Dagbog
d. 5te November.
– – – Der havde raset et Herrens Vejr lige siden Midten af November. Ikke saa saare var Mortens-Nyet blevet tændt, og Bonden havde faaet Rodfrugterne vel af de vaade Marker, før Himmelens Porte aabnede sig, og Stormene brød løs.
De var komne flyvende over Fjorden i store, mørkeblaa Skysække, der ret over Byen revnede med Skrald som af en Torden. Fjordens Vande havde de pisket, saa det stive Skum farvede Engene hvide højt op paa Stranden; og paa deres Hærtog videre ind gennem Landet havde de mange Steder oprevet Vintersæden, nedbrudt Siv og Rør i Moserne og tilstoppet Grøfterne med Jord og Sand, saa Vandet ikke kunde finde Afløb, men bredte sig ud over Markerne og oversvømmede Vejene. Overalt saas styrtede Træer, døde Fugle, som Stormen havde slaaet mod Jorden og dræbt, oprevne Tage, nedblæste Skorstenspiber og sprængte Telegraftraade, der krummede sig i Spiral op ad Stængerne.
I Mands Minde havde man ikke oplevet saadanne Dage.
"Vorherre bevare dem, der er paa Søen nu!" raabte Folk til hinanden gennem Uvejrsbraget, naar de mødtes paa Landsbyens Gade – kæmpende sig foroverbøjede frem imod Stormen eller bærende denne med sig paa deres Ryg.
"Godt for dem, der har vel tækket og tæt spækket", tænkte de, der sad hjemme i de halvmørke Stuer, hvor man selv midt paa Dagen vanskeligt kunde se at læse en Avis, mens det peb og klaprede og brølede omkring En, som om alle onde Aander var slupne løs over Byen.
Inde i Staldene stod Hestene med oprejste Øren og rystede af Angst, hver Gang Vinden slog ned over Taget; Køerne, som man havde maattet drive hjem fra Ævred for Kulde, brølede hele Natten omkap som under en Ildebrand; ja selv Kattene gik og mjavede sygt, og Hundene krøb omkring med Halen mellem Benene og snuste uroligt.
En mørk Nat blev Folk overalt i Byen vækket af et frygteligt Brag. Vilde af Skræk sprang de op af deres Senge og fór – mange i det blotte Linned – ud paa Gaden … nogle med Lygter, som imidlertid øjeblikkeligt slukkedes af Stormen, andre med deres Børn paa Armene, blege og skælvende, som om det var Verdens Undergang, der forestod.
Der herskede en ubeskrivelig Forvirring, indtil det opklaredes, at det var Niels Hansens gamle Ladelænge, der var styrtet sammen. Men næppe havde man faaet sig beroliget hermed og var igen paa Vej ind i Husene, før der med ét lød høje Raab af forskellige Stemmer henne fra Ulykkesstedet; og i det samme kunde man i Mørket skimte noget, der lignede en Række hvislende Spøgelser, blive ført af Stormen ud af Byen.
Ved Ladelængens Fald havde Vinden nemlig faaet fri Passage til den bagved liggende Stakkeplads og her kastet sig som rasende og under høje Hyl over fire, store, utærskede Sædstakke, af hvilke den straks havde faaet væltet den yderste halvt overende og splittet den som en Hob Avner.
Nu blev der for Alvor Røre. Der blev tudet med Byhornet, som naar Ilden er løs, og fra alle Sider strømmede Folk til med Baadshager, Forke, Brandstiger og Segle for at standse Ødelæggelsens Værk. Det var et uhyggeligt Syn. I Skæret fra et oplyst Staldvindue saas gamle Niels Hansen selv staa i bar Skjorte, med det hvide Haar strittende i Vinden – maalløs og ligesom forstenet. Det var hele Aarets Flid og Slid, al hans Formue, der her splittedes for alle Vinde. Han stønnede blot:
"Det nytter ikke … det nytter ikke … Vorherre ta'er det."
Nogle haandfaste Karle havde nemlig tilsidst forsøgt at indskrænke Ødelæggelsen ved Hjælp af udspændte Sejl; men Niels Hansen fik Ret: alt var forgæves. Én for én opreves Stakkene, og i vild Dans fór de splittede Neg op over Stendiget og ud over Markerne. –
Urbanus.
