Kronjyder og Molboer

RANDERS

Den, der for en Snes Aar tilbage – en ganske tidlig Morgen, mens endnu By og Enge laa og drømte bag Sommergryets halvt gennemsigtige Taageflor eller under Vinterregnens tunge Dyner – tilfældigvis kom ned til den store, gamle Trævindebro, der med sine høje Galger og svære Jærnkættinger fører fra Randers Brygge over Gudenaaen, vilde her have set en besynderlig Forsamling af støtte, velnærede Skikkelser, som i rolig Samtale og med Haanden værdig paa Ryggen opmærksomt iagttog Skyernes Drift og Taagernes langsomme Forsvinden.

De er komne inde fra de store, vidtløftige, gamle Købmandsgaarde, der som vildsomme Labyrinter af Pakhuse, Studestalde, Tømmergaarde og Brænderibygninger indtager Kvartererne nærmest Havnen og Bryggen, og hvis tunge Porte de har slaaet op med et Brag, der ligesom med Kanoner har forkyndt Dagen. I hvide Lærredsfrakker, Skjorteærmer eller – efter Vejrliget – indsvøbte i lange, mørkeblaa Chenillekapper har de rolig og afmaalt fulgt Fortovenes smalle Fliserækker og jaget Lyden op i de stille Gader med deres klaprende Træsko og smækkende Pibelaag.

Og nu staar de her for med Alvor og Grundighed at drøfte Vindens Retning, Sædens Priser, Studenes Vægt og det sidste Bynyt.

Det er Stadens hævdvundne Børs, der holdes her paa denne Plads mellem Tørvekaage, Pæreskuder, Tøndestabler og Kulbunker. Disse rolige, satte Mænd med de brede, rødmussede Ansigter og deres storskyggede 227 Kasketter, der som sande Hjælme falder dem ned over de buskede Bryn, – disse solide, halvt bondeagtige Skikkelser med den fedtede, luvslidte Dragt og snurrige Sprogblanding af Landbomaal og Købstadjysk, er intet mindre end Randers gamle, mægtige Købmandslav, Kronjydens berømmelige Smaakonger, Eneherskere fra Kattegat til Bjerringbro, fra Mariager til Ebeltoft.

Der er ogsaa – foruden Træskoene og de vægtige Merskumspiber, som de alle har og alle bærer i samme Mundvig – et eget Fællespræg af aargammel, uantastet Myndighed udbredt over Forsamlingen. Man føler det: de staar her, hvor deres Fædre stod, og frygter intet Angreb. Strængt og rolig mønstrende glider Blikket fra de dampende Enge hen over Skibsløbet, Havnen, Kajen – og tilbage til selve deres gamle, ærværdige Stad, der slumrende hviler ind imod "Flintebjærgets" skovklædte Skraaning, men som nu langsomt vaagner.

To lurvede Bryggesjovere, der frysende kryber frem paa Hjørnet fra et mørkt Smug ved Havnen, vender sig ogsaa straks om imod dem med en ærbødig Hilsen. Et uredt Hoved, som med et forsovet Udtryk dukker op af en Luge paa et Skibsdæk ved Bulværket, Toldbetjentens Rubinansigt og hvide Haartotter bag Toldkammervinduet, Havnefogden og Skipperhusværten – alle hilser de op med dyb og frygtsom Ærbødighed, der naadig besvares ved langsomt, ligesom aandsfraværende, at føre Pibespidsen fra Munden med et adspredt Nik.

Men inde under de store Hatteskygger fæster de smaa, mistroiske Staaløjne sig hemmelig paa dem med et gennemborende Blik. Som et lille vagtsomt Dyr ligger de derinde under de sænkede Laag i det ubevægelige Ansigt, følgende hvert mindste Tegn af vaagnende Liv, der efterhaanden aabenbarer sig over Byen.

Arbejdsvognene, der nu kommer skramlende ned imod Havnen med deres Jærnstænger og Tønder, Landslagternes Kærrer, det agende Bondelæs, der Skridt for Skridt skumpler over Broens knirkende Dække, Tørvekællingerne paa Bryggen, Begrøgen fra Skibsværftet eller Fjordfiskernes Baade, hvis graahvide Sejl skyder sig frem af Engtaagerne ..... intet undgaar i denne Time deres strænge, aarvaagne Blik.

Og først, naar de paa denne Maade har inspiceret deres By og forvisset sig om, at dens Opvaagnen har været normal, vender de atter rolig og trygt tilbage over Bryggen for i sluttet Trop og i samme sikre, afmaalte Tempo at forsvinde ind ad den brede Søndergade.

Her er imidlertid alt kommet paa Benene. Portene er aabnede; hist og her et Vindue slaaet op med flagrende Gardiner.

228 Langs op ad Gaden, fra Kælderhals til Kælderhals, fyldes Fortovene med Træskomændenes og Pottekonernes Lerkar og Trævarer. Hist aabner Skomageren sin Bod, i det han med et højlydt "God Morgen, Mester!" hilser over Gaden til sin Ven og Genbo, Feldberederen, der paa Toppen af sin høje Flisetrappe med det smukke Smedejærnsgelænder og de to smaa, grønmalede Bænke ved Siden rolig tager sig sin Morgenpris. Her i aabnes forsigtig et Vindue paa første Sal for en kruset Natkappe, der ængstelig spejder op imod de lavt drivende Skyer og derpaa lader Blikket glide op og ned ad Gaden, hvor smaa Læredrenge med store Koste ivrig begynder at feje Rendestenene. Fra de snævre Sidegader kommer Brænderiernes dampende Bærmevogne – store Tønder paa fire Hjul – trukne af to høje, brune Skeletter paa otte klaprende Jærnsko. I Porten til en Købmandsgaard staar en tyk Gaardskarl og gaber, med Hænderne lagte bag om Nakken, i det han samtidig holder Øje med de struttende, rødkindede Piger, der med Kurvene paa de hvide Ærmeskafter færdes til og fra Bagerens Trappe, mens en forsulten Adjunkt paa udtraadte Sko ilsomt lister hen ad Fliserne med en Bunke Stilebøger under Albuen og Hænderne skubbede ind i Frakkeærmerne som i en Muffe.

Men i Døren til en splinterny Butik, hvis store Glasruder, prangende Skilt og fikse Vinduesopstilling tager sig besynderlig fremmedartet ud i disse ellers saa ærbare, gammeldags Omgivelser, staar en ung Mand med elegant broderede Morgensko og flot, nystrøgen Nankinsjakke og stanger sine skinnende hvide Tænder.

I hans blege Ansigt lægger der sig et stille Smil mellem de duftende Bakkenbarter, i det han ser Stadens værdige Fædre i sluttet Trop og under højtidelig Træskoklapren komme op gennem Gaden.

I det Øjeblik, Troppen gaar ham forbi, tager han dog Tandstikkeren af Munden, og bøjer høflig sit salvede Hoved. En enkelt blandt dem løfter nedladende Pibespidsen op til Hatteskyggen; en anden ser med et haanligt Blik ind paa hans pyntelige Vinduesudstilling, der er bleven hele Byens Samtaleæmne: en mægtig Appelsinpyramide, omsvævet af forgyldte Dadler og hvilende paa en Sokkel af marmoreret Stangsæbe. Men de fleste fortsætter ubekymret deres Gang op ad Gaden, hvorpaa de alle lidt efter lidt skilles for hver ad sin Kant at fordybe sig i deres Studestalde, Kornlofter og store offentlige Skænkeboder, hvor Sjovere og Havnedragere allerede sidder tæt om de hvidskurede Egeborde med Dagens første Pæglemaal mellem Hænderne.

Men den unge salvede, der smilende har set efter dem, sætter atter Tandstikkeren mellem sine hvide Hjørnetænder og raaber spotvis gennem Butiken ind til sin unge Frue, der endnu ligger i Sengen med Morgenkaffen foran sig paa Dynen:

"Amanda! – nu forduftede Træskoklubben!" – –

**
*

Det var den gamle og den ny Tid, der gik hinanden forbi og mødtes – saadan som gamle og ny Tider gærne mødes.

Nu er vel de fleste af den gamle Garde gaaet bort. Og de faa, der endnu er tilbage, har den unge Slægt allerede halvvejs glemt. Stille, ubemærket, højst mellem medlidende Smil og overbærende Skuldertræk, vandrer de om med deres bøjede Nakker og grublende Blik – som de, der har set en Verden ramle sammen over deres Hoved. Med tavs og ligesom sky Forundring betragter de disse store, straalende Butiker, der har rejst sig i alle Gaderne, Damperne i Havnen, Vareballerne paa Kajen, hele dette ny, travle Liv paa Torv og Brygge, som de ikke længer tilhører. Hovedrystende rokker de hjem til deres egne smuldrende Gaarde og rustne Brænderier, hvor nu Rotterne holder Hof – indtil de endelig en Dag finder den saa længe forønskede Hvile i Fædrenes store, snehvide Himmelsenge og køres bort paa en skumplende Rustvogn, fulgt af en Graver, to Bedemænd, Præsten, ti Borgere og en Droske.

Det er den ny Tid, det nittende Aarhundrede, der omsider under fuld Musik har holdt sit sejrrige Indtog i den gamle, seje Laksestad. Det er den unge Mand med Tandstikkeren, det duftende Haar og vittige Smil, der har knust dens gamle Kæmper under sin broderede Morgensko.

Det er de store Spejlglasruder, de lokkende Appelsinpyramider, Svendenes belevne Spillen, alle disse smaa, galante Artigheder i Smil, Buk eller ømme Øjekast, der lidt efter lidt har erobret Sindene, og som endog det store, fede Oplands sølvbeslagne Bønder til sidst har foretrukket for de gamles faderlige Gæstfrihed og blodige Despoti.

Den fremmede, der nu ser sig om i disse smukt brolagte Gader, paa hvis Hjørner uniformerede Betjente vaager med militaristisk Strænghed, – eller som vandrer hen over disse renlige Torve og magelige Fliserækker, hvor Damer paa Moden spejler sig i Ruderne og fylder Luften med Parfume, vil sikkert uden 230 Tvivlen tro sig hensat til en By, der bestandig har staaet i første Række i Kampen for Fremskridt og Udvikling. Med virkeligt Held er det lykkedes den unge Slægt at udrydde saa godt som ethvert Spor af de gamles bondeagtige Stædighed og brede over Byen det Skær af intelligent og moderne Hovedstadsliv, som det har været deres Ærgerrighed at bibringe den.

Disse vidtløftige, gamle Købmandsgaarde, der stank af Stude og Brændevin, forsvinder mer og mer fra Byens Hovedgader. Elegante Kontorer, Bankfilialer, dampende Fabriker rejser sig paa deres Grund. Tre, ja fire Etagers Bygninger, i den rette københavnske Stil med Cementpuds og Dekorationer, skyder sig op i alle de mest befærdede Strøg og danner især i Midten af Byen et virkelig hovedstadsmæssigt Parti, en helt vellykket Basar-Promenade for Byens Dametoiletter og himmelblaa Dragonløjtnanter, fyldt med smagfulde Butiker, to Hoteller og et Konditori.

For Enden af Gaden, paa Raadhusets lille Torv, skinner Niels Ebbesens panserklædte Skikkelse i nystøbt Bronce. Til et andet Torv drømmer man om et plaskende Springvand, med Guldæbler – tror jeg – for Nationens Festdage; ..... ja, endog et komplet lille frederiksbergsk Villakvarter med smaabitte, kokette Dukkehuse og tilhørende Smaahaver har man anrettet paa en Præsenterbakke langs med Byens østlige Spaserevej, ud mod de to smukke, offentlige Lystanlæg, der dækker Flintebjærgets Fod og høje, bratte Sydskrænt.

Her, i Tøjhusets pyntelige Park med de regelrette Fløjelsplæner, de glinsende Blodbøge og højtidelige Stenstøtter, hvor i fordums Dage de muntre, trivelige Madamer traskede ud med deres Madkurve for at høre Fuglene synge, – eller i det mere romantiske Skovbakke-Anlæg med dets stejle, snote Gangstier og mange "norske" Partier, hvorfra man efter Maaltidet stillede sin poetiske Trang ved at betragte Aftentaagernes melankolske Bølgen nede over Engene, – her promenerer nu de unge Grosserere med deres Damer og svulmende Ammer. Paa smukke Sommeraftener forsamles man paa de aabne Pladser mellem Bøgene til Tonerne af de nyeste Operettemelodier. Og oppe paa et af de smukkeste Udsigtspunkter – halvt skjult mellem Træerne – findes en Pavillon med Sangerinder, i hvis Haller den opvoksende Ungdom kan perfektionere sig i Retning af utvungen og standsmæssig Levemaade.

Endog i Klubben – dette en lille Bys vanlige Pulterkammer for alskens Stagnation – er de gamles Bondetobak og Staldduft for længst luftet ud.

Her, hvor de sad ved deres dampende Punscheglas og huggede Kortene i Bordet under Skogren og drøje Eder, sidder nu en pillen og adstadig Kontormand og spiller en forsigtig Whist til en Cigar og en Mavebitter. Unge Sagførere breder sig i Sofaerne som Borgervellets sande Støtter. Unge Læger, unge Fuldmægtige, unge handlende – Byens lille toneangivende Klike – stikker her deres unge, revolutionære Hoveder sammen, og fryder sig i fælles Stolthed over at have skænket Byen et anerkendt Navn som et Intelligensens og Udviklingens Sæde.

**
*

Man maa nu i det mindste op i de afsides Gader paa "nordre Bakke" og omkring "Slyngborgtoften" for atter at fornemme et Pust af Fortids stille Liv og stille Lykke.

I disse fjærne Kroge, hvor Stadens Larm dør bort og Græsset fredelig gror mellem de toppede Sten, kan man endnu hist og her se en aldrende Haandværksmester sidde paa sin lille grønne Bænk ved Døren, rolig og eftertænksom nydende sin Aftenpibe, mens smaa Piger i uforstyrret Sorgløshed danser Kringlekrans midt paa Kørebanen.

Eller man maa ned i hine mærkelige gamle Smøger og Smug – Peberslippen, Provstegyden, Kejsergaarden, og hvad nu de andre hedder – der som et helt forglemt Kvarter, skjult mellem Pakhusgavle og høje Mure, lever et eget hemmelighedsfuldt Liv bag den vestlige Brygge.

Her i disse snævre, solforladte Krinkelgange, mellem disse gamle fugtige Mure, der kaster Lyden af ens Skridt tilbage med et underlig hult klingende Ekko, og som fra gabende Lemme og tomme Luger forfølger den vandrende med en stum, spøgelseagtig Stirren, – her synes ligesom selve Middelalderen at have forputtet sig med al sin Skummelhed og klamme Uhygge. Man vilde næppe forbavses synderlig, om man pludselig midt i Stilheden saa en af disse Fortidens smudsige Lübecker-Pebersvende, der havde deres Boder her, kigge ud bag en halvaabnet Dør med sit listige Snogeøje. Og i det man fæster Blikket paa et kroget Bjælkehoved, der stikker frem under Tagskægget, eller paa en gammel Porthammers ormædte Udskæring, fyldes Tanken med alle Haande Billeder af fjærne Tiders svundne Magt og Herlighed.

231 Siden meget gamle Dage har Randers nemlig været en forholdsvis stor og betydelig By, en af Landets største.

Allerede i det trettende, fjortende Aarhundrede havde den vidtløftige Klosterstad ikke mindre end 2000 Indvaanere, der drev endog udenrigsk Handel, og paa hvis Velstand Folkevisen har bevaret os et Eksempel i de mægtige Brødre Anders og Peder Paaskes navnkundige Gaard, om hvilken det hedder:

Der er paa det samme Huss
XV høje lofftt
Knapen er af dett røde Guld
Det skjener offuer mur og tofft.

Navnlig i det sekstende Aarhundrede, efter Klostrenes Fald og de slugne Munkes Udvisning, hævede en Stab af driftige og betydelige Købmænd Byen til en usædvanlig Anseelse. Det var Folk som Handelsmand og Borgmester Peder Anchersen, der "loed bygge og til Søen udrede herfra Stranden 30 Skiberumme", eller som den navnkundige Bondesøn Niels Jacobsen, der svang sig op til Byens første Mand og blev Stamfader til Landets berømmeligste Slægter. Ja, efterhaanden steg Byens Ry saa vidt, at man kaldte den "det liiden Kiil", fordi "mange Rentenerer boede der og der var mange rede Penge".

