Kapitel 7: Slutning
I. Pontoppidans modelbrug
Med årene stadig mere indgående har HP-forskningen beskæftiget sig med HPs modelbrug. Modstanderne af denne jagt på levende model til figurer i forfatterskabet tager HP i forsvar ved f.eks. at sige:
den slags oplysninger forvirrer, mere end de forklarer. Modeljagten (…) underkender kunstnerens suveræne magtbeføjelser og skaberrettigheder (Paul Krüger, 30.6.1964)1
De mest begejstrede tilhængere undser sig ikke for at tale om "Reeballe-Schandorph" eller sætte lighedstegn mellem Fritjof Jensen og Holger Drachmann2. Forargelse eller nyfigen interesse var samtidens reaktioner på de mange, som det synes, karikaturer eller portrætter.
HP sagde selv herom:
Sagen er den, at naar Folk mener at kunne genkende bare et eneste Træk i en Romanfigurs Fysiognomi, slutter de straks, at ogsaa Resten skal ligne. Jeg har med Hensyn til dette Punkt holdt mig for Øje, hvad gamle Pastor Junge for hundrede Aar siden skrev i Fortalen til sin Bog om den Sjællandske Almue: Naar man vil karakterisere et Folk, skal man gøre det saaledes, at saa vidt muligt alle kan føle sig trufne, men ingen sige: det er mig! (LP-interview'et 1905)
Dette var utvivlsomt HPs intention med sin personskildring; netop i denne almengørelse består jo det kunstnerisk formidlende. Men HPs forhold til "modellerne" må sikkert betragtes i en større sammenhæng.
HPs kunstneriske fantasi arbejdede på en ganske bestemt måde med virkelighedsdetaljer. Det er ganske tydeligt i landskabsbeskrivelsen. De geografiske lokaliteter er sjældent rent fiktive. Dette kan for så vidt ikke undre, men den minutiøsitet, hvormed disse ofte er overført fra virkeligheden, er forbavsende. Tager man f.eks. et målebordsblad over den sydøstlige del af Hornsherred, kan man følge Det forjættede Lands personer fra sted til sted i næsten alle enkeltheder. Men endnu mere forbavsende er den måde, hvorpå fiktionens stednavne er dannet. Vejlby for Østby har sit navn fra det nærliggende Vejleby, Skibberup er afledt af Skibby. Vejlbys herskabeligt byggede præstegård er flyttet hid fra Skuldelev (her bygget af en rigmands søn) etc. I Lykke-Per A II navngives hofjægermester Prangens herregård Trudsholm (A II 80-81). Dette gods ligger ved Havndal mellem Randers og Hadsund. Da det næste gang omtales (A V 67), har det uden videre skiftet navn til Kærsholm, og det beholder det LP A ud og i hele LP B. Men Kærsholm ligger stadig, hvor Trudsholm gør det. Sit navn har det af en kombination mellem Trudsholm og Kærby, en landsby et stykke oppe ad samme dalstrøg. Egnen omkring Randers giver blandt mange andre følgende bidrag til forfatterskabets personnavne: Enslev, Bjerregrav, Vestrup, Østrup, Stenstrup,'1 ligesom stednavnene: Bøstrup, Borup og Rimalt [<Romalt] er hentet fra denne egn.
