Den gamle Adam

En Legende, genfortalt af Urbanus

Det var en smeltende hed Middagsstund i Paradisets Have.

Inde i de kølige Skygger, under kæmpemæssige Bananer, gik Adam og knækkede Nødder langs med en Bæk, der rislede klingende hen mellem Bregner og mosbegroede Stene.

Han var allerede saa træt af Tilværelsen, saa ked af Ensomheden og den brogede Overflod, der overalt omgav ham, at han ikke en Gang gad æde de søde Kærner, men kastede hele Nødder bort, saa snart han havde tilfredsstillet sine stærke, hvide Hjørnetænders Knusetrang paa de stenhaarde Skaller.

Tilsidst smed han sig af lutter Kedsomhed paa Ryggen i Græsset og begyndte at stikke snart det ene, snart det andet nøgne Ben i Vejret, saaledes som han plejede, naar han ikke kunde faa Tiden til at gaa.

Pludseligt fik han Øje paa et ungt Abepar, der sad højt oppe i en Trætop og gantedes.

Ved dette Syn faldt en dyb Sørgmodighed over Adams Sind, og han ønskede inderligt, at Vorherre aldrig havde skabt ham, eller at han i det mindste havde gjort ham til en Abe, en Okse, et Pindsvin, ja selv som den elendigste Lus vilde han være tilfreds.

Under slige triste Betragtninger sank hans Hoved lidt efter lidt om paa Siden, og han faldt i en tung Søvn.

Mens han sov, drømte han, at nogen bed ham i den ene Side, og da han af Smerte vaagnede og satte sig over Ende for at gnide Øjnene, stod Vorherre foran ham, indhyllet i sit lange hvide Haar og Skæg, der dækkede hans Legeme som en Sølvkjortel.

Men ved Vorherres Side stod en anden Skikkelse, som Adam aldrig forhen havde sét, og hvis hvide Hud og store, angstfulde Øjne straks gjorde et besynderligt Indtryk paa ham.

Han vilde springe op, men Vorherre holdt ham lidt tilbage med sin Haand og sagde højtideligt:

"Min kære Adam! Jeg gav Dig min Have at vandre i, Frugter gav jeg Dig at æde, og alle Markens og Skovens Dyr bød jeg Dig til Underholdning. Og dog blev dit Hjærte ikke mæt, og Du glemte Din sønlige Taknemlighed. Sé, derfor, da Du sov, tog jeg et Ribben ud af Din Side og skabte denne Kvinde, som for Dig staar, at give Dig hende til Din Medhjælp. – Adam! Stat op! Og del med denne Kvinde Dit Kød, som det er mig velbehageligt!"

Efter disse Ord forlod Vorherre dem og gik tankefuldt, med Hænderne paa Ryggen, op ad den lange, solrige Palmeallé, der førte til de himmelske Boliger.

Da han var kommen omtrent midtvejs i Alléen, standsede han og saa' sig tilbage. Derhenne i Bananernes Skygge stod Adam og Eva endnu over for hinanden, den første ganske fortabt i Beskuen, den anden med bortvendt Hoved, halvt i Smil, halvt i Graad. Men pludselig bøjede Adam sig frem og kiggede hende ind i Øjnene, tog derpaa blidt om hendes Haand og drog hende varsomt med sig, Skridt for Skridt, ind i Rosenlunden, hvor Nattergalene havde Rede.

Da fortsatte Vorherre smilende sin Vandring og gik ind i sine himmelske Boliger.

Da passende Tid var gaaet, vendte Vorherre tilbage til sin Have, og da han atter var naaet omtrent midtvejs i den store Palmeallé, satte han Hænderne for Munden og gav sig til at raabe:

"Adam! Aaaaa … dam!"

Fuglene rundt om i Træerne begyndte at baske med Vingerne, Aberne klyngede sig sammen under Grenene, Løverne stak Halen mellem Benene og søgte ind i deres Huler, Slangerne hvislede afsted gennem Løvet, selv Elefanterne foer sammen af Skræk og luntede bort for at skjule sig i Tykningerne … men nogen Adam viste sig ikke.

Da oplod Vorherre atter sin Røst og kaldte:

"Adam! … Hvor er Du?"

Endelig raslede det henne i Rosenlunden, og Adam krøb ud – fortumlet, betaget, med brændende Kinder og Rosenblade hængende i Haaret.

"Naa!" sagde Vorherre og strøg sig smilende ned over sit hvide Skæg. "Hvad tykkes Dig saa, min Adam, om Kvinden, jeg gav Dig til Medhjælp og Glæde?"

"Ak, Herre!" stammede Adam og greb skælvende den Almægtiges Haand og kyssede den. "Tag alle mine Ribben og skab mig Kvinder af dem!"