Men allerede fra Midten af det paafølgende Aarhundrede, og navnlig efter Statsforandringen 1660, der gav Borgere Ret til at besidde adeligt Gods, sank Byen atter hurtig og dybt. De rige og ansete Familier spredtes ud over Landet og trak deres Kapitaler bort fra Byen. Vanheld og daarlige Tider slappede Modet hos de tilbageblevne. Alt faldt efterhaanden sammen, Skibsfarten saa godt som standsede, Fjorden grode til; og hen imod Slutningen af Aarhundredet satte endelig en Ildsvaade Seglet paa Elendigheden ved at lægge den halve By i Aske.

232 Det er paa denne Tid, at Sognepræsten Laurits Nielsen Randrop forfatter sin kunstfærdige Klagesang: "Randers Marsch, det er Randers Stads Drifters Beskrivelse, Dyders Berømmelse, itzige Ringheds Beklagelse, med Forønskning til Forbedring", hvori det vemodig hedder, at "Byen har snart tilbage kun et Sceleton, en Benrad udaf sig self". – Det skulde endda vare en rum Tid, inden den paa ny følte Musklerne svulme. Hverken det pietistiske Tidsrums Diæt eller den senere Rationalismes ferske Næring formaaede at bringe de lammede Kræfter paa Fode igen, og det er ikke godt at vide, hvad der var blevet af dette Jyllands gamle Hjærte, om det ikke i den ellevte Time havde faaet tilført frisk Blod derved, at en vildfremmed Mand, Hr. Ditlev Kirketerp fra Hobro, i 1768 flyttede herned og bosatte sig i Byen.

Denne Mand, om hvem Galthen (1804) beretter, at han "satte ved sit Eksempel ligesom nyt Liv i alle de her handlende", fik den virkelig ligesom ved et Trylleord til at gro frem igen af sine Ruiner, ja til at skyde en hidtil ukendt Vækst "saa vel i Smukhed som i Størrelse".

Han optog paa ny med Kraft den udenrigske Handel, som næsten ganske var slumret hen, og byggede navnlig under den nordamerikanske Frihedskrig store Skibe til Fragtfart paa Holland, Frankrig, Spanien og Italien; – ja, selv over Atlanterhavet lod han sine vel udrustede Brigger styre Kaas, og med et saadant Held, at snart en snart en anden af de gamle Randers Borgere spidsede Øren og taklede til i hans Kølvand. Og Byen fik til sidst en hel lille, sejlklar Handelsflaade, der under Udlandets forviklede Forhold hurtig bragte den det første Opsving.

Men samtidig aabnedes en ny, endnu rigere og navnlig varigere Kilde til Velstand i den begyndende Forbedring af Bondestandens Kaar. Og, som det maatte være naturligst for en By, der som denne ligger midt i et mægtigt, tæt befolket Opland af Danmarks frodigste Jordbund, men med en sen og vanskelig Vej ad en lav og kroget Fjord ud til Havet, trak den atter med Begyndelsen af vort Aarhundrede mere og mere sine Garn fra dettes Enemærker, mens Bondenæringens fremsprudlende Væld i stedse dybere og bredere Lejer sendte sin blanke Sølvstrøm ind over Byen.

Det er da ogsaa denne, den endnu den Dag i Dag, trods al tilsyneladende Skiften-Ham og hovedstadsmæssig Fernis, saa godt som udelukkende skylder sin Velstand og vedvarende Blomstring.

**
*

Om Lørdagen – Torvedagen – skifter ogsaa Byen ligesom Klædning.

Vadmels-Skikkelser og tunge Støvler, Hvergarnskjoler og Bondemaal fylder alt fra den tidlige Morgenstund Gader og Stræder. Sindige Folk med Tobakspiben i den ene Haand og Smørbrikken i den anden eller en Pose fuld af skrigende Pattegrise over Nakken strømmer uafbrudt frem og tilbage gennem Gaderne. Brølende Kvæg og Flokke af Faar færdes ugenert midt ad Kørebanen og fører med sig hele en Landsbys nøgterne Harmoni og fredelige Duft fra Stald og Mødding, medens Stadens egen Befolkning enten af Travlhed holder sig hjemme i Forretningen eller stiltiende rømmer Pladsen for en Uregelmæssighed, man nu en Gang er nødsaget til at lukke Øjnene for.

Fra Pladsen under de nordre Bakker, hvor Kvæget samles, og indtil selve Damernes Basar-Promenade, tager i Virkeligheden denne støjende, snakkende, kævlende og spyttende Sværm paa denne Dag ganske uhindret Byen i Besiddelse som sin retmæssige Ejendom. Endog Niels Ebbesens harniskklædte Skikkelse synes fra sit Fodstykke at deltage i den almindelige Bestræbelse for at holde gode Miner til det "nødvendige Onde", og ser fast og uden Blinken ud over de for en national Helt ellers højst upassende Omgivelser af Pottekoner, Rokkedrejere, Skomagertelte og Marskandiserboder, der ved denne Lejlighed trænger sig omkring ham.

Midtpunktet for Bevægelsen er dog det saakaldte Kirketorv, en rummelig, renfejet Plads, der til daglig ligger hen i stille Højtidelighed mellem St. Mortens mægtige Kirke og det fire hundred Aar gamle Graabrødrekloster "Helligaandshuset", men som en saadan Dag er Scenen for et usædvanlig broget Skuespil. Navnlig efter Høst, naar de store Frugt- og Blomstervogne kommer ind fra Herregaardene og Bønderne strømmer til fra alle Kanter med deres fra hele den travle Tid opsparede Torvføring, er der ikke et Stade tilovers, men den store Plads et eneste bølgende Hav af Hoveder og Hatte, af Landslagtere, Grøntkoner, Æggehandlere, Bønder og fynske Humleprangere, der trykkes og trænges mellem Købstadmadamer og Tjenestepiger. En Sky af Blaamandstobak svæver hen over det hele; og under en forvirret Larm og Raaben, Prutten og Kævlen, der blander sig med Hanernes kvalte Galen i Kurvene og Grisenes ynkelige Skrig, naar de ved det ene Bagben hales op af Poserne, 234 stiger Duften af Kaalblade, Ferskner og gammel Ost som en verdslig Røgelse op omkring den ærværdige Munkekirkes tavse Mure.

I "de gamles" Dage var det Regel, at Bonden afhændede sine Varer til den Købmand, hos hvem han tog ind – eller rettere, hvem han i Følge Skik og Brug ved Fødselen "tilhørte".

Hver By holdt sig nemlig gærne ubrydelig til den samme en Gang valgte og gennem lange Tider fastholdte Købmandsgaard, der paa denne Vis undertiden kunde underlægge sig indtil flere hele Sogne sorn uindskrænket Domæne, og hvis store Gaardsplads derfor paa saadanne Dage ofte kunde huse over hundrede af disse stive, tunge Fjællevogne med kurveflettet Bagsmække, som den Gang var almindelige endog for den rigeste Storbonde.

Det var ved slige Lejligheder et pudsigt Syn – disse Rækker af skumplende Køretøjer, der fra alle Sider gravitetisk rumlede ind i Byen med deres smældfede, oljeblanke Heste tungt dansende under de strammede Liner – Fruentimmerne bag i Agestolen, indsvøbte, selv i den mest stegende Sommerhede, i tykke Hovedklæder og svære Hvergarnskaaber med Messingspænder i Halsen og indtil tyve Slag ned ad Ryggen – Mændene foran paa Sædebrættet, i høje Uldhatte og med Merskumspiben hængende mellem Tænderne, nogle i gammeldags Vadmelstrøjer med Sølvknapper langs Kanten, enkelte tillige i Fløjels Knæbukser, hvide Uldhoser og Spændesko.

Inde i Gaardene tog Købmændenes gæstmilde Madamer imod dem paa Trappen og førte dem ind i de ryddede Stuer, medens Svenden uden videre tømte Vognbundens Indhold af Æg, Uld, Flæsk eller Huder ned i Lagerkælderen. Kun Smørbrikken blev bragt med op i Butiken og der slaaet ud i et stort Samlingskar, der gærne havde Plads i et Hjørne af det rummelige, men paa denne Dag dog bestandig overfyldte Lokale, hvor et Par stærke, bararmede Piger midt i Røg og Os æltede Stykkerne sammen til en lys, fedtlignende Masse, efterhaanden som de kom ind.

Men inde i Stuerne, der alle uden Indskrænkning stod aabne til Bøndernes Bekvemmelighed, var der Dagen igennem en uafbrudt Servering af Kaffe, Smørrebrød og især Brændevin i Overflødighed. I det hele betragtedes enhver ganske som Husets Gæst, og af og til gik "Manden" selv igennem Værelserne i forekommende Majestæt, hist og her hilsende med smaa Grynt eller standsende foran en Undersaat med en eller anden spøgende Bemærkning.

Til Gengæld forlangtes det saa ogsaa, at de uden Undtagelse skulde købe alle deres Fornødenheder i Butiken og Tømmergaarden. Hen paa Eftermiddagen kunde man undertiden se en Mand liste om nede mellem Vognmylret i Gaarden for hemmelig at efterse Pakkerne og undersøge i Halmen, om nogen var knebet ud – en Omstændighed, der halvvejs blev betragtet som en Forbrydelse, og som "Manden" den Gang vidste at straffe.

Nu til Dags ruller den unge Bondeslægt ind paa sin vuggende Fjedervogn, med Piskesmæld, flagrende Slør, Handsker, stort Skæg og Bulehatte.

I Stedet for Købmændenes hyggelige Dagligstuer søger de nu som selvstændige Folk straks Gæstgivergaardenes Skænkesale eller de utallige Kælderbeværtninger, der har gravet sig ind under saa godt som hvert andet Hus i Byens Midte; – eller man drejer ind over selve Hotellernes Beton og spiser ved table d'hôte sammen med handelsrejsende og Officerer.

Og dog, kan der end op ad Dagen blive ganske livligt rundt i Gaderne, saadanne Optrin som de, hvortil man i forrige Tider saa almindelig maatte være Vidne, af Folk, der paa en saadan Dag tog Erstatning for maaske et helt Aars ensomme og ensformige Liv ude i en eller anden fjærn og trist Afkrog ved Havet, Folk, der døddrukne laa og rallede og sprællede midt i Rendestenen, gamle, hvidhaarede Bønder, der skrigende og med Fraaden om Munden tumlede om mellem Fortovene eller – vaklende paa Agebrættet – lod de balstyrige Heste styrte med slappe Liner ud ad de samme Veje, hvor de om Morgenen, stive og adstadige, rumlede ind .... slige Scener synes ikke des mindre for hver Dag mere og mere sjældne.

Nu henter Jærnbanerne dem daglig derude fra selv de skjulteste Kroge, og for den nymodens Bonde er en Byrejse en slet og ret Forretningssag. Naar han har faaet solgt sit Smør og Korn til den højeste Pris og købt sit Sukker til den nøjeste, er han færdig og kan atter vende hjem til sine Hovedbøger og Mælkeriregnskaber, sine Komitemøder og politiske Foreninger.

Det er nu om Stunder egentlig kun ved enkelte overordentlige Lejligheder, at noget af den gamle Vildskab atter kan stikke sin Hestehov frem.

Der er saaledes Byens store, selv i Udlandet navnkundige Hestemarkeder – vel næsten Landets største – der et Par Gange aarlig fylder alle Hovedgaderne med undertiden et Par Tusende af Egnens store, 235 tunge, sværtbyggede Trækdyr og lokker Købere og Prangere til i Hundredvis; .... eller maaske endnu mere de saakaldte "Frilørdage", de nærmeste Lørdage efter tilendebragt Høst, naar alt, hvad der i Sommerens Løb har kunnet føre et Mejerede eller en Rive, strømmer her ind med Høstlønnen brændende i Lommen.

Det er en Hærskare paa ikke mindre end ti tusende unge og gamle, der paa en saadan Dag kan i oversvømme Byen og ligesom ganske drukne den i sine Strømme.

I endeløse, tungt læssede Vogntog kommer de støvende ind fra alle Veje og Verdenshjørner. Jærnbanen vælter dem skarevis ud ved Byens to Stationer, og Dampskibene og Fiskerbaadene tager dem op undervejs fra fjærntliggende Byer langs Fjorden og Havet.

Det er en fuldkommen Folkevandring, og Røret i Byen er ubeskriveligt.

Lange Rækker af syngende Karle og muntre, rundkindede Pigebørn i røde, blaa og olivengrønne Hvergarnskjoler, med Blomsterhatte og Bomuldshandsker, drager Arm i Arm gennem Gaderne, hvor spraglede Tørklæder, brogede Baand, Kapper og Shawler vinker dem i Møde fra de aabenstaaende Butiksdøre. Paa Torvene bølger der tætpakkede Skarer, og navnlig omkring "Niels Jeppesen" (som de kalder ham) er Pladsen Dagen igennem fyldt med uigennemtrængelige Masser, hvori Byens unge Spøgefugle uhindret kan drive deres Spilopper: Pigernes Hvin og Karlenes Banden drukner i den almindelige Helvedeslarm og i Sangen fra de ganske overfyldte Kældere.

Endnu langt ud paa Natten kan man høre Vognene rumle gennem Gaderne med drukne Karle og stejlende Heste. Men allerede den næste Morgen, naar den Randers Borger, søndagsklædt, træder ud af sin Dør og letter sit Bryst som efter et længe ventet Uvejr, der nu endelig er drevet over, er hver Mindelse om Gaarsdagens Hærværk paa det omhyggeligste visket ud. Hvert Kaalblad paa Torvene, hver Stump forkullet Cigar paa Gaderne er skyndsomst bortfjærnet. Og i det den ældgamle St. Mortens lallende Tunge kalder Menigheden til Andagt bag dens favnetykke Mure, er det, som ringede den atter Freden tilbage over Byen.

Kun op fra Kælderhalsene staar der endnu til højt op paa Dagen en ubehagelig stinkende Aande af Brændevin og Skraatobak, som fra en gammel Drankers bedærvede Mave.

236

GUDENAA

Den Gang Fjenden i vor sidste Krig var trængt op i Jylland og plyndrede Kysterne for hvert let bortfjærneligt Fartøj til en Bro over Limfjordsløbet, kom de paa en af deres Gennemstrejfninger ogsaa ned til Gudenaaen, netop som en Mand der var beskæftiget med i al Skyndsomhed at sænke sin lille Baad under Vandskorpen.

Naturligvis blev han hurtig stoppet i sit patriotiske Forehavende, og Fartøjet – "Aleksandra" tror jeg det hed – uden Barmhjærtighed ført med i de lange, bedrøvelige Ligtog af jyske baad- og prambelæssede Bøndervogne, der i de Dage mylrede paa alle Vejene op imod Aalborg.

Den stakkels Mand saa sørgmodig efter sin Ejendom og sukkede dybt, da de rev den ud af hans Hænder og førte den bort. Men ikke saa snart var Røverne vel af Syne, før han sindig rettede sin tunge Bjørnekrop, mens et lunt Smil bredte sig i hans solbrunede Ansigt: et halvt Dusin velskabte Søskende til "Aleksandra" laa nemlig endnu vel forvaret nede i Aaens Mudderbund, omhyggelig skjult for hvert fjendtligt Øje af mindst fire Fod Vand. – Manden var Baadebygger.

Alligevel varede det ikke længe, før han begyndte at bande mellem Tænderne, klø sig i Haaret og kaste lange Blikke op imod Nord; og efter et Par helt tungsindige Dage, i hvilke hans store, betænksomme Hoved forgæves pønsede paa alskens List og Puds, stod han endelig en Nat op før Daggry, skar sig en forsvarlig Hæsselstav i sin Have, og skridtede uden Rast de ti stive Mil ad Landevejen op til Aalborg.

Her forlangte han uden videre den øverstbefalende i Tale, hvilket ogsaa meget beredvillig blev ham tilstaaet i selve Chefens private Kabinet, hvor denne sad og drak Vin og røg Tobak sammen med nogle andre højtstaaende Officerer.

Formodentlig har de fremmede Herrer været i lystigt Lune, eller ogsaa har Synet af denne uforfalskede Jydebams, der saa ugenert jumpede ind paa et Par forskrækkelig hjulede Ben og med et Uhyre af en Sømandshat under Armen, virket ind paa deres letvakte Munterhed; thi da han, efter en frejdig Hilsen med Hatten, paa sit Tysk begyndte at ville gøre dem sit Ærinde forstaaeligt, brød de snart ud i den hjærteligste Latter.