Og således videre. HP kombinerer altså virkelighedsdetaljer eller tager udgangspunkt i dem. På samme måde med "modellerne". HP lader sig ofte inspirere af en ganske bestemt enkeltperson, og det lykkes ham ikke altid i første omgang at arbejde sig fri af den. Derved opstår de så let genkendelige portrætter. Men så snart HP arbejder videre med stoffet, fjerner han også personen mere fra sin "model" (det er det, man opfatter som, at satire og karikatur trænges i baggrunden). Vi har kun berørt dette forhold i forbindelse med Lykke-Per og kan blot som eksempler nævne Balling3- og Dyhring-figuren. Under denne synsvinkel må også udvidelsen af tidsbilledet ses – en afgjort gevinst for romanen. Herved udvides f.eks. Povl Berger til at omfatte en bestemt digtertype, repræsenteret både i 80'erne og 90'erne. Men HPs fantasi måtte – på dette tidspunkt – have det mere begrænsede tidsafsnit at arbejde ud fra. Derfor betegner det friere forhold til virkeligheden i De Dødes Rige – modsat det stærkt tidsbundne i Det forjættede Land – sikkert en teknisk "sejr" for HP. Det er denne bestræbelse, der giver HP ret til at udtale, at der i Lykke-Per ingen portrætter er.4
Man må ikke af dette i detaljen meget konkrete forhold til virkeligheden lade sig forlede til at foretage forhastede komparative studier. Når Ib Ostenfeld i en kronik, "Sporene efter Blicher hos HP", påberåber sig en række navneoverensstemmelse blandt vidnesbyrdene om HPs nære forhold til Blicher, kan disse ikke have megen vægt. De kan højst vise, at HP (naturligvis) kunne sin Blicher, men påvirkningen fra denne må påvises i helheder, ikke i løsrevne enkeltheder. HPs forhold til Blichers noveller har muligvis medført, at Blichers "univers" så at sige er trådt ind på linje med erfaringsstoffet; i Randers levede og åndede jo HP en overgang med Blicher (Drengeaar 174-75).
HPs "modelbrug" – forstået som hans brug af den konkret-historiske virkelighed – er et vigtigt træk i hans episke teknik, og netop omarbejdelserne belyser det fortsatte arbejde med at slette sporene til gavn for kunstværket. Også den personlige modeljagt har derfor sin berettigelse ud fra forståelse af, at "portrætterne" – næsten – aldrig er givet blot for deres egen skyld.5
Omarbejdelsernes problematik
Da man i efteråret 1930 opfordrede HP til at skrive en selvbiografi til slægtsbogen Den yngre Slægt Pontoppidan, bad HP – på grund af nervesmerten i højre hånd – at Carl Dumreicher i stedet ville skrive en personalhistorisk artikel. Den blev til på grundlag af en halv snes samtaler, og (ifølge en note p. 315 i slægtsbogen) efter at HP havde gennemgået C. Dumreichers optegnelser6. Dumreicher har siden skænket sine manuskripter til Randers Centralbibliotek. Dette hidtil upåagtede materiale består af følgende tekster:
A. Carl Dumreichers håndskrevne manuskript med egne rettelser og enkelte HP-kommentarer.
B. Dumreichers maskinskrevne manuskript med mange HP-rettelser, -strygninger, og -tilføjelser, nogle af de sidste som bilag.
C. HPs egenhændige manuskript til erstatning og udvidelse af Bs slutning.
Den trykte tekst i slægtsbogen afviger kun på et enkelt punkt fra B+C. Efter at Dumreicher har skrevet sit manuskript, er det blevet sendt til HP, som har kommenteret det, hvorefter Dumreicher i overensstemmelse med disse kommentarer har foretaget ændringer i manuskriptet. Dette er derefter blevet maskinskrevet og atter tilstillet HP. Denne foretager adskilligt flere rettelser end første gang og har nu fundet de sidste sider så kortfattede, at han omskriver og udvider dem (Slægtsbogen p. 292, linje 11 og artiklen ud7).En nærmere redegørelse for disse ændringer hører hjemme i en mere rent biografisk sammenhæng. Her skal blot fremhæves en enkelt passage. Dumreicher skriver i A – i forbindelse med HPs mange rejser:
Han arbejdede gærne bedst, naar han var ude, og da altid hurtigt, koncentreret og egentlig uden Ophør, saa længe Arbejdet stod paa.
Dette slap i første omgang igennem, men i B retter HP til:
Han arbejdede gærne bedst, naar han var ude, og da altid koncentreret, med utaalmodig Hast, hvad der havde til Følge, at han senere ofte fandt Grund til at gennemarbejde sine Bøger.
