, idet jeg straks fra Begyndelsen stillede mig på det Standpunkt, at jeg vilde holdes udenfor for ikke at pådrage mig noget Medansvar (Brev til Otto Borchsenius 19.12.1918.)

Et Udkast blev i sin Tid oplæst for mig; men først for et Par Dage siden modtog jeg den færdige Tekst (…) Jeg må tilstå, at jeg finder Slutningen utilladelig flau. Til Gengæld synes Scenen med det festklædte Bord at kunne blive virkningsfuld, og Emnet er i det hele grebet ganske godt an. Forhåbenlig kan Musikken bøde på, at det hele – efter Teksten – løber ud i det rene ingenting (Brev til samme, 11.10.1919).

tilbage
['21] Den voldsomme korrektion, denne bog fik i sin anden redaktion i N&S bd III, 1930 (omtalt Ahnlund 242) berører ikke det centrale i den: kvindens forløsende kærlighed, men er med sin nu tragiske udgang et virkelighedens korrektiv til 1918-udgaven og kan i dette anskues i samme perspektiv som her Den kongelige Gæst. tilbage