Dog – saa langt fra at lade sig forbløffe, fik hans Tale tvært imod nu først Liv og Fart. Uden i mindste Maade at lade sig forstyrre, ja i det han endda selv lo lidt med, hver Gang en af de overstadige Herrer ved opmuntrende Tilraab eller en og anden Spøg fik de andre til at krumme sig paa Stolene, boltrede han sig ret af Hjærtens Lyst i de fire tyske Ord, der var hans Ejendom, og ledsagede dem til yderligere Betryggelse med alle Haande indtrængende Fingertegn og besynderlige Lyde, der nær havde kvalt en lille kobberrød Major paa Stedet. Men da Chefen til sidst rakte ham en stor Pokal Vin, med Paabud om at trække Vejret og tømme den, og da han rolig spyttede Skraaen ud i Haanden og derpaa uden Betænkning vendte Bunden imod Loftet med et troskyldigt Nik, faldt de alle ind med jublende Haandklap som for en virkelig, vel afrettet Dansebjørn.

De tænkte, de gode Herrer, at de drev Gæk med ham, saadan som han stod der og godmodig smilede rundt med sine store, stærke, skinnende Tænder – et komplet Maskineri som til at knuse Flintesten med. De mærkede ikke dette Jydens lille, listige Glimt, der skjulte sig i Øjekrogene, eller Maaden, hvorpaa han nu og da kneb det ene Øje en Kende sammen, i det han saa paa dem.

237 Men da han en Time efter stod ud ad Limfjordsløbet i sin "Aleksandra" og saa Skildvagterne langs Bredden stirre efter ham med en forbavset Gaben, bredte Smilet sig atter lunt triumferende i det solrøde Ansigt. Og da Freden var sluttet og Fjenden af Landet, hentede han hele Familien op igen af Mudderet, og førte den velbeholden ind i den lille Rede mellem Kaagene bag Randers Brygge, hvor Byens unge Sportsmænd endnu den Dag i Dag søger hen, naar de vil tage sig en Lysttur paa Aaen.

Her kan man da endnu til Stadighed se hans tunge Kæmpeskikkelse, plantet som et Monument paa en lille Bænk ved Bredden, og holdende Øje med den lille Eskadre af smaa, lette Dukkebaade, der som et Kobbel af logrende, utaalmodige Hunde vipper ved Bulværket.

Hans Haar er graanede nu, den brede Pande en Smule sænket; men som han sidder der med sit selvtillidsfulde Barnesmil, Hatten skubbet bag ad over den brunede Nakke, og missende mod Solen, synes han endnu som et levendegjort Billede af selve denne brede, støtte og jydestærke, men sindig rindende Strøm, hvis sikreste Kender og trofasteste Vogter han er.

**
*

Med østligt Vejr foretrækker man gærne Turen op ad Aaen, ind i Landet, i det Haab nemlig, at Vinden, som det ofte hænder, skal lægge sig imod Aften, saa at man i Ro og Mag kan lade sig drive hjem ad med Strømmen, uforstyrret nydende den fremvældende Sommernats Skønhed over denne flade, uendelige Engbund, hvorigennem Aaen bugter sig, det svindende Solskær paa de høje Bakkedrag, der følger den langs Siderne, Landsbyklokkernes fredelige Nynnen inde fra Landet, Uglernes tavse Flugt – samt sine egne, lykkelig overstaaede Æventyr.

Det er nemlig et eget Slags Sømandsskab, der skal til her paa dette Farvand, hvor Aaens bestandige Slyngninger og Bugter hvert andet Øjeblik tvinger en til at krydse op imod den stride Strøm, og i et Løb af ofte kun et Par Baadlængders Bredde. Bedst som man sidder med en bekvem Sidebrise og i sorgløs Ro smøger en Pibe Tobak ved Roret, vender Aaen sig langsomt om imod Vinden, og endnu før man tænker derpaa, begynder Sejlene at klapre og Strømmen at faa Magt.

Det gælder da i en Hast at faa Skøderne halet ind og "lade falde" saa vidt, at Baaden faar Fart til at gaa over Stag.

Men dette er under disse Omstændigheder snarere sagt end gjort. Løjer Vinden lidt af under Vendingen, eller indtræffer blot det ringeste Uheld under Manøvreringen, griber Strømmen fat med en Kraft, som ingen uindviet aner; og mangen Gang kan Sagen blive skæbnesvanger nok for den ærekære Idrætsmand, der ved, at baade hist og her i Land staar der altid onde Øjne, der med skadefro Blikke følger ham i Kampen mod hans seje Modstander.

Krampagtig holder han sig fra Bagstavnen fast i Sivene ved Bredden for ikke at trænges tilbage, tvinger Stævn og den klaprende Fok op imod Vinden, haler sig Huden af Fingrene paa Skøderne, bander, stønner, skummer af Raseri. Men Sejlet vil ikke over, Strømmen presser paa. I det kritiske Øjeblik slaar saa Storsejlet Hatten i Vandet, en Aare ruller ud, – og inden han faar sanset, tager Pokker ved Baaden og fører den i et Nu langt ned ad Aaen.

Ofte kan man ligge timevis for at ride gennem et saadant Bab-el-Mandeb paa et Par Snese Alen, hvor Vind og Strøm er imod.

Slipper man derimod uskadt igennem det og fortsætter sin Vej, træffer man gærne oven over paa et bredt, desto fredeligere Vand, hvis Spejl ligger blankt og smilende som en Mølledam, og ved hvis sivkransede Bredder man paa smukke Sommerdage kan se adstadige Randers Borgere, der med spændte Miner og Hatten i Nakken taalmodig venter paa det Mirakel, at en eller anden rettænkende Skalle eller dyrevenlig Aal skal forbarme sig over den ulykkelige Orm, der krymper sig paa Enden af deres lange Fiskeredskaber.

Enkelte Steder vider Aaen sig ud som til en stor Sø, ganske overgrot med mægtige Skove af alenhøje Siv. Blot et Par blanke Sejlløb holdes ved Kunst aabne gennem dem; men mange smaa, halvskjulte Render, netop saa brede, at en lille Baad kan stages igennem dem, snor sig i de sælsomste Slyngninger og besynderligste Labyrinter ind i de tætte, mørke Masser, og danner der de stemningsfulde Indgange til selve Sivenes store, vidunderlige Æventyrverden.

Det er, som traadte man ind i en fortryllet Skov. Ubevægelig slumrende, uden Pust af Liv, staar de høje, slanke Rør, og lukker ganske over Baaden. En egen, trolddomsagtig Stilhed hviler her inde, kun 238 ligesom gennemvævet af Sivenes hemmelighedsfulde Hvisken og Strømmenes rindende Sirenesang hen under Stammerne. Og Lyset lister ind paa lette Alfefødder, sigtet og fint, læggende sig med lysblaa Silkeglans hen over de umærkelig glidende Vande.

Et Ly for elskende!

Vover man at trænge dybt ind i disse jomfruelige Egne, kan man her nyde alle en første Opdagers spændende Tildragelser og æventyrlige Overraskelser. Paa flere Steder samler Sivene sig i tætte Vildnis, som man kun med den yderste Anstrængelse kan trænge igennem, eller de højner sig til kæmpevoksne Urskove, i hvis grønlige Tusmørke man selv ved højlys Dag kan blive ganske beklemt om Hjærtet og se Aanderne spøge. Men midt i disse kan man saa igen pludselig støde paa en lillebitte, rund og dunhammer-kranset Dam, hvor Aakander fredelig breder deres svømmende Blade og smørgule Blomster, mens en livlig Forsamling af Stankelben, Guldfluer og mørke Vandkalve gladelig soler sig over dens blanke Spejl; – et Stykke levende Lilleputverden, der her fører sin afsondrede, uforstyrrede Idyl midt i Æventyrskoven. –

En lille Mil fortsat paa denne Maade op ad Aaen bringer en til Fladbro Kro – et almindeligt Landevejs-Bedested, hvor man, i Fald man vil følge almindelig Skik og stoler paa sin Mave, forfrisker sig med en Flæskekage og en Bøtte Tykmælk.

Herfra ligger Aaen et Stykke omtrent ret i Syd, løber forbi det anselige Laksefisken ved Frisenvold, som Randers skylder sin halve Berømmelse, og derpaa videre i store Bugter og smaa Slyngninger gennem Løjstrup-Skovene og under Jærnbanebroen ved Langaa – lige sund og munter og livskraftig paa sin tyve Mil lange Vandring helt nede fra Vejleegnen.

Det er ad denne Vej, den berømte Kaag-Fart finder Sted mellem Randers og Silkeborg. Nu er den vel nok en Skygge af, hvad den fordum har været, men endnu ses dog disse store, fladbundede Fartøjer, der "stikkes" op ad Strømmen med lange Flodstager, eller tungt glider ned paa de brede Bove med Tørv fra Moserne og Brænde fra Himmelbjærgskovene.

Men fra Fladbro Kro kan man ogsaa ad anden Vej og til anden Kant trænge ind i Landets Indre.

Ret ud for den slaar nemlig Skjern- eller Nørreaa sig sammen med sin store Broder efter et langt og mærkeligt Løb oppe fra Søerne om Viborg og Hald og mellem Sønderlyng og Middelsom Herreder. Naar man benævner den "Aa", giver man den i øvrigt høfligst alt, hvad den paa nogen Maade kan taale at bære. Egentlig er den ikke for mer at regne end en stor Bæk, men saa til Gengæld en Bæk, der ikke findes snedigere, lumskere og mere ondskabsfuld i hele Verden.

Det er ikke alene det, at den krymper sig sammen og kror sig frem som en Bændelorm i den bløde, fede Engbund, hvori den har gravet sig ned. Men som om den bevidst lagde an paa at drille og fortumle enhver, der lader sig skuffe af dens ringe Vækst og uanselige Udseende, skifter den hvert Øjeblik Karakter. Bedst som den kattesledsk, paa Fløjlspoter, stryger sig hen langs Breddens Smaablomster, troskyldig missende op imod Solen, rejser den paa en Gang Børster, krummer Klør, hvæser og springer paa som et helt lille Vandfald. Andre Steder skyder den Ryg i Form af en stor Sandgrund tværs over Løbet, og ikke tyve Skridt derfra flyder den atter tung og dorsk som Olje hen over favnedybt Mudder, hvori ikke den længste Aare kan finde Bund.

Besynderligt nok er der noget af det samme urolige, lunefuldt omskiftelige over det Land, som Aaen gennemstrømmer.

Nede ved Udløbet breder Engene sig endog i usædvanlig Magelighed til begge Sider, og Drifter af stort, fedt Slagtekvæg sopper om til over Knæerne i det saftigste Græs. Men snart trænger Bakkerne frem med bratte, visne Skrænter og høje, golde Toppe, hvor smaa, magre Faar møjsommelig søger deres Føde mellem Grus og Sten; ja, i Plettetal stikker endog Lyngen sit mørke Aasyn frem over dyrkede Agre, som strøg allerede her et Pust fra Heden hen over det frodige østjyske Landskab.

Længere i Vest hæver sig endelig et helt lille Alpeland, hvis mørke, kullede Hoveder tegner sig mod Horisonten over store Skoves grønne, folderige Kapper.

**
*

Det er Fousingø.

Ret et lille Museum for dansk Natur, hobet sammen paa en Plet af mindre end en almindelig Herregaardslods Størrelse!

240 Man bør komme her en stille, smeltende Sommerdag, mens Blomsterne netop rødner disse mørke, vældige Lyngkegler, der skyder sig saa rankt op af Engbunden; – og man bør komme her, naar Middagssolen steger ned i disse dybe, alvorsfulde Slugter og Svælg, der sænker sig mellem de bratte, golde Sider.

Man er midt paa Heden her, midt i Hedens vemodsfulde Stilhed og uforstyrrede Fred. Dybt nede mellem Bakkebarmene ager en enlig Bondemand møjsommelig frem med knirkende Hjul og søvnige Stude gennem det foddybe, glohede Sand. Og højt oppe over de spidse Toppe kimer Lærkernes Klokker højtidsfuldt ned gennem den stille Luft.

Men pludselig breder Skoven sig – sjællandsk frodig – for Enden af Vejen. Et frisk Kildevæld af Toner, Mejsers og Siskeners overgivne Sladren, strømmer ud fra dens Løv. Store, mætte Krager sidder og sover paa Grenene langs Skovbrynet, og inde i de kølige Skygger, hvor Spætterne har travlt, risler smaa muntre Skovbække klingende hen mellem Bregner og mosklædte Skrænter.

Dybt i enggrønne Bakkers Favn hviler en dejlig Sø – mildt og salig som en Elskerinde. En Herregaards høje Popler spejler sig i dens stille Vande; og om Aftenen, naar Myggesværmes sorte Slør bølger over dens Flade, søger Skovenes letbenede Vildt herned mellem Sivene for at drikke. Saa bryder Skoven pludselig af. En vild, opreven Gyvelskrænt sænker sig brat for ens Fødder, og Blikket svæver ud over trøstesløse Mosedrag med sørgmodig stirrende Tørvehuller, kummerlige Hytter og blaalige Taager. – –

Som man kan forstaa, er her et yndet Valfartsted for Folk fra Randers, der ønsker en Dag at luftes for Byens Kvalm og tage sig et Hvil i Naturens Skød, ... især naar til alle Herlighederne endnu føjes det lille Aulums blomstrende Landsbyidyl, der saa forførerisk kigger frem for Enden af Lyngdalen, og i hvis mærkelige gamle Kampestenskirke man efter den forfløjne Tur over Hedehøjderne atter kan samle Sindene ved fine afdødes smagfuldt forarbejdede Marmorkister.

Paa smukke Sommerdage genlyder da ogsaa ofte disse tungsindig stille Slugter og fredelige Smaaskove af muntre Menneskestemmer. Piskesmæld og Kvindelatter, – snart blot fra en enlig Landauer med Kancelli- eller Justitsraadens, der vil vandre et lille Trin hen ad en af de mageligste Stier, eller søge sig et skyggefuldt Sted under en Bøgegruppe for ved en beskeden lille Eftermiddagskaffe at nyde Naturen, som det sig anstaar intelligente og dannede Mennesker, – snart af hele larmende Vogntog, der fra den tidlige Morgen holder deres Indtog med Faner og fuld Musik, og hensynsløst spreder det glade Indhold ind under Træer og op over Lyng, med store Madkurve og velfyldte Flasker.

Men paa saadanne Dage forstummer Fuglene. Og det letbenede Vildt flygter ind i Skovenes Dybder og skjuler sig i de hemmeligste Tykninger. Spidsende de bløde Øren og skælvende over den slanke, brune Krop, lytter de ængstelig til Hvinene fra tykke Borgermadamer, der ved otte Herrers Hjælp hales op ad de stejle Skraaninger, og Skrigene fra unge Damer, der glider paa den glatte Lyng. Oppe fra Tinderne ruller Hurraerne ned til dem fra begejstrede Borgere, der blotter Hovedet for "gamle Danmark", – og ud fra Løvet trænger den sagte Hvisken af unge forelskede, der i gemte Stier uforstyrret hengiver sig til deres Sværmerier.

Først naar den sidste Vognrumlen af det bortdragende Tog har tabt sig paa de fjærne Veje, og Støvet atter lejrer sig med Mørket under Bøgene, kommer de lidt efter lidt frem af deres Skjul. Og i det Natten vælder frem, ser de sig omkring med et Blik, der ligesom paa ny tager deres vilde, skønne Herredømme i Besiddelse.

.... Over deres Hoveder blegner Himlen. Hedernes flittige Lærke har forlængst ringet "Dagens Dronning" ned. Og oppe paa Bakkerne bag Skoven, ja vidt over Landet, staar Hytter og Gaarde med røde Øjne, spejdende ud imod den Plet i Vest, hvor hun sank ned i sin Purpur-Alkove. Snart slukkes den sidste Skyfakkel om hendes Leje. De fjærne Højder blaaner, og hen over Aaens rindende Blod væver Engene deres lette, bølgende Sommerlagen.

Saa kommer Natten svævende ind paa sine Flaggermusvinger. Kold, klam, ubønhørlig stirrende sænker den sig over den slumrende Jord som en uhyre Kæmpe-Vampyr, der drikker de sidste Farver, slukker det sidste Liv.

**
*

Da er det, man bør begynde sin natlige Fart ned ad Gudenaaens Vande. Naar den sidste Luftning har lagt sig til Hvile mellem Bakkerne, og den sidste Rødme forladt Himmelranden i Vest, lægger man sig til rette ved Roret, og giver sig Strømmen og Natten i Vold.

241 ... Det er, som gled man ind i selve Dødens Riger.

Paa begge Sider: de mørke, øde, tavst henstrakte Enge, med ensomme, sorte Piletræer, og Bakkerne i det disede fjærne. Oven over: den kolde, dødningeblaa Himmel, med Sommernattens brustne Stjærnehær.

Og ikke en Lyd.