Den logiske sammenhæng i perioden er gået fløjten (arbejdede han kun med utålmodig hast, når han – ude – arbejdede bedst? Er det kun bøger, der er udarbejdet ude, som siden er gennemarbejdet? etc.), men HP fik her – for eneste gang – sagt noget om omarbejdelserne, der har kunnet tjene som svar på – måske manges – nysgerrige spørgsmål. De foregående undersøgelser har dog vist, at det langtfra var altid, at en gennemarbejdelse skyldtes en for hastig udarbejdelse – ja, det må vist siges at være undtagelsen. Dette sted har – som tidligere omtalt – dannet udgangspunkt for den almindelige opfattelse af HPs arbejdsmåde. Man møder den i forvrængning hos Paul V. Rubow, der stiller HP op som et modstykke til den Drachmann, der – igen og igen – omarbejdede sine manuskripter før trykningen. Men redegørelserne for Det forjættede Lands og Lykke-Pers tilblivelse har vist, at HP omskrev mindst lige så meget før den første trykning som efter.
Vi har tidligere citeret HPs udtalelse til Bojesen:
[D]et er jo min Fejl, at jeg har måttet have Teksten for mig i trykt Tilstand, for rigtig at kunne overskue den og bedømme, hvor og hvad der skulde ændres (…)
Det var en "fejl", som voldte HP (og hans forlæggere) utallige kvaler. Maskinskrivningen af manuskriptet til LP A III var et forsøg på at komme om ved denne "fejl", som også under Det forjættede Lands udarbejdelse havde givet forsinkelser. I Erling Stensgårds kronik om "Ørneflugt" (Berl. Aftenavis 22.12.1944) citeres fra HP-brev 13. december 1893:
jeg har altid ondt ved at rette i mit Manuskript og foretager derfor gærne de stilistiske Forbedringer i Korrekturen.
HPs manuskripter var nu sjældent uden rettelser, hvad Stensgård også gør opmærksom på for "Ørneflugt"s vedkommende. Men også f.eks. manuskriptet til Den kongelige Gæst indeholder mange rettelser. Her er altså snarere et lighedspunkt end en forskel mellem HP og Drachmann.
I hvor høj grad de store romaner blev til på grundlag af en "fullständig planritning" (Ahnlund 403; sml. kap. 2, note 41) er vel også tvivlsomt. Den blev i så fald ændret både for Det forjættede Land og Lykke-Per; derimod vil De Dødes Rige sikkert vise sig tidligt at have ligget i faste rammer. Den øvrige del af Ahnlunds ræsonnement er heller ikke blevet bekræftet ved de her foretagne undersøgelser. Gang på gang pointerer HP, at den pågældende bog skal være virkelig færdig, før han afleverer den. Dette er ganske vist sagt til forlæggerne, men HP kunne jo have ladet helt være med at sige noget herom. Når det gik hårdest på, opgav HP i hvert fald at "överskåda helheten" – sml. brevet til Georg Brandes 11. januar'2 1900.
Medvirkende til den gængse opfattelse af HPs omarbejdelser har også været, at han selv fortav, hvor vigtigt dette arbejde var for ham. Af de få offentlige udtalelser (forord og interviews) får man netop indtryk af, at det her er de "formelle överväganden" (Ahnlund 403), HP dvæler ved.
Ligesom HP i sine Erindringer i nogen grad "romantiserede" sig selv, også som digter – gjorde sig til en tidligt uafhængig, ensom fugl8 – således var også hans syn på kunsten og kunstneren i de sidste år "romantisk". Billedhuggeren Gottfred Eickhoff, der i efteråret 1933 modellerede en buste af HP, optegnede hver aften en del af, hvad HP havde sagt under dagens samtaler9. Efter HPs død samlede Eickhoff disse notater til en lille artikel: "Da Henrik Pontoppidan sad Model" (Gads danske Magasin, 1944). Eickhoff har et afsnit, hvori han stiller spørgsmålet: "Hvorledes arbejdede Pontoppidan selv?" Herom sagde Pontoppidan en dag:
Husker De hvordan Goethe sammenligner en romans tilblivelse med at tænde op i en kakkelovn. Først sætter man fyrstikken til hist og her. Saa kommer der megen røg. En flamme viser sig, nu her, nu der, og pludselig slaar det hele sammen i eet baal. – Man modtager indtryk mange steder fra. De samles og bearbejdes i underbevidstheden til en helhedsidé, som saa med et dukker op i overbevidstheden. Saa gælder det om i saa høj grad som muligt at nedskrive sine indtryk straks, mens de har umiddelbarhedens styrke, og saa lade det hele staa – urørt.'3
Den ene side af dette – underbevidsthedens arbejde – taler HP jo også om til Brandes; men udtalelsens sidste ord underkender den store bevidste formningsproces, som også HP gjorde så meget ud af.
Eickhoff var nylig kommet hjem fra Frankrig, og flere af samtalerne drejede sig om fransk kunst. HP fandt, at hos Gide havde "teknikken" for stor en plads. "Teknik og virtuositet er meget ofte kun to ord for det samme"'4 – og virtuositeten havde alle dage HPs foragt.
Friskheden i et kunstværk er i virkeligheden helheden af det første indtryk bevaret. Kort sagt, man maa smede mens jærnet er varmt. Er man først blevet kølig tilskuer til det man arbejder paa, er friskheden gaaet sig en tur. – Den franske ræsonnerende metode lader mig kold.'5
To opfattelser af HP har gjort sig gældende: 1o HP var en som oftest ufrugtbar selvkorrektør, der hellere skulle have holdt hånden fra værket. Dette er ikke et rimeligt synspunkt; noget andet er, at man i hvert enkelt tilfælde må diskutere, hvilken udgave, der ud fra dette eller hint kriterium er den "bedste". Men her kan aldrig blive tale om en generel dom. Også derfor er en videnskabelig udgave af alle teksterne af betydning. 2o HP var en hurtigt arbejdende kunstner, der siden måtte eftergå enkelthederne. Ahnlund udtrykker det også sådan: det var fornuften, der censurerede følelsens værk. Dette synspunkt har meget for sig. Naturligvis var HP også en "inspireret" kunstner, og f.eks. hele hans berømte kamp mod "lyrikken" også hos sig selv satte sig sine spor i hans omarbejdelser.
Men HP var først og fremmest en bredt arbejdende kunstner. Allerede i 1886 skriver han til Bojesen: "Jeg kan i det hele ikke med disse Lilleput-Skitser mere". Den kunstneriske proces har utvivlsom hos ham været en også på det bevidste plan selektiv proces. Et af de almindeligt kendte karakteristika ved HPs omarbejdelser er forkortelsen. "HP forkortede altid sine bøger." Nu ligger der heri delvist et optisk bedrag. Når man som eksempel kan anføre, at Lykke-Per først udkom i 8 bind, dernæst forkortedes til 3 og endelig til sidst til 2 – er dette jo en mild overdrivelse.10 Som tidligere anført andrager forkortelsen fra LP A til B ca. 10%. Fra C til D er den under 2%. Også Det forjættede Land forkortedes fra A til C med ca. 10%. Kun for De Dødes Rige, hvor HP bevidst lagde an på en forkortelse11, er procenten omkring 20. H.P. Rohde vil i forkortelsen se en bestræbelse på at gøre forfatterskabet folkeligt, men en løselig beregning viser, at også det øvrige forfatterskab ved omarbejdelsen bliver noget forkortet – og det netop ca. de samme 10%.12 Men forkortelsen af novellerne og de små romaner kan i hvert fald ikke begrundes i krav om større folkelighed. Det er snarere et udslag af selve HPs arbejdsmåde. Den udvælgelse af stoffet, som resulterede i den trykte tekst, sattes atter i gang, når HP tog det pågældende værk frem igen – selektionen fortsatte så at sige. Man kan diskutere, hvorvidt selektionen altid er et integrerende led i den kunstneriske skabelsesproces; hos HP var den det.13
HP var meget omhyggelig med det stof, der således blev sorteret fra. I det foregående er givet flere eksempler på, hvorledes det bliver taget op og brugt i en ny struktur. Det gælder ikke blot større enheder, men helt ned til enkelte metaforer. Fr. Schyberg har gjort opmærksom på, hvorledes et morgenbillede fra LP går igen i Erindringerne (Digteren, Elskeren og den Afsindige, p. 91). I Tillægget er et helt lille metafor-kompleks' skæbne gennem forfatterskabet opstillet. Det er ejendommeligt at se de enkelte billeder skille sig ud og atter mødes – og der er ikke grund til at tro, at HP hver gang har skrevet af efter sig selv; hans hukommelse har været udpræget verbal.