End ikke disse Roman-Stilhedens "fjærne Hundeglam". Nu og da et Plask af en Fisk i Vandskorpen eller det pludselige, gennemtrængende Skrig af en Ugle, der lydløs – som en Skygge – svæver hen over Engen. Men derpaa al Ting dobbelt stumt, livløst, ørkenstille.

Det eneste levende er den rolig mumlende Strøm, der, ligesom dæmpende sin Stemme for ikke at vække, iler hen i Natten med Baaden paa sin Ryg. I al denne øde Slummer synes den næsten som et besjælet Væsen, drevet frem af en indre Vilje, der – lempelig, omsigtsfuld, sin Jydenatur tro – vælger sig netop denne sindig slyngede Vej mellem Hindringer og Modstande for at undgaa al unødig Trætte, kun trodsende sig igennem i hele sin senestærke Kraft, naar alle Sunde lukkes, alle Udveje stænges.

Ind igennem disse trange Snævringer, hvor Enghøets bedøvende Aande og Dunster fra tusende hemmelige Urter spøger om i Luften, skynder den sig rask forbi med et mørkt Aasyn, ligesom knurrende paa en Ed. Men der, hvor de store Sivskove drømmer deres Æventyrdrøm bag lette Spindelvævstaager, standser den næsten sin Fart, som vilde den opfordre sin Rytter til ret at dvæle ved Synet af denne overjordiske Dejlighed.

Saa gaar det videre ned gennem Skyggelandet, ned mellem de samme døde, tomme Flader og fjærne, mørke Højder. Men pludselig høres midt i Stilheden en højst besynderlig Lyd. Det er, som aabnedes der et Sted langt borte over Engene en knirkende Lem. Og en klar, men ligesom uendelig fjærn Aandestemme raaber ud i Natten. Fire Gange gentages Raabet, hver Gang mod forskelligt Verdenshjørne. Saa lukkes Lemmen, – og atter er der kun den rolig mumlende Strøm, der glider hen under Stjærnehimlen.

Det er Taarnvægteren paa St. Morten og Lyden af hans Raaber, der hvert Kvarter og i mer end en Mils Afstand høres over Dalbunden; – og snart dukker ogsaa selve Randers By op af Engdisen.

Men det er ikke længer den By, man forlod. Helt spøgelseagtig svæver denne over de blaalige Dampe, midt imod "Flintebjærgets" mørke Masse. Kun et Par Tage ses omkring det tunge Taarn, – som kunde 242 det være Middelalderens gamle Klosterstad, der i denne natlige Stund var stegen op af Graven. Eller er det den? Man synes pludselig at se den lyslevende for sig med de trange, mørke Smug mellem Kirkernes Piller og Klostrenes skumle Mure, – Peberslippen, Kejsergaarden, alle Lübeckernes stinkende Krinkelgange med de smaa, lerklinte Boder og dunkle Hornruder. Hist staar den høje St. Klemens, her St. Petri med sit Klokketaarn; og midt imellem hviler Helligaandshusets mørke Masse, hvor de laskede Sortebrødre ligger og snorker som Orner bag de favnetykke Mure.

Alt som Baaden glider, vokser Byen langsomt. Det er, som fulgte man Skridt for Skridt dens Vækst op igennem Tiderne. Skibsmaster dukker frem mellem Vindebroens høje Galger, Husrækker skimtes – men alt utydeligt, uvirkeligt, som et koglende, bestandig skiftende Skyggebillede paa Nattens Væg.

Nu ligger den ret foran, terrasseformig bygget op ad Skraaningen, og med Møllerne over sig paa Bakken som sorte Spejdere; endnu kun en liden, troskyldig By, men hyggelig og lunt gemt ind under Skrænten. Rækkevis strækker Tagene sig, det ene over det andet, stablede sammen som Husene i en Legetøjsæske, og midt i staar det firkantede Taarn, hvor Vægteren regelmæssig træder frem i sin Luge som Kukkeren i et Nürnberg-Ur.

Under ham snor sig de dødstille Gader. I Tankerne ser man de smaa, pyntelige Bindingsværkshuse med deres kunstige Karnapper og rigt udskaarne Vinduesposter, nogle røde, andre blaa eller grønne i de murede Felter, og alle med nydelige Smaahaver for Gavlene. Høje Flisetrapper med sirligt Smeddejærnsgelænder fører op til de mørke Egedøre, hvis blanke Messinghaandtag skinner i Natten; og inde under de brede Tagskæg hænger der yndefulde Svalegange, der skygger ned over de smaa, grønne Ruder, bag hvilke Borgerne fredelig slumrer i deres snehvide Himmelsenge.

243 Henne paa en Bænk under en stor Lind, hvis løvrige Grene strækker sig ud over den ujævne Gade, sidder en tyk Vægter og storsnorker over sin Morgenstjærne. Men gennem et Hug i Gaden ser man ud over et ødelagt Stræde med store, sorte Brandtomter, sønderbrudte Bygningsrester og Ruinen af et Kloster; en hyggelig lille By, men hærget af Ilden, af Vanheld, af fjendtlige Indfald.

Hist falder et ensomt Lysskær fra et ovalformet Gavlvindue skraat ud over Gaden. Derinde sidder en statelig Mand i en halvslidt Gyldenlæders Lænestol, omgivet af smukke Egepaneler og store Reoler med vægtige Bøger i Svinelæder og Pergament. Et højt, udskaaret Husalter dækker den ene Væg, og i Hjørnet staar en grøn Fajanceovn med bibelske Reliefer. En Gaasefjer hviler i hans hvide, ringbesatte Haand, og i det han nu og da tankefuldt stryger denne ned ad sit sorte, spidst studsede Hageskæg, prenter han omstændelig sirlige Snørkler og sælsomme Streger paa et Blad Papir, der ligger foran ham paa Bordet:

"Ja, Vulcanus med sit glumme Øje,
med brandgul Gab og røde Flab,
bed og blæste saa paa dig, at bedste Midler fløje
hen, men ej kom igen,
som Røg og Damp for Vinde svinde ....."

Der gaar et selvtilfredst Smil over velbyrdig Pastor Lauritz Nielsen Randrups godmodige Ansigt. Han sætter Pennen i Hornet og rejser sig. Saa aabner han stille det lille ovalformede Vindue i Gavlen, og en Duft af Hyacinther, Levkøjer og Krusemynte strømmer ind fra Haven derneden under.

Over dens Træer ser han ud over den lille, hensygnende By. Og bag den strækker sig – mørkt og dystert – Engenes Uendelighed, med Aaens rindende Sølv hen under Sommernattens mildt blinkende Stjærner.

En ensom Baad glider derude. Men alt er stille. Ingen Lyd forstyrrer Nattens dybe Fred.

Pludselig aabnes en knirkende Lem højt over hans Hoved. Og ud i Stilheden lyder Aandestemmens hemmelighedsfulde Raab – – – – – – –

"Klaa-ken er slav-gen et Kvarteeeeer – til tow!"

244

RANDERS FJORD

Den københavnske Damper er i Nattens Løb tumlet over Kattegat.

Under Storm og Mørke har den hugget sig frem mellem de fraadende Vande, der lig tusende brølende Munde har rejst sig imod den som for at opsluge den. Suk og Klage er steget op fra dens menneskefyldte Vom. Ynksomme Raab og Skibssidernes uhyggelige Bragen har blandet sig med Maskinens anstrængte Stønnen og de enkelte Brøl af dump Fortvivlelse fra det sammenstuvede Kvæg, der paa det aabne Fordæk har faaet Søerne over sig, hver Gang Skibet duvede.

Nu er man i Morgenbrækningen kommet ind i mere smult Vand, under Læ af Jyllands store Banke.

Alt i nogen Tid har Rorgængerens skarpe Sømandsøjne i Syd kunnet skimte de vekselvis grønne og hvide Skrænter paa Djurslandets Nordstrand – Gjerrild bratte Kalkskrænter, det runde, naaleskov-bevoksede og ligesom studsede Stavns Hoved, Fjellerup skinnende Sandmiler og Herregaardene bag Bakkekammene. Men snart ligger den høje Kyst ret foran, langsomt svingende op imod Nord; og netop som Skyerne paa den østlige Himmel begynder at gløde, styrer Skibet ind mod det brede, dybe Svælg, hvori Randersfjorden skyder sig ind med sine Følgesvende, de mægtige, lysegrønne Enge.

Endnu er imidlertid alt derinde fyldt med Dis og Vanddamp. Skibet sagtner sin Fart og gaar sønden om nogle smaa Grunde af hvidt, skælblankt Sand – Poldene kaldet – der som Bugen af strandede Kæmpefisk-aadsler synes at vugge i Vandskorpen. En Flok Sælhunde, der ligger og venter paa de første Solstraaler, smutter ned i Vandet, i det man passerer – og med Rederflag og Damppibe hilser Skibet Fjorden, der nu gæstmild aabner det sin Favn.

To mægtige Bakkebarme hæver sig paa hver sin Side af Indløbet som majestætiske Vogtere. Paa den ene svømmer der over Taagerne en lille, skorstensrygende Bondeby, hvis hvidkalkede Mure og blomstrende Frugthaver alt skinner i Morgenguldet. Som et Lyn fra den skysorte Himmel springer et Sømærke frem paa Toppen af den anden. Begge falder de brat og nøgent ned mod Dalbundens flade, saftige Grønsværstæppe, der nu lidt efter lidt dukker frem af Disen.

Efterhaanden som man nærmer sig, ser man – først en Samling røde Smaahuse midt paa Engen, derpaa et Par rødmalede Gaarde med hvide Vinduesrammer og en Mølle; endelig – helt nede ved Bredden – en lille Bygning med Toldskilt, et Signalflag, samt en lille Baadehavn.

Herfra styrer en Baad ud.

Skibet standser. Det er Udbyhøj.

Udbyhøj! ..... Det kommer som et Befrielsens Raab ned til de ulykkelige i de overfyldte Rum under Dækket. De halvdøde Kroppe langs Sofaerne begynder at røre sig, og de blege Ansigter løfter sig fra Puden 245 og stirrer fortumlede omkring i Rummet, hvor Morgenens graa og kolde Lys ubarmhjærtig aabenbarer al Nattens Vederstyggelighed.

Det fortæller om et uhyggeligt Punkt i det moderne danske Rejseliv; – og kanske ogsaa lidt om dansk Godmodighed eller Mangel paa Energi til at gøre sig ud-til-Bens. Hulter til bulter, som Søsygen har kastet dem og Skibets Slingren rystet dem sammen, ligger de der – Mænd, Kvinder og Børn – i Køjer, paa Bordet, under Bordet, over hele Gulvet, ja helt op ad Kahytstrappen i den lille, beklumrede Spisesalon. Hvor man om Aftenen lagde sit svimlende Hoved, finder man nu en andens Fødder eller sine egne Ben – for slet ikke at tale om det, som meget værre er; og Forvirringen bliver ubeskrivelig, naar man midt i denne fortumlede Elendighed, efter nogenlunde at have fundet sig selv, skal til at finde sine Ejendele. Afkastede Klæder, Støvler, "Bakker" – alt er rutschet omkring paa Gulvet og blandet imellem hinanden paa den mest trøstesløse Maade. Hist finder man sine Briller knuste midt imellem Støvlerne; her haler en anden forsigtig en Genstand op mellem sine to Fingre og forsvinder skyndsomst ud med den til Jomfruen.

Men midt i Elendigheden bringer Bevidstheden om, at alt nu er lykkelig overstaaet for denne Gang, pludselig en næsten overgiven Stemning til Veje. Selv inde fra det lille Abtritt – "Damekahytten" kaldet – hvorfra unge Pigestemmer hele Natten i de ømmeste Udtryk har paakaldt Døden, høres nu Latter og lystige Udbrud; og Skibet er ikke paa ny kommet i Bevægelse, før man begynder at mylre op paa Dækket.

Den friske, fugtig-salte Morgenluft virker helt ned igennem Legemet som en Styrkedrik; en Kop dampende Skibskaffe fylder behagelig den tomme Mave. Og i det man magelig hyller sig ind i sin Plaid og gør sig det bekvemt paa en af Agterdækkets Bænke, og efterhaanden som man af Skibet føres frem i dette lysegrønne, dugbesprængte, morgentindrende Landskab, der breder sig for ens Øjne, svinder Nattens Kvaler ind i et lille Smil; og inden man naar frem til Byen, er man enig om, at det dog, naar alt kommer til alt, har været en baade smuk, interessant og særdeles behagelig Rejse.

Imidlertid staar Solen op.

Alt længe har det gæret og glødet derude over Østens skummende Vande. Som en uhyre, flammende Esse, pustet op af Vindens vældige Blæsebælg, har det gnistret og blusset højt op paa Himlen, mens store, blaagraa Skyer, kommende fra Vest, er forsvundne i det gloende Svælg som uformelige Stykker Ved. Endelig brister Himmelranden. En Ildflod strømmer ud over Havet. Og Solen, stor og nystøbt, stiger op imellem Flammerne.

**
*

Det er ikke hver Mands Kunst, at styre et Skib frelst gennem dette Farvand. Den første Mils Vej, indtil det lille Voer Færgested, er Fjorden vel baade bred og forholdsvis let tilgængelig. Men her fra taber den hurtig Havets Karakter: Lugten af Tang og Saltvand viger for fade Mosevandsdampe og Duften af sødt Hø. Hist og her nærmer Bakkerne sig, og Engene vokser ud imod Strømløbet, der lidt efter lidt snævres ind til en ganske smal Rende – ofte ikke bredere, end at Skibet netop kan presse sig igennem med nogle faa Alen Vand paa begge Sider.

Bestandig langsommere og forsigtigere maa dette arbejde sig frem mellem Faskindæmninger og Beskyttelsesværker, beskrivende en uafbrudt bugtet, undertiden ganske brat svingende Linje, der fra ethvert Punkt synes at ende fuldstændig blindt midt i Engen. Hele Sejladsen er et interessant og spændende Skuespil for den, der paa en saadan smuk Sommermorgen sidder paa Skibets Dæk og betragter denne pludselige, vekselvise Synken og Stigen af Vandet i de snævre Kanaler, eftersom Skibet naar frem, den fuldstændige Udsugning af Enggrøfterne, i det det passerer, og den derpaa følgende hastige Fyldning, naar den skummende Kølvandsbølge kaster sig ind over Engen, anrettende Ødelæggelse mellem Sivene og Forskrækkelse blandt det nysgerrige Kvæg, der alle Vegne fra driver ned imod Bredden for at hilse paa det dampende Søuhyre.

Men ogsaa inde fra Landet tager Sejladsen og dette store Skibsskrog midt i Engene sig højst ejendommelig ud. Allerede i kort Afstand kan man paa Grund af Dalbundens fuldstændige Fladhed slet ikke øjne det omgivende Vand, saa det ser ud, som gled Skibet hen over selve Engbunden – som en uhyre Dampplov, der rolig og majestætisk skyder sig frem mellem Bakkerne.

Hænder det nu – som det i Virkeligheden ofte gør – at flere Skibe er for nedgaaende paa Fjorden, besværliggøres Farten end yderligere. Under en evig Piben og Signaliseren og med den omhyggeligste Redegørelse for enhver af de andre Fartøjers Bevægelser, maa man ganske langsomt arbejde sig frem i de 246 utallige Krumninger, og endda ofte ligge længe fuldstændig stille i en Bredning for at lade en Sejler passere. Ganske vist er der i de senere Aar udrettet ikke ubetydeligt for at forbedre Sejladsen. Paa flere Punkter er Løbet rettet ved Gennemskæringer; paa andre er – snart ved Parallelværker, snart ved Indbygninger – Aalejets Tværprofil indskrænket for at opnaa den til Vandmassen og Strømhastigheden svarende størst mulige Dybde; men ikke des mindre tager det selv under de gunstigste Omstændigheder endnu gode fire Timer, førend Fjorden og Aaen er sejlet op ind til Byen.

.... Aaen? Fjorden? – hvor ender den første, hvor tager den anden fat? Det er ikke let at sige det. I længst forsvundne Tider maa Fjorden være gaaet helt ind paa den anden Side af Randers, hvor man et Spadestik under Engmulden endnu finder Rester af Saltvandsdyr og Skaller. Engenes Bredde aabenbarer os endnu nøjagtig dens fordums Storhed. Og paa Sommeraftener, naar Taagerne lægger sig over dem og dækker hele Dalbunden, kan man fra Højderne danne sig en Forestilling om, hvor mægtig og malerisk den har ligget her mellem de høje Bakker, den Gang da Vikingesnækker og blodige Drager spændte deres rødbarkede Vinger over dens Spejl.