En anden ting kan dog også have bidraget noget til forkortelsen: HPs tydelige bestræbelse på at forenkle udtryksmåden. To små eksempler skal anføres fra Det store Spøgelse:
| A 39 (1907) | B 20 (1922) |
|---|---|
| Saadan skiftede Billede paa Billede for hendes Øjne. Minderne slog en Englevagt om hendes vildfarende Tanker. | Saadan skiftede Mindebillederne for hendes Øjne og slog Englevagt om hendes vildfarende Tanker. |
| A 57 | B 27 |
|---|---|
| Nogle kom ogsaa slet og ret af Nysgerrighed. | Andre kom blot af Nysgerrighed. |
Når HP gik i stå eller tøvede under udarbejdelsen af Det forjættede Land og Lykke-Per, er det rimeligt – sådan som det i det foregående har været forsøgt – at søge begrundelsen i selve udarbejdelsen, vanskeligheder med at danne strukturen og forme figurerne. Vel havde HP under arbejdet med begge de store romaner økonomiske vanskeligheder, men både Philipsen og Bojesen sikrede ham rigelige forskud på honoraret, sålænge der arbejdedes på bogen. Pausen i Lykke-Per kan heller ikke begrundes i, at HP af den nye roman blev tvunget til "ogsaa at tage sin tidligere digtning op til fornyet prøvelse" (Skjerbæk LPs skæbne). HP frabad sig i 1899 arbejdet med fortællingerne i en god arbejdsperiode. Og han skriver i 1904 til Nansen som begrundelse for ikke at gøre "Livets Kilde" klar til udgivelse førend efter færdiggørelsen af Lykke-Per:
Den Eftergang (…), der vil være nødvendig (…), vilde måske ikke netop koste mig så megen Tid; men jeg behøver overfor Dem ikke at udvikle, hvor vanskeligt det er for en Forfatter at løbe fra det ene Arbejde over i det andet. Den Omstemning af Sindet, som må foregå, om det ikke altsammen skal blive Makværk, tager Tid, og i Virkeligheden vilde jeg derfor forsinke Fuldførelsen af "Lykke-Per" langt mere end den Ugestid, det nævnte Eftersyn måske vilde kræve. (17.8.1904; brevet i G)
Men hvorfor omarbejdede HP da sine bøger, selv når de kunne betragtes som "virkelig færdige"? Man må her erindre sig HPs syn på kunsten og dens mål. Det centrale ord i HPs "poetik" er grundstemning. Ordet anvender HP første gang i LP-interview'et i 1905:
Den ældre Udgave forholder sig til denne nye omtrent som en Malers Naturstudier til det færdige Maleri. Hvilken man vil foretrække, er en Smagssag. Skitsen besidder jo gerne en Farvefriskhed, som ikke let bevares under en omhyggeligere Udarbejdelse; men til Gengæld er saa det færdige Maleri lettere tilgængeligt, mere anskueligt og dertil stærkere præget af Frembringerens Grundstemning.