Op igennem Tiderne har imidlertid det ferske Vand mer og mer skudt sig frem. Bølgegangen her inde har ikke været kraftig nok til at forhindre Bunden i at gro op. I Middelalderen, ved man, var Fjorden endog saa opfyldt med Grunde, at de lübske Skibe ikke kunde løbe helt op til Randers; og under Kristoffer af Bajern foranstaltedes allerede en Oprensning af et Sejldyb ind til Byen. Men under dennes Forfaldsperiode forsømtes det atter ganske, og imidlertid grode Engene ud med Kæmpeskridt fra begge Bakkesiderne, og Aaens stærke Strøm banede sig Vej igennem dem, efterhaanden som Fjorden veg tilbage.

Nu til Dags er denne vel næsten brak helt ned til Indløbet, eller i alle Fald ned til det lille, før nævnte Voer Færgested, hvor ogsaa Snævringerne begynder, og hvor Søluftens Salt og Strandtangens Syre taber sig for Enghøets krydrede Sødme. Her standser ogsaa Fjordens skrigende Maagesværme som foran en Tærskel; og om Vinteren kommer de store Flokke af vilde Svaner ind fra Havet og lægger sig her udenfor paa de bredere Vande.

**
*

Netop paa dette Punkt mellem surt og sødt ligger Støvringgaard Frøkenkloster, et Alderdomsasyl for jomfruelige Damer af de fem første Rangklasser, lunt og fornemt beliggende under en grøn Skrænt og i Læ mellem to smukke Bøgeskove, men aabent for Morgensolens Straaler, der forgylder dets smaarudede Vinduer og røde Tegltag.

Allerede ude fra Fjorden præsenterer den over to hundred Aar gamle Bygning sig med en vis anstandsmæssig Ærbarhed, der skiller den fra de mange, mere prunkende og verdslig udseende Herregaarde, som titter frem langs Kattegatkysten; og jo nærmere man kommer den, des stærkere bliver dette Indtryk af et Fredens og Kyskhedens Tempel, der slaar en i Møde fra dens mange halvt nedrullede Persienner og de klosterlige Mure. I det man træder over den hvælvede Bro og den brede, mørke Ringgrav, føler man, at nu lukker man Verden bag sig med al dens Ufred, Tvivl, Tant og Begær. I værdig, uforstyrret Ro spejler alt sig ned i disse mørke, glasblanke Vande, hvor tavse, hvide Svaner højtidelig glider om som Blufærdighedens Vogtere. Og lytter man en Stund til Gavlurets tunge, regelmæssige Perpendikelslag, synes man i Stilheden at fornemme ligesom et Pust af Salighedens egen, evigvarende Harmoni.

Men træder man ned ad de smukke Terrasser i Syd og Nord, kommer man ind i selve Paradisets Have – at sige: ikke den vildt frodige, skyggekølige, vellugtsvangre, kilderislende Kærlighedshave, hvor Adam og Eva favnedes under Palmers og Bananers Skygger, men en velanstændig, regelmæssig, pertentlig holdt, svagt lavendelduftende Gammeljomfrupark med snorlige Grusgange mellem korrekt klippede Buksbomhækker og ret afskaarne Lindevægge, hvor kuldskære Sjæle kan promenere under Solens stille Brand, skærmede for hvert mindste Vindtræk, skaanede for hver ringeste Mislyd fra den fjærne, urolige Virkelighedstummel.

Der er i det hele noget over denne Plet, der ligesom ikke er af denne Verden. Disse besynderlige, unaturlig skaarne Trækroner; disse højtidelige, tæt klippede Lindebuer, der hist og her hvælver sig over Gangene; denne overjordiske Stilhed, kun nu og da gennemtrængt af et Maageskrig fra Fjorden eller en Skovlærkes Trille; disse Svaner endelig, der skyder sig frem paa deres hvide Englevinger, saa lydløst og gravitetisk, som var de Genfærd af gamle, hedenfarne Klosterdamer – det virker alt tilsammen taget ind paa Sindet med noget af det overnaturliges sælsomme Magt. Og faar man midt i dette blot et Glimt at se af en gammel, snehvid 247 Frøken, der sidder der med sin Strikkestrømpe paa en Bænk i Solskinnet eller i sorgløs Drømmen smulrer Brød ned i Kanalen med sin fine, gennemsigtige Haand, slaar man uvilkaarlig Øjet ned som foran en virkelig Aabenbaring.

Man føler, at her maatte det en Gang være godt at kunne krybe i Ly med et Livs brudte Lykke og fejlslagne Forhaabninger. I disse snorlige Gange, mellem disse lange, retskaarne Hækker, der alene ved deres strænge Regelmæssighed ligesom tøjler de flagrende Tanker, maatte et uroligt Hjærte, om noget Sted, kunne finde Hvile og Fred. Lindenes tætte Løvmur stænger for alle Længsler; ingen Lyd fra Verden trænger fristende her ind; og ingen Lighed, intet Minde vækker her Erindringens bitre Væld. Men mellem Buksbom og Liguster smiler hundrede fromme Blomsterøjne forjættende op til den lykkelige, der med Hænderne drømmende i sit Skød kan sidde her paa en Bænk midt i Solskinnet og sorgløs lytte til Skovlærkens Trille og Fjordens enlige Maageskrig.

248 Og til Storkene.

Ja – thi med en besynderlig Forkærlighed, der unægtelig smager lidt af en vel beregnet, ikke helt anstændig Spot, vælger disse Ammestuens og Børnekammerets fortrolige at yngle og bygge, om ikke netop paa selve Jomfruburets Tage, saa dog allenfals paa de tilgrænsende Godsforvalterbygninger og nærmeste høje Trætoppe.

I det hele hører disse Fugle Egnen til, ligesom Hjejlerne til Heden, Gøgen til Skovene. Thi Storken er de riges Fugl, Velstandens og det gode Levneds selvbudne Gæst. Der, hvor der er Overflødighed, bygger den helst sit Bo; og selv et Storkeøje behøver blot at kigge hen over denne tætte Række af store, rige Landsbyer, der ligger der mellem Klosteret og Randers – Østrup, Albæk, Vestrup, Tjæreby, Gimming, Harritslev o. s. f. – for at forstaa, at her maa der kunne føres et fedt og mageligt Sommerliv.

I Hundredtal strømmer de ogsaa om Foraaret her til Dalen og overbygger alle Byerne med et Buskads af Reder, ofte fire, fem Stykker paa en og samme Gaard. Med kræsen Mine spankulerer de om Dagen omkring over Engenes og Sumpenes rigt dækkede Taffel. Men ved Solnedgangstid sidder de rækkevis paa Tagene over alle Byerne, med Hovedet og Næbet trykket ned i Kroppen, og knebrende mæt og søvnig – som Forsamlinger af fornemme Fraadsere, der med omhyggeligt Velbehag "repeterer" Middagens forskellige Lækkerbiskener af Frølaarsfrikaseer og Tudsepostejer.

**
*

Her er Kronjydens rette Hjemstavn, et sandt Slaraffenland for Bønder!

Eller kan man tænke sig et Sted, hvor det gamle Ord om at "høste, hvor ingen saar," er blevet mere til Virkelighed end her?

Om Foraaret slaar man blot disse saft- og blomsterfyldte Enge, som Vinterens stigende Vande har gødet; og naar man har stoppet sine Lader lige op til Storkerederne med de Tusender af duftende Stakke, der paa Sommertiden fylder hele Dalbunden, driver man Kvæget flokkevis ud over den for at belægges med dens Fedme. Egentlig har man kun at købslaa med Prangere og prutte med Studehandlere, at tinge og tuske med al denne Guds Velsignelse, der saa at sige af sig selv strømmer ind ad Døren, – og Slægten har faaet sit Præg deraf.

Man se blot dette Øje – saa vagtsomt, saa kyndigt, saa snu forsigtig det skjuler sit Blik i det tillukkede Ansigt. Man mærke dette urokkelige Stivsind, denne haardnakkede Koldblodighed hos disse brede, plumpe, rødmussede Skikkelser, der holder Hovedet i Vejret med en selvtillidsfuld Stolthed og træder i deres Træsko med indtil fyrretyve tusende Sølvdaleres Vægt.

Og man se deres Byer, der ikke som mange sjællandske synes mer eller mindre trykkede af Herskabs-Fæste og Kreditforenings-Prioriteter. Disse Gaarde er sande Herresæder. Fire store, rødkalkede Længer ligger kongelig mellem taarnhøje Hæs og en gammel, skyggefuld Æblehave. I Staldene gumler indtil et halvt hundrede mægtige Fedestude; paa Stænge og Toft ligger Høstens kærnetunge Dynger sammenhobede. Og midt i den store, renlig holdte Gaardsplads troner Møddingen, omhyggelig klappet og hæget, ligesom formet efter den Kage, som den – efter et andet gammelt Ord – "sætter paa Bondens Bord".

Træder man gennem Fremmerset ind i de anselige, noget mørke Stuer, med deres linnedfyldte Skabe og tunge Egekister, eller ned i Sulekælderen og Forraadskamrene – alle Vegne møder Øjet de samme umiskendelige Tegn paa uformindsket Velstand i dette Sølvknappernes, Sølvspændernes og de sølvbeslagne Pibers gamle Hjem. I de nyopførte Gaarde er Stil, Indretning og Bohave dog helt moderne. Blankt Mahogni straaler her i de lysere, venlige Stuer; store Litografier og Oljetryksbilleder pranger paa de lyseblaa, grønne eller okkerfarvede Vægflader; i Stadsestuen staar pletterede Lysestager, Lamper med rosenrøde Silkeskærme, enkelte Steder et lille opretstaaende Piano, ja undertiden hele to – et paa hver Side af en Dør – "for Symmetriens Skyld". Og kommer man ind bag Køkkenet, i Bryggers, i Mejeri, i Tærskelo og Foderstald – overalt finder man Landbrugets nyeste Opfindelser og Metoder i fuldendt Virksomhed.

Det er i det hele en gammel Overtro – denne med Jyden som det tunge Tros, der altid kommer luntende bag efter. Ganske vist: han ser sig gærne forsigtig baade for og bag; han sætter nødig Foden, før han nøje kender Grunden; men er hans Betænkelighed først overvunden, hans Sans vakt, saa trættes han ikke – som saa mangen Sjællænder – efter den første Smule Anstrængelse; saa svækker han sig ikke – som saa mangen Fynbo – med alskens kvindagtigt Tant. Men med sin mandige, studestærke, ubøjelige Energi bryder han sig Vej og hælmer ikke, før han har naat sit Maal.

249 For Øjeblikket har han sikkert paa saa godt som alle Omraader langt overfløjet sine østlige Frænder. Med forbavsende, paa mange Steder næsten "amerikansk" Hurtighed er Udviklingen i det sidste Tiaar skredet frem. Egn paa Egn, Sogn paa Sogn har rejst sig af sin Dvale som en Bjørn i sit Hi. Hvor Jærnbanen har udskudt sine Nervetraade, er hele Nybyggerbyer – Herning f. Eks. – grote op som ved et Trylleslag; og alle Vegne spores en Foretagelsesaand, en Virkelyst, en ærekær, aldrig trættet Handlekraft, der tager sig dobbelt rastløs ud, naar man kommer fra de vegere, marvfattigere Øboer, der ikke synes tilstrækkelig at mærke, hvordan Tiden i mange Punkter løber fra dem, mens de magelige og selvtilfredse hviler paa de en Gang for tredive Aar siden indvundne Lavrbær.

Og Aar for Aar vil Jyden vinde frem. Thi ved Siden af sin seje Vilje har han dette sunde, friske, uopslidelige Humør, der slaar alle Fabler om Tværhed og mut Uomgængelighed til Jorden. Mens man – ærlig talt – vanskelig skal kunne tænke sig noget mere bedemandsagtigt end et Gilde mellem sjællandske Storbønder, saa ler man her af sine Lungers fulde Kraft. Her sidder Gamlingen ikke højtidelig og snuser, men giver sig hen med de andre i barnlig, utvungen Livsglæde. Og de unge, tømmerstærke Karle, og de unge, bredskuldrede Piger, der tager sig firdobbelt landligblomstrende og fuldblodige ud i deres snævre Købstadtoiletter, træder Dansen med en ildfuld Kraft og Inderlighed, der varsler godt for den kommende Slægt.

Sandt nok: det er kun, saa længe de er mellem "deres egne". Saa snart en ukendt viser sig, holder Latteren inde, den rappe Tunge stækkes, og Øjet kniber sig sammen i dette stikkende, paapassende, mistænksomme Blik, der synes at se en Fjende i hver fremmed, en Spion eller Kæltring i enhver, der bærer Købstadens eller "Dannelsens" Mærke. Men kan det undre? .....

De gode Øboer er saa hurtige til at glemme, saa lette til at tilgive.

Jydens dybe Mistillid, hans aarvaagne Øje, hans mandige Utilgængelighed for enhver Smiger og forsigtige Vejning af ethvert uprøvet Forhold turde for nærværende være den bedste Borgen for Bondens fremtidige Indflydelse og Selvstændighed.

250

MELLEM FJORDENE

Det gaar med Landskaber som med Bøger. For at interessere maa der enten hvile over dem en eneste stor, alt omfattende Stemning, der uimodstaaelig griber, og des stærkere, jo dybere man trænger ind, eller de maa bestaa af livlig vekslende Partier, som hvert for sig paa en særegen Maade skiller sig ud fra Omgivelserne, som ved Farve, Linjer, Alvor eller Ynde uvilkaarlig fængsler Blikket og samler Opmærksomheden. Ingen glemmer nogen Sinde det storladne Tungsind over Hedens ellers saa ensformige Fortælling. Og ingen har vandret gennem et nordsjællandsk Herred uden at berige sin Erindring med hundrede smaa, præcise og uudslettelige Billeder af idylliske Skovsøers blanksorte Spejl, af frisk, blinkende fjordblaat mellem bøgeklædte Skrænter, af fintløvede Hasselhegn med en Stente og en Hytte, af mørkt skulende Tørvemoser under kløverrødmende Højagre, af skyggefulde Lunde og livlige Smaabyer med Ungdommen samlet omkring et kobberfarvet Gadekær.

Den, der en Dag finder paa at gennemvandre Landet mellem Randers- og Mariagerfjorden, vil derimod hurtig føle sig træt. Bliver Dagen tilmed varm, Solen brændende, er Turen heller ikke ubetinget lønnende i denne saa godt som træløse Egn. Der er i Landskabet baade Bakker, der stiger, og Dale, der sænker sig – ensformig og jævnt. Der er Byer og enlige Huse spredt hen over Agrene; der ligger hvidtede Kirker hist og her paa Toppene; der bugter sig smaa Aaløb eller blinker en lille Sø i en blomsterbroget Eng. Men alt sammen glider det virkningsløst forbi uden at efterlade noget Indtryk. Der mangier dette uudsigelige, der gør ens Sans til det villige Voks, hvori ethvert Billede uforglemmelig præger sig. Saa snart det her er ude af Øje, er det ude af Sind. Og naar Vandringen er til Ende, har man af den hele Egn kun bevaret Erindringen om en stikkende Sol paa en skyggeløs Vej, et Par brændende Fødder i et Par glohede Støvler, Taskeremmens ulidelige Gnaven over Skulderen – og maaske Billedet af det lille, friske Pigebarn, i hvis Mælkespand man stjal sig til at slukke sin Tørst.

251 [illustration: Mariager]

252 Hen imod Mariagerfjorden forandrer Forholdene sig dog. Bakkernes jævne, ensformige Bølgeflade bliver dristigere, uroligere, hæver sig endog paa enkelte Steder, som ved Kjellerup, temmelig brutalt, og faar over sig noget af det nøgnes og goldes triste Poesi. Agerlandet og dermed Byerne bliver sjældnere. Flokke af Faar driver enlig om mellem Sandhøjenes blege og fattige Græs eller søger Skygge mellem Revlebær og Slaaentjørn. Hist og her under Bakkerne ligger et Par smaa Huse nede ved en Bæk og et lille Stykke Grønsvær [illustration: Mariager Kloster] med en Blegeplads; og paa en enkelt, firkantet Ager af opdyrket Jord gaar en gammel, udslidt Hest og en lille, skrutrygget Bondemand, der med en klar Stemme synger om Kap med Lærken over hans Hoved, som for at holde Haabet oppe over al denne Trøstesløshed.

Paa de høje Punkter mærker man Fjordens Nærhed i smaa, kølige, stødvise Pust, der faar det lange, tørstige Græs til at neje sig. Og til Forfriskelse ligger her Blaabærrene paa flere Steder saa tæt over Skraaningerne, at man i Modningstiden formelig vader ligesom i Blod.

253 Pludselig titter et Stykke Tegltag som et stort, ildrødt Hoved op over en af Bakkekammene for ude. Man har dog næppe gaaet et Par Skridt, før det lige saa hurtig forsvinder igen – men blot for en Stund efter paa ny at dukke op, og denne Gang med et Par andre i Følge. Og nu begynder der efterhaanden som man kommer frem, en nysgerrig Kiggen-op og Dukken-ned af store og smaa sprudrøde Hoveder, der trykker sig sammen og forsvinder, ligesom Skolepiger bag en Vindueskarm. Endelig er den sidste Bakke omgaaet, og dybt i en Tragt med grønne, halvt skovpolstrede Sider præsenterer den lille By sig for ens Blik som en undselig ung Pige, der skamfuld og rødmende, sin egen Ringhed saa vel bevidst, slaar Øjnene ned for den fremmede Beskuer: Jeg er den lille Jomfru Mariager!

Det vilde nu ogsaa være en slyngelagtig Kompliment, om man kaldte denne By en stor, eller blot anselig, eller endog blot ikke uanselig Stad. Man forvilder sig ikke uden Vanskelighed i disse tre smaa, stilfærdige Gader, der munder ud i det lille Torv i Byens Midte, og hvis smaa, tækkelige Huse ligger der Side om Side som venlige Væsener og indbyrdes gode bekendte, der indtil de mindste Enkeltheder er fortrolige med hinandens Vaner, Liv og Tilbøjeligheder. Det hele synes som en eneste, hyggelig, lille Familieklynge. Selv Hundene kender straks den fremmede og forfølger ham med en rasende Gøen ned ad Gaden, hvor der, naar der nyses i den ene Ende, siges "Gud velsigne dig" fra den anden; og det er en af Døgnets Hovedbegivenheder, naar Provsten viser sig for at gaa sin sædvanlige Aftentur op over Anlægene.

254 Allerede fra gammel Tid har den lille By ejet Berømmelse som en Plet, der kunde "sysselsætte en med Naturskønhedernes Sprog fortrolig rejsende". I de senere Aar er dens Ry snarere steget end dalet, og det er endelig ikke helt uforklarligt. Selve Byens Beliggenhed i den dybe, men snævre Dal, dens mange smukke Haver, de sjældne, virkelig "romantiske" Plantager op ad de stejle Skraaningssider, med de vidunderlige, smaa Kig mellem Bøgekroner ud over den sølvblinkende Fjord og til de mørke Lynghøjder paa den anden Side, det gamle Brudstykke af en Klosterkirke endelig og de tilstødende Levninger af det berømte Birgittekloster, der ligger ved Foden af Anlæget mellem skyggefulde Trægrupper – det fængsler alt sammen ved en blid, indsmigrende Ynde, der navnlig i Foraarsløvspringet og helst efter en mild Draaberegn virker uimodstaaelig.

Fjorden dernede, som endnu her er bred og havfrisk, iler hastig hen mellem de høje, bratte Skrænter, der til begge Sider indeslutter den, pisket op af det Slud, der staar ind gennem denne Smøge fra Vindenes store Tumleplads. En mørk, saa godt som nøgen Lyngvæg danner overalt dens nordlige, alvorsfulde Indfatning. I Syd derimod veksler stejle Sandbanker og grønne Lider med lavt, forkrøblet og vejrblæst Krat, der hist og her skyder sig ind i lune Tværdale med smukke og fyldige Skovgrupper.

I Øst, og navnlig paa den anden Side af den lille Ladeplads Hadsund, breder Fjorden sig stærkt; paa et enkelt Sted, udfor den lille Ø Treskjelbakkeholm, endog til omtrent en halv Mils Vidde.

Men her skifter ogsaa Bredderne til Dels Karakter. Store, lysegrønne Skove skyder sig i Nord op mellem den fløjelsbrune Lyng, mens i Syd, mellem den højtliggende Vindblæs Kirke og Herresædet Overgaard, en saftig Eng ruller sit Grønsværstæppe hen under den majestætiske Goldhed. I stille Vejr synes Bredningen en stor, smilende Indsø, i hvis blanke Vand de høje Bakker pragtfuldt spejler sig.

Dybt i Vest, for Enden af Fjorden, flimrer Skorstensrøgen fra Hobros Ølbryggerier og Dampbrænderier; og nærmer man sig, ser man snart den lille, terrasseformede By ligge derinde under sine mægtige Skraaninger som paa Bunden af en uhyre Bryggerkedel.

Denne By har indtil de seneste Tider ført en temmelig kummerlig Tilværelse. Skønt gammel af Aar og beliggende i en Egn, der i alle Fald for en Del ikke er blottet for Velstand, hørte den endnu i Midten af dette Aarhundrede til en af Landets allermindste Købstæder. Senere, og navnlig efter at Fjordløbet var blevet uddybet, voksede den imidlertid i Løbet af tyve Aar til den dobbelte Størrelse; og den er nu en lille livlig By med omkring 2000 Indbyggere, en nybygget Kirke og en Natur, der aarlig tiltrækker mange rejsende.

Men vil man nogenledes have et Overblik over denne Egn, da gaa man op paa Hohøj (el. Hovhøj), en mægtig, dristig formet Kegle, som, en lille Fjerdingvej sydost for Mariager, skyder sin mørke Lyngtop op over en Kappe af Revl og Krat, som danner Sidernes Beklædning.

Vejen derop er besværlig og tung, gennem gult, foddybt Sand, mellem Bøgepurrer og Tjørn, og til sidst ad Lyngens bratte Baner. Men har man først naat Kollen og Generalstabsmærket paa Toppen – hvilket Syn!

Man bør komme her ved Solnedgang, en stille Dag, naar det bølgende Land ligger dernede med solbelyste Toppe og mørke, langt henfaldende Dalskygger. Og man bør dvæle her, saa længe Aftenens fine, vekslende Farvespil lægger sin Glorie over dette milevide Landskab, hvorover Blikket tumler sig. Man ved ikke, hvor man skal fæste Øjet i denne Mangfoldighed, i hvilken enhver Genstand forsvinder, – i denne Uendelighed, der under Nedgangsskæret virker, som saa man ind over en fremmed Klode. Skovene ligger dernede som store grønne Tæpper, hængte til Tørring over Bakkerne. Byerne synes hyggelige Fuglereder, klistrede ind under Græstuer ... Lige under Foden bugter Fjorden sig med sit staalblaa Vand, og Fiskerbaadene, der krydser dens Løb, tager sig ud som smaabitte Fluer – eller Sommerfugle, i Fald Solen tilfældigvis beskinner et Sejl. Paa et Stykke har man den for sig i dens hele Bredde, paa et andet ligger den skjult bag det mørke Bakkeparti, mellem hvilke Mariager bly gemmer sig som en Viol mellem Muldvarpeskud. I Syd er spredt en Haandfuld Smaaheder. Hist og her blinker en lille Sø. Og hvorhen man vender Øjet, boltrer det sig over Byer og Kirker, Høje og Dale, indtil det alt fortoner i Horisontens fjærne, blaalige Dis.

Men fremfor alt har man al den megen Himmel, denne uhyre Kuppel, der spænder over den hele Myretue, lige prægtig og imponerende enten den skinner i solblank Renhed med sejlende Svanedun eller hænger med flossede, sønderflængede Rande og regngraa Bygeslør hen over Toppene, – ja allermest betagende maaske i sin Vælde, naar store, sorteblaa Skykæmper, førte af Vinden fra Havet, vælter sig hen over ens Hoved i et vildt og storladent Basketag, fyldende Luften med Hvin og Kampbulder og hyllende Landet underneden ind i et tungt, sort og truende Mulm.

256 Ud fra en af de tre smaa, kummerlige Hytter, der ligger under Kollen, mellem Lyng og Sand, kommer en gammel Kone op imod os. Det er en lille, lidt spinkel Skikkelse i et stumpet, tykt Hvergarnsskørt og med mørke Stunthoser over de næsten uhyggelig tynde Ben. Paa Grund af Varmen har hun smøget Livstykket af sig, saa det hænger ned bag paa, og op af den grove Særk stikker den nøgne, magre, kobberrøde Hals. Mellem de knoklede Hænder har hun en Strikkestrømpe, og over den højre Arm bærer hun Tøjret af en Ko, som følger hende i Hælene – et lille, indskrumpet Kreatur, ganske krølloddent over Kroppen og med underlig indadskruede Horn.

Smaamumlende med sig selv, og med smaa, lette, trippende Trin søger hun om mellem Lyng og Krat for at finde – hist en Tot Græs, her et Par friske Blade eller en Smule Mos. I det hun faar Øje paa os, løfter hun Armen op til Panden og ser op med to smaa sorte, forskende Knappenaalsøjne.

Vi hilser ned.

"Hvad for prægtig Udsigt De dog her har, Morlille!"

Ved Lyden af vor Stemme tager hun hurtig Blikket til sig, binder langsomt og omstændelig et Par Masker, drejer derpaa atter, ligesom i Smug, sit læderbrune, gennemfurede, af et fedtet, stramt Hovedklæde indrammede, lille Ansigt op imod os og ser sig endelig tilbage til Huset, hvor en Mand med hvide Skjorteærmer staar og graver i en Sky af Sand.

"Ja, Udsigt har vi nok af", siger hun endelig, ligesom ved sig selv.

Men længere kommer vi heller ikke med hende. Ved alle vore Spørgsmaal vender hun sig blot om imod Manden, og siger derpaa med underlig hviskende Stemme og et Nik: "Det er min Søn". Til sidst tier hun helt. Og da heller ikke vi længer taler, ser hun endnu en Gang op med et hurtigt, sky Blik og vandrer derefter rolig og søgende videre med sin krølhaarede Ko, sin mimrende Mund og sine Strikkepinde.

Imidlertid har Manden opdaget os og med et rask Tag sat Spaden i Sandet. Han viser sig at være en stor, lyshaaret Skikkelse med hule Kinder og store Øjne, noget kroget i Ryggen og skæv i Skulderen af haardt Arbejde, men livlig og meddelsom, ja helt snakkesalig, da vi først er blevet lidt kendte. Han fører os ind igennem "Haven", hvor visne Rækker af Kaalplanter og Kartoffeltoppe trykker sig sammen mellem Lyngtørvsdigerne, og over Pindekvas, Børneskrammel og et Kuld smaa, æggegule Kyllinger naar vi den lave, ikke nær mandshøje Dør.

Inde i Stuen, der er klemt sammen mellem Fæstald og Svinesti, er der trangt om Plads. En Himmelseng langs Bagvæggen, en Kistebænk under Vinduet, en Dragkiste og et skuret Bord – og alt er optaget. Væggene er klinede op mellem Stavrer, og i Leret sidder Smaasten, Halmstumper og Rester af gammelt Løv. Men overalt er de smykkede med en Mangfoldighed af kolorerede Billeder i "forsølvede" og "forgyldte" Paprammer: Kristus paa Korset, i Krybben, paa Søen, og siddende ved Gud Fader den almægtiges purpurklædte Trone. Loftet hænger, især i Midten, saa lavt, at Manden maa lægge Hovedet helt ned paa Skulderen, naar han færdes under det; og gennem Stuens eneste lille Vindue, der tilmed halvt dækkes af Tagskægget, sniger Lyset sig mer end sparsomt ind mellem en Kasse Reseda og en Ambra i et Lerkrus.

Henne ved Sengen rejser en lille, ung og køn, men træt udseende Kone sig med lidt Anstrængelse op fra en Skammel og hilser os med et halvt hyggeligt, halvt undseligt Smil. Hun har en Tipunds-nyfødt i Skødet, to Aarsunger hængende i Skørtet, og rundt omkring hende vrimler og kravler det med smaa, tykmavede, fregnede og rødhaarede Børn af alle Aldere. Men med et resolut Tag fejer Manden den ene Halvdel af Kistebænken ren for Krybet og byder os Sæde.

Om vi ikke er tørstige? Vi maa da endelig sige til! For de har baade Øl og Mælk, og ogsaa en Slat Kirsebærvin fra sidste Barsel. I det hele taget har de det meget godt; de mangler sjælden Brødet, og hænder det, saa har de Kartoflerne. Og Kartoflerne her er de mest velsmagende i hele Herredet, siger han. For Resten arbejder han nede paa Cementfabriken Cimbria ved Fjorden og gaar hjemme fra hver Morgen Kl. 3 for med den lange Vej at være der i rette Tid. Saa kommer han tilbage om Aftenen Kl. 8, og efter den Tid og om Søndagen og overhovedet, naar Lejlighed gives, dyrker han sin Jord her ved Hjemmet. Hidtil har han til Tumleplads kun haft Haven og en smal Strimmel nede mellem Krattet, som var hans gamle Fædernearv. Men nu i Foraaret købte han et Stykke uopdyrket Hede af sin Nabo for en halv Side Flæsk og en Rulle Skraatobak. Og der var meget at tage Vare. Først skulde Lyngen brydes og brændes, saa skulde de alle sammen, Børnene med, samle Løv i Skoven og Tang fra Stranden, og naar Jorden var vendt og renset, og den havde ligget en Sommer, og Koen gødet den, skulde den graves op med Spade. Men saa vilde det ogsaa 257 en Gang blive Stadsjord! Men imidlertid voksede jo ogsaa Børnene op, saa det var godt at vide sig saa vel forsørget. Tillige var der hans gamle Mor, som for Resten havde været et forskrækkelig rapt Fruentimmer, men som jo nu var "lidt til en Side", saadan som det jo gærne kommer med Alderen. Endnu kunde hun jo nok gaa og pusle omkring med et og andet, men Føden værd var hun allerede næppe.

Han sidder og fortæller os alt dette og om sin Tjenestetid som Soldat, om Marens – Konens – Fataliteter som "indvendig" hos en Isenkræmmer, samt meget andet, med en lyksalig Omstændelighed, næsten uden at standse. Hans virksomme, rastløse Liv synes at have meddelt hans Person noget eget uroligt, hvileløst, der i Længden gør et pinligt Indtryk, især ved at være forbundet med et sært, aandsfraværende Udtryk i hans store, stillestaaende Øjne. Mens Tungen løber løbsk i hans Mund, skifter han uafbrudt Sæde paa sin Stol, farer sig med sin vældige Haand op i Haaret, tager et af Børnene op paa sit Skød, sætter det igen, snyder Næsen paa en anden og skænker op i det allerede fyldte Krus. Konen, der har sat sig hen paa Sengekanten, med Børnene omkring sig, ser nu og da op paa ham. Det lille, lykkelig-undselige Smil spiller om hendes Mund. Men af og til, naar hans Stemme stiger, glider der uvilkaarlig som en lille, lidende Trækning hen over hendes fintformede Pande; de trætte Øjelaag sænker sig blytungt ned over de mørke Pupiller, og et Minut synes det, som om hun virkelig sov.

Ude i Haven var den største af Drengene straks sat i Arbejde med Spaden. Sveden rinder ham ned ad Kinderne, Sandet ryger ham om Ørene, og Spadejærnet hugger mod Sten paa Sten. – Og hist ude mellem Krattet vandrer den gamle Mor søgende hid og did med sine smaa, lette Dansetrin, sin lodne Ko og sine Strikkepinde.

Et fattigt Land, et trælsomt Liv! –

258

DJURSLAND OG MOLS

Fra Randersfjordens sydlige Bred træder man ind i Djursland – Herregaardenes Paradis. Allerede ude fra Havet og Fjordindløbet kan man se deres gyldne Spir og takkede Gavle titte frem langs hele den høje Kyst mellem bratte Klinter og grønne Lunde. Men ogsaa over hele det Indre af det skønne, frugtbare Land ligger de saa tæt som Musereder i en Hvedemark – snart stigende stolt over spejlblanke Kanaler som en Nymfe af Badet, snart skjulende sig som en ond Samvittighed i tætte Skove og mellem mægtige Bakker .... hist et lille, pynteligt Jagtslot med Rokokoornamenter og Stenvaser, her en gammel, murfast Borg med tunge Taarne over skumle Ringgrave, der ved sin blotte Tilsynekomst fylder Fantasien med alle Haande brogede Billeder af Ridderfærd og blodige Gerninger, af natlige Fester med Fakler og klirrende Vaaben, og larmende Jagttog med Hundeglam, Hallo og skønne, pragtfuldt klædte Ryttersker.