Den 30. juni 1892 skriver HP til Gustav Philipsen:
Når Hans Tegner vil have den Ulejlighed at gennemlæse den Del af Manuskriptet, der til den Tid foreligger, vil han let kunne danne sig en Mening om hele Bogens Grundtone, og en kort Redegørelse for Motiverne til den sidste Halvdels Vignetter vil da være tilstrækkelig.
Udtrykket i 1892 er brugt rent en passant, men ordet grundtone betegner egentlig (med sin tilknytning til det musikalske) bedre, hvad HP vistnok mente med "grundstemning"; til gengæld er det netop snarere en "stemning", HP mener, Tegner har kunnet få ved at læse blot en del af bogen. Hvor vigtig denne æstetiske bestemmelse blev for HP, når han – nødtvungent – udtalte sig om sit forfatterskab, viser den varierede gentagelse af ordene fra LP-interview'et, han i 1917 gav til Bogvennen (10. oktober):
Om Forholdet mellem den tidligere Udgave af "De Dødes Rige" og denne nye kan jeg gentage, hvad jeg udtalte, da min anden store Hefte-Roman, "Lykke-Per", i sin Tid blev samlet og fik sin endelige Form. De to Udgaver forholder sig til hinanden omtrent som en Malers Studie til det færdige Maleri. Det er en Smagssag, hvilken af dem man vil foretrække. Et Udkast, præget af Øjeblikket, kan trods alle Ufuldkommenheder og Fejlgreb i det enkelte have sin særegne, uerstattelige Værdi. Men det fuldfærdige Kunstværk er lettere tilegneligt, mere anskueligt og dertil stærkere båret af Frembringerens Grundstemning.
Fuldt afklaret fremtræder denne side af HPs poetik dog først i fødselsdags-interview'et i 1927, hvori HP siger nej til, at man skulle kunne læse en livsanskuelse ud af hans værk:
Det eneste, man maa bygge paa, er den Grundstemning, hvorpaa jeg skrev mine forskellige Arbejder. Den staar jeg ved til enhver Tid. Og den skifter i det, jeg har skrevet, fordi der naturligt finder en Udvikling Sted. Kan den, der læser Bogen, finde ind til den samme Grundstemning, som beherskede Forfatteren, da han skrev den, er Kunstens Maal naaet. Digtning minder i den Henseende meget om Musik det gælder ogsaa for Komponisten at bibringe sit Publikum de Følelser, der beherskede ham i Skabelses-Øjeblikket. Og i jo højere Grad det lykkes for ham, des større Kunstner er han.
Nu sagde HP også andre ting om sin kunst14, men intet går med en sådan styrke igennem de få offentlige udtalelser. I vor sammenhæng er synspunktet centralt. Hvorledes forholder den sig udviklende HP til grundstemningen i det værk, han har for sig med en omarbejdelse for øje? Først formuleringen i 1927 giver rigtig mulighed for at forstå en erkendt vekselvirkning mellem kunstner og værk. Både i 1905 og 1917 tales for håndfast om Frembringerens Grundstemning – måske fordi HP mener, at den grundstemning, der mere eller mindre tydeligt bærer begge udgaver, dog i hvert fald er den samme.15 Men hvad, når HP efter flere år tager et værk op? Han skriver i 1904 til Bojesen:
"Nattevagt" har jeg idag gennemlæst; den var næsten gået mig af Minde, (…) Jeg anser det for rigtigst, at jeg kigger den lidt nøjere igennem, inden den går i Sætteriet. (jvf. ovenfor side 93).