Oprindelsen til adskillige af disse fornemme Herresæder, der nu er i Landets fineste Familiers Besiddelse, skyldes efter al Sandsynlighed – Røverriddere, som en Gang i gamle Dage her har fundet et passende Skjul for deres uhyggelige Haandtering. I hine længst forsvundne Tider gennemskares nemlig denne saa mærkelig formede Landklump paa Kryds og paa tværs af brede, sejlbare, men stærkt krogede Sunde eller Fjorde, mellem hvis høje, stejle Bredder disse Banditter bekvemt kunde ligge paa Lur efter de forbisejlende Handelsskibe, og ind til hvis Smøger og Smug de efter endt Hærværk hurtig kunde trække sig tilbage og i Sikkerhed udplyndre deres Bytte. Her laa de da i Mundingerne med deres vel bemandede Flaader som en Edderkop i Hjørnet af sit Spind og kastede lange Blikke ud over Havet. Og om Natten trængte Lys og Larm af vilde Drikkelag ud fra deres Borge.

Men efterhaanden som Landet hævede sig, lukkedes Sundene, og den gamle Havbund dækkedes af disse fede, saftige Engdrag, der endnu som brede, grønne Floder bugter sig gennem det høje Land. Samtidig skiftede ogsaa Borgenes Beboere Karakter. De vilde, forvovne Søhaner, mærkede af Havets Salt og dristige Æventyr, gav lidt efter lidt Plads for tungere, drabelige Skikkelser – plumpe og enfoldige, men stærke og ustyrlige som de Okser, de i Hundredvis havde græssende paa deres Enge. Med brammende Fjerbuske, et Skærf over den vældige Vom og et to Alens Slagsværd ned ad Siden drog Herrerne frem paa deres bovnende, jyske Hingste, hærgende Naboer, fejdende med Slægtninge og plyndrende deres Bønder, – dyngende Guld paa 259 Guld og Pragt paa Pragt i de nyopførte, murstærke Gaarde, hvor deres svulmende hvide Kvinder sad i Zobel og Silke i høje Sale, mens Bonden krøb sammen i sit fattige, klinede Bo paa Toppen af de magre Bakker, forkommen af Kulde og Sult, gnavet af Utøj og Nød, ængstelig lyttende til hver Larm og Støj, der trængte op til ham fra Dalen.

Hvilket Liv her er ført! Intet Under, at det endnu i natlige Timer spøger med blodige Gengangere og jamrende Raab, at det klirrer under Jorden med tunge Lænker og støjer i Luften med raslende Vaaben og vrinskende Heste!

Det var Mænd som hin berygtede Lave Eskesen Brok, Herre til Estrup og flere Gaarde, en raa og stridslysten Slagter, der gennem et langt Liv rasede frem med Næve og Sværd og uophørlig væltede sig ind paa selv sin nærmeste Slægt med Fejder og Processer. Med egen Haand hug han en Gang Maven op paa en fredelig vejfarende, den rige og ansete Borger Nils Paaske af Randers; og en anden Gang, han var stævnet til Herredsting i Anledning af et Tvistemaal om Fiskeretten i en Aamunding, lod han uden videre Fogden gribe og slæbe ind i Estrup Mølle, hvor han med Vold tvang ham til at besegle hans Fordringer. – Det var Kvinder som den skarnagtige Hilde Trolle til Katholm og Mejlgaard, der med Øje og Tand havde solgt sig til den onde, og som bogstavelig egenhændig flaade Klæderne af sine Folk og gav dem Tamp i Stedet for Løn. Og det var Individer som hin Jørgen Arnfeld, der fra sine skumle Fangekældere lod bygge hemmelige Lydrør op til de øvre Værelser, for at han deroppe fra kunde gotte sig ved Jammeren og Angstskrigene fra de ulykkelige, der pintes til Døde dernede i de forfærdelige Rum.

Det synes virkelig, som om man paa denne Egn endnu mere ugenert end andre Steder i hine Tider har spillet Bold med sine Medmenneskers Gods og Lemmer. Bag de uhyre Skove, der den Gang indtog den største Part af Landet, kunde man uhindret foretage sine Skændselsgerninger. Over disse Sumpe og bundløse Veje naade ikke Retfærdighedens Arm. Da Hans Axelsen vilde bygge sig en Borg, uddrev han uden Naade Bønderne af deres Huse, nedbrød Byen og rejste sit Herresæde – det nuværende Rugaard – paa dens Plads. Ja paa Benzon, det daværende Sostrup, drev Ridder Oluf Pedersen Gyldenstjærne det endog saa vidt, at hans egne Søstre, Fru Elsebe og Jomfru Lene, til sidst forklagede ham ved Viborg Landsting "for den store Forfang og Uret, han gjorde dem, i saa Maade, at han slog og jagede dem og deres Folk med Vaaben og dragne Sværd og slog deres Huse om og tog deres Gods voldeligen fra dem".

Men lod saa disse gæve Riddersmænd en Stund Sværd og Jagtbøsse hvile, plantede de sig ved Drikkebordene og fyldte deres Kroppe med stærkt, hjemligt Øl og hidsende Vine. Under alskens raa Spøg og uterlig Tale tømtes Krus og Buteljer, eller man fordrev Tiden med højt Spil. (Den unge, attenaarige Hans Seefeld bortspillede paa en eneste Nat begge sine Gaarde, som han nys havde faaet i Arv). – Og steg saa Øllet til Vejrs i disse forplumrede Hoveder, behøvedes der kun saare liden Anledning for igen at føre selv det fredeligste Lag til en blodig Ende.

Her et lille Træk, som er fortalt om Livet paa en af disse Gaarde en Gang omkring Midten af det sekstende Aarhundrede.

"Niels Marqvardsen sad en Dag med nogle flere gode Karle i Estrup Borgestue, da Jørgen Urne, en anden ung Adelsmand, kom derind; medens denne sidste lod sine Støvler trække af, kom han i Snak med Niels Marqvardsen, især om Jagt og lignende Fornøjelser, hvorefter Jørgen Urne bad Niels Marqvardsen om at forære ham den Krans, han bar paa Hatten. Denne svarede, at han vilde ikke give den bort for hundrede Gylden, saa kær var den ham, hvorefter Jørgen Urne tilbød ham at "rende" med ham derom, det vil sige enten at holde et Vædderidt eller bryde en Lanse med ham; dertil erklærede Niels sig villig, og efter nogen videre Spøg faldt denne Samtale bort af sig selv, i det Niels satte Kransen paa Hatten og Jørgen Urne bad ham om at forsvare den som en god Karl. Noget efter stod Niels op og sprang over Bordet, som brugeligt var, naar man sad ved Væggen og vilde ud; ved Springet faldt Kransen af; han tog derefter Sværd og Kjortel og gik ud. Søren Pedersen, Jørgen Urnes Moders Svend, tog Kransen op under Bordet med den Bemærkning: "her er Niels Marqvardsens Krans, som han holder saa meget af", men i det samme kom Niels igen ind i Stuen i højeste Forbitrelse, da han trode, at Jørgen Urne havde taget hans Krans, som øjensynlig har været fra en meget kær Haand; han svor, at der i Aften en skulde dø for hans Krans, og vilde fare løs paa Jørgen Urne, men blev greben af Svendene, som bad ham give sig til Freds, Kransen var til Stede, og Jørgen havde ikke taget den, han skulde faa den ubeskadiget igen, naar han vilde give Haanden paa, at han vilde være rolig; dette gjorde han, men saa snart de slap ham, for han løs paa Jørgen Urne og slog til ham med Sværdet, medens en af Karlene 260 holdt denne, saa han ikke kunde komme løs. Søren Pedersen bragte nu Niels Kransen, sagde ham, at han havde fundet den under Bordet og slet ikke lagt Skjul derpaa, samt bad ham om nu at tage den; men denne slog i sin Forbitrelse til Søren Pedersen, de greb fat i hinanden, kom ned paa Gulvet, og inden de blev skilte ad, havde Søren Pedersen stukket Niels sin Dolk i Brystet, hvilket blev hans Banesaar."

**
*

Der ligger det stolte, vidunderlig skønne Gammel Estrup, omgivet af pragtfulde Skove, af saftige Enge og af den klare, vandrige Allingaa, der i vidtløftige Bugtninger slynger sig hen mellem det blomsterfyldte Fløjlstæppe – maaske Perlen af alle danske Herresæder. Det ligger umiddelbart ved Foden af en mægtig Bakkeknude, "Helligbjærget", der hæver sig stejlt og kæmpemæssigt op fra Dalbunden, og er bygget i gotisk Renæssancestil paa samme Sted og mellem de samme Volde og Grave, over hvilke for henved seks Aarhundreder siden det ældste "Æsendorp" løftede sine Mure.

Hvor har de dog ikke i hine gamle Dage forstaaet den Kunst at bygge! Hvor ynkelig, ubehjælpsomt og ideforladt tager dog ikke de fleste af vore moderne, fordringsfulde Murstensstabler sig ud ved Siden af en saa fuldbaaren Tanke! Stolt, yndefuldt, med en egen, dronninglig Majestæt hæver disse røde Mure sig over Gravene. Et Par slanke Taarne, et Par prunkløse Spir – og intet videre. Men saa vel dette næsten kyske Ydre som det Indres lidt mørkladne Hygge er af uforglemmelig Skønhed.

Nu – hin Jørgen Skeel, der for over halvfjerde Aarhundreder siden byggede Borgen, var ogsaa en af Landets rigeste og mægtigste Mænd – "Herre til Sostrup, Skjervad, Estrup, Ulstrup, Hegnet og Hvidkilde, Rigsraad og Marsk, Ridder af Sværdordenen, Befalingsmand paa Kalø og Vestervig Kloster" – og overhovedet har ingen af de Broker eller Skeeler, der nu siden Midten af det fjortende Aarhundrede uafbrudt har haft Gaarden i Eje, manglet jordisk Gods. I Riddersalen findes saaledes endnu Tapeter fra det syttende Aarhundrede, hvorpaa fremstilles ikke mindre end ti Herregaarde, der den Gang var i Familiens Besiddelse; og mer end en Skeel har med Føje kunnet bære sit Tilnavn den rige. Adskilligt af al denne Herlighed er vel nok kommet sammen ved Midler, som kunde have været noblere. Det var saaledes til en af Herrerne paa Estrup, at den før omtalte unge Hans Seefeld tabte sine Godser i Spil. Men blandt Gaardens Ejermænd er ogsaa Folk som den "rige" Skeel, Alkymisten, hvis Laboratorium endnu forevises i en Kælder under et af Taarnene.

Ved samme Allingaa, men et Par Mil højere oppe, ligger Clausholm, et meget gammelt Herresæde, men med forholdsvis temmelig moderne – og ikke særdeles interessante – Bygninger samt en stor, ualmindelig smuk Have. Herfra var det, at højsalig Kong Frederik den fjerde en Sommernat 1712 i Hemmelighed bortførte Anna Sofie Reventlov, skønt dennes Moder, Storkansleren Grev Reventlovs Enke, som en Grib havde vogtet paa sin Datters Ære. Den galante Oldenborger, der ved en Maskerade paa Koldinghus var bleven indtaget i den unge, legemskønne Komtesse, holdt paa den Tid Hof i Skanderborg og viste sig da en Dag pludselig paa Clausholm. "Anna Sofie var til Stede, iført en Ridedragt, og Kongen gik straks hen for at tale med hende, men Moderen befalede hende med Strænghed at gaa paa sit Værelse, foregivende, at hun ikke var vel, og tildelte hende siden et Ørefigen, fordi hun havde svaret Kongen med alt for stor Venlighed." Denne Gang maatte Kongen tage bort med uforrettet Sag. Men Anna Sofies Søster, den ædle og højsindede Grevinde Holstein, samt dennes Mand, der begge tørstede efter den Ære, der vilde blive Familien til Del, i Fald de kunde faa Søsteren ophøjet til kongelig Konkubine, lagde i de følgende Dage hemmelig Planer med Hofmesteren, en Lakaj og en Pige; og da Kongen en Uges Tid efter atter indfandt sig paa Clausholm, hjalp disse Anna Sofie til at flygte bort fra det Værelse, hvor Moderen havde lukket hende inde, hvorpaa hun, da Kongen om Aftenen tog bort, ude paa Vejen optoges i den kongelige Vogn, "iført en rød Stoffes Kjole med sorte Knapper". Endnu samme Nat gik det over Stok og Sten til Skanderborg. "Det havde naturligvis stor Hast, hvorfor Søsteren (Grevinde Holstein) forsynede hende med en anstændig Natdragt til at hvile i en Konges Seng, da hun selv ingen havde faaet med." Til Tak for god Hjælp gjorde Kongen Hofmesteren til Amtmand, Lakajen til Herredsfoged og fik Pigen gift med Rentemester Rosenberg.

Egnen her omkring er af sjælden Værdi, i det Engene paa dette Punkt breder sig i en usædvanlig Fylde, og flere større Gaarde – som Tustrup og Schildenseje – findes her i Nærheden. Denne Plet er nemlig 262 Samlingspunktet for tre af de brede, dybe, sammenhængende Dalstrøg, der som Rester af de fordums sejlbare Sunde gennemskærer Landet, og ved hvis fede, frugtbare Engbund man overhovedet maa søge de fleste af dets Herresæder.

Den længste og vel i det hele betydeligste af disse Dale gaar fra dette Centrum i Sydost, følgende en stærkt krummet Linje, der ved Rosenholm naar sit sydligste Punkt og skønneste Parti. Selve Dalbunden er naturligvis overalt ganske ens: plan som et Stuegulv, dækket af et saftigt Grønsvær, og med en Aa. der møjsommelig slynger sig hen igennem den, – snart dækket af mangefarvede Smaablomster, snart (efter Aarstiden) fyldt af duftende Høstakke eller lange, lige Rækker af sortbroget Kvæg. Men Siderne, der ellers hæver sig nøgent og stejlt, med enkelte smaa Krat og spredte Byer, indhylles her i Rosenholms store og prægtige Skove, mellem hvilke selve Herregaarden hviler som en Juvel i sin Indfatning. Slottet, der er bygget i en fin, ædel Stil – lidt koket maaske – er navnlig kendt som de lærde Rosenkransers Sæde, og er, ligesom Gammel Estrup, en blandt de faa af Djurslandets mange Herresæder, der endnu er bevaret for den gamle danske Adel.

Her fra drejer Dalen, mellem mægtige Højder, i Nordost (Skafføgaard og Ryomgaard), hvorefter den gaar over i det kæmpemæssige, alt opslugende Svælg, der endnu hedder Kolind Sund.

Men fra Clausholm gik ogsaa et Sund i nordvestlig Retning, forbi Brusgaard, og mundede ud i selve Fjorddalen, nær ved Randers. Og det tredje er endelig det, der, følgende den Bue, som Allingaa nu beskriver forbi 263 Tustrup og Gammel Estrup, udmundede et Par Mil østligere, og hvoraf den saakaldte Grund Fjord, en Vig af Randersfjorden, endnu er en Rest. Herved afskares den vestlige Del af det nuværende Sønderhald Herred til en Ø, paa hvilken blandt andet det berømte og ældgamle Essenbæk Kloster har ligget. Endnu et Sund gik fra Grund Fjord i Nordost ud til Kattegat og afskar, som Navnet endnu viser, det Stykke Land, Rougsø Herred, paa hvilket den nuværende Landsby Ørsted var en Købing. I et Gadenavn, "Toldbodgaden", bevarer denne By endnu Mindet om sin Beliggenhed ved Søen.

**
*

Det høje Land, som disse gamle Havarme omslynger, har som Regel en rolig bølgeformet Overflade af middelgod, veldyrket Jord, paa hvilken Byerne fjæler sig i Dallunet, medens Møller og Kirker frejdig byder sig frem for Vestenvinden paa Toppene. Endnu ligger dog adskillige af de mægtigste Højder hen i gold Jomfruelighed. Ja paa enkelte Pletter breder endog Lyngen sig med hele en uoverskuelig Hedeørkens storladne Uhygge.

Dette er navnlig Tilfældet østen for det vidtstrakte, stærkt bueformede Skovbælte, der, dannet af Løvenholm-Stenalt-Estrup og Holbækgaard Skove, ligesom afskærer den sydostlige Del af det store Sønderhald Herred. Her strækker først et mørkt, dystert Moselandskab sig ud fra de tætte Skovbryn, der lukker om det til de tre Sider og omgærder det med al den Stumhed, som kun de store Skove ejer. Men østen for hæver Landet sig atter – skallet og goldt, dækket af Lyngkalotter og gennemskaaret af dybe, snævre Slugter, i hvis Bund Bækkene sladrer sig frem. Jo længere man kommer imod Nord, des mørkere bliver Udsigten, des magrere Jorden, des mægtigere det uforstyrrede Indtryk af dette tavse Øde, som kun spredte Hytter og forkrøblet Enebærkrat opliver. I Nærheden af Havet sænker Landet sig saa ganske pludselig, og i Læ af disse Skrænter grønnes Kystlandet.