Søger HP ved en omarbejdelse på disse konditioner at forbedre grundstemningens udtryk i værket, den grundstemning, der beherskede ham i skabelsesøjeblikket, eller søger han at bibringe værket en ny grundstemning eller i hvert fald præget af den grundstemning, som nu er hans efter den stedfundne udvikling? Omarbejdelsens problem kan godt udtrykkes i HPs egne kategorier: grundstemning og udvikling. For Nattevagts vedkommende har vi tidligere udtrykt den opfattelse, at beskæftigelsen med andre værker – og derigennem udviklingen – har præget 1905-omarbejdelsen af bogen, og vi har set en forståelse hos HP for dette i, at han i 1922 valgte den ældre tekst, hvis ændringer var sket i troskab mod bogens grundstemning.
Netop i lyset af den udvikling, HP selv så klart følte var sket gennem hans forfatterskab, skal nok selve omarbejdelsesproblemet ses. Allertydeligst fremtræder det i arbejdet med Det forjættede Land. Her er med 3. udgaven fra 1898 virkelig tale om en ny struktur, en ny grundstemning. Da HP havde arbejdet vel fra hånden, bad Bojesen ham – som tidligere nævnt – ordne et par bind "Smaafortællinger". Men HP vil gerne vente:
Jeg begyndte for nogen Tid siden at gennemse dem; men Omarbejdelsen af "Det forjættede Land" har gjort mig så led ved at rode'6 med mine gamle, døde Hjernefostre, at der må gå nogen Tid, før jeg får den vamle Ligstank ud af Næsen og kan tage fat igen, – og ganske uden Ransagelse af mine hensovede Jeg'ers Hjærter og Nyrer kan jeg ikke få mig selv til at lade dem gå ud i Verden med Klassicitetens Spøgelsemærke. Med andre Ord: der må Sigtelse til; jeg må overveje, hvad der bør'7 medtages, og hvad jeg skal udelade; – men i Øjeblikket er jeg slet ikke oplagt og har heller ikke legemlige Kræfter til det Arbejde. Jeg har jo nemlig også i mine Skuffer liggende Ting, der mulig skulde med, – og alt sligt tager både på Tiden og på Kræfterne. (3.2.1899)
Det er her den indledende (spøgefulde) billedtale, som er interessant, fordi den – tror jeg – siger noget væsentligt om HPs forhold til sine værker. Det er ikke sjældent hos kunstnere at møde en ringe interesse for, hvad de har afsluttet; det er dødt stof, som har gjort sin tjeneste i deres udvikling. Skal de interessere sig for det som kunst, bliver det på lige fod med andre læsere. Men hermed plejer at følge en manglende interesse for disse værkers videre skæbne, de er sam- og eftertid overladt; om digteren da ikke ligefrem – som Johs. V. Jensen med Danskere og Einar Elkjær og HP med Mimoser og Spøgelser – "sletter" dem af forfatterskabet. Men hos HP har forståelsen af udvikling ført til, at han måtte sige: det er ikke mig, der har skrevet disse ting16, og skal de udgives igen må der en opvækkelse til, det døde må blive levende. Han følte selv faren ved dette; i forordet til Sandinge Menigheds 2. udgave (1903) skrev han:
Dersom nu Nogen vil mene, at jeg har opsminket et Lig, som hellere skulde være bleven liggende i sin Glemselsgrav, saa kan der maaske være andre etc. (fortsættelsen citeret i tidligere note)
Også Lykke-Pers tilblivelse kan ses som aftryk af den udvikling, romanen selv blev en integrerende del af; vi kan blot minde om ordene til Edv. Brandes efter afslutningen af A VIII.
Hermed indtager HPs omarbejdelser – de mere omfattende af dem i hvert fald – en plads i den identitetsproblematik, som er en af grundtonerne i hans forfatterskab. Men dette medfører, at heller ikke omarbejdelsens art og problem er det samme forfatterskabet igennem. Visse fællestræk kan bestemmes. Men til nogen formel for den pontoppidanske omarbejdelse vil det ikke være muligt at nå.