Her ligger Mejlgaard Skove. Og midt imellem disse selve den tre Aarhundreder gamle Herregaard. Man skal vanskelig kunne tænke sig noget mere henrivende end disse grønne Lunde paa, en klar, lys Sommerdag – 264 hvilende der mellem de mørke, alvorsfulde Lynghøjder og det sølvblaa, smilende Hav, omgivet af disse blændende Sandsletter, som er denne Egn egen, og hvis hvide Klitter strækker sig endog helt ind mellem Træerne. En lille Aa baner sig et vidunderligt Løb ind igennem Skovene, og i en af disse ligger en saakaldt Køkkenmødding, en uhyre Affaldsdynge, hovedsagelig bestaaende af Østersskaller og Dyreknogler, mellem hvilke man med lidt Taalmodighed kan finde Brudstykker af vore Urfædres Flintknive og Flintflækker.

Paa dette Punkt er Kysten endnu lav: Sandsletten glider jævnt over i Havbunden. Men straks østen for hæver den sig i det stejle, skovbevoksede Stavnshoved til en endog anselig Bakkeknude, der som en stærk Bringe byder sig frem mod Havet med sine Tvillingehøje. Umiddelbart derefter følger Gjerrilds kalkholdige Klinter, bag hvilke det skønne Herresæde Benzon troner; og betragter man under et hele Landets østlige Kyst, frembyder den Billedet som af et højt, uindtageligt Brystværn, mod hvis stejle Sider det vrede Kattegat forgæves dundrer, og som til yderligere Betryggelse er forsynet med enkelte fremspringende Punkter, der som stærke Bastioner tager den første Tørn af de vilde Stormløb.

Den nordligste af disse er Fornæs, Jyllands østligste Punkt, en ikke særdeles høj, skallet Plet, men med en henrivende Udsigt over Hav og Land; paa Toppen et Fyr. Omtrent midt paa Kysten har vi Havknuden. Denne er det yderste, nøgne Punkt af det vilde, betagende Landskab – dannet af mægtige Lyng- og Sandhøjder, gennemskaaret af Enge og begrænset af Kystens oprevne Skrænter – midt i hvilket det røde, klosteragtige Katholm hviler med sine Taarne og uhyggelige historiske Minder. Et Par Mil sydligere endelig rejser Jærnhattens golde Sider sig næsten lodret op over Havfladen.

Enkelte Steder brydes dog den høje Kyst af bredere Dalstrøg, hvis Mundinger danner ligesom de mægtige Porte til Landets Indre. I gamle Dage, da Kysten – som Jyllands østligste Linje – særlig var udsat for Sørøveres Strandhugst og Plyndringer, benyttedes de da ogsaa af disse som de bekvemmeste Indgange, og omtrent midtvejs mellem Havknuden og Jærnhatten findes en Høj, der kaldes Kong Hagens Grav, og som skal være Hvilestedet for en saadan norsk "Viking" og alle hans Mænd, som Bønderne, mod Sædvane, her overrumplede og gav en blodig Død.

265 Noget syd herfor findes den skønne, frodige Indsænkning, i hvilken det gamle Rugaard ligger omgivet af Lunde og Kær, spejlende sig paa en Gang i den blanke "Nordresø", der breder sig for dets Fod, og i det friske blaa Kattegat. Denne Gaard tilhørte i sin Tid den rige og mægtige Prælat, Biskop Svend i Aarhus, der trods sin høje gejstlige Stilling en Gang uforsigtigen besov en meget fornem Dame, og som til Bod herfor ved sin Død bortskænkede alt sit Gods til Øm Kloster ved Ry. Paa hin Tid var ogsaa denne Egn et ufremkommeligt Vildnis af mægtige Skove, men de kyndige og virksomme Munke, som nu kom hertil, fik hurtig Pladser gjort ryddelige, og der opstod efterhaanden en By, som senere ved Reformationen gik over til Kronen. Des værre for de Folk, der her – efter meget, langsommeligt Slid – endelig havde fundet sig et fredeligt Asyl, faldt Kong Frederik den anden paa den Tanke i Koldinghus Len at udvide "thend kredtz vii haffue indthagid oss til en frediagtt", til hvilken Ende han bortbyttede netop dette Klostergods med en Hovedgaard i det omtalte Len. Men den ny Ejer var hin bryske Hans Axelsen, der uden Skaansel uddrev Bønderne af deres Huse, nedbrød Byen, og opførte den Hovedbygning, som endnu staar.

Denne er, hvad det Ydre angaar, ikke paa nogen Maade særdeles mærkværdig. Men under Jorden findes en Række mørke, skumle Kældere eller fugtige Fængsler, der paa en sørgelig Vis har spillet en Rolle i Gaardens og Egnens Historie. En anden af Ejerne var nemlig den ogsaa forhen omtalte Etatsraad Jørgen Arnfeld, en vanvittig Fanatiker, der navnlig rasede mod Hekse og Signekællinger. Som en Sporhund snuste han om i alle Byerne, og saa snart han fik Færten af noget Slags Troldskab, skikkede han Ilbud til Skarpretteren i Aars, Mester Herman Høker, som da straks indfandt sig og uden Pardon kastede de mistænkte i en Dam ("Smeddedammen") udenfor Gaarden. Sank de ulykkelige under – nu, da havde de været uskyldige; men holdt de sig oven Vande, kastedes de paa Baal eller pintes til Døde i Kælderen.

Og disse Umenneskeligheder, dette mørke, uhyggelige Vanvid fostredes i en Egn, der ved sin henrivende Ynde, sin indsmigrende Mildhed syntes at maatte kunne smelte et Stenhjærte. Oppe paa Katholm, hvor hin Hilde Trolle regerede, der i sin Ondskab hentede Thomas Fastis Ben op af Graven og kastede dem hen i en Sømkasse, forstaar man endda bedre slige Skændselsgerninger. Der rasede Stormene vildt over de øde Sandsletter, og Flokke af hungrige Ulvinder hjemsøgte Egnen. Men i denne frodige Dals milde Skød, mellem disse grønne Lunde og blødt rundede Bakker at drive Vellyst med sine Medmenneskers Jammer og Pinsel – hvilken Hjærne!

Mellem Fornæs og Havknuden udmunder en mægtig Dal, gennem hvilken den lille Aa "Grenaa" finder Vej til Havet, og i hvilken Købstaden Grenaa har fundet Plads. Endnu nordligere, mellem Karlby og Gjerrild Klinter, findes endelig Djursaa-Dalen, der har givet hele Landet Navn, og i hvilken som bekendt Harald Haarderaade 1006 slog den danske Flaade.

Begge disse Aaer var i deres Velmagts Dage Udløbene for det store Kolind Sund, som nu i den allersidste Tid er blevet udtørret. Hermed forsvandt den sidste større Levning af de Vandmasser, der i Oldtiden dækkede Landet. Ved at tømme nogle Pengemænds Punge udrettede man i en Haandevending det, som Naturen andre Steder havde forrettet Skridt for Skridt gennem Aarhundreder – og fem tusende Tønder Land blev indvundne 268 til Agerbruget. Føler man det ikke, at det er Menneskeværk? Fornemmer man ikke en egen Ængstelse ved at træde ud paa dette gyngende Dække, der uoverskuelig breder sig for ens Øjne? Betragter man ikke med en uovervindelig Mistillid disse Dæmninger og Sluser, hvormed menneskeligt Snille har bragt Naturen under sin Tugt? Og naar Solen daler der langt ude i Vest, og Skyerne samler sig over de mørke Højder, er der da ikke ligesom noget ejendommelig truende om disse Toppe, hvis Spejl man saa pludselig har taget fra dem?

Og endelig: rynker man ikke Brynene i Harme ved Tanken om, at i denne Dal har et stort Vand udstrakt sin blanke Flade; at her har Fiskernes hvide Sejl krydset mellem de høje Kyster, mens Byer, Kirker, Skrænter og Hytter i vidunderlig Klarhed spejlede sig langs Randen?

Mange gør det. Megen forbitret Tale er i det hele ført og mange Sukke udøste i Anledning af de snart ikke faa smukke Søer, som efterhaanden paa denne Maade af "ufølsomme" Entreprenører er berøvet vort Fædreland. Jeg nægter ikke, jeg for min Del nærer ikke en saa dyb Beundring for dette ferske Vand. Mig forekommer et saadant fladt, vidtstrakt Sletteland, mylrende af Blomster og Kvæg, i det mindste lige saa tillokkende. Dette saftige grønne, denne skønne Fedme synes mig at virke nok saa velgørende paa et menneskeligt Øje som en Søs kolde, døde, besynderlig hensigtsløse Flade. Og vil man endelig skrive Sonetter, hvorfor saa ikke lige saa gærne gøre det til et godt, fedt Stykke Slagtekvæg som til en "ensom Svale" eller en "fattig Fiskerbaad".

269 I alle Fald: det er paa denne Forening af grøn Eng og høje, snart lyng- snart skovklædte Bakker, at hele denne Landsdels ejendommelige Skønhed beror. Fra Mariagers "Maren Finds Dal" til den lille Plet "Fem Møller" indenfor Ebeltoftvigen møder man overalt de samme Hovedtræk. Dette kan synes ensformigt, men virker dog aldrig trættende. Thi hver lille Dal, hver lille Krog har alligevel sin egen Skønhed, sin egen Sjæl, som – en Gang forstaaet – ingen Sinde glemmes.

Dog – paa et Sted vender Landet et andet Aasyn imod en. Det er i det egentlige Mols, – disse to sælsomt formede Halvøer, der, fyldte med "Bjærge" og golde Bakker, skyder sig ud mellem Kalø Vig og Kattegat, og som Ebeltoft Vigen adskiller. Her skifter saa vel Naturen som Livet Karakter. Fra de grønne Dales rige Hjem kommer man her ind i et storladent Ørkenland, der, hævende sig op der mellem de friske blaa Vande, i sin Armod er skønnere end hine selv i deres yppigste Klædemon. Fra de blanke Fedestudes uendelige Græsgange træder man her ind over mægtige, nøgne, fuldkommerit skallede Højder, hvor Flokke af sky Hedefaar 272 og enlige, magre Køer søger om efter kummerlig Føde, og hvor selve Naturens alvorsfulde Tavshed synes paatrykt af Livets haarde, møjsomme, daglige Kamp.

Det er, som traadte man ind i en anden Verden mellem disse fattige Bakker, i disse stilfærdige Dale, i hele denne afsides liggende og af Naturen saa stedmoderlig betænkte Krog af Landet, hvortil Folkesagnene ganske forstaaeligt har hensat vore "latterlig enfoldige". Alligevel vilde man lede forgæves, i Fald man i det nøjsomme og snarraadige Folk, der nu til Dags dyrker dette Land og fisker ved disse Kyster, søgte Spor ogsaa af denne Aandens Fattigdom; – ja, man vilde mulig endog komme til det Resultat, at her kunde foreligge en Forveksling, og maaske snarere mene at finde Descendenter af hint berømmelige Folkeslag i nordligere og mere frugtbare Egne – der nemlig, hvor Herregaardenes tætte Kreds kaster sine Skygger over Landet. Thi man lever ikke ustraffet i Aarhundreder med Ridefogdens Pisk saa at sige hængende over sit Hoved. ....

De saakaldte Mols Bjærge begynder omtrent ved Herredsgrænsen og skraaner i Nord ned mod flere mindre, meget smukke Søer, der ligger ved Foden. En Sidegren gaar østen om Ebeltoft Vig og naar ved Skjelhøjene en anselig Højde, hvorunder en af Landets smaa Købstæder, Ebeltoft nemlig, ligger vidunderlig smukt og spejler sig med Kirke og Raadhus i Vigen. Men ved Knebel og omkring Knebel Vig har vi deres mægtigste Parti, der kun ved en ganske smal Landtunge er forbundet med det ligeledes høje og tilmed historisk saa mærkelige Helgenæs.

Her var det jo, Palnatoke ramte Harald Gormsen med sin Pil. Udenfor disse Kyster stredes Svend Estridsen og Magnus den gode. Og mellem disse nøgne Høje havde Marsk Stig et af sine bedste Skjul, da han som fredløs hærgede Landets Kyster med sine Røvertog og fra sin lille Ø Hjelm, et Par Mil fra Kysten, krydsede over Havet, skjult i Graamunkens Kappe. Af hans bekendte Dragsmur, som han byggede over Landtungen, findes endnu Rester. Endelig var det jo herfra, at vore Tropper den 1. og 2. Juli 1849 indskibedes til Fredericia.

273 Udenfor Herregaardenes Kreds ejer denne Landsdel endnu to mærkelige Minder. Det ene er Thorsager Kirke, det andet Kalø Ruin. De ligger begge i det samme (Øster-Lisbjærg) Herred, hvilket omslutter den inderste Del af Kaløvigen. Kirken er den ældste og har størst Interesse derved, at den er en af Landets syv Rundkirker, tilmed maaske den mærkeligste og bedst bevarede.

Den ligger paa Toppen af en høj Bakke, i en mager og noget øde Egn, men med en vid og prægtig Udsigt. "Den er" – efter en sagkyndigs Dom – "et af de dristigste, ejendommeligste danske Bygningsværker fra Middelalderen (bygget af Bispen i Aarhus, Peder Vognsen, en Søn af Biskop Absalons Søskendebarn, følgelig en af Hvidernes berømte Slægt), fuldendt hen imod Aar 1200, da Bygningskunstens første Blomstringstid falder her i Danmark. Dens Grundplan er en fuldkommen Cirkel, 21 Alen i Gennemsnit; fire svære, runde Piller, hvis Hovedstykker har skraa Hjørner, bærer de faste Hvælvinger. Oven over disse hæver sig fra Halvtaget det lille, firkantede Taarn, der ender i et højt, spidst Tag. Til den runde Kirke slutter sig Koret med den lille, halvrunde Udbygning i Øst, prydet med en smuk Tagliste (Tandsnit og smaa Rundbuer). Kordørens Aabning ("Triumfbuen"), en fuldkommen Rundbue, hviler paa en pyntelig og vel profileret Gesims. To store, tilmurede Buer paa begge Sider af Kordøren har mulig været Murfordybninger, bestemte til Sidealtre. Indvendig i Rundkirken er op til Muren bygget en Vindeltrappe, som fører op til Hvælvingerne. Oprindelig fandtes hverken Vaabenhuset – hvor man dog endnu har den gamle, rundbuede Indgangsdør – eller, saa vidt skønnes, den øverste Del af det vestre Taarn; derimod staar dets nederste Del ved en Rundbue, der hviler paa en lignende Liste som Kordørens, i Forbindelse med Kirken og har sagtens været et Slags Kapel lige over for Koret. De fire Søjler i Kirkens Indre, stillede i Firkant, med Rummet dækket af et System af Krydshvælvinger, minde ved den hele Anordning og de enkelte Former om Kallundborg Kirkes Midtrum. Sele i den sparsomme Lysning, som faldt ind fra smaa, højt siddende, rundbuede Vinduer, maa i Middelalderen Kirkens svære Forhold, dens tunge, rolige Masser have frembudt et mægtigt Skue."

Kalø Slotsruin ligger paa en lille Ø inderst i den Vig, som Slottet har givet Navn. Øen er høj, med stejle Sider, og ved en ganske smal Stendæmning eller "Vase" forbunden med den nære Kyst. Dens Overflade er dels ganske nøgen og ubeboet, dels bevokset med Smaakrat, og i Syd hæver den sig i en mægtig Banke, som falder brat ned mod Havet. Paa denne byggede Erik Menved Aar 1313 en befæstet Borg, der dog hurtig nedreves, da det allerede 1320 – i Kristoffer den andens Haandfæstning – bestemtes, at alle kongelige Slotte i Nørrejylland skulde nedrives undtagen Ribe, Kolding og Skanderborg. Ikke længe efter blev det imidlertid atter bygget op og stod nu til 1672, da Kristian dem femtes Halvbroder, Grev Ulrik Frederik Gyldenløve, der havde faaet det i Foræring af Kongen, paa ny lod det nedbryde og føre til København. Her opførte han af dets Sten paa Kongens Nytorv det Palæ, som nu bærer Navnet Charlottenborg.

"Endnu" – siges der i de "Danske Ridderborge" – "er Ruinen af Kalø Slot en af de smukkeste, vort Fødeland har at opvise. Endnu knejser den nederste Del af et stort, firkantet Taarn paa den høje Borgevold, men Ødelæggelsens Billede trindt omkring gør dog et sørgeligt Indtryk paa Oldgranskeren og Historieforskeren. Det maa have været et imponerende Syn, da fordum det vældige Taarn og de stærke Mure hævede sig højt over Havets Overflade; thi endnu forbavses man ved at se de faa Levninger, der er tilbage deraf."